Dagbog over mine Missionsreiser i Finmarken
af Nils Vibe Stockfleth
Christiania : Tønsberg, 1860

1831.

Torsdag den 27 Januar stod Maanen klar og lysende paa Himmelen Klokken 12 Middag. Den 28de reiste vi til Polmak til Tinget, 5 Mile fra Bonakas. Den 6te Febr. holdt jeg her Afskedstale til Fjeldfolket og underrettede det om min forestaaende Reise til Christiania, om Hensigten af samme, og om at en deres Landsmænd, en Fin skulde følge følge med mig til Fader Kongen; dette frembragte et Smil paa Alles Ansigter.

Den 8de Febr. skulde vi alle forlade Polmak, men atter havde Ulvene om Natten hærjet mellem Renene, saa vi ikke kom afsted før Dagen efter. Min Kone reiste tilbage til Bonakas; jeg drog derimod tilfjeldt med Fjeldfolket. Min Reise denne Vinter blandt Østfinmarkens Fjeldfinner gik henad Kolakanten, derfra henimod Egnen af Enjager, og saa igjennem Karasjok tilbage til Østfinmarken. En nærmere Beskrivelse af denne Vinterreise i Fjeldet vilde ikkuns blive en Gjentagelse af de allerede givne Fremstillinger, og bliver derfor ikke videre omtalt. Jeg havde det som oftest godt, men stundom ogsaa mindre godt, dog altid godt med Hensyn til Udbyttet for Opfattelsen af Sproget og Folkekarakteren. Ved Indtrædelsen af den stille Uge kom jeg tilbage til Bonakas, træt og medtaget.

Den 27de Marts reiste vi til Polmak, hvor jeg Palmesøndag holdt Gudstjeneste, efter hvilken alle Tilstedeværende tilønskede mig, min Kone og sine tre Landsmænd Fredens Gjensyn. Den 29de kom jeg tilbage til Bonakas, og forbleve vi nu her i hele April. Den 2den Mai reiste vi ud til Guldholmen, som jeg igjen forlod den fjerde om Natten. Min Kone blev indtil videre i Tana. Efter afholdte Forretninger paa Hopseidet fortsattes Reisen til Lebesby. Mandag den 16de Mai reiste jeg ud til Kjøllefjord, hvor min Kone skulde møde mig med de tre Finner, som jeg vilde have med til Christiania. Ved nærmere Overveielse bestemte jeg mig til at tage 3 unge Finner med mig, istedet for, som før var mit Forsæt, kun een, og dette fandt Regjeringens Bifald. Onsdag den 18de Mai var min Kones Afreise bestemt fra Guldholmen, men en Storm, saa voldsom, at den rev Tagene af Husene, hindrede Afreisen til den 20de. Neppe havde de imidlertid lagt ud fra Land, førend Uveiret reiste sig igjen, og tvang dem til at redde sig iland ved en øde Fiskerhytte, hvor de, af Mangel paa Brændsel, lede af Kulde, Sne og Regn. Pintseaften kom de dog til Hopseidet, og Dagen efter til kefjord-Fjeldet, hvorfra de maatte gaa til Kjøllefjord. Efter et Par Dages mildt Veir og Regn, blev Veiret den 26de Mai igjen saa koldt, at Blækket om Morgenen var bundfrosset i Blækhuset. I disse Dage omkom ved et eneste Sneskred paa Hopseidet 300 Ren, og nogle Dage derefter igjen paa samme Maade 200. Umiddelbart efter hvert af disse Sneskred opfordrede Finnerne samtlige i Nærheden boende Norske til snarest muligen at gjøre sig Nytte af de omkomne Dyr, førend de gik i Forraadnelse, et Tilbud som med Tak og Glæde blev modtaget.

