En sommer i Finmarken, Russisk Lapland og Nordkarelen : skildringer af Land og Folk / af J.A. Friis. - Christiania : Cammermeyer, 1871

Beskaffenhed. Skov. Floder. Indsøer. Fjelde. Myr.

Forholdet mellem det skovbevoxede, skovløse samt Indsø- og Myrterrænet i 2det kemske Forstdistrikt, der omfatter hele russisk Lapland, er efter Opgave af Distriktets Forstmester, Hr. Trofimenko i Kovda, hvis velvillige Meddelelser jeg ikke blot skylder disse Oplysninger om Skovforholdene og deres Angivelse paa Kartet, men ogsaa flere vigtige Rettelser med Hensyn til Floder og Indsøer, følgende:

Heri er dog ikke iberegnet Øerne i Hvidehavet og Kandalaksbugten. Efter denne Opgave skulde altsaa Tundra-Terrænet eller det skovløse Terræn være det ubetinget overveiende, og Benævnelsen "Tundraernes Land" skulde altsaa være det Navn, hvormed man mest træffende skulde kunne karakterisere hin Landsdel.

Drager man en Linie fra Byen Kola i sydostlig Retning, saaledes at den overskjærer Lovozero og atter støder til Havet ved Sosnovets, saa deler man ikke blot Kola-Halvøen i omtrent 2 lige store Dele, men man optrækker dermed ogsaa Grænsen mellem det skovløse og skovbevoxede Ternæn. Alt Landet nordost for denne Linie bestaar af skovløst Tundraterræn. Sydost for samme begynder først en Stribe Birkeskov og derpaa en Blanding af Gran- og Furuskov. Med den her og paa Kartet angivne Grænse menes naturligvis Grænsen for sammenhængende Skov. Enkelte sporadisk forekommende Exemplarer af Løv- og Naaleskov kunne derimod nok findes nord for samme. "I russisk Lapland, ligesom i det Hele taget i det nordostlige Europa, synes Granen at gaa længer frem mod Ishavet end Furuen, medens det Modsatte er Tilfældet i Skandinavien" (29). Saaledes findes der nogle forkrøblede Grantræer paa Høiderne omkring Bunden af Kolafjorden, og paa den anden Side findes igjen - efter Schrenck ­ det første Grantræ, et Par Fod høit, strax søndenfor Ponoi. Det Skovløse Terræn gaar, som man vil se af Kartet, dybere og dybere nedover eller mod Syd, alt eftersom man kommer østover. Medens sammenhængende Birkeskov ophører ved Sosnovets og altsaa ikke naar Polarcirkelen, finder man derimod ikke blot Birken, men ogsaa enkeltvis Granen, i Trakten af Kola, at strække sig op imod 69°. Ved Grænseelven Pasvig gaar Furuen, men ikke Granen, op over 69½°. Endnu vestligere, i norsk Finmarken, f. Ex. ved Tanaelven, Porsanger og Alten, gaar Furuen endog til 70°, medens Birken her overskrider denne Grænse. Østenfor Kolafjorden synker Skovgrænsen med engang pludselig brat sydover paa Grund af, at det lavlændte Kystterræn, som her uforandret strækker sig meget dybt ind i Landet, ligger aldeles aabent for de nordostlige Ishavsstormes hærjende Indflydelse. Paa Vestsiden af Kolafjorden er Terrænet derimod ikke blot gjennemskaaret af dybe Fjorde, men ogsaa langt mere kuperet eller bestaar, som i norsk Finmarken, afvexlende af Dale og Høider, mellem hvilke ialfald Birkeskoven finder Ly. Denne forekommer derfor Flekvis ret frodig lige ved Bunden af vestre Bumandsfjord paa Fiskerøen, "og paa den lave Landtunge, som forbinder Fiskerøen med Fastlandet, findes, især paa den sydlige Skraaning, en for hine Egne overraskende Vegetation. En 20-25 Fod høi Birkeskov, findes nemlig her udbredt over et godt Stykke af Skraaningen. Enkelte Birkestammer have en Tykkelse af 7-14 Tommer og voxe aldeles lige og rank op til en Høide af 12 Fod, inden de udbrede sig i en buskig, noget forkrøblet Krone, lig den, som Frugttræer have" (30). Fra Kandalaks af og østover til Varsuga gaar Gran- og Furuskoven lige ned til Havbredden, men længer østover forekommer Naaleskoven først i en Afstand af ½-1 Mil fjernt fra Havkysten (31).

