Om Finmarken / af Chr. A. Wulfsberg. - Christiania : Cappelen, 1867.

Oversigt over Finmarkens Fiskerier

Der er i det Foregaaende oftere talt om den store Fiskerigdom, som omgiver Finmarkens Kyster, og det uudtømmelige Fond, som dette danner for fremtidig Velstand, og disse Udtalelser have sin fuldkomne Berettigelse. Der er hist og her nævnt forskjellige Talstørrelser, saa betydelige, at de afgive Vidnesbyrd om, at Fiskerierne, allerede som de nu ere, kaste ganske anseelige Summer af sig. Og dog befinder man sig for Tiden alene i en Overgangsperiode; det er først nylig , man har faaet Øinene rigtig op for, hvad det er, Havet tilbyder, men som det er forbeholdt Fremtiden at høste den fulde Nytte af. Der er nemlig i den senere Tid indtraadt en, om jeg saa maa udtrykke mif, Systemforandring i den hele Bedrift. Fordum benyttede man ordentligvis smaa og skrøbelige Baade, med hvilke det var en betænkelig Sag at begive sig længere fra Kysten, end at man i en Haandevending kunde naa Land, og man vovede ikke at søge Fisken fjernere ude paa Dybet, selv om det var saakaldte gode Søveirsdage. Nu han man allerede større og mere sødygtige Baade, og den store Mængde Kjøbefartøier, som indfinde sig selv meget langveis fra, danner en ny Fremtoning i den hele Bedrift. Kjøberens Tilstrømning i tilstrækkelig Mængde har allerede bevirket, at Priserne paa første Haand aldrig kunde synke ned til et saa utilbørligt lavt Punkt, som undertiden under rigt Fiske fordum fandt Sted, og selv den simple Fisker har derfor lært bedre at vurdere Værdien af sin Fangst. De Tider ere forbi, da man kastede Torsken i Havet, efterat have udtaget Leveren af den, og slider Fiskeren stundom ondt, kan han dog i Regelen nu gjøre Regning paa at have sin Møie betalt.

Men det er dog fornemmelig den Omstændighed, at Fangstbaadene ere blevne forbedrede, som har bevirket og for Fremtiden i høiere Grad vil bevirke Forandring i Fiskets hele Charakter. Fisk af forskjelligt Slags og i betydelig Mængde findes til enhver Tid af Aaret ved Finmarkens Kyster, undertiden længere ude paa Dybet; men i samme Grad, som man forvandler de aabne Fangstbaade til søgaaende Fangstfartøier, i hvilke man uden Fare kan drive Fisket indtil 4 à 5 Mile fra Land, i samme Grad gjør man sig til Herre over Konjunkturerne, og Finmarkens Fiskerier, der hidtil have været saa uvisse, ville komme til at gaa over til at blive aarvisse.

Jeg skal forsøge at give en Fremstilling af Fiskerierne, saaledes som de nu ere og drives, og de Fiskearter, som fornemmelig ere Gjenstand for Efterstræbelse, og hvis Produkter afgive de vigtigste Bidrag for den allerede ikke ubetydelige Udførsel. Læseren vil da maaskee faa et bedre Indblik i, hvorom der handles, naar der i det Foregaaende er krævet ikke ubetydelige Bidrag fra det Offentliges Side til at hæve et Distrikt, som allerede nu har naaet en Betydning, stor nok til at drage den alminedlige Opmærksomhed hen paa sig.

