Om Finmarken / af Chr. A. Wulfsberg. - Christiania : Cappelen, 1867.

Alten.

Bredderne omkring Alten Fjord, som igjennem de tre mægtige Sunde, Stjernsund, Rognsund og Vargesund, trænger sig et Par Mile sydlig ind i Landet, danner det forrige Præstegjeld, Alten-Talvig, som nu er delt i tvende, nemlig Talvig og Alten Præstegjelde. Den saakaldte Altendal ligger imellem de tvende Fjordbunde, hvormed Altenfjord ender. Den inderste Del af denne spaltes nemlig ved det høie og isolerede Kongshavnfjeld i to Arme, af hvilke den ene under Navn af Rafsbotten løber østlig ind bag Altennæslandet og optager Altens Elv, den anden gaar i sydvestlig Retning til Bosekop og ender med Kaafjorden, hvor Altens Kobberværk er anlagt. Altendalen er et temmelig bredt, fra Finmarkens sædvanlige Natur væsentlig afvigende Dalføre, som strækker sig sydlig op i Landet og forgrener sig i flere mindre Dalstrøg, blandt hvilke Eibydalen i Vest og Tverelvdalen i Øst ere de betydeligste, og som indbyrdes adskilles ved lavere, tildels med Træer bevoxede Bjergrygge, hvoraf dog enkelte rage høiere i Veiret og ere blottede for Skov.

Ikke langt fra Bosekop ligger Altens nye og smukke Kirke, og tager man Veien herfra over til Elvestranden, overraskes man høilig ved de betydelige Sletter, som her udfolde sig for Øiet. Adskillige af disse ere allerede opdyrkede og bebyggede, medens andre ere bevoxede med Løv- og Naaleskov, og Provst Rode har fuldkommen Ret, naar han siger, at det Hele har Udseende af en Bygd i Landets sydligere Egne. Men var det saaledes, da Rode for en Menneskealder tilbage boede heroppe, er dette for Tiden i endnu høiere Grad Tilfældet; og i en kommende Fremtid kan det her blive saaledes, at det maa tildrage sig enhver Reisendes Beundring. Det er fornemmelig det gode Jordsmon, som her danner den store Kontrast med de øvrige Partier af Finmarken, og fremkalder en Vegetation, som lige under den 70de Bredegrad i høi Grad maa forbause. Vistnok staa der til sine Tider strygende Nordenvinde ind fra Altenfjord; men foruden at disse Polarvinde ere brudte ved Stjernøen og Seilandet, som udgjør Altenfjordens Former imod Ishavet, danne nogle Fjeldrygge og Forhøininger langs Altenfjordens Bund Ly for de yndige Partier, som ligge indenfor; thi man er berettiget til at kalde dem saaledes. Granen, som forsvinder ved Ranen i Helgeland, viser sig ikke, men Furuen har allerede her en anderledes rank og frodig Væxt, end ellers i Finmarken, og Birken, Aspen, Oren, Hæggen og Rognen naa en temmelig frodig Udvikling. Her findes gode naturlige Græsgange, og Engene opnaa, naar de behandles med Forstand, en sjelden Frodighed. Her kan dyrkes Byg, Havre, ja endog Sommerrug; men man har været klogere her, end mange andre Steder i Norge, hvor Kornet endog er mindre aarvist, end i Alten, idet man har indseet, - hvad man sent eller tidlig vil komme til at indse mangesteds i vore Fjelddistrikter søndenfjelds, - at det er ulige fordelagtige at lægge sig after en forbedret Kvægdrift og ikke drive synderligt paa Kornavlen, forinden Jordsmonnet igjennem rationel Kvægdrift er bleven bragt op i Kraft og tilstrækkelig kultiveret. Man har derfor i den seneste Tid begyndt at indskrænke Bygavlen, efterat denne Kornsort i samfulde 150 Aar har været dyrket heroppe og det ikke ganske uden Held. Naar Engene efter en passende Tids Forløb skulle opbrydes, tilsaar man dem med Havre, som høstes grøn til Kreaturføde, og det er i Sandhed en Fornøielse at se, hvor frodige disse Havreagre staa. En driftig Jordbruger, som i 1866 havde gjødslet en Havreager med dekomponeret Haakjærringsspæk, fik et mageløst Udbytte af Grønfoder. Ageren naaede en Høide af imellem 2 à 3 Alen; Planternes Blade, som havde en frodig mørkegrøn Farve, naaede en Brede af mere end en halv Tomme. [En] Udlænding, som havde seet denne Havreager, skulde faldet i Forbauselse derover.

Hvorfor man har forladt Bygavlen, er ikke saameget, fordi Bygget ikke er aarvist, som fordi Kornavl i det Hele for Tiden viser sig at være mindre lønnende. Rugmel kjøbes eller tiltuskes nemlig af Russerne for en ganske rimelig Pris - almindelig 6 à 7 Spd. pr. Skippund - men omendskjønt det hjemmeavlede Byg, naar dette er at faa kjøbt, undertiden betales med en meget høi Pris, paastaaes det alligevel ikke at svare Regning at dyrke det i det Store. Bygget bliver nemlig i de fleste Sommere kun lidet vægtigt, hvorhos det stedse er forbundet med meget Besvær at faa det tørret, og naar man saa tager Hensyn til Sommerens Korthed og Arbeidslønnens Kostbarhed, finder jeg det naturlig, at man paa det Standpunkt, Jordbruget for tiden befinder sig heroppe, mere og mere har forladt Bygavlen. En meget forstandig Jordbruger, Ole Olsen Jørrasholmen, en indvandret Østerdøl, som eiede en temmelig god Gaard oppe ved Eibyelvens Forening med Altenelv, sagde mig, at han indtil videre og for det første for 5 Aar havde ganske indstillet al sin Kornavlsdyrkning, fordi hans Agre vare i den Grad blevne opfyldte af Ugræs, at Kornavlen for ham aldeles ikke lønnede sig. Han havde nu alene Kvægavl og nogle faa Potetesagre. Ved Elvebakken drives dog fremdeles Bygavl, men dels er Jorden her som sandholdig temmelig varm og drivende, dels eier hver Mand kun en liden Agerflek, som dyrkes havemæssigt.

