Om Finmarken / af Chr. A. Wulfsberg. - Christiania : Cappelen, 1867.

Oversigt over Finmarken

Naar man har seilet langs Nordlands Kyster, passeret Lofoten og tilstrækkeligt beundret disse stolte alpedannede Klippetinder, der saa forunderligt fængsle Øiet og lade Besøgeren tænke ved sig selv: vi behøve dog ikke reise udenfor vort eget Fødeland for at se grandiose, bizarre og ærefrygtbydende Klippemasser, - finder man i Senjen og Tromsø mindre pikante og mere monotone Fjelddannelser: Alpeformationen er forbi, og Skjærgaarden har ikke længere den eiendommelige Charakter, som nede i Lofoten. Men skjønt man med hver Dag klarligen mærker, at det bærer nordover, og at man har passeret Polarcirkelen, overraskes man dog jævnlig ved enkelte venlige Partier, der friste til at spørge: kan det virkelig være smukt ved Ishavets Bredder?

Og det forholder sig i Sandhed saa, ikke blot i Senjen og Tromsø, men, som Læseren senere skal erfare, ogsaa i selve Finmarken. Har man imidlertid forladt Tromsø, denne ret stadselige By med sin smukke Kirke og de mange nette Landsteder paa Øen, hvorpaa Byen er anlagt, gaar Farten med Dampskibet allerede gjennem mindre tiltalende Egne, og man passerer Loppehavet, hvilket i stormende Veir visselig ikke hører til nogen af Livets Behageligheder. Man er nu i Finmarken, og paa en lun solbeskinnet Sommerdag kan det være interessant nok at færdes paa disse Høider, om man end maa erkjende, at Omgivelserne heroppe i Loppens Præstegjeld ere alt andet end smukke og indbydende. Man bøier nu af og seiler nogle Mile i østlig Retning, indtil man kommer til Øxfjord, Annexet til Loppen, og her er allerede saa barskt og vildt, at man faar indtrykket af at være kommen til Civilisationens Endepunkt. For Aartusinder tilbage har her fra et temmelig høit Fjeld, som ligger ganske nær Søen ved Indløbet til Stjernøsundet, udraset et større Parti af Klippen, hvilket endnu ligger der i vild Uorden dels paa Stranden dels udenfor og beskylles af Nordishavets mægtige Bølger; men imellem Klippens Fod og de i Søen nedstyrtede Fjeldstykker har her ved sekellange Tiders Forvitring dannet sig en liden Slette, og her har Mennesker faaet det Indfald at opslaa Boliger. Paa Afstand ser denne Plet af Kysten omtrent ligesaa barsk og øde ud, som hele den øvrige nøgne golde Kyst, man i længere Tid har faret forbi, - men i det Samme man lægger bi, opdager man i Ly af Fjeldet og de vildt henkastede Klippeblokke til sin Forundring nogle temmelig betydelige og vel vedligeholdne Bygninger, en Have omgivet med smukt Stakit og en ret anseelig Potetesager, og hvad der er det mærkeligste, i Haven voxer Blomster, og paa Ageren faar man i Regelen gode Potetes, trods den Omstændighed, at man her befinder sig nogle Mile nordenfor den 70de Bredegrad. Fra Bygningerne srækker sig en græsbevoxet Slette hen til den beskedne lille Annexkirke, som for ikke mange Aar siden er bekostet opført af Handelsstedets velstaaende Eier, men senere afhændet til det Offentlige.

Det første Indtryk, man saaledes faar af Finmarken, naar man kommer sydfra, er, som man have bemærket, just ikke det mest tiltalende, og med Tanken om, at man endnu skal nordligere og østligere, synes Forhaabningerne om at finde venlige og til Beboelse indbydende Egne her i "ultima Thule" ikke just at være særdeles lovende. Desto mere overraskes man, efter at have passeret Stjernøsundet og en kort Tid seilet i sydlig Retning, idet man lægger bi ved Talvig. Allerede langs Altenfjordens Bredder ser man de lavere Klipper, som skraane ned mod Havet, beklædte med vakkert grønt Birkekrat, ligesom yndige Græspletter og bebyggede Smaagaarde eller Pladse hist og her titte frem; men naar man saa bøier om et lidet Næs, og kommer ind i selve Talvigbugten, er Partiet under heldig Belysning i høi Grad venligt og tiltalende. Til Høire, nær Kysten af Altenfjord. ser man en Lund af Birketræer, hvis lave og krogede Stammer vistnok vidne stærkt om, at de staa der som Forposter mod Ishavets barske Vinde; men de tjene dog unegtelig til at give det Malerie, som her udfolder sig for Øiet, en heldig Forgrund. Midtpartiet optages af Kirken, Præstegaarden og flere anseelige Bygninger, og til Venstre ser man en Dal i svag Stigning bøiende mod Vest; dens Skraaninger ere dækkede med frodigt Grønsvær, og oppe unde Aasen begrændses den af en ikke ganske uanseelig Furuskov. Hist og her opdager man smaa men frodige Byg- og Havreagre og temmelig betydelige Potetesagre. Talvig Præstegjeld, som ifølge seneste Folketælling har henimod 2000 Indvaanere, producerer nemlig efter Opgaverne i den officielle Statistik gjennemsnitlig 35 Tønder Byg, 28 Tønder Havre og 3,732 Tønder Potetes aarlig. Det er jo ikke meget, men Læseren maa beænke, at han endnu befinder sig nordenfor den 70de Bredegrad. De bedst ryddede og frugtbareste Partier af Præstegjeldet ere imidlertid netop de, som gruppere sig i Kirkens Nærhed.

