Om Finmarken / af Chr. A. Wulfsberg. - Christiania : Cappelen, 1867.

Sydvaranger

Paa den søndre Side af Varangerfjorden ligger dette Norges fjerneste Præstegjeld, der, som man af Kartet vil se, ikke har saa ganske ringe Udstrækning og har været anslaaet til en Størrelse af 80 geografiske Kvadratmile. Det grændser paa Vestsiden for en liden Del til Næsseby Præstegjeld, men forøvrig omsluttes det paa Vest-, Syd- og Øst-Siden af russisk Territorium. Paa Nordsiden begrændses det af Varangerfjorden, og Landet er her spaltet ved forskjellige Sidearme af denne, hvoraf de vigtigste ere Kjøfjorden, Bøgfjorden og Jarfjorden. Det strækker sig imod Øst til Jakobsdalen, der danner Grændsen mod Rusland; men denne gjør derpaa en Bøining hen til Boris-Gleb, der ligger temmelig nær Pasvig-Elvens Udløb, og det russiske Gebet gaar her for en ubetydelig Del over paa Pasvigelvens vestre Side, hvor Rusland eier et lidet Stykke af en Kvadratverst's Omfang. Dette Indsnit eller denne Afvigelse fra en mere regelmæssig Grændselinie er foranlediget derved, at det gamle russiske Kapel, Boris-Gleb, en høist uanselig Trækirke, tilfældigvis var beliggende paa dette Sted. Senere danner Pasvigelven Grændsen mod Rusland næsten lige til dennes Udspring af Enarsøen, der hel og holden ligger paa russisk Territorium. Sydvaranger har sin største Udstrækning fra Syd mod Nord, da det strækker sig igjennem en hel Bredegrad, idet Sydpunktet er temmelig nøiagtig den 69de og Nordpunktet den 70de Bredegrad.

Naar man styrer ind af Bøgfjorden efter nylig at have passeret rundt Varangernæsset, hvor man ikke øiner et Træ eller en Busk, overraskes man ved Spor af Vegetation paa Skraaningen af Fjeldene, som her ikke ere meget høie og allerede mere afrundede. Den er vistnok endnu langtfra yppig; men buskdannede Birketræer og frisk Lyng dække dog hist og her de haarde Granitklipper med et vakkert Grønt: man føler sig uvilkaarlig ligesom hensat til sydligere Egne, da Partierne stærkt minde om Situationer, der ere eiendommelige for enkelte Fjordbredder i det Søndenfjeldske. Jo dybere man kommer ind i Fjordene, desto blidere Charakter antage de , men det har dog lidet af betyde imod hvad der senere venter den Reisende ved Pasvigelvens Bredder. Den inderste Del af Bøgfjorden, som kaldes Klosterfjorden, deler sig ved Næsset, hvorpaa Sydvaranger Kirke ligger, i to Arme, hvoraf den ene løber op til Elvenæs, hvor Pasvigelven falder i Fjorden, den anden danner Langfjorden, som ved en Bæk eller Strøm over et lidet Eide staar i Forbindelse med Langfjordvandet. Jeg omtaler dette lidt udførligt, dels fordi jeg tror, at Kirkenæsset engang vil faa nogen Betydning, dels fordi jeg senere vil knytte nogle Bemærkninger til dette Sted, som Udgangspunkt for den indre Kommunikation i Sydvaranger.

Allerede ved Elvenæs, der beboes og eies af den dygtige og almenagtede Lensmand Klerk, hædret med Medaillen for Borgerdaad, er Partiet venligt og tiltalende, og i Ly af det fremspringende lille Næs findes der smukke Birkelunde. Fra Bygningerne, der ligge paa en liden Høide og derfor kunne sees paa nogen Afstand, naar man ror ind ad Bugten, skraaner Terrainet ned til Søen, og da her findes dyrkede Engmarker, bidrager det friske Grønsvær til at forskjønne Partiet, ligesom de ret frodige Enge vidne om, at der selv under disse Bredegrader kan udrettes noget ved Kulturens skabende Magt. Fra Elvenæs over til Jarfjordens Bund anlægges en Ridevei, men der kunde maaske blive Sprørgsmaal om at oparbeide den til Kjørevei, hvis Sydvaranger i Tiden hæver sig til lidt større Betydning; thi i Jarfjordens Bund er Jordsmonnet rigere, end langs Pasvigelvens Bredder, og nogle derboende Kolonister, som have lagt sig efter Kvægdrift, have bragt det til at producere og afsætte Smør for et Beløb af 50-60 Spd. om Aaret. Paa den østre Bred af Jarfjorden bor der allerede adskillige Opsiddere, og ifølge Professor Keilhau er Jarfjorden et af de varmeste Steder i hele Østfinmarken.

Forøvrigt findes ikke Spor af Landevei i Sydvaranger, og den almindelige Befordring sker derfor om Sommeren til Baads og om Vinteren med Ren. Der findes dog nu i Præstegjeldet 13 Heste, medens Antallet af Rensdyr udgjør noget over 4000. Tager man altsaa til Baads op igjennem Pasvigelven, er Reisen vistnok især paa klare solvarme Sommerdage tiltrækkende, men tillige noget besværlig, fordi Elven, der egentlig bestaar af en Række sammenhængende større Søer, fra sit udløb og til Boris-Gleb danner ikke mindre end 29 Fossefald. Flere af disse ere saa betydelige, at Reisen ikke kan fortsættes paa anden Maade, end at Baaden ved hver af de større Fosser bringes paa Land og paa nogle for Øiemedet anbragte Birkekavler trækkes eller slæbes, indtil man har passeret Fossen, hvorefter man da kommer ud i en ny Sø. Nogle af disse Søer ere overraskende smukke.

Paa den første Mils Vei, naar man fra Elvenæs reiser opad Pasvigelven, er Dalen mere indsnevret, og Klipperne, som paa begge Sider begrændse Flodbredden, naa en Høide af henved 500 Fod og ere i det Hele ret maleriske. I alle Bugter findes rig Trævegetation, og Birken antager igjen sin ranke Stamme og hvide Bark, ligesom man her finder buskformet Hæg, Rogn og Or, medens Furutræet endnu kun forekommer sparsomt; men dette Strøg bærer kjendelige Spor af temmelig forceret Skovhugst. Lige ved Kapellet i Boris-Gleb ser man nogle Birketræer af lidt anseeligere Størrelse, hvilke formentlig af Ærefrygt for det hellige Sted ere blevne [staaende]. Her findes en Samling af smaa Træhytter, der tilhøre de saakaldte Skoltefinner, det er russiske Finner, som her tilbringe Sommeren, men som have deres Vinterby flere Mile ovenfor paa den russiske Side af Pasvigelven. Græsvæxten omkring Borig-Gleb er temmelig rig, og Beboerne, der roses for at være meget vindskibelige, underholde endel Faar og drive noget Laxefiskeri. Ganske nær ved "Skoltebyen" er den første Fos, der har omtrent 20 Fods lodret Fald, og som fra en løsreven Klippeblok ved Randen af selve Fossefaldet tager sig ret godt ud. Omkring Søen, hvori man kommer efterat have passeret Fossen, er det allerede venligere: Strandbredderne ere grønne og dækkede med ung Birkeskov; den næste Fos, man har at passere, er kun et lidet Stryk, der ikke kræver at Baaden maa trækkes paa Land. Den tredie er derimod lidt anseeligere end Fossen No. 1, idet Vandmassen, som styrter ud af den ovenfor liggende Sø Hvales-javre (Hvalfisksøen) og trænger sig igjennem et buedannet Bjergpas, danner et virkelig smukt Vandfald, der falder ned i et kjedelformigt Bassin. Ved Bredderne af dette er det unegtelig romantisk smukt. Yndige slanke Birketræer og en yppig Vegetation af de Græsarter og Alpeplanter, som voxe under denne Bredegrad, fængsle Øiet, og den behagelige Skygge, som Birkelunden giver, forfriskes ved Kjøligheden fra den tætved brusende Fos. Behagelig Kjølighed! udbryder maaske Læseren, idet han tænker paa den 70de Bredegrad. Ja ganske rigtig, behagelig Kjølighed: thi man har her paa den smukkeste Sommertid indtil 22 à 23° R. i Skyggen, og Heden føles, naar der er Vindstille, ofte trykkende i disse Egne. Denne yndige lille Plet, hvor der med ringe Oprydning kunde blive smukt, burde fredes for al vandalsk Udhugst, og en tarvelig Schweitzerhytte opføres for Tourister, som maatte ønske at slaa sig ned her nogle Dage, for at fiske; thi blive de Laxetrapper, der nu udføres eller maaskee allerede ere udførte ved Fossen No. 1, rigtigt byggede, vil her blive en sjelden Anledning til Fluefiskeri af Lax og Ørret, og Stedet vilde vist aldrig savne Besøgere i den bedste Sommertid, da baade Englændere og Norske i senere Aar færdes temmelig meget paa disse Kanter. At indrette et Herberge for Saadanne, kunde blive en ret indbringende Biindtægt for en Nybygger, der vilde slaa sig ned ved Hvales-javres smilende Bredder.

