Reise i Øst- og Vest-Finmarken samt til Beeren-Eiland og Spitsbergen, i Aarene 1827 og 1828
af B.M. Keilhau
Christiania : Johan Krohn, 1831

I. Vardøe. Vadsøe. Landskabet omkring Varanger-Fjorden

Den 10de Juni 1827, paa en skyfri Søndags-Morgen, seilede jeg nordenfra ind igjennem Busse­Sundet, der adskiller Vard-Øen fra Varanger-Næsset. Landet er paa begge Sider ganske lavt, deels fuldt af smaa Klipper, deels bedækket med Sand- og Myr­strækninger; enkelte Pletter ere mager Græsmark; efter Træer eller Buske af nogensomhelst Art seer man forgjæves.

Flokke af utallige Ederfugle fløi frem og tilbage over Sundet. Endelig fremtraadte Vardøhuus paa en fra Stranden sagte opstigende Slette, som just nu begyndte at grønnes. Indenfor Murene stod en liden Klynge rødmalede Huse af ganske venligt Udseende, og over Kommandant-Boligen vaiede et stort, festligt Flag. - Et Skib og flere Lodjer laae til Ankers foran Fæstningen. Et Par russiske Drenge roede forbi os med skingrende Sang; de alvorlige, kolossale Figurer med langt Skjæg og høie, næsten turbanformige Huer, som vi saae paa Lodjerne, vare Handelsmænd og Skibskaptainer fra Kola og den hvide Søe. Selve Staden Vardøe var endnu ikke synlig; de faa Huse og Hytter, hvoraf den bestaaer, vare forstukne bagenfor den lille Høide, som Fæstningen behersker.

Der boer ingen Kjøbmand med Borgerskab i Vardøe Kjøbstad (1); Handelen drives ikkun af tvende Factorer, hvis Principaler opholde sig i Vadsøe og paa Mortensnæs inde i Varanger-Fjorden. Af Haandverkere gives en Snedker; de øvrige Indvaanere ere Fiskere. Vardøe har dog engang været beboet af 60 Familier og haft 11 Kjøbherrer. Men denne Plads har maattet dele det øvrige Finmarkens Skjæbne. - Vare-Omsætningen er imidlertid ikke aldeles ubetydelig. Man regner omtrent 150 russiske Handels-Fartøier, som aarligen besøge Vardøe. De Medbringe Meel, Gryn, Erter, Sirup, Tougverk, Kaler, Snører, Hamp, Liin, Tjære, Klaverdug, Lærred, Vadmel, Talglys, Sæbe, Angler, Træverk, Læder, Gryder; de afhente Fisk, Ræveskind, Salt, Luxusvarer. Udtuskningen af Fisk mod Meel er Hovedsagen. En mageligere Handel end denne gives der neppe. Naar Kjøbmanden engang har afgjort Fiskeprisen med Fiskeren, og er bleven enig med Russeren om Melet, saa gaaer Tuskningen siden uafbrudt for sig mellem de sidste; hiin har ikke andet at gjøre, end at modtage sin Profit. At Almuen anseer denne Fordel, Kjøbmanden saa magelig indtager, som en Tribut, han maa bringe de prvilegerede Handelsherrer, vil man letteligen slutte, og jeg tilstaaer, at Forholdet virkelig synes mig at henhøre til et kunstigt System, hvis Nødvendighed og Gavnlighed aldeles ikke er mig tilfulde indlysende. Ikkun fra Midten af Juli til Midten af August er det Almuen tilladt at handle umiddelbar med Russerne. Dette Tidsrum er bekjendt under Navn af Makke-Tiden; det er nemlig den hedeste Deel af Sommeren, hvori Fisken meest er udsat for at angribes af Mid.

Foruden de Træhuse, hvoraf Staden bestaaer, indbefatter den ogsaa nogle Jordgammer. Etsteds benyttede man en gammel omvendt baad, nedentil omsat med Jordtorv, til et Slags Huusrum; den var at see midt i Gaden. Jeg har siden ofte i Finmarken seet afhugne Skibs- og Jægte-Kahytter opsatte paa Landet og benyttede som Vaaninger. Vardøe Gade løber over en ganske smal Isthmus, som forbinder de tvende Stykker, hvoraf Øen bestaaer, og adskiller den saakaldte Vestre-Vaag fra den Østre. Den sidste er den egentlige Havn, i hvilken nu laae en Brig og nogle Lodjer foruden en Mængde Baade.