Paa samme Tid af Aaret, som det store Torskefiskeri finder Sted i Lofoden - ordentligvis fra Midten af Januar til midt i April - foregaar der ogsaa i Finmarken et Vinterfiskeri efter Torsk, hvilket kaltes Godtfiske (Gydefiske), fordi Torsken ogsaa heroppe paa denne Aarstid søger under Land, for at gyde sin Rogn. Finmarkens aabne Kyststrækning lægger imidlertid væsentlige Hindringer i Veien for at komme paa Søen i den haarde Vintertid, hvorfor dette Vinterfiskeri kun drives paa enkelte Steder og til enkelte Tider. Fisken er imidlertid da fed, og forsaavidt som der er Søveirsdage, afgiver dette Vinterfiskeri et godt Hjemmefiske. Godtfisken søger ind i alle Finmarkens Fjorde, og Fangsten af denne Torsk var i den lange Periode, da intet Loddefiske fandt Sted, særdeles betydelig, især i de store Fjorde, saasom Alten- og Tanafjorden. Nu for Tiden afbryder Loddens Ankomst til Kysten aldeles dette Fiskeri, naar undtages ved Brevig paa Sørøen i Vestfinmarken samt Kjøllefjord og Bugønes i Østfinmarken, hvor Fiskeriet indtræffer noget før Loddens Ankomst. Saasnart Lodden viser sig, bliver "Søen svart" inde i Fjorden, som Fiskerne udtrykke sig, det vil sige fri for Fisk, idet Torsken søger ud af Fjordene after Lodden

Disse Vinterfiskerier kunne vel undertiden slaa udmærket godt til, men det give alligevel ikke et Udbytte af saadan Betydning, at det kommer i synderlig Betragtning ved Bedømmelsen af Udfaldet af Fiskebedriften i det Hele. Dertil er "Havet" ved de nævnte Fiskevær for trangt; af denne Grund og formedelst den tidlige Aarstid deltager aldrig nogen talrig fremmed Almue deri: 120 Baade med 600 Mands Besætning er gjerne det høieste Antal ved Bredvig, i de to andre Vær er nok Antallet endnu mindre. I fordums Tid var Kjøllefjord et stort og rigt Fiskevær (23) og stærkt bebygget. Derom vidne Sporene af talrige Baadstøer og Hustomter langs begge Strande.

Af langt overveiende Betydning er derimod det saakaldte Loddefiske, som gjerne besøges af en hel Del Almue, som først har deltaget i Fiskeriet i Lofoden. Det begynder dog allerede undertiden i Marts, ligesom det kan vedvare til Udgangen af Mai, undtagelsesvis endnu længere: almindeligvis indtræffer den bedste Fisketid fra Midten af April til Midten af Mai. Loddefisket har sit Navn efter en Sildeart "Lodde", der er af Størrelse som en almindelig Brisling, men betydelig smalere. Denne Fiskeart ankommer ved de ovenfor nævnte Tider til Finmarkens Kyster, for at gyde, almindeligvis i umaadelig store og tætte Stime, og staar da under Land i saadanne Masser, at den med Lethed lader sig tage op med Hov. Lodden benyttes nu som Agn til Torskefiskeriet, og dette drives overalt ved Havkanten med Dybsagn, mindre og ialfald først imod Fiskets Slutning med Line. Paa den Tid, Lodden i Masser søger under Land, staar gjerne Torsken i talløs Mængde ude paa Dybet, og hyppigt forfølger den Lodden lige ind i Fjordene. Naar Torsken undertiden i Begyndelsen af Loddefisket ikke søger saa nær under Land, som den senere gjør, forklarer man dette deraf, at der paa denne Tid endnu findes tilstrækkeligt af Lodde ude paa Dybet; thi man synes at have Erfaring for, at Torsken med uimodstaaelig Begjærlighed forfølger Lodden. Det hænder næmlig, som allerede bemærker, ikke sjelden, at naar Godtfisket er paa det rigeste inde i Fjordene, forsvinder Torsken pludselig, ofte længe før man har "formærket" Loddens Ankomst; at Fjordfisket pludselig ophører, ansees derfor for et af Tegnene paa Loddens Besøg. Man vil derfor have bemærket den Vexelvirkning, at naar Lodden indtræffer ualmindelig sent eller ogsaa aldeles udebliver, falder Vinterfiskeriet rigere; kommer Lodden meget tidlig, stryger derimod al Torsken uf af Fjordene.

