Om Finmarken / af Chr. A. Wulfsberg. - Christiania : Cappelen, 1867.

Tanadalen.

Det er ganske mærkelig nok, saameget mere, som det ikke er almindelig bekjendt, at Norges næststørste Flod findes heroppe i Finmarken. Dette er Tanaelven, der har en længde af omtrent 24 norske (altsaa 36 geografiske) Mile. Den danner for den største Del af sit Løb Grændsen imellem Finmarken og Rusland, først under Navnet Anarjok, men efterat have optaget de forenede Bifloder Jetsjok og Karasjok, under Navn af Tanaelv. Den gaar først i temmelig nordlig Retning, bøier derpaa ikke langt fra den finlandske Kirke Utsjok noget i Øst, til den naar den norske Lappeby Polmak, der ligger temmelig nøiagtig under den 70de Bredegrad. Fra dette Punkt gaar Elven ganske ind paa norsk Grund, strømmer næsten lige i nordlig Retning, og dens Bredder danne nu den egentlige Tanadal. Elven falder ud i Tanafjorden ved den lille Ø Guldholmen.

Hvad der især synes at skulle give Tanadalen Betydning er den Omstændighed, at den formentlig er den Del af Østfinmarken, som dels paa Grund af sin Beliggenhed, dels paa Grund af sine Terrainforholde tilbyder de største Chancer for engang at blive dyrket saaledes, at der med Fordel kan drives Kvægdrift i nogen større Udstrækning, end i de øvrige Partier af Østfinmarken. I denne Henseende maa der lægges megen Vægt paa, at "Tanens Distrikt i det Indre af Finmarken har særdeles betydelige Furuskove, der fra Karasjok som deres omtrentlige Midtpunkt forgrene sig langs de store Vasdrag Jetsjok, Karasjok og Anarjok" (12); thi det er ikke den nuværende Befolkning i Tanadalen, som kan antages at skulle bringe Fædriften op til nogen Høide, men vel kommende Generationer, og derfor har det saa overordentlig stor Betydning, at Skovforholdene i det Indre af Tanens Fodgeri ere saadanne, at de antagelig kunne give tilstrækkelig Forsyning af Trævirke til Bygningstømmer og Brændsel for den langt tættere befolkning, som Tanadalen udentvivl er modtagelig for, og som den sikkerlig i en Fremtid vil naa.

Forstmester Barth siger nemlig i det nys citerede Skrift angaaende Skovene i Tanens Fogderi, at "det hidtil stedfundne Forbrug af Træmaterialier endnu ikke paa langt nær stiger op til hvad Distriktets Skove (og det saavel af Furu- som Birkeskov) i og for sig godt kunne taale at afgive, naar man sammenholder deres Udstrækning og Beskaffenhed - vi tænke her igjen nærmest paa Furuskoven - med Tyndheden af Distriktets Befolkning, sikkert overstiger den nærværende Konsumtion med det flerdobbelte". Da nu disse for Distriktet saa værdifulde Skove, siden Hr. barth skrev sin Bog, er kommen under et ordnet og dygtigt Forstvæsens Behandling, bør man udentvivl være berettiget til at antage, at Skovmaterialerne ville strække til for en langt betydeligere Befolkning end den nuværende. Dette forøgede Indvaanerantal maa man vistnok nærmest tænke sig bosat i selve Tanens Præstegjeld, og her findes der for Tiden kun Birkeskov, som derhos skal være temmelig stærkt medtaget, men Flødning af Tømmer og Ved fra Karasjok og Omegn foregaar dog uden synderlig Vanskelighed ned igjennem Tanaelven. "ved Havkysten er Skoven forlængst aldeles udhugget, saa Almuen fra de Kanter maa kjøbe Brændfang inde i Tanen", heder det i sidste Femaarsberetning.

