Dagbog over mine Missionsreiser i Finmarken
af Nils Vibe Stockfleth
Christiania : Tønsberg, 1860

1829.

Torsdag Morgen den 15de Januar, var Afreisen til Kautokeino bestemt, men Finnerne fandt ikke Renene, som de dog Aftenen iforveien havde samlet, thi Ulvene havde om Natten adspredt dem. Ved Middagstid kom vi dog afsted. I et Gallop, under hvilket Renene ikkuns en eneste Gang, i nogle Øieblikke, standsede, for at puste lidt, gik det nu til en sex Mile fra Karasjok opført Gamme, og disse sex Mile tilbagelagdes i sex Timer. Dagen efter tilbagelagde vi med de samme Ren 12 Mile, saa at vi om Aftenen vare i Kautokeino. Det var ikke som forrettende Præst, at jeg kom hertil, men for i tre Uger at reise iblandt Sognets Fjeldfinner, thi i Kautokeine var da Provsten i Vestfinmarken og Sognepræsten til Alten-Talvig, Hr. Rode og udførte sit Kald. Efter et Par Dage forlod jeg Præstegaarden, hvor min Kone blev igjen.

Den første Nat fik jeg Husly hos en af disse kvænske Eneboere, som jeg før har omtalt. Dagen efter kom jeg til Lensmanden, der tillige var Klokker og Kirkens Tolk, og som havde deltaget i forrige Aars Møde i Karasjok. Hans toaarige Barn var bundet til Teltet med et Baand, som ikke naaede til Ildstedet, en aldeles nødvendig Forsigtighed. Ved Udkjørselen fra Kirkestedet havde jeg mødt en beruset Kvæn, som udgav sig for en Troldmand; Lensmanden, og flere med ham, ansaa det for muligt, at En, som troede paa en Troldmand, kunde skades af ham; jeg søgte naturligvis at modbevise en saadan taabelig Anskuelse. Lensmandens aarlige Løn var da kuns 16 Spd. Traf det sig saa, at Ulvene, i hans Fraværelse som Lensmand, brøde ind i hans Renby, blev Tabet meget større, end hans aarlige Løn beløb til. Fjeldfinnerne i denne Trakt maatte flytte hver tredie og fjerde Dag, paa Grund af den Mængde Ulve; kunde man engang forblive en Uge paa et Sted, ansaaes dette for et stort Gode. At det var en Umulighed for Flerheden af Sognets Fjeldfinner, om kun en Gang, at komme til Kirken i de faa Uger, som Præsten, navnligen i den senere Tid, havde opholdt sig paa Kirkestedet, var en Sandhed, som jeg på denne min Omreise kom til Overbevisning om, saa meget mere, da Præstens Nærværelse paa Kirkestedet stedse indtraf paa den Tid Fjeldfinnerne vare længst fjernede fra Kirken. Den 30te Januar reiste jeg til en Broder af Lensmanden. Da jeg Tirsdag 3die Febr. kom til hans Nabo, var et Barn netop dødt; han bad mig læse en Bøn, som jeg ogsaa gjorde. Torsdag den 5te Febr. kom jeg til en Fjeldfin, hvis Kone i en ganske udmærket Grad viste, at Renlighed meget godt kan haandhæves i et Telt, da Fruentimmerne, som sagt, besørge Renholdelsen og Vaskningen af samtlige Kjørveler. Selv Hundene vare her saaledes dresserede, at jeg ingen Uleilighed havde af dem, og uden at Teltets Beboere behøvde at jage dem fra mig. - Herfra kom jeg til en Mand, som netop havde nedtaget sit Telt og var ifærd med at flytte; jeg maatte saaledes reise videre, og kom til en Svigerfader af Lensmanden, som hverken vilde vide af eller erkjende nogen anden Konge, end Christian VII. Fra ham kom jeg til et Telt, saa lidet og saaledes opfyldt af Mennesker, at det var en Umulighed at faa Plads mellem dem; en og anden af dem var desuden beruset. Jeg kom nu til et stort og rummeligt Telt; min Skyds forlod mig her, uden endog at se ind i Teltet, og forinden vi havde talt med Nogen. I Teltet var en Mand og Kone og voxen Datter; de toge deres Skier paa, den ene efter den anden, og - skiede bort. Jeg saa mig om, og blev nu først var, at Teltet var aldeles øde og tomt, og at ikke et Kjørvel, ikke et Skind fandtes der. Ilden gik nu ogsaa ud, og der fandtes ikke en Kvist til at [vedligeholde] den med. Teltet var altsaa forladt af dets Eiere i al Stilhed. Jeg tilbragte en tre Timers Tid i denne Ensomhed, oppbiende ganske roligen Udfaldet. Han, som havde skydset mig hid, kom ganske uventet tilbage, for endnu en Gang at sige mig Farvel; han havde ingen Ro havt, sagde han, førend han fik se mig endnu engang, da vi i Vinter ikke skulde sees mere; han blev ganske forfærdet over, at træffe mig i et forladt Telt, og bragte mig nu videre. - Efter tre Ugers Omreise, kom jeg tilbage til Kautokeino Præstegaard. Strax efter min Tilbagekomst hertil, maatte den forrettende Præst vende tilbage til sit egentlige Kald, og jeg vedblev nu som saadan i 14 Dage. Saavel under mine forskjellige Ophold i Kautokeino som i Karasjok, anvendte jeg et Par Eftermiddagstimer paa at gaa omkring i Beboernes Huse, for at samtale med dem og øve mig i Sproget.