Pater Hell, som var hidkaldt fra Wien af Christian VII for at iagttage Venus's Gang gjennem Solen, og som opholdt sig paa Vardøe næsten et heelt Aar, 1768-69, havde sit Observatorium omtrent midt paa Isthmen; bagenfor dette, ved den vestre Vaag, havde han ladet opmure tvende massive Støtter, for at man engang kunde maale Søens aarlige Aftagelse, et Phænomen hvorom Vardøen i Særdeleshed syntes ham at vidne. Det er beklageligt, at man har haft saa liden Agtelse for disse Merker; de ere forlængst forsvundne. Ikkun deres Beskrivelse var endnu forhaanden; efter Hells Forlangende fandtes den indført i Vardøe Kalds Ministerial-Bog.

Et tykt Lag af Koral-Brokker og Søskjæl bedækker en anselig Strækning af Øen til en høide af omtrent 30 Fod over den midlere Vandstand, og beviser uimodsigeligen et i Forhold til Landet forhen høiere Havsniveau. Men om dette Forhold vedbliver at forandre sig, og Niveau-Forskjellen tiltager, er, hvad disse Egne angaaer, endnu aldeles tvivlsomt.

I Anledning af Thinget og Præstens Nærværelse var en stor Deel af Landalmuen forsamlet. Finnerne dannede en liden Leir, som vi gjennemvandrede ved det matte Skin af Midnats-Solen. De fleste vare sysselsatte ved deres Madgryder, - Mænd, Qvinder og Børn i allehaande forskjellige liggende og siddende Grupper. Nogle havde dannet sig smaa Telte af det til deres Baad hørende Seil, andre sov paa den aabne Mark under tykke uldne Tepper (Ryer) og Skindfælde. Dog var det kun de færreste, som havde begivet sig til Hvile. Man er naturligviis i denne Aarstid ikke saa nøiagtig i at vælge hele Natten til Søvn; den er som oftest den behageligste Del af døgnet.

Et høist sørgeligt Syn i Vardøe afgave 15 veneriske Patienter, Søfinner af begge Kjøn fra Kysten af Iishavet. Distriktslægen fra Alten var hentet, meer end 30 Finmark-Mile. I det forrige Aar vidste man ikke at angive nogen venerisk Person i hele Øst-Finmarken; tre eller fire vare befængt, med Radesyge, og der fandtes nogle faa Skorbutiske, de sidste navnligen i Vardøe Sogn.

Jeg har overbeviist mig om, at de forestillinger, man i Almindelighed gjør sig om Vinteren i Finmarken, ere aldeles overdrevne og tildeels ganske falske; men paa Vardøe maa dog denne Aarstid stundom være rædsom, og det formedelst Stormene. Veien mellem Fæstningen og Byen er forsynet med en Allee af tørre nedrammede Birketræer, for at man ikke paa disse faa Skridt skal forvilde sig i Snefogget. Naar Stormen raser med sin fulde Kraft, skulde Enhver, som vover sig ud, kastes i Søen. Mod det aabne Hav i Øst vender sig en Klipperad af henved 100 Fods Høide; derunder ligger, paa den vestre Side, Kirken og Byen. Mod disse Klipper optaarner Søen sig frygteligen; man har seet dens Fraad sprøite høit i Veiret over dem, gribes af Stormen og pidskes hen over Øen. Busse-Sundet, som mellem Fæstningen og Svartnæs kun er et Par Bøsse-Skud bredt, gjør under Vinterstormene ofte al Forbindelse med Fastlandet umulig; det hænder, at Posten eller andre Reisende maae vente hele otte Dage i Svartnæssets elændige Gamme, inden de kunde komme over.

Kulden i og for sig selv er, i det Hele taget, ganske ringe. Sneen sammendynger sig paa visse Steder, andre ere ganske blottede for den hele Vinteren igjennem. Saaledes bliver det muligt, at man kan have Faar bestandigen Udegaaende. De trives særdeles vel paa et Par mindre Øer tæt ved Vardøe, paa hvilke de i Uveir finde tilstrækkeligt Lye under Klipperne; kun hænder det undertiden, at deres Uddunstning danner Iis, som hæfter dem fast til Steenhellerne, hvorved de undertiden maae lade et eller andet Stykke af deres Skind i Stikken. Man pleier derfor af og til at besøge disse arme Dyr for at flikke paa deres hullede Peltse. - En af de samme Øer er tillige et anseligt Duunvær, hvor Ederfuglen har et af Fæstnings-Kommandanten omhyggeligen fredet Tilhold.

