www.altabibliotek.net/finnmark

 
Portrett.
Tilegnelse.
Fortale.
Udsigt over mit Liv førend jeg blev Præst og Missionær.
Min første Reise til Finmarken.
1825-31
Min anden Reise til Finmarken.
1833-36
Min tredie Reise til Finmarken.
1840-45
Min fjerde Reise til Finmarken.
1851-52
Anhang.

Dagbog over mine Missionsreiser i Finmarken / af Nils Vibe Stockfleth. - Christiania : Tønsberg, 1860.

Min fjerde Reise til Finmarken
Omfattende Aaret fra 6te Juli 1851 til 31te Juli 1852.

Fredag den 6te Juni forlod jeg Christiania for at tiltræde min fjerde Reise til Finmarken, og reiste til Gaarden Huser i Næs paa Øvre-Romerige, for der at oppebie Stortingets Beslutning, den finske Sprogsag vedkommende; thi førend denne var falden, kunde Candidat Friis ikke ansættes som Docent i de finske og kvænske Sprog; heller ikke var det af mig ansøgte Reisestipendium behandlet i Tinget. Juni Maaned forløb imidlertid forinden dette Anliggende blev behandlet i Tinget, og jeg kunde nu ikke længere udsætte min Afreise, hvis jeg i Løbet af Sommeren skulde faa Tid til at foretage, i al Fald de fleste af de paatænkte, og af Biskoppen tilraadede Reiser. Da Universitets-Ferierne nu ogsaa toge sin Begyndelse, tog jeg saa meget mindre i Betænkning at tiltræde reisen i det tillidsfulde Haab, at ogsaa denne Reise vilde finde Naade for Guds Øine, og at altsaa ogsaa Stortinget vilde bevilge og Hans Majestæt bifalde baade det ansøgte Reisestipendium til denne min fjerde og sidste Reise til Finmarken samt den ansøgte Docentløn for Candidat Friis. Ligesaalidt nu som nogensinde skuffede Haabet mig. En Maaneds Tid efter min Afreise blev Alt bevilget.

Aftenen den 6te Juli forlod jeg Huser; min Kone fulgte mig til Minde, for derfra Dagen efter at vende tilbage til Huser; jeg skulde denne Gang reise alene til Finmarken. Dagen efter fortsattes reisen paa Mjøsen med Dampskibet Jernbarden. Iblandt de Reisende vare to unge Englændere, som droge paa Laxefiskeri, samt en aldrende, pen og proper liden Nordamerikaner; han reiste for at bese Landet. Om Aftenen kom jeg til min Svoger, Præsten i Vestre-Toten. Dagen efter tog jeg over Land til Lillehammer og kjørte den følgende Morgen, i kold Blæst og Regn, til min Svoger, nu Præst i Gusdal; han havde været Præst i Alten-Talvig i Vestfinmarken og min Medarbeider under mit tredie Ophold i Finmarken; hans Kone havde været en af mine Elever i Slidre Præstegaard.

Morgenen efter min Ankomst fortsattes Reisen til Gjestgiverstedet Elstad, som tillige er et Postaabneri og et Anløbssted for Dampskibet paa Losnaelv. "Paa Elstad er aldrig noget Tyveri begaaet" sagde man mig ved min Ankomst og jeg maatte sande det, thi paa ovenanførte Ord lod jeg min Karjol, tilligemed en Del løse Smaasager, blive staaende utildækket ude om Natten, uden at Noget kom bort; dette blev ogsaa Tilfældet paa de flere Gjæstgiversteder, hvor jeg overnattede. Dagen efter kom jeg til Nordre-Froens Præstegaard og til en Svoger, der ligeledes under mit tredie Ophold i Finmarken havde været en Finneven; han var da Præst i Lyngen i Tromsø Provsti.

Dagen efter min Ankomst var Søndag, og Gudstjenesten skulde holdes i Annexet Kvikne, en Mil fra Hovedkirken. Jeg fulgte med min Svoger. Her vare fire Par Brudefolk; Vielsen foregaar gjerne før Gudstjenesten. Et talrigt Følge af Ridende og Kjørende ledsagede Brudefolkene og Toget anførtes af Klarinetblæsere; Brudefolkene gik alene op i Koret medens Følget blev siddende nede i Kirken. Efter Vielsen stillede samtlige Ægteviede sig paa den ene Side i Koret; strax efter kom en aldrende Mand gaaende op igjennem Kirken, steg op i Koret, gjorde en Forbøining for det Brudepar, hvis Anfører han var, gik derefter om Alteret og ofrede, og saa ned igjen i Kirken. Derefter gik dette Brudepar om Alteret og ofrede, stillede sig derefter igjen paa sine havte Pladse nede i Kirken; nu kom Brudeparrets mandlige Følge op fra deres Pladse nede i Kirken, hilsede sit Brudepar med en Forbøining gik saa om Alteret ofrede, og gik ned igjen i Kirken. Derefter kom det kvindelige Følge til dette Brudepar og gjorde ligesaa. Da her vare fire Brudepar, saa gjentog sig alt dette fire Gange, men da det Hele foregik med Orden og Stilhed tog det sig ret godt ud.

Nordre-Froen er et Landskab med herlige Udsigter, og fra Præstegaarden ere skjønne Spadsergange mod Syd og Nord, fornemmeligen mod Syd. Lougen-Elv, som flyder gjennem Præstegjeldet, Veien paa begge Sider af Elven og Overfartsstedet i Nærheden af Præstegaarden i Forening med Synet af de jevnlige Reisende bidrager til at udbrede Livlighed og Munterhed over de smukke, men maaske noget ensomme Egne. De høit oppe paa Fjeldsiderne liggende og veldyrkede Husmandspladse med sine Agre og Engsletter frembyde et høist behageligt Skue.

Mandag den 14de Juli forlod jeg igjen Nordre-Froen og tog Veien over Røraas. Politimesteren her var ligeledes en Svoger af mig.

Dagen efter min Ankomst til Bjergstaden forlod jeg den igjen.

Den 23de Juli Kl. 6 Morgen gik jeg i Trondhjem ombord paa Dampskibet Prinds Gustav; den 25de steg jeg iland i Bodø og gik samme Dag med Postbaaden til Saltdalen. Denne Afstikker galdt Egnens Finner, som jeg ved mit første Besøg ikke traf. Her var ikkuns nogle faa Finnefamilier. Et Par Dage før jeg kom havde min Svoger, den herværende Præst, meddelt en meget gammel Finnekone Naademidlet og til hendes store Glæde benyttet hendes Modersmaal. Under mit Ophold her traf jeg nogle Finner fra Arieplog i Sverige, som om Sommeren opholde sig i Nærheden.

Saltdalen er en særdeles vakker, over 4 Mile lang Dal, skovrig og frugtbar; igjennem Dalen løber Saltelven, som maaske har givet Dalen sit Navn. Indbyggerne have en betydelig Indtægt af de mange og gode Baade, som der aarligen bygges og afhændes. Gaardene ligge der ikke adspredte og enkelte, saaledes som i det sydlige Norge, men samlede i Klynger, som smaa Landsbyer. Her bo indtil 10 Gaardmænd i en Klynge. Gaardene ere imidlertid kun smaa, og Husmænd haves ikke.

En smuk Skovvei, omtrent ¼ Mil lang, fører fra Strandbredden og forbi nogle Strandsidderboliger op til Præstegaarden, som med sine Omgivelser har en yndig Beliggenhed og Udsigt til Havet. De høie og for det meste skovkledte Fjelde give Egnen den eiendommelige - nordiske - norske Alvor, der dog ingenlunde vækker mørke eller ubehagelige Følelser. Ved Præstegaarden ligger en smuk lille Indsø der ikke er uden Fisk, og som derfor stundom kan blive besøgt af en eller anden reisende Engelskmand, som til Gjengjeld for Tilladelsen at fiske sender Broderparten af Udbyttet til Præstens Kjøkken.

Mandag den 4de August forlod jeg Saltdalen og reiste, ledsaget af min Svoger, til Skjærstad, hvor Provsten, der havde været Præst paa Carlsø og som med Varme havde antaget sig den finske Sprogsag boede. Aldrig saasnart havde jeg, Dagen efter min Ankomst, sat mig i Baden for at seile ud til Bodø, før Himmelen pludselig blev overtrukket med Skyer og stærk modvind og Regn paafuldte nu. Med Anstrængelse lykkedes det dog fem Mand at ro Baaden frem en halv Mil; men her maatte vi lægge iland og jeg fik leiet en Mand til at bære min Vadsæk. Vadende en halv Mil igjennem Myrer og Moradser kom jeg til Lødingen. Uveiret var det samme, og tre dygtige Roerskarle maatte til for at sætte mig over et ingenlunde bredt, men af Stormen meget oprørt Sund, til Fastlandet, thi det galdt at træffe Dampskibet paa Bodø, da det Dagen efter skulde afgaa til Finmarken. Søndag Morgen den 10de August var jeg paa Tromsø. Biskoppen var fraværende paa Visitatsreiser i Østfinmarken. Mandag Middag satte Dampskibet Prinds Gustav sit Maskineri i Gang, og Dagen efter laa det i Hammerfest Havn. Ifra Hammerfest af og Nord efter samt i hele Østfinmarken havde der været en saa varm Sommer med Solskin, at Varmen til enkelte Tider var steget indtil 23° R. i Skyggen.

Fra Hammerfest til Lebesby i Østfinmarken er 19 Mile. Fredag den 15de havde jeg leiet Baadskyds den hele Vei og kom afsted Klokken 10 Formiddag uagtet Vinden var imod. Efter 12 Timers Roning maatte vi lægge iland for at oppebie god Strøm da Vinden vedblev at være imod. Løverdag Morgen kom jeg til Havøsund, hvor Sognepræsten fra Hammerfest opholdt sig for at læse med Konfirmanterne. Jeg læste nogle Timer med den finske Ungdom indtil Strømskiftningen tillod os at ro imod Vinden. Søndag Eftermiddag kom jeg til Lebesby. En Præstebygning var nu bleven opført. Sognepræsten, nuværende Provst i Vestfinmarken, Wetlesen, var Sproget fuldkommen mægtig og havde allerede lagt Haanden paa en finsk Oversættelse af Salmebogen. Glædeligt for mig var i Sandhed Gjensynet i Lebesby og i hele Østfinmarken.

Afreisen var bestemt til Onsdag den 27de August, men maatte udsættes paa Grund af Modvind og Storm til den 29de. -Aftenen før havde Stormen rigtig nok lagt sig, men den havde sat Havet i en saa voldsom Bevægelse, at det ikkuns var med Anvendelsen af alle deres Kræfter at fire dygtige Mænd vare istand til at faa Baaden frem ved Roning. Især var Havet i voldsomt Oprør de tre første Mile. Det var Stille, men Havet havde den stærke rullende Bølgegang - Døning -, som snart løftede Baaden op paa Toppen af Bølgerne og snart igjen lod den synke ned imellem dem; den største Søgang kommer som oftest "efter" et Uveir. Havets Brydning imod Bølgerne lød som en uafbrudt Torden og sprøitede Vandet flere Alen op mod Klipperne. Det tykke Havskum, igjennem hvilket vi roede, vidnede ligeledes om det Oprør, som Stormen havde sat Havet i. Jeg var dog saa heldig ud paa Natten at naa frem de fem Mile til Hopseidet. Om Morgenen kom Søposten og med den fulgte jeg til Marienlund i Tanen, ligeledes fem Mile.

Tanens nye større og smukke Kirke var nu bleven opført, indviet og taget i Brug. Den laa ikke alene paa et for Menigheden langt bekvemmere, men ogsaa paa et meget smukt og hyggeligt Sted, hvilket ingenlunde var Tilfældet med den ældre Kirke. I Nærheden var tillige en Præstebolig opført, Tanen var da blevet et Annex til Næsseby. Her var heller ikke noget Brændevins-Udsalgssted i Kirkens umiddelbare Nærhed, som Tilfældet var med den gamle Kirke og som er Tilfælde paa saa mangfoldige Steder. Denne Nærhed havde imidlertid den gavnlige Indflydelse, at flere af Finnerne følte sig tiltalte af Kirkens Nærhed, saa at de undsaa sig for at beruse sig i Nærheden og i Paasynet af Guds Hus.

Ved min Ankomst her i Tanen havde Præsten, Provst Sommerfeldt, i flere Uger læst med Konfirmanterne. Sognepræsten var Sproget mægtig; han havde i Christiania for mig taget finsk Examen. Sognet havde tillige erholdt en egen Kirkesanger og Skolelærer, der ikke tillige var Lensmand. Den nye Lensmand var en Normand, og et dannet Menneske. Overalt i Finmarken vare nu Kirkesanger- og Lensmands-Posterne adskilte. Kirkesangeren her var seminaristisk dannet, en hæderlig og agtværdig ung Mand, der var fortrolig med de tre Sprog. Kaffedrikken var bleven mere almindelig, som muligens kan have bidraget til at Brændevinsdrikken var aftaget; Ædrueligheden var altsaa større. Den 25de overtog jeg at reise i Sognekald og Sygebesøg og kom tilbage den paafølgende Lørdags Aften. Dagen efter efholdtes af Provsten finsk Konfirmation; Mandagen forrettede jeg finsk Gudstjeneste, Skrifte og Altergang for Konfirmanterne.

I Selskab med Provsten, Lensmanden, der som sagt, var en dannet Mand og en Akvisition for Sognet, og Skolelæreren reiste jeg den 30te til Seida. Her holdt jeg finsk Aftentjeneste og Skolelæreren fra Nesseby sang en smuk Aftensalme. Denne Skolelærere har dels oversat dels selv forfattet nogle smaa finske Salmer og Opsatser, og det heldigt. Tvende Gamle modtoge Naademidlet; den ene den omtalte gamle Medhjelper; den anden Per Banners Enke; begge ere Læserne allerede bekjendte.

Børnløse Ægtefolk iblandt Finnerne tage altid et eller to Fosterbørn til sig; Børn er hos dem en Hæder og Velsignelse; der mangler ikke Exempler, paa at de tage norske Fattigmandsbørn til sig som eget Barn.

Om Aftenen kom to Døtre af Handelsmandens Enke i Tanen til Seida, for i Følge med os Dagen efter at gaa over Varangerfjeldet. Efter Morgenandagten for Stedets samtlige Beboere tiltradde vi Vandringen og var Veiret usædvanlig mildt og sommerligt til at være 1ste Ictbr. Varmen vedblev, saa at den den 4de Octbr. endog var 11° i Skyggen. Midtveis paa Fjeldet beværtede Lensmanden med Kaffe fordi, som han sagde, at der var tvende Jomfruer med.