Sammenhængende, uhyre vidtstrakte, skjønt ingenlunde tætvoxne Skove, bestaaende af en temmelig jævn Blanding af Gran og Furu, findes i den sydvestlige Del af russisk Lapland, især paa Imandrasøens Vestside eller mellem denne Indsø og Nuotjavre, samt omkring begge disse Indsøer. Disse Polarskove maa man dog aldeles ikke forestille sig som ugjennemtrængelige Urskove. Enhver ved, at, haar man kommer saa høit tilfjelds, at Naaleskoven er nær ved at ophøre, saa staar den aldrig rigtig tæt. Det Samme er Tilfældet, naar man nærmer sig dens yderste Grænse imod Nord. Ugjennemtrængelige Polarskove er en Modsigelse. Netop den Omstændighed, at der findes Skov i hine nordlige Trakter gjør det muligt for Mennesker at komme frem over Indsøer, Elve og Myr, samt at kunne leve der ved at holde Fæ, som naturligvis finde langt mere baade Ly og Føde i Skoven end paa Tundraens nøgne Vidder. Saavel i russisk Lapland som i Nordkarelen, men især maaske langs Imandrasøens Bredder, udmærker Granen sig ved sin eiendommelige, slanke Væxt. Dens Grene voxe nemlig her nedentil ikke synderligt længer ud fra Stammen end høiere oppe eller saagodt som lige ved Toppen. Følgen heraf er, at den faar en besynderlig Lighed med et Lys og derved allerede, paa lang Afstand synligt adskiller sig fra den almindelige Gran, der længer sydpaa i Karelen og i Finland atter fremtræder i sin sædvanlige Pyramide- eller Sukkertopfonn. Saavel Granen som Furuen opnaar helt nordpaa, ved Tulom- og Kola-Elvens Bredder, en Størrelse, som gjør den brugbar baade til Hus- og Fartøi-Bygning.

Hyppigt ser man inde i Naaleskovene i Lapmarken større eller mindre Strækninger af Løvskov, især Birk, men tildels ogsaa Asp, Hæg og Rogn. Store Skovbrande har tydeligt nok til sine Tider hærjet større eller mindre Strækninger af Naaleskoven og derved givet Plads og Luft for Opvæxt af Løvskov. Skjønt Skoven i russisk Lapmarken og det nordlige Karelen er ilde medfaren, dels ved Skovbrand, der især tidligere var hyppig, førend et ordnet Forstvæsen traadte i Kraft, dels ved Svedjebrænden, Tjærebrænden og Barkflækking til Barkebrød, findes der dog endnu store Strækninger bevoxede med stor og god Furu- og Granskov. Den Smule som den faatallige Befolkning behøver til eget Forbrug, kan derfor ikke blot uden Skade hugges, men paa flere Steder, hvor Skoven hidtil har staaet og raadnet bort til ingen Nytte, vilde ganske vist kunne foregaa en ikke ubetydelig Hugst og Udførsel af Tømmer. Idetmindste vilde det skovfattige norske Fininarken for en Del kunne forsynes med det nødvendige Trævirke, Bygningstømmer og Brændsel fra Kola, naar driftige Kolonister nedsatte sig paa de bekvemmeste Steder, og en planmæssig Skovdrift blev sat i Gang. To af Laplands største Floder gjennemløbe ikke blot de skovrigeste Strækninger, men udmunde begge ved Byen Kola, saaledes at man med stor Lethed did kan fløde Tømmer fra fjerne Trakter medens der ved Kola-Elvens Munding tillige er fortrinlig Anledning til Anlæg af Sagbrug. Men ogsaa meget nærmere, nemlig fra Ora-, Peisen- og Pasvig-Elven, paa hvis russiske Side der findes bedre Skov end paa den norske, vilde, Udførsel af Tømmer kunne foregaa til Finmarken. Imidlertid udføres intet Skovmateriale fra nogen af de nordover til Ishavet løbende Floder. Den Udførsel af Trævirke, som finder Sted, foregaar fra Hvidehavet, over Archangel. Grunden hertil ligger rimeligvis i forskjellige urimelige Bestemmelser om Afgift til Staten for Hugst af Tømmer. Saaledes maa f. Ex. den fattige Befolkning j Karelen "betale Afgift til Staten endogsaa af Tørskovog Drivved, som bruges til Husbygning og Brændsel". Det har derfor hidtil ikke kunnet lønne sig for Kola-Kjøbmændene at spekulere i Skovudførsel til Norge.