Jeg gjorde en Tour over Sundet til Fjeldet Domen, henved 1/4 Miil sydenfor Vardøe. Barometeret angav dets høide til 517 (500) Fod (2) over Havet. Det er i viid Omkreds den største Forhøining af Landet; først i lang Afstand mod Vest og Nordvest saae jeg høiere, meget snefulde Bjergrygge. Paa Bjergtoppen, der var flad og aldeles nøgen, stode et Par Steenrøse, nemlig de sædvanlige Varder. Jeg søgte forgjæves nogen Alderdomslevning paa dette fra Oldtiden bekjendte Bjerg; thi Domen er uden al Tvivl de Gamles Dumbs-Fjeld, hvilket Schøning paa sit Kart har sat omtrent midt paa Varangernæsset. Havet udenfor hedte Dumbs-Hav, og en gammel Konge Dumbr, efter hvem disse Navne ere givne, nævnes i vor ældste Historie. Senere var Domen berygtet som en af de fornemste Bal-Volde d. e. Samlingspladse, hvor Hexerne høitideligholdt Valpurgisnatten. Paa Vardøen var ligeledes en berømt Bal-Vold. Det til flere Steder henførte Krigspuds, hvorved en listig Veiviser bragte en Flok Fiender i Fordærvelsen ved i Mørket at føre dem ud over et steilt Fjeld, berettes ogsaa om Domen. Den her paa denne Maade tilintetgjorte Fiende skal have været et Partie af de Russer, som i det 14de og 15de Aarhundrede hærjede Finmarken.

Store Snedynger laae endnu, den 11te Juni, hist og her paa Bjergsiden og strakte sig tildeels lige ned til Havbredden. Jeg fulgte denne nordlig op efter Sundet, deels til Fods, deels til Baads. Den flade Strækning lige overfor Vardøen er ved Stranden besat med en Rad alf smaa, hvide Sandhøie, der ere fulde af fine Musling-Brokker. Det er et ordentligt Flyvesand, hvis Ansamlinger Tid efter anden forandre Form og Beliggenhed paa Sletten. Store Partier af Landet ligne Jyllands Heder. Væxter, som i det sydlige Norge kun findes i de høieste Fjeldegne, stode her lige ved Søkanten. De første Blomster af Dryas octopetala og Azalea procumbens vare nu netop udsprungne.

Hæsligt Veir forsinkede Afreisen til Vadsøe til den 13de. Man kommer forbi Kiberg, som i det 16de Seculum beboedes ar syv saakaldte Borgere, og i det Hele tællede 50 Familier. Nu er der kun 8 Familier, og Kirken er for længe siden nedrevet. Om Sommeren have endeel russiske Fiskere her deres Tilhold. Paa forskjellige Steder af Kysten bemerkede jeg Trækors, som disse Russer opsætte af en eller anden religiøs eller overtroisk Grund. Men man seer derri ogsaa den Anmasselse, hvormed de have tilegnet sig store Stykker af Finmarken.

Yttre Kibergnæs er et Forbjerg af en rød, sandsteensagtig Bjergart, af et Par hundrede Fods Høide. Nedenfor bliver Kyststrækningen alt lavere og lavere. Landet har en Form, som man ikke seer paa andre Steder i Norge. Kysten som ellers pleier at frembyde steile Fjelde, trange, dybt indskaarne Fjord-Arme og en utallig Mængde Øer og Skjær, er her tildeels ganske flad, og danner brede, aabne Bugter, udenfor hvilke man kan finde ganske faa Øer og Holme. Den inderste Rand af Bugterne er gjerne besat med en Rad af hvide Sandhøie. Komagnæssets Klipper lignede Ruiner ar Fæstningsmure og Kasteller. Landet var ytterst nøgent, bruunt og fuldt af Snepletter. Lidt Birkeskov har der vel tilforn været ved Komag-Elven og Skal-Elven; men nu findes faa eller ingen Levninger deraf, og det, som man nu kalder Skov paa disse Steder, er ikke andet end tykt Vidiekrat.

Dette sørgelige Landskab er beboet af nogle faa Søfinner, hvis Gammer vi saae inde i Bugterne, ligesom sorte Jordtuer. Et behageligere Syn afgave talrige Rensdyrflokke, der just kom ned til Strandbredden, i det vi roede forbi. De tilhøre fordetmeste russiske Fjeldfinner, som i Begyndelsen af Mai bringe Simlerne, og ved St. Hansdag Oxerenerne over til Varangernæsset.

