Om Finmarken / af Chr. A. Wulfsberg. - Christiania : Cappelen, 1867.

Vadsø

Denne By, som erholdt Kjøbmandsrettigheder ved Lov af 20de Juli 1833, ligger paa Nordsiden af Varangerfjorden, 4 à 5 Mil fra sammes inderste Bund (Nyborg), har en ret god Havn og ligger noget mere beskyttet imod Veiret end den ydre Del af Østfinmarken. Seet fra Varangerfjorden tager den sig paa Afstand ret god ud, hvortil den nylig opførte smukke Kirke gjør sit, ligesom de opryddede Jordstykker imellem og bagenfor Husrækkerne med sit friske Grønsvær bidrage til at formilde det triste Indtryk, som den fuldkomne Mangel paa Træer eller Buske i hele dens Omegn unegtelig ellers fremkalder. Naar man træder i Land, finder man vistnok Byen temmelig uanselig og mindre end smuk, og de finmarkske Byers sædvanlige Attributer, Fiskehjelder, umaadelig store Trækar, hvori Torskeleveren gjærer og skummes, og endelig de store Gryder, hvori der koges Bruntran, bidrage ingenlunde til Stedets Forskjønnelse, men har ialfald det Eiendommelige ved sig, at man strax ved Landstigningen mindes om, at i Finmarken dreier sig Alt om Fiskeriet: af og ved Fisken er det man lever.

I den sidste Del af Aarene Halvtreds var Byen gaaet adskilligt tilbage, først ved Russehandelens Standsning formedelst det hvide Havs Blokade under Krimkrigen, dernæst ved Handelsstriden, som ikke naaede op til disse Egne før 1858, og endelig paa Grund af flere mislige Aar for Fiskeriet. Nu er imidlertid Virkningerne deraf forvundet, og Handelen har taget et Opsving og naaet en Udvikling, som ikke før var kjendt; baade Export og Import har været i jævn Stigning under de seneste for Fiskerierne særdeles heldige Aar. De Svingninger, Toldintraderne have været undekastede siden 1852, afgive en ret god Maalestok for Handelskonjunkturerne. I det nævnte Aar havde samme naaet op til 13,500 Spd., men sank i Aaret 1855 ned til 7,600 Spd., derefter hævede de sig igjen i 1857 til 15,500 Spd., men dalede i Aaret 1861 ned til 8,900 Spd. Senere ere de stadigen gaaet opad igjen, indtil de i Aaret 1866 naaede et Beløb af 15,400 Spd. Folkemængden, som i 1845 kun udgjorde 388 Mennesker, var i 1855 steget til 886 og havde ved sidste Folketælling (1865) naaet op til 1343 Individer.

Fiskeriet har maaske ikke for Øieblikket den Betydning for Vadsø, som det har for Vardø, der ligger nærmere de Strøg af Varangernæsset, hvor Loddefisket i de senere Aar har slaaet udmærket til; men det er dog den Næringsvei, som har grundet og fremdeles opretholder Vadsø By. Det drives af alle Byens Indvaanere, som paa nogen Maade kan komme til at deltage deri, og har i de 5 sidste Aar slaaet godt til og givet Fortjeneste. Der er vist ogsaa Grund til at tro, at Fiskeriet vil antage større Dimensioner, efterhaanden som Velstanden stiger og Byens Handelsmænd begynde at følge Exemplet fra Hammerfest ved mere direkte Deltagelse i Fiske udenfor sine egne Enemærker - Varangerfjorden - samt Udrustning af Fartøier til Deltagelse i Bankfiskerierne, noget som for hver Aar synes at faa større og større Betydning. Dette vil udentvivl komme raskere paa Glid, naar Tidens Medfør faar løst de unaturlige Skranker, som endnu finde Sted ved det nærmest Vadsø beliggende Fiskehav, hvor man endnu har sine privilegerede "Sæt", men som formodentlig den for nogen Tid siden nedsatte Fiskeri-Kommission vil indstille til Ophævelse. Alle unaturlige Baand maa i vore Dage løses, Konkurrencen maa være fri, og de, som i Længden ville staa sig bedst derpaa, ere de, som for Tiden mest modsætte sig det, nemlig Vadsø Byes egne Indvaanere.

Allerede nu er Havet for trangt for Byens Beboere, hvorfor flere af dem søge hen til Ekkerø, Nyhavn, Kiberg o andre Steder; bedre derfor om de, som magte det, vilde forskaffe sig større Baade og deltage i de fjernere i Regelen meget fordelagtige Fiskerier og overlade dem, som kun have smaa Baade, - lige meget hvem disse ere, naar de kun ere norske Undersaatter, - at fiske i selve Varangerfjorden. Med det exclusive Princip, som nu finder Sted (6), opmuntrer man ikke Sørlændingen til at reise saa langt som til Vadsø; denne standser i Gamvik, Berlevaag eller Vardø, og Vadsø maa som hidtil komplettere Fiskebaadenes Bemanding med Finlændere og Svensker, medens det ønskelige Forhold netop vilde være, at endel af Strømmen fra Tromsø, Nordlands og nordre Trondhjems Amter fik Smag paa at komme til Vadsø; thi det turde da lettelig hænde, at mange af disse følte større Tilbøielighed til at slaa sig ned der, end f. Ex. i Vardø eller de øvrige paa den aabne Kyst beliggende Fiskevær. Det er nemlig de sydfra tilstrømmende Fiskere, der medbringe den større Intelligens, den kraftigere Udholdenhed og den høiere moralske Styrke, som man isærdeleshed maa ønske de Tilflyttende i Besiddelse af; og den Forøgelse i Folkemængden, som finder Sted formedelst Indvandring, er jo hidtil fornemmelig skeet derved, at af de store Masser, som strømme til under Fisketiden, forblive nogle tilbage, som slaa sig ned for stedse. Kunde Tilstrømningen for Vadsøs Vedkommende herefter blive overveiende af Norske, vilde dette ubestrideligt være godt, eftersom for Tiden mere end Halvparten af Byens Indvaanere ere Kvæner (769, hvoraf dog 292 forstaa Norsk).