Terrainforholdene i Tanadalen have det tilfælles med Neidens Distrikt, at en mægtig Strøm i en fjern Fortid har hidbragt umaadelig Sandmasser, som danne steile Elvebredder, ofte under 45 Graders Vinkel og til en Høide af indtil 100 Fod. Indenfor eller om man vil ovenfor Bredderne er der store Sandmo, og disse indeholde vistnok ikke det frugtbareste Jordsmon, men det skal dog vær noget lerblandet og paastaaes at give godt og nærende Græs, naar man kommer det til Hjælp med nogenlunde rigelig Gjødsling. Jeg beklager meget, at jeg angaaende dette ikke kan tale ifølge personlig Undersøgelse, da uforudseede Hindringer afholdt mig fra at befare dette Strøg, hvilket laa i min Plan. Desto ivrigere har jeg derfor benyttet de Hjælpekilder, som have staaet til min Raadighed, og jeg har Grund til at antage, at de Data, hvorpaa jeg bygger min Dom om Tanadalen, ere paalidelige. Saaledes heder det i Bilagene til den sidste Femaarsberetning: "Fædriften udgjør den Del af Landbonæringen, der maa ansees for den naturligste og fordelagtigste. Distriktet har især inde i Landet de nødvendige Betingelser herfor; navnlig haves godt og kraftigt Græs samt gode Havnegange". Bestyrelsen for Finmarkens Landhusholdningsselskab lod i Aaret 1861 Agronom Lund reise om i forskjellige Distrikter i Finmarken, for at vække Sandsen for et bedre Stel med Jorden og Kreaturene. Han ytrer i sin Indberetning blandt Andet: "Jordbunden langs Tanaelven bestaar hovedsagelig af lerblandet Sand, og enkelte Steder et Stykke fra Elven kan den endog være ret god. - - I Lerpolden, en Fjord ved Tanaelvens Udløb, er Jordbunden ganske god, bestaaende af et Humuslag af forskjellig Tykkelse, hvilende paa Sand. Ved Bunden af denne Fjord er der en stor dyrkbar Strækning. I Maskjok og Bonakas med flere Steder, jeg var paa i Tanen, er Jordbunden, som ellers langs Tanaelven, meget sandholdig. Dette brede Dalføre har forøvrigt gode Græsgange og er i det Hele vel skikket for Fædrift".

Naar det ikkedestomindre hidtil har været yderst daarligt bevendt med Fædriften, er Grunden hertil ikke vanskelig at opdage. Tanens Præstegjeld har 1383 Indvaanere, som underholde mere end 1000 Stykker stort Kvæg. Dette er unegtelig et sjelden høit Forholdstal; men Tingen er den, at disse Tusinde Kjør sultefødes i den Grad, at det næsten overgaar al Beskrivelse. Saaledes formelder Agronom Lund: "I vestre Tanen stod Kreaturstellet paa det laveste Trin, jeg endnu har fundet det i Finmarken. Paa Forespørgsel hos en derboende Fin, om hvor meget Hø han havde for Vinteren til sine 3 Kjør, erholdt jeg det Svar, at 3 à 4 Voger pr. Ko var det meste. Ved Siden af dette ubetydelige Foderkvantum benyttes da alle saa at sige tænkelige Surrogater." Hvori disse Surrogater blandt andet bestaa, læser man kort i Forveien, idet Lund om Nabosognet ytrer: "Alle Slags Surrogater bruges under Vinteren til at holde Liv i de stakkels Dyr; thi at man om Vinteren skulde kunne faa Melk af Kjørene, ansees af Finnen som noget ganske umuligt og uhørt. Forraadnet Fiskeaffald, vrimlende af Mark og med den afskyeligste Lugt, anvendes hyppig so Foder til Kjørene." Dette Sidste bekræftes af Statsagronom Jensenius, som i sit Skrift: "Beretning om en Reise i Finmarkens Amt" (Christiania 1860) herom bemærker: " - - Denne raadne Fiskeslo spiller en vigtig Rolle i Kjørenes Vinterfodring og betragtes af Finnen som noget af den Lækreste, han har at byde sine Kjør. Man bruger at give Kjørene lidt af denne Blanding af raadden Fiskeslo og Mark paa Lyng, usselt Skogshø og deslige, for at faa dem til at spise dette bedre. Sandelig det er ikke at undres paa, at her aarlig dør mange Kreaturer, især under Opvæxten, og at man ved at aabne dem finder Tarmene fordærvede paa dem." Samme Forfatter (Jensenius) beretter paa et andet Sted i det nævnte Skrift: "Det blev sagt mig, at man paa mange Steder regner, at naar Foderet rækker til Kyndelsmisse (2den Februar), saa er det nok. Den øvrige Del af Vinteren maa Kreaturene bjerge sig med Fiskeaffald, Tarre, Tang, Moldfoder (Rødderne af en Art Bregner), Lyng, Beit (Birkeris?) og deslige." At der for nærværende Tid ikke staaer stort bedre til, end paa den Tid, da Lund og Jensenius bereiste Tanadalen, fremgaar af Bilagene til sidste Femaarsberetning, hvor det blandt Andet heder: "Det maa beklages, at nogen mærkelig Fremskridt med Hensyn til Fodring af Kreaturerne ikke er gjort, da Sultefodring er meget almindelig. Jeg tør med Sikkerhed sige, at Lapperne saavelsom de Norske til en Ko ikke gjennemsnitlig for hele Vinteren (7 à 8 Maaneder) bruge mere end omtrent 6 Voger (d. e. 2/3 Skippund) Hø." Og fra Nabosognet Næsseby heder det: "Af Kreaturer have vi desværre en stor Mængde! Jeg siger desværre, fordi denne Mængde bliver sultefødet. Enhver Husfader eier i Regelen det dobbelte Antal af hvad han kan føde. Følgen deraf er den, at de med sine mange Melkekjør dog maa kjøbe Smør, ja stundom ogsaa Melk. - - Jeg regner høit, dersom jeg regner 1 Kande (2 Potter) Melk daglig i Gjennemsnit af hver Ko."