Skal-Elven (Gallo-jokk) udspringer ved Ruytto­tjokk, en Tind ved Fjeldknuden Beljek, som vi saae i Baggrunden over Skalvigen. Saavel Ruytto­tjokk (Grythougen) som Beljek (d. e. Ørene) vare af de saakaldte Passe-Varek eller hellige Fjelde, som Finnerne dyrkede under Hedenskabet.

Fra Skalnæs kommer man til Lille-Ekerøen, som fordum har været beboet af 28 Familier, men nu er ganske øde; den er fuldkommen flad og giver en god Deel Græs. Derefter følger Store-Ekerøen, bygget af horizontale Bjerglag, hvilke mod Østen ere afbrudte i eet Sæt fra Øverst til Nederst, men paa Syd- og Sydvestsiden danne tre til fire over hinanden opstigende Terrasser. Den lodrette Fjeldvæg mod Øst er Tilholdsstedet for en uhyre Mængde Søfugle, især Krykke (Larus tridactylus), der, i det vi seilede tæt under disse besynderlige Klipper, omsværmede os i Tusindetal og opfyldte Luften med et usigeligen støiende Skrig. Deres Æg ere en af Øens Herligheder; men Indsamlingen er forbunden med Fare, og har kostet flere Mennesker Livet. Den øverste Terrasse og Fodstykket i Sydvest er for største Delen bruunt Torvland; men paa de midlere Afsatser laae det herligste Grønsvær, et rigt Blomsterteppe af nydelige Alpeplanter. Her naaer Silene acaulis sin største Skjønhed. De hyppigste Blomster vare Multebærrets og Cornus svecica. Man fanger her ikke faa Ræve, røde og hvide, ved at jage dem ud over Præcipicerne. En af Søen opskyllet Sandryg, - en saakaldet Hval, - forbinder Store-Ekerøen med Fastlandet.

Vi havde endnu en Miil til Vadsøe. Dette Sted ligger indenfor en Bøining af Landet, hvorfra Varanger-Fjorden mere egentlig fortjener dette Navn; udenfor er den saa bred, at man ikke troer at befinde sig i en Fjord; fra Vardøe kan man i klart Veir ikkun skimte Landet paa hiin Side. I Vadsøe derimod har man det modsatte Land for sig i omtrent een Miils Afstand. Allerede dette gjør, at man her føler sig noget mere luunt. Da vi bøiende ind i den indre Deel af Varangerfjorden, troede jeg at komme i en anden Himmelegn; Bjergene blaanede dybt ind igjennem Perspectivet, Vandspeilet blinkede mildere, og over Fjordbunden hvilede en varmere Luft.

40 Familier, altsaa omtrent et Par hundrede Mennesker boe sammen i Vadsøe, Bønderne i Hytter omsatte med Torv og Grønsvær, Kjøbmanden i ganske anselige Vaaninger af sædvanlig Bygningsmaade. Østlig paa en jævn Skraaning ligger Kirken, en lav Korsbygning. Vestlig seer man Præstegaarden, udvortes ogsaa ret anselig, dog nu ikke beboelig. Umiddelbar ved Fjorden, i Nærheden af Kjøbmandens Brygge og Pakhuse, indtage Fiskehjellerne en ganske vidtløftig Strækning. Disse Stilladser tilhøre, som det væsentligste Attribut, enhver beboet Plads paa Finmarkens Strand, og fra dem ere igjen ligesaa uadskillelige en Mængde Ravne og Krager, men især Sværme af store, skrigende Maager.

Den Masse af Snee, som undertiden sammendynger sig i Vadsøe, er utrolig. I den sidst forløbne Vinter vare flere af Hytterne ganske begravede deri; Beboerne arbeidede sig med Møie ud igjennem Taget; i et af de store Huse maatte man stige ud igjennem Vinduerne i andet Stokverk. I Præstegaarden var man i længere Tid afskaaret fra al Forbindelse med Naboerne. - Brænde og Mose til Vinterfoder for Køerne hentes paa Raftesiden ("Russesiden"), thi det Høe, som avles hjemme, er ubetydeligt, og Skov gives aldeles ikke; noget slet Torv skjærer man paa Kirkeøen ved Vadsøe.