Under visse særegne Betingelser kan det maaske alligevel svare Regning at dyrke Byg, og dette vil formentlig i Fremtiden komme til at ske. I de mere begunstigede Somre lykkes det nemlig virkelig i Alten at faa et temmelig upaaklageligt Produkt, og saameget er vist, at man paa Londonnerudstillingen i 1862 faldt i Forbauselse over at se det Korn, som i Norge var voxet adskillige Grader nordenfor Polarcirkelen. Men Bygget, som voxer og modnes i Alten, besidder en eiendommelig Egenskab, som gjør det fortrinlig skikket til Sædekorn. Paa Grund af de lyse Sommernætter er Vegetationen, trods den ringe Sommervarme, dog saa stærk, at man som oftest kan indhøste Bygget 12 à 13 Uger efter den Dag, Sædekornet er lagt i Jorden. Denne hurtige Væxt- og Modningsproces meddeler Kornet den Eiendommelighed, at det, udsaaet i sydligere Egne, modnes omtrent 14 Dage før, end Byg, avlet paa disse Steder, ellers vilde modnes, og derfor er vellykket Byg fra Alten meget søgt som Sædebyg i Helgeland og andre Steder i det Nordenfjeldske, hvor man endnu med nogen Ræson driver Kornavl. Som Sædekorn vil rimeligvis derfor Byg, avlet i Alten, komme til at staa i saa høi Pris, at det vil svare Regning at dyrke det som Exportvare, medens man gjennem Handelen vil kunne forskaffe sig billigere Bygmel, end man selv kan producere dette for, isærdeleshed da man i Alten endnu savner gode Formalingsredskaber.

Potetesavlen er derimod efterhaanden tiltaget i Alten, og i nogenlunde heldige Aar faar man et ret antageligt Udbytte. Efter Opgaver, som indeholdes i de statistiske Tabeller, er Gjennemsnitsavlen ansat til 3,500 Tønder aarligt i Tiaaret 1856-1865. Gjennemsnitsavlen af Byg er for samme Tidsrum anslaaet til 864 Tønder og for Havre til 164 Tønder aarligt. Præstegjeldet havde ved sidste Folketælling omtrent 2,500 Indvaanere. I meget kolde og korte Sommere er man vistnok udsat for, at Potetesavlen saa godt som mislykkes; men den vil dog uden derfor ikke lettelig blive opgivet; thi gjennemsnitlig lønner Potetesavlen sig alligevel, fordi Potetes til enhver Tid staa i meget høi Pris i Finmarken, og bliver Jordbruget i Alten i en Fremtid drevet mere rationelt, med forbedrede Dyrkningsredskaber, større Indsigt og tilbørlig Kraft, vil Potetesavlen udentvivl kunne drives med Fordel. Potetessygdommen har endnu ikke været kjendt paa disse Høider.

Det er fornemmelig Finmarkens Landhusholdningsselskab, man har at takke for, at der i senere Aar er vakt saa betydelig Sands for Jordbruget og en forbedret Kvægdrift. Forhen optog Fiskeriet saa udelukkende alle Interesser, at man i høi Grad forsømte at skaffe sig et lønnende Udbytte ved Jordens Benyttelse. Jordbruget er vel endnu i sin Barndom, men en heldig Begyndelse er gjort, og der er gode Forhaabninger om, at der vil blive bygget paa den lagte Grundvold; thi Betingelserne for denne Bedrifts Trivsel er tilstede i høiere Grad, end man skulde tro. Jeg fandt paa enkelte Steder i Altendalen Jordsmonnet saa fortrinligt, at jeg i alle Dele vil sætte det ved Siden af de bedre Gaarde i Maalselven i Senjen, og dette vil sige meget, og Vegetationen var paa mange Steder mærkverdig yppig og rig. Det var i Begyndelsen af September, jeg opholdt mig i Alten, og jeg overraskedes ved, at blive serveret med Sukkererter, Salat og Spidskaal, som var voxet paa Stedet, og over at kunne plukke Store, friske Markjordbær, der vare indplantede i nogle Havebed. Den for sine herlige Bær bekjendte Rubus arcticus voxede her vildt og gav Frugt, og der fandtes ogsaa Ribs og Bringebær, ikke at tale om Multer, Tyttebær og Blaabær, hvis rette Hjem er i disse Egne og som paa mange Steder findes i uhyre Mængde og af fortrinlig Godhet. I Haverne voxede der Levkøier, Tusindfryd, Reseda, Aurikler m. m. m., og jeg havde i Alten den samme Anledning til at bemærke, hvad der paa Vardø i høi Grad overraskede mig, at man snart i hvert eneste Hus omhyggelig fremelskede Potteplanter, hvoriblandt endog smukke og fyldige Roser

