En sommer i Finmarken, Russisk Lapland og Nordkarelen : skildringer af Land og Folk / af J.A. Friis. - Christiania : Cammermeyer, 1871

Isfri Fjorde og Havne paa Kysten af russisk Lapland.

Det har længe været den almindelige Mening ikke blot i Skandinavien, men - man kan gjerne sige - i hele Europa, at norsk Finmarken i flere Henseender særlig var begunstiget fremfor russisk Lapmarken. Denne Begunstigelse skulde fornemmelig bestaa deri, at Fjorde og Havne i norsk Finmarken om Vinteren ikke belagdes med Is, men hele Aaret igjennem vare aabne for Skibsfart og Handel. Det Samme skulde derimod ingenlunde være Tilfældet i russisk Lapland. Forholdene nordpaa, saavel i Rusland som i Norge, har imidlertid i den senere Tid været Gjenstand for mere end almindelig Opmærksomhed og ere efterhaanden i flere Henseender nærmere blevne undersøgte. Alt eftersom disse Undersøgelser skride frem, viser det sig, at flere gamle Forestillinger om Forholdene paa begge Sider Grænsen ere mindre rigtige. Saaledes ogsaa denne almindelige Forestilling om den store klimatiske Ulighed paa den norske og russiske Ishavskyst. Paa den ene Side er det en Overdrivelse, naar forskjellige Forfattere, blandt disse ogsaa russiske, tidligere have paastaaet, at de finmarkske Fjorde aldeles ikke i nogen Grad tilfryse, men paa den anden Side er det en endnu større Overdrivelse, eller ligefrem Urigtighed, naar det har været sagt, at det russiske Laplands Fjorde aldeles tilfryse. Som bekjendt, har denne gamle, hidtil uimodsagte Anskuelse, at Rusland netop manglede, hvad Norge havde Overflod af, givet Anledning til velbekjendte og hyppige Udtalelser om, at denne Stormagt netop paa Grund heraf stadigt kastede begjærlige Blikke over paa norsk Finmarken.

Heldigvis kan det nu, efter de nyeste [Undersøgelser], godtgjøres, at Rusland inden sine egne Landemærker i hine nordlige Trakter selv har baade isfri Fjorde og Havne, i saadant Antal og saa fortrinlige, at det aldeles ikke i den Henseende har nogensomhelst rimelig Grund til at forsøge paa at erhverve sig flere. At denne Kjendsgjerning hidtil ikke er bleven mere omtalt og bekjendt (37), er mærkeligt nok, da Sagen eller det virkelige Forhold dog har været kjendt i flere Menneskealdre, ikke blot af de 2-3000 russiske Fiskere, som aarlig fra Marts Maaned af ligge paa Fiske rundt omkring Laplands Kyster, men ogsaa af de ikke faatallige norske Fiskere, som nu aarlig søge did fra norsk Finmarken og i de sidste Aar endog have begyndt at nedsætte sig der som Kolonister mod at tage russisk Borgerskab. I den senere Tid have flere russiske Videnskabsmænd ogsaa bereist hine nordlige Trakter, og i sine Skrifter hegge heller ikke disse Skjul paa de sande Forhold. Blandt de nyeste forfattere siger saaledes Siderof (38): "Vi have hundreaarige historiske Fakta og mange statistiske Opgaver, som klart bevise, at ogsaa vore nordlige Kysttrakter indeholde Vilkaar for den samme rige Industrivirksomhed, hvorved Kysttrakter i Almindelighed udmærke sig, hvorfor enhver Stump af denne Kyststrækning er af overordentlig Værdi." - "Vor Ishavskyst har en langt større Udstrækning end den norske, den ligger sydligere end denne; ved dens Strande findes Masser af Skov, og paa samme findes Skibsankerpladse, saa fortrinlige og vel bskyttede mod alle Vinde, at de maa ansees for de ypperligste paa Jorden." Saaledes fryser f. Ex. Kolafjorden", siger Dolinski (39), "kun til 30 Verst udover fra Byen Kola og er alene tilfrossen i Januar og Februar; undertiden fryser den aldeles ikke til. Jekaterinhavnen, 40 Verst fra Kola, fryser aldrig til. Denne Havn er en af de ypperligste, næst maaske Peisenfjord (og Pasvig, som nu tilhører Norge)." Paa samme Maade udtale flere russiske Forfattere sig, ikke blot om isfri Havne paa Laplands Kyster og Mulighed af Skibsfart hele Aaret igjennem (40), men paastaa endog, at "Rusland i det Hele taget eier ikke blot den største, men ogsaa den bedste Del af Ishavet." (41)

