Om Finmarken / af Chr. A. Wulfsberg. - Christiania : Cappelen, 1867.

Vardø.

Ved Varangernæssets Østpynt ligger paa en Ø af samme Navn Vardø By, som ved et Sund af 1/8 Mils Bredde, Busesund, skilles fra Fastlandet. Fra Begyndelsen af et Fiskevær var Vardø under Finmarkens Velmagtsperiode et af sammes vigtigste Steder, som tællede flere Hundrede Indvaanere og allerede i det 16de Aarhundrede havde sin egen Kirke; men under den ugunstige Periode i det 18de Aarhundrede forfaldt Vardø ligesom Finmarkens øvrige Handelssteder. Da Stedet, ved Forodn. af 5te Sepbr. 1787, erholdt Kjøbstadsrettigheter, var det sunket ned til en af de mindst betydelige Handelspladse i Finmarken, og formaaede i lang Tid ikke at hæve sig fra sin Ubetydelighed. Saaledes havde Byen i 1825 ikke mere end 88 Indbyggere, hvortil dog kom Vardøhus Fæstnings Beboere, som paa den Tid udgjorde 72. I den seneste Tid har derimod Byen taget et mærkeligt Opsving, saaledes at Indvaanerantallet, som i 1855 var naaet op til 407, i de derpaa følgende Aar endog har fordoblet sig, idet Byen ved Folketællingen af 1865 havde 828 Indbyggere.

Hvad der i Særdeleshed har bidraget til at hæve Byen i den sidste Tid, og hvad der i en fjernere Fremtid vil give den forøget Betydning, er dens heldige Beliggenhed i Centralpunktet af det Distrikt, hvor det for Finmarken saa vigtige Loddefiske foregaar, eller ialfald i Regelen pleier at tage sin Begyndelse. At dette Fiske for Østfinmarkens Vedkommende i de sidste 6 à 7 Aar har slaaet saa udmærket godt til, har naturligviis havt en mægtig Tilbagevirkning paa Vardø By, som selvfølgelig har betydelig Fordel af, at Stedet under Vaarfisket besøges af saamange fremmede Fiskere, gjennemsnitlig i disse Aar indtil 3 à 4000 Mennesker aarlig; thi disse fremmede Fiskere, som komme hertil lige fra Stavanger og Bergen, fornemmelig dog fra Nordland og Senjen, opbruge under Opholdet i Fisketiden ikke ubetydeligt af den rige Fortjeneste, som falder, naar Fiskeriet slaar til. I Aaret 1866, da Loddefisken, som dette Aar hovedsagelig kun slog til i Øst-finmarken, var saa rigt, at det ikke langfra naaede op til, hvad et Middelsfiske i Lofoden pleier at udgjøre (15 Millioner Torsk), antog man, at lidt mere end Fjerdeparten af det hele Loddefiske faldt paa Vardø og de samme umiddelbar tilgrænsende Fiskepladse.

Denne for Vardø By heldige Periode har ikke blot for selve Stedet været af Betydning, idet man maa antage, at derved Spiren er lagt til, at den for stedse vil blive en overmaade vigtig Handelsplads heroppe i det høie Norden; men Virkningerne ere i høi Grad betegnende for, hvad der engang kan komme til at udrettes i det hidtil altfor lidet paaagtede Finmarken, hvorfor jeg lidt nærmere maa forklare, hvori det mærkelige Opsving bestaar, som det heromhandlende Sted har taget i saa overraskende kort Tid. Læseen bør fastholde, hvad jeg allerede har berettet, at Vardø, efter i henved 40 Aar at have havt Kjøbstadrettigheder, udenfor Fæstningens Beboere ikke tællede mere end 88 Indvaanere, hvortil jeg videre skal føie den Oplysning, at der, efterat Byen en Menneskealder senere (1855) havde naaet en Befolkning af cirka 400 Mennesker, for dette Sted indtraadte saa ugunstige Fiske- og Handelsforholde igjennem hele Femaarsperioden, at der synlig viste sig betydelig Tilbagegang, ja endog sporedes Fortrykthed og Nød lige indtil der i 1862 indtraadte rigt Fiske og heldige Konjunkturer.