Tirsdag den femte Marts tiltraadde vi Tilbagereisen til Karasjok. Dagen før vor Ankomst var Tinget begyndt, og paa dette Ting blev der holdt Forhør, i Anledning af de af mig forrige Vinter anmeldte Uordener. En gift Kone og en ung Pige aflagde vitterligen usandfærdigt Vidnedsbyrd, og bleve derfor af mig udelukkede fra Herrens Bord. Da en Broder af Pigen erfarede dette, kom han farende ind i mit Værelse i den dybeste Sorg; kastede sig paa Knæ for mig, anraabte han baade Gud og mig, paa Guds Vegne, om Naade og Barmhjertighed; han erkjendte, at Søsterens Brøde ikke stod til at forsvare, men saa var dog Gud naadig og barmhjertig; han skulde tiltræde en Reise, men at vide Søsteren udelukket fra Guds Naade, det var dog alt for rædsomt. Jeg tillod ham at hente Søsteren, og lovede, forinden min Afreise, at antage hende som Gjæst ved Herrens Naadebord. Ogsaa den gifte Kone, der var en Svigerinde til disse to Sødskende, bad han for; da hun havde udvist en dyb Anger og Sorg, blev ogsaa hun tildelt Sakramentet den sidste Søndag jeg var i Karasjok.

Onsdag den 25de Marts stode Renene forespændte og vi skulde forlade Karasjok. Pludselig blev Døren med Heftighed aabnet og ovennævnte Broder til den unge Pige kommer styrtende ind, saa anpusten, at han maatte sidde en Stund, førend han kunde komme til Orde og ytrede nu sin overvættes Glæde. Han var netop kommet tilbage, og havde hørt, at jeg havde antaget Søsteren og Svigerinden, samt at Renene allerede stode forespændte for mig og min Kone; han havde derfor løbet alt, hvad han kunde, for endnu en Gang at se os forinden vor Afreise; han tilføiede derpaa, at vi endeligen maatte komme igjen næste Vinter, for at jeg da skulde vie ham.

Den 2den April kom vi tilbage til Guldholmen; den første og anden April indtraf en saa bitterlig Kulde, at vi vare paa Veien til at forfryse os, uagtet vore varme Reiseklæder.