Der er vel høi Grad af Sandsynlighed for, at Vadsø engang vil komme til at spille en saare vigtig, ja endog en prædominerende Rolle i disse Egne; men har denne By, saavidt det for menneskelig Fremsynthed er muligt at have en Mening desangaaende, virkelig en stor Fremtid for sig, bør man udentvivl ved alle Midler arbeide for, at Befolkningen bliver overveiende norsk, og at de kvænske Elementer, som allerede nu findes, efterhaanden kunne gaa op i det norske. Det er vel muligt, at dette lidt efter lidt vilde ske i sig selv, under en jævn og stadig Fremadskriden af Forholdene i det Hele paa disse Kanter; thi det er Nordmændene heroppe, som ere de mest intelligente, de mest foretagsomme; men kunde Byen faa et rask Opsving, skride hurtigt fremad mod Velstand, er der overveiende Sandsynlighed for, at den kvænske Befolkning, som nu findes, saameget snarere vilde gaa op i Norskheden. Det bør paa nærværende Sted bemærkes, at det for endel er tilfældige Omstændigheder, som har bevirket, at den kvænske Befolkning i de senere Aar ha faaet den nuværende Overvægt. Af de 866 Indvaanere, Byen havde i 1855, var der kun 353 Kvæner; men paa samme Tid, som Østfinmarken i de 5 sidste Aar har været begunstiget med et rigt Fiske, har der netop i disse Aar hersket betydelig Misvæxt i Finland, hvorfor Tilstrømningen herfra til Vaarfiskerierne har været saa betydelig, at den i enkelte Aar er gaaet op til 6 à 700 Individer, og visse Procent af dem, som forlade Hjemmet med den Tanke for nogle Maaneder eller i det høieste at Aar at drage til Finmarken for Livsopholds Skyld, blive stedse tilbage og bosætte sig i Norge. Folkemængdens Forøgelse i Vadsø fra 1860 til 1865 udgjorde 240 Individer, og, da der i samme Tidsrum er udvandret 69 til Amerika, er Forøgelsen vel for den største Del skeet ved Indflytning og da fornemmelig fra Finland, hvorved tillige maa bemærkes, at mindst de to Trediedele af de til Amerika Udvandrede vare Nordmænd. Dette Sidste tyder vel ikke hen paa nogen stærk Tilbøielighed blandt Nordmændene til for Alvor at slaa sig ned i denne By; men man maa erindre, at Emigrationsfeberen for Tiden raser hele Landet rundt, saa det ikke var Andet at vente, end at Smittestoffet ogsaa maatte naa op til disse Egne. Ganske anderledes turde imidlertid Forholdene stille sig i Fremtiden, naar Vadsø har hævet sig til den Høide, at det kan skjænke sine Indvaanere, ved Siden af sorgfrit Udkomme, flere af de Behageligheder, som de mere velstaaende Byer formaa at afgive.

Er det derfor af Betydning, at Befolkningen i den By, der ifølge Tingenes Medfør sandsynligvis vil blive Centralpunktet for disse Egne af Landet, snarligen bliver overveiende norsk, og er fremdeles det sikreste Middel til at naae dette Maal at søge deri, at Byen gaar en rask Udvikling imøde, turde det fortjene lidt nærmere Undersøgelse, hvorledes Sagen for Øieblikket stiller sig, og hvad herfor kunde og burde gjøres i den nærmeste Fremtid.

Byen er, som allerede bemærket, i de 5 sidste Aar skredet fremad i Velstand og har fuldkommen rettet paa sig efter den Tilbagegang, den i forrige Decennium var udsat for, da der for alle Klasser af Befolkningen har været stadig og god Fortjeneste. Et Vidnesbyrd herom afgiver blandt Andet det Faktum, at den i 1854 oprettede Sparebank, som i 1860 virkede med 12,000 Spd., ved Udgangen af 1865 havde under Bestyrelse 18,000 Spd. I dette Tidsrum har Kommunen ogsaa udført adskillige almennyttige Foretagender; saaledes er der opført en for By og Land fælles Kirke til et Beløb af 9000 Spd. uden Tilskud fra Statens Side; Byen er bleven forsynet med en Vandledning, som har kostet 3000 Spd., hvortil dog Brændevinsafgifts-Kassen har tilskudt 500 Spd., ligesom der i Vadsø for Finmarkens Distriktskommunes og Statskassens Regning er opført Distriktsfængsel med tilhørende Retslokale, hvortil Byen bidrager ved at svare aarlig Leieafgift. Men der staar endnu overmaade meget tilbage at udrette. Saaledes skal jeg her paapege de nødvendige Foretagender, der udkræves for at skaffe Byen en sikker og fuldkommen betryggende Havn, solide og fuldstændige Bryggeanlæg, en heldigere og smukkere Regulering samt en mere tidsmæssig Brolægning af Gaderne, ialfald i Byens Centrum, hvortil endelig kommer, hvad der vel ligger udenfor Byens Omraade, men som vilde faa stor Indflydelse paa dens Opkomst, at Byen Vadsø gjennem Veianlæg sættes i en stadigere og lettere Forbindelse paa den ene Side med Tanadalen, der paa en Maade kan ansees for Byens naturlige Opland, paa den anden Side med Vardø, der allerede har taget mærkeligt Opsving, og udentvivl i Fremtiden vil faa betydelige Handelsforbindelser med Vadsø.

