En sommer i Finmarken, Russisk Lapland og Nordkarelen : skildringer af Land og Folk / af J.A. Friis. - Christiania : Cammermeyer, 1871

Russer, Finner, Kareler og Lapper.

Russerne i Lapmarken, der bo samlede i de i Pag. 276 opregnede, langs Kysten beliggende Byer, ere samtlige af den græsk-katholske Bekjendelse. Skoler ere først oprettede i den seneste Tid i nogle af de førnævnte Byer. Læse- og Skrivekyndighed er derfor ikke almindelig.

"Den (71) stærkeste, Følelse i en Russers Hjerte er Ærbødighed for Gud. Den fremtræder i alle Samfunds- og Livsstillinger, i en Armé paa Marschen, i en Folkehob paa et Marked paa Landet, i et Læseværelse, fuldt af Studenter, i en Fyrstindes Balsal, hos en Høker, som skriver paa sin Disk, hos en Bonde, som drager paa sin Kjærre, og hos en Indbrudstyv, som mæsker sig med sit Rov. Denne Følelse udstyrer Landet med Kirker og Altere, ligesom den giver ethvert Individ et Præg af bodfærdigt Udseende. Enhver Landsby maa have sit Helgenskrin, ligesom ethvert Barn maa have sin Skytsengel og sit Daabskors. Nat og Dag, fra Vuggen til Graven, lever Russeren ligesom for Guds Øine. Selv i hans dagligdagse Forretninger viser han Respekt for, hvad han anser for at være en guddommelig Lov. Et Slags Mad er tilladelig, et andet utilladelig. Naar han reiser sig fra sit Leie, er der en Bøn paa hans Læber, naar han sætter sig for at hvile, er der en Velsignelse i hans Hjerte. Naar han kjøber, og naar han sælger, naar han spiser, og naar han drikker, erindrer han, at en Helgen er nærværende. Gaa ind i en russisk Hytte - du finder et Kapel. Ethvert Rum i Hytten er helligt; thi i hvert Rum er der et helligt Billede, et hjemligt Alter, en Husgud. Beboeren træder ind i Rummet med Ærbødighed. Han standser paa Tærskelen, blotter sit Hoved, korser sig og udtaler en hellig Sentens. "Slava bogu" - Ære være Gud - er idelig paa hans Læber. Han viser langt mere, end vi, Respekt for hellige Ting. Han tænker Dag og Nat paa sin Skytsengel, og han betaler mange Penge til Kirken for Bønner, der skulle opsendes i hans Navn til denne Skytsengel.

Et Barn ansees ikke for rigtigt født til Verden, førend det er blevet velsignet af Præsten og af ham gjort til en "Guds Tjener". Som Barnet begynder, saaledes fortsætter det. Korset, som det modtager ved Daaben, - som det modtager i Vuggen og bærer til Graven, - er blot et Tegn. Religionen følger med til Legepladsen, til Skolen, til den daglige Forretning. Enhver Handling i Livet maa begynde med en Bøn og ende, med en Velsignelse. Ethvert nyt Hus, som man flytter ind i, enhver Butik, som man aabner, maa velsignes. Enhver, som flyttter fra et Logis til et andet, maa faa sin nye Bolig renset ved en religiøs Høitidelighed. Præsten, ledsaget af sin Klokker, kommer 10-12 Gange om Aaret ind i ethvert Hus i sit Præstegjæld og besprænger Værelserne med Vievand, renser dem ved Bønner og velsigner dem ved Korset. Et Barn antager i Daaben sin Skytsengels Navn og kan aldrig forandre dette. En Bonde, som blev anklaget for at have forfalsket sit Navn, svarede, at en saadan Handling var aldeles umulig. "Hvorledes", udbrød han, "kunde jeg forandre mit Navn? Jeg vilde jo da miste min Skytsengel! Nei, jeg har kun forandret Navnet paa mit Fødested."