Klimatet i Alten er langt mildere, end man efter den geografiske Beliggenhed skulde tro. Det er fornemmelig Havets Nærhed, som virker saa tempererende. Medens der oppe i Kautokeino og Karasjok kan være 30 Graders Kulde og derover, stiger Kulden i de strængeste Vintermaaneder nede i Alten ikke over 17 Grader, og Professor Keilhau, som i 1827 observerede denne Kuldegrad, som den største, fortæller som en mærkelig Modsætning, at han den følgende Vinter i Berlin i længere Tid oplevede nogle og tyve Graders Kulde. Provst Rode angiver Middeltemperaturen i Alten-Talvig i 1831/32 til 1½ Grads Varme, medens den samtidig i Christiania udgjorde omtrent 4 Grader. Det er imidlertid Sommerens Korthed og Mangelen af stadig Sommervarme, som bevirker, at Vegetationen ikke er rigere og Frugtbarheden større; thi vel kan Sommervarmen i Alten undertiden være trykkende - man har observeret 25° R. i Skyggen - men saa indtræder der ved Siden heraf mange overskyede og kolde Dage, ligesom det fornemmelig er i Vaar- og Høstmaanederne, at Temperaturen holder sig saa lav, at den ofte er under Frysepunktet. Som Følge heraf indfinder Sommervarmen sig først sent og ophører tidligt. Om Sommeren er Solen i noget over 2 Maaneder eller rigelig 9 Uger bestandig over Horisonten, og ved Midtvinterstid omtrent ligesaa længe bestandig under samme. Denne sidste Tid er man gjerne tilbøielig til at forestille sig som et uafbrudt Bælmørke; men det forholder sig ikke saaledes, thi selv i de korteste Dage har man dog i nogle Timer temmelig klart Dagslys, som er tilstrækkeligt for Almuesmanden til at foretage sine vanlige Sysler under aaben Himmel, og Keilhau, som opholdt sig en hel Vinter i Alten-Talvig, beretter, at han paa de mørkeste Dage kunde, uden kunstigt Lys, til Nød se at læse tre Timer ved Vinduet.

Alten er modtagelig for en langt tættere Befolkning, end den nu har, og skulde der findes noget Punkt i Finmarken, som jeg fortrinsvis vilde anbefale til Opholdssted for dem af mine Landsmænd, som finde det for trangt i den Fjelddal, hvori han er født, og hvis Hu staar til fornemmelig at leve af Jordens Afkastning, skulde det være - Alten; thi denne Egn af Finmarken har unegtelig store Hjælpemidler. I den tættest beboede Del af Præstegjeldet er vistnok Jorden for den største Del optaget, men alligevel ikke paa meget langt nær ryddet og dyrket, saaledes som den engang kan og vil blive, og derfor gives der selv i disse Trakter Plads for driftige og dygtige Nybyggere. Men de, som ville nedsætte sig her, bør ikke være blottede for Ressourcer, thi for en Del er Jorden i dette Strøg allerede steget i Pris, og forsaavidt den endnu kan erholdes billig, gjælder dette fornemmelig om saadanne Strækninger, - tildels myrlændte Sletter, - som kræve betydelige Dyrkningsomkostninger, men som det paa Grund af Jordsmonnets Fortrinlighed fuldkommen vil lønne sig at opdyrke. Lidt fjernere fra Kysten, saasom i Eibydalen og Tverelvdalen, er der dog fremdeles ganske billigt Rydningsland at erholde, og i sidstnævnte Dal har endel Østerdøler slaaet sig ned, og deres Kaar skulle efter hvad der blev mig berettet være gode. Agronom Stafne (28), som i 1862 for Landhusholdningsselskabets Regning bereiste forskjellige Distrikter af Finmarken, siger om Tverelvdalen, at Jordbunden er af den Beskaffenhed, at Græsavl fortrinsvis ma kunne lykkes. "Naar Beboerne af denne lille vakre Dal," ytrer han videre, "engang naa saa vidt, at de faa sine af Grundvand og Opkommer fordærvede Jorder tørlagte, ordentlig bearbeidede og systematisk tilsaaede (med Græsfrø), vil sikkerlig utrolig mange Mennesker og Dyr her kunne ernæres". Det sidste er jo et stærkt Udtryk, men jeg anfører det, fordi jeg tror, at Hr. Stafne har været inde paa den rette Tanke, naar han antager, at der i Alten og dens Sidedale er skjøn Anledning for et ligesaa betydeligt som fordelagtigt Kreaturhold.

Midt i det bedste Strøg af Præstegjeldet, lige ved Siden af Præstegaarden, ligger en stor, ganske fortrinlig Myr, der, saavidt jeg ved, er nivelleret af Hr. Stafne for Landhusholdningsselskabets Regning og som skal have tilstrækkeligt Fald til at kunne fuldkommen tørlægges. Allerede et Blik paa den Trævegetation, som denne Myr med en paabegyndt og ufuldstændig Hovedafløbsgrøft har formaaet at fremkalde, viser baade ved Træsorternes Afvexling og deres kjendelige Væxterlighed, at Myren har ikke ubetydeligt fremtidigt Værd. Det skal ligge i Landhusholdningsselskabets Plan at faa Myren kultiveret, men jeg fatter ikke, hvorfor bemeldte Selskab ikke søger snarest muligt at erhverve den som Eiendom, medens den endnu er at erholde for en billig Penge. Et Andragende til Amtsformandskabet i 1867 om et Bidrag af 300 Spd. til Udgrøftning af Myren forkastedes enstemmig, alene af den Grund, at den omhandlede Myr for Tiden er Statens Eiendom. Det forekommer mig rimeligt, at Selskabet bør kunne erholde Myren til Eiendom paa lempelige Vilkaar og for billig Betaling, og er den først erhvervet, vil Bidrag til dens Udtapning og videre Opdyrkning udentvivl erholdes baade af Amtsformandskabet og Selskabet for Norges Vel og senere af Myrdyrkningsfondet, hvis Kommunen garanterer, hvilket den bør; thi Kommunen har heraf en flerfoldig Interesse. For det Første er det heldigt for Bygdens Klimatforholde, at denne store Myr udtappes, dernæst vil Exemplet virke til en heldbringende og ønskelig Efterligning med Hensyn til andre Myrstrækninger, og endelig vil de Ressourcer, som Landhusholdningsselskabet ved en forstandig Gjennemførelse af Planen faar at virke med, i sine Følger for en stor Del komme Bygden tilgode. Jeg antager det nemlig for utvivlsomt, at Selskabet, naar Foretagendet er fuldført, bør kunne paaregne en rigelig Forpagtningssum af de ypperlige Græsløkker, som denne anseelige og sjelden gode Myr vil kunne forvandles til.