Fra Talvig kommer man til Strømsnæs, Anløbssted for Kaafjordens berømte Kobberværk; men Dampskibet stopper, naar det er for Nordaaende, kun ganske kort her, og man tager over Fjorden til Bosekop, som er Anløbsstedet for Altens Hovedsogn, og her vil jeg tilraade Enhver, som reiser for at bese Finmarken og ikke nødvendig maa ile for at komme videre, at stige i Land. Det er ikke min Hensigt paa nærværende Sted at beskrive det yndige Alten, som man ikke ganske uden Føie har kaldt Finmarkens Italien: jeg kommer senere tilbage til dette; men jeg giver allerede her den Reisende det Raad at standse nogle Dage i Alten, fordi han ved med Et at være bragt til Hjertet af Finmarken, udentvivl vil faa andre Tanker om dette Hyperboræiske Land, medens han derimod ved at gaa direkte til Hammerfest neppe faar saa gunstigt Indtryk af denne Del av Norge, som for en altfor stor Flerhed af mine Landsmænd er et terra incognita.

Man finder paa Bosekop et udmærket Gjestgiversted, og herfra kan man gjøre Udflugter op igjennem Altens Hoveddal, til Reipasgruberne, til den vakre Tverelvdal, aflægge Besøg paa den gamle Altengaard med dens nærmeste Omgivelser, ligesom man mindst maa ofre en Dag paa at tage over til Kaafjordens Kobberværk. Der tegnes for nærværende Tid Aktier til Anskaffelse af et privat Dampskib med udelukkende Route paa Altenfjorden, og da neppe ret mange Entrepriser har bedre Udsigt til et heldig Udfald, anser jeg det for afgjort, at man her om føie Tid faar regelmæssig Dampskibsfart, og derfor vil man ikke vove synderligt ved at træde af i Bosekop, da man, naar Alten tilstrækkelig e beseet, antagelig kan komme til Hammerfest hvilken Dag man ønsker. At tage Baadskyds fra Alten til Hammerfest koster omtrent ti Gange saameget som at reise med Dampskib, og man udsætter sig desuden for, naar Strøm og Vind er imod, at spilde et à to Døgn, selv om man reiser paa den bedste Sommertid. Dette Sidste vil jeg forresten tilraade Enhver, som agter at besøge disse Egne, og som er saameget Herre over sin Tid, at han paa Forhaand kan vælge det beleiligste Tidspunkt for Reisen. Denne bør foregaa imellem Midten af Juli og Midten af September. Kommer man tidligere, er i Regelen ikke den finmarkske Sommer indtraadt, og færdes man det sildere, er man udsat for, at Høststorme og koldt Veir allerede indtræde, endskjønt hele September undertiden kan være ligesaa smuk og behagelig i Finmarken, som i nogen anden Del af Norge; men det er ikke at stole paa.

Dette Finmarken, hvori jeg nu har introduceret Læseren, er en ganske mærkelig Fremtoning af Norges Land. Det har en Udstrækning saa betydelig, at det udgjør mere end Syvendeparten af hele Kongeriget, og er ikke meget langt fra at være ligesaa stort, som begge de betydelige Amter, Hedemarkens Amt og Christians Amt tilsammenlagde. Men paa denne anseelige Vidde, der udgjør 872 geografiske Kvadratmile, tæller Finmarkens Amt kun 20,300 Indvaanere, medens de to nævnte søndenfjeldske Amter omtrent har den tolvdobbelte Befolkning. Af disse 20,300 Mennesker bo 16,600 i Landdistrikterne, medens Amtets 3 Byer, Hammerfest, Vardø og Vadsø tælle 3,700 Indbyggere. Denne tynde Befolkning har vistnok for en betydelig Del sin Grund i Landets nordlige Beliggenhed og den ringe Grad af Frugtbarhed, hvormed disse Egne fra Naturens Haand ere udstyrede; men da her, som senere skal omhandles, alligevel ikke mangler neturlige Rigdomskilder, som engang i Fremtiden vil skaffe Underholdning for en mangedobbelt Befolkning, maa jeg paa det nærværende Sted kortelig omtale en anden væsentlig Grund til at Finmarken endnu har et saa ringe Indvaanerantal. Allerede for 300 Aar tilbage i Tiden havde Finmarken begyndt at tage et mærkelig Opsving paa Grund af den store Fiskerigdom, som Havet langs dets vidtstrakte Kyster skjænker, og efter de Tiders Forhold fandtes her virkelig Velstand og gode Dage blandt Beboerne. Indvaanerantallet paa den Tid ser jeg mig ikke istand til at opgive, men der var i Aaret 1589 ikke mindre end 17 Kirker, som betjentes af 12 Præster, og disse Kirker vare opførte af Landets Indvaanere uden Tilskud af Staten. Ved forskjellige ukloge Forholdsregler fra Styrelsens Side, idet man stadig behandlede Finmarken som en Koloni, hæmmedes vistnok for en Del Distriktets Fremadskriden og Udvikling; dog var det lige til 1680 endnu temmelig god Forfatning. Men ved dette Aar indtraadte Finmarkens saakaldte "Umyndigheds-Periode", i hvilken den dansk-norske Regjering ved en Række af Forordninger og Oktroier lagde saa voldsomme Baand paa Handels- og Næringsfriheden, at dette Distrikt i Løbet af de paafølgende Hundrede Aar gjorde ustandselige Tilbageskridt. Først overdroges Bergenserne fra 1ste Januar 1680 hele Finmarken til Forpaktning paa 6 Aar mod den ubetydelige Afgift af 200 Spd. aarligt og med Ret til at beskikke Fogder og andre Betjente. Hvilken Indflydelse denne Foranstaltning havde paa Landet, idet Forpagterne fore aldeles egenmægtig frem, f. Ex. efter Godtbefindende tvang Indvaanerne til at flytte fra et Præstegjeld til et andet, viste sig snart. Folkemængden formindskedes og Landet forarmedes, indtil man endelig, for at raade Bod paa de bibragte dybe Saar, indskrænkede Bergensernes Rettigheder ved en Anordning af 28de Juli 1686 og en Oktroi af 1687. Senere blev Finmarken inddelt i 7 Handelsdistrikter og ethvert af disse særskilt bortforpagtet fra 1ste Januar 1692 til forskjellige bergensiske Handelsmænd med særegne Forpligtelser for hver enkelt Forpagter med Hensyn til det forpagtede Distrikt. Denne Ordning stod ved Magt i 10 Aar, men Forpagterne besad ikke tilstrækkelige Pengemidler til at opfylde sine Forpligtelser, hvorfor Distriktet ikke blev forsynet med de Fornødenheder, som udkrævedes. Derefter blev den finmarkske Handel 1702 atter overtaget et Interessentskab af bergenske Kjøbmænd for 12 Aar, efter hvis Forløb Handelen paa Finmarken ved Forordning af 8de April 1715 frigaves for alle i Bergen og Trondheim samt i Sølehnene boende Borgere. Under denne friere Handelsperiode forberededes Distriktets Forfatning kjendelig, men herfor synes man ikke dengang at have havt aabne Øine; thi denne Handelsfrihed vedvarede kun 14 Aar, da ved en Oktroi af 1729 tre Kjøbenhavnske Grosserere erholdt Monopol paa Finmarkshandelen i 12 Aar, og fra den Tid blev denne Handel i Kjøbenhavnernes Hænder, skjønt under forskjellige Former, indtil den ved Forordningen af 5te September 1787 aldeles blev frigiven fra 1ste Juni 1789.