Naar Lodden forefindes i rigelig Mængde under Land og Torsken staar ikke mindre rigeligt udenfor, udfordres der ikke Andet end godt Søveir og tilstrækkelig Fiskealmue for at kunne øse op af Havet, hvormeget det skal være, og det hører derfor ikke til Sjeldenheder, at almindelige Fembøringer, bemandede med 5 Mand, paa gode Fiskedage komme hjem med 10 store Hundreder (1200 Stykker) Torsk. Dette udgjør, naar man sætter Fisken med dens Lever til kun 5 Skilling, at Beløb af 50 Spd.; altsaa falder der, hvis Fiskerne selv eie Baaden, en Dagsfortjeneste paa hver Mand af 10 Spd. Men dette er naturligvis blot, naar alle medvirkende Omstændigheder ere gunstige; ellers sætter man gjerne som Middelsubytte paa ordinaire Søveirsdage 4 à 5 store Hundreder pr. Baad. Dette er alligevel ganske vakkert; thi falder der under godt Loddefiske 20 Søveirsdage, kan en driftig Fisker altsaa i Løbet af en Maanedstid eller lidt mere fiske for et Beløb af henimod et Hundrede Speciedaler, og dette hører ingenlunde til Sjeldenheder. Stundom kan enkelte dygtigere Fiskeres Lod andrage endog betydeligt mere.

Hvad der imidlertid er det Prekære ved Loddefisket, er den Omstændighed, at man ikke paa Forhaand kan beregne, naar og hvor paa den langstrakte Kyst Lodden og med den Torsken støder under Land, ligesom det paa Finmarkens aabne Kyster under Fisketiden hyppig indtræder saa stormfuldt Veir, at man ikke kan færdes paa Søen, medens man ved Lofotfisket, - uagtet dette foregaar langt tidligere paa Vinteren, - i Ly af Lofodens Øgrupper ofte kan "ro Fisket", selv naar der ude i Polarhavet ruller mægtige Bølger, oprørte af nordvestlige Storme. Saaledes kan derfor Loddefisket i enkelte Aar slaa heldigere til i Østfinmarken, i andre derimod lykkes bedre i Vestfinmarken, hvorfor det er vanskeligt for den fremmede Almue, som søger dette Fiske, at vide hvor og naar de skulle indfinde sig, for at gjøre den rigeste Fangst. Mod denne sidste Ulempe er det imidlertid i senere Aar raadet betydeligt Bod derved, at Statens Dampskibe lige fra Midten af Marts Maaned vedligeholde ugentlig Dampskibsforbindelse mellem Hammerfest og Vadsø, hvorved den fiskende Almue faar Anledning til at erfare, ikke alene hvor Lodden og Torsken har indfundet sig og om Fisket der falder rigt, men tillige til i nogenlunde kort Tid at naa det eller de begunstigede Punkter. I denne Anledning skal jeg paa nærværende Sted forklare en anden betydelig Forandring, som den af Staten indrettede Dampskibsfart heroppe har fremkaldt med Hensyn til Sørlændingers Deltagelse i de østfinmarkske Fiskerier. Fordum skede dette alene paa den Maade, at Fiskerne i sine egne aabne Baade begav sig til Finmarken efter endt Deltagelse i Lofotfisket. Nu reise en stor Del af disse Fiskere med Dampskibet, kun medbringende sin Kiste, hvori er Klæder, Dybsagn og Proviant for Reisen; naar de ankomme til de forønskede Fiskevær, lade de sig enten forhyre med en Baad, saaledes at Baadens Eier tager en Mands Part af Fangsten, fordi han lægger Baaden til, eller ogsaa leier en Baad for Fisketiden, forsaavidt saadan er at faa leiet paa Fiskeværet. Dette er allerede flere Steder Tilfældet, fornemmelig dog i Vardø, hvis Beboere stedse i stigende Grad spekulere i at anskaffe sig Baade til Udleie i Fisketiden, ligesom ogsaa Eierne af de øvrige større Fiskevær, foruden at udleie Rorboder m. v., jævnlig have Baade til Udleie. - Efterhaanden, som Dampskibsfarten udvides - man har allerede begyndt med at sætte et enkelt privat Dampskib i Fart under Fiskeriet - og naar Telegrafledningen engang kommer til at naa Landets nordligste Egne, vil dette Loddefiske i Finmarken kunne naa en forbausende Udvikling; thi der indtræffer Tidspunkter, da Fisk og Lodde ere tilstede i saadan Mængde, at der paa Søveirsdage ikke udkræves Andet, end fuldt op af Baade, Fartøier og Folk, for at ilandbringe Fisk i saa utrolig Mængde, at Udenforstaaende ville have vanskeligt for at gjøre sig en Forestilling derom.