Men fra dette Tidspunkt af er der kommet et Liv og en Virksomhed i Forholdene, som er ganske forbausende. De hersteds boende Handelsborgere, hvoraf adskillige ere tilflyttede Stedet i de sidste Aar, have med en forhen ukjendt Energi og Driftighed udvidet sine Forretninger, idet paa den ene Side de gode Fiskerier have givet Anledning til betydeligere Indkjøb af Raaprodukter (Fisk og Lever), medens paa den anden Side de Handlende selv ved bedre og hensigtsmessigere Arrangement ere blevne satte istand til at modtage og forædle langt betydeligere Partier Varer end forhen. Til dette Øiemed er der bygget en Mængde Pakhuse og anlagt Kaier (Bolværk af Træ) langs med Stedets tvende Havne (Østervaag og nordre Vaag); Trankogerierne ere dels ombyggede, dels forandrede overensstemmende med den nye Tids Erfaringer, hvorved erholdes en bedre Handelsvare, paa samme Tid som der indspares betydeligt i Driftsomkostninger. Saavel i de 5 Trankogerier som i de 8 Dampkogerier, hvori produceres Medicintran, anvendes nu udelukkende Stenkul, da Ved paa dette Sted staar i overordentlig høi Pris. Transithandelen med Russerne, hvorved indkjøbes Rugmel, Gryn, saltet Kjød, Træmaterialer m. m. og afhændes Salt, Tørfisk, Kolonial- og Manufakturvarer, er fremdeles ret livlig. En Gren af denne Handel bestaar deri, at Vardø Kjøbmænd forsyne russiske Skippere med Varer og russiske Penge, hvormed disse over i Fiskeværene paa den russiske Kyst gjøre Indkjøb af Lever og Tran, som de bringe hertil til Dækkelse for den erholdte Udrustning. I Almindelighed er Prisen paa disse Artikler saa lav i de russiske Fiskevær, at Forretningen giver tilfredsstillende Udbytte saavel for den, som driver Expeditionen, som for den, som udruster den.

Resultatet af denne rastløse Virksomhed fra Handelsstandens Side viser sig bedst af Toldintradernes Forøgelse. Disse, som i 1861 udgjorde 4,500 Spd., steg i 1863 til 7,600 Spd. og i 1865 til 10,400 Spd. Men denne Virksomhed har tillige bidraget betydeligt til at hæve Stedet, idet Handelsmændene saa at sige til enhver Aarstid ved denne Udvidelse af deres Bedrift har forskaffet den arbeidende Masse jævn Beskjæftigelse Aaret rundt, paa samme Tid som det har bragt den fiskende Del af Befolkningen, der her som andensteds i Fiskeridistrikterne for en stor Del gaa ledige, naar deres Tid ikke optages af Fiskeriet, til at indse, hvor kostbar Tiden er og til at gjøre en bedre Anvendelse af den. Medens det fordum var en Sjeldenhed at se nogen Arbeidsvirksomhed udviklet i Vintertiden fra November til Marts, sees nu Arbeider i fuld Gang saa at sige til enhver Aarstid, hvorved næsten den hele Arbeidsstyrke er i Virksomhed. Arbeidslønnen er i de senere Aar steget betydeligt. Naar undtages i Loddefisketiden, da Dagarbeidere næsten ikke ere at opdrive til nogen Pris, betales for en almindelig Dagarbeider om Sommeren 96 Sk. à 1 Spd. og om Vinteren 60 Sk. à 72 Sk. For Snedkere og Tømmermænd (hvoraf Stedet i 1865 havde 40) er Arbeidslønnen 6 Ort om Sommeren og 1 Spd. om Vinteren. En Tjenestedreng har i aarlig Løn fra 50 til 70 Spd. og en Tjenestepige fra 18 til 24 Spd. Tiden for Skibsfarten er ogsaa udvidet og udstrækker sig nu til en stor Del af Vinteren, paa hvilken Aarstid man tidligere aldrig saa et Skib paa Havnen.

At Byen under et saa alvorligt Tilløb fra Driftsherrernes Side har gjort betydelige Fremskridt i økonomisk Velvære, fremgaar klarligen af hvad jeg har anført angaaende Folkemængdens Forøgelse og Toldintradernes Stigen, men dette viser sig ogsaa iøinefaldende for den ydre Betragtning. Da Professor Keilhau i 1827 besøgte Vardø, beskriver han den som bestaaende af en eneste Gade, som løb over den smale Jordtange, der forbinder Øens tvende Dele. Den havde nogle faa Huse og Hytter af Træ - foruden endel Jordgammer. Etsteds benyttede man en gammel omvendt Baad, nedentil omsat med Jordtorv, til et Slags Hus, og dette var beliggende midt i Gaden. Nu ere Jordgammerne paa det nærmeste forsvundne. En hel Del nye Vaaningshuse ere opførte, fornemmelig i de 3 à 4 sidste Aar, foruden de forhen berørte Pakhuse. Stedet har herved faaet et mere bymæssigt Udseende ved de mange derved fremkomne regelmæssige Kvartaler og Gader. En større 2 Etages Bygning er opført til Skolebygning, ligesom man er ifærd med at bygge ny Kirke og med Anlæggelse af en Vandledning. Byen har faaet et Turnlokale, og en Privatmand har opført et Dampkjøkken, hvori der serveres med varm og kraftig Spise i Fiskeritiden for et Antal af indtil 80 Gjæster ad Gangen. - Den stigende Velstand har sat Byens Indvaanere, hvoraf Størsteparten her ligesom i Vadsø ere Fiskere, istand til at forbedre sine Fiskeredskaber og forskaffe sig et bedre Udstyr, og navnlig er til det farefulde, men indbringende Haakjærringsfiskeri anskaffet større og for den haarde Havstrækning mere passende Baade, som have erholdt hensigtsmæssige og gavnlige Forbedringer, saavel til Sikkerhed som til at konservere Fiskernes Helbred.