Man foregav, i Nærheden af Vadsøe at have seet Benene af en Stallo. Dette er et af de Spøgelser, hvormed Finnerne sysselsætte deres Indbildningskraft. Man tænker sig Stallo som en Mand i sorte Klæder, med Stav i Haanden, der møder Vandringsmanden i Ørknerne og indbyder ham til at brydes paa Liv og Død. Mange paastaae, at dette er hændet dem, og at de have [nedlagt] det fiendtlige Væsen; dersom de nu formaae at erhverve deres Udsagn Tiltroe, saa gjælde de siden for dygtige Karle. Jeg ønskede intet mere end i Finmarken at opdage nogen af de Dyrlevninger fra en tidligere Jordperiode, paa hvilke Siberien er saa rigt. Men mine Forventninger bleve altid skuffede. Her fandtes ikke andet end Hovedskallen og nogle Been af et Menneske, formodentlig af en Fin, efter Levningerne af en Kjærris at slutte, som laae i een Hob tilligemed Benene; det hele var skjult under en fremhængende Klippe. Lapperne pleiede i forrige Tider, siger Leem, ved deres Offersteder at begrave dem, som havde været gode Skyttere; men de Andre maatte tage tiltakke med Gravsteder hist og her i Ørkenen. Over Graven hvælvede man en Kjærris. Deres Afdøde henlagde de i Steenurde, Legemet indsvøbt i Næver.

Jeg tog Afsked fra [Vadsøe] paa fjorten Dage, en Tid som kunde formodes at ville medgaae paa Reisen i det Indre af Varangerfjorden, til Pasvig og den russiske Grændse. Jeg havde antaget Baad og Folk for den hele Tour; tre Karle vare Qvæner, af hvilke især den ene, foruden sit Modersmaal det Finlandske, forstod og talte fuldkommen færdigen Finsk (Lappisk), Norsk og Russisk. Det er en ganske simpel Karl, som havde al denne Sprogkundskab blot igjennem det Samqvem, som finder Sted mellem de fire i disse Egne sammentræffende Nationer. Det er overhoved i Finmarken ikke sjeldent at træffe Personer, af begge Kjøn, som forstaae og tale flere af de her gjængse Sprog. Finnerne og Qvænerne udmerke sig meest i denne Henseende. De paastaae, at det Russiske falder dem langt lettere at lære, end det Danske eller Norske. Russerne lægge mere Udtryk i deres Tale og ledsage den med livlige Gebærder; de ere derfor fra Begyndelsen lettere at forstaae. Det er en almindelig Bemerkning, at man ved at tilegne sig en anden Nations Idiom ogsaa i større eller mindre Maal kommer i Besiddelse af dens særegne Geist; dersom denne Paastand ogsaa i nærværende Tilfælde i det mindste for nogen Deel maa indrømmes, saa vil man tilstaae, at det omtalte Forhold med de flere Tungemaal i Finmarken ikke kan være uden gavnlig Indflydelse paa Indbyggernes intellektuelle Tilstand. Virkelig finder man ogsaa ofte deres Tanke-Sphære langt rummeligere og klarere, end det var at vente hos en fattig Fisker paa Polarhavets Strand, eller hos den nomadiske Beboer af en uhyre Ørken.

Vestenfor [Vadsøe] er Landet ikke mere saa lavt og Kysten ikke saa flad som paa den anden Side. Flere Bjerghammere springe frem bagenfor hinanden, ind igjennem Fjorden forbi Mortensnæs. Paa Paddebynæssets Afsatser, een Miil fra Vadsøe, stode de første Birkebuske, og ved Klubnæsset var hele Bjergsiden bedækket med en Skov af smaa Birke. Den friske grønne Beklædning af Klipperne, hvilken jeg saa længe havde savnet, var en herlig Vederqvægelse for Øiet, og Duften af det unge Løv virkede næsten berusende.

Klubben er en kastelagtig Klippe over Klubnæsset, paa hvilken Finnerne fordum have ofret. I Fjorden udenfor er en god Plads for Qveite-Fangst. Det var Votiv-Offere for god Lykke til dette Fiskerie, som man her frembragte. Der skal endnu findes en Mængde Qveitebeen oppe paa Klippen. En af de høieste Fjeldtoppe, som man seer herfra paa den anden Side af Fjorden, kaldes Qveitetuen; dette er rimeligviis den af Leem blandt Finnernes hellige Bjerge anførte Balda-tjokk, som han oversætter med Qveitens-Tind.