Gjør da denne gjennem hele Livet gaaende, strænge, udvortes Gudstjeneste, dette stadige Samvær med Helgener og Syn af Helgenbilleder, denne idelige Mumlen af Bønner, at den græsk-katholske Russe-Nation udviser flere kristelige Dyder mod Næsten end andre Nationer? Ingenlunde. Det fortrolige Forhold til alle disse Helgener in effigie gjør, at den orthodoxe Græker ogsaa tror, at Adgangen til Tilgivelse for en Forseelse er meget let. Han behøver blot at gaa hen i Hjørnet af Værelset, bukke og korse sig nogle Gange, saa er Sagen dermed afgjort. Men om end denne Religiøsitet ikke skjænker Folket nogen ædlere, moralsk Styrke, saa giver den dog Nationen en uhyre Kraft i den Henseende, at enhver Angrebskrig paa det hellige Rusland vil blive betragtet som en Religionskrig, og at Alle som En med fanatisk Mod ville kjæmpe, for Kirken, Keiseren og Fædrelandet. Den simple russiske Bonde er af Karakter godmodig, livlig, gjæstfri, høflig og tjenstvillig, men paa den anden Side ogsaa tyvagtig, bedragersk, letsindig og i høi Grad urenslig. Penge er hans Afgud. Han bøier sig derfor ogsaa dybere for Rigmanden end for Embedsmanden.

"De (72) samme Næringskilder staa aabne for Russerne, Finnerne, Karelerne og Lapperne, men de ere af Naturen begavede med ulige Evner, og Enhver vælger den Beskjæftigelse, der stemmer med hans eiendommelige Natur. Saaledes ere Russerne Handelsmænd, Finnerne og Karelerne Jordbrugere og Lapperne Jægere og Fiskere." "Russerne have især et aldeles udpræget Anlæg for et rastløst Liv, for Handel og Spekulation. De have den ensformige Ro som udgjør Karelens og end mere, den egentlige Finnes høieste Lykke. Deres Lyst er at irre omkring og fra det Fjerne hente Skatte til Hjemmet. Saaledes finder man dem snart med sine Lodjer paa Havnen i Archangel, snart paa den murmanske Kyst, snart omkring i Finmarkens Fjorde, og atter træffes de om Vinteren paa Moskvas Gader og Novgorods Torve. Den, som ikke har Midler til saa lange Reiser, bliver dog derfor ikke hjemme. Med sin Snjäk pløier han Hvidehavets Bølger, fanger Sjomga, Sild, Sæl og Bjeluga, (Hvidfisk); thi det er et Axiom, at den, som vil æde Brød om Vinteren, ikke maa ligge hjemme om Sommeren". Han maa ud paa Fortjeneste, og har han været saa heldig at erhverve nogle Kopek mere, end han behøver til sig og sin Familie, saa foretager han sig om Vinteren mere eller mindre vidtløftige Handelsreiser. "Saaledes synes Russeren med sin rastløse, urolige Natur, sin Livlighed og fremfor Alt - sin kloge, beregnende - Forstand" at være den af disse Nationer, der vil komme til, at udgjøre Handelsstanden iblandt en muligens vordende Befolkning af Kolonister i russisk Lapland. Til det tunge, ensformige Rydnings- og Jordarbeide er Russeren uskikket, og han vil derfor ikke trives som begyndende Kolonist. Men han vil komme efter, naar Industrien er kommen saa langt, at der kan være et Marked for hans kløgtige Spekulationer.

"Agerbrug og Fædrift er derimod netop de Næringsgrene, som især egne sig for Finnens Natur. Han elsker disse Beskjæftigelser, og for hans Velbefindende er det uundgaaeligt nødvendigt, at han har en liden Verden omkring sig, hvor han alene, frit og uafhængigt, kan raade og herske. Derfor ombytter han ofte et sorgfrit Liv under anden Mands Herrevælde med et fattigt Hjem i Ødemarken, idet han finder, at det smager bedre i eget Hjem at drikke Vand af en Næverskrukke, end i anden Mands Bolig at tømme Øl av et Sølvstøb". Paa Grund af denne sin Forkjærlighed for en stille, afondret Virkekreds synes Finnen, begavet derhos med stor Ihærdighed og Kraft, at være den af disse Nationer der maaske især er skikket til, som første Kolonist, at gjøre de første Forsøg paa Jordbrug omkring i hine nordlige Trakters Vildmarker.