Men fordi det endnu for Øieblikket staae saa slet til med Fædriften i Tanadalen, behøver dette ikke at blive Distriktets fremtidige Lod. Vi have seet, at Betingelserne for lønnende Fædrift ere forhaanden, idet Distriktet besidder, hvad Sydvaranger savner, nemlig gode Græsgange, og sandsynligvis har den Omstændighed, at Jordsmonnet over hele Dalen hviler paa et mægtigt Underlag af Sand, nogen Indflydelse paa Jordvarmen, og denne er af megen Betydning, hvor Sommeren er saa kort som i Østfinmarken. Det sandige Jordsmon tiltrænger vistnok at kommes til Undsætning med nogenlunde rigelig Gjødning, hvis man vil have gode Engmarker; men i denne Henseende har Jordbruget formentlig hidtil staaet paa et temmelig lavt Punkt, om det end ikke dermed har været fuldt saa ilde bevendt, som i det Indre af Varangerfjorden; thi Lund bemærker, hvor han taler om Tanadalen, at Befolkningen i den senere Tid har begyndt at anvende Gjødningen paa Engen, og anfører dette som et Bevis for, at man et traadt ind paa Forbedringens Vei. Kommer man senere saavidt, at man vil benytte den rigelige Mængde af Fiskeaffald, som man her ikke mindre end i hele det øvrige Finmarken har saa let for at forskaffe sig, til at forøge Gjødselmængden med, vil langt betydeligere Mængder af Hø kunne avles. Hvor langt fordelagtigere det vilde være at lade Fiskesloen, som man nu anvender til at ødelægge Kjørenes Tarmesystem, komme disse tilgode i Form af Græs, frembragt ved den Kompost, hvortil Sloen langt naturligere burde anvendes, indser sikkerlig ethvert tænkende Menneske.

Hvad det imidlertid skorter paa, for at Tanadalen skulde kunne idetmindste nærme sig sin Bestemmelse: engang at blive et Spisekammer, hvorfra ialfald en Del af det øvrige Østfinmarken kunde forsynes med Fedevarer, er fornøden Dygtighed og Driftighed hos Distriktets Indvaanere, hvorfor det udentvivl vilde være saare ønskeligt, om endel Nybyggere fra sydlige Trakter i Norge, med Sands og Lyst for rationel Kvægdrift, maatte føle sig kaldede til at slaa sig ned i disse Egne. Af de 1046 Indvaanere, som bo i Hovedsognet, ere de 717 Lapper, og det er den saa at sige enstemmige Dom over hele Finmarken, at Individerne af denne Nationalitet ialfald hidtil have lagt for Dagen en afgjort Utilbøielighed til at drive med Jordens Dyrkning, at lønnende Fædrift deraf kunde blive en Følge. Kvænerne skulle i dette Stykke staa langt over Lapperne, men af dem findes kun 91 i Tana Præstegjeld. Da nu ovenikjøbet de dersteds boende Norske (i Hovedsognet 283) med Hensyn til Sultefodringssystemet i Femaarsberetningen ikke gives bedre Skudmaal ens Lapperne, indsees det lettelig, hvilken Betydning det vilde have for dette Distriktets Fremtid, om nogle forstandige og driftige Jordbrugere flyttede ind, og saadant vilde ogsaa upaatvivleligt finde Sted, hvis offentligt Veiarbeide sattes i Gang, og man, som i det Foregaaende antydet, begyndte med det saa vigtige Stykke fra Seida til Nyborg.

Jeg nevnte i det Foregaaende Tanadalens Beliggenhed. Denne tilbyder unegtelig adskillige Betingelser for fremtidig tættere Befolkning. Den mægtige og fiskerige Tanaelv gjennemstrømmer Distriktet og er uagtet de mange Fossefald farbar for de letbyggede eiendommelige Elvebaade i en meget lang Strækning (13). Vistnok kræver det adskillig Kunst og Anstrængelse at stage sig op igjennem Elven mod Strømmen; men Beboerne have en saadan Færdighed deri, at de overvinde alle Vankeligheder og naa i disse tilsyneladende skrøbelige Farkoster lige op til Byen karasjok, uagtet Stigningen fra Seida og til den nevnte lille Lappeby udgjør henved 1200 Fod. Man færdes vistnok igjennem adskillige Stryk og Fosser, men egentlig farlig er Seiladser ikke, naar herfra undtages et Par af de betydeligste Fosser, hvilke derfor helst omgaaes, og Fosserne ere ikke betydeligere, end at Laxen overvinder dem alle, saaledes at der selv ved Karasjok drives ikke ubetydeligt Laxefiskeri.