Det ligger klart i Dagen, at Foretagender, som de her paapegede, naar de skulle gjennemføres saaledes, at de fik sin fulde Betydning, vilde kræve Udtællinger og Anstrængelser, der betydeligt overskride en nylig anlagt og efter almindelig Maalestok endnu fattig Byes Ressourcer, og Spørgsmaalet bliver derfor, om Staten i Kraft af Tidens Medfør og i Betragtning af Finmarkens store Betydning for Landet nu og i Fremtiden, navnlig i Betragtning af de store Rigdomme, der kunne øses op af Havet, naar Finmarkens Strande bleve befolkede med kraftige, driftige og mere velstaaende Beboere, - vil og bør ofre Summer af nogen Betydenhed, for at hæve disse fjerne, langtbortliggende Egne til den Grad af Velstand, som de uden Vanskelighed kunne naa, hvis de i det beleilige Øieblik erholdt Understøttelse udenfra, tilstrækkelig stor for det nødvendige Fremstød.

Jeg skal forøvrigt ganske overlade den nærmere Drøftelse af dette Spørgsmaal til dem, under hvis Ressort dets Afgjørelse henhører, og alene paa nærværende Sted lidt nærmere omhandle de antydede Foretagender, som jeg antager vilde øve en mægtig Indflydelse ikke alene paa Vadsø By, men tillige paa det hele Distrikt.

Jeg har i det foregaaende sagt, at Vadsø har en ret god Havn; men man maa ved Afgjørelsen heraf tage med i Betragtningen Stedets Beliggenhed. Vistnok staar det aabne fraadende Hav ikke saaledes paa som ved Vardø og den øvrige Del af Varangernæssets Østkyst; men man maa derfor heller ikke tro, at Varangefjorden er at spøge med. Skjønt den ret ud for Vadsø kun er en Mil bred, er den til sine Tider af Aaret saa oprørt, at det næsten er ugjørligt at komme over Fjorden fra Sydvaranger med en forsvarlig Fembøring, og skal i Fremtiden Vadsø faa nogen større Betydning for Fiskeribedriften, for Handelen og for Rørelsen heroppe i det Hele taget, - maa den have en rummelig og sikker Havn, hvortil alle Baade og Fartøier kunne ty hen, naar de voldsomme Storme bryde løs; thi man maa mindes, at ikke uvigtige Fiskerier foregaa i selve Vintermaanederne, som netop er de heftige Stormes Tid.

Lige ud for Byens Strande ligge Øen "store Vadsø", og det er Sundet, som herved dannes, der udgjør Byens Havn. Ved lavt Vande er Øen egentlig en Halvø, idet man da kan gaa fra Byen til Øens Midtpunkt, medens man ved Høivande kan passere Sundet med Baade og Smaafartøier, som da glide over Eidet. Den dybere og egentlige Havn for større Fartøier er i det bestlige Gab, og dette er det, som burde gives nogen mere Beskyttelse, end Naturen har skjænket det. Selve Øen har høist sandsynlig gjennem Tidens Omskiftelser været underkastet forskjellige Formforandringer, og forinden Birkeskoven, som uden al Tvivl engang har voxet der, blev raseret, var den maaske endog større; thi vi finde, at Fiskeværet Vadsø, som allerede for mere end 300 Aar siden var blandt de betydeligere, havde sin Kirke beliggende paa Øen (7), som ventelig paa hin Tid var bebygget og beboet. Nu har Øen, som er forvandlet til en nøgen Sandmo, hvorpaa endel Faar og Gjeder sanke nogle sparsomme Græsstraa, ikke anden Betydning, end at give Havnen Beskyttelse mod sydlige og sydostlige Vinde; men denne Fordel er allerede betydelig nok til, at man bør vide at sætte Pris derpaa. Øens yderste vestre Pynt, som ved Høivande nu overskylles, burde forbygges saaledes, at det modstod enhver Paavirkning af Bølgeslagene, og fra denne Pynt maatte der i ret Vinkel bygges en Molo ind imod Stranden af saadan Udstrækning, som Forholdene tillade, med andre Ord, indtil Strømdybet forbød at fortsætte samme. Denne Molo skulde korrespondere med en fra Stranden udbygget Kai, der anlagdes lidt vestenfor eller østenfor Moloen, saaledes at der blev bekvem Indseiling, thi den fra Land fremspringende Kai maatte naturligviis ogsaa udbygges saa langt, som Strømdybet tillod. Herved vilde formentlig Havnen være tilstrækkelig beskyttet imod de voldsomste Nordveststorme og afgive en sikker og rummelig Plads for alleslags Fartøier. Hvorvidt man i en Fremtid vilde oprense det østre Indløb og gjennemskjære Eidet, saa større Fartøier kunde stævne ind ad østre Vaag, faar staa derhen; man har sagt mig, at det Sidste vilde være betænkeligt, da det ved at forandre Strømsætningen kunde opdæmme Havnen: jeg overlader til Sagkyndige nærmere at afgjøre dette: men om det Ønskelige i Anlæggelsen af en beskyttende Molo hersker der vist ikke mere end en Mening blandt Meningsberettigede.

Fra den fremspringende Kai, der ligesom Moloen maatte opføres af Granit med Cement for at erholde den fornødne Varighed, burde der paabegyndes et Bryggeanlæg, som i sin Tid skulde fortsættes langs den hele Strand og ligesom Kaien være af Sten og forsynet med Trapper, saa Baade og Fartøier kunde lægge til saavel inder Fjære som Høivande. Til saadanne Brygger maatte selv Dampskibene kunne lægge til, naar Veiret ikke var altfor overhændigt, og dette vilde i mange Henseender være en stor Lettelse: man fortalte mig som virkelig Kjendsgjerning, at Passagerer have maattet betale indtil 1 Spd. for at blive roede ombord i Dampskibet med sit Tøi, naar Fiskebedriften var i Virksomhed, og dette er jo lidt kalifornisk.