Man kommer lettelig til den Slutning, at Loddefisket har en stor Fremtid, ved at lægge Mærke til den Udvikling, dette Fiskeri allerede nu har naaet. Det er ikke ret længe siden, at det hedte i et meget fortjenstfuldt Skrift (24): "Østfinmarkens Torskefiskerier ere ofte meget rige, især i de Aar, Lodden staar længe under Land. De drives imidlertid kun af et tyndtbefolket Distrikts egne Fiskere, hvorfor de, saa fordelagtige de end kunne være for dem, som befatte sig med samme, dog ikke spille nogen fremragende Rolle". Heri er allerede skeet betydelig Forandring, idet de fremmede Fiskere, som besøge Finmarken, aarlig tiltage. Alene i Varanger Fogderi deltog i Aaret 1865 mere end 4000 fremmede Fiskere i Loddefisket, og i 1866 var der upaatvivlelig endnu flere. Dette gjør det forklarligt, at Loddefisket i 1866, uagtet det, som tidligere bemærket, da kun slog til i Østfinmarken, naaede en forhen ukjendt Betydenhed: man anslog nemlig den opfiskede Mængde til 15 Millioner Torsk. Man har vistnok ikke den Anledning til nøiagtig Optælling her, som i Lofoten; men de insigtsfuldeste og kyndigste Folk vare dog enige i, at Fiskemængden ved det nævnte Tal ingenlunde var for høit anslaaet. For 1867, da stormende Veir i usædvanlig Grad lagde Hindringer i Veien for Fisket, og da Vinteren drog sig saa usædvanlig langt ud paa Aaret, at en betydelig Del af Fiskerne allerede befandt sig paa Hjemveien, da Fisket begyndte at slaa bedst til, har man ansat Udbyttet af Loddefisket til 13 Millioner Torsk (25), og allerede dette er et overmaade betydeligt Tal lige overfor hvad man for en Snes Aar tilbage tønkte sig som Udbytte af Loddefisket i Finmarken (26).

At dette Fiskeri paa Grund af Loddens uregelmæssige Tilsynekomst stedse vil blive af større Vigtighed for Finmarkens egne Indvaanere, end for fremmede Fiskere, fordi de første lettere og med større Fordel kunne benytte indtræffende Konjunkturer, indrømmes villig; men heraf flyder alene, at man maa ønske, at Distriktets tynde Befolkning i en nær Fremtid maa gaa en rask Forøgelse imøde, for at de store Rigdomme, Havet i gunstige Aar tilbyder, ikke skulle gaa spildte. Efter det raske Opsving, Alt heroppe har taget i den seneste Tid, den større Indsigt og Kraft, man opmuntret af det heldige Udfald mere og mere under selve fisket lægger for Dagen, den fortsatte Indførelse af større og hensigtsmæssigere Baade, - tror jeg ikke den Tid ligger fjern, at Finmarkens egne Indvaanere ville i saa gode Aar som 1866 kunne for sin egen Part opfiske et Parti af Størrelse som det nævnte Aars Totaludbytte. Der bliver nok igjen for de fremmede Fiskere, som maatte være saa heldige at indtræffe i den beleilige Tid; thi Havet er tilstrækkelig stort for Alle, naar Deltagerne ere forsynede med saadanne Baade og Fartøier, at de kunne søge Fisken lidt fjernere fra Land, vel at mærke, naar Finmarken bliver forsynet med saadanne Havneanlæg, at alle disse mange Baade og Fartøier kunde finde betryggende Ankerplads. Men naar dette forholder sig saaledes, skylder jeg at oplyse Læseren om, hvad et Parti af 15 Millioner Torsk, hentet op af Havet i Løbet af en Maanedstid, repræsenterer for en Størrelse som Bidrag til Indvaanernes øvrige Næringskilder.