Stiger man op paa Høiden af de Klipper, hvis Fod danner Fossefaldet, for at overskue Landskabet, vil man finde Forandringen i Landformen høist overraskende. Dalen er paa engang forsvundet, og en aaben i det Hele taget flad Strækning udbreder sig saavidt Øiet naar mod Syd og Sydvest; mod Sydost er den langt henne i det blaa Fjerne indfattet af en isoleret Bjergryg. Her ligger da [dette] forjættede Land, hvorom i senere Tid har været talt og skrevet saameget, den Del af Sydvaranger, som skulde kunne optage Kolonister, der skulle ernære sig som Jordbrugere eller vel, rettere talt, af Kvægdrift. Kun Skade, at dette Kanaan er beliggende i Finmarken. Det store flade Landskab, som her udfolder sig for Øiet, bestaar hovedsagelig af en bølgeformig Klippeslette, som dels er temmelig nøgen, dels bedækket med grovkornet Sand og opfyldt med Myrer. Paa Høiderne findes noget Renmose og temmelig aaben Furuskov. Det er fornemmelig langs Bredderne af de yndige Bugter, som Elven danner, at der findes lidt opskyllet rigere Jordsmon, som frembringer den skuffende Vegetation, der bevirker, at man ved at færdes til Baads op igjennem Elven faar Indtrykket af, at her maa være et herligt frugtbart Land. Vare blot de lave Bjergkuller bedækkede med saameget Jord, at de kunde frembringe gode Havnegange, saadanne som vi finde dem paa Fjeldene i Landets sydligere Enge, ja endog lige op til Maalselv og Bardodalen i Senjen, for nogen Del ogsaa i Alten, vilde disse Strækninger i Sydvaranger ingenlunde være uskikkede til at modtage en Befolkning, der kunde gjøre Kvægavl forenet med lidt Skovdrift til Hovednæringsvei. Som Forholdet i Virkeligheden er, tilbyder Landet nærmest kun beskjedne Bopladse for dem, som ville søge sin Hovednæring af Havfiskeriet og ved ved Siden deraf rydde sig saameget Jord, at de kunne holde nogle Kjør og Faar til Hjælp.

Det er fornemmelig ved Bredderne af Hvales-javre, at der findes Strækninger med saadant Jordsmon, at dets Dyrkning skulde synes at ville lønne Dyrkerend Flid, men det giver ikke noget godt Varsel, at den første Nybygger, en Sørlænding ved Navn Erik Larsen, efter faa Aars Forløb solgte den af ham opryddede Plads, Kobbervig, med paastaaende Huse til en Kvæn og selv nedsatte sig bedre igjennem. Han skal forresten senere være udvandret til Amerika. Tingen er, at der allerede skal en ikke ganske ringe oekonomisk Kraft til at faa ryddet saameget, at man kan undeholde saamange Kjør, at man udelukkende kan leve af deres Afkastning; thi Vanskelighederne, man har at kjæmpe med, ere store. Sommeren er meget kort, høist 2 a 3 Maaneder, Arbeidslønnen uhyre kostbar, - man betaler indtil 1 Spd. om Dagen, - og Jordsmonnet, snarere fattigt end rigt, er temmelig ulændt og opfyldt med Sten, hvortil endelig kommer den totale Mangel paa naturlige Havnegange. Korn kan aldeles ikke dyrkes, og de gjorte Forsøg med Potetesavl er faldet saaledes ud, at man snarere maa fraraade end tilraade at lægge Vind derpaa.

Noget forunderligt tiltrækkende have alligevel Hvales-javres Omgivelser; man befinder sig i et yndig Vildnis, saa romantisk skjønt, at man næsten skulde anse det for umuligt, at man virkelig er ganske nær den 70de Bredegrad, og saa hersker der en Stilhed og Ro, som ialfald for Øieblikket udøver en velgjørende Virkning paa Sindet. Jeg vil dog nok tro, at man ved at være fast bosat der, snart vilde føle Ensomheden og fornemme Indtrykket af, at man her befinder sig saa godt som udenfor al Forbindelse med den civiliserede Del af Verden. Tillige bliver det selv for den Reisende altid et Savn, at man midt oppe i al denne Naturskjønhed forgjæves speider efter menneskelignende oliger og ryddede Pladse, der skulle skjænke de løvbekrandsede Strandbredder nogle behagelige Hvilepunkter for Øiet. Disse Egne er nemlig endnu saa sparsomt befolkede, at man kan reise en hel Miil efter at have besøgt een Nybygger, forinden man støder paa den næste.

For at komme fra Hvales-javre til den næste Sø, Guvtjin-javre, det er Ørretsøen, ogsaa kaldet lille Klostervand, er Farten temmelig besværlig. Imellem Søerne ligger en liden Klippeø, som man har kaldet den nøitrale Ø, fordi baade Norge og Rusland med lige Føie kan tilegne sig Eiendomsretten over den. Paa begge Sider gaa stærke Strømninger eller Fald, saa det ikke er ganske let at nærme sig Øen; men dette maa dog ske, thi det er alene ved at transportere Baaden tvers over denne 4 à 500 Fod brede Ø, at man kan fortsette Reisen. Den nye Sø er kun af ringe Omfang, og man kommer snart igjennem Bjørnsund ind i den betydeligste af alle de Søer, Pasvigelven danner, nemlig Kolmo-javre eller Sund-Søen. Den har en Længde af henved 1½ Miil, er paa sine Steder ogsaa temmelig bred, og danner paa negge Bredder betydelige Indvige eller Bugter. Denne Sø, som ogsaa kaldes store Klostervand, har endnu lavere Omgivelser end Hvalesjavre, og de fleste af de flade langt fremspringende Landtunger ere bevoxede dels med tæt Vidiekrat, dels med ret væxterlig Birkeskov hist og her blandet med Rogn, Asp, Furu, buskartet Svartor og Hæg.