Der er i det Foregaaende bemærket, at Alten, til at være beliggende i Finmarken, har store Hjælpemidler, og jeg skal forsøge nærmere at paavise disse. Der er allerede antydet, at er der nogetsteds i Finmarken, man hovedsagelig kan leve af Jordbruget - det vil Læseren nu formentlig forstaa at være ligebetydende med rationel Kvægdrift, - saa er dette i Alten. Jeg fraviger ikke denne Overbevisning, og Tiden vil vise, om jeg har Ret. Men fordi Jordbrugeren i Alten henvises til hovedsagelig at leve af Jorden, behøver han derfor ikke at være afskaaret fra at nyde godt af Fiskeriets Fordele, hvilket formentlig vil blive klart ved en nærmere Fremstilling af Fiskeriforholdene hersteds. I Østfinmarken maa Havfiskeriet i Regelen være Hovedsag, Jordbruget en Bisyssel, i Alten kan det være anderledes. Der har været skrevet og talt saameget om, at Jordbrugeren, naar han skal passe sin Dont, ikke tillige maa befatte sig med Fiskeriet, ligesom man omvendt har paastaaet, at den dygtige Fisker stedse maa blive en slet Jordbruger. Dette er dog udtalt saaledes i sin Almindelighed neppe rigtigt; thi det kommer saa særdeles meget an paa, hvorledes de enkelte Individer selv tage Sagen. I Senjen er der i de senere Aar mange flinke Jordbrugere, som fuldkommen passe sin Dont, men dette hindrer dem aldeles ikke fra at tage sin Part med af et rigt Loddefiske. Rationel Drift af Jordbrug er, ialfald i Finmarkens og Tromsø Amter, ingen Hindring for Almuens Deltagelse i det finmarkske Loddefiske, da dette i Regelen slutte, forinden Jorden er fri for Sne og færdig til Vaaraannens Begyndelse. Som Forholdene nu ere, idet Knap- og Sultefodringssystemet om Vaaren lægger Beslag paa store Arbeidskræfter til Opdrivelse af alskens Surrogater for Kvægfoder, forlader en hel Del Fiskere Loddefisket altfor tidligt, for hjemme at bistaa med Tarreindsamling, Barkskavning o. s. v., medens Andre, for hvem Jordbruget kunde være mere end en halvt forsømt Bisyssel, give sig altfor længe Tid og Ro i Finmarken, for at deltage i et Sommerfiske, som stedse er uvist.

I Alten kunne Jordbrugerne, uden at forsømme sit Jordbrug, godt tage Del i Hjemmefisket. Siden 1830 har i den indre Del af Alten Fjord igjennem en Række af Aar ikke været noget større Fiskeri: i 1866 skede der et Omslag, idet der om Vaaren dreves et særdeles godt Hjemmefiske. Ved Talvig og i de Fjorde, som støde til Vargesund, er der i de senere Aar faldet meget godt Hjemmefiske, navnlig i 1865. Rognsund er anseet for en saa god Fiskeplads, at Almuen dersteds sjelden drager paa Fiskeri udenfor sit Hjemsted. I 1861 og 1862 var der i Langfjorden et rigt Seifiske. Forsaavidt det derimod er af Torske- og Seifiskerierne ude ved Havet i Hammerfest og Østfinmerkens Fogderier, at en stor Del af Alten-Talvigs Indvaanere søge sin væsentligste Fortjeneste, indrømmer jeg, at en mere udstrakt Deltagelse i disse Havfiskerier ikke godt lader sig forene med et omhyggeligere drevet Jordbrug, især forsaavidt Fisket drives om Sommeren. Men fordi nu enkelte af Distriktets Indvaanere ernære sig hovedsagelig som Fiskere, - endel af disse søge sin Fortjeneste i at lade sig forhyre til Bankfiskerierne, - er dog Intet til Hinder for, at de egentlige Jordbrugere kunne tage indirekte Del i Havfiskerierne efter den forandrede Charakter, disse i den allerseneste Tid have taget, og som i en enkelt Retning i Særdeleshed for Alten synes at tilbyde store Fordele. Klipfisken spiller nemlig som Exportartikel en betydningsfuld Rolle; men denne har lige til den seneste Tid ikke været tilvirket i Finmarken. Hvad der af den dersteds fangede Torsk skulde anvendes til Klipfisk har været tørret paa Senjens og Nordlands Klipper. I Aaret 1861 gjorde en Skipper fra Christianssund Forsøg med at lade sin ved Loddefisket indkjøbte Raafisk tilvirke i Alten, og da Forsøget lykkedes godt og han fik en udmærket Vare, har dersteds i senere Aar været tørret Klipfisk i større Mængde, saaledes at der i 1866 i Alten og Talvig tilvirkedes omtrent 1 Million Klipfisk. Det skal i Særdeleshed være de langs Strandbredderne liggende runde Kiselstene, hvorpaa Fisken henlægges for at tørres, der bevirke, at Varen bliver vel saa fortrinlig, som naar den tørres paa Klipperne, idet Aabningerne imellem Stenerne foranlediger, at Luften ogsaa faar Adgang til Fiskens nedadvendte Side. Forsaavidt altsaa de mere velhavende Jordbrugere i Alten ville tage Part med i Udrustningen af Kjøbefartøier, hvis hovedsagelige Opgave skulde bestaa i at gjøre Indkjøb af Raafisk ved de store Havfiskerier, kunne de bekvemmeligen ved Siden af sit Jordbrug tilvirke den paa deres Part faldende Andel af Raafisken hjemme paa sine egne Strandbredder.