Søndags Morgen den 5te Octbr. fulgte jeg med Sommerfeldt til Nesseby Kirke, og om Eftermiddagen til Handels- og Postaabnerstedet Mortensnæs. Ikke blot de opførte nye pyntelige Bygninger, men især de indhegnede Jorder og en stor indhegnet Have vidnede strax paa det fordelagtigste for den nye Besidder, Hr. Nordvi, som er en Mand af Dannelse og af flersidige Kundskaber; han havde modtaget sin Dannelse i de sydligere Egne. I Haven trivedes de sædvanlige Havevæxter, men Potetes mindre godt. Paa Mortensnæs havde man i denne Sommer erholdt modne Jordbær, som voxede under en Bakke, der gav Ly for Nordenvinden.

Tirsdag den 7de Octbr. havde jeg tilsagt Skyds til Vadsø, hvor jeg den følgende Søndag skulde holde Gudstjeneste; ligesaa Søndagen efter paa Vardø, efter skriftlig Overenskomst med Præsterne. Derefter vilde jeg have vendt tilbage til Varangerbunden, for derfra paa første Vinterføre at reise til Fjeldsognene Karasjok og Kautokeino, thi det var navnligen med Hensyn til disse, at Biskoppen havde ønsket denne min fjerde Reise til Finmarken.

Efter min Ankomst til Finmarken havde jeg modtaget en Skrivelse fra Biskop Juel, i hvilken han omtaler en vildfarende og foruroligende Retning, som religiøse Bevægelser havde begyndt at tage i Kautokeino. Et dunkelt Rygte havde nu ogsaa begyndt at udbrede sig i Østfinmarken om Uordener i Kautokeino, og som Følge heraf begyndte jeg at blive urolig og tvivlraadig i mit Sind. En eneste Frostnat var nu nok til at hindre al Fart paa Tana og ingen anden Vei var der til Kautokeino, thi ved September Maaneds Udgang ophørte, som anført, al Baadfart paa Elven. En stærk Modvind hindrede Afreisen fra Mortensnæs ud til Vadsø. I min Uro og Uvished om hvad her var at gjøre i Anledning af Urolighederne i Kautokeino, gik jeg frem og tilbage paa Strandbredden. Jeg vidste, at om jeg end imod Forhaabning med Baad skulde komme paa Tana-Elven til Karasjok, saa forestod der mig dog en fleredagig Fodvandring paa Veien til Kautokeino, en Fodvandring, som paa den Tid af Aaret og i et saadant Uføre, vilde overstige mine Kræfter. Min Uro og Uvished skulde imidlertid ikke blive af lang Varighed. "Sø-Posten fra Tromsø er kommen", blev der raabt ned til mig paa Strandbredden; da jeg kom op i Huset var der atter kommen en Skrivelse fra Biskoppen, ifølge hvilken Forvildelsen i Kautokeino endog var større end Rygtet i Østfinmarken havde sagt. Biskoppen lagde mig Sagen paa Hjerte og omtalede det Ønskelige i, at jeg, dersom det paa nogen Maade var muligt, allerede ved October Maaneds Udgang tiltraadde Reisen til Kautokeino. Jeg bestemte mig øieblikkeligen til at vove Reisen. Jeg var jo nu bleven kaldet af Gud igjennem Bispen, som havde lagt mig Sagen paa Hjerte.

Vinden, som var imod ud til Vadsø, faldt ind Varangerfjorden. Hurtigen førte Vinden Provsten og mig tilbage til Varangerbunden, og allerede Dagen efter gik jeg i Selskab med Provsten og Lensmanden over Varangerfjeldet tilbage til Seida. Midtveis paa Fjeldet skulde førstnævnte vende tilbage til Næsseby; vi gjorde da holdt. I Anledning af den forestaaende Skilsmisse vilde Lensmanden ogsaa denne Gang beværte med Kaffe omendskjøndt nu ingen Jomfru var med. Ogsaa Finnerne lagde sine Byrder fra sig og tog frem Provianten. Iblandt de skydsende Finner var et Fruentimmer; jeg havde gaaet mig varm og tog derfor en Overfrakke paa medens vi hvilede. Idet hun saa mig tage Overfrakken paa, udbrød hun: "Nu, det maa jeg sige, du er varm og sveder og endda tager du flere Klæder paa"! og hun lo nu saa hjerteligen af min Enfoldighed, at jeg maatte le med, omendskjøndt Latteren gik ud over mig selv. Hun var Enke og havde en døvstum Søn, men han saa iøvrigt godt ud, var stor og stærk og bar med Lethed sin Byrde; han var dog meget heftig af Gemyt. Det var den eneste Døvstumme iblandt Finnerne jeg stødte paa eller hørte tale om. Da vi skulde fortsætte Vandringen tog jeg Overfakken af igjen, og nu lod det til at Fruentimmeret syntes at faa lidt bedre Mening om min Forstand.

Fra Seida fik jeg strax Baadskyds til Polmak, hvor jeg ankom silde om Aftenen. Da der paa denne Tid af Aaret ikke kunde være Tale om nogen Skydstilsigelse, lovede jeg tredobbelt Skydsbetaling og at erstatte det mulige Tab af Baad, om den skulde gaa tabt. Fredag den 10de Octbr. satte jeg mig i Baaden. Vinteren begyndte nu at bebude sin forestaaende Ankomst; det blev koldere og Is viste sig i Elven. Fossefald af nogen Betydenhed findes ikke imellem Polmak og Karasjok; ikkuns ved en Fos maatte jeg stige ud og Tøiet bæres, for at lette Baaden og derved forhindre, at den skulde fyldes med Vand og synke. Om Nætterne fik jeg Huslye hos en eller anden af de langs Elven boende Finner. Da vi Mandag Formiddag havde lagt iland, for at de Stagende kunde puste ud nogle Øieblikke og de vare ifærd med at gaa i Land, vilde jeg følge dem, men faldt baglæns ud over Baadkanten med Hovedet og Overkroppen i Vandet, imedens Benene bleve hængende fast i Baaden. Elvebaadene ere, som før anført, meget lave, saa at Baadkanterne ikkuns ere en to, tre Tommer over Vandskorpen. Begge de Skydsende ilede strax til og hjalp mig op, da jeg ikke var istand til at faa Benene løse; heller ikke kunde jeg kalde paa Skydsen, da mit Hoved laa under Vandet. En Plasken i Vandet, som mit Fald foraarsagede, bragte dem til at se tilbage efter at de allerede havde begyndt at fjerne sig fra Strandbredden. Jeg var saa heldig, ikke at støde Ryggen paa Baadkanten eller Hovedet mod nogen Sten og fik derved end større Frimodighed og Tillid til Hjælp fra Gud med Hensyn til hans forvildede Børn, saa at jeg ikke vilde have undværet dette Fald, uagtet jeg ikke førend Dagen efter i Karasjok fik tørre Klæder paa og Varmen igjen i Legemet.

I Karasjok var det roligt. De Forsøg, som nogle Udsendinge fra Kautokeino og det svenske Nabosogn Karasuando havde gjort for at opvække Uroligheder og Omvendelse til deres Tro, havde Kirkesangeren, i Forening med Lensmanden, vidst [at tilintengjøre]. Paa denne Reise mellem Polmak og Karasjok blev jeg ikke anmodet om præstelige Forretninger, fordi Ingen vidste af denne Reise og der var ingen Tid til at bekjendtgjøre samme. Hvad der bidrog til at jeg oftere følte mig træt ved Udførelsen af disse Forretninger mellem Polmak og Karasjok, var ingenlunde disse Forretninger i og for sig selv, men som oftest den anstrængende Kjørsel i mindre godt Veir og paa et mindre godt Føre; hertil den idelige Ombytning af Reiseklæderne og Præstedragten og igjen omvendt; denne Omklædning kunde ikke altid foretages ude i fri Luft, men som oftest i en trang Gamme eller Stue. Dels bragte da en sagte Læsning for mig selv i Testamentet, dels, som anført, et Udraab at den Syge eller Gamle Trætheden til at vige, saa at ny Livskraft gjennemstrømmede mig.

Onsdagen den 16de October havde jeg fra de nærmeste Fjeldbyer erholdt tvende Lodser eller Veivisere over Fjeldet samt trende Mænd til at bære det nødvendigste Tøi. Det meste af Tøiet maatte jeg lade tilbage i Karasjok, for at bringes efter paa Vinterføret. De første ni Mile kunde befares med Baad paa en Bielv, som falder ud i Tana-Elven. Fossefaldene paa denne Elv vare af den Beskaffenhed, at jeg vilde have anseet det for en Umulighed at kunne befare samme med Baad. Den første Dag kom vi 2½ Mil og fik Nattely i en øde Fiskegamme. Fossene havde den Dag ikke været af nogen videre Betydenhed, men næste Dag ventede os ganske andre, og disse vare mange; af dem flere ½ Mil lange og derover; den ene Fos afløste den anden i en uoverselig Række. Det susede og brusede, larmede og skummede, saa at jeg var paa Veie at tabe Hørselen. Undertiden blev Baaden med en rivende Hurtighed slynget tilbage ned ad Elven, men med hurtig og behændig Anvendelse af Stagene bragtes Baaden igjen i de Stagendes Magt forinden den fyldtes, kantredes og sloges i Stykker i Fossen. Gjentagne og kraftigere Stød med Stagene tvang Baaden opover og gjennem den larmende og skummende Fos.

Vi havde en halv Mil lang Fos for os, den farligste og vanskeligste paa den hele Elv; det led allerede saa langt ud paa Eftermiddagen, at det vilde blive mørkt førend man kunde komme igjennem den. Man lagde nu i Land, dels for at raadslaa og dels for at puste ud. Efter en kort Raadslagning gjorde Lensmanden Udslaget; ifølge mit Ønske havde han fulgt med, da han var en raadsnild og kraftig Mand. Han erklærede, at det andnu var muligt at komme igjennem før Nattens Mørke overfaldt os, men at intet Øieblik var at give bort. Vi lagde igjen ud i Strømmen, og Lensmanden gik i min Baad. Fossenes Voldsomhed slyngede Baadene flere Gange tilbage. Saaledes var min Baad engang slynget tlbage, atter stødt frem, men blev i det samme staaende fast midt i Stømmen imellem to Stene. Efter flere frugtesløse Anstrængelser kom den tilsidst løs, men i samme Øieblik rev Strømmen den ogsaa med sig. Dette havde imidlertid Lensmanden forudseet og forberedet sig paa; i det afgjørende Øieblik blev han derfor sindig og rolig og fik igjen Baaden i sin Magt, og i Forening med den i Forstavnen Stagende stødte han Baaden frem med saadan Kraft hen over den skummende Fos, at Skummet og vandet sprøitede høit op i Veiret og faldt ned igjen over os i Baaden. Strax efter lød et Raab fa Lensmanden, der overdøvede Fossens Larmen, til Manden i Forstavnen, at Baaden [øieblikkeligen] maatte styres og stødes hen ad Strandbredden til, til et Sted, hvor intet Fossefald var. Skyndsomt begyndte de nu begge at øse Vandet ud af Baaden, der, overfyldt af Vandet, begyndte at synke; jeg maatte øieblikkeligen igjen ud af Baaden. Vi vare en 12-15 Skridt fra Landet; store Stene laa mellem Baaden og Strandbredden, imellem hvilke Elven fossede og skummede. Med en Stage i Haanden og dels støttet af Lenmanden hoppede jeg fra Sten til Sten og kom med hele Ben og Lemmer iland. Af den anden Baad maatte ligeledes Tøiet udtages, thi der kom nu et Fossefald, hvor Baaden, med tungere Vægt end af to Mand, vilde fyldes med Vand og synke; heller ikke kunde Baadene bringes frem i denne Fos alene ved Stagning. Om Forenden paa enhver Baad blev der nu fæstet et Troug, som to Mænd toge fat i; gaaende paa Land trak de Baaden fremad, medens de tvende Mænd i Baaden stagende og styrede den. Denne Trækken kan let forvolde Baadens og de Stagendes Undergang, dersom de, der trække, ikke fire og hale efter den i Bagstavnen Stagendes Tilraab.

Efterat Baadene vare vel over denne Fos kom jeg paa samme Maade hoppende og springende fra Sten til Sten ind i Baaden igjen, saaledes som jeg var kommen ud af den, ogsaa denne Gang med hele og uskadte Lemmer. Og nu lød paa engang fra alles leber et: Gud være lovet! et: te Deum. Vel havde vi endnu en Fos for os, men den var af ingen Betydenhed, i Sammenligning med dem vi havde tilbagelagt. I Mulm, Mørke og Snefok tilbagelagde vi halvanden Fjerdingvei og naaede frem til det forønskede Maal, en øde staaende Fiskegamme. Det var paa denne Elv, at min Kone i Februar 1842 ved Guds Forsyns Styrelse bevaredes fra at sætte Livet til paa Reisen til Kautokeino. Ild blev nu antændt, og i samme Øiebik vare Dagens Besværligheder just ikke glemte, men maatte nu tjene til at forøge Munterheden og Glæden og Takken til Gud over disses heldige Beseiring.

Om Morgenen mødte en Fjeldfin efter Tilsigelsen i Karasjok med fire Ren, paa hvilke Tøiet blev kløvet. Samtlige fra Karasjok Kirkested leiede Folk vendte her tilbage, undtagen Lensmanden, som jeg ønskede at beholde. Ikke førend Kl. 1½ om Eftermiddagen tiltraadde jeg nu den ni Mil lange Vandring til Kautokeino. Den hele Strækning var blot Myr og Morads. Hvad der bidrog til at gjøre den hele Vandring fra Begyndelsen og indtil Enden i høi Grad trættende, vare de lave langs Jorden voxende Birkeris, som slyngede sig om Benene, fornemmelig i Myrene. Efter fire Timers Vandring var det kuns med Anstrængelse, at jeg slæbte mig frem en tre, fire hundrede Skridt til en nogenlunde tør Plet, som Finnerne efter megen Leden havde fundet, men nu segnede jeg mere og mere bevidstløs ned, men dog med en Følelse af Velbefindende og Velbehag, idet jeg sagde ved mig selv, "det var det jeg vidste" og glædede mig over, ikke fremfusende at have stolet paa mine Kræfter. Jeg var kaldet, og altsaa vilde jeg komme frem og godt frem. Med aldeles de samme Følelser af Velbehag faldt jeg kraftløs og bevidstløs om de følgende tvende Dage. Finnerne havde bragt et lidet Stykke Teltlærred med til et halvt Reisetelt; fire ganske smaa Træer fandtes i Nærheden; disse bleve fældte og reiste mod hverandre, Lærredet lagdes mod den Kant Vinden kom fra og nu antændtes en Ild. Da jeg havde ligget en Tid lang kom jeg mig igjen. Vi kogte nu Kaffe, Renkjød og Rensuppe og nøde samme i Fællesskab, og dette satte os alle i den fortræffeligste Sindstemning. Efter Aftenbønnen læste jeg Fadervor og Velsignelsen over os alle, og snart derpaa lukkede en kvægende og styrkende Søvn vore Øine.