Ved en temmelig bred Bugt, kaldt Svanvigen, en halv Mils Vei fra Bjørnsund, har en Nordmand, forhenværende Dyrlæge Hans Kirkgaard, for en halv Snes Aar tilbage slaaet sig ned, ryddet ikke ganske ubetydeligt og opført et meget godt Vaaningshus med temmelig fuldstændige Udhusbygninger. Efterat have tilsat sin Formue (2 à 3000 Spd.) har han midlertid forladt den hele Herlighed. Stedet beboedes paa den Tid, jeg besøgte samme, af et Par Kvæner med deres Familier. Disse lagde ufortrøden Flid og Rastløshed for Dagen, og underholdt ikke mindre end 9 Melkekjør foruden noget Ungfæ og eiede derhos 2 Heste; men det skal falde haardt nok at vinterføde denne Besætning, forinden Jorden kommer i bedre Kraft. Hestene havde for Sommertiden taget Veien til deres forrige Hjem i Finland, hvor der skal være taalelige gode Havnegange; men det var naturligvis Meningen at hente dem derfra igjen, og det er ikke usandsynligt, at det vil svare Regning at beholde dem paa Svanvig, da de nuværende Beboere af Stedet havde sluttet en midlertidig Akkord med Forstvæsenet om Hugt og Transport af et Parti Tømmer. Hvis dette første Forsøg i denne Retning i Sydvaranger (4) bærer sig, vil der rimeligvis kunne paaregnes stadig Fortjeneste ved Skovdriften; men der skal alligevel Kraft og Udholdenhed til, for at arbeide sig op; thi Jordsmonnet er allerede langt fattigere her end ved Bredderne af Hvalesjavre. Dette viste sig strax paa Melken, hvoraf man vel ikke fik saa lidet i Kvantitet, men den satte forbausende lidet Fløde, saa Smørproduktionen maa blive forholdsvis ringe og derhos af temmelig daarlig Beskaffenhed. At Melken, uagtet det var den bedste Sommertid, ikke kunde falde god, var forresten saare naturligt, da Kreaturene græssede i Udmarken, som her bestaar enten af tør lyngbevoxet Mark, af Fjeld eller af Myrer, hvilke sidstnævnte, forsaavidt som de ere Multemyrer, aldeles ikke bære Græs. Have Myrene saamegen Heldning eller overhovedet saadan Beliggenhed, at de kunne frembringe lidt bedre Vegetation, ere de gjerne bevoxede med Vidiekrat, og det Græs, som forefindes imellem Buskene, henhører næsten udelukkende til Carexarterne. Høet, man hjemførte fra Udslaatterne i Omegnen, var af samme daarlige Beskaffenhed, medens det, som avledes i den omhyggelig indhegnede Hjemmark, var ulige bedre; men dette skulde opbevares til Vinterfodringen.

Det er forresten ulige større Partier, der kunne lægges Beslag paa og indtages under Dyrkning ved Bredderne af Kolmojavre end ved de foregaaende Søer, om end Jordsmonnet er muldfattigere, og det er ingenlunde usandsynligt, at Kvegavl her i en fjernere Fremtid kan blive fordelagtigere, end det for Øieblikket synes at være Haab om; men der maa Taalmodighed og Udholdenhed til; thi saalænge den optagen Jord ikke er bleven tilstrækkelig hævdet (gjødslet), giver den ikke Afkastning nok af de bedre Græsarter. Indtil er saadant Tidspunkt er naaet, vil Nybyggeren for den væsentligee Del være henvist til at ernære sig ved andre Bierhverv, saasom enten Fortjeneste ved Skovhugst for Forstvæsenet, Deltagelse i Havfiskeriet eller andre udenfor Jordbruget liggende Erhvervskilder. Det fiskeri, som falder i selve Søerne, er for nærværende Tid kun en Nøddhjælp, men det kunde rimeligvis blive af større Betydning, hvis det blev omhyggeligere pleiet. Kan Laxen ved Hjælp af Laxetrapper bringes til at gaa helt op i Kolmojavre, vil dette i høi Grad forbedre Sagen, ligesom allerede nu enkelte af Søerne tilbyde en Rigdom af Ørret, som ikke tilstrækkelig paagtes.

Den Strækning, som ligger søndenfor Kolmojavre, er maaske endnu mindre skikket til at modtage Kultur i den nærmeste Fremtid. Jordsmonnet er endnu muldfattigere, Sandjorden endnu mere grovkornet, og de Myrstrækninger, hvoraf Terrainet ogsaa her er opfyldt, have saadan Beliggenhed, at de vanskelig kunne tørlægges, hvorfor ogsaa Tælen paa mange af disse er saa betydelig, at den ikke gaar væk om Sommeren, uagtet Beliggenheden her er nogle Mile sydligere; men saa er ogsaa Afstanden fra Kysten saameget større og Virkningerne af Kystklimatet mindre end i Fjordbugterne. En Agronom, som for nogle faa Aar ilbage efter offentlig Foranstaltning bereiste dette Strøg af Sydvaranger, er ogsaa bleven staaende ved, at Omgivelserne af Kolmojavre var det sydligste Punkt af Pasvigdalen, der i den nærmeste Fremtid egnede sig for Nedsættelse af Nybyggere. Derimod gives der et Strøg, der gaar fra Svanvigen over til Langfjordvandet, en Distance af henimod en Mil, som fortjener at blive Gjenstand for nærmere Opmærksomhed. Egentlig er dette en Række af Myrer og Kjærn, der ende med en sagteløbende Aa, som falder ud i Langfjordvandet, men endel af disse Myrer maatte udentvivl kunne tørlægges; specielt gjælder dette for en Strækning i Nærheden af Langfjordvandet paa Aaens vestre Bred, hvor Beboerne omkring Langfjordvandet indhøstede betydelige Partier af Myrhø; men Carexarterne kunde bringes til at forsvinde ved tilstrækkelig Uddigning, og Jordsmonnet, som her for en Del bestaar af opslammet Dynd, er udentvivl saa rigt, at det vilde lønne sig at anvende baade Arbeide og Bekostning paa Tørlægningen. Langs Bredderne af disse Myrer findes paa Bjergskraaningerne paa Nordsiden flere Smaapartier med ret godt Jordsmon, som synes at kunne egne sig til Rydning af Bopladse; men paa den ene Side ere Strækningerne paa hver af disse Pletter altfor ubetydelige for en Opsitter, paa den anden Side vil Forstvæsenet udentvivl af al Makt modsætte sig, at her opføres Vaaningshuse i en saa farlig Nærhed af den betydelige Skovstrækning, hvormed Bjergryggen, der adskiller Pasvigdalen fra Langfjorddalen, er bevoxet, og som isærdeleshed paa Grund af sin Beliggenhed udentvivl henhører til de værdifuldeste Skovstrækninger i hele Sydvaranger. Da imidlertid Græsvæxten paa flere af disse Smaapletter var mere end almindelig yppig, kunde de ved en Smule Oprydning utvivlsomt forvandles til gode Sommerhavnegange, hvorpaa der, som allerede bemærket, er saa følelig mangel paa i de her beskrevne Trakter.