Dette Vardø, som i paafaldende kort Tid har gjort saa mægtige Fremskridt og som herefter antagelig, selv om Loddefisket ikke stadig slaar saa rigeligen til, udentvivl vil arbeide sig kraftigen opad, da dets Indvaanere (Størsteparten af disse ere Nordmænd) synes at være besjælede af en Virksomhedsaand, der trodser enhver Hindring, som Polarhavets Voldsomhed og Klimatets Ublidhed lægger dem i Veien, - er med Hensyn til Stedsbeliggenhed den mindst begunstigede af alle Norges Byer. Den Ø, hvorpaa Byen ligger, er temmelig flad og hæver sig paa intet Punkt til mere end 100 Fod over Havfladen. Som man af Kartet vil se, skjærer der sig tvende Bugter ind, en fra Nord og en fra Syd, hvilke rimeligvis i Fortiden have dannet et sammenhængende Sund, men ere nu adskilte ved en Jordtange, der forbinder Øens tvende ulige store Dele. Paa den vestre og større Halvø ligger Fæstningen Vardøhus, og Byens Husrækker have efterhaanden trykket sig lige hen til dens Glacis; mod det aabne Hav i Øst er der en Klipperække af omtrent 50 Alens Høide, og mod disse Klipper taarner og reiser sig stundom Havet saa voldsomt, at det fraadende Skum sprøiter høit over dem og gribes og pidskes af Vinden hen over Øen. Noget i Ly af disse Klipper, altsaa paa Østsiden af den nævnte Jordtange, laa den forrige Kirke, og her bliver ogsaa den nye samt Præstegaarden opførte. Uagtet Vardø, som beliggende saa at sige lige ud i det aabne Polarhav, er udsat for Storme fra alle Kanter, er dog ingen saameget frygtet som Nordveststormen, og det med Rette; thi denne indfinder sig gjerne med stor Styrke og sætter det oprørte Nordishav med Voldsomhed ind i den nordre Havn, hvor Baade, Fartøier og Kaier m. v. ofte ere udsatte for dens Ødelæggelser. Det førnævnte Busesund, imellem Fæstningen og Svartnæs paa Fastlandet, er da i forfærdeligt Oprør, og Pastor Stockfleth anfører i sin Dagbog, at dette Sund, skjønt kun omtrent tvende Bøsseskud bredt, ikke saa ganske sjelden under Vinterstormene afbryder al Forbindelse med Fastlandet, saa Reisende, endog Posten, i otte Dage maa ligge veirfaste, uden Mulighed i at komme over.

En særdeles agtværdig Mand, som henved en halv Menneskealder har opholdt sig i Finmarken, og tilfældigvis befandt sig paa Vardø Høsten 1866, beskriver en Nordveststorm, som indtraf den 8de Oktober s. A., paa følgende Maade: "Omtrent ved Midnat begyndte det at kule op, og da det lysnede om Morgenen Kl. 4 à 5, var Stormen paa sit Høidepunkt. Søen pidskede saa, at den stod i et Raak; Bølgerne satte voldsomt ind fra Havet, og paa Landet hvirvledes Planter og Bord, som havde ligget opstablede paa forskjellige Steder, hen over Marken lige saa let, som man blæser Kortblade hen over et Bord. Hele Rækker af Hjeldbrug faldt overende; Baade, som vare trukne op paa Land, kastedes hen over Marken og søndersloges, ja et lidet russisk Fartøi, som stod paa Land ved Stranden, førtes af Stormen omtrent 50 Alen opover den jævnt opad skraanende Strandbred. Paa nordre Vaag laa foruden andre Fartøier, der heldigt red Stormen af, ogsaa en her hjemmehørende Jagt, som havde indtaget endel Last, bestaaende af Tran og Fisk. Uagtet forsynet med gode Fortøiningsredskaber gik den i Drift og tørnede ind imod en Fladkai yderst ude i Nordre Vaag paa dennes Østside. De to ombordværende Mænd vare heldige nok til at redde sig iland paa Fladkaien, i det samme som Jagten stødte imod den, og det var ogsaa paa høi Tid, at de kom fra Borde; thi Jagten begyndte nu, hævet og sænket af Bølgerne, at banke med Voldsomhed snart mod den klippefulde og med store Stene opfyldte Strandbred, snart mod de øvrige Kaier, som den under sin Drift ind ad Vaagen efterhaanden stødte paa. Lidt efter lidt nedrev den den ene Kai efter den anden, i større og mindre Udstrækning, indtil den endelig selv revnede i flere Dele. Lasten gik for en Del tabt, en Del blev opfisket efter Stormen. De fleste af de Baade, som laa i Vaagen, dreve løs og splintredes mod Land. Havde denne Storm indtruffet om Vaaren, naar Vaagen er fyldt med Nordfarerbaade, Kjøbefartøier og større Skibe, vilde Ulykken være bleven forfærdelig. Allerede som det nu var, var Skaden ikke ubetydelig; thi ifølge nøiagtig indhentede Oplysninger udgjorde den mellem 3 à 4 Tusinde Speciedaler."