Ved Valgforsamlingen i Lebesby var jeg bleven valgt til at møde ved Distriktsforsamlingen paa Tromsø den 29de Juni. Paa Tromsø lod jeg min Kone blive tilbage, medens jeg gjorde en Snarreise til det norsk-finske Seminarium, som da var paa Trondenæs, og hvorfra jeg kom tilbage til Tromsø den 11te Juli. Onsdag den 15de satte jeg over Tromsø Sund, for at gaa op til nogle svenske Fjeldlapper, som om Sommeren opholdt sig der med sine Renbyer. Disse Lapper vare yderst urenlige, og jeg har hverken før eller senere truffet paa Lignende; at tilbringe en Nat i deres Telt, kunde jeg ikke; jeg laa derfor Natten over paa samme Side af Sundet hos en norsk Familie, og kom Dagen efter tilbage til Tromsø, som min Kone og jeg forlode den 17de Juli. Mandag Morgen den 20de kom vil til Skjærvø. Her feiredes den Dag et meget stort Finnebryllup; alle vare renlige, ordentlige og aldeles ædrue. Vi reiste fra Skjærvø til Hasvig, derfra til Hammerfest, og derfra til Havøsund; overalt havde jeg Samtaler og Sammenkomster med Finnere. Til Havøsund kom vi den 31te Juli. Herfra leiede vi Skyds ligetil Lebesby; efterat have opholdt os nogle Timer i Kjelvig paa Magerøen, satte vi over til Sværholdt i Østfinmarken. Det blæste en stærk Storm og Søen var i voldsomt Oprør, men da vi vare komne midt paa Havet, indtraadde pludseligen et fuldkomment Vindstille; Baaden, en liden Finnebaad, kastedes af den stærkt oprørte Sø saa voldsomt til begge Sider, at vi maatte holde os til den, saa fast vi kunde, for ikke at rulle ud. Finnerne gjorde, hva der var at gjøre, og paakaldte Gud om Hjælp, og han hjalp. Høvedsmanden haandterede Roret udmærket og tabte ikke et eneste Øieblik sin rolige Besindighed, idet han paakaldte Gud om Redning. Efter en lang Time begyndte det at blæse op, efterhaanden fyldt en gunstig Vind mere og mere Seilet. Lov og Tak lød nu fra Alles Læber og Hjerter; hurtigt for nu Baaden hen over den rullende Sø, og bragte os i god Behold til Lebesby Søndag Eftermiddag.

August Maaned tilbragte vi her i en behagelig Stilhed og Rolighed, efter de i saa lang Tid uafbrudte Reiser. Torsdag den 3die Septbr. forlode vi Lebesby, kom om Aftenen til Hopseidet og Dagen efter til Guldholmen. Paa begge disse Reisedage udførte jeg flere Forretninger underveis. Vi opholdt os paa Guldholmen til den 29 Septbr. - Udenfor mit Værelse her og i Lebesby var en stor og bred Gang, som i Almindelighed var opfyldt af Mennesker, i Særdeleshed i Regnveir. Underholdningen var, som altid hos dette Folk, livlig og høirøstet. Let og snar var Overgangen fra den hjerteligste Sorg og Graad til en ligesaa hjertelig Munterhed, og omvendt. Uagtet denne Lethed i Karakteren, kan Sorgen og Savnet dog være dyb og mangeaarig, og ophører ofte ikke førend med Døden.

Den 29de Septbr. forlode vi Guldholmen og kom til Seida; Dagen efter til Polmak. Ved September Maaneds Udgang ophører al Baadfart paa Tana, fordi Elven da begynder at fryse til, og det var kuns med Nød og Neppe, at vi slap frem gjennem Isen.