Dagen efter var det Søndag; efter Morgenbønnen oplæste jeg Dagens Evangelium og talede nogle Ord over samme. Besværlig var vistnok Gangen paa denne Herrens Dag, men Veiret var overordentlig skjønt og en mild kjølig Luftning af 10° Kulde vederkvægede og styrkede os alle. Jeg tilbagelagde den Dag ¾ Mile, men sank da aldeles kraftesløs ned.

Dagen efter, Mandag, blev dog den haardeste Dag. Tuerne vare saa høie og Mosegrunden saa blød, ligesom Vandet i Myrene blev koldere og koldere; overalt laa nu Is, men som dog brast under vore Fødder. Et Par Gange sank jeg saa dybt ned mellem disse Tuer i den bøde vaade Grund, at jeg maatte have Hjælp for at komme op igjen. De flere tusinde Ren, som Høsten igjennem havde vandret her, havde ogsaa bidraget til at Jorden var bleven som et Dynd. Jeg begyndte at fryse paa Benene, der efterhaanden bleve ømme og hovnede af Isvandet i de mange brede Bække vi hver Dag maatte vade over. Fra den Dag jeg forlod Karasjok, var det ikke at tænke paa at faa bytte paa Benene. Efter 2¾ Miles Gang blev jeg liggende, og var ikke istand til at gaa videre, hvorfor vi her tilbragte Natten; her var intet Træ, og heller ikke havde vi kunnet antændt nogen Ild, hvis Finnerne ikke havde ført Ved med sig paa Renene. Heldigt var det, at Veiret tillod os at gjøre Ild; jeg kom mig nu igjen og vi samtalede livligt. Et saadant Ørkenliv har noget høitideligt, tiltrækkende og opløftende med sig og indbyder til at tale med Gud. Ørkenen bliver os kjær og Ørkenens Gud bliver os som saadan en mere kjær Gud.

Efter tre Timers anstrængende Gang, Dagen efter, havde jeg kuns tilbagelagt ½ Mil, men var da strax efter saa heldig at træffe paa et Fjeldfinnetelt; her nød jeg 1½ Times styrkende Hvile og frisk Renmelk, saa at jeg siden hurtig og rask tilbagelagde en god Mil og kom til Avtzhje; da Vandet var aabent til Kautokeino Kirkested kunde jeg ro den sidste halve Mil. I en lidt yngre Alder var jeg jo ikke blevet saa træt, men nu manglede jeg kuns 2½ Maaned i de 65; hertil kom, at jeg allerede før jeg forlod Christiania af og til havde følt en Svækkelse i venstre Hofte og Knæ. - I Avtzhje boede den ene af Præstegjeldets Medhjælpere og Kirkeværgere; jeg tog ind til ham; han og en af Sønnerne skydsede mig over Søen og Klokken syv Aften kom jeg til Kirkestedet. Lykkeligen og vel i alle Henseender havde jeg tilbagelagt disse 50 Mil fra Mortensnæs, hvor jeg havde modtaget Biskoppens Skrivelse, 14de Dagen, den 21de Oktober, efter Afreisen. End større Aarsag til at takke Gud for min Reise fik jeg samme Nat og de følgende Dage, thi et Uveir, som i de to sidste Dage af og til havde truet med at bryde løs brød nu løs med Storm, Kulde og Snefok, saa at den tilbagevendende Skyds ikke førend efter otte Dage kom tilbage til Karasjok.

Forinden jeg gaar over til at give en Fremstilling af de religiøse Forviklinger og Forvildelser i Kautokeino Menighed, som overtraf alt hvad som jeg havde tænkt mig som muligt, er det nødvendigt først at give en Fremstilling af, hvad der fremkaldte og foranledigede disse.

----------

Efterfølgende Beretning er et Uddrag af en Opsats i det theologiske Tidsskrift for Aaret [1856] af daværende Sognepræst til Kautokeino Menighed F.W. Hvoslef.

"De øde Egne, i hvilke Nomaden færdes, disses Ensformighed og Stilhed gjør et eget Indtryk paa Sindet og fremkalder en vis Modtagelighed for overnaturlige Indtryk. Gjerne lytter han derfor til det, som er vidunderligt og hemmeligt, som sætter Indbildningskraften og Følelsen i Bevægelse, uden at det dog kan siges, at der i nogen særegen Grad har dannet sig bestemte overtroiske Forestillinger. I saamange Aarrækker har Kautokeino ikkuns havt præstelig Betjening i to Maaneder, ikke saa sjelden i kortere Tid, og naar Præsten har opholdt sig paa Kirkestedet var det altid paa den Tid, da Nomaden opholdt sig allerfjernest fra Kirken; hertil det fremmede Sprog, som gjorde Benyttelsen af Tolk nødvendig saavel i som uden for Kirken (20).

Vinteren 1845 viste der sig Tegn til en religiøs Opvækkelse i det næsmeste svenske Nabosogn Karasuando, hvor den daværende Præst af alle Kræfter arbeidede ved de skarpeste Prædikener og paa andre Maader mod de i Karasuando herskende Laster, navnligen Drukkenskab og Rentyveri (21). Der ere Kautokeino-Finner, som hver Vinter færdes i Karasuando, Andre reiste nu ogsaa didhen for at se og høre, hvad der gik for sig. Dette havde imidlertid endnu ingen videre Følger. Men Vinteren 1847 kom sex Mennesker, tre Finner og tre Kvæner til Kautokeino for at prædike Omvendelse. Udsenderen pleiede at indsamle Penge for at kunne sende "Hunde ud for at gjør", som han paa sit billedlige Sprog udtrykte sig. I Følge med disse var ogsaa en Datter af Udsenderen, som dog ikke skulde prædike i Kautokeino, men i Alten og, som det syntes, for dem, som ikke forstode Finsk eller Kvænsk. Hun fortsatte derfor Reisen til Alten, men hine sex bleve tilbage i Kautokeino (22). Hvor de ikke forefandt bestemt Modvillie til at høre dem, der søgte de at skræmme op Samvittigheden, at udmale de Fordømtes Pinsler i Helvede. De førte med sig skrevne Prædikener, som En og Anden havde lært at læse. De Tilhørere, som paa Opfordring erklærede, at de ansaa disse udsendte Prædikantere for at være Guds Børn, altsaa berettigede til at prædike, maatte falde paa Knæ og bede Guds Aand om Syndsforladelse; derefter skulde de skrifte deres Synder. Dette Skriftemaal ledede Prædikanterne ved visse Spørgsmaal, som: Hvor mange Børn (Synder) har du? Hvilke ere deres Navne? Aflagde da Nogen sine udvortes Synder erklæredes han for Gjenfødt og maatte da gjøre Rede for, i hvilket Øieblik Gjenfødelsen var indtraadt, og hvorledes det var gaaet til, og om han havde seet sig med Legeme og Sjæl i Helvedets Luer og derfra ført af Christus eller en Engel til Himlen og i Aanden faaet Forvisning om, at han nu var et gjenfødt og benaadet Guds Barn. Nu fik han da Befaling at præke. Ikkuns de, som havde faaet Aanden, der randsager Alt, kunde rigtig forklare Christus.

Efterat have arbeidet en Tid reiste disse sex, men kom tilbage om Vinteren 1848. De erklærede sig nu at være iførte Christi Retfærdighed. Saavel Sorgen over Synden som Glæden over Syndsforladelsen skulde nu aabenbare sig tydeligere end første Gang. I et Nabosogn yttrede sig Sorgen ved Graad, Sukken og Stønnen, Glæden ved Latter, Dansen (23), Springen og Hoppen, alt dette ytrede sog dog endnu svagere i Kautokeino. For øvrigt var det roligt, man læste flittigt, endog ældre Folk, som først maatte lære sig at læse i de nu erholdte finske Bøger, man talede indbyrdes om Nødvendigheden af at vaagne af Syndens Søvn, Antallet af dem, der aflagde Brændevinsdrik og Rentyveri forøgedes, og en Forandring til det Bedre syntes at ville indtræde (24).

Forinden Prædikanterne reiste tilbage var der opstaaet Strid iblandt dem og nogle af deres Disciple om Syner og Drømme, som endte med, at de gjensidigen fordømte hverandre til Helvede (25).

Forvisningen om Børneretten i Guds Rige lærtes at skulle grunde sig paa de af Aanden virkede indre Rørelsen og Fornemmelser, uafhængige af Sakramenterne og Guds Forjættelses-Ord. Denne Lære maatte naturligvis føre bort fra Selvfornægtelsens og Ydmygehedens trange Vei. Man mente nu blot paa Grund af nogle indre Rørelser, at de vare gjenfødte Guds Børn, at de lededes og styredes af Guds Aand, af Aanden.

Vinteren 1849 begyndte Nogle at kalde sig hellige og retfærdige. Syndigheden stak i det Høieste endnu kuns i de ydre Lemmer, medens Andre viste den ligesom uden for sig; fra denne Tid gjorde Hovmod, Hykleri, m. m. stedse større og større Fremskridt; Lysten til at omgaaes med Guds Ord ophørte; Aand, Aand! blev nu Løsenet. De Aandelige prædikede for de Uomvendte. Flere og Flere skræmtes bort fra Brændevinet, hvorom Talen fornemmelig dreiede sig, faa man kunde kalde Bevægelsen en stor Nøgterheds-Agitation (26); med denne fulgte Aflæggelsen af Kortspil og af et i sig selv ganske uskyldigt Brændespil.

Det galdt allerede i Begyndelsen - nemlig hos Prædikanterne - ikke om at belære og oplyse, men strax at virke paa Følelsen og Indbildningskraften og hertil benyttedes alle mulige Midler. Om Vinteren 1850 begyndte en formelig Kappestrid mellem de Aandelige, hvem der var den største; disse Aandelige havde nu høiere og høiere Aabenbarelser og Naadeserfaringer, Ærefrygten drev da En og Anden igjennem flere Mellemled: at han var opstanden, uden Kjød, os. s. v. lige til den Paastand, at han var Christus, og fra nu af begyndte Uro og Forvirring at udbrede sig i Menigheden. Hvor Lederne droge frem gebærdede de sig med Myndighed og Voldsomhed og udbredte Skræk hvor de kom, saa at Mange ikke vovede at modsige og bleve tvungne til Taushed. Man skulde komme til Kirken i stygge Klæder og uden Bælte, - Tegn paa Sorg - Fruentimmernes Huer, der bagtil havde Formen af et afstumpet Krumhorn, skulde nu være flade og formede efter Hovedet, thi en Djævel sad i det hule Træstykke, som frembragte den krummede Form, o. s. v. Alt kom an paa den ydre Form. Henimod Vaaren 1851, da de andre Ledere troede sig stærke nok til at optræde som de lystede, indtraadde Forstyrrelse og Tilintetgjørelse af den offentlige Orden og Rolighed. De, som vovede Indvendinger tagne af Skriften, bleve med Haardhed tilbageviste. Flere af Lederne læste Skriften hemmeligen, for deraf at forsyne sig med Beviser for deres Paastande ved at rive Ordene ud af deres Sammenhæng og forklare dem efter eget Forgodtbefindende.

Børn skulde ikke døbes; de vare alligevel hellige, baade Troendes og Vantroendes, dog var der Ingen, som vovede at afholde Børnene fra Daaben, et Vidnesbyrd, at den Helligaands Tugt dog fyldte dem med nogen Frygt, om de end ikke vilde tilstaa det. Alterens Sakramente forkastedes. Den Aandelige havde Tilladelse til at gjøre Alt, thi hvad end en Saadan foretog sig, saa kunde det ikke være Synd, da han styredes af den Helligaand og de Aandelige skulde regjere Jorden. Selvraadigheden og Trodsigheden, Havesygen og Egennytten og verdslige Lyster fik frit Løb hos en og anden af Lederne. Præsterne og Øvrigheden vare Djævle, som man hverken skyldte Ærbødighed eller Lydighed eller Skat. De Aandelige vare Præster, dem skulde man lyde, de skulde besidde Alt. I Førstningen havde man begyndt at give tilbage eller erstatte Eieren hvad man havde stjaalet, laant eller borttaget, men nu erklæredes den for en Pengegjærrig og Vantroende, som fordrede Noget tilbage af en Retfærdig. Sommeren 1851 forstyrrede nogle af Lederne Kirkefreden i Skjervø. Efter Ankomsten om Høsten tilbage til Kautokeino tog deres aabenbare Brud paa den offentlige Orden og Fred alt mre og mere Overhaand".

En yderligere Fremstilling af Forholdene afgive følgende Uddrag af trende Skrivelser fra Biskop Juel til Kirke-Departementet af 17de April og 8de Mai 1850 samt 26de August 1851.

Skrivelsen af 17de April lyder saaledes:

"De første Tegn til aandelig Bevægelse i Kautokeino Menighed viste sig - som af Hvoslef anføres - i Begyndelsen af Aaret 1848. Man havde allerede i nogen Tid hørt Tale om og kjendt Noget til Opvækkelsen i et af Nabokaldene, hvoraf den i Kautokeino igjen er udgaaet. Efterhaanden indtraadde her en almindelig Bevægelse, saaledes som Hvoslef omtaler, foranlediget af udsendte Prædikantere. I Guds Hus indfandt de saaledes Bevægede sig flittigen. Naar Gudstjenesten var tilende saa man store Sværme strømme sammen i tætte Klynger, medens En efter Anden i lange Taler, under ildfulde Gebærder virkede saa mægtigt paa Tilhørernes Gemytter, at den hele Skare udbrød i en Stønnen afbrudt af Skrig og Graad. Kvinder og Mænd, Børn og Voxne laa grædende i hverandres Arme, jamrede sig over deres Synder, opmuntrede og besværgede hverandre til at gjøre Omvendelse, til at bekjende Synderne, om de vilde undfly Helvede. De som vare Bevægelsens Ledere og som altsaa fremtraadde som Prædikantere i Kautokeino, vare i Begyndelsen sig vel neppe bevidste, at de afvege fra Bibelens Lære. At dette dog blev Tilfældet er let begribeligt. De formanede først og sidst til Bod og Omvendelse, hvilken de opfattede i en ensidig Overvurderen af det Ydre. At forbedre sig, at afstaa fra Synden, at opfylde Guds Lov og blive et fuldkomment Guds Barn, hvilket de antoge at kunne komme istand ved Menneskets egen Stræben og allerede var istandbragt af Enkelte, som derfor ansaaes for Rene, Hellige o. s. v. Til at fremkalde og bestyrke denne vildfarende Opfatning af den sande Omvendelses Natur, bidroge flere Smaaskrifter trykte i det kvænske Sprog, som indbragtes og som vare forfattede i krasse Udtryk".