Jeg skal her forudskikke den Bemærkning, at Torsken, som fanges under Loddefisket, ikke har fuldt den samme Værdi, som den, der fanges i Lofoten; thi da Fisken paa den Tid, Loddefisket foregaar, allerede har gydet, faar man ingen Rogn; dernæst er Fisken efter Gydningen sjelden saa fed, som før og under samme. Der er endog dem, som paastaa, at Loddefisken ikke er af samme Art, som "Godtfisken", men dette er endnu ikke godtgjort ved videnskabelige Undersøgelser. De, som gjøre hin Paastand, begrunde denne sin Mening derved, at Loddefisken tilsyneladende har en anden Form og i Regelen er større, men tillige noget løsere i Kjødet. Dels paa Grund af denne "Løshed", dels formedelst den sildigere Aarstid og den større Afstand fra Tørrepladserne kræver Loddeorsken, naar den skal tilvirkes til Klipfisk, større Omhu og mere Arbeide; men den giver i Regelen større vægt Klipfisk, end Lofottorsken. Staar Loddefisket paa i længere Tid, hvilket i Særdeleshed hænder i Varangerfjorden, har man Erfaring for, at Fisken atter tiltager i Fedme, i samme Grad, som den fraadser i Lodde. Vanskeligheden i at faa den hjeldhængte Fisk tør i Finmarkens taagefulde Klimat, i Forening med, at den har at bære lidt længere Transport, inden den naar de større Fiskemarkeder, bidrager ogsaa Sit til, at den muligens ikke kan bringes ud til samme Beløb, som Lofottorsken; men med alt dette har Loddefisken dog god Værdi, baade ved første Indkjøb og som Exportvare. Hertil maa endvidere bemærkes, at Udrustningen til Loddefisket er for Finmarkens Indvaanere for Intet at regne mod de Udredsler, som en Lofotexpedition fører med sig for den største Mængde af Deltagerne i dette Fiske.

At Indkjøbsprisen maa variere betydelig, eftersom Fisket falder rigt eller ikke og efter den større eller mindre Mængde af tilstedeværende Kjøbefartøier samt Kjøbere paa Land, siger sig selv. Til at bestemme Fiskens Værdi paa første Haand, det vil sige, hvad der kommer Fiskeren tilgode, har man imidlertid fra Varanger Fogderi saa detaillerede Opgaver for Aarene 1863, 1864 og 1865, at man udentvivl kan lægge samme til Grund for en statistisk Beregning. I disse 3 Aar tilsammentagne opfiskedes i det nævnte Fogderi imellem 14 og 15 Millioner Torsk, og Middelprisen udgjorde 4 Spd. 20 Sk. pr. stort Hundrede for Fisken og 6 Spd. 40 Sk. pr Tønde Lever. Dette giver gjennemsnitlig for hver Fisk med dens Lever 6 5/12 Skilling. Dette er vistnok en høi Pris, men dog ikke høiere, end den bør være for Fisk, som for den største Del er trukket levende op af Vandet og har Betingelserne hos sig for ved rigtig Efterbehandling at kunne give Produkter af prima Kvalitet. Til en rigtig Efterbehandling regner jeg den, at den Del af Fisken, man vil anvende til Klipfisk, omhyggelig renses, skylles og nedlægges i Kjøbefartøierne, for snarest muligt at bringes til Alten eller sydligere Steder, for at bergtørres, - at den hjeldhængte Fisk (Tørfisken), naar Havtaagen hindrer dens Tørring til god Handelsvare, ligeledes snarest muligt bringes til sydligere Steder eller i Hus, for at eftertørres, og at den friske Lever hovedsagelig afgives til Medicintran. Kommer man dernæst saa vidt, at Fisken bliver slagtet, umiddelbar efter at den er trukket levende op af Havet, vil man udentvivl af Loddefisken kunne producere en saa udmærket Handelsvare, at den taaler at betales med 6 5/12 Skill. pr. Stykke; men denne Pris paa første Haand giver for 15 Millioner Torsk den anseelige Sum af 800,000 Speciedaler