Laxefiskerierne i Alten Elv, som i Fortiden vare i saa stor Anseelse, tør formentlig i Fremtiden atter erholde sin fulde Betydning; thi der foregaar emhyggelig Fredning, ligesom der efter Landhusholdningsselskabets Foranstaltning aarlig udklækkes og slippes i Elven betydelige Partier af Laxeyngel. Fiskeriet er indtil udgangen af 1872 bortforpagtet til den engelske Hertug af Roxborough for en Afgift af omtrent 1200 Spd. aarlig, og han underholder et ordentligt Opsyn, som paaser, at intet ulovligt Fiske foregaar.

Kobberværket i Kaafjorden, som har bidraget overordentlig meget til Distriktets Udvikling i det Hele, baade formedelst det Opsving, det har givet Anledning til i den hele Omsætning heroppe, som derved, at mere end 1000 Mennesker dersteds have fundet Underholdning, - har i de senere Aar været drevet med saa liden Fordel for det engelske Interessentskab, som eier samme, at der i længere Tid har været Tale om dets Nedlæggelse. Det er fornemmelig Kobberets Synken i Pris paa Verdensmarkedet, som har foranlediget denne Tilbagegang; thi Raastoffet er fremdeles lige godt - det henhører til det fineste Slags Kobber - om end Tilgangene ikke stedse falde lige rige; men man tør formentlig haabe, at det vil blive fortsat, hvis det kan lykkes at faa de særdeles betydelige Driftsomkostninger indskrænkede, noget man ialfald arbeider paa. Bliver det nuværende Kobberværk nedlagt, vil det rimeligvis dog i Fremtiden blive afløst af andre Bjergværksforetagender; thi Alten skal saavidt hidtil oplyst være det eneste Strøg af Finmarken, som indeholder drivværdige Metaller, og disse skulle, efter hvad der forsikres, paa adskillige Steder være meget lovende. Sagen er imidlertid endnu ikke tilstrækkelig undersøgt, og muligens ligge de ædlere Aarer paa saa afsides Steder, at Alten først maa have faaet en større og rigere Befolkning, forinden der kan blive Spørgsmaal om at bringe de skjulte Skatte for Dagens Lys.

En Sag, som hermed staar i nogen Forbindelse, nemlig Skovforholdene i Alten, skal jeg her omtale. Altens Furuskove har engang været store og righoldige, men de ere ved en uforsvarlig og hensynsløs Udhugst i høi Grad mishandlede og forringede. Af de ældre rigere Skovpartier er der ikke mere i Behold end trende forholdsvis ubetydelige Strækninger, beliggende øverst i Eibydalen, Storelvdalen og Tverelvdalen, og disse udgjøre tilsammen, efter Forstmester Barths Forklaring, ikke mere end Tyvendeparten af Altens Furutrakter. Derimod findes der i den omkring Bunden af Altenfjord beliggende lavlændte Strækning, der ligesom danner en Forgaard for Altens trende Hoveddale, endel Ung- og Smaaskovpartier, som have dannet sig paa den derværende gode Skovbund, efterat al ældre Skov dersteds var forsvunden. Saavel paa den her nævnte Strækning, som paa nogle faa andre Steder antager dog Barth, at der paa Grund af den gode Furuskovbund ved Hjælp af Levningerne af den ødelagte Væxterskov med Tiden igjen lader sig opelske ny Skov, ligesom ogsaa dette, men med forholdsvis større Omkostninger, vilde kunne ske i Eibydalen, paa nogle Moer nederst i Storelvdalen samt enkelte smaa Partier i Tverelvdalen. Hvad der i denne Henseende kan udrettes, vil udentvivl efterhaanden ogsaa komme til at ske, da som allerede tidligere bemærket Finmarkens Skove, siden Hr. Barth udgav sin Bog (1858), er kommen under et ordnet og dygtigt Forstvæsens Beskyttelse og Omsorg. Skovbundens betydelige Reproduktionsevne paa flere Steder - i Brandskoven imellem Bosekop og Altenelv skulle Aarsskuddene i Træernes bedste Tilvæxtperiode opnaa indtil en halv Alen - vil formentlig i ikke ringe Grad understøtte Forstvæsenets Bestræbelser; men til udvidet Bergværksdrift vil dog Skoven først i en fjernere Tid kunne afgive det Fornødne til Afbygningsarbeider m. v. Til Smeltningen af Kobberet bruges allerede nu i Kaafjorden alene Stenkul, ligesom dette i senere Tid faar mere og mere Anvendelse baade i Tranbrænderierne og til Værelsernes Opildning, ikke blot i Hammerfest, men paa flere andre Steder i Finmarken. Det er nemlig en absolut Nødvendighed for Forstvæsenet at iagttage den strengeste Økonomi under dets Bestræbelser for Skovenes Fornyelse.

