|
|
|
Reise i Øst- og Vest-Finmarken samt til Beeren-Eiland og Spitsbergen, i Aarene 1827 og 1828
af B.M. Keilhau
Christiania : Johan Krohn, 1831
Bilage
No. 1. Af et paa Trondenæs beroende Bind Haandskrifter,
især betræffende nordlandske og finmarkiske Sager.
A. Udtog af en Thing-Protokol for Finmarken.
1621 den 26de April holdtes Thing paa Vardøhuus, hvortil Kjersten Sørensdatter Anders Johansens af Kiberg var indstevnet for Hexerie.
For at undgaae Vandprøven bekjendte hun, at da hun var 16 Aar gammel, kom hun til en gammel Qvinde,
hvis Gjæs hun skulde hente hjem fra Marken, da Satan kom til hende som en Hund og sagde: Vilt Du lære Troldoms Kunst,
skal det lykkes Dig hvad Du slaaer an paa i Verden, og hun da maatte forsværge Gud og Daabens Pagt,
og han fulgte hende ind i Huset til den gamle Qvinde, og hun læste for hende og lærte hende;
ligesaa proberte hun samme hendes Kunst paa et Garnnøste, der løb rundt omkring paa Vandet, og havde hun sin Lyst deraf.
Siden brngte hun ikke denne Kunst.
10 Aar senere, i Bergen, kom Satan igjen til hende i en Hunds Lignelse, og var vred, fordi hun havde sat sin Kunst tilside, som hun nu tog an igjen.
Gift med Anders Johansen, drog hun til Finmarken; her gjorde hun sin Prøve, idet hun blæste paa sin egen Kalv, som døde strax og brast isunder.
Hun bekjendte og at have været i Selskab med de andre Hexer o. s. v.
Den 28de blev hun videre tilspurgt hvori hendes Hexerie bestod; hun bekjendte, at den Jule-Aften, det onde Veir var, og de mange Folk blev,
var hun i Kjelderen for at tappe en Kande Øl, da Else Knudsdatter raabte til hende, som hun gik med Kanden, og sagde:
nu vil vi gjøre Veir for Anders Blomis og Anders Rasmussens Folks Skyld, at de skulle blive.
Hun var med de andre, som brændte ere, forsamlet, og de bandt hver deres Knude paa et Stykke Snøre, og blæste saa derpaa,
hvorpaa der kom et andet Veir, og Folkene bleve.
Ydermere, bekjendte hun, at hun forrige Julenat hentede Marithe Olsdatter i Bergen, og var i en Hunds Lignelse,
og satte hende ned her i Vardøe paa Balvolden, og hun var selv i Tisbe-Lignelse; tvende vare i Varge-Lignelse; den ene var smal,
lang og sort om Hovedet, det var Berthel Hendriksen, og han skrev for dennem.
Den anden var Oluf Nilsen; de drak og dandsede og legede, og Else Kuudsdatter skjenkede for dem.
Hendes (Elses) Datter Mette var i en graa Rottes Lignelse.
Hun vil annamme Alterens Sakramente og døe paa denne sin Bekjendelse.
Hun blev dømt til Ild og Baal, uden Kgl. Majestæts Ombudsmand (Amtmanden) hende anderledes benaade vilde.
1626 den 24de Juli, da Thing blev holdet i Vadsøe, fremkom for Retten Karen Mogensdatter, begjærende sit Skudsmaal, hvortil Almuen svarede,
at de havde hørt, at hun var beskyldt for Troldom, og vidste, at hun længe var berygtet derfor.
Der fremstod Vidner mod hende, og hun blev tilfunden at proberes paa Søen.
Hun flød som en Dubbel; hvorpaa hun bekjendte, at Narfue-Anne engang havde givet hende en Drik Mundgodt, hvoraf hun fik det,
at hun kunde fare og flyve i Veiret, hvor hun vilde; kom saa paa et Bjerg, hvor der var adskillige Fugle, Hunde, Katte, Ulve, Bjørne og andre Dyr,
og var det en St. Hans Nat.