Dette er altsaa den Værdi, Fisken kan og under almindelig gode Konjunkturer bør have i det Øieblik, den trækkes op af Vandet. Jeg skal nu angive dens Exportværdi efter de senere Aars gjældende Priser i selve Finmarken. I Amtmandens Femaarsberetning angives Middelprisen for 1861-1865 for Rundfisk fra 1 Spd. 12 Sk. til 1 Spd. 60 Sk. pr. Vog og for Rodskjær til 1 Spd. à 1 Spd. 36 Sk. pr. Vog. Man kan udentvivl derfor med Hr. Løberg sætte Middelprisen for Tørfisken til 1 Spd. 24 Sk. pr. Vog. Tranprisen angiver Amtmanden til 14 à 16 Spd. pr. Tønde, altsaa Middelpris 15 Spd., og Klipfisken ansætter Løberg til 1 Spd. 36 Sk. pr. Vog. Tænker man sig nu et Parti af 15 Millioner Torsk, omhyggeligt behandlet til Handelsvare, og man antager, at der medgaar indtil 20 Torsk til en Vog Klipfisk, 25 Do. til en Vog Tørfisk samt Leveren af 6 Store Hundreder til en Tønde Tran, endvidere at Halvparten (og dette er nu det mindste) anvendes til Klipfisk, saa ville de udvundne Produkter komme til at bestaa af:

Dette er neppe høit anslaaet, og udentvivl ikke høiere, end Produkterne godt taale at bære lige overfor de Priser, hvormed de i de senere Aar have været betalte paa de udenlandske Markeder. Klipfisken udføres fornemmelig til Spanien, Rundfisken til Italien og Holland og Tranen til Hamburg, Bremen og Holland. Priserne ere paa disse Markeder som bekjendt temmelig variable, og jeg ser mig ikke istand til at opgive nogen Middelpris for de sidste Aar.

Men hvad enten nu disse 15 Millioner Torsk opfiskes af Finmarkens Indvaanere alene eller af disse i Forening med fremmede Fiskere, tror jeg det maa erkjendes, at Loddefisket har en ganske overordentlig Betydning, naar det slaar til, vistnok hovedsagelig formedelst de Værdier, det repræsenterer, men tillige formedelst den Virksomhedslyst, det fremkalder hos Befolkningen ikke blot i den Tid, Fisket staar paa, men ogsaa lang Tid efter. Naar Fisket slaar til, hersker der under samme sande amerikanske Forhold; man arbeider under anstrængende, for Fiskerne selv ofte farefulde, Omstændigheder med en Iver, Lyst og Utrættelighed, som er mageløs, og disse Anstrængelser krones sa ogsaa med amerikansk Fortjeneste. At man under denne nesten feberagtige Stemning omgaaes altfor letsindigt med den rige Fortjeneste, er forhen paapeget som en af Skyggesiderne; men jeg gjentager her, at dette utvivlsomt vil rette sig i Tiden, naar Oplysning og Kultur trænge saameget ind, at Fordelene og Behagelighederne ved at erhverve sig jævn Velstand blive mere vurderede.

Saalænge dette Punkt endnu ikke er naaet, maa det indrømmes, at flere efter hinanden feilslagne Loddefiskerier kan virke meget forstyrrende og fremkalde Tilbagegang. Anderledes vil Sagen stille sig under den almindeligere og jævnere Velstand; thi de øvrige Fiskerier, der falde i Finmarken, ere, skjøndt ubetydelige lige overfor Loddefiskeriet, dog tilsammenlagte af en saadan Betydning, at de, drevne med Forstand, Indsigt og Udholdenhed, ved Siden af lidt Bierhverv godt kunne føde den nøisomme, husholderiske Mand, som allerede har lagt sig noget til Bedste, og dette er værd at lægge Mærke til, da man er saa tilbøielig til at tro, at der i Finmarken enten maa herske kalifornsk Overflødighed eller - grændseløs Elendighed.