Det har en gang været paatenkt af et Interessentskab at lade grave en Kanal igjennem disse Myrer, hvorved den betydelige Kolmojavre gjennem Langfjordvandet og dettes Fortsættelse Langfjorden kunde sættes i direkte Forbindelse med Søen med Undgaaelse af de betydelige Fosser i Pasvigelven, der ikke lade sig bortminere, og som hindre al regelmæssig Transport. Hovedhensigten af Kanalen var formentlig Flødning af Tømmer, Birkeved, Raavedstænger o. s. v., og saavidt vides var der ansøgt om Bidrag fra det Offentliges Side. Prosjektet gik imidlertid istaa derved, at Hovedmanden for Interessentskabet af pekuniære Hensyn trak sig tilbage. Senere har det gjentagende været diskuteret af dem, der føle Interesse for Ophjælpelsen af dette Distrikt, om ikke en saadan Kanalisation burde kunde udføres for offentlig Regning. Det kan ikke negtes, at dette vilde medføre adskillige Fordele for Tilgodegjørelsen af de ikke ubetydelige Skovpartier, som findes i den sydlige Del af Sydvaranger, især hvis Distriktet ved forøget Bebyggelse kunde tilveiebringe den fornødne Hestekraft til Fremdrift af Træprodukter fra den længere inde fra Kolmojavre beliggende Skov, ligesom Samfærselen i Sommertiden betydelig vilde lettes for Nybyggere, naar Fosserne i Pasvigelven derved kunde undgaaes. Sagen har imidlertid en betænkelig Side, der ikke kan sættes ud af Betragtning. Vandstanden i Kolmojavre kunde lettelig ved et saadant Kanalanlæg forrykkes. Ved Issætning eller andre Opdæmninger kunde under en ualmindelig voldsom Vaarflom den betydelige Vandmasse, der strømmer ud af Enaresøen, meget let komme til at bryde sig Vei gjennem Langfjorddalen og forvandle hele den nedre Del af Pasvigelven til en ubetydelig Bæk, som maaske i Sommertiden endog vilde udtørres, og hvor blev der saa af den gode naturlige Grændselinie, som Elvens Midtstrømslinie nu danner? Eller selv om ikke den nuværende Pasvigelv forsvandt, kunde en betydelig lavere Vandstand baade i Kolmojavre og Hvalesjavre foranledige en Forrykkelse i bestaaende Fiskeriforhold paa den russiske Side eller ialfald en indbildt Forrykkelse, og der vilde da strax være Paaskud til Klagemaal. Saadanne Eventualiteter, som lettelig kunde fremkalde Forviklinger, bør man omhyggelig stræbe at undgaa. Vel lokaliserede Folk heroppe fortalte mig desuden, at der gik Sagn om, at Pasvigelven i en meget fjern Fortid har havt sit Udløb igjennem Jarfjorden, og de vare af den Formening, at den paatænkte Kanal lettelig i Tiden kunde give den en tredie, for vort Vedkommende sikkerligt mindre heldig Retning. Skulde dette undgaaes, vilde Kanaliseringen udentvivl kræve saa kostbare Dæmnings- og Slusearbeider, at den allerede af den Grund maatte opgives, ligesom ventelig Vedlikeholdelsesomkostningerne vilde blive saa betydelige, at de ei kom til å staa i Forhold til Nytten, som Kanalen i den korte Tid af Aaret, den kunde benyttes, vilde forskaffe; thi man maa lægge Mærke til, at der i det Indre af Sydvaranger er fuldstændigt Fastlandsklima med 8 Maaneders stræng Vinter med tilbørlig Is og Sne.

Korsfjorden heder den Fjord eller rettere det Sund, som paa Sydsiden af Skogerøen forener Bøgfjorden med Kjøfjorden, og i den sidstes inderste Bund udmunder Munkelven og ganske kort nordligere paa vestre Bred Neiden-Elv. Paa begge Sider af Korsfjorden findes der Strækninger, hvorpaa der voxer yppigt Græs, og hvis den store Skogerø, som bærer kjendelige Spor af engang at have været stærkt skovbevoxet, nu ikke var saa godt som blottet for Skov, vilde den ikke været uskikket til at afgive Plads for Nybyggere. Som Forholdene nu ere, bør de Nybyggere, som maatte attraa at nedsætte sig paa denne Kant af Sydvaranger, foretrække Partiet omkring Mundingen af Munkelven og Bredderne af Neidenelv. Det førstnævnte tager sig maaske ved første Øiekast mindre indbydende ud, fordi Lapperne, der have den Vane idelig at forandre Bosted og flytte sin Gamme, saasnart de lig Græshoppesværme tilstrækkeligt have ødelagt Birkeskoven, der findes i Nærheden, have forvandlet Bredderne om Munkfjorden til en uhyggelig nøgen Strand; men det er herved at mærke, at Jordsmonnet lige ved Munkelvens Udmunding i Fjorden hører til noget af det bedste i hele Sydvaranger, da det er ualmindelig lerholdigt. En Kvæn, som har Handelsrettighed paa dette Sted, og som tillige drev paa Baadbyggeri, lagde for Dagen, at han havde Forstand paa at benytte sin Jord rigtig, og jeg saa ikke nogensteds i hele Østfinmarken saa gode Potetesagre, som hos denne Mand. Her ved Munkelven er noget at tage fat paa for Nybyggere, som ville forene Jordbrug med indbringende Havfiskeri. Store Strækninger af frugtbar Jord vil kunne indvindes af Fjæren ved maadelig kostbare Inddæmningsforetagender; - men dette tilhører da Fremtiden.

Bredderne af Neidenelv bestaa, i en længere Strækning fra Mundingen, af ansamlede umaadelige Sandmasser, der have leiret sig i Terrasser eller Afsatser, som paa forskjellige Steder danne steile Skraaninger mod Elven, undertiden til en Høide af indtil 100 Fod over Vandfladen. Indenfor disse steile Bredder er Landet temmelig fladt og bevoxet med Birkeskov, der er buskformig og vantreven, da Jordskorpen enten er tynd eller Jordsmonnet yderlig fattigt. Paa den søndre Bred ved Elvens første Bøining have nogle Kvæner bosat sig paa en lavere Forsænkning eller Terrasse, men her er Høiden over Elveleiet ikke større, end at Elven i Flomtiden skyller over Beboernes Sletteland, som vistnok derved befrugtes. Paa den modsatte Bred ved denne Bøining af Elven er der en temmelig udstrakt næsten fuldkommen Slette bevoxet med ung Birkeskov, og hvis Jordsmonnet ikke var saa fattigt, kunde det afgive særdeles bekvemme Bopladse, og det er høist sandsynligt, at det i en fjernere Fremtid vil blive bebygget. Adskilt ved en liden Fjeldkulle fra denne Slette fandtes paa den østre Side et lidet Dalføre, der fortjente Oprydning, fordi Jordsmonnet her bestod af Ler og kunde blive et meget godt Bosted, men jeg indrømmer, at Opdyrkningen sandsynligvis vilde overstige en Nybyggers økonomiske Ressourcer. Dette er dessverre Tilfældet med altfor mange af de Steder, der egne sig til Rydning og Beboelse i hele Sydvaranger, og maa lægge store Hindringer i Veien for en ønskelig raskere Kolonisation.

Neidenelv er som mange af de finmarkske Elve ikke saa lige til at befare, da der paa forskjellige Steder ere Stryk, hvor man maa stage sig imellem mægtige Stene, der ligge henkastede i Elven og som det kræver Øvelse og Dygtighed for at slippe forbi. Længere oppe i Dalen er Birkeskoven noget mindre medtaget og Omgivelserne i det Hele taget ganske venlige. Et Par Mile fra Bunden er der en ret anseelig Fos, hvor der gives Laxefiskeri.

Sammenfatter man de Skildringer, jeg har givet over dette i Udstrækning temmelig betydelige Sydvaranger, som for Tiden kun beboes af 1170 Mennesker, vil man have bemærket, at der ikke er særdeles mange Punkter, som inbydende vinke Nybyggeren herop. Ikke destomindre ere vel de Fleste enige i, at det netop er denne Del af Finmarken, som man af Grunde, som det ligger udenfor nærværende Skrifts Plan yderligere at drøfte, fortrinsvis maatte ønske at se koloniseret med driftige, norsktalende Nybyggere, og jeg skal derfor paa nærværende Sted anstille nogle nærmere Betragtninger over den projekterede Kolonisation.

Det har været foreslaaet at begunstige Indvandring eller Tilflytning fra overbefolkede Fjelddistrikter i det Søndenfjeldske ved at tilstaa de Indflyttende af offentlige Midler tilstrækkelige Reiseudgifter og tillige Adgang til Laan for Boligers Opførelse og Anskaffelse af Besætning og Redskaber, idet man har tænkt sig, at disse Nybyggere ved at kaste sig paa Kvægdrift skulle kunne slaa sig op og danne en kraftig Jordbrugerstand ligeoverfor dem, som udelukkende nære sig ved Fiskeriet, og som udenfor Fiskeritiden ere altfor tilbøielige til at føre et ørkesløst og unyttig Liv. Det vil allerede af det Udviklede fremgaa, at det er saare langt fra, at de Betingelser ere tilstede, som udkræves for, at den saadan Jordbrugerstand skulde kunne slaa sig igjennem i disse Egne eller alene ved Jordens Benyttelse - det vil da sige ved Kvægdrift - erhverve saameget, at de kunne føre et nogenlunde sorgfrit og de berettigede Krav tilfredsstillende Liv. I Sydvaranger vil næppe Nogen kunne leve udelukkende af Kvægdrift, medmindre han for at bringe sin Jord i saadan Kraft, at han ved Kreaturholdet kunde underholde sig selv og Familie, havde nedlagt uforholdsmæssig Kapital og Arbeide deri. Her, som i hele det øvrige Østfinmarken, er man hovedsagelig henvist til at leve af eller ved Fiskeriet; men Havets Rigdomme ere ogsaa, naar man rigtig forstaar at benytte sig af dem, saa at sige uudtømmelige.