Karelen er Finnens nærmeste Slægtning. Hans Sprog er neppe saa afvigende fra det reneste Finske, at det kan kaldes en Dialekt af samme. I Folkekarakteren er der derimod større forskjel. Paavirkede i Aarhundreder af Russerne og tildels blandede med disse, have de græsk-katholske Kareler i den kemske Ujesd tabt adskilligt af sine lutherske Brødres gode Sider, ufortrøden Udholdenhed, Ihærdighed og Selvstændighedsfølelse, uden paa den anden Side at have arvet synderligt af Russernes Foretagsomhedsaand. Medens enhver luthersk Finne, enhver voxen Lap i Norge, Sverig og Finland kan læse, samt en stor Del af dem ogsaa skrive, og medens ialfald alle have idetmindste nogen Kundskab om sin Religions Dogmer, findes der blandt de 16,703 Kareler, som bo i den kemske Ujesd, ikke mere end 225 (73) Personer, og blandt disse 35 Kvinder, der kunne læse. Dersom de officielle Opgaver over Forbrydelser iblandt Karelerne ere paalidelige, kan man ikke andet end komme til at dømme overordentlig gunstigt om deres Moralitet. Tschubinski opgiver nemlig Antallet af Forbrydelser blandt Karelerne i den kemske Ujesd i Løbet af 5 Aar til 39. Blandt disse var: Tyveri 5, Indbrudstyveri 1, ulovlig Skovhogst 22, Tilføielse at personlig Fornærmelse 6, Voldtægt 2, Mordattentat 1, Ulydighed mod Myndigheder 1, Fordølgelse af Desertører 1. Dersom man fra dette Antal udelukker Antallet af ulovlig Skovhugst, saa formindskes Forbrydelsernes Antal til 17; det er omtrent 3 Forbrydelser aarlig eller 1 Forbrydeise paa c. 5500 Individer, og 1 Tyveri aarlig paa 16,000 Personer. Dette taler overordentlig høit for Karelernes Ærlighed. Men om de end maaske ere ærlige mod hinanden indbyrdes, er det dog paa den anden Side vist, at de til Norge paa Fiskeri ankommende Kareler ikke have noget godt Rygte i saa Henseende, ligesom det ogsaa er en bekjendt Sag, at de Kareler, der handle paa Finland, ere upunktlige Gjældsbetalere.

Drukkenskab hersker aldeles ikke i Karelen. I hele Ujesden findes ikke mere end en eneste Kro, nemlig i den panozerske Landsby i det pogaske Distrikt. Hvad de karelske Kvinder angaar, saa ere de bekjendte for sin Kydskhed, især længere bort fra de russiske Kystbyer. Et af de mest fremtrædende Træk i den karelske Karakter er maaske deres Fredsommelighed og Forsonlighed. Dette viser sig især i Familieforholdene og Familielivet. Familiestridigheder forekomme langt sjeldnere end hos Russerne, og naar saa hænder, er det som oftest mellem Brødre for Arvens Skyld. Fattigdommen er stor iblandt Karelerne. Den hidrører ikke fra Letsindighed eller Dovenskab; thi de arbeide lige saa flittigt som Russerne og ere tildels flinke Baad- og Fartøibyggere, især Karelerne i den pudoschemske Landsby, men den hidrører fornemmelig fra Uvidenhed og fuldstændig Mangel paa Kommunikation. Af Mangel paa Mel bruges i hele Karelen Furubark og Halm indblandet i Brødet. Brød, uden mindste Tilsætning af Bark eller Halm, bruges kun af ganske Faa eller de aller Rigeste. De Fattige "bruge næsten udelukkende Bark og Halm, med en liden Tilsats af Mel" i sit Brød. Man regner, at i det mindste 1500 Personer af begge Kjøn stadigt befinde sig paa Tiggeri i Kem og de øvnge pomorske Byer.

Lapperne bebo det Indre af den store kolske Halvø. De findes adspredte hist og her lige fra Hvidehavet i Øst til den norske Grænse og fra Ishavet i Nord til ned imod Kandalaks. Det sydligste Sted, hvor Lapper nu for Tiden bo er Sashjeika, beliggende ved den sydvestligste Del af Imandra et Par Mile nord for Kandalaks. Tidligere boede de, som bekjendt, langt sydligere, og endnu for en Menneskealder siden boede der Lapper ved Panajärvi og Koutojärvi. De nuværende Beboere omkring disse Indsøer nedstamme tildels fra Lapper og røbe dette temmeligt paafaldende i sit Ydre. Enkelte vide at fortælle, at deres Fædre kunde tale det lappiske Sprog.