Torsdag den 12te Novbr. tiltraadte jeg igjen en Reise til Fjeldfinnerne. Den første Dag naaede jeg frem til en øde Jordgamme, sex Mile fra Polmak. Dagen efter kom jeg til en Fjeldfin, som, næst efter Per Banner, var den rigeste i Finmarken; hans Telt var stort og rummeligt, og Alt vidnede om Renlighed og Velstand. Jeg havde det altsaa godt. Her stode flere Telte og følgelig mange Lapper, ogsaa fra det russisk-finlandske Sogn Enjager. Den paafølgende Søndag holdt jeg Gudstjeneste og Aftenandagt for samtlige Tilstedeværende; saa stort end Teltet, hvori jeg havde mit Tilhold, var, saa maatte dog mange staa udenfor, thi Veiret egnede sig ikke ret til Gudstjeneste under aaben Himmel. Flere af de norske Finner havde hørt, at jeg i 1831 agtede at foretage en Reise til Christiania, og spurgte mig, hvor jeg vilde bo, naar jeg kom tilbage. "Da som nu, vil jeg bo i Finnernes Hjerter", svarede jeg; de smilede fornøiet til dette Svar. Onsdag reiste jeg til en anden Teltby, hvor der vare tre rummelige og renlige Telte. Om Aftenen, efterat det var blevet mørkt, kunde jeg ikke uden en vis Interesse se paa otte Finnebørn, som legede og fjernede sig i Skoven, saa langt fra Teltene, at deres Raab ikke kunde have været hørte, dersom de havde forvildet sig, eller der var tilstødt dem noget. I deres Selskab vovede jeg mig rigtignok ligesaa langt, men alene gik jeg ikke længere bort, end at mit Raab kunde blive hørt, ifald jeg ikke kunde finde tilbake igjen, og derom var jeg ogsaa bleven advaret af Finnerne, da utallige forvildende Renspor krydsede sig i alle mulige Retninger. Saaledes vænnes Fjeldfinnebørnene, fra deres spædeste Barndom af, til at orientere sig; jeg ved heller ikke at have hørt om, at et eneste Fjeldfinnebarn er kommet bort. Man omtalte her endnu med megen Erkjendtlighed en Commandant paa Vardøhus Fæstning, som for mange Aar siden havde givet et betydeligt Bidrag i Penge til en Fin, som ved et Forlis ved Vardø havde mistet sin Baad; de bebreidede sig, at de ikke længere erindrede Navnet paa den Næstkommanderende, som ligeledes havde givet et Pengebidrag til Anskaffelsen af en ny Baad. Ogsaa her fandt jeg overalt Renlighed forenet med Velstand. Min Vært havde i Løbet af et Par Aar kjøbt ikke mindre end 1½ Bog Smør, og var hel fornem; desuagtet var han dog saa overmaade troskyldig og godlidende. Han betalte en Vaccinatør og holdt en kvænsk Skoleholder fra Utsjok til sine Børn. Han havde havt det store og sjeldne Held, at kunne tilbringe indtil 10 Vintre efter hinanden saa godt som paa et og samme Sted, og altsaa i en høist mærkelig Grad været forskaanet for Ulvene. Under denne min Omflakken traf jeg paa tre flyttende Renbyer. Om man end har seet saadanne Flytninger før, saa sees de dog stedse igjen med Interesse. Jeg hørte her omtale en sørgelig Død, som en ung Fin for et Par Aar siden havde lidt. Han skulde holde en hel Del Ren og bandt nu Tømmene om sig; Dyrene blev pludseligen skræmte og satte afsted i forskjellige Retninger, hvorved han blev sønderslidt. Torsdag den 3die December vendte jeg tilbage til Polmak. Nedfarten fra Fjeldet og did var steil og lang og Fjeldet høit; jeg svimlede ved at se ned i Dybet, hvor Polmak laa. Fra en saadan Høide havde jeg endnu ikke kjørt, eller seet Nogen kjøre ned. "Du har jo ikke engang en Vareren med", sagde jeg til Føreren. "Du behøver ingen", var det rolige Svar. Saa maa Gud da sende mig sine Engle til Hjælp, hvis jeg skal komme ned med hele Lemmer, sagde jeg i mit stille Sind, men, tænkte jeg videre, lad det da i Herrens Navn staa til! Finnen tog imidlertid frem tre Tømmer, viklede den ene om min Pulk, den anden om sin egen og den tredie om Kjærristen, hvor Tøiet laa. Jeg havde ikke før seet dette Middel til at formindske Pulkens alt for store Slingren. "Du skal kjøre første, sæt Dig nu ordentlig i Pulken"! sagde han. Jeg gjorde saa, "kjør nu"! sagde han. Jeg gav min Ren et rask Rap med Tømmen, i fuldkommen Tillid til den af Finnen trufne Foranstaltning og i glad Forventning af en lystig Nedfart. Udover gik det nu i flyvende og svimlende Gallop ned ad og ud over Fjeldets bratte og steile Side. Fortrolig og kjendt med Renens ofte pludselige og uformodede Sidespring og Tværstandsen, var jeg istand til at styre Pulken og holde den paa ret Kjøl, saa at den ikke væltede og kastede mig ud over en eller anden Styrtning.

Den lille Bygning vi havde i Polmak, bestod af ikkuns et eneste lille Værelse, med et noget større Kjøkken. For ikke at fryse alt for meget paa Fødderne, maatte min Kone, tilligemed sin norske Tjenestepige, sidde paa et Bord, ved Siden af Ovnen.

Tirsdag den 15de Decbr. tiltraadte vi Reisen til Karasjok. Ved Nedkjørselen Dagen efter fra Utsjokfjeldet, blev min Kone syg; vi vare imidlertid saa heldige, at faa Natteherberge hos vore omtalte Russevenner. Dagen efter kunde dog min Kone fortsætte Reisen, hvilket var saa meget heldigere, da Skydsen ikke kunde opholdes, og der vilde have gaaet flere Dage hen forinden det havde været muligt at erholde nogen ny Skyds tilsagt. Om Aftenen kom vi til en norsk Undersaat, hvor Stuen var aldeles opfyldt af Mennesker; her blev min Kone igjen syg og Tjenestepigen ligeledes. Det lykkedes dog Dagen efter at naa frem til Karasjok.