Efter det Udviklede tror jeg det maa erkjendes, at Alten i mange Henseender er skikket til at modtage en tættere Befolkning, som langtfra at fortrædige den nuværende, snarere vil bidrage til at samtlige Næringsveie tage Opsving og at de enkelte Individer i Tiden erholde bedre Livsvilkaar, end f. Ex. nu er Tilfældet med adskillige af dem, der henhøre til den lappiske og kvænske Befolkning. Der tiltrænges her, som i hele Finmarken, Indpodning af friske Kræfter, for at bringe Distriktets Pulsaarer til at flyde lidt raskere, og de, som have i Sinde at flytte op til disse nordlige Egne, bør fortrinsvis have Opmærksomheden henvendt paa Alten, baade fordi Overgangen ved at flytte fra sydligere Egne herop ikke er saa stor, som naar man flytter direkte til Østfinmarken, og fordi Alten i det Hele taget er fortrinlig skikket til at modtage en saa betydelig Folkemængde, at denne ligesom kunde danne en Moderstamme, hvorfra de mange andre tyndt befolkede Distrikter i Finmarken i Fremtiden kunde erholde den nødvendige Rekrutering.

Dette Sidste bør ikke misforstaaes. Det er nemlig ikke min Mening, at de, der maatte føle Tilbøielig til at nedsætte sig som Nybyggere i Finmarken, først skulle begive sig til Alten, for ligesom at akklimatisere eller vænne sig til de finmarkske Naturforholde, og derfra begive sig videre nordover. Ingenlunde. Jeg har anbefalet Alten, som fortrinsvis skikket for dem, som tilfølge Vane og Tilbøielighed foretrække hovedsagelig at sysle med Jordbruget, og det vilde udentvivl være ønskeligt, om ret Mange ville følge dette Vink, baade fordi at, hvis en større Flerhed drager derhen, de selv vilde trives bedre, og fordi det ogsaa for Altens Vedkommende vilde være særdeles heldigt, om en Forøgelse i Befolkningen hellere maatte ske ved Indvandring fra vore egne overbefolkede Fjelddale, end ved en fortsat Indflytning af Kvæner fra Nabolandet. Men naar Rummet engang er optaget, saa det ikke er plads for flere Nybyggere i Alten, og der saa opvoxer et Par nye Generationer, turde det hænde, at nogle af de oprindelige Nybyggeres Efterkommere vilde blive nødte til at se sig om efter nye Bopladse, og disse er det jeg sigter til, naar jeg har talt om, at de vilde være ønskelige Rekrutter for de øvrige altfor sparsomt befolkede Egne af Finmarken.

Jeg har i det Foregaaende tilstrækkelig udtalt mig for, hvad det Offentlige kan og bør gjøre, for at Udvandring til Finmarken skal blive et frivilligt Foretagende. Der er nok i denne Henseende at udrette i Alten, og Veianlæg heroppe paakræves snart med samme Berettigelse, som for nogle Aar side i Maalselvdalen; men jeg tror, at Initiativet her som dernede bør komme fra Distriktet. Her raader allerede adskillig Intelligents og Velstand, og jeg tror, at dette Distrikt mindst af alle Finmarkens Distrikter vil komme til at savne Tilstrømning sydfra, naar det bliver tilstrækkelig bekjendt, hvad Alten har at byde, og hvorledes de, som føle Trang til at forlade Hjemmet, netop her kunde finde gunstige Betingelser for en attraaet videregaaende og mere lønnende Virksonhed, end den, Hjemmet tilbyder. At de Nybyggere, som ikke ere altfor blotstillede med Hensyn til økonomiske Hjælpemidler, vilde have den bedste Udsigt for sig til hersteds at kunne slaa sig op til Velstand, har jeg formentlig i det Foregaaende tilstrækkelig paapeget.

Faar Alten en rask Tilstrømning af driftige og dygtige Nybyggere, kan det ikke feile, at de Næringsveie, som dette Sted i saa rigelig Maal tilbyder, ville faa et mærkeligt Opsving. Alten, som for faa Decennier tilbage var lidet paaagtet og heller ikke omfattede synderlig Velstand, kan derfor i kortere Tid, end Mange tro, gaa over til at blive et blomstrende Sted. Uagtet jeg erkjender, at det først tilhører en fjernere Fremtid, at et Byanlæg her finder sin rette Plads, vil jeg dog med nogle Ord berøre dette, dels fordi min Bog hverken er skrevet for idag eller imorgen, og dels fordi det ikke kan negtes, at der er en Vexelvirkning imellem et saadant Anlæg og imellem hvad Alten ifølge sine Ressourcer engang kan blive til.

Et heldigt valgt Punkt i Bunden af Altenfjorden har unegtelig et Opland ikke blot i Storelvdalen, Eibydalen og Tverelvdalen, Egne, som endnu ere fattige, men som i Fremtiden ikke behøve at blive det, men ogsaa i Fjeldfinnernes Distrikter, russisk Finland og svensk Lapland. Jeg vil ikke sige, at Forbindelsen med de sidste Steder for Tiden er betydelig; men Sagen vil stille sig anderledes, naar Alten engang bliver saa befolket, at der bliver Spørgsmaal om Anlæggelsen af en Landevei langs Altens Elv op til Kautokeino. Flere Partier af Altens Præstegjeld ere skikkede for bedre Oprydning og rigere Befolkning, - jeg skal exempelvis nævne Lerbotten, Rafsbotten (29) og Transfarelvdalen, - og disse, saavelsom Kaafjorden og Talvig, vilde have sit naturlige Marked og Forsyningssted i Alten, naar en Kjøbstad blev anlagt i Fjordbunden.