Lapperne paa den kolske Halvø benævnes i Almindelighed efter de Floder og Indsøer, hvor de have sine Vinterbopæle, saaledes f. Ex: de pasvigske eller pasrietske, peisenske eller petschengske, motofske, lovozerske, terske o. s. v. Ingen af de russiske Lapper af den græsk-katholske Bekjendelse ere længer Nomader i den Forstand at de bo i Telte, leve af Renhjorder og idelig flakke omkring med disse. De bo alle dels i tømrede Huse, dels i Jordgammer. Men enhver Familie forandrer alligevel hvert Aar Opholdssted 3-4 Gange. Om Vaaren drage nemlig samtlige Lapper fra Vinterpladsen til en Vaarplads, beliggende ved en eller anden mindre Indsø, hvor der er bekvem Anledning til Fiske og Fuglefangst. Nogle drage ogsaa til Havet og deltage med Russer og Kareler i de store Kystfiskerier. Længer ud paa Sommeren, omkring Petersdagen, (11 Juli n. St.), flytte de hen til store Indsøer eller Floder for at drive Indsø- og Laxefiske med Garn, Not, Rev og Stængsler. I August flytte de til Høststationerne, hvor de foruden Fiskeri ogsaa drive Jagt paa Fugl, Ren, Maar, Ikorn, Otter og Bjørn. Endelig begive de sig henimod Jul tilbage til Vinterpladsene, hvor de bo samlede i smaa Landsbyer. De forskjellige Fiske- og Jagtstationer ere med sit Terræn fra urgammel Tid af fordelte paa Slægterne og nedarves i Familierne.

Vinterbopladsene kaldes Pogoster, og i enhver Pogost findes 6, 10, indtil 20 Stuer, der dels staa i tætte Klynger, dels ere spredte ad, uden nogensomhelst Orden. Til enhver Stue hører igjen et eller flere Stabure, hvori Fødevarer Skind m. m. opbevares. I enhver Pogost findes et lidet Kapel, bygget tildels i to Afdelinger med Skraatag. Den ene Afdeling er lidt høiere end den anden, saaledes, at dens Tag rager synbart op over det lavere Tag. Taarn findes ikke. Kun et simpelt Kors er sat paa Mønningen af det høieste Tag. Det Indre i ethvert Kapel er ved en Væg, hvori Aabning findes til Gjennemgang, delt i to Rum. I det bagerste staar Alteret, og paa Væggene rundt omkring, især i det ydre Rum, er der ophængt Helgenbilleder. Fremfor disse staar der mangearmede Lysestager af Træ. Foran Billederne hænge Lamper; og disse ere ofte til Prydelse behængte med forskjelligfarvede Fugleæg. Selve Billederne ere behængte med brogede Tørklæder, Baand eller anden Stads, som Lapperne have skjænket sine Helgener i Haab om Hjælp under Sygdomme eller anden Ulykke. Pogosterne eller Landsbyerne blive ikke i nogen lang Aarrække staaende paa samme Sted. Efter 10-15 Aars Forløb, naar der nemlig ikke længer er Mos i Overflod til Renen og Ved nok i Nærheden til Brændsel, flyttes hele Pogosten til et nyt, bekvemmere Sted. Pogosterne kunne saaledes ligge i kortere eller længere, undertiden flere Mils, Afstand fra Hovedkirken, hvor Præsten bor. Naar Overflytning skal foregaa til en ny Vinterplads, nedrives først Kapellet, og med forenede Kræfter overføres og opbygges det igjen paa den nyvalgte Plads. Kapellet opføres altid i nogen Afstand fra Pogosten for at sikre det for Ildsvaade. Efterat Kapellet er flyttet, fører hver Familie paa egen Haand afsted sit Vaaningshus og Stabur og opstiller disse igjen der, hvor den finder det bekvemmest. Naar Alt er overflyttet, holdes Gudstjeneste, i Tilfælde af at der er Præst paa Stedet eller i Nærheden. Kapellet indvies paanyt, hvorefter baade det og Omgivelserne samt Husene besprænges med Vievand.