I disse 60 Aar (fra 1729-1789) var Finmarkens Forfatning uheldigere end nogensinde forhen. Handelen, for hvis Interesse Landet opofredes, dreves snart paa en snart paa en anden Maade, men hvorledes den end dreves, blev Udfaldet alligevel slet, fordi alt Monopolvæsen stedse hævner sig selv. Handelen dreves af Kjøbenhavnerne i den Grad med Tab, at Regjeringen trende Gange i disse 60 Aar maatte overtage den for kortere eller længere Tid, hver Gang naturligviis med Tab. Men hvad der blev det endelige Resultat af dette fordærvelige Monopolsystem, var, at Landet mere og mere forarmedes, at Indvaanerne henfaldt til Dorskhed og Ligegyldighed, og endelig at Folkemængden ved Næringsveienes Forfald formindskedes i den Grad, at man endog frygtede for, at Landet skulde live øde. Dette udtales med ligefremme Ord i forskjellige Reskripter fra Midten af det 18de Aarhundrede. Regjeringens Intention at ville raade Bod paa den aftagende Befolkning ved at gjøre Finmarken til et andet Botany-Bay, hvorhen man skulde forvise Forbrydere, kunde forsaavidt som denne kom til Udførelse naturligvis ikke Andet end forværre Tilstanden. En Kancelliskrivelse til det Finmarkske Kompagni af 16de November 1751 indeholder en Kongl. Resolution, der er saalydende: "Endel af de Delinqventer af begge Kjøn, som i Danmark ere eller vorde dømte til evigt Fængsel (1), skulle herefter aarligt med de fra Kjøbenhavn til Finmarken afgaaende Kompagniets Skibe didsendes for at hjælpe til at peuplere Landet." Denne Resolution, som allerede begrændsedes ved Rescript af 7de Januar næstefter, "saasom Kompagniet befrygtede slette Følger for Indbyggerne", kom nok ikke strax ligefrem til Udførelse; imidlertid sees det dog at Reskr. af 31 Marts og 22de August 1766, 4de November 1768, 17de Februar 1769 og 23de Juni 1773, at Tingen har været praktiseret, saaledes at grove Forbrydere selv fra Danmark istedenfor at ansees med Livsstraf eller Strafarbeide paa Livstid ere blevne benaadede med at forvises til Finmarken, ei at tale om, at norske Forbrydere ligefrem efter Loven og Anordningerne dømtes til Arbeide paa Fiskeværene i Finmarken. Hvilken uheldbringende Indflydelse saadanne Regjeringsmaximer maatte have paa den allerede forhen ved vilkaarlig Behandling dybt sunkne Almue, er let at indse.

Regjeringen undsaa sig heller ikke for at erkjende, hvor ynkelig Tilstanden paa denne Tid var i Finmarken, medens den først silde synes at have faaet Øinene op for at Skylden laa hos den selv. Naar saaledes Reskriptet af 5te Marts 1756 blandt Andet bestemmer, at de, som i Finmarken forse sig ved Leiermaal i de forbudne Led, men af Kongen benaades for den i Loven bestemte Livsstraf, skulle, istedenfor at hensættes i Slaveri eller Tugthus, tjene 3 Aar for Kost og Klæder (uden Løn) ved Fiskeværene, motiveres denne Regjeringsforanstaltning ved den naive Bemærkning, at "Slaverne paa Vardøhus og Tugthuslemmerne i Trondhjem efter nu værende Omstændigheder skulle have det langt taaleligere end mangen Bonde i Finmarken", hvortil videre føies den Oplysning, at "Finmarken skal have en stor Folkemangel og end større Trang paa Tjenestefolk."

Den fra 1ste Juni 1789 indførte Frihandel var vistnok ikke uden velgjørende Indflydelse paa Almuens Flid og Vindskibelighed; men Konjukturerne vare paa den Tid ikke de heldigste, hvorfor Forholdene ikke saa hastig kunde rette sig. Folkemængden, som ved den første almindelige Folketælling i Norge (1769) var sunken ned til 5,984 Individer (2), havde dog ved Folketællingen 1801 naaet op til 7,700. Derefter indtraf Krigsaarene 1807 til 1814, der her, som andetsteds, satte Almuen tilbage, og endskjønt man i denne Tid kom i en livligere Handelsforbindelse med Rusland, sporedes dog Krigsaarenes Næringsløshed og Nød, saa Folkemængden atter gik noget ned, idet den ved Folketællingen 1815 udgjorde 7000 Indvaanere. Efter denne Tid begyndte Finmarken atter at hæve sig noget; den offentlige Opmærksomhed blev i høiere Grad end forhen henvendt paa denne Del af Landet, og Handelen med Russerne tiltog mere og mere, saaledes at Finmarken ved Folketællingen i 1835 havde naaet et Indvaanerantal af over 10,000 Mennesker. Siden 1835 er Folkeforøgelsen skreden raskere frem i Finmarken end i noget andet Distrikt i Norge, da denne, som man af det ovenfor Oplyste vil have erfaret, i Løbet af en Menneskealder omtrent har fordoblet sig.