Naar man betænker, hvilken Betydning Vardø har og i Fremtiden endnu mere vil faa for Østfinmarkens Fiskerier, ligger det overmaade nær at erkjende Vigtigheden, for ikke at sige Nødvendigheden af, at Stedet forsynes med en sikker og rummelig Havn. Det har vel sine Vanskeligheder, fordi det her gjælder at sikre sig mod saa voldsomme Udbrud af oprørte Naturkræfter, at den, som aldrig har været Øienvidne dertil, neppe nok kan gjøre sig en Forestilling om Elementernes Raseri; men vanskelighederne ere dog ikke større, end at de kunne overvindes af den tekniske Dygtighed. Foretagendets Udførelse vil vistnok kræve en meget betydelig Sum; men dets paatrængende Nødvendighed er saa stor, at jeg ikke vil betænke mig paa at stille dette Foretagende i Spidsen for Alt, hvad man fra Statens Side kunde ville foretage for at ophjælpe Finmarken og dets overordentlig vigtige Fiskerier. Som allerede berørt ligger Vardø i Midtpunktet for det vigtigste Loddefiske, og Stedet besøges i Fisketiden aarlig af flere Hundrede Baade og flere Tusinde Fiskere (17), foruden Kjøbefartøier, hvorfor mangfoldige Menneskers Liv og Velfærd staa paa Spil, naar der under Fisket indtræder heftige Storme saalænge man paa dette farlige, men tillige vigtige Punkt savner en betryggende Havn. I et af Bilagene til den sidste Femaarsberetning angives Antallet af de fremmede Fiskere, som i 1865 fra Vardø af drev Loddefiske, til 3,466 Fiskere, hvortil da kommer Stedets egne Indvaanere, hvoraf som bemærket den største Del ogsaa deltager i Fisket. I samme Bilag angives Udbyttet af Loddefisket for Vardø By i 1865 til en Exportcapital af 225,000 Spd. Af dette Udbytte antoges omtrent Tiendeparten at være kommen Stedets Indvaanere tilgode, medens det Øvrige faldt paa de Fremmede. Man ser heraf, at der paa den ene Side er Tale om temmelig betydelige Kapitaler (18), paa den anden Side, at et Havneanlæg i Vardø ikke blot vil komme denne By tilgode, men tillige for en overveiende Del den store Mængde af Landets øvrige Beboere, som lige fra Stavangerkanten, Bergensleden og hele Kysten nordenfor søge Fortjeneste ved de rige Fiskerier heroppe ved Finmarkens Østpynt.

Der er ogsaa under Forberedelse og vil sandsynligvis allerede blive forelagt næste Storthing et Forslag til Anlæggelsen af en Molo eller Havnedæmning, der skulde gjøre Vardø Havn lun og tryg. Man har tænkt sig Foretagendet udført saaledes, at nordre Vaag beskyttes ved en anseelig Molo af saadanne Dimensioner, at de voldsomme Bølger, som under Nordveststorme sætte paa fra Havet, ved at tørne imod Moloen, skulde brydes saa betydeligt, at der i det indenfor værende Bassin, som er tilstrækkelig dybt ogsaa for større Fartøier, bliver en tryg Anker- eller Fortøiningsplads. I Ly af denne udspringende Molo ville da de Baade, som befinde sig nordpaa, kunne søge ind i Havnen og der ligge trygge; men for at denne større og rummelige Havn ogsaa skulde være tilgjængelig for Baade og Fartøier, der under sydostlige Storme maatte stævne ind ad Østervaag, som med paalands Vind ikke giver nogen betryggende eller god Landingsplads, har man videre tænkt sig, at Landtungen, som nu forener Øens tvende ulige store Dele, skulde gjennemskjæres af en Kanal, tilstrækkelig bred og dyb til, at Baade og Fartøier, som under Paalandsvind fra denne Kant søge Land, gjennem Kanalen kunne seile ind i det fra alle Sider beskyttede Bassin i nordre Vaag.