Efterat have været opholdte fem Dage af Modvind over den til Afreisen bestemte Tid, forlode vi den 28de Mai Kjøllefjord, for at tiltræde Reisen Syd efter. Idet vi seilede forbi Forbjerget, de to Finnekirker kaldet, sprøitede flere Hvaler deres Vandkolonner høit i Veiret; om det var en Afskedhilsen, ledsaget med Ønsket om et lykkeligt Gjenmøde, vil jeg iøvrigt lade staa ved sit Værd. - Om Aftenen kom vi til [Havøsunds] Kirke- og Handelssted, som vi dog strax igjen forlode. Ifølge Aftale havde jeg ladet tillyse finsk Gudstjeneste til Afholdelse Søndag i Kvalsunds Kapel, Annex under Hammerfest, men efterat vi først vare blevne opholdte fem Dage af Modvind i Kjøllefjord, og nu igjen havde ugunstig Vind, maatte vi bruge Aarene, for om muligt at naa frem, hvilket dog ikke skede før Natten til Mandag. Ingen af de Kirkesøgende havde forladt Kirkestedet, men vedblevet at holde Udkik. Da man omsider saa os roende ind ad Sundet, ilede strax flere Baade, fyldte med Finner, os imøde, og spurgte, om jeg vilde holde Gudstjeneste Dagen efter, hvortil jeg naturligvis svarede Ja. Mandag var Kapellet opfyldt af Finner, deriblandt nogle Kvæner, som endog fældte Taarer af Sorg over, aldrig at høre Ordet forkyndt dem i deres Modersmaal; jeg lovede dem, at ogsaa den Tid snart skulde komme.

Den 22de Mai kom vi til Talvigs Præstegaard, hvor jeg ligeledes havde tilsagt finsk Gudstjeneste til Søndag 5te Juni. Overalt hvor vi kom frem strømmede Finnerne til, thi det var bleven bekjendt, at jeg med tre af deres Landsmænd reiste til Kongen. Den 7de reiste jeg til Kaafjords Værk og til dets Kvæner, som jeg havde begyndt at tiltale paa deres Modersmaal. Med Hensyn til Kvænerne vil jeg henvise til Opsatsen om Kvænerne i Kongeriget Norge, og bemærker kun her, at førend norske Præster antoge sig Kvænerne, kom hvert Aar russiske Præster til dem fra Finland.

Dagen efter reiste vi til Tinget i Alten, hvor der var en stor Forsamling af Finner og Kvæner; den 11te fortsattes Reisen Syd efter. Efterat have været iland paa flere af Finner beboede Steder, kom vi 17de til Tromsø. Den 21de gik vi igjen i Baaden og kom om Natten til Gibostad. Førend vi Dagen efter reiste herfra, bleve flere hundrede Ren førte over Sundet. En Fin sætter sig i en Baad, holdende en af de ældste Ren ved en lang Rem; man støder fra Land, og idet den fastbundne Ren gaar i Søen, følger den hele Flok, tildels drevet afsted af Hundene, ud i Søen efter. Den 14de kom vi til Trondenæs, hvor jeg afleverede nogle Finne-Elever, som jeg havde bragt med mig fra Finmarken til Seminariet. Den 28de fortsattes Reisen. Den 14de Juli vare vi ude i et meget haardt Veir; en Baad, større end vor, forliste ikke langt fra os. Om Natten kom vi dog lykkeligen i Land ved Namsos, i et overvættes Regnveir; vi bleve her paa den mest gjæstfrie Maade modtagne, og man blev her ganske forfærdet ved at høre, at vi havde været ude i et saadant Veir. Mandag den 28de Juli ankom vi til Trondhjem, hvor jeg havde et Møde med de Mænd, som havde dannet det omtalte Samfund til kristelig Oplysnings Fremme blandt Norges Finner. Mandag den 25de fortsattes Reisen over Slidre Præstegaard, hvor mine Svigerforældre boede, til Christiania.

De tvende ældste af de tre unge Mennesker, jeg bragte med mig til Christiania, vare fra Østfinmarkens tvende Præstegjeld, den tredie fra Karasjok i Vestfinmarkens Provsti. Den ældste, da 30 Aar gammel, var kort før Afreisen fra Finmarken demitteret fra Seminariet; de tvende yngste kunde ikke Norsk. Strax efter Ankomsten til Christiania deltoge alle tre i Vexel-Undervisningen. I Efteraaret gik de til bestemte Dage ud i Tøiens Have, for at deltage i Havearbeide. I Kunst- og Tegneskolen fik de Fripladse; i de første begyndelsesgrunde i Mathematik erholdt de fri Undervisning af Student Aubert; Undervisning i Religion tilbød Hr. Pastor Wexels sig at give dem; i Søndagsskolen hørte de nogle historiske Foredrag; af mig fik de Undervisning i Norsk og Skrivning. For deres Undervisning i Sang og Musik samt i Snedker- og Bødkerhaandværket blev derimod Betaling erlagt.