"Lappernes Stuer ere byggede af Tømmerstokke, der udvendig ere runde, men indvendig fladt afhugne eller høvlede. Taget er skraat og dækket enten med Næver og Torv eller blot med Bord. Stuerne ere omtrent 2½ Favn lange, 2 Favne brede og l Favn høie under Spærrerne. I Almindelighed har hver Stue to smaa Vinduer, det ene paa Langvæggen, til Høire for Indgangen, det andet paa Bagvæggen. Døren er liden og saa lav, at man maa krybe ind. Ildstedet, der er bygget som en almindelig Peis af Sten, oversmurt med Ler, staar strax ved Indgangen, i Hjørnet til Venstre. Lige ved Ildstedet staar altid en Saa med Vand, til Drikke-, Vaske- og Badevand. Langs Væggene findes oppe under Taget Hylder, anbragte til Henstuving af diverse Sager, og lavere nede brede Bænke, der tjene til Sengesteder. Mand og Kone indtage Hjørnet til Venstre, nærmest Ildstedet, den øvrige Familie høire Side, og Pigerne have altid sin Plads ved Døren. I Stuens høire Hjørne, lige mod Døren, ere Helgenbillederne opstillede paa smaa Hylder."

Lapperne spise siddende paa Gulvet. Maden serveres paa et afrundet Bræt. Kun ganske faa have et Bord, som hentes ind, naar en fremmed, fornem Gjæst skal beværtes. Undertiden bygge Lapperne foruden et mindre Stabur ogsaa en Bagbygning eller Tilbygning til Vaaningsstuen. Denne afdeles i to Rum. I det ene staar Faarene, i det andet opbevares diverse Husholdningsgjenstande. Badstue bruge Lapperne ikke. De vaske sig om Sommeren i Floderne eller Søerne, om Vinteren ved Peisen, bag et eller andet Slags Forhæng. Paa Vaar- og Sommerstationerne bo Lapperne i Gammer, byggede af Birkestammer og Torv i Form af en stor Tue eller Halvkugle. Ildstedet er her anbragt midt paa Gulvet, lige under et Røghul i Taget. Bag Ildstedet, ligeover den lave Dør, opbevares Husgeraaderne og opstilles de aldrig manglende Helgenbilleder. Paa begge Sider af Ildstedet er Arbeids- og Sengepladsene. I Nærheden af Gammen opbygges paa Pæle eller store, afhugne Træstammer smaa Stabure til opbevaring af Mad og Redskaber. De russiske Lappers Husgeraad ere overordentlig simple, og ukunstlede. De bestaa i en Jern- eller Kobberkjedel af ulige Størrelse, et Træfad, en Drikkeskaal, nogle Træskeer, "Fiskefangeren" eller en fladundet Slev, hvormed Fisk eller Kjød øses op af Gryden, et Saltkar af Næver, nogle flade Skaale, ligeledes af Næver, et halvrundt Bræt, hvorpaa Fisken eller Kjødet øses op, og et større Bræt, der tjener til Bord. Alle disse Husgeraad ere af grovt Arbeide. Hos de rigeste Lapper ser man dog undertiden russiske Stenkar, Kopper, Fade og Theskaale samt flere Kobberkjedler. Lappernes daglige Mad er simpel og ensformig. Den bestaar hovedsagelig af Fisk og Fiskesuppe. I den sidste bruges ofte finkarvet Furubark. Efter deres Religions Dogmer maa de kun nyde Kjød i omtrent den halve Tid af Aaret. Det er let at indse, at den katholske Religions Fastebestemmelser ere aldeles urimelige for en Polarbefolkning, der kun har yderst sparsom Adgang til vegetabilsk Føde. Præsteskabet har ogsaa indseet det Uholdbare i disse Bestemmelser og derfor, som bekjendt, fritaget Samojederne for Overholdelse af samme. En lignende Indrømmelse er ogsaa, tilstaaet de terske Lapper eller Lapperne paa den østligste Del af Kolahalvøen, fra Pjalitsa til Svjatoinos. Disse have Tilladelse til i Fastetiden at æde Rypekjød. Paa Grund heraf - og ligesom til end mere Beroligelse for Samvittigheden - kalde de terske Lapper Rypen "flyvende Fisk." Tobak, Snus og Kaffe bruges næsten aldeles ikke af de russiske Lapper. Til Brændevin ere de derimod meget hengivne.