En Følge heraf er, at man maa tænke sig, at de Punkter af Sydvaranger, som ere saaledes beliggende, at de skjænke nogenlunde uhindret Adgang til Havet, fortrinsvis ville blive befolkede, hvorfor de Partier, som ligge ved Bunden af Jarfjorden, i Omegnen af Sydvaranger Kirke og ved Munkelvens og Neidenelvs Mundinger, rimeligvis først ville blive lagt Beslag paa, medens ventelig ogsaa nogle Enkelte ville slaa sig ned umiddelbar ved Varangerfjordens Bredder. Men ligesom fornemmelig de ydre Strandsiddere i høiere Grad ville blive udsatte for Polarhavets voldsomme Paavirkninger, og deres Bopladse ville blive mindre indbydende og give sparsommere Adgang til ved Siden af Fiskeriet at kunne fremføde nogle Kreaturer, hvilket af flere Grunde stærkt bør anbefales, vilde disse Strandsiddere udentvivl snart føle stor Mangel paa den fornødne Brændeved, hvis ikke samtidig de indre Distrikter, Kjernen af Landet, blev saa tilstrækkelig befolket af Nybyggere, som saa sig istand til at holde Heste, at de betydelige Skovstrækninger, som Præstegjeldet eier, kunde tilgodegjøres. Dette er et saare vigtigt Punkt ved den i mange Henseender særdeles ønskelige Kolonisation. Forstvæsenet i Finmarken er i kyndige Mænds Hænder; men der tiltrænges en for nærværende Tid manglende Folke- og Hestekraft, for at det Udbytte skal blive udbragt af Skovene, som disse kunne skjænke. Jeg siger neppe formeget, naar jeg paastaar, at Sydvarangers Skovmasser, naar Alt kunde tilgodegjøres, altsaa ogsaa hvad der nu alene af Mangel paa Folke- og Hestekraft ikke blot henraadner til ingen Nytte, men som svækker Skovenes Reproduktionskraft og forringer deres fremtidige Værd, - skulde kunne afgive tilstrækkelig Trævirke og Brændefang for Distriktet, selv om Folkemængden blev mange Gange større, end den nu er. Og denne Paastand vedbliver jeg, uagtet det er mig bekjendt, at Skovene dersteds langt fra ere af den betydelige Udstrækning, som man har villet gjøre dem til, idet de uhyre Vidder, man har opgivet, - der har paa Prent været antydet 50 geografiske Kvadratmile - for en mere nøgtern Betragtning maa indskrænkes til 4½ norske Kvadratmil med væxterlig Furuskov.

Men forholder det sig nu saaledes, at en gjennemgribende forstmæssig Drift af Skovene er Hovedbetingelsen for en noget stærkere Tilgang af Nybyggere i Sydvaranger, bliver det unegteligt en vigtig Opgave tilfredsstillende at besvare det Spørgsmaal, hvorledes man rettelig bør gaa frem, for at skaffe tilveie dem fornødne Menneske- og Hestekraft i selve Skovdistrikterne. Disse ligge fjernere fra Fiskepladsene, og Kommunikationsvæsenet er daarligt, hvorfor de, der maatte ville bosætte sig her i det Indre, kun med store Vanskeligheder kunne deltage i Fiskeriet, det vil sige den mere indbringende Fiskeribedrift, som forudsætter, at man selv besidder Baad, Fiskeredskaber og tilstrækkelige Midler til at bestride Provianteringen; thi at lade sig hyre som Rorskarl eller forrette Tjeneste ved Hjeldbrugene, hvormed der kan tjenes 15 à 20 Spd. maanedlig, ja ved Akkordarbeide undertiden langt mere i de vigtigste Fiskemaaneder, kan riktignok enhver arbeidsfør Mand gjøre.

Det Forslag, som har været fremsat, nemlig at bevilge Reisepenge og Adgang til Laan af offentlige Midler for Nybyggere, som ville nedsætte sig i det Indre og idetmindste for en Del ernære sig ved Kvægdrift, Hestehold og Skovbrug, har flere yderst betænkelige Sider. Stilles nemlig Saadant i Udsigt, kan man være temmelig sikker paa, at omstreifende Lykkeriddere og forlorne Subjekter først og fremst vilde melde sig, og det er aldeles ikke Saadanne, man fortrinsvis ønsker sig som Nybyggere heroppe: af Ripsraps kan der nu allerede være nok blandt de hidtil indvandrede Kvæner; nei det er villiestærke, kraftfulde norsktalende Individer - f. Ex. hæderlige Husmandsfamilier, - man fornemmeligen maatte ønske vilde flytte herop. Men selv om man fik hæderlige og brave Folk til at reise paa saadanne Vilkaar, turde Sagen have sine Betænkeligheder. Man havde dog paa en vis Maade stillet dem en gunstig Fremtid i Perspektiv, og hvis de saa efter nogen Tids Forløb fandt sig misfornøiede, enten fordi det under saa vanskelige og for dem fremmede Forhold ikke vilde lykkes med Jordbruget, eller de formedelst den lange mørke Vinter, Stedets Ensomhed eller øvrige uvante Forhold, hvilket Alt i større og mindre Grad virker trykkende paa dem, der fra sydligere og blidere Egne flytte op til Finmarken, bleve mismodige, følte Hjemve og tilsidst tabte al Kraft og Mod til at arbeide og derover aldeles forarmedes, - hvad skulde man saa gjøre med disse ulykkelige Mennesker? Sende dem hjem igjen; det vilde koste Staten Penge, og hvad der var den værste Side ved Sagen: de mislykkede Kolonisationsforsøg vilde for en lang Fremtid afskrække fra frivillige Indvandringer. Lod man dem forblive heroppe, baade de, som bleve forarmede, fordi de ikke kunde trives under saa uvante og i flere Henseender temmelig ublide Forhold, og de, som bleve forarmede, fordi de som Lykkeriddere vare skuffede i sine Forventninger og derfor ikke vilde arbeide, - fik det forhen fattige Præstegjeld en meget betydelig Fattigforøgelse, ja maaske saa overvættes stor, at Staten blev nødt til at træde imellem. Udfaldet kunde naturligvis blive bedre, det indrømmes; men man udsætter sig unegtelig for, at det bliver saadant, som her for et Øieblik forudsat, af den Grund, at de, som vare reiste herop tilfølge de i det Foregaaende antydede Tilbud, uden al Tvivl vilde medbringe betydelige Pretensioner, og naar de saa følte sig skuffede i sine Forventlinger, vilde de i mere eller mindre Grad anse sig førte bag Lyset, ja maaske endog ligefrem paastaa, at de vare blevne forlokkede. De kunde jo virkelig ogsaa med nogen Føie sige: "Havde ikke Staten opstillet saa indbydende Vilkaar, skulde det aldrig faldt os ind at drage op til det fjerne og øde Finmarken!".