Dette er visseligt et meget storartet Foretagende; thi man maa betænke, at det skal udføres saa at sige midt ude i det aabne Hav, og der har i den seneste Tid været omtalt, at det vil komme til at koste over to Hundrede Tusinde Speciedaler; men dets Berettigelse efterlader alligevel neppe nogen Tvivl for den Sagkyndige. For at selv den Uindviede bedre skal kunne indse dette, vil jeg endnu tilføie et Par oplysende Bemærkninger. I den Maanedstid eller lidt mere, da det vigtige Loddefiske staar paa, er der hyppig indtil 400 Fiskerbaade i Virksomhed i eller ved Vardø. Kommer ved denne Tid en voldsom Storm paa, ty alle Baade til Havnen, og med den største Anstrængelse og Besværlighed maa alle disse trækkes paa Land, hvis man ei vil udsætte sig for, hvad der desværre oftere er hændet, at en større eller mindre Del af dem saaledes som i den nys beskrevne Storm den 8de Oktober 1866 splintres og sønderslaaes. Denne Landsætning maa ske i største Skyndsomhed, og da Pladsen ved Stranden er temmelig indskrænket, maa de først indkomne Baade trækkes meget langt op paa Land. Naar nu Stormen har lagt sig, skulle alle Baadene derefter ud i Søen igjen; men dette medtager en ganske anderledes lang Tid end at faa dem iland. Mangfoldige Baade ere under den skyndsomme Landsæting blevne ramponerede; disse skulle nu istandsættes, og er det de sidst indkomne, hvorved dette skal ske, hindrer dette ogsaa de øvrige indenfor liggende Baade fra at komme paa Søen: for mangen Fisker bliver derved baade to og tre Dage af Fisket spildt, og er saa netop dette Søveirsdage, bliver Tabet betydeligt. Lad os forudsætte, at kun en eneste Søveirsdag gaar spildt for hver Baad, og man skal erfare, at allerede dette er en betydelig Sum. Et middels Søveir kan under Vaarfisket for en Fembøring eller Ottring sættes til 400 Fisk, altsaa for 400 Baade til 160,000 Stkr. Fisk. Sættes Værdien for hver Fisk (med dens Lever) kun til 5 Skilling, saa udkommer der et Tab i Næring af henved 7000 Speciedaler formedelst en eneste Uveirsdag, hvilket Næringstab aldeles vilde være undgaaet, om der havde været en saadan Havn, at Landsætting af Baadene kunde være undgaaet.

Denne evindelige Landsætning af Baadene under Vaarfisket i Vardø har ogsaa andre Ulemper. Landsætninger slider Baade og Folk op før Tiden. Baadene ramponeres og Fiskerne anstrænge sig over Kræfterne med at arbeide Baadene paa Land. Den værste Side ved Sagen er maaske den, at dette Savn af en betryggende Havn hindrer de til Vardø søgende Fiskere fra at lægge sig til større og bedre Baade. Man erkjender, at Listerbaadene vilde være langt hensigtsmæssigere til Vaarfiskets Drift end Nordlandsbaadene, men Listerbaadene ere for tunge til at sættes paa Land, og paa Land maa Baadene, saaledes som Havnene i Finmarken nu ere. "Forskaf os blot gode Havne", sige Fiskerne i Finmarken, "Havne, hvori vi med Tryghed kunne lade vore Baade ligge i al Slags Uveir, og vi ville ikke betænke os paa at anskaffe os Listerbaade".

Det er altsaa den Betydning, som Vardø har ved sin Beliggenhed og Vigtighed for Loddefisket, som her opfordrer til positive Tilskud fra Statskassens Side, hvilket jeg gjentagende udhæver, idet jeg beder Læseren fastholde, at der er andre, og det i visse Henseender meget betydningsfulde Grunde, som tilraade Saadant for Vadsø Byes Vedkommende. Jeg henviser til hvad jeg der har udtalt. Derimod er Vardø ikke og kan ingensinde blive noget tiltalende eller behageligt Opholdssted. Der er barskt, koldt og Stedet ligger aabent for Polarhavets høist ugunstige Paavirkninger. Der mangler ikke paa Beskrivelser over Stedets ublide og alt andet end behagelige Character, og jeg vover ikke at paastaa, at disse ere overdrevne. Saaledes siger Kraft, som i dette Stykke paaberaaber sig Provst P. D. Deinboll: "Beliggenheden ude mod det aabne Hav er uheldigere og det deraf flydende fugtige Klima usundere, end i nogen af de øvrige Kjøbstæder i Amtet", og Pastor Stockfleth ytrer i sin Dagbog blandt Andet: "Ofte er imidlertid Havtaagen i en vis Henseende ubehageligere end Stormen, da Havtaagen saa ofte om Sommeren tilintetgjør Haabet og Forventningen om en varm, klar og behagelig Solskinsdag. Langt ude i Havet sees da en tynd og mørk Rand ved Horisonten, der bliver større og større, og, inden man ved deraf, er Solen formørket og Alt indhyllet i en kold Taage. Den egentlige Kulde (i Finmarken) er ved Havkanten kun ringe om Vinteren. Ved Havkanten dynger sig Sneen sammen paa visse Steder; andre Steder ere snebare den hele Vinter; dette er formodentlig Grunden til, at der paa Vardø og flere Steder i Finmarken bliver muligt at holde Udganger-Faar".