Pastor Stockfleth beskriver en Elvefart fra Karasjok til Polmak, en Strækning af 18 Mile, som tilbagelægges paa 1½ Døgn, omtrent paa følgende Maade: Vi before adskillige Fossefald, dog ikke af de største; naar vi nærmede os de brusende og strømmende Fald, forstummede Finnernes livlige Samtale, og de vare nu idel Opmærksomhed. Styrmanden tilraabte da Rorskarlen "ro paa Livet løs!" og med spændt Opmærksomhed paa Styrmandens Øine og Hovedbevægelser roede denne af alle Livsens Kræfter. Den Hurtighed, med hvilken Baaden farer ned af Fossen, kan sammenlignes med Hurtigheden af en afskudt Pil. Ofte ser det ud, som den skummende Fos vil knuse Baaden og begrave den, der sidder i den; thi gjentagne Gange maa Baaden styres forbi store Stene i kun en Par Tommers Afstand; saa trangt og smalt er Løbet, der skal befares. Alt er saa nøie beregnet, at man, paa noget ubetydelig Vand nær, som kan strømme ind i Baaden, ikke har mindste Ulempe; thi støt og sikkert farer Baaden ud over Fossefaldet. Det er aldeles nødvendigt, at Baaden selv i den stærkeste Strøm maa, uafhængig af denne, beholde en selvstændig Fart, da den ellers ikke kan lystre Roret, og derfor maa der "roes paa Livet løst". Bølgerne i den skummende Fos styrte sig i alle Retninger og ere saameget farligere, som deres Fald og Løb ikke kunne beregnes. Ved Elvebredden er det ofte en Umulighed at fare formedelst de der beliggende Stene. Til rigtigen at styre Baaden udfordres en nøie Beregning af Baadens Fart eller Hurtighed, for ikke for tidlig eller for sent at dreie den forbi Stenerne. Det ser derfor ofte meget voveligt ud, naar Baaden styres lige paa Stenen, indtil man ved en næsten umærkelig Vending farer ganske tæt forbi den. Et mindre øvet Øie tror endnu at være langt fjernet fra Stenen, medens man saa at sige er lige over den. Foruden denne Færdighed udfordres en nøiagtig Lokalkundskab; thi man maa kjende enhver i Fossen værende Sten, som maa undviges og over hvilken Baaden kan glide. Som en Aal snor den lange, tynde og smale Elvebaad sig efter Styrmandens Villie igjennem Elvens brusende Bølger og imellem Elvens Stene. - Paa enkelte Steder, hvor Flodbredderne ikke ere saa steile, gaar Elven i Flomtiden over sine Bredder, og man leder den endog med Kunst ud over Engsletterne, for derved at gjødsle disse.

Laxefiskeriet i Tanaelven, der paastaaes at have været saa rigt og indbringende, maa udentvivl endnu ansees for en Velstandskilde for Distriktet, og vil formentlig i Fremtiden kunne bringes op til noget betydeligt. Professor Leem siger i sin "Beskrivelse over Finmarkens Lapper" (Kjøbenhavn 1767): "Den fornemste og mest bekjendte Laxeelv i Finmarken er Tanens Elv. Laxen, som fanges i samme, adskiller sig fra den, som saaes i de andre Elve, ved at være bred, kort og fed, og kjøbes derfor med desto større Begjærlighed af inden- og udenlandske Handelsmænd." Det synes imidlertid, som om Fiskemængden allerede da var begyndt at aftage, idet han bemærker, at da han sidste Gang var i Finmarken (1759), overgik Laxefiskeriet i Altens Elv betydelig det i Tanens Elv. Paa den Tid fik man i heldige Aar 200 Fade (Tønder) Lax i Alten Elv. I det foregaaende (17de) Aarhundrede vare baade Tanens og Alten Elv bortforpagtede for en Afgift, sædvanligst stor 200 Rigsdaler, Tienden uberegnet. Dette maa formentlig efter de Tiders Leilighed have været en betydelig Sum, naar man erindrer sig, at hele Finmarken i Aaret 1680 blev bortforpagtet for et lignende Beløb. I sin topografisk-statistiske Beskrivelse angiver Sorenskriver Kraft, at den hele Udførsel af Lax fra Tanaelven i Aarene 1765-1788 ikke udgjorde mere end henimod 12 Tønder aarligt i Gjennemsnit.