Det vilde ogsaa være. et høist mærkværdigt geografisk Særsyn, om de klimatiske Forhold nogetsteds paa hine Kyster pludselig skulde forandres saaledes, at Fjordene paa russisk Side af Grænsen altid belagdes med Is, medens dette derimod aldrig var Tilfældet, strax man passerede Jakobselven og kom ind paa norsk Omraade, eller, med andre Ord, at Golfstrømmen, som man antager, at Finmarken ligetil Sydvarangers Grænse har at takke for sit forholdsvis milde Klima, pludselig skulde vende tværtom fra Jakobselven af, eller tage Retningen bent ud til Havs, eller pludselig afkjøles ved at komme over paa russisk Omraade. Ved Observationer den 24-26 Juni 1867 viste det sig, at Søen udenfor Pasvig, paa norsk Side, og 1 Mil derfra, udenfor Jakobselven, paa russisk Side, havde næsten aldeles samme Varmegrad, nemlig +8°C. De klimatiske Forhold langs hine Kyster kunne naturligvis hverken paa Land eller Hav pludselig med en Gang forandres. Den nærmeste russiske Kyst er derfor ikke blot i alle vigtige Henseender aldeles lig den norske, men, da den ligger sydligere, i enkelte Henseender endog begunstiget fremfor denne (42). I Sapiski dljä Stenia, 1867, siger Tschubinski, "at Vinteren paa den murmanske Kyst ikke er saa stræng som i det Indre af det archangelske Guvernement. Kulden stiger sjelden til 20°R., som oftest ikke mere end til 10-15°" (43). Sandheden med Hensyn til de klimatiske Forhold er, at de norske Fjorde i Sydvaranger tilfryse fra Bunden af et længere eller kortere Stykke udover, fra ½-1 Mil. I 1867 var det endog Tilfældet, at den for sin Isfrihed ofte priste Bøgfjord, (Kloster- eller Klisterfjord, af Russerne kaldet Pasvigfjord), frøs til næsten 2 Mil ud fra Bunden eller lige til Kjelmesøen, som ligger i Fjordens Munding, og endnu den 25 Juni laa Isen c. ½ Mil udover fra Fjordbunden. Forholdet kan naturligvis være noget forskjelligt i de forskjellige Aar. Det beror dels paa Vinterens Strænghed, dels paa den større eller mindre Masse Ferskvand, som kommer ned fra de ulige store Floder. Det Samme er Tilfældet paa den tilgrænsende russiske Kyst. De dybere Fjorde tilfryse ogsaa her fra Bunden af og udover, et længere eller kortere Stykke; men den ydre, dybeste og største Del af disse, ligesom af de norske, er isfri hele Aaret igjennem. Saaledes er Forholdet ikke blot i de nærmeste, men ogsaa i samtlige russiske Fjorde langs den murmanske Kyst, f. Ex. Peisenfjord, Østre og Vestre Bumandsfjord, store Mutkafjord, Litza-, Ara-, Ora-, Kolafjord og fl. I Orafjord fryser Isen aldrig saa langt ud som til Jeretikhavnen og i Kolafjorden aldrig længer end til Zredni Zaliv, uagtet Fjorden baade er lang og smal samt optager to af Laplands største Floder.