Ydermere bekjendte hun, at de vare 9 forsamlede paa et Bjerg udi Bergen, og der drak og dandsede;
en Mand sendte godt Drikke og Mjød til dem og skjenkte for dem; videre, at de skulde forsamles nu tilkommende Juul igjen,
da skulde de faae at vide, hvad hver skulde gjøre.
Endnu bekjendte hun upiint, da hun gjorde sit Skiftemaal for Præsten og annammede Christi Legem og Blod, at hendes Apostel hedte Marens,
at hendes Skabning var en liden Engel, o. s. v., samt udlagde for Troldom Sinnue Anders Nordmørings i Vardøe, hvis Skabning lignede en Buk,
og hvis Fortjeneste var god Lykke til Qvæg, Fisk, Melk og Smør, item Birgitte Christopher Knudsens i Vadsøe, hvis Skabning var en Purke,
item Rasmus Siffuersens Qvinde i Kiberg Kirstine, rider paa en Sooplime, item Oluf Mogensens Qvinde i Haffningbergh,
hvis Skabning er lig en Gaas, o. fl.
1627 den 9de Mai holdtes Thing i Hassevog, i Fogden Niels Knudsens Nærværelse.
Fogden fremkaldte Finden Qvive Baardsen, som tilstod at have gjort Bør til Niels Jonsen Rangsund 1625, allehelgensdag.
Vinden gjorde han saaledes: han tog Komagen af sin høire Fod og vaskede den hvor Vandet stod stille, og sagde: Landveir, Landveir;
saa kom Børen.
Han bød dem ikke føre for meget Seil, førend de kom Klubbenæs forbi, siden maatte de føre, saa meget Baaden taalte.
Løverdagen efter Allehelgen fik og Trine Ole Christensens Qvinde efter Begjær Bør for hendes Mand, som var bortreist;
dette skulde koste en Kande Øl.
Finden tog en Svinunge og kastene i Søen og sagde : Havveir, Havveir! og SviinUngen snoede sig formeget under Solen, saa blev Børen for stærk;
da sagde Finden til Trine: Gud naade dem, jeg frygter, de har taget for tidlig ud; har de været ude første Kave, saa Gud naade dem,
om de kommer igjen.
Udi dette Uveir blev formeldte Niels Jonsen, Ole Christensen og 3 Drenge.
Fogden spurgte videre, om han ei flere Gange havde gjort Bør.
R. Ja ofte for godt Folk, ved at vaske sin Fod som før meldt.
Dernæst spurgtes, om han aldrig havde runet, og hvorledes.
R. Til at rune udfordres Runebomme, gjort af Furrerod overdraget med stærk Oxe-Reens Skind eller Bukkeskind;
under Runebommen er et Stykke Træe til Haandtag, og en Kloe af alle de Slags Dyr, her ere i Landet at bekomme,
som hænge omkring paa samme Bomme.
Paa samme ere malede 9 Strege med Older-Bark.
Den første Streg betyder Gud, den anden Solen, den tredie Maanen, og siden bemærke de andre alle Slags, hvormed de kan have Lykke,
saa og Fiendskab at forraade hverandre med.
Naar nu 2de Finner vil certere hvem meest formaaer, saa male de paa Bommen 2 Reen som skal stanges sammen, hvis Reen der nu bliver stærkest,
han bliver Mester.
Naar de vil consulere sin Apostel, har de nogle smaa Stykker Kobber, som de hænge paa Vingerne af en Kobberfugl, som Brettes paa Bommen.
Dernæst slaae de paa Bommen med en Hammer af Horn foret med Bæverskind, saa springer Fuglen rundt om paa Bommen,
og bliver staaende paa en af Strægerne; deraf forstaaer Finnen Svaret.
De slaae paa Bommen alle som ere i Gammen, og for den som Fuglen falder ved, staaer en Ulykke eller han døer.
Dette havde Finnen Qvive lært i sin Ungdom, da mange Gand-Mænd vare forsamlede og sloge paa Bommen, for at see hvis Kunst var stærkest.
At gjøre Bør havde en gammel Fin lært ham.