Der er en Side ved Sagen, som ingenlunde er saa uvæsentlig, som maaske en eller anden Modstander af et Kjøbstadsanlæg i Alten kunde ville gjøre den til, og det er det Samme, som jeg har anført for Berettigelsen af, at Vadsø i Østfinmarken kommer til at hæve sig til en saadan Høide, at det ikke rentud bliver en Plage for Livet at være henvist til at bo der. Finmarken eier i sin mærkværdige Fiskerigdom saa store Ressourcer for fremtidig Velstand, at der bør findes Byer, som ved sin Beliggenhed og øvrige komfortable Indretning blive saavidt tiltrækkende, at det ikke ligefrem er afskrækkende for Distriktets mere velhavende Indvaanere at være bosatte der. Det er nemlig ingen ønskelig Tingenes Tilstand, om det skulde blive almindeligt, at Folk, som ved Anstrengelse, Driftighed og heldige Dispositioner erhvervede sig Formue heroppe i Finmarken, skulde stadig omgaaes med den Tanke atter at forlade Finmarken, naar de havde lagt sig noget til Bedste, alene af den Grund, at de ikke her kunne finde et Sted, hvor de Fordringer, man har til Livet, idetmindste nogenlunde kunde tilfredsstilles, - hvor den barske Natur ialfald forsaavidt kunde beseires, at der idetmindste om Sommeren var et behageligt Opholdssted. Dette er ikke og kan aldrig blive Tilfældet med Hammerfest, medens derimod en By, anlagt i den smukkeste og behageligste Egn af Alten - f. Ex. i det Strøg, hvor den gamle Altengaard er beliggende - kunde blive ganske anderledes tiltalende, ja i den Grad komfortabel og indbydende, at den endog kunde komme til at gaa det smukke Tromsø en høi Gang. Naturen har selv gjort saameget for Alten, at der allerede nu er overraskende vakkert; men hvad vilde det ikke kunne blive, naar Formue og Velstand kunde komme Naturen til Hjælp, dels ved at forhøie Skjønheden, dels ved en saadan Konstruktion af Boligerne, at man fuldkomen garderede sig mod Klimatets Ublidhed i den strengere Aarstid. Dette vilde kunne opnaaes, hvis nogle af de mere Bemidlede fandt Behag i at nedsætte sig i Alten; men saadant vil neppe ske, medmindre de, som vilde flytte derhen, tillige kunde gjøre Regning paa at nyde godt af de Fordele, som ere forbundne med at bo i eller ved en By. For hele Finmarkens Opblomstring vil det aabenbart være en Fordel, om de Kapitaler og Rigdomme, som her blive samlede, ogsaa maatte forblive heroppe; men dette vil neppe vedblive at finde Sted, hvis der ikke fremstaar Byer, som have noget tiltrækkende ved sig, - som ere lidt mere indbydende at bo i, end f. Ex. Hammerfest nu er.

Anlæggelsen af en By i Alten, naar dens Berettigelse engang indtræder, behøver ingenlunde at fremkalde nogen Tilbagegang for Hammerfest. Denne By vil stedse beholde sin Betydning som Søhandelsstad, og en By, anlagt i Alten, vil sikkerlig ikke rivalisere med Hammerfest i Tranfabrikationen. Tvertimod en fashionabel By maa udentvivl helst ville være fri for denne Bedrift, naar man i sidste Femaarsberetning læser følgende Characteristik for Hammerfest's Vedkommende: "Den vedholdende Tranbrænding udbreder ofte en Stank, som for Fremmede og for dem af Indvaanerne, som ikke have umiddelbar Interesse af Bedriften, ofte er i høi Grad generende. Producenterne og Exportørerne finde derimod Lugten fra Tranbrænderierne saare behagelig, idet de paastaa, at det lugter bare af Bankomark, og vist er det, at Alle i Hammerfest, naar der alene hensees til Byens Bedste, maa være vel tilfredse med Tranlugten og glæde sig desto mere, jo stærkere og jo mere vedholdende den er, da det deraf kan vides, at Byen florerer. Kommer den Tid, da det er forbi med Tranlugten i Hammerfest, saa er det ogsaa forbi med Byen." Det Sidste klinger jo lidt stærkt, men maaske det er sandt.

Derimod kan man vel tænke sig nogle andre Punkter, hvori en ny anlagt By og Hammerfest kunde komme til at rivalisere, saasom at drage Fordel af Fiskerier, der foregaa paa fjernere Hold, f. Ex. Bankfiskerierne - Altens Handelsmænd udruste allerede nu endel Fartøier for Deltagelse i dette Fiske - og Loddefisket i Finmarken, det Sidste med stadigt Hensyn til Klipfisktilvirkning, samt endelig, hvis det var de mere Bemidlede, som fortrinsvis vilde nedsætte sig i Alten, Konkurrence i Skibsrederi. Hvad nu dette Sidste betræffer, vilde det formentlig være en aabenbar Fordel for Landet, om Skibsredere i Alten kunde overtage Udlændingernes Rolle med Hensyn til Finmarkens betydelige Export til og Import fra de større Verdensmarkeder, og hvad Konkurrencen om den umiddelbare Deltagelse i Havfiskerierne angaar, da vilde den vel heller ikke være til nogen Skade for Hammerfest. Nu have Tromsø og Hammerfest i mere end et Snes Aar rivaliseret i dette Stykke, og det endelige Resultat er blevet, at begge Byer er gaaet fremad i Velstand. Jo mere Konkurrence der kan indtræde i denne Branche, jo heldigere for Landet. Ikke blot, at det vil blive trukket flere Fiske op af Havet, for at tilfredsstille de flere Kjøbere, men Konkurrences vil lede til, at Varen, lige fra det Øieblik Fisken trækkes op af Søen og indtil den bliver færdig Udskibningsvare, bliver behandlet med en Omhyggelighed, som er saa ønskelig, for at Varerne kunne bevare den Overlegenhed paa Verdensmarkedet, som er den sikreste Borgen for deres stadige Afsættelighed. Jo mere af god Fisk vi kunne afvinde Havet, og jo bedre vi ville behandle denne Vare, desto vissere kunne vi være paa at bevare vor Fortrinsret til at forsyne Verden med tørret og saltet Torsk.