Allerede Opførelsen at en saadan beskyttende Havnedæmning og de første nødvendige Bryggeanlæg af et varigere Materiale end Træ, - Noget, som ei lettelig kan tænkes gjennemført, hvis ikke Udgifterne udelukkende bestrides af det Offetlige, - vilde give et mægtigt Fremstød til Byens Opsving; og en bedre og hensigtsmæssigere Regulering af Byen turde upaatvivlelig blive den første Frugt af saadan Understøttelse. Som Byen nu ligger der, er den ikke meget heldig konstrueret. Der have vi nu først Midtpartiet eller den Del af Byen, som grupperer sig om Kirken, det egentlige City (sit venia verbo), men som alligevel hverken ved regulære og ordentlig brilagte Gader, ved større og smukkere Huse, ved noget rummeligt Torv eller andre aabne Pladse præsenterer sig som noget særdeles tiltalende Parti, og saa have vi paa Begge Fløie vestre og østre "Kvæneby", den sidste en lille Spadsereturs Afstand fra Byens Midtparti, men forøvrigt forbundet med denne ved en upaaklagelig Landevei. Allerede Benævnelsen "Kvæneby", der antyder, at Kvænerne her bo adskildt fra Nordmændene, vidner om en Splittelse og Isolering, som er alt Andet end ønskelig, og man bør have Øiet aabent for, at dette i Tiden kan udjævne sig, ligesom man bør have Opmærksomheden henvendt paa, at det Strøg af Byen, som adskiller østre "Kvæneby" fra Midtpartiet, fortrinsvis bliver bebygget og hensigtsmæssigt reguleret, til hvilket Øiemed Nedrivelsen af den gamle (ubrugelige) Kirke formentlig bør være Begyndelsen. Kunde man saa henvise Trankogningen til at anlægges over paa Øen og undgaa at have de kolossale Trækar, hvori Tranen gjærer, saa at sige i selve Byens Gader, vilde det midterste Parti af Byen engang kunne blive et ganske komfortabelt Sted at være bosat paa, ialfald til at være i Finmarken, og dette er, som jeg senere skal paavise, at større Betydning, end det ved første Øiekast maaske kan synes.

I Forbindelse med en bedre Regulering af Byen, og fordi som før nævnt det har sin Betydning, at Østfinmarkens fornemste By ikke har et altfor frastødende Ydre, burde der gjøres Noget for at forskjønne dens Omgivelser. Jeg har fortalt, at der i Omegnen, saa langt Øiet naar, ikke findes Træ eller Busk; men saaledes har det ikke været tilforn. Forstmæster Barth skriver i sit Værk: "Om Skovforholdene i Finmarken" (Chr.a 1858): "Den nordlige Side af Varangerfjorden imellem Næsseby og Vadsø har paa sine mod Fjorden jævnt nedgaaende Skraaninger forhen overalt været bevoxet med Birkeskov, medens der nu paa hele denne Strækning næsten ikke findes det mindste Tegn til Skov, om hvis tidligere Forekomst her kun Traditionen beretter. Det er ikke mere end 20 à 30 Aar siden, at der endog fandtes adskillig Birkeskov omkring selve Vadsø By." Ligger end det sidstnævnte Faktum maaske lidt længere tilbage i Fortiden, end Hr. Barth angiver (8), saa er det nok hævet over enhver Tvivl, at her engang har været Birkeskov, og at saadan, vistnok med nogen Anstrængelse, paany kunde fremtvinges. Fremgangsmaaden hermed vilde være denne. Hvor man med Kunst vilde frembringe Skov paa disse veirharde strækninger, maatte man først anbringe et Beskyttelsesgjærde mod den Side hvorfra de voldsomste Vinde komme; langs Gjærdet burdet der plantes et Belte af den bredbladede Pileart (Selje?) som voxer saa villig og til temmelig betydelige Dimensioner over i Sydvaranger. Naar dette Belte i faa Aar havde naaet den Tæthed, at det afgav tilstrækkelig Ly, maatte Jorden beredes for et nyt Belte langsmed det første, og dette skulde da tilsaaet med godt spiredugtigt Birkefrø. Efterat den her opvoxede unge Birkeskov havde naaet den Høide, at den gav Ly for et nyt Belte, tilsaaedes et saadant ligeledes med Birkefrø, og paa denne Maade kunde man frembringe Birkeskov, saalangt tjenligt Jordsmon fandtes. Der vilde vistnok hengaa Aarrækker, inden man paa denne Maade fik væxterlig Birkeskov; men man udførte en stor Gjerning for kommende Generationer, der vilde velsigne os i høiere Grad, end vi nu bebreide vore Forfædre, fordi de i sin Uforstand have tilintetgjort og udryddet de smukke Birkeskove, hvormed Skaberen i sin Visdom havde prydet saamange af de nu nøgne og triste Partier heroppe i det fjerne, vindhaarde Finmarken. Hvor det gjaldt om lidt hurtigere at frembringe en smuk Birkelund, kunde Sagen vistnok paaskyndes derved, at samtidig med at Stedet indhegnedes, og man langsmed Gjærderne plantede Pilehækker, kunde Birkefrøet saaes i en lun Haveseng, og naar de unge Birketræer derefter vare blevne passende store til Udplantning, plantedes de i Rader (ziksak) paa det indhegnede Stykke Jord.