Henimod Aften naaede jeg Mortensnæs. Kjøbmanden lever her mellem lutter Finner. I Vadsøe og de derved nærmest beliggende Vær boe ikkun Nordmænd og nogle Qvæner; den indre Deel af Fjorden er derimod udelukkende besat af Finnerne. Sædvanligen boe ogsaa disse sammen i større eller mindre Vær, af hvilke man seer et ganske anseligt Antal ind efter Stranden.

Mortensnæs heder paa Finsk Zevz-njarg d. e. Seiersnæs, et Navn som man sætter i Forbindelse [med] et herværende Oltidsminde. Det bestaaer i en paa slet Mark opreist Steenhelle af 4-5 Alens Høide, omkring hvilken er lagt en Mængde smaa, runde Stene, ordnede, som det synes, i cirkelrunde Kredse uden om hinanden; Cirklerne ere omtrent 15; den uderste af de endnu tydeligen kjendelige, har 12 Alens Radius. Omtrent 20 Alen fra Bautastenen mod Sydost er Middelpunktet af en meget flad, rund Forhøining af Jordgrunden, hvilken er belagt med ligedanne Kredse af Smaastene; dog ere Cirklerne her næsten ikke mere kjendelige.

Dette Monument skal være et Minde, siger man, om en af Finnerne over de russiske Hærjere tilkjæmpet Seier. Dette er aabenbar urigtigt. Monumentet er vistnok langt ældre end Russernes Indfald, og hidrører udentvivl Skandinaviens gothiske Beboere. Finnerne satte aldrig saadanne Minder, og brugte dem allermindst ved Anledninger som den anførte; thi det er tvivlsomt, om de nogensinde have fægtet, end sige, at de skulde have seiret (3). Dersom ikke Mortensnæs havde et ganske andet Navn paa Finsk, saa vilde man kunne falde paa den Gisning, at Benævnelsen hidrørte fra den Finnernes Konge Martin, som omtales i [Håkon] Magnussens Historie, siden dog dette Sted synes at have nogen historisk Betydning.

Virkelig hidrørende fra Russernes Indfald ere en Art Kjeldere i en Steenurd paa Østsiden af Næsset, hvilke have tjent Indbyggerne til Tilflugtssteder. Man har fundet Beenrader af Mennesker i dem. Urden bestaaer af utallige, over hinanden styrtede Steenheller, mellem hvilke man lettelig har kunnet danne sig ganske rummelige Huler. Taget er gjort af de samme Steenplader, saaledes at man ved at gaae over Urden og selve Hulerne ikke har kunnet opdage disse Tilflugtssteder.

Paa Mortensnæs har man en eneste Gang seet en Huussvale; den opholdt sig kun een Dag paa Stedet. Det hænder ogsaa yderst sjelden, at en enkelt Graaspurv forvilder sig hid.

Fra Storfjeldet, der ligger 6-700 Fod over Gaarden, har man et fortræffeligt Overblik over Egnen, hvilken, i det gunstige Øieblik da jeg saae den, ikke manglede Skjønhed. Hovedgjenstanden i Panoramet er Fjorden med dens forskjellige Arme, Næs og Øer. Foran Mæskefjorden, den Arm der trænger længst ind mod Vest, fremspringer en flad Halvøe, hvorpaa Næssebye Kirke opstikker sit lille Taarn. I denne Retning har Landet intetsteds haarde eller bizarre Former; alle Omrids fremstille mildt bøiede Linier; Birkeskoven, som næsten uafbrudt bedækkede disse behagelige Landbølger, gjorde deres Former endnu blødere. Længst tilbage i Baggrunden stiger en langstrakt Bjergryg noget op over Birkegrændsen; det er Varangerfjeldet, som man passerer paa Veien til Tana. Vender man sig fra Fjorden imod Nordvest og Nord, saa seer man en meget flad, meer end en half Mill bred Dal eller rettere; en i Midten, svagt sænket Slette udbrede sig bag Storfjeldet og liggende i næsten samme Høide som dette; paa den ene Side sænker den sig jævnt ned til Næssebye, paa den anden hænger den sammen med Jacobs-Elvens Dal, som stiger ned omtrent midt imellem Vadsøe og Mortensnæs. Den syntes overalt bevoxet med Birkeskov, kun nogle smaa Søer og Kjærn laae hist og her adspredte paa denne vide Bjergmark. Fjernere i samme Retning hæver Landet sig med svag Skraaning lidt efter lidt ud over Skovregionen, indtil Udsigten standser i Nordvest med Fjeldet Maddevarre. I Nord stige de fladt hvælvede Aase bagenfor Skovbeltet længe ikkun lidet op over dette; først i et Par Miles Afstand fulgte en snefuld Bjergryg, der formodentlig hænger sammen med Beljek og Ruytto-tjokk. - Det ligeoverfor beliggende Land, paa Fjordens Sydside, er af en ganske anden Charakteer. Haarde, nøgne Klippekuller sammensætte Bjergstrekningen, paa hvilken Qveitetuen og Gjøvigtuen meest udhæve sig. Fjernt i Sydsydvest seer man Tinden Zerbai over Polmak.