Er det derfor paa Grund af det Anførte i en ike ganske ringe Grad betænkeligt ved ligefrem Understøttelse af befordre Indflytning til Sydvaranger, er det dog ikke dermed givet, at der Intet kan gjøres fra det Offentliges Side, for at befordre samme. Holder man sig blot for Øie den Grundbetingelse, at al Indflytning til Finmarken skal og maa være aldeles frivillig, saa Ingen med mindste Fnug af Beføielse kan paastaa, at han er forledet til at flytte herop, kan der udentvivl fra det Offentliges Side træffes forskjellige hensigtsmæssige Foranstaltninger, og blandt disse er der vel neppe nogen, der saaledes vilde ramme nogen, der saaledes vilde ramme Sømmet paa Hovedet, som et eller andet gjennemgribende Kommunikationsforetagende. Vilde man bestemme sig for ved et offentligt Veianlæg at sætte det af meg forhen omtalte vigtige Punkt, Kirkenæsset, i Forbindelse med Bredderne af Kolmojavre og saaledes med det Indre af Præstegjeldet, skulde man udentvivl ved dette Foretagende paa engang vinde forskjellige Fordele: tilflyttede Nybyggere kunde gjøre sikker Regning paa god og vedvarende Arbeidsfortjeneste, et vigtigt Strøg af Præstegjeldet vilde i kort Tid blive befolket og bebygget; thi det er klart, at man midlertidig maatte sørge for Husrom for de Nyankomne, indtil disse vandt Tid til selv at opføre sig Boliger, forsaavidt de trivedes og følte Tilbøielighed til for Alvor at slaa sig ned her, og endelig vilde offentlige Veianlæg være en speciel Begunstigelse for norsktalende Nybyggere, uden at den lappiske og kvænske Del af Befolkningen med Føie kunde beklage sig derover; thi det ligger i Sagens Natur, at Arbeidsbetyrerne umulig kunde have en Tolk ved Haanden, hvergang de skulde befale en Arbeider at flytte en Sten. Foruden at være en retfærdig Begunstigelse for indflyttende Nordmænd, vilde en Bestemmelse om, at fortrinsvis Norsktalende erholdt Ansættelse ved Veiarbeidet, derfor være en stærk Spore for alle Indflyttede til at lægge sig efter det norske Sprog, ligemeget hvilken Nationalitet de oprindelig tilhørte; og der ligger ikke den mindste Krænkelse af den Ligeberettigelse, som forøvrigt bør være en strængt gjennemført Grundsætning ligeoverfor de forskjellige Nationaliteter i Finmarken, at man til tekniske arbeiders Udførelse ikke antager Andre end dem, der selv tale eller lære sig til at tale og forstaa det samme Sprog, som Lederne af disse tekniske Arbeider tale.

Naturen lægger ikke betydelige Hindringer i Veien for Udførelsen af et Veianlæg fra Sydvaranger Kirke til Svanvigbugten, hvad enten man vilde lægge Veien paa den østre Side af Næsset langsmed Pasvigelven, eller paa den vestre langsmed Langfjorden og Langfjordvandet, da begge Linier omtrent med lige Lethed lader sig udføre. Veien anlagt paa den østre Side medfører den Fordel, at den mindst bliver ½ Mil kortere; den kunde ved en Bro over Strømmen ved Elvenæs sættes i Forbindelse med den foreløbigt anlagte Vei til Jarfjorden, og den vilde komme til at sno sig langs Bredderne af Hvalesjavre, der som forklaret afgiver ret indbydende Bopladse for Nybyggere; men den har det imod sig, at den for en Fjerdingsvei maatte føres over russisk Gebet. Hertil vilde udfordres Koncessioner, som vistnok uden Vanskeligheder vilde erholdes, da Veianlægget ogsaa vilde komme de i Boris-Gleb boende Skoltefinner tilgode; men det var dog altid det bedste at undgaa saadan Berørelse. Den anden Linie op igjennem Langfjorddalen vilde formodentlig faa en Længde af henimod 3 Mile, og den vilde for dette Distrikt, der under Forudsætning af Veianlæg vilde erholde en Forøgelse i Befolkning, som det ikke ellers lettelig vilde naa, faa en betydelig Indflydelse og burde maaske være at foretrække, hvis man, som jeg tror er det til raadeligste, aldeles opgiver Kanalisationsplanen. Ved en Ride- og Vintervei fra den lille Plads Namdalen, der ligger ganske nær Midten af Langfjordvandets vestre Bred, kunde Hovedveien, om den lagdes igjennem Langfjorddalen, sættes i Forbindelse med Bredderne af Hvalesjavre, da der fra den dybest indskaarne Bugt af denne og over til Langfjordvandet neppe er mere end en Fjerdningsvei, hvis Terrainforholdene forresten tillade at følge den rette Linie, hvilket jeg dog ikke kjender.

Jeg har fremsat disse løselige Antydninder for de forskjellige Veilinier, man har at vælge imellem, alene for paa Forhaand at give et lidet Indblik i Terrainforholdene; thi det er jo en Selvfølge, at man, om man vilde bestemme sig for at udføre Veianlæg i Sydvaranger, maa lade anstille detaillerede Lokalundersøgelser. Men at et Veianlæg fra Sydvaranger Kirke til Svanvigbugten, udført for offentlig Regning, vilde være et ligesaa kraftigt for hensigtsmæssigt Middel til at faa Distiktet befolket og beboet og netop befolket med norsktalende Individer, tror jeg maa erkjendes. Til dette Øiemed vilde det ingenlunde udfordres, at Planen for dette Foretagende byggedes paa en snar eller forceret Tilendebringelse; tvertimod tror jeg, at de Fordele, som derved skulde vindes for Distriktets Kolonisation, netop i høiere Grad vilde opnaaes, o man kun oparbeidede et temmelig kort Stykke aarligt, hvilket for en Del siger sig selv, naar man ikke vil benytte en uforholdsmæssig stor Arbeidsstyrke, da Arbeidstiden neppe kunde strække videre end til 4 Maaneder af Aaret.

Hensigten med det foreslaaede Veianlæg skulde være en dobbelt, nemlig at tilveiebringe en lettet Kommunikation imellem det Indre af Landet og Kysten, naar Arbeidet omsider var bleven tilendebragt, medens det midlertidigt skulde tjene til at skaffe de første Nybyggere i Landets Indre en sikkert paaregnelig Arbeidsfortjeneste. Dette vilde udentvivl være langt bedre end direkte Understøttelse og Laan. Hvis det Offentlige nemlig bekjendtgjør, at Arbeidsfortjeneste kan erholdes ved Veianlæg i Finmarken, bliver Søgningen til disse fuldkommen frivillig; ja ligesaa frivillig som til ethvert andet Veianlæg her i Landet, selv om man tilføier den Klausul, at flinke og med godt Skudsmaal forsynede Arbeidere fra fjernere Distrikter kunne som Forskud paa Arbeidslønnen erholde fri Befordring, vel at mærke, naar det ved Siden af denne Klausul opstilledes som ueftergivelig Regel, at der indeholdtes forskudte Reisepenge oparbeidedes allerede den første Sommer. Vilde man dernæst være rigtig omsorgsfuld ligeoverfor fremtidige Eventueliteter, kunde man ogsaa i det andet Aar afholde et lignenede Beløb til Arbeidsfortjenesten, hvilket enten skulde dække Reiseudgifterne til Hjemmet, hvis Nybyggeren ikke fandt sig tilfreds i de nye Forholde, eller hvis han forblev der, udbetales ham efter en passende Tidsfrist, f. Ex. naar han havde erhvervet Hjemstavnsret. Dels fordi det er kostbart for Nybyggere at leve i Finmarken, forinden de live fortrolige med Forholdene og indviede i den noget forskjelligartede Økonomi, som der maa anvendes, for at slaa sig igjennem med beskjedne Ressourcer, maatte de, der fik Ansættelse ved de offentlige Arbeider, være nogenlunde godt aflagte, og specielt burde der gives dem Adgang til ved Akkordarbeide at kunne tjene anstændigt, fordi det netop er raske, dristige og arbeidsdygtige Folk, som man fortrinsvis maa ønske ville bosætte sig i disse Trakter.