Jeg skal derfor kortelig omtale de øvrige Fiskerier som drives eller ialfald med Fordel kunne drives del øvrige Del af Aaret.

Jeg har allerede omtalt Vinter-Torskefisket og bemærket, hvorledes Erfaring synes at have godtgjort, at dette slaar bedst til i de Aar, Lodden indfinder sig meget silde eller aldeles udebliver. Der kan udentvivl i Fremtiden udbringes noget langt betydeligere deraf, hvis man lægger an paa at forskaffe sig mere sødygtige Baade eller Smaafartøier, fordi Fisket indtræder i den mest veirhaarde Tid. I 1865 ankom til Vardø under Loddefisket 12 fremmede Fartøier med 86 Mands Besætning, udrustede til Torskefiske, hvilket de dreve med meget Held.

Dernæst er Seifiskeriet ingenlunde af ringe Betydning. Det begynder kort efter de forskjellige Torskefiskerier eller i Begyndelsen af Juni og varer hele Sommeren igjennem, stundom langt udover Høsten. Det drives paa mangfoldige Steder, men fornemmelig i Langfjorden og andre Dele af Altenfjorden, ved Kysterne af Sørøen i Kvalsund og Strømmen, ved Refsholmene, Gjesvær, i Porsangerfjorden samt ved Vadsø og flere Steder i Varangerfjorden. Dette Fiskeri drives i senere Tid for en stor Del med "Synkenot" og falder da undertiden paa enkelte Steder overordentlig rigt, men Udbyttet i det Store taget er mere variabelt end Torskefiskeriet. Fisken er noget mørkere i Kjødet end Skreien (Torsken); men Leveren er undertiden i Hundedagene saa fed, at der ikke udfordres mere end 2 store Hundreder til en Tønde. En liden Del af den tørrede Sei kjøbes af Russerne, men den største Del gaar til Sverige, hvor den foretrækkes for enhver anden tørret Fisk og navnlig for Rundfisken. Paa Grund af Tiden, da dette Fiske indtræffer, er det i varme Sommere vanskeligt nok at faa godt Produkt ved Hjeldhængningen, fordi der saa let vil gaa Mark i Fisken. Man borttusker derfor den meste Sei, som falder i Makketiden (1ste Juli til 15de August) mod Mel til Russerne, som nedsalte den i deres Fartøier. I kolde Sommere kan man imidlertid selv i Makketiden hænge Seien med godt Udfald, hvilket viste sig 1855, da Russerne formedelst Blokaden af Hvidesøen udeblev fra Finmarken.

Det saakaldte Sommerfiskeri drives med Line og Gangvad (27) og har til Gjenstand forskjellige Slags Fisk, saasom Havtorsk, Kveite, Brosmer, Lange og Hyse (det er "Kolje"). Ogsaa i dette Fiske deltage Folk fra Salten, Helgeland, Lofoten og Senjen, dog langtfra i saa betydelig Mængde, som ved Loddefisket. Forsaavidt dette Sommerfiske foregaar i Makketiden, borttuskes den største Del af Udbyttet til Russerne mod Rugmel, Havregryn og andre "mindre Artikler". Undertiden falder dette Sommerfiske inde i selve Fjordene, og er derved saameget fordelagtigere for Indvaanerne, som det ikke kræver synderlig Udrustning, idet det hyppig foregaar lige ud for Deltagernes Bopladse; men Fjordfisket er dog meget forskjelligt, og afgiver ofte ikke mere end til eget Husbrug. Det rigere Sommerfiske foregaar derimod længere ude ved Havet, og kan, naar det bliver rigtig benyttet, være meget fordelagtigt og indbringende. Hertil udkræves imidlertid større og mere sødygtige Baade, som man efterhaanden mere og mere søger at lægge sig til. - Den fangede Kveite (Hellefisk) sælges til Russerne, som nedsalte samme og betragte den som den bedste Fiskesort. Disse Dele af Kveiten virkes i Almindelighed til Rav og Rækling, der staar i temmelig høi Pris, og det hører ikke til Sjeldenheder, at man fanger Kveiter af 20, ja undertiden 30 Bismerpunds Vægt. Af Hyse (Kolje) gives der i Finmarken ofte saa umaadelige Stim, at man aldeles ikke sætter nogen Pris paa den. Den bider med Begjærlighed paa Krogen, hvorfor man undertiden under Torskefisket, naar det foregaar med Line, faar megen Hyse iblandt Torsken; men naar Loddefisket slaar til, foragter man Hysen i den Grad, at man enten kaster den i Havet eller forærer den bort til dem, der ville paatage sig at sortere Hysen fra Torsken. Paa Grund af dens store Mængde og uhyre billige Pris, kunde der sandsynligvis alligevel gjøres Adskilligt ud af den; thi Hysen er en fin Fisk, som tilberedt til Handelsvare utvivlsomt vilde finde sit Marked, af den Grund, at den kan leveres til saa overordentlig lav Pris. Hysens Lever giver en fin Tran; men den er ikke saa stor som Seiens og Torskens, og kan ligesaa lidt, som Seiens, anvendes til Medicintran.