Det er fremdeles en Kjendsgjerning, som man hidtil, paa Grund af Ubekjendtskab til Forholdene, ikke har kunnet lægge tilbørlig Vægt paa, nemlig at flere af disse isfri Fjorde paa nærmeste russiske Omraade have ypperlige Havne, større og mindre, tjenlige til Baad- og Skibshavne eller til Orlogshavne, om man dertil vil benytte dem. Foruden Stolbova, Vaiddeguba, Karabella, Indre Mutka og flere østenfor Kola, f. Ex,. Tiriberka, Gavrilov og Semiostrof, maa især nævnes som de fortrinligste: Peisenfjord-, Jekaterin- og Jeretik-Havnen. Russiske Forfattere omtale særligt de to første, men mærkeligst af disse 3 er dog maaske Jeretik-Havnen, i Mundingen af Orafjorden. Den kan deles i den store og lille, eller indre og ydre. Ved Øen Salimozero, lap. Hærgadak suolo, (Renskind-Ø), deles Orafjordens Munding i to Arme. Den yderste Del af den østligste af disse Arme afstænges igjen ved Øen Jeretik og 5 mindre Øer til en umaadelig stor Havn eller ­ rettere - et uhyre Bassin, som kan kaldes den ydre Havn eller Storhavnen. Det almindeligste og sikreste Indløb til denne ligger mellem Jeretik-Øen og de 5 østenfor samme liggende Smaaøer, men det gaar ogsaa an at seile ind mellem disse og Fastlandet østenfor. Indløbet er maaske under kontrær Vind noget smalt for Seilskibe, men dybt nok for de største Koffardi- og Krigsskibe. Strax man har passeret Jeretikøens østlige Pynt, aabner den store Havn sig, og man ser strax, at denne ligger vel beskyttet mod alle Vinde, dels ved Hærgadak, dels ved Jeretik og dels ved de 5 Smaaøer, der spærre Indløbet og bryde Ishavets Bølger. Baade de to store Øer og selve Fastlandet rage høit op og beskytte Havnen eller denne Del af den østre Fjordarm saa vel, at der inde paa Havnen kan være Vindstille, om end Stormen raser nok saa meget udenfor, fra Øst eller Vest, Nord eller Syd. Storhavnen er c. ⅓ Mil lang og 1/5 Mil bred. Fra denne løber man ind i den indre Havn, der bestaar af et endnu mere som en Dam indelukket Bassin mellem Jeretik- og Hærgadak-Øerne. Ved et ganske smalt Sund mellem begge disse Øer staar den indre Havn igjen i Nordvest i Forbindelse med Havet. Sundet er saa grundt, at det kun ved Høivande kan passeres med Baade, men kunde med Lethed gjøres dybere, da Bunden bestaar af Sand og Ler. Den indre Havn er rummelig nok for et større Antal Skibe og endnu bedre beskyttet mod Storm, saaledes at det største Skib her kan, som Fiskerne dersteds udtrykte sig, "ligge til Ankers for en Seilgarnstraad." Ankergrunden i begge Havne skal være god. Omkring den indre Havn er for Tiden kun opbygget nogle faa Fiskerhytter, men der er Plads nok til Bebyggelse i en langt videre Udstrækning. Disse Hytter beboes om Vaaren og Sommeren af fiskende Russer, Kareler og Lapper. Dette mærkelige Sted er nemlig ikke blot vel kjendt af alle Fiskere som en udmærket Havn, men det har ogsaa den Fordel, at det er en af Russekystens bedste Fiskepladse.

Sammenligner man Lokaliteterne ved Jeretik f. Ex. med Brashavn eller den Havn i Kjøfjorden, som man har paastaaet, at Rusland gjerne skulde ønske at blive Eier af, saa vil man vistnok finde, at baade Jeretik-, Peisen- og Jekaterinhavnen i flere Henseender ere langt gunstigere udrustede end denne for Anlæg af en Orlogshavn, en By, eller - om ikke Andet - et storartet Fiskeetablissement, hvorom der i den senere Tid er Tale, som et Slags Mønsterbrug til Belærelse for den fiskende russiske Almue.

Naar det saaledes her er godtgjort, samt paavist, som erkjendt af russiske Forfattere, der have bereist hine Trakter, at i Virkeligheden Rusland selv - inden sine egne Landemærker - har et tilstrækkeligt Antal "Skibsankerpladse, aabne for Skibsfarten hele Aaret igjennem og saa vel [beskyttede] mod alle Vinde, at de maa ansees for de ypperligste paa Jorden", at det har "Overflod af de bekvemmeste Havne for Skibsværft og Skibsdokker" (44), at det eier "den største og bedste Del af Ishavet", saa er dog ingenlunde Meningen hermed at bringe Nogen til at slaa sig til Ro med den Tanke, at der følgelig for norsk Finmarkens Vedkommende ingen Fare er at befrygte fra Ruslands Side. Fare er der rimeligvis fremdeles, men hvad man hidtil formodede at være Hovedgrunden til Ruslands Begjærlighed efter hin Landsdel, existerer ialfald ikke; og i Tilfælde af, at denne Stormagt fremdeles gjør Forsøg paa at faa Fodfæste inden vore Enemærker, ville disse Bestræbelser for Fremtiden end mere end før bære Præget af at være et Værk af Overmagtens umættelige Rovbegjærlighed!

37) Jeg har først omtalt samme i Morgenbladet for 1868.

38) Ruski Westnik. 1866. P. 88 og Besedi o severe Rossii. 1867. P. 193.

39) Besed. o. sev. R. Pag. 225.

40) Morskoi Svornik. Nov. Tom. XCIII. 1867. St. Petbrg. Sebeck.

41) Besed. o. s. R. P. 243. 1867.

42) Siderof B. o. s. R. P. 193.

43) Danilevski i Isled. o sost. Rub. v. R. siger derimod, "at Temperaturen i Finmarken er langt moderatere end i Trondhjem og Kristiania, ja, man kan gjerne sige, end i hele det øvrige Norge (!!) Sjelden, stiger Kulden her til 8°, medens den i vort Lapland stiger til 30°."

44) Dolinski i Besed. o sev. Rossii. P. 244.)