Endvidere burde det være kontraktmæssig bestemt, at de, som fik fast Ansættelse ved de offentlige Arbeider, skulde have Tilladelse til, hvis de ønskede det, i de vigtigste Fiskerimaaneder (Marts, April og Mai), at tage privat Arbeide paa Vadsø eller Vardø i den her nævnte Tid, eller til at tage personlig Del i Fiskebedriften, saameget mere som Veiarbeiderne neppe kunne begynde før i Juni og vanskelig fortsættes efter Udgangen af September. Hvis der saa efterhaanden blev tilstrækkeligt af Menneske- og Hestekraft til en fuldstændigere forstmæssig Tilgodegjørelse af Statens Skove i Sydvaranger, burde de ved Veiarbeidet om Sommeren fast ansatte Nybyggere være fortrinsvis berettigede til Tømmerhugst, Vedhugst og Transport til Strandene af det Aavirkede i den lange Tid af Aaret, da Veiarbeidene pa Grund af Naturforholdene nødvendigvis maa standse.

Paa denne Maade antager jeg, at selv ubemidlede Nybyggere, der vilde nedsætte sig i det Indre af Præstegjeldet, ikke alene vilde kunne slaa sig godt igjennem, men endog efter føie Tids Forløb have lagt sig saameget til Bedste, at de kunde optømre sig eget Hus paa et dertil udseet Stykke Jord, og naar Huset var indredet og taget i Brug, vilde Tiden formentlig være inde for at tænke paa den Smule Jordbrug, som kan drives i dette fra Naturens Haand temmelig karrigt udstyrede Distrikt. At anvende Kapital til Oprydning af et saa fattigt Jordsmon og til at faa dette saavidt i Kraft og Hævd, at det bærer virkelig nærende Græsarter, kan nemlig ikke svare Regning for den lidet Bemidlede, medens det godt vil lønne sig med egne Hænder at rydde noget hver Aar og omhyggeligt forbedre dette, og derved omsider bringe det saavidt, at man kan føde nogle Kjør og endel Faar, eller om man istedetfor de sidste vil foretrække en Hest, for at udføre Tømmerkjørsel i Vintertiden.

Den er sandelig langtfra forkastelige Vilkaar, og jeg føler mig overtydet om, at hvis Staten vilde bestemme sig for at iværksætte de her antydede Veianlæg og udstrække Tilendebringelsen til et længere Tidsrum, gjerne om det saa var 10 Aar, skulde man kunne opnaa efter denne Tids Forløb i disse fjerne Egne at finde en Samling af tilfredse og taalelig velstaaende Nybyggere, som ved Siden af Udbyttet af Kreaturholdet og Arbeidet ved Skovdriften nok vide tillige af øse Noget af de Rigdomme, Havet skjænker. Var nemlig først god Vei oparbeidet, vilde adskillige af de Vanskeligheder, som ellers stille sig hindrende i Veien for at Beboere af det Indre kunne deltage i Havfiskeriet, være bortfaldne, og glemmes maa det ingenlunde, at Havfiskeriet er og bliver Kilden til Velstand i Finmarken.

Jeg sagde, at Vilkaarene ingenlunde vare forkastelige, og det ere de vikelig ikke, om de end fra Begyndelsen blive tarvelige; thi ret lovende Udsigter til stadig Forbedring i sine Kaar vil unægtelig den stræbsomme og flittige Nybygger have, om han end i den første Periode kan faa nok at kjæmpe med. Den fornødne Grund til Bolig med tilliggende Jord vil i Regelen kunne erhverves for en ren Bagatel, - nogle faa Daler, fordi saagodtsom al Jord heroppe har ringe Værd, forinden den bliver ryddet, afgrøftet og gjødslet; men naar dette sidste er skeet i tilbørlig Mon, er Jordsmonnet egentlig ikke utaknemmeligt. Skjønt hovedsagelig bestaaende af Sand (forvitret Granit) udkræves her kun en Overgjødning, saa fremspirer strax poa pretensis, som er et godt og nærende Græs, men Engen maa senere stadigt underholdes med Gjødning, hvis den skal give rigelig Afkastning, hvorfor der ikke er Anledning til at rydde Strækninger af synderligt Omfang, medmindre man vil give sig ifærd med Dyrkning af Myrene, hvoraf der findes Overflødighed. Mange af disse vil det udentvivl nok lønne sig at tørlægge, gjødsle og forvandle til Engmark; men der vil meget Arbeide og lang Tid til, dels fordi Sommeren er saa kort, dels fordi Myrene om Vaaren ere i den Grad bundfrosne, at de sjelden tine ganske op om Sommeren, hvorfor et Afgrøftningarbeide, der er paabegyndt i det ene Aar, maaske maa fortsættes gjennem flere Aar, forinden man tiltrækkeligt vinder Bugt med Tælen i Jorden. Kan imidlertid dette opnaaes, er til Gjengjeld Jordsmonnet i de tørlagte Myrer, der er lerholdigt og indeholder en Del Humus, ulige frugtbarere, end paa de lettere dyrkbare Sandmoer. Andet end Græs bliver der, som i det Foreaaende forklaret, ikke Spørgsmaal om a dyrke (ikke engang Potetes her i det Indre af Landet), og det hele Jordbrug maa i Begyndelsen ansees som et Bierhverv. Har Nybyggeren imidlertid efter en Række af Aar arbeidet Jorden saa betydeligt op, at han af sin Besætning faar Noget af afhænde, da betales Produkterne (Smør, Kjød, Uld) temmelig høit; thi Fisk er Dagens Kost i Finmarken: Kjød henhører til Luxusartikler.

Opførelsen af Vaaningshus med tilhørende Udhusbygninger vil ikke falde Nybyggeren saa særdeles kostbart, da Tømmer mod billig Rekognition bliver ham udvist i Statens Skove, hvor han da selv faar fælde det eller lade det fælde. Transporten er vel ikke den letteste, men en Ren magter dog at trække en Bygnings-Tømmerstok. Hvad der forøvrigt udkræves til Husets Indredning kan faaes kjøbt over i Vadsø. Med den erhvervede Jordeiendom vil der ikke følge Furuskov, men vel noget Birkeskov, der vistnok paa mange Steder allerede er temmelig medtaget. Nogle Partier af denne bør Nybyggeren omhyggelig frede, dels for i Fremtiden at have noget til Trævirke, dels fordi en vakker Birkelund ikke blot pryder, men tillige bidrager til at give Ly mod Vinden: Brændeved vil han derimod mod yderst billig Rekognition kunne forskaffe sig fra Statsskoverne i rigelig Mængde, naar Hugst og Transport blot udføres til rette Tid. Dette er imidlertid af Vigtighed, thi Vinteren er lang og føleøig, men den er dog langtfra ubehagelig. Ægte norsk Vinter med rigelig Sne, stadigt Vinterføre og prægtige Nordlys, og naar end Kulden stundom 25 à 30° R, holder den sig dog sjelden længe paa dette Punkt.

Sommeren er vistnok kort, men undertiden endog generende varm. Naar Vinden er sydostlig, som den i Regelen er en stor Del af Sommeren, indtræffer der ofte gjennem længere Tid smukke Dage med yndigt klart Sommerveir, og Nætterne, som en Tid af Sommeren gaa i Et med Dagen, ere hyppig uforlignelig deilige. Det heder da at benytte Tiden, men det er næsten som man trænger mindre Søvn paa den Tid af Aaret, da der saa godt som er evig Dag. Fra Begyndelsen af Juli til Midten af August hjemsøges man imidlertid af talløse Sværme af Myg, der er en slem Plage baade for Mennesker og Kreaturer, og som for de Sidstnævntes Vedkommende bevirker, at man ofte maa holde dem i Hus og røge i Fjøset; men ikke alle Somre er denne Landeplage lige stærk. I Sommeren 1866 var den saaledes ikke meget følelig, fordi Forsommeren var temmelig kjølig, og da der senere indtraadte en sjelden smuk Eftersommer, var den værste Myggeperiode forbi. Der er maaske ogsaa nogen Grund til at antage, at denne Plage vil aftage noget med Landets Rydning og Opdyrkning; og under en rask Bris forsvinde ialfald disse Plageaander som Duggen for Solens Straaler. Klimatet er udentvivl meget sundt; thi Sygdomme høres lidet eller intet til: Distriktslægen har forsaavidt gode Dage, som han ingenlunde generes af - Praxis.