Biskoppens anden Skrivelse fra Tromsø 8de mai 1850 er saalydende:

"Af de forskjellige Beretninger fattede jeg det Haab, at den i Kautokeino vakte Bevækelse, uagtet dens flere uheldige Sider, dog vilde lede til Velsignelse. I dette Haab bestyrkedes jeg da jeg befandt mig iblandt Folket og modtog Indtrykket af, hvad der ledede og bevægede sig i samme (27). Der gik et saadant Liv igjennem Menigheden, at det blev mig klart, at Gud havde ladet Aandens Veir fare over sit Folk. Det viser sig nu, at hin Bedrøvelse dog har været efter Gud, efterdi den har virket Omvendelse til Saliggjørende, der saa mægtigt bevægede Gemytterne og gav sig tilkjende i de, som det ofte syntes, fanatiske Udbrud, dog har været en Længsel efter ham, som alene kan give Sjælene Fred.

Hermed vil jeg ikke sige, at Vildfarelserne nu ere ganske vegne for et i alle Dele klart Troens Liv. Nei, saaledes er det ikke. Uagtet alle de, med hvem jeg under mit Visitatsophold iblandt dem talede, baade samlede og enkeltvis, ikke vilde vide af noget Andet til Salighed end Jesus Christus og ham korsfæstet, uagtet de erklærede, at al deres Trøst var Guds uforskyldte Naade formedelst ham, og uagtet jeg ikke har ringeste Grund til at tvivle om, at deres Ytringer vare ligesaa ærligen mente som bestemt udsagte, saa vare de dog alt for tilbøielige til at lægge en utilbørlig Klud paa et nyt Klædebon, til at stole paa og vente Naadens kjendelige Rørelser i deres Hjerter, istedetfor den Naade, som Herren har forjættet igjennem sine Naademidler. Jeg bestræbede mig for at aabne deres Øine for denne Vildfarelse, som de ikke vare uvillige til at erkjende. Der gaves flere, som med enfoldig Tro forenede en klar evangelisk-luthersk Opstandelse af den saliggjørende Sandhed. At det indre Liv har haft en mægtig Indflydelse til at omskabe det ydre er naturligt: de have saaledes ophørt med at smage Brændevin, m. m. Det var en Glæde at høre Børnene gjøre Rede for den kristelige Børnelærdom, og at erfare den Færdighed, med hvilken de i det hele taget, læste i deres finske Testamenter. De i deres Sprog udgivne Bøger have i begge Fjeldsognene stiftet uberegnelig Gavn, hvilket med Taknemmelighed erkjendtes af Finnerne.

Jeg beklager, at det ikke har været Vedkommende forundt at se Bevægelserne i Kautokeino fa deres Begyndelse af med andre Øine, men til rigtig at opfatte dem hører en aandelig Erfaring, den er ikke given Enhver (28).

Saaledes som anført, staar Tilstanden i Kautokeino for mig. - Det er muligt, at min varme Interesse for de af Naturen godmodige, aabne og ærlige Finner, der, grebne af Aanden og gjennemtrængte af et høiere Liv, ere i Sandhed elskværdige, har forledet mig til at se deres Stemning i et maaske for gunstig Lys, men dette ved jeg, at jeg, Sandheden tro, har skildret Bevægelsen efter det Indtryk den har gjort paa mig og efter det Blik, med hvilket det har været mig forundt at iagttage den. Finnerne trænge fremdeles til at erholde en passende Postille oversat, men hermed bør udsættes indtil Stockfleth for sidste Gang vender tilbage fra Finmarken (nemlig fra min fjerde Reise).

Der er den stærkeste opfordring til at forskaffe Kautokeino og Karasjok Menigheder en fuldstændigere præstelig Betjening, hvortil Trangen i førstnævnte Menighed føles end dybere efter at der er vaagnet et kristeligt Liv i denne Menighed, en Spørgen og Søgen efter Veien til Frelse, en Hunger og Tørst efter Ordet. Kan denne Trang ikke finde Tilfredsstillelse af kristelig Vei gjennem "Ordets beskikkede Tjener", sa søger den ad andre Veie, hvorom Bevægelsens Historie noksom vidner, og hvoraf dens mange Vildfarelser for en væsentlig Del hidrøre. Forhaabningen om at Bevægelsen vil blive til sand Velsignelse hviler paa Forudsætningen af, "at Menigheden skal erholde Paavirkning i en ren kristelig og kirkelig Aand" og derved beskyttes mod de mange dels redelige, men lidet oplyste, dels selvkaldte af aandelig Hovmod opfyldte Prædikantere, som under en saadan Tilstand aldrig udeblive. Dette føler Menigheden selv og fremførte derfor under Visitatsmødet paa en indtrængende Maade sine Bønner om at erholde en egen Præst, som kunde forblive i Menigheden hele Vinteren og tiltale dem i deres eget Sprog, og det skulde gjøe mig meget Ondt, om det Haab, som jeg troede at burde give dem om dette Ønskes Opfyldelse, skulde blive skuffet. Jeg fortrøster mig til, at hverken Regjeringen eller Stortinget vil nægte de nødvendige Midler til dette Ønskes Opfyldelse. Jeg tillader mig derfor paa det Indstændigste at anbefale Ansættelsen af en Præst i Kautokeino paaskyndet (29).

Hvad Karasjok angaar, der ligger 18 Mile fra Kautokeino, da er dette Sogn indtil nu bleven uberørt af Bevægelsen, jeg forefandt ogsaa her en vakker Menighed, men uden det Aandens Liv, som var i Kautokeino".

Biskoppens tredie Skrivelse af 26de Aug. 1851 indeholder:

"Under mine Visitatser i Sommer hørte jeg om Kautokeino Finners Forhold, der tyder hen paa, at den iblandt disse vakte aandelige Bevægelse hos Enkelte har taget en betænkelig Retning. Saavel i Skjervø som i Alten-Talvig og Hammerfest vare Kautokeinofinner tilstede, som begjærede en Samtale med mig om aandelige Ting. Hvorunder det fremgik, at disse troede sig kaldte og altsaa forpligtede til at virke paa de Norske og paa Søinnerne til en alvorlig Omvendelse, idet de, som under saadan Gjæring pleier at ske, krævede visse bestemte ydre Tegn og Handlinger som Vidnesbyrd om, at de, til hvem de henvendte sig, vare villige til at forsage Verden og vælge Himlen. Imidlertid tydede Intet i deres Ytringer for mig hen paa, at de ogsaa havde andre Bevæggrunde, end Omsorg for Sjælens Frelse. De erkjendte det ukristelige i ved Tvang at vinde Sjæle for Guds Rige og misbilligede derfor enkelte Finners Forhold. Jeg kan ikke antage, at et Sværmeri og en Fanatisme, der kom tilsyne i Skjervø Kirke skulde have grebet mere end Enkelte (30), ligesom en saadan forvildet Retning lettelig lader sig forklare hos et for religiøse Indtryk saa let bevægeligt Folk som Finnerne under den følelige Mangel paa aandelig Veiledning, hvorunder de indtil nærværende Stund have levet, saaledes haaber jeg af deres Gemytlighed og Bøielighed, at de under kristelig Veiledning og kjærlig aandelig Pleie vil føres tilbage til den rette evangeliske Erkjendelse fra Lovens Aag, hvorunder de nu synes at trælle".

Navnligen med Biskoppens første og andet Brev stemmer en Beretning, som Candidat og Seminarielærer Lasson andsendt til Tromsø Stiftsdirektion 1850 fra Kautokeino, og hvori det blandt andet hedder: - - - "Confirmations-Skolen var paa den Tid i Gang og Børnene læste med en Færdighed (i deres nye finske Bøger), som satte mig i Forundring. Denne Læsefærdighed er dog ikke saameget at tilskrive Skolens Undervisning, som Forældrenes omhyggelige Veiledning og Pleie; at Forældrene med saamegen Iver tage sig af Børnenes Undervisning er - som saameget andet Godt - en Frugt af det religiøse Liv, som i de sidste Aar med Kraft har grebet om sig blandt Kautokeinofinnerne".

Fra Lasson modtog jeg et finsk Brev dikteret af flere Finner. "De vil", siger L. "af Brevets eiendommelige Stil strax overtyde Dem om, at jeg ingensomhelst Del har deri". Den ordrette Oversættelse lyder saaledes: "Du naadige Lærer og Sjælesørger! Kautokeino Menighed har syntes godt om Stockfleths Bøger. Vi takke dig [for] at have oversat Bøger i vort eget Sprog og vi bede dig fremdeles ved Guds Bistand, om det er muligt, da at skaffe os hid Salmebøger, som benyttes i Kirken. Vi ønskede, dersom det var muligt, en i Finsk kyndig Præst, som kunde prædike foruden Tolk. Vi have levet vel, hvad Legemet angaar, siden Du sidste Gang var her. Ved Guds Naade er det skeet, at vi have begyndt at fornemme det syndige Levnet i hvilket vi have vandret, og ved Guds Naade ville vi med Ydmyghed ty til Gjenløseren. Vi længes efter at se dig igjen, om det var muligt. Hele Menigheden frembringer mange Hilsener".

Af dette Brev sees hvorledes Menigheden atter og atter beder om en sprogkyndig Præst og hvorledes den i ydmyg Selverkjendelse søger hen til Christus. Dette Brev fik jeg, som sagt, først senere hen og heller ikke indeholdt Brevet noget Foruroligende. I en Efterskrift havde Finnerne anmodet Lasson at tilføie, at de havde aldeles afskaffet al Brændevinshandel og al Brændevinsdrik i Kautokeino.

I den Opfattelse af Finnerne, som gaar igjennem Biskoppens trende Skrivelser er jeg ganske enig med ham, den stemmer ganske overens med den Fremstilling af Folket, som mine Dagbøger overalt afgive. Da ingen Præst kunde blive sendt til Kautokeino og jeg ikke kunde komme førend den anden Halvdel af October gik det som Bispen havde frygtet for og forudsagt.

Omkring Aarene 1772-1774 skulle der have været religiøse bevægelser i Kautokeino, som en Præst eller Missionair, kaldet haarde Hjort, havde dæmpet.

Jeg gaar nu over til Fortsættelsen af min Dagbog.

---------

Det var Aftenen den 21de October at jeg kom til Kautokeino efter otte Aars og otte Maaneders Fraværelse, nemlig fra den 14de Febr. 1843 da jeg forlod denne Menighed. Jeg fandt her Tilstanden aldeles saadan som den er skildret af Hvoslef.

Manden og Konen i det Telt, som jeg kom til, vare unge nygifte Folk, men havde begge et tungsindigt Udtryk i deres Ansigter. Jeg spurgte efter deres og efter Menighedens Befindende. "Hvad Legemet angaar, godt; ikke godt hvad Sjælen angaar" var Svaret, og saa lød det saagodtsom af Alle. Jeg havde konfirmeret den nygifte Kone, og engang foræret Manden en Bog; dette fortalte de mig med megen tilfredshed og Fornøielse over Gjensynet. Saasnart de under Samtalens Løb vare paa Veie til at smile skyndte de sig begge igjen at iføre deres Ansigter dette mørke og tungsindige Anstrøg.

Kirkeværgeren og Medhjælperen i Avzhje glædede sig over min saa uventede Ankomst, thi, sagde han, jeg vilde forebygge mere end en Udaad, og dette blev virkeligen Tilfældet. Han var en stille og sagtmodig Mand og lod sig dog for en kort Tid henrive med i Forvildelsen af sin Kone og af en af sine Sønner. Det var han og en af hans Sønner, som bragte mig til Kirkestedet. Da vi nærmede os Landingsstedet hørtes Lyden af støiende og buldrende Mennesker, de stode udenfor Handelsmandens Hus, udstødende vilde Raab til Omvendelse ledsagede med Fordømmelses-Domme og Trudsler. Mørket hindrede dem fra at se os og Støien de gjorde fra at høre os. Da jeg kom i Land havde de fjernet sig. Jeg havde saaledes strax ved min Ankomst været et af dem useet Vidne til deres Ufærd.

Jeg erfarede nu, hvilket var mig særdeles behageligt, at de værste Anførere vare samlede, og at de nu paa tredie Døgn, saagodtsom uden Søvn, havde raset. Deres Voldsomheder havde i de sidste Døgn tiltaget saaledes som Hvoslef omtaler, Mænd og Kvinder vare blevne pidskede, fordi de ikke vilde omvende sig til disse forvildede Mennekser, som brøde ind i Husene og udøvede Voldsomheder. Hvor de droge frem udbredte de Skræk og Forvirring i Fjeldbyerne. De vare saaledes ogsaa brudte ind i Handelsmandens Hus og et Fruentimmer havde revet Kjolen paa hans Kone i Stykker, fordi hun ikke vilde erkjende disse Forvildedes Aandelighed. De trængte ind i alle Værelser og ind i Kramboden og lyste Forbandelsen over Alle og over Alt. Handelsmanden og hans Kone vare hæderlige og agtværdige mennesker og høit agtede af den hele Menighed undtagen af disse Forvildede.