I flere Aar led min Kone af og til af en voldsom bedøvende Hovedpine; undertiden hovnede da Tungen, og Følgen var Besværlighed for at tale. Jeg vidste da stundom intet andet og intet bedre Raad, som heller aldrig svigtede, end at jeg gik ud i Guds frie Luft og kastede mig ned for Ham. Der gik Aar hen førend disse stundom noget foruroligende Tilfælde begyndte at aftage; iøvrigt er min Kone af en stærk og god Constitution, som gjorde ovennævnte Tilfælde mindre farlige og foruroligende.

I Løbet af Sommeren kom min Eftermand til Vadsø. Fra Central-Committeen for det norske Bibelselskab fik jeg, som anført, et Tilbud af 200 Spd. aarligen, fra den Tid jeg ingen Indtægter havde af Vadsø Kald, altsaa fra 7 Mai. Disse 200 Specier beholdt jeg indtil Aaret 1836. For det norske Bibelselskab havde den hellige Skrifts Oversættelse i Finnernes Sprog, lige fra Selskabets Stiftelse i Aaret 1817, stedse været en Gjenstand for dets Bestræbelser og Pengebidrag. Provst Kildal havde allerede i 1823 lovet Bibelselskabet, at han, i Forening med en af ham dannet finsk Skolelærer, vilde paabegynde en saadan Oversættelse, da Døden hindrede ham heri. Af Hovedbestyrelsen for Selskabet til Undervisnings- og Andagtsbøgers Udgivelse, havde jeg ligeledes modtaget et Honorar af 100 Spd. I Lighed med hvad der fandt Sted med flere af de mindre Kald i Finmarken og Nordlandene, erholdt Lebesby Præst senere hen et aarligt Tilskud af 200 Spd. Jeg havde saaledes i 1830 en aarlig Indtægt af 600 Spd.

En ung Handelsbetjent, som var gift, opholdt sig den Vinter i Karasjok og holdt Krambod der. I denne hans Krambod gik det saa særdeles sædeligt og ordentligt til, at jeg hver Aften der samledes et Par Timer med Finnerne og uddelede et Blad Tobak eller mere til hver den, som kunde berige min Ordbog med Ord eller Talemaader, som jeg endnu ikke havde. Til disse Aftenunderholdninger glædede man sig længe forud; Spirituosa solgtes ikke. Indfandt der sig Nogen, som ikke var rigtig sikker, blev han af Samtlige udvist. Forinden vi skiltes ad om Aftenen, havde Alle faaet Tobak af mig.

Den 2den Febr. reiste vi til Kautokeino, men kom ikke frem førend sent om Aftenen den 5te; vi reiste igjen tilbake til Karasjok den 2den April.

Onsdag den 14de April, ved Middagstid, forlode vi Karasjok. Denne og den følgende Dag havde jeg, flere Gange daglig, kirkelige og andre geistlige Forretninger, og kom derfor den anden Aften meget træt til den oftere nævnte Russefamilie, ved Foden af Utsjokfjeldet. I samme Øieblik jeg var kommen ud af Pulken blev jeg anmodet om at komme til en norsk syg Fin, og maatte gaa ¼ Mil i dyb Sne; men denne Forretning gav mig saa forunderlige Kræfter, at al Træthed for den Aften var forsvunden. Dagen efter kom vi over Utsjokfjeldet og den derpaa følgende til Polmak, hvor vi forbleve til den 20de. De følgende Dage reiste jeg til Seida og Guldholmen, hvor jeg forblev til 18de Mai, da jeg om Morgenen Klokken to seilede til Hopseidet, og holdt her Gudstjeneste Christi Himmelfartsdag. Dagen efter skulde jeg til Efjord, i Bunden af en Arm af Laxefjorden, for der at afholde Forretninger, men stærk Modvind, som hvert Øieblik tiltog, tvang mig til, snarest muligen at søge Land, hvorfra jeg kunde gaa til Efjord. I længere Tid vedblev Modvind og Snefok, saa at jeg maatte gaa over Fjeldene til Skyttenberg i Kjøllefjord Sogn, og herfra maatte jeg fremdeles gaa over Fjeldet til Kjøllefjord Kirke, hvor jeg skulde tilbringe Pintsefesten. En Mængde af de i Sognet fiskende Nordfarere kom i begge Pintsedage over Fjeldet for at besøge Kirken. Den 1ste Juni laa endnu Sneen lige til Havstranden.