Den 20de seilede jeg forbi Næssebye ind i Mæskefjorden. Endnu i Biskop Gunnerus's Tid levede paa Næssebye en gammel Finkone, der tilbad en Steenstøtte, hvilken hun Morgen og Aften overgjød med Melk. Det er altsaa, ganske vist, at Finnernes hedenske Dyrkelse endu for mindre end hundrede Aar siden ikke var fuldkommen udryddet; at den i Begyndelsen af forrige Seculum var i fuld Gang paa mangfoldige Steder, kan man see af Hammonds Missions-Historie. Hvorvidt virkeligen alle Spor deraf ere forsvundne i vore Dage, er af let begribelige Grunde høist vanskeligt at komme efter.

Paa Nordsiden af Mæskefjorden laae en Mængde smaa Vaaninger og Forraadshuse, hvorhen Søfinnerne, der nu boede nærmere Fiskerpladsene, flytte om Vinteren. Disse Bopæle vare adspredte paa en skjøn, med fulde Høhæsjer besat Græsvold, der strakte sig uafbrudt mere end 1/4 Miil mellem Stranden og Birkeskoven; den endte ved Foden af Mæskehougen, der formodentlig er det, af Leem anførte hellige Bjerg Meiske-varre passe-aldo. Det har en behagelig konisk Form, oventil med en liden ubedækket Flade, nedentil er det hyllet i tæt Birkeskov. Fra Foden af Bjerget kom en stor Rensdyrhjord frem paa Strandbredden, hvilken den myldrende bedækkede; i Afstand lignede Flokken en fra Skovkanten udvældende Strøm.

Paa den vestre Side af Mæskehougen, ved Sandnæs, falder Aldo-jokk i Fjorden. Herfra ligger Madde-Varre omtrent halvanden Miil lige mod Nord, hvorhen jeg begav mig for at erholde et Begreb om det Indre af Varanger-Næsset. Allerede naar man er kommen op over de første Bakker i Nærheden af Søen, befinder man sig paa en viid Bjergslette, som er en Fortsættelse af Høimarken bagenfor Storfjeld ved Mortensnæs. Paa Bakkerne var Birkeskoven stærkt medtaget, saaledes som sædvanligt umiddelbar omkring Finnernes Bopæle. Træerne fældes om Vinteren, medens flere Alen dyb Snee omgiver den bedste Deel af Stammen; hvor Skoven har staaet, seer man de høit fremragende, raadnende Rodstykker af Træerne mellem spædt Krat.

Ligesom man fjerner sig fra Bopladsen, bliver Skoven bedre; store Partier deraf ere yderst behagelige; den aldeles jævne Bjergslette frembyder her en fast og tør, dog med Græs bevoxet Bund, paa hvilken Træerne staae saa ordentligen og reenligt, at man troer at være i en kunstig, omhyggeligen opryddet Forst. Imidlertid ere disse Birketræer, som her saa meget fryde Vandreren, kun Dværge mod sydlige Breders majestætiske Træer af dette Slags. De ranke, hvidbarkede Stammer, som ere en saa stor Prydelse for Nordens Skove, søger man her forgjæves. Barken er altid bruun og Stammerne lave og krummede, de tykkeste neppe en Fod i Diameter. Omtrent midt imellem Mæskefjorden og Madde-varre havde Bjergsletten lidt efter lidt hævet sig saa meget, at jeg nu mødte den øvre Skovgrændse, som fandtes 689 (666) Fod over Havet.

I Skoven goel Gjøgen, og hist og her, som vi skrede frem, opskræmmedes [enkelte Ryper]; det var altid de hvidt og bruunt spraglede Hanner, der fløi op med deres bekjendte skrattende Røst. Vi kom forbi en Hytte, som en Fuglefænger havde opsat, og hvori han tilbringer en stor Deel af Vinteren, beskjæftiget med at udsætte og passe sine Rype-Snarer.