Da jeg ikke vilde afvente deres Besøg, gik jeg strax Morgenen efter min Ankomst alene hen til dem, thi jeg forbød Handelsmanden og hans Betjent at følge mig. Jeg kom ind i en lang og mørk Gang og aabnede Døren til Stuen og gik ind. Jeg hilsede, men ingen besvarede min Hilsen. Jeg sagde hvem jeg var og at jeg ønskede at tale med Kirkeværgeren og Medhjælperen, i hvis Hus de havde taget sin Bolig, naar de kom til Kirkestedet. Jeg fik fremdeles intet Svar og saa mig nu nærmere om i Stuen. Tvende Mandspersoner og et Fruentimmer hoppede med begge Benene op og ned forømmende alle Uomvendte til helvede; paa Gulvet laa Mænd og Kvinder og Børn. Da jeg omsider blev kjendt vendte de tre Hoppende sig imod mig fordoblede deres Bevægelser og bleve endmere høirøstede; da de trængte sig ind paa Livet bragte et Par Rap af en Spadserstok jeg havde i Haanden, dem til at standse med deres videre Fremtrængen imod mig, men nu kom der Liv i dem, som laa paa Gulvet, alle kom paa Benene, hoppede, sloge op og ned med Armene, med ophidsede og fordreiede Ansigter udstødende Trudsler og Fordømmelser over alle Uomvendte. Jeg gik nu hen til Kirkeværgeren, som laa paaklædt paa en Seng, og gebærdede sig som alle de andre, jeg ruskede i ham og talede til ham, men fik intet Svar; at han havde kjendt mig erfarede jeg siden. Jeg vendte mig nu om til disse Forvildede og stod hensunken i Beskuelsen af deres vilde Færd. Der laa noget saa vanvittigt, noget saa dæmonisk i deres Vildskab. Jeg gik omsider langsomt og roligt hen til Døren; uagtet deres Ophidselse, deres uafbrudte Hoppen, Hujen, Truen og opfordren til Omvendelse lode de mig dog uanfægtet den nødvendige Plads. Da jeg kom til Døren standsede jeg og vendte mig om for endnu en Gang at kaste et Blik hen paa disse Mennesker. Jeg overraskedes nu ved et Syn, som endnu staar levende for mig. Et 10aars gammelt Drengebørn trængte sig frem mellem de Voxne, uafladeligen hoppende som de, med de samme fortrukne Ansigtstræk som de, udstødende de samme Forbandelser som de. Jeg stod nogle Øieblikke og saa til, og gik derpaa langsomt ud igjennem den lange og mørke Gang; de fulgte mig hujende i et Skridts Afstand. Da jeg var kommen udenfor, gik jeg fem sex Skridt frem og vendte mig imod dem og blev atter staaende og saa paa dem. Hujende, hoppende og bandende stillede de sig op udenfor Huset, de vare saa hæse at men næsten ikke kunde skjælne artikulerede Lyd. Misbilligende deres Færd med en Haandbevægelse og med at ryste paa Hovedet gik jeg tilsidst forfulgt af deres Hujen indtil jeg var kommen dem af Syne. Idet jeg gik sluttede Flere sig til mig og fulgte mig til Skolehuset, hvor vi aftalede Tiden til vore Aftenandagter og Bibellæsninger.

En talrig Forsamling indfandt sig om Aftenen, der herskede Stilhed og Opmærksomhed. Andagten sluttedes denne Aften og siden oftere med Afsyngelse af nogle Vers af den kvænske Salmebog, da de ikke forstode den norske. Der var altid nogle tilstede, som havde Øvelse i kvænsk Salmesang. En og Anden af de nogenlunde rolige Aandelige sagde: Stakkar! han vil give af den Aand som han har Stakkar!

Dagen efter gik jeg atter hen til Kirkeværgeren, et Havblik var nu indtraad efter tre Døgns uophørlig Rasen Nat og Dag. Min Hilsen blev besvaret; Kirkeværgeren sad paa en Stol, jeg gik hen til ham, vi hilsede hverandre paa det venligste med den finske Omfavnelse; der havde altid fundet et særdeles venligt Forhold Sted imellem os. Efter nogle Øieblikkes rolig Samtale faldt han pludseligen ned paa sit Ansigt og omfavnede mine Fødder; i samme Øieblik laa ogsaa alle Tilstedeværende paa deres Ansigter bøiede til Jorden, hylende over deres Synder og fremsigende en Syndsbekjendelse. Efter den første Udgydelse kom jeg efterhaanden til Orde. Efter en venlig og fortrolig Samtale faldt nu ogsaa jeg paa Knæ og ligesaa de øvrige, der igjen havde reist sig. Jeg endte med en Bøn, som flere af dem lydeligen fremsagde efter mig. Vi reiste os igjen og under vor fortsatte Samtale formanede jeg og bad dem indtrængende, at de ikke maatte forlade og foragte deres egentlige Dont. Arbeidsomhed og Troskab i den Stilling Guds Forsyn havde sat os i gjorde de jo muligt for Mennesket under selve Arbeidet at tale med og bede til sin Gud. Naar vi har læst vor Morgenbøn, saa med Glæde til vort Arbeide, siger jo vor kjære Kirkefader Luther.

"Tror du, at du taler af Aanden, naar du taler til Menneskene?" spurgte mig pludseligen en af dem, som førte Ordet; alles Blikke hvilede nu spørgende paa mig. "Ja jeg tror det", var mit Svar, "og derfor tror jeg det", vedblev jeg, "fordi jeg aldrig siger, eller taler, eller prædiker Noget, uden det, som den hellige Skrift med klare og tydelige Ord siger og byder prædiket". Man indlod sig nu ikke videre paa den Sag. Kort efter udbrød en Anden af dem: "Kanske jeg har et Barn i mit Indre", og vare atter Alles Blikke spørgende heftede paa mig. Jeg saa paa dem og svarede smilende: "Kanske jeg ogsaa har dette Barn i mit Indre, i mit Hjerte". "Han hører, han hører, han forstaar Aandens Tale", raabte nu den hele Forsamling. Senere blev jeg imidlertid atter veiet, men blev da fundet for let.

Kvinder og Børn, mest Drenge, kom for at granske mig, om og naar jeg var bleven gjenfødt, om og naar jeg havde faaet Aanden, o. s. v. Jeg modtog dem venligen, ytrede min Fornøielse over at de vilde tale med mig om det ene Nødvendige og søgte at veilede dem paa bedste Maade. Under mit hele ophold i Kautokeino gjorde jeg alt for at tilfredsstille deres religiøse Trang; til alle Tider paa Dagen havde jeg Folk hos mig. Jeg havde saare snart den Tilfredsstillelse, at saavel de Fredelige og Troende, som de Vaklende søgte mig mere og mere; de fik nu Uge for Uge større baade Indsigt, Mod og Styrke til ikke at falde af fra Sandheden i Christo.

At der under en mægtig udbredt Vækkelse forkomme Tilfælde af en betænkelig og af en krampagtig Natur, idet den pludselige Opvækkelse fremkalder Besvimelser, Stønnen, o. s. v. kan ikke forundre den skjønsomme Iagttager, og man kan ikke erklære Bevægelsen, der i det Hele har en sund Karakter, for usundt Sværmeri, Phantaseri, o. s. v.

Onsdag den 29de October brøde Urolighederne igjen ud; de først otte Dage havde der været en Stilhed, som jeg ikkuns ansaa og kunde ikke andet end anse som et Forbud for Stormen; jeg var altsaa forberedt, men benyttede Mellemtiden saa godt jeg kunde.

Ovennævnte Dag kom en Fin ind til mig, han, som siden besteg Prædikestolen, et Menneske jeg ikke kunde andet end holde af, selv i hans vildeste Færd; han var en ualmindelig begavet Mand, af en retskaffen Karakter. Han begyndte strax med Heftighed dels med Ord, dels med en Slags hujende Sang - Jargon - at forlange, at jeg skulde erkjende ham for at være, ikke Christus, men høiere end Christus, hvis ikke, var jeg hjemfalden til Helvede; omsider gik han dog, men kom igjen om Aftenen i Følge med tvende andre. De samme Paastande gjentoges nu af alle Tre. Da jeg ikke vilde underkaste mig dem, erklærede de med tiltagende Lidenskabelighed, at jeg hørte Djævelen til og skulde som saadan ingen Fred nyde; forgjæves vare alle Forestillinger; Handelsmanden og en Handelsbetjent vare i næste Værelse, jeg kaldte nu paa dem, forgjæves vare alle mulige Forsøg, de satte sig til Modværge, men bleve tilsidst bragte ud. Udenfor kom en fjerde til, og nu stormede de alle fire mod Gadedøren, som heldigvis var bleven lukket i rette Tid, Lysene maatte slukkes. Derefter droge de hen i Kirkeværgerens Hus, hujede og støiede hele Natten igjennem; om Morgenen droge de til Renbyerne, lovende at komme mere mandstærke tilbage. Jeg havde, som anført, ventet paa en saadan Begivenhed. Jeg indmeldte til Fogden og Amtmanden, at det var umuligt at indestaa for til hvilken Yderlighed disse Forvildede vilde gaa, hvis Voldsomheder tiltoge Dag for Dag, at de ikke engang frygtede for personlige Voldsomheder mod deres Præster, og at det var umuligt at forebygge, hva et nødtvungent Selvforsvar kunde bringe til. En Expresse sendte jeg tillige til Fogden med det nødvendige Antal Ren for at han uden Ophold paa mit An- og Tilsvar og uden først at oppebie Amtets Ordre, kunde sende Folk til at arrestere de sex Hovedledere og Voldsmænd og bringe dem ned til Alten, samt endelig at sende mig Politiassistentere, der skulde forblive paa Kautokeino Kirkested. Jeg meldte tillige, at den daværende Lensmand gjorde fælles Sag med Voldsmændene. Den forrige hæderlige Lensmand var desto værre aftraadt. Jeg indberettede tillige det Passerede til Biskoppen.

Aandelige Vildfarelser bør vistnok ikke bekjæmpes med andre Vaaben end med aandelige. Det var jo heller ikke for deres religiøse Anskuelsers Skyld, at de bleve arresterede, men paa Grund af deres voldsomme Overfald og Mishandliger af fredelige Mennesker m. m. Jeg havde desuden en dobbelt Hensigt med at lade dem bringe til Alten, for at de derfra nemlig skulde bringes til Tromsø, hvor Biskop Juel vilde antage sig deres religiøse Pleie med sand Faderlighed; ved det forenede norsk-finske Seminarium paa Tromsø var en i Finnernes Sprog kyndig theologisk Kandidat ansat som Lærer; skulde disse Forvildede nogenledes kunde paavirkes, saa var det paa Tromsø.

De tre første Søndage efter min Ankomst kategiserede jeg i Kriken med de mindre Børn, ligesaa med den mere fremvoxne Ungdom. Jeg havde den Tilfredshed at mange mødte frem til Overhøring og Samtale. Men dels paa Grund af den mørke Tid og dels paa Grund af de tiltagende Uroligheder maatte jeg efter ovennævnte Tid indtil videre ophøre med denne Kategisering.

Allerede første Søndag bekjendtgjorde jeg, at jeg Ingen antegnede til Skrifte og Altergang førend efter Overhøring og Samtale.

Det er ellers ganske mærkeligt, at ligesom disse Aandelige forlangte Dag og Datum opgivet, naar man var blevet Aandelig og et Guds Barn, og forlangte visse ydre Kjendemærker og lyste Dommen over dem, der ikke kunde opfylde alle disse Fordringer, saaledes tænker, handler og dømmer nu jo ogsaa En og Anden af vore Dages saakaldte Vakte. Stedste bliver Mennesket sig selv dog likt.

Foruroliget og forledet af disse Forvildede, kom ogsaa Urolighedens og Forvirringens Aand atter over Kirkeværgeren, som hverken havde Mod eller Kraft til at forbyde deres Sammenkomster i hans Hus. Han blev nu afsindig, saa at Familien maatte binde ham, da han slog itu alt hvad han kunde komme over. Af Familien og af de Aandelige blev denne hans Afsindighed anført som et Vidnesbyrd for, at han havde Aanden, men i en Fylde, som Legemet ikke kunde bære. Som bekjendt, nære flere vilde Folkeslag lignende Meninger om Afsindige. Jeg gik hen til ham; han var da ikke bundet, men sad paa Gulvet, halv nøgen og afgav et Billede paa de i Skriften omtalte Besatte. Hvorledes lever du idag? spurgte jeg. Hvordan jeg lever? Jeg, som var, som er og bliver, lød hans Svar. Han kaldte en ung, voxen Datter frem for sig; hun kom, men skjælvende. Knæl! bød han, du skal bede din Fader om Tilgivelse for det du har forseet dig imod ham. Ja, jeg skal, svarede Datteren og knælede. Han skelede hen til mig. Ja, det bør sig et Barn at bede sin Fader om Tilgivelse, sagde jeg. Han vedblev: du skal tilbede mig som - Holdt Kirkeværger! afbrød jeg ham. Ingen Guds-Bespottelse! Mennesket skal alene tilbede Gud. Nu kan du staa op igjen, sagde jeg til Datteren. Han saa nu paa mig med et saa forunderlig hadsk og dog frygtsomt Blik. Han forblev taus medens jeg var der, og rørte sig ikke, men skelede af og til paa mig med dette Blik. Han kom sig dog siden igjen; han var iøvrigt iblandt dem, som førte et ulastelig Liv og Levnet ogsaa i sin Forvildelse.

Fredag den 31te October samlede sig de sex Hovedledere; til dem sluttede sig fire andre, og de vare saaledes 10 i Kirkeværgerens Hus. De forlode den Dag ikke Huset, men hujede og støiede. Løverdag Formiddag kom to af dem til mig og spurgte, om de kunde faa tale med mig. Med Fornøielse, var mit Svar. Det var det Samme og det Samme. Jeg sagde tilsidst: Enige blive vi ikke, jeg takker imidlertid Enhver, som saaledes paa fredelig Maade kommer og taler med mig. Men nu udbrød de begge: Tak din Fader Djævelen! Tak din Fader Djævelen! vi ville ikke have en Saadan Tak og stormede ud i vild Heftighed. Længere hen paa Dagen kom alle 10 og to Fruentimmere. Da mit Værelse var for lidet til at rumme dem alle, gik jeg ind til dem i et større Værelse. Forsamlingen blev mig ankyndiget som en Generalforsamling paa samtlige Aandeliges Vegne og i deres Navn. Skal denne være Præsten? spurgte Ordføreren de Øvrige og lod som han ikke kjendte mig. Paa Svaret, at dette virkeligen var Præsten, sagde han: Saa faar jeg vel tage Huen af, og gjorde saa. Saa faar jeg vel ogsaa tage Huen af, tog jeg til Orde og lagde den tilside, og nu toge alle de Øvrige deres Huer af. Jeg kunde ikke andet end smile til denne høitidelige Indledning.