I den seneste Tid kommer vistnok høist ubetydeligt af Udbyttet i Handelen; men hvad der kommer Distriktets egne Indvaanere tilgode i deres Husholdninger, maa dog endnu ansees for temmelig betydeligt. I Femaarsberetningen for 1855 ansloges dette til noget over 3000 Bismerpund, og i Bilagene til seneste Femaarsberetning heder det, at Udbyttet for Polmaks Sogn alene kan anslaaes til 108 Tønder, der repræsenterer en Værdi af 1080 Spd (14), og naar man hører gjentagende Beskrivelser over, hvorledes Lapperne i Tanen hele Sommeren igjennem fraadse i Lax, kan man skjønne, at der endnu er meget tilbage af denne engang saa lovpriste Herlighed. Forøvrigt udtaler Amtmanden sig i den sidste Femaarsberetning om dette Laxefiskeri paa følgende Maade: "I Tanaelven, som, formedelst dens Mægtighed og betydelige Længde, hvori Laxen kan gaa opad den og dens Bifloder, har den største Mængde af Fisk, befinde Fiskeforholdene sig i en mislig Tilstand. Aarsagen hertil er hovedsagelig den, at denne Elv paa den største Strækning danner Grændsen mod russisk Finland, saa man ikke har fri Hænder til Anvendelse af norsk Lov paa den, men idelig maa tage Hensyn til Nabofolkene, hvortil kommer, at samtlige Fiskere, paa nogle ganske faa nær, ere Lapper, som har mindre let for at fatte og erkjende at der kan være Nytte i at lægge Baand paa sig i Efterstræbelsen af Fisken. Imidlertid er Fiskeriet forklaret ogsaa der i den allersidste Tid at have været noget bedre end de foregaaende Aar, i hvilke det, sammenlignet med gamle gyldne Tider, sagdes at gaa stadigt nedad." Det er derfor troligt, at ogsaa denne vigtige Næringskilde for Distriktet vilde flyde rigeligere, om Tanadalen gjennem indflytning fik Forstærkning af Beboerne, som besat Forstand nok til at indse, at Laxens Fredning i Gydetiden og kunstig Udklækning af Laxeyngel kunde gjøre dette Fiskeri fordelagtigere, end det nogensinde har været.

Endvidere frembyder Tanadalen ved sin Beliggenhed den Fordel, at dens Indvaanere i høiere Grad, end Beboerne af mange andre Egne af Finmarken, kunne forene Jordbruget med Havfiskeriet. Tvende for det vigtige Loddefiske meget betydningsfulde Fiskevær, Gamvik og Berlevaag, ere beliggende i selve Præstegjeldet, nemlig i Gamvigs Sogn, Annex til Tanen. Beboerne af Tanens Distrikt have derfor let for at erfare, naar Loddefisket, som i Regelen foregaar fra Midten af April til Midten af Mai, indtræder, og de kunne fuldstændigt deltage i samme og endda være tilbage i sit Hjem, forinden der bliver Spørgsmaal om at foretage noget ved Jordbruget. Vaaren indtræder nemlig ogsaa her temmelig silde; thi det hører ikke til Sjeldenheder, at man kjører Isen paa Tanaelven langt ude i Mai Maaned. Saaledes beretter Stockfleth, at han den 9de Mai 1841 kjørte Isen 3 Mile paa Elven, nemlig fra Fjelma til Seida, men at den dengang var skrøbelig, fordi Foraaret indtraadte usædvanlig tidligt dette Aar (15). Men indtræder Sommeren , som i Regelen, silde, og er den derhos kort, gjælder det at benytte den godt, og jeg skal derfor paa nærværende Sted anføre et Par Ord om, hvad de forøvrigt gjælder for hele Finmarken, hvis man vil have kraftigt og rigeligt Græs paa sine Engmarker. Næst en tilbørlig Afgrøftning at Jordsmonnet, for at faa Græsset til at spire tidligt, og rigelig Gjødsling, for at komme den svage Jordvarme og det fattige Jordsmon til Hjælp, er Undladelse af Vaarbeitning paa Engslaatterne endnu vigtigere heroppe, end i Norges sydligere Distrikter; thi Hovedbestræbelsen ved det hele Jordbrug heroppe maa være den at faa Engen saa tidlig moden, at Høbjergningen kan foregaa, medens Sommervarmen er i Veiret. Dette lægger jeg stor Vægt paa, fordi det er mig bekjendt, at der over hele Finmarken klages over de store Vanskeligheder, som ere forbundne med, at Høbjergningen ikke kan komme til at foregaa, forinden den fugtigere Aarstid indtræder, hvorved Jordbrugernes bedste Forhaabninger saa hyppig skuffes. At godt udbytte kan afvindes Engene i Finmarken, trods den 70de Bredegrad, naar man vil behandle dem med Omtanke og Flid, er ikke Tvivl underkastet; saaledes fortæller ogsaa den førnævnte Agronom Lund, at han hos Finnen Anders Pedersen i Polmak (Annex til Næsseby, men beliggende ved Tanaelven) fandt den bedste Eng, han havde seet i Østfinmarken, og Botanikeren N. Lund, som i Sommeren 1841 bereiste Finmarken, beretter, at han paa den østlige Side af Øen "Havø", der er beliggende temmelig nøiagtig under den 71de Bredegrad, fandt "meget frugtbare Bjerglier, hvor de almindelige Græsarter, Poa pratensis og alpina, Aira cæspitosa og flexuosa naaede mindst en Alens Høide."