De Beretninger, jeg fik paa Stedet af nogle dersteds Bosatte, lød dog ikke fuldt saa afskrækkende, som jeg havde ventet. "De maa ikke, naar De kommer tilbage til Christania," ytrede en Embedsmands unge og kjække Hustru, "fortælle vore Venner, at her er saa rædsomt og fælt, som Folk gjerne ville gjøre det til: vi have nu boet her i 5 Aar, og trives saamen nok saa godt heroppe, som De selv kan se", og i det Samme præsenterede hun for mig et Par meget vakre Børn i 6 à 8 Aars Alderen, og de saa i Sandhed fuldkommen raske og sunde ud. En ung Mand, som i 6 Aar havde været ansat i Garnisonstjeneste og havde en rask militair Holdning, lod mig ligeledes vide, at det meget godt gik an at holde ud heroppe, naar man ikke var forkjælet; "det er imidlertid nødvendigt," bemærkede han, "at man aldrig giver sig over, og at man skaffer sig stadig Motion. Jeg har gjort mig til Regel, hver eneste Dag, hvorledes Veiret end er, at gaa mindst ½ Mil. Vistnok hænder det da i Vintertiden, naar den fatale Taage indtræder, at man over hele sit Ansigt overdrages med en Ismasse; men naar man blot ikke forstyrrer denne ved at bringe Haanden op til Ansigtet, danner den et godt Præservativ imod den bidende Sno, som er langt føleligere end den egentlige Kulde." Jeg skal ikke negte for, at det gøs en Smule i mig, da Manden talte om Ismassen, men han saa unegtelig særdeles kjæk ud. Flere Andre udtalte sig ogsaa om, at det ikke var saa slemt endda at bo paa dette Sted, og den Dag, jeg tilbragte der ved mit første Besøg i Vardø (Begyndelsen af August), var i Sandhed smuk nok. Der var fuldkommen klar Himmel, behagelig Sommervarme og ingen Blæst, og efter Aftensmaaltidet kunde vi opholde os i fri Luft uden at tiltrænge Overtøi. Dette betegnedes vistnok som en Sjeldenhed; thi Dagen før havde man netop ophørt med at lægge i Kakkelovnen. Ved Midnat laa nordre Vaag blank som et Speil, og seet fra den Landtunge, som tænkes gjennemskaaret af Kanalen, tilbød den et henrivende Syn. Ildfarvede Skyer i Horisonten, hvilke belystes af den nylig nedgaaende Sol, meddelte det hele Parti en vidunderlig deilig Belysning, og de mange større og mindre Fartøier, som laa tilankers paa Vaagen, speilede sig i den forgyldte Havflade. Det var i Sandhed smukt!

Men trods det, at enkelte kraftfulde Sjæle finde Opholdet i denne By mindre ubehageligt end Andre, og trods de enkelte blide og smukke Sommerdage, man ogsaa paa dette Sted kan opleve, maa det indrømmes, at man ikke lettelig fristes til at bosætte sig der, medmindre ganske særegne Grunde opfordre dertil. Det er ogsaa en Kjendsgjerning, at flere af de paa Stedet bosatte Forretningsmænd have ladet sine Familier fraflytte Stedet, medens de selv kun opholde sig der saa lang Tid af Aaret, som er absolut fornødent for deres Forretningsførelse. Jeg siger ikke det mindste herom, og jeg antager, at Enhver, som havde henlagt sin Virksomhed til dette Sted, men fandt, at hans Hustru og Børn hensygnede eller vantrivedes, vilde gjøre det Samme, forsaavidt hans Midler tillod ham at føre denne dobbelte Husholdning. Man maa allerede erkjende, at den hæderlig opfylder sit Kald som Medborger, som har Kraft og Uforsagthed nok til at slaa sig ned paa en saa ugjæstmild Plet af Kloden, for der at udfolde en Virksomhed, som skaffer mange Mennesker Fortjeneste og Levebrød, og som ved denne sin Ufortrødenhed bidrager til, at de uudtømmelige Rigdomskilder, som det lunefulde Polarhav skjuler i sit Dyb, kommer Folk og Land tilgode: man kan ikke med skjellig Grund forlange, at han skal binde sin Familie til det samme Exil. Men er det saaledes, vilde det være godt, om der fandtes et nærmere Tilflugtssted at ty i Vinterkvarter til, istedetfor at man hidtil har valgt Bergen, Trondhjem, Levanger og andre temmelig fjerntliggende Steder til Opholdssted for Familien. Det vilde være godt, mener jeg, om man i selve Finmarken kunde finde et Sted, som idetmindste tilfredsstillede de væsentligste Fordringer for det sociale Liv, som tilbød saameget af Livets Komfort og berettigede Fordringer, at man ved at bosætte sig der ikke ligefrem følte sig trykket, forladt og hensat i en Udørken.