Vil man danne sig et nogenlunde anskueligt Billede af Finmarken, maa man nærmest tænke sig det som et mægtigt Fjeldplateau, der i en Høide af 1500 à 2000 Fod over Havfladen strækker sig fra Sydvest til Nordost og udgjør den nordligste Fremtoning af det Høifjeld, som fra Trondhjems Stift af under Navn af Kjølen danner en bestemt naturlig Grændse mod Sverige og Rusland. Enkelte Fjeldgrupper naa en Høide af 3000 Fod og lidt derover, og fra det store Fjeldplateau sænker Landet sig, dog ikke meget betydeligt, imod Havet mod Nord og Nordost. I Vestfinmarken træffer man de høieste Fjelde og det mest kouperede Terrain; i Østfinmarken faar Landet et noget forandret Udseende; thi naar man har passeret Tanafjorden, møder man en mindre høi Kyst, som er aldeles blottet for Øer, og hvis østlige Del taber sig i temmelig lave Strækninger, som man er lidet vant til at støde paa i det nordlige Norges Kystegne. Paa Sydsiden af Varangerfjorden viser sig atter en vildere Havkyst med høiere Fjelde, der ligesom ved Nordkap fra en anseelig Høide styrte sig ned i Havet. Finmarken, som har sin største Udstrækning fra Vest mod Øst - omtrent 48 geografiske Mile - beskylles paa tre Kanter af Ishavets Bølger og er i det Store taget vildt, goldt og barskt. Dets betydelige Kyststrækning er ligesom hele det vestenfjeldske Norge, spaltet ved dybt indskaarne Fjorde, saaledes som et Blik paa Kartet beviser. De betydeligste ere Altenfjorden, Porsangerfjorden, Laxefjorden, Tanafjorden og Varangerfjorden. Kun den førstnævnte og den sidstnævnte indtage nogen fremragende Betydning, fordi det fornemmelig er ved disses Bredder der findes Strækninger, som i nogen høiere Grad indbyde til at opslaa menneskelige Boliger. Vistnok er der paa den betydelige Kyststrækning lige fra Øen Loppen til Jakobselven ved den russiske Grændse mange betydelige Fiskevær eller Handels-Etablissementer, hvor der findes Grupper af Huse, Rorboder, Gammer m. v. foruden Handelsmændenes mere anseelige Bygninger; men her er formedelst Polarhavets umiddelbare Paavikning hverken behageligt eller indbydende at bo og bygge. Ogsaa i de inderste Bugter af Porsanger- og Laxefjorden skal der være ret smukke Egne; men disse ere for Tiden ikke saa bebyggede eller beboede, at de nyde godt af Dampskibskommunikationen og henhøre neppe til dem, som i den nærmeste Fremtid ville blive Gjenstand for Kolonisation.

Det Indre af Landet er en høitliggende Fjeldmark, som paa enkelte Punkter afbrydes af høiere Fjeldgrupper, og som hist og her forsænke sig til Fjelddale, om man vil betegne de Fordybninger, der findes i denne vidtstrakte Fjeldslette, saaledes; thi dels ligge disse Forsænkninger, der ofte kun ere Myrer, som udtørre i den varmeste Sommertid, meget høit over Vandspeilet, dels ere de i Regelen kun dækkede med en temmelig tynd Jordskorpe, saa det Spor af Vegetation, som her findes, er temmelig svagt og bestaar hovedsagelig deri, at nogle Birketræer (betula pubescens) ligesom krybe op ad Bjergskraaningerne. Forøvrigt støder man i dette udstrakte Indland paa tvende større og dybere Dalstrækninger, nemlig Altendal og Vestfinmarken og Tanadalen i Østfinmarken, hvilke gjennemstrømmes af de for sine Laxefiskerier berømte Alten- og Tana-Elve. Den betydelige Strækning, som findes mellem disse to Floder, er temmelig bjergfuld og opfyldt med en Mngde Fjeldvande, hvoraf de fleste dog er ubetydelige af Udstrækning: Jetsjavre, som næppe er ½ Kvadratmil, er en af de største. De nævnte to Hovedvasdrag har en Mængde Bielve, og langs disses Bredder er Jordsmonnet lidt rigere og dækket med Grønsvær og Birkeskove af noget betydeligere Dimensioner, især have Bredderne af Karasjok-Elven, som stundom udvide sig til et temmelig bredt Dalføre, ret vakre græsrige Sletter med frodig Løv- og Furuskov. Denne sidste har engang været langt betydeligere i Finmarken, end den nu er; dog findes her fremdeles Furuskove i Alten, det Indre af Tanadalen, ved Porsangerfjorden og i Sydvaranger; men de bære kjendelige Præg af, at de voxe langt nordenfor Polarcirkelen, paa et Punkt af Kloden, hvor Vegetationstiden er knappe 3 Maaneder og den barske Vinter omtrent 9 Maaneder. Et Furutræ forlanger heroppe 180 til 200 Aar for at opnaa Modenhed, og blandt de Træer, som naa denne Alder, ere de fleste temmelig lavstammede og vredne, det Sidste en Følge af de mægtige Storme, de have udholdt i deres sekellange Levetid. Den frodigste Væxterlighed for Finmarkens Skove findes udentvivl i Sydvaranger, hvor jeg har seet Partier af meget anstendige Furutræer ligesom og fældede Birkestammer af mægtige Dimensioner: paa Roden findes desværre ikke mange af synderlig Anseelse. Hyppige Skovbrande i Fortiden og Nybyggernes Øxer i senere Tider have ryddet dygtig op i de Urskove, som udentvivl engang have existeret paa disse Enemærker.