Allerede i en for et halvt Snes Aar tilbage afgivet officiel Rapport er Opmærksomheden henledet paa, at naar man skulde udsøge et Punkt i det nordlige Norge for Anlæggelsen af et militairt Etablissement, som i Tilfælde af fiendtligt Angreb kunde danne et Støttepunkt for Forsvaret af disse Egne, maatte Blikket saare naturligen blive rettet imod Altenfjord og dens Omgivelser. Baade fordi man kan vente, at en Fiende, som trænger ind i Landet, for der at sætte sig fast, for sin egen Subsistences Skyld vil vælge det Punkt, som af Naturen er mest begunstiget og derfor er bedst befolket og kan afgive de rigeste Bidrag til den fiendtlige Armees Underholdning, som fordi et saadant Sted mest trænger til Beskyttelse, da det er af større Vigtighed at kunne forsvare et frugtbart Strøg af Landet, som har betydelige Chancer for sig om at kunne opnaa Velstand, end nogle nøgne for el rigere Vegetation blottede Klipper eller Ødemarker, - maa det indrømmes, at Alten har en fremragende Betydning som militairt Støttepunkt i den nordlige Del af Norge. Det har været udhævet, at specielt Kaafjorden er et fortrinligt Punkt for et saadant Etablissementet, idet sammes ydre Bassin, som ialfald danner en fortrinlig Red, med Lethed lader sig forsvare med et Par ved Indløbet anlagte Batterier, og at det indre Bassin, foruden at afgive en aldeles udmærket Havn for ikke altfor dybtgaaende Fartøier, af Naturen er befæstet saaledes, at det er meget vanskeligt at indtage, paa samme Tid som Terrainet er fuldkommen tilstrækkeligt til ved Siden af Værkets Bygninger at afgive Plads for alle de Bygninger, et militairt Etablissement maatte udkræve.

Man har opstillet et Par Indvendinger imod at vælge Alten og da specielt Kaafjorden til Anlæg for et saadant befæstet Punkt. Den første af disse er den, at det indre Bassin af Kaafjorden, der har en Længde af henimod 6000 Alen og en Brede af omtrent 1200 Alen, og som unegtelig danner en ypperlig Krigshavn, er udsat for om Vinteren at tilfryse, fordi det ikke har saa betydelig Dybde, som selve Altenfjorden (der aldrig tilfryser) og fordi der i sammes Bund udmunder en liden Elv. Hertil skal jeg blot bemærke, at det ydre Bassin aldrig tilfryser, at Vanskeligheden af i paakommende Tilfælde at udise Fartøier fra det indre Bassin til det ydre aldrig kan være synderlig stor, samt at det ikke lettelig kan tænkes, at en Fiende vil begynde en Angrebskrig mod Finmarken paa den Tid af Aaret, da det indre Bassin og Indløbet til samme er belagt med Is.

Den anden Indvending, man har opstillet mod Alten, er den, at det skulde være fordelagtigere at lægge det militaire Etablissement i Nærheden af Tromsø, fordi det til Fæstningens Forsyning vilde være godt at have en Kjøbstad i dens umiddelbare Nærhed. Dette indrømmes, men Indvendingen vil komme til at falde bort, naar man engang maatte bestemme sig til et Kjøbstadsanlæg i Altendalen. Disse tvende Anlæg vilde nemlig paa en Maade komme til at understøtte hinanden. En Kjøbstad anlagt i det Strøg, hvor den gamle Altengaard er beliggende, vilde i forholdsvis kortere Tid komme til at opblomstre, naar Indvaanerne paa den ene Side følte sig betryggede derved, at et militairt Etablissement var beliggende i Nærheden, hvorfra Hjælp kunde ventes, naar en indtrængende Fiende valgte Altendalen, som dertil er det mest skikkede Punkt, til sit Krigstheater, og paa den anden Side den nyanlagte Kjøbstads Handelsmænd kunde gjøre Regning paa at modtage Leverancerne til den nye Fæstning. Denne, anlagt i Kaafjorden, kunde ikke have bekvemmere og lettere Adgang til Forsyning, end naar der blev anlagt en Kjøbstad ved Altenfjordens anden Bund.

28) Hr. Stafne er saavidt vides Kandidat fra Aas Landbrugsinstitut og for Tiden Bestyrer af Nordlands Amts Landbrugsskole.

29) I sin Dagbog bemærker Stockfleth om Rafsbotten, at det er et af de skjønneste Distrikter i Finmarken. Da han besøgte Stedet (1841), boede der mange velstaaende Familier af kvænsk Herkomst, som nedstammede fra de først indvandrede Kvæner. "De havde", skriver S., "store og nette Huse og Jordpladse, udmærkede saavel formedelst Jordbunden som Dyrkning og Beliggenhed, med en skjøn og rig Skov i Baggrunden."