Af disse sidste Bemærkninger turde det vel for den opmærksomme Læser fremgaa, hvorfor jeg har lagt saa overordentlig Vægt paa, at Vadsø i en snar Fremtid maatte komme til at hæve sig til en By af Betydenhed, som indesluttede Intelligents, og som lidt rigeligere tilbød sine Indvaanere nogle af de Livets Fornødenheder og Behageligheder, som det dannede Menneske sætter Pris paa. Men dette vilde ikke blot komme Vardø Bye tilgode; det vilde tillige komme ethvert Fiskevær i Østfinmarken tilgode, som har eller i Fremtiden faar mere dannede og oplyste Forretningsdrivende, der kunde ville opholde sig her i selve Forretningstiden, men som for den triste, mørke, Sindet i høi Grad nedstemmende Vintertid kunde ønske og forlange at have et Sted at begive sig hen til, hvor de kunde leve i Samfund med andre dannede og oplyste Mennesker. Og dog gjælder dette maaske i stærkeste Grad Vardø, fordi dette Sted af Naturen er udpeget til at indtage en Plads af særdeles Betydning for den hele Fiskebedrift, paa samme Tid, som det desværre nok forholder sig saaledes, at det ikke er sundt at bo her. Lad Vadsø hæve sig til en By af større Betydning, og man skal se, at den meget snart vil blive forenet med Vardø ved en god Landevei, og at flere af Vardøs rigere Handelsmænd ville foretrække at have sine Familier boende der fremfor i Bergen og Trondhjem; thi Vadsø kan virkelig i Fremtiden blive en vakker og interessant By.

Ogsaa i en anden Henseende, end den at være Hoveddepoter i den store Fiskeribedrift, turde disse tvende Østfinmarkens Byer i Fremtiden erholde Betydning, idet Transithandelen med Rusland lettelig kan komme til at tage betydeligt Opsving. Det er nemlig ingen Tvivl underkastet, at en Dampskibsforbindelse imellem Archangel og disse tvende Byer vil blive en meget lønnende Entreprise, naar Routen først engang er oparbeidet. Foretagendet vil udentvivl kræve adskillig Kapital, da der alene kan blive Tale om Dampskibe af første Rang, og Entreprenørerne maa gjøre Regning paa, at det fordrer sin Tid, inden en saadan Route bliver oparbeidet. Desto glædeligere er det, at det forlyder, at der paatænkes en Dampskibsforbindelse fra Archangel af, hvor man har større Kapitaler at raade over. Men kommer en saadan istand, bør vore finmarkske Handelsmænd ikke være sene med paa alle mulige Maader at fremme Foretagendet ved strax at sætte sig i Handelsforbindelse med og drive Forretninger paa Archangel; thi den Sag er klar, at det bliver vore Handelsmænd, der ville drage den største Fordel af Forbindelsen, naar de fra Begyndelsen indrette sig paa rette Maade ved aktiv Indskriden.

Naar man ved, at Hvidehavet ofte ligger tilfrosset otte Maaneder af Aaret, og at de første Langveisfarere, som fra England, Holland og andre Steder besøge Archangel, paa sin Vaarreise hyppig ere udsatte for at forulæmpes af Polarisen, og derfor maaske ikke naa frem, førend Dampskibsforbindelse mellem Archangel og de østfinmarkske Byer allerede i flere Uger kan have været i Gang, ligger det overmaade nær for de finmarkske Handelsmænd at spekulere i efter en langt større Maalestok end hidtil at forsyne Russerne med Kolonialvarer og andre Fornødenhedsartikler. Disse kunne vore Handlende forskaffe sig fra første Haand og derfor levere til Priser, som taale at bære Dampskibsfragt fra Finmarken til Archangel, og dette saameget lettere, som det jo maa antages, at Varerne ville noteres høiere i Archangel, saalænge Koffardiskibene, der bringe de større Forsyninger fra Udlandet, ikke ere naaede frem.

Kommer en saadan Dampskibsforbindelse istand imellem Østfinmarken og Hvidehavet, lige meget enten det sker for norske eller russiske Kapitaler, vil der udentvivl i den bedste Sommertid blive en levende Passagerfart. Allerede nu komme en hel Del europæiske Tourister til Finmarken, for at opleve den Fornøielse at have omseilet Nordkap og at have seet Midnatssolen; men alle disse maa nu gjøre den lange tildels lidt kjedsommelige Reise tilbage samme Vei. Kommer Dampskibsforbindelse med Hvidehavet istand, ville disse kunne lægge Hjemveien over Petersburg, hvortil der fra Archangel af skal føre god Landevei. Det turde da let hænde, at det blev en yndet Touristreise at besøge Petersburg ved at lægge Veien over Finmarken; men ogsaa dette vilde bidrage Sit til at sætte Liv i Forholdene heroppe.