Med Hensyn til Angivelse af Floder og Indsøer i det Indre af russisk Lapmarken og [Karelen] ere de hidtil udkomne Karter baade ufuldstændige og høist feilagtige. Paa det her medfølgende Kart ere flere Rettelser optagne, dels efter egne iagttagelser, dels efter Karter af Distriktets Forstmester, dels efter Oplysninger af de mest kyndige Indfødte. Russisk Laplands Flodsystem kan deles i 2 Afdelinger: Ishavsfloder og Hvidehavsfloder. De første løbe i nordlig, de sidste i sydlig Retning, og midt imellem begge løber Ponoi-Elven fra Vest mod øst. De vigtigste Ishavsfloder mellem den norske Grænse og Kolafjorden ere, foruden Grænseelven Pasvig, følgende: Bætsamjok, Bomenijok, Latschajok, (russ. Kitzareka, Ræve-elv), Orajok, Tschadnajok, Tulomjok og Guollejok. Det skovløse Tundraterræn mellem Kolafjorden og Ponoi gjennemskjæres af flere Elve, af hvilke de største ere: Tiriberka, Vuronje, (lap. Kardok eller Kardejok, (Gjærde-Elv), og Jokonga, (lap. Jokkojok). Fra Nord mod Syd løber Tschjavanga, Varsuga og Umba samt Niva (32), hvorigjennem Imandra har Afløb til Kandalaksbugten. Den største Flod i Nordkarelen er Kovda. Den falder ved Byen Kovda i Havet og er der 630 Fod bred. Den er større end Tulom og har en Vandmasse som Glommen. Den kommer nemlig fra den store, 9 Mile lange, Tuoppajärvi, løber gjennem Pääjärvi, derpaa gjennem 5 mindre Indsøer og endelig gjennem Koutojärvi, af hvilke den har sit. Navn "Bredfloden", (lap. govda, bred), ud i Kandalaksbugten. Ingen af russisk Laplands større Elve har høie Fossefald. Det bedste Bevis herpaa er, at Laxen ikke blot gaar op igjennem Tulom til Nuotjavre, men ogsaa videre, igjennem Nuot- og Lutelven, saalangt, at den kommer indenfor Finlands Grænse. Gjennem Kolaelven gaar den op til Guollejavre. Heller ikke hindres den fra at gaa til Imandra gjennem Niva paa Grund af Fosse, skjønt det er en Sjeldenhed, at den kommer derop. Gjennem Kovdadaelven gaar den helt op til Pääjärvi.

Hele russisk Lapland er opfyldt af Indsøer, Kjærn og Sumpe. Landet er endnu saa vandsygt, at man skulde tro, at denne Afskraaning af den skandinaviske Høideryg senere havde hævet sig op over Havets Overflade end den høiere liggende norske Finmarkskyst. De vigtigste af Laplands Indsøer ere: Imandra, Nuotjavre, Guollejavre, Umbozero, samt - i Nordkarelen - Koutojärvi og Pääjärvi. Størst af disse er Imandra, hvorom mere senere. Den benævnes ogsaa Inandra (33) eller Nedre-Imandra, i Modsætning til Enare, der tidligere ogsaa benævnedes Øvre-Imandra. Lapperne derimod benævne Indsøen Aver (34). Laplands Indsøer belægges i Almindelighed med Is i Slutningen af Oktober, eller senest 7 Uger før Jul, og ere i Regelen igjen isfri i første Halvdel af Mai, ved Jogors Dags tider (5te Mai n. Stil.). Paa samme Tid tilfryser ogsaa Hvidehavet, i mere end Halvparten af sin Bredde, og bliver igjen isfrit i Midten af Mai. Enkelte Aar kan Isløsningen dog indtræffe betydeligt senere; saaledes gik de store Indsøer i Karelen i 1867 ikke op førend i Slutningen af Juni, (Tuoppajärvi den 29de Juni). I Regelen kommer der i Lapmarken Snefald, strax efter at Kulden er indtraadt. Den gavnlige Følge heraf er, at Isen paa Laplands Indsøer ikke fryser meget tykk. Skulde derimod langvarig Barfrost indtræffe, vilde rimeligvis mange af Laplands grunde Indsøer bundfryse, og Fisken derved ødelægges. Denne Velgjerning af Forsynet, at udbrede allerede tidlig paa Høsten et tykt Snedække over Nordens Indsøer, gjør det muligt, at den ikke synderligt tykke Is atter kan forsvinde i Mai, og Elve og Indsøer saaledes ikke blot aabne sig for Kommunikation, men ogsaa ved sin Fiskerigdom være til Nytte for Mennesker og Dyr i omtrent 5 Maaneder af Aaret. Den største Indsø næst efter Imandra er Nuotjavre. Den skal være 6 Mil lang og l Mil bred. Ligesom Imandra er ogsaa den opfyldt af Øer, samt har lave og skovrige Strænder. De karelske Indsøer ere langt dybere end de, der findes paa den laplandske Halvø. Rimeligvis ere de ogsaa fiskerigere. Ialfald er Koutojärvi bekjendt for sin store Fiskerigdom.