Paa det oftere nævnte Kirkenæs ligger Sydvaranger Kirke, en tarvelig men smagfuld Trækirke, opbygget for ganske faa Aar siden. Hver tredie Søndag prædikes der paa Lappisk, og naar der holdes Brudevielse eller andre kirkelige Forretninger for Kvæner, benytter Præsten Tolk med Undtagelse af hvad han oplæser af Ritualet. Uagtet Præsten forstaar Kvænsk, paastodes der, at Kvænerne foretrak Tolkens Benyttelse, og jeg maa tilstaa, det forekom mig at være en ualmindelig dygtig Tolk, som forrettede, da jeg var nærværende ved en Brudevielse. En kort Spadsertour søndenfor Kirken ligger Præstegaarden, ligeledes ganske nylig opført, i en liden Dalforsænkning, og naar der bliver ryddet og plantet lidt omkring den, vil der endog kunne blive vakkert; kun Skade, at man af vel vidt drevet Hensyn til Vinterens Polarmørke har vendt Facaden imod Sydvest istedetfor mod Sletten, der skraaner ned til Fjorden, hvorved Præstegaarden fra Søen skulde taget sig ulige bedre ud og i det Hele faaet en smukkere Beliggenhed. De altfor smaa Værelser, som tillige ere meget lave under Loftet, gjør heller ikke Bygningskommisionens Medlemmer synderlig Ære. Lidt nordenfor Kirken ligger, foruden en Kommunen tilhørende Gaard, Klokkerboligen samt endel andre Huse, ligesom Handelsmanden, der eier og hidtil har boet paa Tjelmøen, nu opfører betydelige Bygninger paa samme Sted. Her vil udentvivl i fremtiden blive en betydelig Samling af Huse, og her maatte ogsaa Arbeiderboligerne opføres, hvis man bestemmer sig til ved Hjælp af Veianlæg for offentlig Regning at hidkalde Nybyggere fra andre Egne af Landet. Her er desforuden Markedsplads, idet her siden 1859 i Midten af Februar Maaned afholdes aarligt Marked. Dette har hidtil ikke været saa stærkt besøgt, som man ved Oprettelsen havde tænkt sig, og det kunde maaske synes, som det nu vilde være mindre fornødent at have Marked her, efterat der, siden den nye Lov om Handelen i Finmarken af 22de Juni 1863 emanerede, er bleven flere Handelsmænd i Sydvaranger. Men tager Præstegjeldet Opsving ved en raskere Indflytning af driftige Nybyggere, og der kommer mere Liv og Rørelse i Forholdene heroppe, kan det blive anderledes; thi da er det troligt, at russiske Undersaatter i større Antal ville søge Markedet, hvilket var Forudsætningen ved sammes Oprettelse.

Fra Præstegaarden og henimod Markedspladsen strækker der sig en temmelig betydelig Myr, som har tilstrækkelig Heldning til at kunne fuldkommen udtappes. Den er i sin Tid undersøgt af en omreisende Agronom, som fandt Myren egnet til Opdyrkning og opgjorde en Plan for dens Tørlægning. Halvparten af Myren tilhører Præstegaarden, den nedre Halvpart Handelsmanden. Denne begyndte i Sommeren 1866 et større Afgrøftningsarbeide, og Jordsmonnet er virkelig saadant, at han neppe vil angre derpaa, men tvertimod i Fremtiden kunne faa et ganske fortrinligt Engstykke, hvis han behandler det rigtigt, hvilket jeg ingenlunde betvivler, da han forekom mig at være en Idrætsmand. Til Dyrkning af Præstegaardens Anpart af Myren burde der tilstaaes Bidrag af det Offentlige, ikke som Laan, der paaheftes Embedet, men som et Tilskud engang for alle; thi det er en billig Fordring ved en Præstegaard paa Landet, at der til samme hører en Smule Jordvei; men den Strækning af Raamark, der er tillagt Præstegaarden, og som er indkjøbt af det Offentlige for 100 Spd., bærer ikke saameget Græs, at Præsten kan fodre en eneste Ko (5) Aaret rundt, hvorfor han maa kjøbe Hø, som er en meget kostbar Artikel paa disse Høider. De, som have med denne Sags Afgjørelse at bestille, bør betænke, at i Finmarken maa ethvert selv det mindste Jordbrug skabes af en ubekvem Materie, og først naar Saadant for Præstegaardenes Vedkommende er skeet, kan der blive Tale om at paahefte Kaldet Laan til "Jordforbedringer". Hvad der nødvendigvis udkræves for at forvandle et Stykke Raamark til virkeligt Brug, bør betragtes som en integrerende Del af Kjøbesummen for selve Præstegaarden.

Forinden jeg afslutter nærværende Afsnit, som jeg med Forsæt har behandlet lidt udtømmende, fordi jeg tror, det er trængt ind i den almindelige Bevidthed, hvor vigtig Sydvarangers hensigtsmæssige Kolonisation vilde være, - skal jeg endnu omtale et Bierhverv, som dersteds allerede drives, og som udentvivl med stor Fordel kunde sysselsætte mangen Nybygger. Det er nemlig Baadbyggeriet. De derværende Skove afgive tilstrækkeligt Materiale til at drive Sagen lidt mere i det Store, end hidtil har været Tilfældet, og for Afsætningen borger den Omstændihed, at Fiskeriet Aar for Aar kræver flere og flere Baade, og saadanne ville utvivlsomt finde rask Afgang, naar de bleve godt forarbeidede. I de senere Aar har der fra Distriktet været udført 70 à 90 Baade (Firroringer) aarlig, der ere solgte til en Gjennemsnitspris af 25 Spd. pr. Stykke uden Seil og Dræg: men til Finmarken indføres aarlig flere hundrede Baade, som ere byggede i Nordland og Senjen. Dersom der hidflyttede fra nogle af de overbefolkede Fjeldbygder i andre Dele af Riget, saa ved man jo, hvilken Færdighed disse have i at benytte baade Kniven og Bilen, og der skulde vist ikke kræves lang Tid, førend disse i Regelen for alleslags mekaniske Arbeider skikkede Folk ogsaa lærte sig den Kunst at bygge fortrinlige Baade, et Foretagende, som indtræde paa Tider, da hverken Jordbruget eller Fiskeriet optager deres Kræfter, til at sysselsætte sig med Baadbyggeriet.

4) Hidtil har nemlig Tilgodegjørelsen af Skovene i Sydvaranger bestaaet deri, at Skovopsynet har udvist Tømmer og andet Skovfang mod Rekognition. Det her omhandlede Forsøg gaar ud paa at lade for Forstvæsenets Regning fælde et mindre Parti Last, som skulde flødes enten til Kirkenæsset eller over til Vadsø, for at forsøges realiseret paa samme Maade, som Tilfældet er i Alten og Maalselvdalen. Den vanskelige og lange Transport lægger dog for Tiden store Hindringer i Veien.

5) I Aaret 1866 udgjorde Foderavlingen 1¾ Skippund Eng- og Skovhø foruden endel usselt Myrhø. Samme Aar avledes 2 Tønder smaa men gode Potetes, og paa en liden Forsøgsmark indhøstedes lidt over en halv Skjeppe Byg.