Endelig blev han for Troldom og 5 Mænds Liv dømt til Baal og Brand.
B. Skrivelse til Dr. Christopher Schletter fra Præst til Bodøe og Provst over Saltens Provstie J. A. Möinichen, dat. Baadøe Prgd. den 8 Decb. 1687.
En sær Casus haffver sig tildraget i Stegens Præstegjeld udi Lenæs Kirke-Fjerding paa en Gaard strax ved Kirken ved Navn Scholwold,
forleden Vinter har der Spøget paa Gaarden med Slag og Banken paa Væggene, Hr. Arne (19) lod sig finde paa Steden,
hørte det ogsaa, som andre for hannem haffde berettet, formanede Folket til Gudz Frycht, och at de intet skulde frychte for Satans Spøgerie,
men med Bøn og Sang staae hannem imod.
Paa Vaaren bleff det stille igjen; och hørde man intet dertill Sommeren offver; Nu i Høst haffver det begyndt igjen, och talt med liudelig Røst,
og spæet som et Barn, och lader Røsten sig høre ude i Forstuen under en Haandqvern som Thøsserne staaer og maler paa.
Och haffver først klaget och klyncket, siden raabt Nille Moer, Nille Moer, hvorpaa samme malus genius efter Tillspørsel hvo hand vaar,
och hvad det vaar for en Nille Moer hand raabte paa, har svaret sig at være en fordømbt Aand, auflet af Nille Moer och Madz Titing,
och af Moderen ombragt, och henlagt under en Berghelle.
Et Qvindfolck Nille der paa Gaarden, som hafde auflet et Barn med bemeldte Madz Titing, herom tiltalt,
vilde iche vide af flere Fostre end det hun haffde bragt for Liusset, oeh haffde staaet Skrifte for, Spøgelsset tvert imod stod fast paa sit;
Hr. Arne confererede med mig og gaf jeg hannem min Betenckende at hand først privatim skulle handle med hende, efterdi Matz Titing vaar død,
og hvis hun iche ville lade sig offertale till Omvendelse, man da kunde føre hende til den Sted som Fosteret skulde wæret henlagt;
och giffve flittig Acht paa alle hendes Geberder, Hr. Arne holdt hende sin Salighed for, hun endda obstinat nechtede alting, Malus genius svarede,
min Moder snoede mig om i Vaar, och da reff jeg det ene Øye ud paa hende, Hun derimod: det er vist jeg fich meen paa mit eene Øye,
men det hender saa mange andre, thi som mig berettes, har en Perle satt sig paa det ene Øye, att hun derpaa har mist sitt Siun.
Hr. Arne stundede med hende til Steden att ville lede efter Fosteret, der rørde Samvittigheden hende,
saa hun rundt ud bekjende at det gjorde ingen gode at gaa did, thi hun haffde taget Benene fra Steden igjen forleden Vaar, och kast dem i Hafvet,
och samme tid haffde hun faaet det Meen paa sit Øye, Fosteret haffde hun auflet med Mads Titing for 14 Aar siden, och qvalt det med sit Haarbaand,
och da waar hun ichun 13 Aar gammel. Qvindfolchet er af den verdslige Øffrighed taget fast, Kendt Dom offver at miste Liffvet;
Dommen confirmerit af Laugmanden, Executionen beordret af Amtmanden, Sathan derimod ad fallendum artificiosus,
holder sig immer fort der paa Steden, och haffver holdt en lang Samtale med Amtmanden, lader som hand yncker hende, at hun skall nu døe.
Hand forbjuder att mand iche maa see efter ham, Men lader Røsten høres for Alle som ere tilstede,
siger endnu flere saadanne Fostere deromkring at være henlagt; Begjerende Brendeviin af Amptmanden, och Mad af Folchene i Huset,
thruer att infestere Huussfolchet om de iche vil giffve hannem, Kaster med Steen och Leer af Schorstenen, och gjør megen Ustyr.