Der ligger paa Høiden ovenfor Byen, altsaa paa Nordsiden, en stor prægtig Myr, som indeholder ypperligt Jordsmon, hvis den blev tilstrækkelig udtappet. Vistnok ere nogle Smaapartier af dens Udkanter opryddede og afgrøftede, men de atfor villigt spirende Carex- og Ranunkelarter vidne noksom om, at Afgrøftingsarbeidet ikke er tilfredsstillende udført. Saafremt Kommunen ikke er Eier af denne Myr, kunde den udentvivl mod en Ubetydelighed blive det, og det vilde ganske vist svare meget god Regning at koste fuldstændig Udtapning og ordentlig Bearbeidelse paa den. Den vilde da afgive saamange fortrinlige Engeløkker, at den aarlige Leie, som kunde erholdes af disse, vilde være tilstrækkelig til mange Forskjønnelser af Byens nu alt Andet end smukke Omegn. Rundt Myrens Grændselinier burde man arbeide paa at frembringe Birkeskov, og naar denne i en Fremtid opnaaede sin fulde udvikling, vilde den ei alene tjene til Byens Forskjønnelse, men bidrage betydeligt til at give Ly for de nordlige Vinde. Om Skovpertier skulde kunne tvinges til at voxe paa Byens vestlige og østlige Ydergrændser, skal jeg lade være usagt: paa den vestlige var det maaske muligt at faa Træer til at gro ved Bredderne af den Bæk, som danner Grændseskjellet imod Landdistriktet, naar den blev oprenset og udgravet; paa Østsiden forekom mig rigtignok Jordbunden i den Grad ufrugtbar og stenbunden, at den vilde trodse de dristigste forsøg paa dyrkning; men her afgiver dog Fjeldets svage Stigning lidt Værn mod Nordostvindene. Hvad der imidlertid er hævet over enhver Tvivl er, at man med lidt Anstrængelse kunde forvandle hele den nøgne Kirkeø til en smuk Birkeskov, hvilket ikke blot vilde være til sand Prydelse for Byen, men tillige bevirke, at Øen bedre modstod Havstrømmenes mægtige Paavirkninger og afgav endnu bedre Ly for Byens Havn.

Jeg talte i det Foregaaende om Landevei. Det heder vistnok, at Havet er Finmarkens Landevei, og dette gjælder ogsaa ubetinget Forbindelsen med Landets sydligere Egne; men med Hensyn til den indre Samfærdsel maa man lægge Mærke til den betydelige Forskjel, som er imellem Nordland, Senjen og for en Del Vestfinmarken paa den ene Side, og Østfinmarken paa den anden. Hist er den lange Kyststrækning beskyttet ved en Række af Øer, en Skjærgaard, som bevirker, at man næsten stadigt seiler indenskjærs og i smult Farvand; heroppe i Østfinmarken mangle disse beskyttende Øer, og Kommunikationen er her, "hvor al Færdsel foregaar saa godt som paa den aabne Hav, om Vinteren meget besværlig og farefuld". Selv om Sommeren har det sine store Ubekvemmeligheder, at Varanger savner enhver med Hjulredskab fremkommelig Vei. Dampskibsforbindelsen er endnu ikke saa udviklet, som den vel i en Fremtid tør forventes at vilde blive, og Forretningsfolk og Reisende ligge undertiden veirfast i dagesvis, naar Strøm og Vind hindrer Fremkomst med almindelig Baadskyds. Den fuldkomne Mangel paa landevei er derfor i den senere Tid, "da Folkemængden aarlig tiltager og flere Heste holdes, blevet et mere og mere føleligt Savn" (9). Vel har man i Vintertiden Renskydsen, men denne er, som bekjendt, i flere Henseender overmaade besværlig og maa vel nu nærmest betragtes som en Overleverelse fra den primitive Tilstand, da ingen anden Maade at komme frem paa kunde tænkes mulig i disse "nordenfor Folkeskikken" beliggende Egne. For en Menneskealder siden fandtes nemlig ikke mere end 8 Heste i hele Østfinmarken; men nu er Antallet allerede steget til 140 Stykker, hvoraf noget over 50 falde paa Vadsø By og Landdistrikt. Her existerer vistnok nogle improviserede Rideveie, eller for at tale mere nøiagtigt - Fodstier, langs hvilke man med stort Besvær kan færdes tilhest; men vel lokaliserde Folk sagde mig, at der ikke udkrævedes særdeles betydelige Summer for at forvandle disse Fodstier til brugbare Kjøreveie, hvilket jeg efter Landformens Beskaffenhed ikke finder utroligt: Tørlægning af endel Myrer og Bygningen af nogle Broer vilde være de betydeligste Udgifter; thi Anlægget af Veien, hvor denne fører over de flade Fjeldsletter, vilde paa det Nærmeste indskrænke sig til sammes Planering, paastod man.

Hvorom alting er, fortjente dette snarest muligt at blive undersøgt; thi Anlæggelse af en Landevei fra Vadsø til Seida ved Tanaelven vilde faa en uberegnelig Indflydelse paa hele Distriktets Opkomst. Paa denne Strækning, hvor de fleste Opsiddere nu ere Lapper, som er høist maadelige Jordbrugere, vilde der være Anledning til at oprydde og dyrke langt mere Græsland, end de Pletter, som nu findes omkring de elendige Finnegammer, og det er ingen Tvivl om, at ogsaa Nordmænd skulde finde, at det vilde svare Regning at nedsætte sig her, rydde Jord, holde Kreature og Heste, - hvis man vilde bestemme sig til for offentlig Regning at oparbeide Landevei. Kraftige Arbeidere fra Landets sydligere Egne, som kunde ville søge herop for at erholde Fortjeneste ved Veiarbeidet, vilde udentvivl efterhaanden slaa sig ned som Nybyggere netop i dette Strøg (det Indre af Varangerfjorden), hvor der er saa skjøn Anledning til at forene Fiskeri med en ganske anderledes lønnende Kvægdrift, end den, der nu drives af Lapperne.