Deres Dragt er i de væsentligste Dele den samme, som Skandinaviens Lappers. Den bestaar nemlig om Vinteren for Mænd og Kvinder, Gamle og Unge i en saakaldet Pæsk eller Kjortel, syet som en Skjorte, af Renskind, med Haarene udad, af snevre Buxer af Renskind og af Komager eller vide, spidssnudede Sko, ligeledes af Renskind, med Haarene udad. Sommerdragten ligner i Formen Vinterdragten, men bestaar af Vadmel eller Klæde, og Skoene ere til Sommerbrug syede af garvet Skind. Russelappernes Vinterhuer og Kvindernes Hovedbedækning adskiller sig derimod mere fra de norske og svenske Lappers. Mændenes Vinterhuer syes af Rævehaler og paasyes med Ørelapper, saaledes at de dække saagodtsom hele Ansigtet. Om Sommeren bære de paa Hovedet en strikket Tophue, der er rød paa den ene og graa paa den anden Side. Kvindernes Huer, der ligne Russerindernes Soroki, prydes med en Mængde Glasperler. Ørenringe bruges af usædvanlig Størrelse og Tyngde. De terske Lappekvinders fornemste Prydelser bestaar dog i Kors, (Daabskors), dels større, dels mindre. De Formuende bære disse i Sølvkjeder. Fingerringe af forskjelligt Slags ere ogsaa meget brugelige. Enkelte Russelapper have næsten aldeles optaget den almindelige russiske Bondedragt med Skjorte, der bæres udenpaa Buxerne. Enhver Lap og Lappekvinde, som ikke er aldeles russificeret bærer et Bælte, hvortil er fæstet Remme med Spænder i Enden. I disse hænge Mændene Fyrtøi og Kniv, Kvindene Sysager, Nøgle og smaa Bjælder m. m. I sit Ydre udmærke de russiske Lapper sig ingenlunde fremfor sine Brødre i Finland og Skandinavien. Tværtimod har den store Uvidenhed, hvori de befinde sig, vedligeholdt et langt mere vildt, raadt og trægt Udtryk i deres Ansigter. Mere end de øvrige har de terske Lapper bevaret sin Originalitet. De karakteriseres som "smaa af Væxt, med store Hoveder, kort Hals, smaa, graa og rødlige Øine, mørkebrunt Haar, kort Skjæg, lange Hænder og fremstaaende Kindben." Af Karakter skildres de "som fredelige, ja, til og med slaviske, men med alt dette dog egensindige. De vise sig aabenhjertige og troskyldige, men ere dog altid beredte til Bedrageri."

Lappernes Sprog bliver, alt eftersom man kommer østover ind paa Halvøen, mere og mere forskjelligt fra de Dialekter, der tales i Finland og Norge. En Ponoi-Lap, forstaar saaledes kun med stor Vanskelighed en Notozero-Lap end mindre en norsk Lap. Det lappiske Sprog paa Kola-Halvøen kan deles i 3 Hoveddialekter, der kunne benævnes: Notozero-Dialekten, vestenfor Imandra, Lovozero- og Ponoi-Dialekten. Lapperne paa Kola-Halvøen staa, hvad Oplysning angaar, langt tilbage for sine Brødre i Finland og Skandinavien. De kunne hverken læse eller skrive. Deres Kristendomskundskab bestaar næsten blot i at kunne fremsige Bønnen: Gospodi Jesuse Kriste, süine boghii, pomilui nas! - Herre Jesus Kristus, Guds Søn, forbarm Dig over os! Istedetfor Navneunderskrift bruge de et Slags Bomærker, som de med egen Haand indtegne i Øvrighedens Protokoller og ligeledes bruge at indskjære paa Gjenstande for at betegne Eiendomsretten. De Kjende ikke Oprindelsen til disse Figurer, men paastaa, at de er gamle og nedarvede fra Fædrene. Som en Prøve paa samme aftegnede jeg nogle efter Skriverens Protokol i Kandalaks.

71) Karakteristisk af Russerne efter "Free Russia." W. H. Dixon.

72) Castren. Nordische Reisen und Forschnugen.

73) Tschubinski i Sapiski dljä Stenia. 1867. Siderof siger i Ruski Westnik, at der blandt 30,000 Indbyggere i hele den kemske Ujesd ikke er mere end 392 Personer, som ere læsekyndige.