Den skandinaviske Fjeldryg fortsætter fra Anarelvens Kilder eller Boldovuome-duodar, (lap. bældo, Ager; vuobme, Skov), sit Løb ret i øst, under Navn af Maan selkä (Lands­Ryg) til Kemi- og Nuorti-Elvens Kilder. Her bøier den af næsteri ret i Syd, og gaar, mellem Kuola-Elvens Kilder i Vest og Juni-Elvens i øst, ned imod de store, finlandske Indsøer Kitka- og Kuusamojärvi, hvor den efterhaanden taber sig i lave, spredte Aase. Dog danner den indenfor Finlands Grænser endnu et temmeligt kuperet Terræn, medens derimod i Landet østenfor; i russisk Karelen, alt eftersom man kommer søndenfor Koutojärvi, mer og mer gaar over til fuldstændigt Sletteland. Den skandinaviske Fjeldryg udskyder ingen Arm nordost mod Fiskerøen, saaledes som enkelte Karter angive, endnu mindre østover, ind paa Kolahalvøen; thi ved Kola- og Imandra­Vasdragene er denne afskaaren næsten til en Ø, idet en - kun l Verst bred og ganske lav Landryg mellem Guollejavre og Pieresjavre forbinder den med Fastlandet vestenfor. Uden at staa i nogen Forbindelse med Kjølens Fortsættelse findes dog indenfor russ. Lapland flere, dels skovløse Høider, dels nøgne Høifjelde af mindre Udstrækning. Saaledes findes mellem Pasvig- og Lutelven 3 skovløse Høider, og mellem Nuotjavre, Kolaelven, Imandra og Junielven findes 4 Fjeldrygge, nemlig Poats-oaivve (lap. Ren-Hoved, russisk Olenja gora) strax vestenfor Kolaelven. Volshje-, Monshje­ og Tschyne-dunder vestenfor Imandra. Høiest og længst af disse er Tschyne-dunder, som fra Jokostrof af strækker sig i nord-nordvestlig Retning op imod Nuotjavre. Det høieste og mest vidtstrakte Høifjeld inden russ. Lapmarken findes strax østenfor Imandra og hedder Umbdek­dunder. Høifjeldet, der af Middendorf anslaaes til c. 2500 Fod (35) høit, begynder ved Einemanne-vuon, og løber i nordøstlig Retning mod Lovozero, men udbreder sig ogsaa sydover, mellem Oktakanda og Kolvitsozero, indtil det i 4 Knuder, Savoaivantschj, Ruvddunder (Jernfjeld), Gask-dunder (Mellemfjeld) og Yalaste dunder (Nedre-Fjeld), ender ved Kandalaks. Endnu findes en skovløs Høide mellem Umba og Varsuga. Ligesaa flere mindre i det nordlige skovløse Terræn, hvilket dog i det Hele taget er fladere end det skovbevoxede - og forøvrigt ogsaa i andre Henseender har stor Lighed med sibirisk Tundra-Land.

I russ. Lapland findes flere store Myrstrækninger. Disse ere dels aldeles golde eller kun bedækkede af Mos og Lyng, dels bevoxede med et staragtigt Græs (carex), der af den fastboende Befolkning for en Del benyttes til Kreaturfoder. Den vigtigste af disse store Myrstrækninger findes (36) mellem Tulom- og Kola-Elven. Ligesaa findes en mellem Ponoi-Elven og Varsuga, samt syd for Ponoi endnu en tredie, som strækker sig ned imod Babja. Ved anstillede Forsøg i August Maaned 1867 var det ikke muligt i en Dybde af flere Alen at finde isfrossen Bund i nogen Myr i Nærheden af Imandra. Forekomsten af Kilder eller "Opkommer", der ikke tilfryse om Vinteren, gjør det ogsaa usandsynligt, at der nogetsteds inden Skovterrænet i russisk Lapland skulde findes evig Is i en vis Dybde under Myrskorpen, hvilket derimod, som bekjendt, er Tilfældet paa de sibiriske Tundraer.

29) [Boehtlingk] i Bull. Scient. Torn. 7. Pag. 193. 1840.

30) Boehtlingk. Bull. Scient. Tom. 7. 1840.

31) Efter Oplysninger, meddelte af Distriktets Forstmester.

32) Finsk, niva, stridtløbende Elv.

33) Maaske af det finske ina, som betyder en liden Not, der i Torne-Dialekten hedde enar. Baade Inandra og Enare skulde altsaa paa Finsk betyde: Not-Søen.

34) Rimeligvis af finsk avara, aaben; altsaa Storsøen, eller maaske sammentrukket af oaivve-jaur: Hoved-Sø.

35) Beitrage zur Kenntnis. d. russ. Reiches. 11 B. 1848.

36) Efter Oplysninger, meddelte af Forstmester Trofimenko.