Kyststrækningen i Kjøllefjord og en Del af Tana-Sogn, indtil hen i Vardø Sogn, vilde noget nær være ubeboelig paa Grund af dens saa godt som totale Mangel paa Træer og Ved, dersom Naturen ikke paa anden Maade var kommen til Hjælp derved, at aarvist bringer Golfstrømmen Drivtømmer og Rækved flydende ind til disse Kyster, hvilket benyttes dels til Ved og dels til Bygningstømmer. Disse Stokke ere undertiden temmelig tykke og ere glatte, uden Grene og Kvister, og uden Rødder. Gjennemtrukne af Søvandet sprage de i Ilden naar de brændes.

Den 11te Juni reiste jeg til Lebesby, som jeg dog ikke naaede før Dagen efter. Den 30te Juni laa endnu Vandene paa Fjeldene tilfrosne; kuns nær ved Strandbredden var Isen begyndt at løsne; paa den sydvestlige Bred af Efjorden laa Sneen fremdeles lige ned til Stranden. I Aaret 1814 herskede en saadan Dødelighed her i Egnen, at Kreaturene, af Mangel paa Røgt, laa døde udenfor og Menneskene indenfor; et Barn fandtes levende ved sin døde Moders Bryst.

Den 7de Juli forlod jeg Efjord, laa nogle Timer ved Nordkyn, og kom om Natten til Mehavn, som jeg igjen forlod den følgende Dag, efter endt Gudstjeneste. Søndag den 11te Juli holdt jeg Gudstjeneste i Fiskeværet Gamvig, og reiste derfra til Guldholmen. Mandag den 16de August drog jeg til Lebesby, som jeg igjen forlod den 1ste Septbr. og kom Dagen efter til Guldholmen, hvor min Kone var forblevet under denne min sidste Reise til Lebesby. Mandag den 27de Septbr. reiste vi til det en Mil oppe i Tana-Elven liggende Elvefinne-Fiskevær Bonakas, for her at tilbringe Vinteren iblandt denne Egns Elvefinner. Vi leide her en liden Tømmerbygning af en Fin; Gudstjenesten holdtes i en noget større Bygning.

Den 16de Novbr. lyste Nordlysene igjennem den skybedækkede Himmel klarere, end noget Maaneskin fra en skyfri Himmel.

Onsdag den 22de Decbr. reiste vi til Seida og Dagen efter til Polmak, hvor jeg vilde tilbringe Julehøitiden, til stor Glæde for samtlige Elvefinner og for de Fjeldfinner, som paa den Tid sad i Nærheden af Polmak. Nytaarshelgen tilbragte vi igjen i Bonakas.

Endskjønt det navnligen var mig om at gjøre at besøge Fjeldfinnerne og tilegne mig disses Sprog af dem, som talede dette renest, saa viser dog min Dagbog, at jeg ingenlunde forsømte at gjæste Elvefinnerne og de ved Søen Boende. Jeg satte mig ogsaa ind i Livet i disses Boliger, ligesom i Fjeldfolkets Telte, og søgte i hine som i disse, at tilegne mig af Aanden og af Sproget saa meget som jeg formaaede. Hvorvel at Fjeldfinnernes Sprog maatte lægges til Grund for det vordende Skriftsprog, saa havde dog ogsaa Elvefinnernes og Søfinnernes Sprog givet mig et godt Udbytte. Heller ikke glemte jeg paa de offentlige Forsamlingssteder at iagttage Folket.