Den samme barske og forstenede Charakter, som Indlandet har, gjentager sig ligeledes paa de betydelige Øer, som i Vestfinmarken dukke op af Polarhavet, saavelsom paa de store Halvøer, der egentlig kun ere Bjergarme, som imellem de dybt indskaarne Fjorde skyde ud fra Høifjeldet og ende i bratte Styrtninger mod Havet - kun med den Forskjel, at Polarhavets umiddelbare Nærhed og de voldsomme Havstorme her i høiere Grad umuliggjøre Vegetationen, og at her ikke findes andet Spor af Skove, end det ubetydelige Birkekrat, der spirer op i en og anden Klipperift, som har Ly for Havvindene. Varangernæsset, som egentlig ogsaa udgjør en stor Halvø, danner, endskjønt det ikke stiger saa høit over Havfladen, heller ikke Andet end en stor temmelig ufrugtbar Bjergslette, paa hvis Indre der findes nogle maadelige Græsgange og saameget Renmose, at det afgiver tarveligt Bete for den Mængde Rensdyr, som slippes her om Sommeren.

Det store Fjeldplateau, som danner Hovedmassen af det i Udstrækning saa beydelige Finmarken, har som allerede bemærket den Eiendommelighed, at Landet ikke sænker sig i nogen betydelig Grad imod Havet, hvorfor saadanne Partier, som det, der charakteriserer Nordkap, findes paa mange Punkter af Kysten, det vil sige, at Klipperanden ofte styrter sig næsten lodret ned i Havet fra en Høide af flere hundrede Fod, og hvor Skraaningerne paa andre Steder falde i 45 Graders Vinkel, er Adgangen fra Havet ikke synderlig bedre, da der paa mange Steder saa godt som ingen Strandbred findes, hvorfor det paa lange Strækninger ofte er vanskeligt nok at finde en Landingsplads. Dette gjælder dog mest de ydre umiddelbar af Polarhavet beskyllede Kyster, medens der inde i Fjordbundene, i Særdeleshed hvor an liden Elv eller Bæk har sit Udløb, findes flade Strandbredder, men som dog ikke stedse afgive nogen særdeles gunstig Landingsplads, ialfald ikke i stormfuldt Veir (3). Til at forhøie denne Vanskelighed i at lande bidrager paa den ene Side de betydelige Strømninger i Havet, der er en Følge af den stadige Flod og Ebbe, som findes heroppe og som i Springtiden udgjør 9 Fod, paa den anden Side de mægtige Underdønninger, hvis Virkninger spores mere end et helt Døgn, efterat en voldsom Storm allerede har lagt sig, og det hører aldeles ikke til Sjeldenheder, at mægtige Storme rase i disse arktiske Egne, i Særdeleshed i Høstmaanederne og om Vinteren.

Jeg hidsætter paa nærværende Sted nogle Linier af Professor Keilhaus fortræffelige Bog: "Reise i Øst- og Vest-Finmarken", der giver en klar Forestilling om disse Efterretninger. Det var omtrent midt i Juli Maaned, at Keilhau havde lagt veirfast 3 à 4 Dage ikke langt fra Guldholmen i Tanafjorden og omsider naaet Fiskeværet Omgang. "Stormen", skriver han, "som havde opholdt mig, havde oprørt Ishavet saaledes, at jeg endnu ikke den anden Dag efter min Ankomst kunde løbe ud fra Omgang. Den heftigste Søgang kom først bagefter Uveiret; Russerne (som laa her paa Sommerfiske) mistede om Natten en Jolle og vare nu ifærd med at trække deres store tomastede Fiskerbaade op paa Land. Det var næsten ganske vindstille, og dog lød det brusende Hav som en fjern, dump Storm. Jeg gik ned paa Strandbredden for at betragte dette Skuespil. Saasnart den indvæltende Sø naaede den flade Grund, der ikkun med ganske faa Fod Vand stikker sig langt ud fra Landet, reiste den sig som en fraadende Vold og rykkede med tiltagende Hurtighed ind imod Stranden. Dens Ryg skjød sig frem over Bølgens Fodstykke og Bølgen selv rullede sig sammen som et Blad, hvis øvre Bøining var ganske tynd og gjennemsigtig og af en skjøn og søgrøn Farve; herover dannede sig en høi Skumkrone, hvis hvide Støv under den stigende Fart veg tilbage som et fint, flagrende Haar. Herligt som dette Syn nu var, maa det være frygteligt om Vinteren, naar Stormene naa deres fulde Styrke, og Havet oprøres mangefold heftigere. I denne Aarstid ophører ogsaa al Samfærsel paa Søen."