Denne indre Trakt af Varangerfjorden tilbyder udentvivl ret gode Bopladse for Nybyggere, da det mere mangler paa Driftighed og Arbeide fra Indvaanernes Side, end paa naturlig Anledning til at bringe Noget ud af Jorden, hvilket de til større Fuldkommenhed udførte Arbeider hos Handelsmændene i Nyborg og paa Mortensnæs noksom vidne om. Omgivelserne ved Næsseby, som ligger henimod det Inderste af Varangefjorden paa en fremspringende flad Halvø, danne et af de blidere Partier, og hvis den engang saa frodige Birkeskov ikke var saa medtaget, skulde baade her og flere Steder paa Nordsiden af Fjorden være endnu venligere. Professor Keilhau, som fra det 700 Fod høie Storfjeld ved Mortensnæs i et gunstigt Øieblik tog Fjorden og dens Omgivelser i Øiesyn og fra denne Høide havde et fortræffeligt Overblik over Egnen, fandt, at denne ikke manglede Skjønhed. "Hovedgjenstanden i Panoramaet", skriver K., "er Fjorden med dens forskjellige Arme, Næs og Øer. Foran Mæskefjorden, den Arm, der trænger længst ind mod Vest, ligger Næsseby Kirke paa en flad Halvø. I denne Retning har Landet intetsteds haarde og bizarre Former; alle Omrids fremstille mildt bøiede Linier; Birkeskoven, som næsten uafbrudt bedækker disse behagelige Landbølger, gjør deres Former endnu blødere. Længst tilbage i Baggrunden stiger en langstrakt Bjergryg noget op over Birkegrændsen; det er Varangerfjeldet, som man passerer paa Veien til Tana." Pastor Stockfleth beretter, at man paa Mortensnæs i Sommeren 1851 erholdt modne Jordbær, som voxede under en Bakke, der gav Ly for Nordenvinden. Det paa den modsatte Side, nemlig paa Sydsiden af Varangerfjorden, beliggende Land, er af en ganske anden Charakter. Haarde, nøgne Klippekuller sammensætte Bjergstrækningen, paa hvilken et Par iøinefaldende Klipper hæve sig til en betydeligere Høide.

Jeg nævnte tillige Veiforbindelse imellem Vadsø og Vardø. Denne er udentvivl vigtig nok og vil engang blive paakaldt af Nødvendigheden; men da ikke Alt kan gjøres paa engang, antager jeg, at denne bør staa tilbage for Veiforbindelsen med Tanadalen. Denne sidste udgjør formentlig en Strækning af 6 à 7 Mil, og heraf maatte Veien over Fjeldet fra Seida til Nyborg (omtrent et par Mile) staa øverst paa Dagsordenen; thi ved Oparbeidelsen af dette Veistykke var ialfald den paatrængende og vigtige Transportforbindelse imellem Tanadalen og Varangerfjorden tilveiebragt. Senere fik man fortsætte Veien til Vadsø; og jeg vil her bemærke det samme, som jeg har anført om Veianlæg i Sydvaranger: det gjælder mere om snart at beslutte og paabegynde Veiarbeider for offentlig Regning, end just at paaskynde Tilendebringelsen. Grunnen herfor ligge klart nok forhaanden for Enhver, som vil tænke lidt dybere i Sagen.

Den Forøgelse i Folkemængde, som vilde blive en Følge af, at Vadsø By tog forholdsmæssig raskt Opsving, vilde være af ganske anden Betydning for Fremtiden, end den Forøgelse, der har tilflydt Byen i de sidste 5 à 6 Aar, hvilken, som i det Foregaaende paavist, har været overveiende kvænsk. Uden at fælde en saa haard Fordømmelsesdom over de indvandrende Finlændere, som Provst Rode har gjort i sin Bog: "Optegnelser fra Finmarken" (10), kan man udentvivl være enig med ham deri, at det just ikke er den bedste og mere dannede Del af den finske Nationalitet, som fortrækker til Norge. Selv Rode indrømmer Kvænerne visse Fortrin ligeoverfor Lapperne og de Nordmænd, der befinde sig paa det lavere Kulturtrin, idet de roses for Renlighed og flittig Stræbsomhed; men i sand Kultur og Oplysning staa de endnu paa et saa lavt Trin, at man snarere maa ønske, at de løftes og hæves ved Omgang med mere dannede og intelligente Nordmænd, end at de skulde vedblive at have en overveiende Indflydelse paa den Aand og Tone, som er den herskande blandt Middelklasserne og den lavere Klasse i disse Egne, hvilken især for de Sidstnævntes Vedkommende desværre endnu efterlader meget at ønske. Afsløringen heraf henhører ikke til Lyspartierne i min Bog; men jeg har i det Foregaaende bemærket, at jeg vil bestræbe mig for at være upartisk, og jeg finder det at være netop paa rette Sted, naar jeg angaaende de sociale Forhold her hidsætter nogle Bemærkninger, hentede fra den nyeste Femaarsberetning, fordi det rimeligvis heraf vil blive klart for Læseren, hvorfor jeg lægger saa overordentlig stor Vægt paa, at Vadsø hæves til en By, hvor man skulle finde økonomisk Uafhængighed, parret med den moralske Styrke, som alene en høiere Grad af Intelligents og virkelig sand Dannelse formaar at skabe.