Jo mere jeg ved fortsat Omgang med Folket lærte at kjende det og dets Sprog, desto flere Mangler fandt jeg ved alle de af mine Oversættelser, som jeg under et femaarigt Ophold iblandt dem, med megen Flid og Umage havde udarbeidet. Jeg havde saaledes faaet oversat den store Alterbog, Katekismen, Forklaringen, det nye Testamente og en Del af første Mosebog; alle disse Oversættelser vare gjennemlæste med Tolkene og Skolelærerne. Ved min senere større og større Indtrængen i Folkelivet og Sproget, fandt jeg, at ingen af disse Oversættelser var skikket til at se Dagens Lys. Jeg ansaa det derfor nødvendigt, ganske fra nyt af igjen at begynde paa disse Oversættelser, som jeg derfor i Begyndelsen af Aaret 1830 opbrændte, i Haab om, at de i en bedre Skikkelse igjen skulde opstaa af Asken. Ogsaa min anden Oversættelse af Alterbogen, af Halvdelen af det nye Testamente og den hele Oversættelsen af Pastor Wexls's Andagtsbog for Menigmand, overantvordede jeg i de følgende Aar til Luerne. Jeg tabte ingenlunde mine freidige Forhaabninger om fremtidigt heldigere Udbytte af mine Bestræbelser for Sprogets skriftlige Bearbeidelse, der skulde blive Organet, igjennem hvilket kristelig Oplysning og Udvikling kunde meddeles Folket, saavel ved mundlig Prædiken som ved Skrift. Ikke forinden i Aaret 1837, efter mit andet Ophold i Finmarken, vovede jeg at paabegynde den endelig Udgivelse af finske Bøger i Trykken, navnligen af hele det nye Testamente, efter at jeg foreløbigen havde udgivet de to Evangelier Mathæus og Markus. Ved Omgangen og Samlivet med Folket og iblandt det, maatte jeg, saa at sige, naturalisere mig med det; [havde jeg] først modtaget og tilegnet mig dets Liv og dets Livs Udtryk og var, saavidt ske kunde, bleven som En af dets Egne: som en Fin, og Finnerne vare saaledes blevne mine Landsmænd og Bundsforvante; først da kunde jeg give dem et Skriftsprog, et Bogsprog; og nu var da Tiden omsider kommen, da der maatte tænkes paa den litterære Bearbeidelse af det af Folkets eget Liv og af det hos dem Fundne, Indsamlede og Hørte.

Fra Hovedbestyrelsen for Selskabet til kristelige Undervisnings- og Andagts-Bøgers Udgivelse blev i Aaret 1826 til det kgl. Kirke-Departement indgivet et Forslag til Oplysningens Fremme blandt Norges Finner, hvortil Bestyrelsen var foranlediget ved Hans Majestæt Kong Carl Johans umiddelbare Opfordring, og til hvilket Øiemed Hans Majestæt selv vilde bidrage. Dette Forslag var foranlediget af de fra Finmarkens og Nordlands Biskop og fra mig indsendte Indberetninger. I Aaret 1828 blev jeg, igjennem Biskoppen, af det kgl. Kirke-Departement opfordre til at afgive Erklæring, om jeg var villig til at overtage Bestyrelsen af og Undervisning ved et finsk Seminarium i Polmak, samt at give et Overslag af Omkostningerne ved Oprettelsen af dette Seminarium, hvis man skulde tænke paa at adskille det finske Seminarium, der var oprettet i Forbindelse og Forening med det paa Trondenæs i Nordlandene oprettede norske Seminarium.

I Løbet af 1829 afgav jeg denne Erklæring, hvis Hovedindhold var, at jeg paa det bestemte fraraadede denne Adskillelse, idet jeg paaviste det Fordærvelige for Finnefolkets Udvikling i at ville afsondre et finsk Seminarium med dets Elever fra al Forbindelse med og Paavirkning af dannede og dannede Omgivelser; en saadan Afsondring vilde noget nær blive en aandelig Tilintetgjørelse. Jeg ansøgte derfor indtrængende om, at man for det første ikke vilde foretage nogensomhelst Forandring med denne saa nyligen oprettede Dannelses- og Undervisnings-Anstalt for Finnerne, idet jeg tillige paaviste Hensigtsmæssigheden og Nødvendigheden af, at den seminaristisk dannede finske Skolelærer blev kyndig i det norske Sprog. Jeg oplyste endvidere, at det var saa langt fra, som der sagdes, at Finnerne ikke vilde søge til Seminariet paa Trondenæs, at de meget mere med større og større Lyst søgte derhen, at der endog meldte sig flere, end der den Gang var Plads til. Istedet for at flytte Seminariet til Polmak foreslog jeg at opføre et Kapel dersteds. Det kgl. Kirke-Departement gik ganske ind paa disse Anskuelser, og det finske Seminarium forblev forenet med det norske. Siden blev dette forenede norsk-finske Seminarium flyttet til Tromsø og betydeligen udvidet, en for hele Bispedømmet saare hensigtsmæssig og i sine Følger høist velgjørende Flytning og Udvidelse, saavel med Hensyn til Bispedømmets norske som finske Befolkning. Jeg omtalte tillige det formentlige Nyttige i at en eller to unge Finner paa Statens Bekostning kunde blive sat istand til at gaa den studerende Vei, for at blive Lærere for deres Landsmænd. I Polmak er nu det af mig foreslaaede Kapel blevet opført.