De uendelige Fjeldstrækninger i det Indre af Finmarken ere som i det Foregaaende bemærket ikke afbrudte af mange særdeles betydelige Fjeldrygge, og sjelden naa disse den evige Snes Regioner, medens Fjeldsletterne og Dalførerne oftere have en temmelig betydelig Udstrækning i nogenlunde horizontal Flugt. En Naturkyndig, som nylig har bereist disse Egne, gjorde en slaaende Bemærkning, at hvis man kunde vende op og ned paa Norge, saaledes at Finmarken laa nede i Christiansands Stift, skulde der ikke tilbyde sig mange Vanskeligheder for at forene det vestenfjeldske og østenfjeldske Norge ved Hjelp af Jernbaner. Vistnok afbrydes de store Fjeldsletter ved mangfoldige Myrer, Kjærn og Fjeldvande, saa man maa gjøre betydelige Omveie, naar man færdes der om Sommeren; men om Vinteren, da Befordringen sker ved Renens Hjælp, ere disse Fjeldvande og Myrer tilfrosne og dækkede med et mægtig Snedække, og man færdes da stundom paa næsten uoverseelige Vidder. Man følger imidlertid gjerne visse Dalfører, hvorved de betydeligere Stigninger undgaaes, og dette gjør det forklarligt, at man med de smaa modige Rensdyr kan tilbagelægge en Strækning af 10 finmarkske Mile paa en eneste Dag, naar Veiret og Føret er gunstigt. Men selv om Sommeren tilbyder Fjeldplateauerne ofte større Strækninger af temmelig plant Niveau, fornemmelig paa Varangernæsset. Platformen paa Magerøen, som ender med det berømte Forbjerg "Nordkap", beskriver Keilhau som "en fuldkommen Flade, jævn, hard og tør, saa at gaar derpaa ganske som paa et feiet Gulv. Den dannes af næsten vertikale Glimmerskifer-Skikter, der ere afskaarne i en fuldkommen lige Høide, hvis udgaaende Egge dels ere afslebne af Tidens Virkninger, dels udjævnede med fint, i Rifterne imellem dem fast pakket Grus."

Da nu Finmarken, paa de sydligste øde og nøgne Takter af Kautokeino og Karasjok Sogne nær, er anvist en Beliggenhed imellem den 69-71de nordlige Bredegrad, kan man saa omtrent paa Forhaand vide, at Vegetationen, der i den knapt afmaalte Sommer sniger sig frem i Klipperifter, Dalfører og om Bredderne af de gunstigst beliggende Fjeldvande, ikke kan være betydelig. Overraskes man end stundom af ret frodige Græspartier, yndigt Birkekrat og smukke Specimina af de sjeldneste Alpeplanter, vilde dog den største Del af dette Nordparti af Norge, som i Fladeindhold er større end hele Kongeriget Danmark, være henvist til kun at afgive sparsom Underholdning for en saare tynd Befolkning af nomadiserende Lapper, saalænge deres Renhjorder, som forskaffer dem Alt, hvad de i sin store Nøisomhed kræve til Livets Underholdning, kunde finde Renmose og Græs nok til at friste Livet, - hvis ikke Finmarkens store Kyststrækning beskylledes af et Hav, som aldrig tilfryser, og hvori der findes en Rigdom af Fisk, der snart sagt trodser enhver Beregning.

Det sidste er nervus rerum, den egentlige Livsnerve heroppe i dette høie Norden. Disse umaadelige Fiskemasser, der stadigt omcirkle Finmarkens Strande, er den Rigdomskilde, som har bevirket, at Finmarken for flere Hundrede Aar tilbage havde en Betydning, som dets arktiske Beliggenhed dengang ikke kunde skjænket det; som nu bevirker, at Finmarken, efter at have reist sig fra sin Fornedrelse, atter er begyndt at indtræde i en Blomstringsperiode; og som sandsynligviis vil bevirke, at Finmarken engang kommer til at faa en Betydning saa stor, at det vil forbause Enhver, som paa Afstand betragter dets geografiske Beliggenhed.

En Følge af, at det Indre af Finmarken er saa goldt og ufugtbart, derhos med sit Indlandsklima har en haard og stræng Vinter, og derfor af Jordens Skjød afgiver høist karrige Bidrag til Underholdning for Mennesker, medens den mere og mere udviklede og forbedrede Fiskebedift giver rigelig Næring for et stadigt voxende Indvaanerantal, - er da det, at Massen af Finmarkens Indvaanere opslaar sine Boliger og søger Tilhold stedse nærmere Havets Kyster, og at man derfor kun ved Havets og Fjordenes Bredder støder paa en mere samlet Befolkning. I det vidtstrakte Præstegjeld Kautokeino, der antagelig indtager et Areal af 90 geografiske Kvadratmile, men ingen Søkyst har, bor der kun 738 Mennesker, hvilke næsten udelukkende ere Nomader, og mange af disse drage i Sommermaanederne ned til Havet med sine Renhjorder.

Uagtet nu den forholdsvis talrigere Kystbefolkning i flere Henseender har betydeligere Fordele fremfor dem, der bo i det Indre, idet Fiskeriet, ordentlig skjøttet, kaster langt mere af sig end baade Fædriften og Rensdyrholdet, hvortil Oplændingerne hovedsagelig ere henviste, og uagtet den ringere Kuldegrad ved Kysten, (Middeltemperaturen for det hele Aar er ved Nordkap = +0,1 R.) bidrager betydeligt til at mildne Vinterens Gjenvordigheder, bør man derfor ikke tro at deres Lod i det store taget er særdeles misunnelsesværdig, saaledes som Forholdene endnu gestalte sig heroppe. Deres Stilling bedres unegtelig Aar for Aar, efterhaanden som Civilisationens kraftige Hjælpemidler formaa at vinde Fodfæste, og efterhaanden som Beboerne selv lære at indse, at Strævsomhed, Flid og fornuftig Oekonomi sætter dem istand til at føre et Liv, hvori Udkomme til det daglige Livs Fornødenheder aldrig behøver at mangle. Dette er jo allerede et stort Gode, og er man født og opdraget paa disse Kanter og aldrig har kjendt noget Bedre, finder den nøisomme Menneskenatur sig i at udholde en lang Vinters rugende Mørke, under hvilken Solen paa tredie Maaned ikke viser sig over Horisonten, og Veiret til samme Tid undertiden kan være saa haardt, Storm, Snedrev og Havtaage saa stærk, at man i flere Døgn ikke kan forlade den trange Hytte, end sige komme ud paa Havet, for at fange den Fisk, man attraar til den daglige Husholdning, og som til enhver Tid findes i tilstrækkelig Mængde ganske nær Strandens Bredder, naar Veiret blot tillater at tage ud paa Søen.