Kan saaledes Tanadalen efter al Rimelighed i Fremtiden hæve sig til nogen Betydning formedelst sine gode Græsgange, sin laxerige Elv, den lette Adgang til at deltage i Loddefisket og dens antagelig tilstrækkelige Forsyning af Træfang fra Tanens indre Distrikt, er der endnu Noget ved Tanadalens Beliggenhed, som giver Formodning om eventuelt Opsving. Østfinmarkens Forbindelse med den øvrige Del af Landet er i Vintertiden temmelig ringe. Den indskrænker sig nemlig til en 14-daglig Postforbindelse ved Hjælp af Renskyds fra Alten over Polmak til Vardø. Naar Landets Telegrafnet engang bliver spændt ud ogsaa over disse Egne, vil vistnok den Afsondringstilstand, hvori man nu om Vinteren befinder sig, og som skal virke i høi Grad nedtrykkende paa Sindet, for en stor Del blive afhjulpet; men Tidens Fordringer gaa videre; man forlanger direkte Kommunikation for Varer og Persontransport ogsaa i Vintertiden: man vil have Dampskibsforbindelsen mellem Trondhjem og Hammerfest udvidet til Vadsø ogsaa for Vintermaanederne.

De voldsomme Vinterstorme lægge imidlertid store Vanskeligheder i veien for Farten rundt den aabne Havkyst i Maanederne November til Februar, For at hjælpe paa dette maa Hopseidet sent eller tidlig aabnes, den farefulde Seilads rundt Kinnarodden (Nordkyn) undgaaes, og Forbindelsen imellem Hammerfest og Tanen vil da være udførbar for den største Del af Vinteren, medens derimod Routen fra Tanen om Vardø til Vadsø stedse vil fremkalde store Vanskeligheder og Afbrydelser. Det er derfor høist sandsynligt, at man ikke blot vil, men endog maa blive staaende ved at udvide Dampskibslinien for de nævnte Vintermaaneder elene til Tanen. Herfra faas da Vare- og Persontransporten foregaa paa Tanaelvens Isbro til Seida og derfra paa den Landevei, som engang maa og vil blive anlagt, videre til Vadsø og Vardø. Men herved vil et eller andet Punkt ved Tanaelvens Udløb faa Betydning som Transit- eller Oplagssted for de gjennemgaaende Varer, og Distriktet kan paaregne en ret god Fortjeneste ved Varetransport. Det vil dog neppe derfor falde Nogen ind at foreslaa en Kjøbstad anlagt i Tanen, - thi dette maa udentvivl være en meget fjern Fremtid forbeholdt, - men for Distriktet vil alligevel denne høist naturlige og maaske eneste rimelige Vinter-Komunikation imellem Vest- og Østfinmarken blive en god Indtægtskilde. Renen er allerede forsvunden i Tana Præstegjelde: den her antydede Vare- og Persontransport vil gjøre et betydeligt Hestehold fordelagtigt. For Øieblikket tæller Præstegjeldet kun 9 Heste, medens en gjennemgribende Forbedring af Jordbruget kræver en betydelig Forøgelse, og kan der for denne paavises hensigtsmæssig Anvendelse ogsaa om Vinteren, bliver Hesteholdet langtfra nogen tærende Kraft paa Jordbruget. Foruden den her nævnte Anvendelse af Hestekraften, vil der ogsaa upaatvivlelig blive Sysselsættelse for en Del af samme ved Skovens Tilgodegjørelse i Tanens indre Distrikter, naar en forøget Befolkning gjør Krav paa et ulige større Forbrug af Træmaterialer, end det nuværende.