I den nævnte Femaarsberetning heder det blandt Andet: "Medens den økonomiske Tilstand inden Amtsdistriktet, som forklaret, ganske sikkert maa siger i Almindelighed at have forbedret sig og nu at være god, er det ligesaa vist, at den kunde være endda bedre, naar den store Masse af Almuen viste fuld Driftighed og Omtanke i sin Virksomhed og anvendte fornuftig Økonomi og Sparsomhed i Brugen af sine Midler samt afholdt sig fra Drik, ruinerende Kortspil og andre Udskeielser. Men i alle disse Henseender mangler der meget, som almindeligt er overalt i Verden, hvor Penge i en Fart fortjenes i forholdsvis rigeligt Maal." - - - "Adgang til Fortjeneste er saaledes for Arbeidsklassen unegtelig særdeles god, og naar denne Adgang benyttes med Flid, kan der tjenes overmaade godt. Men saa gjælder det at passe paa det Fortjente, og i saa Henseende er der mange Farer og Fristelser, for hvilke de, som ikke ere stærke, - og disse ere mange, - ligge under. I de store Fiskevær, hvor den største Mængde af Fiskere er samlet, og hvor Fortjenesten strømmer rigeligt ind, er der altid tilstede Jøder og andre Skakrere med Uhre, Kjæder og en Masse andet unyttigt og unødvendigt Kram, som stikker Fiskerne, fornemmelig de unge, i Øinene og trækker mange Penge fra dem, saasnart saadanne ere forhvervede. Saa kommer, hvad der er det værste, Vinboderne, hvoraf der overalt findes mange, og hvor der drikkes forfærdeligt, saa der ikke er Faa, for hvem den hele Fortjeneste saa godt som ganske skylles bort, ligesom ogsaa Flere under deres Beruselse blive bestjaalne for betydelige Beløb. Endelig er der Kort- og Tærningspil, som sædvanligvis foregaar paa Vinboderne, og hvorved Mange dels spille bort og dels i Spil bedrages for ikke ubetydelige Beløb, da der ofte spilles høit. Disse Fristelser til at sætte Penge overstyr, som i Fiskeværene kun viser sig, medens de store Fiskerier foregaa, er i Byerne stedse tilstede og forøges der endvidere ved Danseboderne, hvor der ikke blot danses, men tillige drikkes og slaaes og øves Udskeielser i alle Retninger." - - - "Dersom den store Flerhed af Almuen indrettede sig forstandigt, ikke blot med Hensyn til Driften af Fiskerierne, som er dens Hovednæring, men ogsaa i dens øvrige Forhold, og drhos var virksom, ordentlig og sparsommelig, maatte her nødvendigvis herske jævn Velstand i Amtet, da det ikke mangler paa Anledning til god Fortjeneste, og naar det med den økonomiske Forfatning ikke staar bedre til end som Tilfældet er, antages det hovedsagelig, om ikke udelukkende, at maatte tilskrives de paapegede Misligheder fra Folkets Side. Hermed vil jeg dog ikke kaste nogen sær Daddel paa Befolkningen, da det jo har sig paa samme Vis alle andre Steder i Verden, hvor Penge tjenes hurtigt, idet de i saa Fald ogsaa hurtigt sættes overstyr. Livet og Forholdene i Finmarken, ialfald under de store Fiskerier, naar en talrig Almue er samlet der, ere i det Hele ikke lidet kaliforniske."

I den specielle Beretning for Vardø By heder det om disse Forhold: "Medens det, som forklaret, er i denne Periode gaaet betydeligt fremad med det økonomiske Velvære, maa det desværre erkjendes at være gaaet i modsat Retning med Moraliteten, idet den stærke Ansamling af Fremmede i flere Maaneder af hvert Aar og den rigelige Fortjeneste har bragt Drik, Fylderi og andre dermed i Forbindelse staaende Udskeielser til at florere i den allersørgeligste Grad." Og i Beretningen for Vadsø By heder det: "Moraliteten staar omtrent paa samme mislige Trin, som under Vardø forklaret. Tilstrømningen af Fremmede er vistnok ikke paa langt nær saa stor som der, men da den hovedsagelig bestaar af Kvæner, som i Almindelighed ere stærke Drankere, drikkes der alligevel i en Grad, som skal være forfærdelig, og saa følger det øvrige vilde Liv med."

At Udførelsen af nogle tekniske Arbeider i og ved Vadsø By vilde virke særdeles velgjørende i mange forskjellige Retninger, tror jeg Enhver, som er kjendt med Forholdene heroppe, vil indrømme. Allerede den stadige Nærværelse af nogle Ingeniører med en Arbeidsstyrke af udsøgt dygtige Folk, som vistnok paa den ene Side burde aflønnes rundelig, men paa den anden Side holdes under saa skarp og stærk Opsigt, at den ringeste Udskeielse straffedes med Nedsættelse i Lønning, - vilde bidrage meget til at forandre det slappe og dorske Forhold, Almuesmanden nu udenfor den travleste Fisketid i Almindelighed udviser (11). Befolkningen vilde lære at indse, at det gik an at bestille noget Andet, end at fiske en kort Tid og derunder tjene gode Penge, for derefter et hengive sig til Lediggang, Svir og andre Udskeielser. Blev den faste Arbeidstok efter føie Tids Forløb nogenlunde velstaaende og fik det godt, vilde dette ved Exemplets Magt virke betydeligt paa den store Masse, der allerede nu tæller hæderlige Undtagelser. Det heder nemlig i Amtsberetningen, at der findes adskillige Almuesmænd, som benytte den gode Anledning til Arbeidsfortjeneste i fuldt Maal, derhos holde sig ædruelige og vise Sparsomhed, "og som derfor ogsaa lægge sig Formue til og leve godt", og dette kunde i Sandhed mange Flere gjøre, naar en bedre Aand og Tone trængte ind blandt Befolkningen. Det var at ønske, at dette maatte ske, og det er vist ikke Tvivl underkastet, at det ogsaa vil ske, hvis Befolkningen rekrutteredes med friske og gode Kræfter fra de sydligere Egne af Landet. Nu er f. Ex. næsten alle Byens Haandværkere ligesaameget Fiskere, som de ere Haandværkere; men fik Byen i en Fart rask Opsving, vilde sikkerlig dygtige og dannede Haandværkere fra andre Byer ikke tage i Betænkning at flytte herop, thi de vilde kunne gjøre gode Forretninger. For Tiden findes der kun 27 Haandværkere med 7 Svende og Drenge i Vadsø, og de fleste af disse drive kun Professionen som Binæring ved Siden af Fiskeriet.