Lidt haardere stille sig vistnok disse Vilkaar for den, der fra sydligere og blidere Egne flytter op til Finmarken for der at bosætte sig. Han betages ofte af Mismod og Villiekraften lammes, hvilket ikke er at undres over, naar man tænker sig den Indflyttede bosat paa de mere enslige for al rigere Vegetation blottede Bopladse, som findes ved Ishavets Kyster lige fra Gjesvær til Vardø, et Strøg, paa hvilket den, som bereiser disse trakter i den bedste Sommertid, seiler mange Mile uden at se Andet, end en nøgen Kyst, hvorpaa hverken findes Træer eller Buske, i det Høieste nogle Lyngplanter, der grønnes langt ud paa Sommeren, og i Klipperifterne hist og her lidt spirende Græs. Keilhau skriver om sit Ophold paa Mehavn, der ligger imellem Sletnæs og Nordkyn, og paa hvilket Sted paa den Tid to eller tre norske Familier boede: "Marken var paa de bedste Græspladse endnu, den 5te Juni, ikkun brun, og rundt omkring laa store Snedynger; nogle smaa Krøblinge af Birkebuske begyndte netop at udfolde deres Knopper. Mig frydede vel Synet af nogle blomstrende Alpevæxter og en Humles Surren i det med gule Rakler bedækkede Vidiekrat. Men i saadanne Gjenstande skulle vist ikke Beboerne af disse Steder finde megen Opmuntring; i den Aarstid, der ellers fylder Naturen og Mennesket med Livsglæde, se de ikkun Snedyngerne, den brune Mark og de graa Steen-Urde, høre de ingen kvidrende Vaarfugl, men kun Brokfuglens sørgelige Piben og Ravnenes Skrig ved Fiskehjelderne. Det er da vistnok ikke at undres over, at de blive nedslagne, og at det Liv, som de see for sig, ikke indeholder nogen Opmuntring til Virksomhed; thi man anstrænger sig ikke uden et tilsvarende Opmuntringsmiddel."

Der gives dog ogsaa stærkere Sjæle blandt dem, som fra sydligere Egne have flyttet op til disse ugjæstmilde Strande, og som formaa at udsone sig med de barske Naturforholde. Saaledes fortæller Keilhau, at han paa Omgang fandt en gammel Husmand, som 20 Aar forud med sin Hustru var flyttet derop fra Nærøen i Namdalens Fogderi. Manden angrede aldeles ikke paa, at han var udvandret fra sit Fødested, og havde i den hele Tid hverken lidt af Skjørbug eller anden Sygdom. Han troede heller ikke, at Andre end de, som overlod sig for mege til Lediggang og derved lod Mismodigheden faa Overhaand, havde noget at frygte af Klimatet. Skjønt Manden nu var en svag Olding og ikke havde anden Hjælp end sin Datter, havde han dog i Løbet af et Aar kunnet levere Kjøbmanden 200 Voger raa Fisk og 12 Voger Tørfisk, foruden Kongens Tiende; desuden havde han tusket med Russerne. Manden havde to eller tre Melkekjør, 50 Faar og nogle Gjeder. Af hver Ko kunde han sælge indtil halvanden Vog Smør om Aaret og desuden Melk til de fremmede Fiskere. Hans Vinterbeskjæftigelser vare, foruden Haandarbeide i Gammen, at fiske, naar Veiret tillod det, at indsamle Tare til Kreaturerne og at fremkjøre Brænde og Hø, hvortil han havde en liden Oxe. Vinterens Beskaffenhed paa disse kanter beskrev denne Mand at være saaledes: Med sydlig Vind er Marken ofte saa bar for Sne, at Faarene kunne gaa ude; der indtræffer da klart Veir uden stræng Kulde; den strængeste Kulde og det klareste Veir følger med Sydostvind. I nogle Vintre har man ved Nytaar hørt Torden med nordvestlig Vind. Naar Vinden er sydlig, kan Veiret være klart og stille hele 8 Dage ad Gangen; men med Nordvest hænder det, at Storm og Taage vedvare tre til fire Uger. Med Sydvest regner det ofte om Vinteren. Heftig Snefog følger regelmæssig med Vind fra Vest, Nordvest, Nord og Nordost, og da indtræffer det ikke sjelden, at man i to, tre Dage ikke kan komme ud af Gammen.

Det er dog maaske nu paa Tide, at jeg forlader disse Skyggepartier af de Egne, jeg har foresat mig at beskrive; men Slagskyggen kan jo ikke mangle, hvis et Maleri skal erholde sin rette Belysning, og jeg vilde mindst af Alt, at Nogen skulde bekylde mig for at have udhævet Lyssiderne og fordulgt Skyggepartierne ved Skildringen af et Distrikt, hvorom der har været talt og skrevet saameget, at det burde koloniseres. Det har ogsaa sine Lyspartier, som i høi Grad fortjene at lægges Mærke til, og som jeg herfor ogsaa agter tilstrækkeligt at accentuere; men jeg vil dog paa den anden Side bestræbe mig for at iagttage en saa nøgtern Upartiskhed, at man skal kunne beskylde mig for ved min Beskrivelse at have forledet Nogen til at vælge disse fjernt afsidesliggende Egne til sit frmtidige Opholdssted.

Det har været min Hensigt med det hidtil Fremstillede at give Læseren et Totalbillede af Finmarken, saaledes som det fra Naturens Haand er henkastet heroppe i Ishavet, at trække Liniamenterne for det Barske, Kolde og Raa, som det i sin store Helhed virkelig repræsenterer, forinden jeg gik over til at beskrive de frappante Modsætninger, som forskjellige mindre Partier i dette forstenede "ultima Thule" unegtelig danne. For norske Læsere vil denne Modsætning ikke være saa overraskende; thi mange af disse vide, hvorledes selv i det Søndenfjeldske de vildeste, barskeste Fjeldørkener kunne afvexle med de yndigste, venligste og mest tiltalende Partier. Men skulde disse Blade falde i Hænderne paa en Udlænding, som ikke har bereist eller kjender den skandinaviske Halvø, kan jeg ikke fortænke ham i, om han bliver noget forbauset over at erfare, at der i dette barske, af Naturen saa stedmoderligt behandlede Land dog findes saamegen Skjønhed og Ynde, saa maleriske Situationer og endelig saa store Muligheder for, at de, som i en fjernere Fremtid, naar den alt befrugtende Kultur har trykket sit Stempel paa de nu saa golde Egne, blive henviste til at bo og bygge der, maaske i flere Retninger kunne blive Gjenstand for Misundelse af dem, der leve og bo paa Klodens efter almindelig Synsmaade ulige heldigere situerede Punkter.