Med Hensyn til Gjennemskjæringen af Hopseidet, skal jeg her gjøre nogle for Læseren orienterende Bemærkninger. Ved at kaste et Blik paa Kartet vil man se, hvorledes Seilads i den farligste Vintertid kan foregaa med langt større Tryghed fra Hammerfest til Tanen, naar Hopseidet blev gjennemskaaret, end nu er Tilfældet. Efterat have passeret Havøsund gaar man igjennem Magerøsundet, styrer nordenom Sværholdklubben til Eidsfjorden, gaar derpaa gjennem den projekterede Kanal, kommer ud i Hopsfjorden og derfra til Bunden af Tanafjorden. Det farligste Punkt, man paa denne Passage faar at klare, bliver formentlig Sværholtodden (16), men man undgaaer ialfald at seile nordenom baade Nordkap og Nodkyn, og det har i Sandhed saameget at betyde, at man gjerne kan sige, at Gjennemskjæringen af Hopseidet er det eneste Betignelse for Muligheden af stadig og regelmæssig Vinterkommunikation imellem Vest- og Østfinmarken. Og hvad er der nu, som her handles om? Hopseidet udgjør kun en Strækning af 2000 Alen, og efter de Oplysninger, der forelagdes forrige Storthing, skulde en Udgravning af Eidet, saa fuldstændig, at et større Dampskib kunde passere Kanalen, kunne udføres for en Sum af 16 à 17000 Spd. Der anstilles forøvrigt for Tiden dybere gaaende Undersøgelser angaaende de lokale Forhold, og man vil deraf faa Anledning til at erfare, om denne ikke uvigtige Sag er blandt dem, som i den nærmeste Fremtid bør komme paa Dagsordenen. Paa nærværende Sted være det kun bemærket, at det i den norske Regjerings Indstilling af 16de September 1865 er anført, at Dampskibets Route ved at passere denne Kanal uden noget Tab for Distriktet kan forkortes saameget, at det derigjennem besvarede Kulkvantum vil andrage 200 Spd. for hver Sommers Farttid. Dette har vel just ikke meget at betyde, men fortjener dog altid at nævnes i Forbindelse med den Fordel, denne Indenskjærsfart vil forskaffe den Reisende, som foruden at vinde nogle Timer - i stormfuldt Veir maaske et Halvt eller helt Døgn - vil undgaa et til sine Tider meget veirhaardt Stykke af den lange Passage. Kommer i sin Tid farbar Landevei og dermed følgende Skydsbefordring istand fra Seida til Vadsø, vil den Reisende formentlig selv i Sommertiden foretrække Reisen gjennem Tanadalen istedetfor at seile Varangernæsset rundt. Baadfarten paa Tanaelven tilbyder i den smukkeste Sommertid langt behageligere Omgivelser end Varangernæssets golde Physiognomi, Søreisens Viderværdigheder i oprørt Hav undgaaes, og den Reisende kan være mere end et Døgn tidligere i Vadsø, hvis dette er Maalet for hans Reise. Har den Reisende ikke særegne Grunde, der for ham gjør det ønskeligt at lægge sin Vei om Vardø, taber han just ikke overordentlig meget ved Undladelsen af at besøge denne Europas nordligste Fæstning, som Læseren nærmere vil erfare i et senere Afsnit.

Der har været gjort den Indvending mod Gjennemskjæringen af Hopseidet af Nogle, som vistnok finde dette Foretagende at være af stor Betydning, men ikke ville indrømme det saamegen Vigtighed, at det kræver nogen snarlig Udførelse, at Dampskibsrouten ikke derved vilde blive hverken synderlig forkortet eller lettet, fordi Dampskibet paa sin ordinaire Fart østover, efterat være kommen ud af Hopsfjorden, alligevel maatte gjøre en tilbagegaaende Afstikker til det betydelige Fiskevær Gamvig. Idet jeg indrømmer Rigtigheden af, at saa kan blive Tilfældet i de Uger, som Loddefisket staar paa, gjælder Indvendingen ikke for de øvrige Maaneder af Aaret, og jeg skulde tro, at den overordentlige Betydning, som Eidets Gjennemskjæring vilde faa for en eventuel Vinterkommunikation imellem Vest- og Østfinmarken, har en saadan Vægt, at den opstillede Indvending ikke faar meget at betyde. Hertil kommer endvidere den vigtige Betragtning, at Hopseidets Gjennemskjæring vil være af overodentlig stor Betydning for de flere Tusinde Baade, som vestenfra søge Fiskeriet i Østfinmarken, men som nu ere udsatte for elle de Farer og Genvordigheder, som Seiladsen i det aabne Hav udenfor Nordkyn medfører.

Som ret interessant skal jeg her meddele, at man ganske nylig i nogle ældre Skrifter vil have fundet Stadfæstelse paa det Sagn, der gaar om, at Hopseidet for mange Hundrede Aar tilbage var et aabent Sund, hvorigjennem den almindelige Skibsfart foregik; men hvorvidt dette kan bringes til historisk Vished er formentlig tvivlsomt. Pastor Stockfleth anfører i son Dagbog om Hopseidet: "Dette Eide var i sin Tid beboet af mange Borgere og Bønder; her stod ligeledes en Kirke med tvende Taarne; til den forrige Velstand og Befolkning er der nu lige saa lidet Spor som til Kirken".

Et af de vigtigere Spørgsmaal, som vil fremstille sig i Anledning af Gjennemskjæringen af Hopseidet, er Vandstanden i de Fjorde, som ved Kanalen skulle fornes, idet man har næret Frygt for, at denne skulde være saa forskjellig, at der vilde blive for stærk Strømning i Kanalen. Dette vil da blive nærmere prøvet ved de for Tiden anstillede Undersøgelser, og det er sandsynligt, at Kanalen ialfald ved Høivande vil kunne passeres uden Vanskelighed.