Ordføreren holdt nu først en længere Tale, hvis Hovedindhold var: Da de hørte jeg var kommen, glædede de sig over min Ankomst, men deres Forventninger og Forhaabninger vare blevne skuffede; jeg havde været en nidkjær Mand, men hvad var jeg nu, da jeg ikke vilde holde med de Aandelige? At du vilde afskaffe Brændevinsdrikken, det var rigtigt, men hvorfor blev den ikke afskaffet? Dette have vi maattet gjøre. Ordføreren fortalte med største Velbehag tvende Syner, Aabenbarelser, som han havde havt i en Skov efter tre Dages Bøn. Christus havde i en lysende Skikkelse vist sig for ham og overgivet ham Dommermagten; dette Syn, vedblev han havde to Gange gjentaget sig for ham og overgivet ham Dommermagten. Efter 1½ Times Samtale, gik de omsider, som sædvanligen støiende og truende. Deres Paastande og Lærdomme ere i Hovedsagen følgende, som jeg maatte love strax at nedskrive og som jeg til forskjellige Tider endog efter Diktat nedtegnede:

"Vi ere komne for at bringe Ufred; der, hvor vi ere, maa der ikke være Fred. For at frygte Gud, maa man synde, thi kuns den, som synder, frygter Gud, men vi frygte ikke Gud, thi de, som have Aanden, kunne ikke synde. Vi ere Lemmer paa Gud og Gud kan ikke straffe, ikke dømme sine egne Lemmer, Gud kan saaledes ikke dømme os. Vi ere døde og kunne derfor ikke dø. Der ere aandelige og kjødelige Legemer, vi have ikke kjødelige, ikke legemlige Legemer, men aandelige Legemer. Vi ere paa den nye Jord. Vi ere aandelige, hellige, retfærdige. Vi ere Bibelen, det nye Testamente, Sinai. Vort Legeme er Loven, følgeligen ere vi berettigede til at dømme. Vi ere Gud Fader, Sønnen og Aanden, Sønnen har tabt sin Magt, som nu er hos os. Aanden i os har Magt til at dræbe. Den Præst, som ikke nægter, at han har Kjød, er følgeligen dødelig, hører Djævelen til. Vi have ikke Kjød, Kjødet er dræbt, vi dø ikke mere, thi vi ere allerede engang døde. Vi kunne gjennemskue alle Menneskers Indre, om Menneskene ere aandelige eller kjødelige. Christus sagde: Vig bag mig Satan! altsaa ere de Aandelige berettigede til at kalde Eder Djævle, Sataner og til behandle Eder som saadanne. Naar I sige, Fader vor, du som er i Himmelen, da lyve I, I skulle sige: Fader vor, du som er i Helvede, thi saaledes I ikke have omvendt Eder til os Aandelige, saa er Djevelen den Fader, som I tilbede. Børnene skulle bande deres Forældre, for at Forbandelsen paa den Maade skal komme tilbage Led for Led opad indtil vore første Forældre.

De, som ikke her i Verden blive syndefri, komme ikke i Himmelen. Vi have ikke modtaget Aanden af Skriftens Læsning, men af Omvendelse og Bøn. Vi aandelige i Kautokeino kunne sige om os selv: i Kraft af Aanden ere vi sand Gud, og i Kraft af vor menneskelige Natur ere vi sandt Menneske. Det sømmer sig ikke at adlyde eller give Skat til en uaandelig uomvendt Øvrighed. "Var du rigtig af Aanden", sagdes der til mig i Generalforsamlingen, "saaledes som vi, saa lod Du, som skal være Lærer, Ingen beholde Fred og Liv, der ikke havde Aanden ligesom du, saaledes gjøre vi og saaledes ville vi gjøre fremdeles". De vilde forstyrre Syndesikkerheden og heri skulde intet Menneske kunne forhindre dem. Naar der kommer en Magt over mig til at bande, saa bander jeg o. s. v."

Ovenstaaende Paastande gjentoges Ord til andet paa Tromsø for Biskoppen.

Ihvorvel de Forvildede paaberaabte sig Aandens umiddelbare Oplysning og ikke vilde erkjende Skriften nødvendig for dem, saa anførte de dog Skriftens Ord, men løsrevne fra deres Forbindelse og forklarede paa deres Vis. De havde bragt deres Paastande i et Slags System, der i en vis Henseende viser en Slags Orden og Conseqventse i deres Forestillinger og en vis Skarpsindighed i at anvende de løsrevne Skriftsteder til Stadfæstelse for deres Lærdomme.

Løverdag Aften den 9de Novbr. hidkom fra Alten tvende Mænd af den dannede Klasse for at foretage de af mig forlangte Arrestationer, og under deres Ophold paa Kirkestedet at være mig behjælpelige med at opretholde Fred og Orden. De tvende Politiassistenter kom siden. Ligesaa blev en anden Lensmand konstitueret.

Under Skriftetalen Søndag den 10de Novbr. udstødte en af Agitatorerne enkelte Udraab, der varslede om Uroligheder. Idet Kirkesangeren traadde frem i Kordøren og begyndte paa Indgangsbønnen og jeg knælede for Alteret, saa jeg et Glimt af Finnen, der gik forbi Alteret. Pludseligen lyder fra Prædikestolen en klar og lydelig Røst udtalende: 1) Fordømmelsesdom over Præsten; 2) at saadanne Præster burde derfor ikke taales og 3) at Menigheden nu opfordredes til at slutte sig til ham, Agitatoren. - Da Manden havde udtalt disse tre Theses holdt han inde og lod sig uden videre Modstand føre ned af Prædikestolen; det lod, som om han ikke følte sig ganske hjemme der. Men nu stillede han sig i Kordøren og begyndte nærmere at udvikle hine tre Paastande og lod sig ligesaalidt bringe til taushed som til at fjerne sig. I sin begeistrede Tale henvendte han sig snart til menigheden og snart til mig, opfordrende os til at omvende os fra Mørket og fra Satan til ham. Et smukt Ydre, et behageligt mandigt Organ forenet med en mærkværdig ildfuld Veltalenhed gjorde, at jeg ikke uden Deltagelse kunde se og høre ham. Det varede noget forinden de tvende Udsendinge fra Alten, der endnu befandt sig i en Gang udenfor Kirken, kunde komme ind og trænge sig frem gjennem Mængden. "Bøi Knæ og bed!" raabte Rasmus, saa hed Finnen, til mig i sin Torden-Prædiken, da han blev afbrudt af de tvende Mænd; han brugte den meest fortvivlede Modstand, men blev tilsidst overmandet og bragt ud, fulgt af Flere, som med Magt søgte at rive ham løs. Da han siden kom til Tromsø imponerede han Biskoppen ved sin Fremtræden.

Søndagen den 30te Novbr. maatte jeg forlade Kirken og holde Gudstjenesten i Præsteboligen, tvunget dertil af et forvildet Fruentimmer, som var Anfører for Tumultanterne, og, som i sin Vildhed ikke havde bemærket, at jeg med saamange som kunde faa Plads havde begivet os i Præstegaarden. Jeg gjorde senere et nyt Forsøg paa at holde Gudstjeneste i Kirken, men jeg mødtes af en høirøstet Sværm i mit Værelse; et ungt Menneske førte Ordet; under Samtalen brast han i Graad og sagde: "Det er sandt, du hader Menigheden; vi glædede os over din Ankomst, men du vil ikke holde med os". Jeg søgte at berolige ham, gik igjen i Kirken og blev ikke mere foruroliget.

En Dag kom en Kone ind til mig med sin 12 Aars gamle Søn; han læste for mig og læste saa godt, at jeg laante ham en finsk Bog. Dagen efter kom Drengen allerede tilbage med Bogen; jeg talede venligt med ham, men kjendte ham næsten ikke igjen; jeg saa, at der rugede noget Ondt i ham og over ham og at han brændte af Utaalmodighed efter at slippe fra mig. - Neppe havde han lukket Døren efter sig og var kommet ud i Kjøkkenet, førend Eder og Forbandelser strømmede ud af hans Mund. Samme Dag, som han havde været hos mig med sin Moder, kom det vilde Fruentimmer, der forstyrrede Kirkefreden og holdt til i Huset der, hujede og fordømte alle uaandelige Præster. Dette hørte Barnet og begyndte nu ogsaa at bande.

En Dag kom en Kone med et syv Maaneders gammelt Barn paa Armen ind til mig med stor Angst, Anger og Bedrøvelse fordi Barnet havde begyndt at græde, uagtet det var ganske frisk. Forvildelsen havde revet Moderen med sig og - nu begyndte Barnet at græde. Pludseligen slog den Tanke ned i Moderens Sjæl, at Barnet skulde blive Vidne til Moderens Overtrædelser af Guds Bud og derfor græd det nu. Saaledes kaldte Gud en Moder tilbage fra Synd ved et diende Barns Graad.

En Mængde Mennesker bleve sædvanligen efter Kirketjenesten staaende udenfor Handelsmandens Hus, der laa tæt ved Præstebygningen, larmende og opfordrende til Omvendelse og toge da fat i en og anden Vantroende. Saaledes havde engang to aandelige Fruentimmere faaet en ung Fin under sig med Ansigtet i Sneen. Derefter reve de ham op, saa at han kom til at ligge paa Knæerne foran dem og nu svingede de Armene over ham; derefter forandredes Armenes Svingninger til stødende Bevægelser imod Brystet, indtil han omsider fik Leilighed til at løbe sin Vei.

Overhøringen og Samtalen med alle dem, som ønskede at antages som Gjæster ved Herrens Naadebord, blev mig Uge for Uge behageligere og glædeligere, thi deres Antal, som hungrede og tørstede efter Retfærdiggjørelse i Christus, var i bestandigt Tiltagende. Jeg maatte ganske tiltræde Biskop Juels Udsagn, at mangen En med en enfoldig Tro forenede en klar evangelisk-luthersk Opfattelse af den saliggjørende Sandhed. Om de end ikke vilde til Herrens Bord, saa kom der ideligen Flere og Flere, som dels aflagde Syndsbekjendelser og dels Bekjendelser om aandelige Vildfarelser, som de nu erkjedte som saadanne. Deres Antal, som saaledes henvendte sig til mig, viste, at Forvildelsen langt fra havde grebet saa Mange som det stundom syntes at maatte være Tilfældet, thi medens disse støiede og førte Ordet, holdte hine sig tilbage i Taushed og Stilhed. Det vakte de "Aandeliges" høieste Forbittrelse, at de bleve tilbageviste fra Herrens Bord. "Vi ville ingen Syndsforladelse have, den kan du beholde, men vi forlange, at du skal give os Sakramentet til Tegn paa, at du erkjender vor Aandelighed", var deres bestandige Fordringer. Ingen vovede dog med Magt at trænge sig frem til Alteret ved Nadverens Uddelelse. Uagtet de erklærede, at de blot behøvede at henvende sig til to af Nabopræsterne for strax at antages, saa ærgrede det dem dom, at de af mig bleve tilbageviste. Hele Løverdagen og Søndag Morgen fra Kl. 9 til 12 anvendtes i Regelen til Samtale og Overhøring med de Altersøgende; Enkelte troede at skuffe mig og talede vidt og bredt om Synden uden om sig, men da de ikke vilde erkjende Synden i sig bleve de naturligvis tilbageviste, af hvilke dog flere efterhaanden kom til den fuldstændigste Erkjendelse.

Sindet maatte sættes i megen Bevægelse ved silde om Aftenen i Nattens Stilhed og Mørke at høre Luften gjenlyde af de Tungsindiges og Mismodiges Klageraab og Paakaldelser, og paa samme Tid de Forvildedes gudløse og høirøstede Færd og Fordømmelses-Domme. Disse sidste søgte bestandig at give sin Skinnet af, at de, saa langt fra at være de Angribende, meget mere vare de, som bleve angrebne; de vare uskyldige og lydesløse som Lammet, der stille og uden at aabne sin Mund føres til Slagterbænken. - De Mismodige og Forsagte lode sig i Begyndelsen forlede til stundom at tage Del i hines vilde Færd, dels af Frygt, dels tvungne, men undertiden ogsaa fordi deres Indbildningekraft blev ophidset og forvirret af disse Mennesker, som vidste dertil at benytte ethvert Middel. Præsten i M. bøiede sig for Aanden hos dem, erkjendte dens Guddommelighed, skrev mig endog til og opfordrede mig til at omvende mig til de Aandelige iblandt Finnerne, saa skulde ogsaa jeg saa Aanden ligesom de.

Torsdag var første Juledag; de tre Juledage og den paafølgende Søndag var jeg alle Dage i Kirken og var fra Morgen Kl. 8 til Aften Kl. 8 i uafbrudt Virksomhed med Menigheden, og ikkuns i 1½ Time blev det mig i disse Dage, ved at stænge mig inde, forundt Tid til at spise og nyde Hvile i. Da de forstokkede Aandelige saa den Tilstrømning af Mennesker til Kirken, og de Mange, som i disse Dage meldte sig til Overhøring for at antages som Gjæster ved Herrens Bord, opbøde de alle deres Kræfter for at hindre Gudstjenesten; men ved Hjælp af den constituerede Lensmand, de to Politiassistenter og nogle af Menigheden vedligeholdtes Roligheden nogenledes inde i Kirken; Urostifterne maatte da nøies med at støie og fordømme udenfor Kirken, som dog ingenlunde hindrede Andagtes hos de Kirkesøgende. De Aandelige fortsatte deres Støien udenfor Præstegaarden og Handelsmandens Hus indtil det blev mørkt om Aftenen.

Da Kirkesangeren efter Gudstjenesten Søndag mellem Jul og Nytaar slukkede Lysene i Kirken, begyndte et 11 Aars gammelt Pigebarn at prædike Fordømmelse over alle uomvendte, som ikke vilde omvende sig til de Aandelige, og nu antog han, at hun maatte have Aanden. Jeg advarede ham, men forgjæves; han blev nu ogsaa klarseende, kunde se, hvad der boede i Menneskene o. s. v. - Efter en 14 Dage besindede han sig dog igjen. Han havde været en Gjenstand for de fanatiske Aandeliges uafladelige Paavirken og Paatrængenhed, saa at han kom i en saa svækket Sjæls- og Legems-Tilstand, at han for en kort Tid lod sig rive med i Strømmen.

I Anledning af Urolighederne havde jeg skrevet til Biskoppen og anmodede ham at komme, da jeg modtog det Svar at saavel han som Stiftsamtmanden allerede havde bestemt sig til at indtræffe i Kautokeino den 28de Januar. Onsdag den 21de var deres Afreise bestemt fra Tromsø for med Baad at reise de syv Sømile til Lyngen, derfra skulde Reisen ske landværts med Ren til Kautokeino. Men idet de skulde forlade Tromsø opkom pludseligen en stormende Modvind, som varede i 15 Dage, stundom med orkanagtig Voldsomhed; i denne Tid havde vi ingen Efterretninger hverken om dem eller fra dem. - Der blev nu en almindelig Jubel iblandt de Aandelige, som erklærede Bispens og Stiftsamtmandens Udeblivelse, der fordristede sig til at ville dømme Aandelige, vare derfor til Straf druknede og farne levende ned til Helvede.

Da man Helligtrekongers Dag ikke vilde foretage sig Noget, lod jeg de Tilstedeværende samle sig i Præstebygningen og talede over 1 Kor. 15; 43-54 og viste, at ikke førend i hin Verden kan der blive Tale om forklarede og herliggjorte Legemer og satte dette i Forbindelse med, hvad det nye Testamente paa flere Steder, og hvad vore Lærebøger havde om denne Gjenstand. Man hørte med Opmærksomhed og Stilhed; de værste Urostiftere vare fraværende; jeg fik dem derfor til at love ikke forstyrre Aftenens Fred ved at gaa om og raade Omvendelse.