Skolevæsenet er vistnok efter Omstændighederne bragt paa en ret god Fod i Vadsø, om det end her saavelsom paa andre Steder i Finmarken efterlader Adskilligt at ønske. Herom finder jeg maaske Anledning til at udtale mig senere. Paa nærværende Sted skal jeg alene omtale den Ulyst, som mange af de indflyttede kvænske Familier lægge for Dagen imod, at deres Børn oplæres og undervises i det norske Sprog, hvilket naturligvis i høi Grad lammer den altid saa ønskelige Vexelvirkning imellem Skolen og Hjemmet. Denne Ulyst, eller som jeg maaske rettere burde udtrykke mig, Uvillie vilde neppe ved noget virksommere Middel bringes til at forsvinde, end derved, at det norske Element i alle vigtigere Spørgsmaal fik Overvægt og at Kvænerne efterhaanden lærte at indse, at de staa i sit eget Lys ved at afholde deres Børn fra at lære Norsk. Vistnok siger Rode om dem, at de ere stolte og fordringsfulde, men de ere udentvivl ogsaa ret betænkte, og hvis Forholdene kom til at gestalte sig saaledes, og det hovedsagelig blev de mere Dannede (de Norsktalende og i det norske Sprog Underviste) blandt den opvoxende Slægt, som kunde vente at blive empløierede ved de mere lønnende Handelsforretninger, som kunde finde Anledning til at forskaffe sig saadan Dygtighed og Tillid, at de kunde soutinere som Haandværkere uden tillige at være Fiskere, og hvis endelig ingen andre end Norsktalende fik Ansættelse ved de offentlige tekniske Arbeider, - skulde det høilig forundre mig, om ikke dette efterhaanden vilde faa den Indflydelse paa de noget stivsinnede Kvæner, at den nuværende Ulyst og Uvillie imod at deres Børn lære Norsk ikke blot forsvandt, men maaske snarere gik over til det Modsatte. I det Foregaaende har jeg allerede berørt, at der ikke ligger nogen Krænkelse af den Ligeberettigelse, man forøvrigt bør arbeide paa at gjennemføre ligeoverfor de forskjellige Nationaliteter (fordi dette er Grundbetingelsen for at gjøre dem alle til gode norske Borgere), - at man fortrinsvis anvender Norsktalende ved de tekniske Arbeiders Udførelse; thi dette ligger, som allerede bemærket, saa at sige i Sagens egen Natur. Hvad Velstanden og de forbedrede Livvilkaar betræffer, som alene de kunne opnaa, der igjennem fuldstændigere Skoledannelse have hævet sig til en høiere Grad af Intelligents, er det heldigvis en Frugt af den fremadskridende Kultur, at Tilbøieligheden til og Begjærligheden efter at naa det samme Velvære, som andre Medborgere have naaet, er den mægtigste Drivefjeder til at bibringe den opvoxende Slægt indre Trang og Længsel efter tidligt at lære noget nyttigt og erhverve sig Kundskaber i Skolen, for ved Hjælp af disse at indtage et heldigere Standpunkt i Livet.

6) I Amtmandens Femaarsberetning heder det nemlig herom: "Vadsø Byes Fiskehav er saa indskrænket, at det er knapt nok for Byens Indvaanere, hvoraf en Del derfor drager ud til Værene mellem Vadsø og Vardø, medens de Tilbageblivende søge at holde Fremmede, der ville fiske med egne Baade, borte."

7) Denne benævnes stundom ogsaa "Kirkeøen", fordi som bemærket Stedets Kirke engang var opført her.

8) Allerede da Keilhau i 1827 færdedes i disse Egne, synes Birkeskoven at være forsvundet fra Vadsøs nærmeste Omegn. Saaledes skriver K.: "Paa Paddebynæssets Afsatser, en Mil fra Vadsø, stod de første Birkebusker, og ved Klubnæsset var hele Bjergsiden bedækket med en Skov af smaa Birke. Den friske grønne Beklædning af Klipperne, hvilken jeg saa længe havde savnet, var en herlig Vederkvægelse for Øiet og Duften af det unge Løv virkede næsten berusende."

9) De her med Anførselstegn betegnede Bemærkninger ere indtagne fra Hr. Foged Kjerschows fortrinlige og med stor Sagkundskab forfattede "Bidrag" til Femaarsberetningen, der have været mig til stor Hjælp ved Udarbeidelsen af nærværende Skrift.

10) Saaledes siger Rode om Kvænerne, at de ere stolte, stivsinnede, fordringsfulde, trættekjære og brutale og det med kun faa Undtagelser, og han anser det derfor saare tvivlsomt, om den Nytte, Kvænernes tiltagende Indflytninger stifter, kan opveie den Skade, de anrette ved at opfylde Landet med alskens Pak. I temmelig stærk Modsætning til denne Provst Rodes Dom, udtaler Hr. Generalconsul Crowe, der i en Række af Aar opholdt sig i Finmarken som Bestyrer af Kaafjordens Kobberværk, sig i en Skrivelse af 1834 til Stockfleth meget fordelagtigt om Kvænerne, der udgjorde en overveiende Flerhed af Værkets Arbeidsstyrke. Han roser dem som dygtige Arbeidere og siger sluttelig: "Kvænerne ere et opvakt, virksomt, industrielt og sparsommelig Folk". Heri kan man nok være enig med Hr. Crowe, uden just derfor at ønske sig nogen forstærket Rekruttering fra den Kant.

11) Provst Rode udtaler sig herom etsteds i sine Optegnelser i følgende Udtryk: "Man maa overhovedet bebreide Finmarkens Indvaanere atfor stor Ligegyldighed for at benytte de Anledinger, som paa forskjellige Maader gives til Bifortjeneste. Fiskeriet er for dem Et og Alt; slaar dette feil, foretage de sig Intet".