De venligere og blidere Partier, som findes oppe i Finmarken, og som i Fremtiden ville faa saameget større Betydning, fordi Massen af den stigende Befolkning, Landet maa og vil erholde, fortrinsvis der ville samle sig, ere, for at begynde østenfra, at søge i større Strækninger af Sydvaranger, i Bunden af Varangerfjorden med dens Omegn, i Tanadalen og endelig i det merkværdig frugtbare Alten. At hver af Finmarkens trende Byer, der samtlige ere i stadig Opkomst, fremdeles ville blive meget vigtige Koncentrationspunkter, og at Befolkningen i disse vil tiltage meget stærkt i Forhold til Befolkningens Forøgelse i Landdistrikterne, anser jeg for givet; thi hvor saa mange af Livets Behageligheder formedelst Landets arktiske Beliggenhed maa savnes, som Tilfældet er i det fjerne Finmarken, blive dog disse Savn minst følelige i Byerne, hvor selskabeligt Samliv, huslig Komfort og andre Nydelser, som et mere forfinet Liv gjør Fordring paa, lettere lader sig tilveiebringe, end paa de øvrige stærkt isolerede Punkter, der ere eller ville blive Gjenstand for Bebyggelse og en mere koncentreret Sammenslutning. Men at denne Byernes Overlegenhed ikke grunder sig derpaa, at disse ere anlagte paa de smukkeste eller behageligste Punkter, som Landet frembyder, tror jeg Enhver maa erkjende, som har besøgt dem, og dette vil jeg faa Anledning til nærmere at udvikle ved den Beskrivelse over hver af dem, jeg agter at meddele. Hermed vil jeg dog ikke ligefrem have udtalt, at nogen af Byerne har faaet en absolut uheldig Beliggenhed; thi det er naturligvis noget ganske Andet, end Stedets Skjønhed, der betinger Anlæggelse af Byer i et Distrikt, hvor Havet er Landeveien, hvorpaa næsten al Kommunikation foregaar, og hvor Havet er Marken, hvorpaa der pløies og høstes, og som i sit Skjød gjemmer de Rigdomme, som Beboerne skulle opsøge, for derved at forskaffe sig de Subsistensmidler, som i andre Egne paa Kloden den Alt nærende Jord saa gavmildt udfolder af sit rige Skjød for dens flittige Dyrkere. En god Havn, heldig og nær Beliggenhed ved de vigtigste Fiskepladse, rigelig Vandforsyning og en ikke altfor farefuld Indseiling under stormende og oprørt Hav, ere nemlig de Hovedbetingelser, man her maa have for Øie; forresten faar man ikke tage det saa nøie med, om der ikke voxer et Træ eller en Busk i Nærheden af Byen, hvilket er Tilfeldet med alle 3 Byer i Finmarken; man maa finde sig deri, om det i Vardø undertiden blæser saa stærkt, at man ikke kan gaa fra Fæstningen til Byen, uden at støtte sig til og holde sig fast i Husene, eller om det, som i Vinteren 1866/67, var Tilfælde i Hammerfest og Vadsø, stundom falder saa store Snemasser, at man, for at komme ud af Husene, maa gaa ud af Vinduerne i anden Etage, hvor en saadan findes, eller i modsat Fald danne sig Muldhvarpgrave op til Gaden; - thi det Sidste har jo i samme Vinter fundet Sted midt i selve Jylland. Dog vilde det jo ikke været afveien, om man kunde fundet Punkter til Anlæg for Byerne, der med de nævnte Hovedbetingelser kunde forenet nogle af de Behageligheder, som en smuk og venlig Beliggenhed skjænker Beboerne.

1) Herved menes formentlig Strafarbeide paa Livstid.

2) I Amtmand Hammers efterladte Manuskript fra 1763, (aftrykt i Samlinger til den norske Folks Sprog og Historie, 3die Bind, 2det Hefte), heder det, at der paa hans Tid ikke var Tiendedelen saa mange Folk i Finmarken, som før.

3) Saaledes beretter Pastor Stockfleth i sin Dagbog, at han den 2den Septbr. 1833 befandt sig i den indre Del af Laxefjorden og skulde seile fra Hammersvig ved Bondøen over til Lebesby. "Klokken 5 om Eftermiddagen", skriver S., "lagde vi ud med god Vind, men efter omtrent fem Minuter blev Vinden pludselig til en Storm med Sne-Flinger, som hvert Øieblik syntes at ville begrave os i Bølgerne. I kortere Tid end en Time havde vi med den lille Baad tilbagelagt 1½ Mil og nærmede os nu Strandbredden ved Lebesby. Brændingen og den tilbagerullende Sø gjorde Landingen umulig. Det lysnede stundom mellom Sne-Flingerne saa meget, at vi kunde skimte Folkene paa Land, og vi bemærkede, at vi vare blevne seede af dem, og nu udbrød begge mine skydsende Finner: "Gud være lovet, nu ere vi frelste!". Vi lod nu Baaden med den fuldkomneste Tryghed og i fuld Fart og med fuldt Seil løbe op paa Land. Modtaget og fastholdt af de tililende Folk, forinden de tilbagegaaende Sø kunde tage den med sig tilbage, blev vor Baad trukket langt op paa Land."