Det vilde naturligvis blive alt for trættende at omtale alle Enkeltheder i denne bevægede Tid. Nogle maa dog fremdeles berøres. En Løverdags Aften sad, som sædvanligt, Flere hos mig, den Gang ikkuns disse hovmodige og fordømmende Aandelige; hurtigen aabnedes Døren, og to unge Mennesker, en Dreng og en Pige, traadde ind. Den barnligste, lykkeligste Glæde lyste fra begges Ansigter; han førte Ordet. Jeg er et Guds Barn, lød det jublende fra hans Læber. Hvilken Modsætning afgav disse tvende unge Menneskers Aasyn til de mørke, hovmodige og fordømmende Aandeliges Aasyn. "Ja, jeg er et Guds Barn, kan du tro det, Fader Præst"? sagde han og traadde hen til mig. Jeg saa paa ham og sagde: Ja, jeg er istand til at tro det. Hun er ogsaa et Guds Barn, kan du tro det, Præst? sagde han og pegede til Pigen. Jeg saa hende i Øinene og sagde: ja, ogsaa om hende kan jeg tro det. Han begyndte igjen med sine glade Udgydelser, idet han gik frem og tilbage de Par Skridt, som der var Plads til. Jeg er hellig, og hun er ogsaa hellig, kan du tro det Præst? Jeg maatte smile og sagde: Holdt lidt, lad os først tales lidt nærmere ved. Vare de nu virkelig Guds Børn, og derfor havde jeg jo allerede antaget dem, saa vare de jo, ifølge Skriftens Udsagn:Guds Elskelige, Hellige. Imorgen meddeler du jo Syndsforladelse og Sakramentet? begyndte han igjen, gaaende frem og tilbage, saavidt Rummet tillod; han talede nu med en saa blid, stille og from Glæde og Følelse om den salige og saliggjørende Forening med Christus i Sakramentet. Vil Du give os Syndsforladelse og Sakramentet? spurgte han. Jeg svarede: Men Børn! I Sagde jo, at I vare hellige, hvad ville I da med Syndsforladelse og Sakramentet? Nei, nei ikke saaledes, svarede han, vi ville blive det, vi ville blive det "i" Sakramentet, og gik atter et Par Skridt frem og tilbage, stod atter stille foran mig og spurgte indtrængende bedende: Vil du give os Syndsforladelse og Sakramentet? Ja jeg vil, svarede jeg, og siden videre Overhøring. En dybere Alvor havde allerede udtalt sig i alle deres Ord og hele Holdning. Kommer begge til Aftenbønnen og til mig igjen i Morgen tidlig, og bereder Eder nu vel til imorgen, sagde jeg. Ja, vi ville berede os, svarede de med dyb Følelse, og hvor vare de elskværdige Morgenen efter ved min Overhøring med flere, og siden i Kirken.

Med Udraab og Forbittrelse og Foragt havde de tilstedeværende Aandelige hørt paa denne Samtale og sagde: saadanne Uaandelige antager du, og os Aandelige ikke! Ja saadanne antager ikke alene jeg, men ogsaa Gud, var mit Svar.

En Søndags-Aften havde jeg modtaget en tung Syndebekjendelse af et ungt Fruentimmer, men ogsaa Bevidnelsen om hendes dybe Anger og Beviser paa Omvendelse. Jeg havde bestyrket hende og lovet hende Naade og Syndsforladelse. Neppe var hun ude af Værelset, førend Døren hurtigen aabnedes af en ung Finnegut, med et Ansigt, saa at jeg udraabte: Gudskjelov! her er i al Fald ingen tung Syndebekjendelse; Glæde og Tilfredshed lyste af hans Ansigt; han var en sand Martyr. Han tjente hos en Husbonde, der havde revet mine Bøger fra ham, havde pidsket og mishandlet ham, og lovet ham Alt, dersom han vilde gaa over til deres tro. Han var bleven sendt i et nødvendigt Ærinde til Kirkestedet med det strængeste Forbud mod at gaa i Kirken og end mere mod at gaa ind til mig. Han havde hørt mig i Kirken og følt sig styrket og vederkvæget og maatte nu nødvendigen ogsaa tale med mig. Efter en kort Samtale spurgte jeg ham: Vil du fordølge, at du har været i Kirke? Nei, raabte han. Vil du fordølge, at du har været hos mig? Nei, nei, svarede han, jeg vil Intet fortie og fordølge, men lide Alt, Alt, mere nu end nogensinde med Taalmodighed, og gik glad og lykkelig en forventet Mishandling imøde. Jeg traf ham ikke senere.

Et aldrende Fruentimmer gik med bart Haar i Kirken i den strænge Kulde; det ravnsorte Haar, isprængt med Graat, flagrede naturligvis vildt om Hovedet, men hun var stille, blid og sagtmodig, og neiede dybt hver Gang jeg saa hen til den Kant, hvor hun sad. Da jeg siden traf hende i Præstegaarden spurgte jeg, hvorfor hun gik barhovedet i en saadan Kulde, svarede hun: Jomfru Maria gik barhovedet og hun var jo en saa høihellig Jomfru, og nu vilde hun saa gjerne ligne og være som Jomfru Maria.

En Søndag Morgen, da jeg indførte Dagens Forretninger i Ministerialbogen, var Værelset i Præstebygningen, som sædvanlig, opfyldt med Mennesker. Pludseligen blev der en umaadelig Larmen, og atter bemærkede jeg her et Fruentimmer, som traadde hen til mig, raabte jeg skulde forbandes, bindes og overgives i Fængsel, m. m., og sagde, at hun var kommen for at opvække alle de afdøde Propheter, slog i Bordet og paa Bogen. En Mand raabte: hun er en Prophet, hører hvad hun siger. Idet det vilde Menneske atter slog i Bordet og sagde, at jeg skulde bindes og kastes i Fængsel som uomvendt Præst, følte jeg mig bagenfra omfavnet om Halsen, som jeg dog strax antog maatte være af Velvillighed. Jeg reiste mig da, og hvem skulde det vel være uden min Veninde med det bare Haar, som erklærede, at vilde Ingen beskytte og beskjærme mig, saa vilde hun.

Efter endt Gudstjeneste var der en Søndag en stor Forsamling i Præstebygningens begge Værelser og Kjøkken. En traadde nu frem og erklærede, at jeg vandrede i Mørket, prædikede mod Aanden og forkyndte falsk Lære. Med den allerstørste Opmærksomhed og Stilhed hørte den hele Mængde til. Efter at have bevist, at hvad jeg i Skriftetalen havde sagt, og det var navnligen den han angreb, dels var overensstemmende med og dels endog ordret Bibelens Ord og som han maatte indrømme, vedblev jeg: "I Elskelige! tror ikke hver Aand, men prøver Aanderne om de ere af Gud, thi mange falske Popheter ere udgangne i Verden", saa siger Gud i det nye Testament, i Joh. 4; 1. Hvorledes kunne vi nu prøve Aanderne? Vi vide jo, at alt hvad Apostlerne og Evangelisterne have skrevet maa være Guds Ord fordi Guds Aand gav dem i Sinde, o. s. v. og anførte 2 Pet. 1, 21, 1 Kor. 2; 13, 2 Tim 3, 16. Naar jeg nu siger, at jeg har Aanden, er af Aanden, er aandelig, men min Lære og mit Levnet staar i aabenbar Strid og Modsigelse med Skriftens Ord, saa er jo dette et Bevis for, at den Aand, af hvilken jeg lærer, taler og handler ikke kan være af Guds Aand, og at det er mig som da vandrer i Mørket, thi jeg vandrer da ikke i Guds Ords Lys. Er nu min Lære, mit hele Levnet overensstemmende med Skriftens Ord og Lære, saa er jeg af Aanden, aandelig, og vandrer i Lyset. Dette var hovedindholden af hvad jeg sagde. Hele Forsamlingen udbrød nu tilfreds og glad: Tak kjære Præst! Tak!

En Søndag Morgen efter Overhøringen udspandt der sig en ganske interessant Samtale om Synden uden om os og i os. Paa min Opfordring tog Kirkesangeren, der er Lærer ved Confirmationsskolen, Del i Samtalen, der vedblev at være fredelig og sagtmodig. Kirkesangeren gjorde sine Sager overmaade godt. Jeg havde udelukt en Par Ægtefolk fra Herrens Bord; efter at jeg endnu engang havde talt om Synden i os m. m. siger jeg til ham, hvad siger du nu, sig uforbeholdent din Mening; han indrømmede tilsidst Muligheden af Synd i os; hvad siger du, spurgte jeg Hustruen, som den hele Tid havde staaet taus med et mørkt og vredt Aasyn. Neppe hørte Manden Lyden af sin Ægtefælles Stemme, førend han tilbegakaldte Muligheden af Synd i de Aandelige. En Søndag Morgen havde en 25aarig ung Mand en Tidlang hørt til, medens jeg samtalede med dem, der havde meldt sig til Syndsforladelse og Nadveren; han meldte sig nu ogsaa. Du har nu hørt, sagde jeg, hvad jeg ønsker at erfare i den Anledning, sig mig nu først klart og bestemt, hvorfor vil du til Skrifte og siden til Nadveren? For at jeg kan forblive en Synder, lød Svaret, af hans Blik og Holdning anede jeg Meningen. Forklar dig nøiere, Søn, sagde jeg da til ham. Han udviklede nu Meningen af sit Svar: Skriftetalen minder Mennesket om dets Syndighed, end mere Frelserens Indstiftelses Ord, ligesaa Nødvendigheden af Samfunds-Maaltidet med Frelseren for at kunne blive salig, endeligen minder jo ogsaa Præstens lille Tiltale efter Nadverens Nydelse om Nødvendigheden af aldrig at glemme, at Mennesket stedse er og forbliver en til Naade trængende og følgeligen stedse og altid maa være en naadesøgende Synder". Det var aabenbart, at hans Ord vare foranledigede af og havde Hensyn til de Aandeliges Hovmod og paastaaende Syndefrihed, og at hans Mening var, at han vilde vedblive at være sig sin Syndighed bevidst. Saa vær velkommen da, svarede jeg høit, du til Naade trængende og naadesøgende Synder til Herrens Naadebord, og du skal modtage hvad du tænger til og hvad du søger.

Silde Søndag aften, den fjerde Juledag, kom en Fin ind til mig, kastede sig paa en Stol og sagde: jeg er kommen for at - aarelade dig. Jeg takkede ham for hans Tjenstagtighed, men ønskede Udsættelse, thi jeg var træt, og det var silde. Da han ikke var at formaa til nogen Udsættelse med at udtappe noget af det Syndens Djævleblod, som flød i mine Aarer, tænkte jeg: saa sid da i Mørket og tal, jeg tog Lysestagen for at slukke Lysene og gaa ind i et andet Værelse. Da jeg havde slukket det ene Lys, taug han pludseligen og saa stift paa mig, men da jeg slukkede det andet Lys, for han som en Stormvind ud af Døren; jeg saa ham ikke siden. Jeg havde allerede hørt tale om En, som gik om i Juledagene og tilbød sig at aarelade alle Uomvendte, uden at det dog kom til Udførelse.

Efter Ankomsten til Kautokeino var Biskoppen hver Aften nærværende ved Aftenbønnen og deltog vexelvis med mig i samme. Den første Aften traadde Kirkesangeren frem og sagde: Hør Folk! jeg erkjender jeg har faret vild og var kommet bort fra Guds Ords Sandhed. Jeg har bedet Gud og Mennesker om Tilgivelse og forlader Eders gale Tro. Denne hans Fremtræden og Erklæring var aldeles frivillig. Hans korte Vildfarelse blev til Gavn for ham selv og for de Børn, som han skulde undervise. Da Confirmationsskolen paa den Tid var i fuld Gang var Biskoppen naturligvis ogsaa her jevnligen tilstede og hørte til sin store Tilfredshed Kirkesangerens Udvikling af de guddommelige Sandheder. Kirkesangerens Hustru havde ikke et Øieblik ladet sig føre vild.

Ifra Prædikestolen havde jeg erkjendt den Vækkelse og det Aandens Veir, som var faret hen over Menigheden, og havde bedet til Gud at føre de Forvildede tilbage til Sandheden i Christo; gjentagne Gange henviste jeg til den hellige Skrift, som den eneste Veileder til al Sandhed og Salighed.

Mandag den 9de Februar kom Biskoppen. Dagen før han naaede frem var han bleven saa syg, at han ikke kunde sidde opreist i Pulken, men maatte i en liggende Stilling lade sig binde fast i en Kjærris, der er aaben, og som benyttes til Tøiet. Han kom sig dog saa meget igjen, at han, siddende i en Pulk, kom kjørende til Kautokeino. Dagligen strømmede Finnerne til Biskoppen, der, som anført, bestandigen var tilstede ved Aftenandagten; afvexlende holdt han og jeg Foredrag.

I sine Prædikener, som bleve tolkede af Kirkesangeren, gjennemgik Biskoppen Hovedpunkterne i deres Paastande og gjendrev dem med Skriftens Vidnesbyrd. Fastelavn Søndag uddelede Biskoppen Sakramentet paa Finsk samt den dermed forbundne Altertjeneste ligeledes paa Finsk. Biskop Juel var den første Biskop, som visiterede i Fjeldkaldene Kautokeino og Karasjok, og den første som lagde sig efter Finsk. Dette havde ogsaa været Biskop Gislesens Bestemmelse.