Endelig har man Haakjærringsfiskeriet, der i senere Tid tildrager sig stedse større Opmærksomhed. Hidtil har dette for en stor Del været drevet senhøstes og i den barskeste Aarstid og det endog i aabne Baade, hvorfor det har været anseet for særdeles haardt og meget farefuldt; men dels er man i Østfinmarken begyndt at envende større Baade, forsynede med et lidet Ruf, hvori Fiskerne kunne koge Mad og varme sig, dels har man fornemmelig i Vestfinmarken begyndt at drive det ude paa Bankerne og i den bedste Sommertid. Dette Bankfiskeri drives i Dæksfartøier og har, saaledes som ovenfor berørt, i de senere Aar været meget lønnende. Det er kun Leveren af Fisken, man anvender, og denne afgiver en Tran, der er ligesaa værdifuld, som Torske- og Seitranen; men den Tid ligger vel ikke saa fjern, at man ogsaa finder Anvendelse for Kjødet, der paastaaes ved hydraulisk Presning at skulle afgive en meget god Belysningsvæske, ligesaa god som sædvanlig Lampeolie. Nu kaster man uden videre Kroppen i Havet, efterat have udtaget Leveren; men denne sidste er rigtignok saa voluminøs, at man af en eneste Fisk kan erholde indtil 4 à 6 Tønder Lever. Selve Fisken indeholder ingen Ben, men alene Brusk, og en Haakjærring veier i Almindelighed omkring 20 Bismerpund. Bringer man det derhen, at Kjødet bliver anvendt til deraf at udpresse Olie, vil det øvrige, nemlig Skindet, Kjødtrevlerne og Brusken, udentvivl afgive et fortræffeligt Gjødningsmiddel, som vel den nyere Tids Teknik vilde kunne forvandle til en let transportabel Handelsvare.

23) Fra dette og Tanens Handelssted tilsammentagne udførtes i 1765 til 1788: 6,500 Skippund Tørfisk, 1,100 Tønder saltet Torsk, 288 Tønder Lax, 288 Tønder Tran foruden Huder, Skind, Fuglefjær, Uld og Rensdyrhorn.

24) "Norges Fiskerier" af O. N. Løberg. Chr.a 1864. Pag. 107.

25) I dette Tal er indbegrebet den Torsk, som af norske Fiskere under Loddefisket fiskedes over paa den russiske Kyst.

26) Saaledes heder det i Rodes Optegnelser fra Finmarken: "Ligesom Loddefisket er aldeles uvist, saaledes er det heller aldrig af nogen Varighed; thi det vedbliver sjelden længere end i nogle Dage paa hvert Sted, og ansees derfor i det Hele ikke for ønskeligt."

27) Gangvad er en Line, indrettet for Kveiten (Helleflyndren) og desaarsag forsynet med større Kroge og tykkere Snører end den sædvanlige Torskeline.