Men ellers kommer mig en tancke ind: Hvo veed om Mennisket har gjort dend Gjerning, eller Sathan har indbildet hende det per Phantasiam,
som han indbildte for nogle Aar siden nogle Qvinder i Findmarken, at de haffde omkommet Iffver Christensensz Schib af Bergen,
hvor paa de paa deris egen Bekjendelse bleffve brendte, och Schibet kom vell beholden och uskadt til Bergen.
Dette haffver och Laugmanden foreholdt hende. Men hun staaer fast ved sin Bekjendelse.
Dernæst tæncker jeg, schulle mand gjøre Fanden den Ære,
och paa hanss Aabenbarelse henrette en Menniske, att hand kunde søle sig i hendes Blod?
Hand som selff har forført hende, selff forholdet hende, og selff ville forskræcke hende maaskee til at tage Lifvet af sig selv,
och som han nu venter ikke Sjælen, tørster efter Blodet.
Jeg har talt med Ambtmanden, som nu først for 2 Dage siden kom hjem, i den Mening at mand vel før Mennisket blev henrettet,
burde angiffve Sagen for hans Kongl. Maj, och Consistorio, og derpaa vente decisionem tam Theologicam qvam Juridicam.
Jeg falder ellers i Tanke om et Qvindfolck, hvilken naar hun drager dend ene Qvern, som staaer baag Stuedørren i Forstuen, da høress Røsten,
Men naar hun wissess hen till den anden Qvern, som staaer i indgangen i Forstuen, hvor Mand kand see hende igjennem Stuedørssglutten,
thi saa vil Fanden altid at dørren skal staa paa glut, och en anden vissess hen at male paa den Qvern som staaer i Vraaen bag dørren,
høriss ingen Røst.
Amptmanden i sin Samtale med Spøgelset, haffver befalet hannem, Att hand skulde gjøre sig det Grummeste hand kunde,
Hvorpaa han hørte strax et Liud som en hvinende Hvissel, Brølende Oxe og Murrende Bjørn, med Spørsmaal om, hand nu iche nu bleff bange, hvorpaa Amptmlanden svarede Ney: hand skulle endnu gjøre sig grummere, derpaa blev given Gjensvar, nu kand jeg iche meer,
Amptmanden spurde hvorlænge hand vilde bliffve der.
R. Saa lenge [Amptmanden] er her, Amptmanden svarede: Du skall haffve tack att du vilt Varte mig op.
R. Jeg vill følge med Amptmanden till Søen etc.
Den Relation gjør jeg efter Vellædle Hr.Amptmands og Hr. Arnes mundtlige Beretning, forventende herud inden Venerandi Dui.
Patris Betænkning, med Ønske att Gnd vill selff tvinge Sathan under oss, och legge hannem under sine Christness Fødder.
Siden dette Breffs Dato, er Prouffsten anderledes Berettet om Bemeldte Qvindfolcks Alder,
att Hun paa de tider vaar langt offver 13 Aar gammel, Saasom det befindes att hun paa de tider hun bleff Rettet vaar imellem 30 och 40 Aar.
Efter Executionen kom til vedkommende Embedsmænd følgende Kgl. Befaling:
Helsen med Gud!
Eftersom Hanss Kongl. Mayt. haffver fornummet, att den Qvindes Persohn som udi Nordlandene af et Spøgelsse skall være angifven at haffve myrdt sit Barn, der effter er bleffven paagreben uden videre Beviislighed eller Oplysning i Sagen, alleniste efter egen Bekjendelse,
at hun bem. U-gjerning hafde begaaet, dømt fra Liffvet, och endeligen henrettet;
Da er allerhøystbem. Hanss Kongl. Mayt. allernaadigste Villie och Befaling,
att de samptligen Hans Kongl. Mayt. om samme Sagss rette Beskaffenhed en udførlig Relation allerunderdanigst skulle gjøre,
och Hr. Laugmand med Sorenskriffveren desforuden forklare, hvad Fundament de til denne afsagde Domb haffver hafft.
Befaler dennem imidlertid udj guddommelig Beschiermelse.
Kjøbenhafn den 7de April 1688.
19) Arne Hartwigsøn vice Pastor Loci.
|