Jeg foreslog fremdeles, at der til det finske Seminariums Bibliothek blev anskaffet de i den svensk-lappiske Dialekt udgivne Bøger, tilligemed et Udvalg af kvænske, og jeg omtalede tillige det Sandsynlige i, at de forskjellige geistlige og verdslige Arkiver i Finmarken og Nordlandene kunde indeholde Oplysninger Finmarken og Finnerne vedkommende.

Hvad Hovedspørgsmaalet: Oplysningens Fremme iblandt Finnerne og disses aandelige Udvikling angik, da bemærkede jeg, at der for Tiden ikke egentlig saa meget kunde være Talen om at fremme, som om at grundlægge. Idet jeg gik ud fra, at et Folks Oplysning i Almindelighed er afhængig, i al Fald for en stor Del, af dets Skriftsprog og Literatur, formente jeg, at det Væsentligste, som for Tiden, for at forberede Finnernes aandelige Udvikling var at foretage, bestod i Dannelsen af et Bogsprog og i at foranstalte Oversættelser i samme af den hellige Skrift og af Undervisnings-Bøger. Jeg foreslog derfor at det maatte tillades mig paa offentlig Bekostning at foretage en toaarig sprogvidenskabelig Reise, regnet fra Mai 1831, for personlig at conferere med de tvende Sproglærde, Professor Rask i Kjøbenhavn og Dr. philosophiæ Sjøgren i Finland, med hvilken sidste jeg, som anført, allerede i Aaret 1826 i Polmak, havde stiftet et personligt Bekjendtskab. Med Professor Rask havde jeg allerede i flere Aar underholdt en philologisk Brevvexling. Fra Kjøbenhavn skulde Reisen gaa over Stockholm til Helsingfors i Finland. Da Finnernes Sprog har flere Lyd, end noget andet europæisk Sprog har Betegnelser til, saa maatte der dannes et nyt Alphabet; dette vilde jeg forelægge begge de ovennævnte Mænd; ligeledes ønskede jeg at tale med dem om Sprogets grammatikalske og lexicographiske Bygning og Fremstilling, da Sproget ogsaa i disse Henseender intet Fællesskab har med de europæiske, men desto mere med det hebraiske og for en liden Del med det ungarske Sprog. Ligeledes foreslog jeg at medbringe en ung Fin til Christiania (10)

Samtlige Forslag bleve af Bispen, af Hovedbestyrelsen for Selskabet til Undervisnings- og Andagts-Bøgers Udgivelse og af Central-Comitteen for det norske Bibelselskab paa det varmeste anbefalede, og bemærkede sidstnævnte, at dette Foretagende syntes efter sin Natur at være et nationalt Anliggende, da det gaar ud paa at fremme en Del af Nationens Oplysning og Moralitet og som saadant burde bekostes af Oplysningsvæsenets Fond. Da Forslaget ligeledes anbefaledes af det kgl. Kirke-Departement og af Regjeringens samtlige Medlemmer, bevilgede Hans Majestæt Kongen Ansøgningen den 7de Juni 1830. Ogsaa Stortinget gav sit udelte Bifald dertil.

I Aaret 1825 vare nogle kristeligsindede Mænd traadte sammen i Trondhjem, for ved Pengebidrag at fremme Evangeliets Forkyndelse blandt Hedningerne. Da Præsten Schultz henledede Opmærksomheden til vore Landsmænd Finnerne, for hvilke den hellige Skrift endnu var en lukket Bog, fandt denne Bemærkning en saa levende kristelig Deltagelse, at der strax dannede sig et "Selskab til kristelig Oplysnings Fremme iblandt Norges Finner". Allerede inden Aarets Udgang erholdt jeg Underretning herom. Følgende Summer i dette Øiemed bleve mig efterhaanden tilstillede: I Aaret 1826: 90 Spd.; i 1827:, 6 Spd.; i 1828, 46 Spd.; i 1830, 12 Spd. 32 Skill. i 1831 5 Spd.; i 1833, 50 Spd.; i 1835, 40 Spd. 30 Skill., tilsammen 250 Spd. 52 Skill. Desforuden af Andre: 5 Spd.; af en Kjøbmand i 3 Aar aarlig 15 Sp. er 45 Spd.; det hele Bidrag fra Trondhjems By beløb til 300 Spd. 52 Skill.

10) Den fuldstændige Udvikling af Reiseplanen findes i Depart. Tiden 1830 No. 33.