De Fleste, som have færdets i Tanadalen, ere enige i at rose dens Skjønhed. Pastor Stockfleth skriver i sin Dagbog fra Juli 1825, da han første Gang reiste fra Seida til Guldholmen, herom saaledes: "En Halvmilsvei, før man kommer til til Tanaelven, begynder Birkeskoven. Skjønt ikke stor, pryder og opliver den dog; snart træde nu ogsaa Fjeldene paa den anden Side af Elven synligen frem; ogsaa disse ere beklædte med Birkeskove. Smukkere og smukkere bliver nu Udsigten, og dybt nede slynger den mægtige Elv sig, der har givet Sognet, gjennem hvilket den flyder, Navnet efter sig. Egnen omkring Seida med sine frodige, veldyrkede og indhegnede Engeslaatter ligner et meget stort Sæterbøle i Valders eller Hallingdal." Professor Keilhau, som et Par Aar sildigere ogsaa i Juli Maaned i en let Elvebaad reiste opad Tanaelven fra Guldholmen til Seida, fandt Egnen paa denne Strækning meget behagelig: "Birkesoven bedækker Fjeldene næsten til det Øverste, og gode Græspladse begrændse Elven", skriver han. Men i de 40 Aar, som ere forløbne siden Keilhau bereiste disse Egne, har udentvivl, efter hvad Forstmæster Barth derom ytrer, Birkeskoven lidt betydeligt ved uforsvarlig Hugst. Man har sagt mig, at enkelte større og fyldigere Træer, som voxe langs Elvebredderne, dog ere sparede af Frygt for Jordfald og Elvebakkens Udrasen, og disse, som lude ud over Elven og speile sig i Vandet, er det, som bidrager saameget til at hæve Dalførets Skjønhed. At Indvaanernes uforsvarlige Fremfærd imod Birkeskoven dog endnu ikke har formaaet at berøve Dalen dens Skjønhed, fremgaar af følgende Skildring af en Forfatter, som i 1866 foretog en Fart paa Tanaelven: "Hvo, som en vakker Sommerdag fra Seidahøiden har seet Tanaelvens Dalføre, vil visserlig med mig være enig i, at Stedet frembyder et romantisk Skue. Naar man ser den smukke fyldige Elv, som slynger sig i store Bugtninger igjennem Dalen, dens Bredder bevoxet med yppig Løvskov, ind imellem hvilken hist og her et smukt og veldyrket lille Bosted ligesom titter frem, eller fra hvis Skorsten Røgen stiger over Trætopperne, - og saa de smukke skovbevoxede Aaser paa Elvens Sider med de høie blaa Fjelde i Baggrunden, maa man i Sandhed glemme, at man befinder sig i Finmarken og tro sig henflyttet Hundreder af Mile søndefor."

12) Cfr. J.V. Barth, om Skovforholdene i Finmarken. Chr.a 1858, Pag. 116

13) Disse Elvebaade have en egen Dannelse; de ere 6 til 7 Alen lange, men kun omtrent 1½ Alen brede. Baaden, som er bygget af tynde Bord, snor og bøier sig lig en Slange eller Aal imellem Fossefaldenes Stene i Elven; imellem disse kunde ingen Søbaad komme frem. Elvebaaden kan kun roes af En, men udfordrer i Almindelighed tvende Mennesker, navnlig naar Fosser skulle befares. Rorskarlen sidder nede paa Bunden, støtter sig halv siddende paa Kanten af Bagstavnen og holder et ganske kort Styre eller Ror løst i Haanden, og hermed dirigerer han den hele Fart. Aarerne ere meget brede og korte, og der roes med korte, men hurtige Aaretag. Nede paa Bunden af Baaden, hvor denne er bredest, sidder den Reisende paa et Renskind og her anbringes ogsaa Reisegodset. Elvebaadene ere fladbundede og have ingen Kjøl, hvorfor man maa være meget omhyggelig for, at de ikke kantre. Naar man ror nedad en Elv, holder man sig gjerne midt ud paa, hvor Strømmen er stærkest, og hvor altsaa Roningen gaar hurtigst og lettest.

14) Den her angivne Værdi af 10 Spd. pr. Tønde er naturligvis den, som gjælder i Distriktet. I Christiania betales en Tønde saltet Lax med 18 Spd., i Hamburg med 20 Spd. Indholdet af en Tønde Lax udgjør i Almindelighed 20 Bismerpund.

15) I Aaret 1830 havde Stockfleth kjørt Isen paa Tanaelven lige til henimod Midten af Juni Maaned, og i den haarde Vinter 1866/67 laa den sikkerlig lige saa længe, da Finmarken ifølge de indløbne Efterretninger fra Finmarken intetsteds indtraadte før efter St. Hanstider.

16) Kommen ud i Hopsfjorden har man rigtignok endnu ved Indseilingen til Tana at passere det i Søen brat nedstyrtende Fjeld Digermulen, hvor der stundom er farlige Brændinger, men et sødygtigt Dampskib vil dog kunne klare dette Farvand paa samme Tid som Havtaage og Storm i dagevis kan hindre det fra at passere Nordkyn.