Fæstningen Vardøhus, som er opført ifølge allernaadigst Befaling af 13de April 1735, efterat det gamle Slot Vardøhus, som laa paa østre Side af Østervaag, formentlig var saa forfaldet, at det ikke kunde udbedres, og som havde været Bopæl for Befalingsmændene i Finmarken, maaske lige siden det 13de Aarhundrede, - er en meget regelmæssig Skandse i Stjerneform med Volde opført af Sten. Garnisonen, som i 1777 bestod af 3 Officerer og 50 Mand, bestaar nu af 2 Officerer, 4 Underbefalingsmænd og 24 Menige. Efter den nyere Tids Anskuelser betragtes ikke længere Vardøhus som noget vigtigt militairt eller strategisk Punkt i Rigets samlede Forsvar, fordi det, som den i sin Tid anordnede Kontrolkommission for Norges Befæstningsvæsen har udtrykt sig, "har en isoleret Beliggenhed paa den aldeles aabne Kyst yderst paa Landets nordligste Grændse". Fæstningen har udentvivl som Grændsepost gjort sin store Nytte derved, at Territorialhøiheden alene ved dens Tilværelse har været tydelig bevist, og betragtet paa denne Maade vil den udentvivl fremdeles gjøre sin Nytte, saalænge der her i disse Egne ikke findes noget andet befæstet Punkt, der paatagelig optræder med samme Betydning som Vardøhus. Det er vist derfor ganske i sin Orden, at Fæstninen vedligeholdes i god Stand, og at Befæstningen til enhver Tid holdes paa militair Fod. Det har vistnok været paastaaet, at en Flaadestation ved et eller andet Punkt heroppe, hvorved 2 à 3 Krigsskibe var stationeret, og hvilke Skibe til ubestemte Tider skulde vise sig i Farvandene, vilde være mere skikket til at indgyde Respekt for Territorialhøiheden, end det Flag, der nu vaier fra Fæstningens Volde, og de Kanoner, som paa samme ere monterede; men Afgjørelsen heraf overlader jeg villig til dem, der have bedre Indsigt i Tingen. Hvad jeg derimod tror her at burde berøre, er det mindre heldige i den Maade, hvorpaa Fæstningens Officerer ifølge gammel Vedtægt for en Del aflønnes. Jeg sigter herved til, at den paa Nordsiden beliggende Renø er unddraget enhver Benyttelse i Fiskeriets Tjeneste, saasom den formedelst de paa samme værende Æg- og Dunvær m. v. er fredlyst, for at Indtægterne af disse Herligheder skulle tilfalde Fæstningens Officerer. Dette lod sig høre paa den Tid, Byen tællede 88 Indvaanere og al Virksomhed paa dette Sted var lammet. Nu da Alt har faaet en ny Skikkelse, da en Driftighedens og Foretagsomhedens Aand har bragt Liv og Rørelse tilstede, er det beklageligt, at den rummelige, og til Hjeldbrug saa særdeles skikkede Ø skal være unddraget Benyttelse for de driftige Handelsmænd, som paa Vardøen ikke kunne finde tilstrækkelig Plads til Raaprodukternes Tilgodegjørelse. Renøen bør blive Gjenstand for Afhændelse til de Private, som have paatrængende Brug for den, og Fæstningens Officerer bør udbetales de Beløb, Øens Herlighed gjennemsnitlig indbringer, i rede Penge.

Forinden jeg afslutter dette Afsnit om Vardø, maa jeg kortelig omtale et Fiskevær, som er det nærmest tilgrændsende paa Vestsiden, nemlig Havningberg, der er beliggende paa en Landspidse imellem Vardø og Syltefjorden. Det var i Fortiden et anseeligt Fiskevær, og Stedet er bekjendt for en af de bedste Fiskepladse i Finmarken. Da Naturen selv har gjort saameget for at Havneanlæg her med Lethed kunde udføres, har jeg ikke villet undlade at henlede Opmærksomheden herpaa; thi for mig er af en vel lokaliseret Mand opgivet, at et saadant kan istandbringes for den overkommelige Sum af 3000 Spd. Jeg har i det Foregaaende paapeget Nødvendigheden af Havneanlæg i Finmarken i Almindelighed. Dette Punkt ligger i et vigtigt Strøg, og det vil udentvivl faa endnu større Betydning, naar man begynder at bruge større og mere sødygtige Baade, for at søge Fisken længere ude paa Dybet, end hidtil har været det sædvanlige. Et Blik paa Kartet vil overbevise om, hvor velgjørende en brugbar Havn paa dette fremspringende Punkt vilde være for dem, der ville drive Fisket i det aabne Hav. Kan en saadan virkelig tilveiebringes for saa godt Kjøb, som antydet, fortjener Sagen Opmærksomhed.

17) Siden regelmæssig Dampskibsforbindelse blev etableret under Loddefisketiden, reise nemlig mange Fiskere, som selv ikke medbringe Baade, med Dampskibet, for at deltage i Fiskeriet i de forskjellige Fiskevær i Østfinmarken. De lade sig da dersteds enten forhyre til Deltagelse i Fisket med Baade, som udrustes af Andre, eller de leie sig selv Baade, forsaavidt saadanne ere at faa.

18) Den nævnte Sum for Exporten er udentvivl endog temmelig nøgternt beregnet, saavidt kan erfares af de Kvanta Fisk, som i Bilagene nævnes at være fiskede fra Vardø af.