Under de Arresteredes Ophold paa Tromsø havde Biskoppen dem jævnligen hos sig, dels samlede, dels enkeltvis, men de forbleve i deres Overmod. Da Rasmus engang forlod Bispen efter en meget lang og livlig Samtale og Bispen sagde til ham: Gud være med dig! svarede han: "Ja, nu gaar jeg bort med al Guds Kraft, saa bliver Bispen tilbage uden Gud". Den store Frihed de nød bestyrkede dem i deres Hovmod, og til at de fremdeles vilde vedblive med deres Omvendelsessystem. Da de endnu ikke havde været tiltalte for Kirkefredens Tilintetgjørelse (om Sommeren i Skjervø Kirke), ansaa de sig for aldeles berettigede til at vedblive som de havde begyndt. Et Par Dage senere end Biskoppen kom Stiftsamtmanden. Den 19de begyndte Forhørene. Om Aftenen gave nogle Kvinder sig til paa sædvanlig Vis at raabe: Omvendelse! omvender Eder! men da der nu var Folk nok til strax at bringe dem bort, blev det ogsaa strax stille igjen. - Senere blev Rasmus tilligemed en anden Fin og et Par Fruentimmer dømte til Arbeide paa Tugthuset i Christiania, hvor Candidat og Docent Friis med Iver og Varme antog sig deres religieuse Undervisning; i Trondhjem var ingen sprogkyndig Theolog. Nogle af de øvrige Tumultanter dømtes til kortvarigt Fængsel i Finmarken, og nogle til Fængsel paa Vand og Brød. Tvende af Tumultanterne erkjendte de havde feilet og bade om Forglemmelse og Tilgivelse, som de ogsaa erholdt. - I et helt Aar forblev Rasmus uimodtagelig for Paavirkning, men saa blev han syg og nu kom han til Erkjendelse; Sygdommen tiltog, han anraabte om Syndsforladelse og om Naademidlet, Friis skulde være Tolk. Uden at vide dette kom jeg til Christiania, og Friis, som havde seet mig komme, spurgte Rasmus om han ønskede mig. Ja, Stockfleth var Svaret. Friis ilede øieblikkeligen til mig, og vi tilbage til den Syge, thi Sygdommen var i Tiltagende. Rasmus havde sin fulde Bevidsthed og erkjendte sin Synd. Jeg gjennemgik Troes-Artiklerne med ham, bad med og for ham, tilsagde ham Syndsforladelsen, meddelte ham Naademidlet, lyste Velsignelsen over ham og - nogle faa Timer efter døde han! I Sandhed, en mærkelig Forsynets Styrelse! at den Præst, over hvem han Aaret før i Kirken, fra Prædikestolen, havde udtalt Fordømmelsesdommen, senere skulde blive den Sjelesørger, som beredede ham til Døden.

Fire af de Domfældte appellerede til Kongen, fordi de vilde komme til Kundskab: om Kongen var omvendt eller uomvendt, men da Kongen ikke fritog dem fra den idømte Straf, sagde de, at han var en uomvendt Konge.

I de følgende Søndage efter Øvrighedens Afreise var stedse en talrig Forsamling, men der herskede Stilhed og Opmærksomhed under Gudstjenesten. Politiassistenterne lod jeg reise tilbage med Fogden, da jeg for det Øvrige af denne Vinter erklærede deres Nærværelse for unødvendig.

Flere vedbleve at holde paa deres ytrede Meninger; sandsynligvis var der hos nogle, endog trods bedre Vidende, en Undseelse for offentligen at erkjende deres Feil, og at stige ned til bodfærdige og angrende Menneskers Stade. - Enkelte vare der, som, naar de forlode Biskoppen og kom tilbage, nægtede, at de havde holdt med Bispen og givet ham Ret. Den Beskjæmmelse og Spot, som et saadant Forhold sædvanligen paadrog dem, var ingenlunde til Skade for den gode Sag.

Efterat Biskop Juel var kommet tilbage til Tromsø, ytrede han i Skrivelse af 5te Martes til det kongelige Kirkedepartement sig saaledes om disse Uroligheder:

"Min Anskuelse af Bevægelsens Oprindelse, Fremgang og af de væsentligste Momenter udtrykker jeg saaledes: det er utvivlsomt, at Bevægelsen er fremgaaet af Bekymring for Sjælens Frelse og altsaa virket af Guds Aand. Men som det under en saadan Bevægelse i Almindelighed pleier at gaa: I samme Grad som de Vakte, ledede af hin Bekymring, stræbte at aflægge de Feil og Laster, der klæbede ved deres ydre Vandel og at øve Gudfrygtighedens Gjerninger, i samme Grad forlededes de til at sætte Christendommen i det udvortes Væsen, der føder Egenretfærdighed og Hovmod. At denne kan føre til saadanne Følger, som de, der ere komne tilsyne i Kautokeino, lader sig forklare, naar man kjender Finnernes levende Phantasi, deres for dybe Indtryk modtagelige Sind, som under den idelige Færden paa de vidtstrakte øde Høifjelde finder rig Næring, om man derhos betænker, at Adgangen til det skrevne ord indtil de sidste Tider har været spærret, at den geistlige Betjening gjennem Generationer har været indskrænket til 8-10 Uger og stundom endnu i kortere Tid, ja indtil kuns 14 Dage, Prædikenerne bleve tildels tolkede og de ministerielle Forretninger ikke udførte i deres eget Tungemaal; at jo mere Fjeldfinnerne havde maattet savne Veiledning og Oplysning af Ordet og af sprogkyndige Lærere, desto mere have de overgivet sig Aandens formente umiddelbare Oplysning i deres Hjerter og have saaledes antaget anhver Rørelse, som deres Indbildningskraft og deres Gemyts Bevægelighed lod dem fornemme, for Aandens umiddelbare Virkninger, som da ere blevne ansete for en Stadfæstelse af deres tilfældige mod det Aandelige altid rettede Tanker. Saaledes ere de komne til at anse sig benaadede med Syner og Aabenbarelser, saa at der ikke gives Mange, som ikke have saadanne at paaberaabe sig (31), hvilke da jævnligen sige: Aanden, som er i mig, vidner, o. s. v. Nogle have vistnok været i god Tro (32).

De have i Almindelighed lagt megen Skarpsindighed for Dagen i at forsvare deres Paastande og i at forsøge paa at begrunde disse deres Paastande ved Skriftens Udsagn; i deres Samtaler med mig og Andre have de iagttaget stor Forsigtighed og givet deres Paastande an langt mindre anstødelig Fortolkning, end de gjøre for Menigmand, som alene faa høre dem i hele deres imponerende Dristighed og Ufeilbarlighed. Et Moment af Betydning er den Indvirkning fra forskjellige Kanter og den Indflydelse de i det kvænske Sprog trykte terroristiske og krasse Udtryk forfattede Lovprædikener have udøvet; i disse Prædikener var tillige en Huggenløs paa de saa kaldte Verdens-Herrer, hvorunder var indbefattet ligesaavel geistlige som verdslige Øvrigheder"

Denne Biskoppens Skrivelse og hans Bedømmelse af Forholdene underskriver jeg ligeledes i Et og Alt.

Onsdag den 7de April kom den for Kautokeino Menighed ansatte Præst, Hvoslef og Hustru. Han havde taget finsk Examen i Christiania. Anden Paaskedag indsatte jeg Hvoslef, hvorefter han samme Dag holdt sin Tiltrædelsesprædiken paa Finsk, som den hele Menighed erklærede at have forstaaet Ord til andet. Søndagen efter gik jeg med Flere af Meniheden til Skrifte og Alters for Kautokeino nye Præst. Hvorefter jeg den 20de April forlod Kautokeino og kom den 29de til Karasjok.

Underveis til Karasjok kom vi ganske nær en stor Flok Ryper. Det hændte oftere, at vi om Vaaren kom store Flokke af Ryper, der sad paa Sneen, saa nær, at vi næsten kunde gribe disse smukke Fugle med Haanden; blændede af Solen og Sneen saa de os ikke. Det lod til som om jeg til Afsked skulde bestaa en Kamp med min Ren. Det hænder nemlig stundom, at Dyret, enten fordi det ikke er i Humeaur, eller fordi den, der sidder i Pulken, kjører for haardt, pludseligen vender sig mod ham for at bearbeide ham en smule med Hornene og Forbenene, hvorefter den da øieblikkeligen igjen sætter afsted. Dyret vendte sig imod mig og betragtede mig; men efter at vi havde seet paa hinanden i al Gemytlighed nogle Øieblikke, vendte det sig igjen og for afsted. Under alle mine mangeaarige Kjørseler har det dog kuns engang hændet mig, at blive tugtet af min Ren, og det aldeles uretteligen, fordi der vare Andre i Følge, som kjørte hurtigere end jeg. Det var en hornløs Ren, jeg vendte derfor Ryggen til og tog mine Bank, hvorefter det, for at gjøre det godt igjen, satte afted saaledes, at jeg i en Hast kom forbi og langt foran det hele Følge. Enkelte Gange har jeg seet saadanne Kampe mellem Forkjøreren og hans Ren. Naar man kommer forbi en stor Sten, saa springer Renen stundom op paa denne og bliver ganske roligt staaende og ser paa den Reisende, som da gjerne maa ud af Pulken. Dyret kjender øieblikkeligen om der er en uøvet Haand, som holder Tømmen. Oftest er det den utaalmodige Reisendes egen Skyld naar han og Renen ikke kan forliges.

Karasjok havde nu ogsaa erholdt sin faste og sprogkyndige Præst, som i Christiania havde taget finsk Examen; fra Vinterens Begyndelse og indtil efter Paaske opholder Præsten sig stadigen paa Kirkestedet. En ny og lykkeligere Tid i religiøs og kirkelige Henseende bragte saaledes Aaret 1852 for begge disse to Fjeldsogne. I Karasjok var ligeledes den hensigtsmæssige Foranstaltning bragt i Udøvelse, at en fast Handelsmand var bleven ansat og som ene er berettiget til at handle med Vine og Brændevine. I Kautokeino har, som anført, Finnerne forlængst afskaffet al Brændevinshandel.

Den 13de Mai kjørte jeg over Fjeldet til Repperfjorden for aldrig mere at færdes med Ren. Paa denne Reise kom jeg i Følge med flere, blandt disse en Moder med sit diende Barn, som trygt og sikkert førtes i den Side 89 omtalte Komse eller Stok. Indtil Finnebørnene blive et Par Aar gamle bades de stadigen hver Aften i lunkent Vand, baade Søfinnernes og Fjeldfinnernes Børn. Saavel under Badningen, som naar Barnet tages op for at nedlægges, er det udsat for Heden ved Ildstedet og for den kolde Luft, hver Gang Teltdøren aabnes og som kommer ned fra Luftaabningen oppe i Teltet. Paa Vinterreisen tages ofte Barnet ud af Stokken i den frie kolde Luft for at faa Tørt under sig. Efterat Barnet er kommet over to Aars-Alderen iagttages Badningen mindre strængt. I det luftige vindaabne Telt kommer Fjeldfinnebarnet til Verden og her føder Moderen!

Fra Repperfjorden reiste jeg med Baad til Kvalsund, og derfra over Komagfjord til Alten, hvor jeg talede med de Finner, som endnu sadde arresterede. Fra Alten reiste jeg til Tromsø. Jeg var befalet at deltage i et Møde her, som skulde afholdes af Stiftsdirektionen og flere Tilkaldte. Her skulde afhandles om Udgivelsen af de for Finnerne hensigtsmæssigste Bøger. Da Biskoppen var fraværende paa Visitatsreiser kunde Mødet ikke afholdes førend den 11te Juli. I denne Mellemtid besøgte jeg en af mine Svogre, da Distriktslæge Namdal. - Ligeledes aflagde jeg igjen et Besøg hos min Svoger i Saltdalen. Ifra ham reiste jeg da til Mødet paa Tromsø, i hvis Kirke jeg holdt min sidste Prædiken i Finmarken, hvilken jeg ved min Tilbagekomst til Christiania tilegnede Biskop Juel.

Fra Tromsø reiste jeg med Dampskibet til Throndhjem og derfra videre over Land; i Nordre-Froen mødte min Kone mig; den 31te Juli kom jeg til Christiania.

Saavel min præstelige som min Missionær-Virksomhed var vistnok afsluttet i, men ikke for Finmarken, som tildels sees af Fortegnelsen paa de af mig, efterat jeg havde forladt Finmarken, udgivne Bøger, en Virksomhed, som jeg ikke anser for afsluttet førend denne af mig førte Dagbog er bleven udgivet i Trykken.

Den omtalte Svaghed i venstre Hofte og Knæ, som i den sidste Tid havde tiltaget, tog nu mere og mere til forenet med Smerter. Efter en Tid at have benyttet dels indvortes, dels ydre Midler, tilbragte jeg Sommeren 1854 i Christiania for at benytte russiske Dampbade i Rigshospitalet; de tre følgende Aar Badet i Sandefjord, som jeg derfor valgte til Opholdssted; jeg gaar nu ved Hjælp af Krykke og Stok; Hofte og Knæ hindre mig imidlertid ikke i min Alderdom fra at befinde mig i høieste Velgaaende baade til Sjæl og Legeme. Gud være lovet og takket evindeligen!

I Aaret 1853 indgav jeg min underdanigste Ansøgning om Afsked. Biskop Juel indstillede mig til en Pension af 1000 Spd.; den kongelige norske Regjering anbefalede Bispens Indstilling, som blev naadigst bevilget af Hans Majestæt Kong Oscar, og enstemmigen bifaldt af Stortinget.


20) Ikke forinden i Aaret 1852 fik Kautokeino Menighed sin egen sprogkyndige Præst, som hele Vinteren kan blive boende paa Kirkestedet og følgeligen være tilstede og samtale med Nomaderne naar de Vaar og Høst drage igjennem selve Kirkestedet til og fra Søen.

21) Rentyveriet bestaar fornemmeligen i, at man anbringer sit Mærke i umærkede Renkalves Ører, som man maa vide, og som man ogsaa virkelig ved, ikke ere Affødninger af Ens egne Dyr. Denne Maade at mærke Dyr paa, var saa almindelig, at det næsten ikke blev anseet for noget Tyveri. Tildels kunde vist nok dette Tyveri gaa saa vidt, at man beholdt en Andens Ren som var kommet ind i Hjorden.

22) Som da var uden Præst, ligesaa de følgende Aar under disse Mænds Besøg.

23) Øienvidner forsikrede, at efter en Altegang i et Nabosogn, jublede, dansede og omfavnede man hverandre ved Alteret af Glæde over Sakramentet.

24) Dette havde ogsaa vissligen blevet Tilfældet havde der da i Kautokeino været en sprogkyndig Præst, som havde kunnet og villet antage sig dem.

25) Saa havde ogsaa tre Paver før dem gjort i sin Tid.

26) Af Side 137 og 140 sees, at [Finnerne] allerede i Aaret 1842 havde erklæret sig mod Brændevinshandel i Karasjok og Kautokeino og Side 152 ligesaa Søfinnerne i Karlsø ligesom paa flere Steder, se Side 128 o. fl.

27) Biskop Juel havde været paa Visitats i begge Fjeldsognene, den første norske Biskop, der saavidt vides, har besøgt disse Sogne som Biskop. Bevægelsen havde da antaget en roligere og mere kristelig Karakter, men der var ingen sprogkyndig Præst, der kunde lede Bevægelsen.

28) Det er aldeles ingen Tvivl om, at havde en i Sproget kyndig Præst med det rette kristelige Øie skuet Bevægelsen i dens Begyndelse, vilde den ikke have udartet, hvilket ogsaa tydelig nok fremgaar af en Skrivelse til mig, som ret snart skal blive anført, sendt og skrevet i hin bevægede Tid, men som jeg ikke modtog før senere.

29) Dette opfyldtes i Foraaret 1852.

30) og saaledes var det virkeligen, at det kuns var Enkelte.

31) som han i Generalforsamlingen.

32) som Rasmus.