Henimod Birkegrændsen afvexlede de behagelige Skovpartier ofte med meget bløde og fugtige Steder, der sædvanligviis ere overgroede med tæt og vanskeligen gjennemtrængeligt Vidiekrat. I disse Kjær blomstre de overalt Caltha palustris og Tussilago frigida, hvilken sidste dufter herligen af Honning. Paa hiin Side Skovregionen fulgte deels store Myrstrækninger, deels tør, haard Mark, næsten aldeles blottet for Vegetation og tildeels overstrøet med løse Stene. Paa en saadan Steen af usædvanlig Størrelse sad i nogen Afstand en Ravn og lod sit sørgelige Skrig høre. Hvor man seer disse Fugle i Ørkenen, kan man formode Ulve i Nærheden; de dele altid hvad Bytte de sidste gjøre i Rensdyrhjorderne.

Jeg naaede endelig Toppen af Madde-varre. Det er en anselig Slette, tør, nøgen og stenig, hvis Høide over Havet fandtes 1429 (1381) Fod. Udsigten mod Syd og Øst frembod ingen merkværdig Gjenstand, som jeg ikke allerede havde bemerket fra Storfjeld. Beljek eller de dermed sammenhængende Fjelde syntes at være lidet høiere end mit Standpunkt; men meget hoiere var Stangenæs-Fjeldet, der reiser sig op fra Tanafjorden, og saaes i Nordvest. Imod Nord og Nordost eller mod den inderste Midte af Varangernæsset frembød sig ikkun det melankolske Syn af nøgne, eensformigen op- og nedstigende Fjeldkuller, bedækkede med lange Snefonde og graae, chaotiske Steenurde, og derimellem brune Myrstrækninger og nogle smaa Søer, omgivne af Steenurdene eller i det Høieste af usle, aldrig frisk grønnede Græssletter.

Imidlertid skinnede nu Solen kraftigen paa dette Landskab og fremlokkede Varme i dets Overflade; den nærmeste Virkning heraf var en skjælvende Bevegelse i det berørende Luftlag, hvilken igjen foraarsagede en høist ujævn Straalebrækning. Alle Gjenstanders Omrids, især Randen af en lang, ligeoverfor liggende Snefond, syntes at bevæge sig i hæftig Bølgegang. Det var som om det stivfrosne Ørkenlegeme begyndte at blive mygt under Solkraften og gjennembævedes af det første, svage Livstegn.

Om Trakten længere mod Nord, som ikke herfra kunde sees, erholdt jeg følgende Efterretninger. Den er fuld af større og mindre Søer, og har i Dalene gode Græsgange for Reenhjordene. Årddo-javre er iblandt de Søerne en af de største; man har kunnet bringe en Baad derop ved at at stage den frem gjennem Skal-Elven og fra dennes Udspring drage den over et lavt, tort Fjeld, der ikke er meer end 1/8 Miil bredt over til Årddo-javres Vasdrag. En liden, rund Søe kaldes Nasste-javre hvilket betyder Stjerne-Søen. En anden i samme Trakt er Gorre­javre hvori der fremspringer en liden grøn Odde med et Reengjerde d. e. Indhegning, hvori Simlerne inddrives for at malkes. Eieren af dette Gjærde var Øst-Finmarkens rigeste Fin, Peder Banner, der efter forskjellige Angivelser skal besidde 6 til 10,000 Reen. Han benytter det nogle Dage aarligen under sin Omvandring paa Varangernæsset, hvor han tilbringer Sommeren. Om Vinteren opholder denne Fin sig i Trakten mellem Varanger og Enare-Søen i russisk Lapland.

Seent om Aftenen kom jeg tilbage til Sandnæs, hvor tre eller fire Søfinner have deres Gammer og smaa Redskabshuse. De sidste ere et Slags Stolpeboder byggede deels af Egnens tynde, krumme Birkestammer, deels af godt Furretømmer fra Raftesiden. Paa andre Steder, langs med Havkanten, opføres de gjerne af Drivtømmer og Planker af Vrag, der af Søen kastes op paa Strandbredderne. Under min Reise i Finmarken opslog jeg ofte mit Natteqvarteer i disse lette, luftige Bygninger, som kaldes Sjaaer (4) og tjene til at opbevare Jagt- og Fiskerredskaber, Høitidsklæder o. s. v. Man er her befriet for Gammernes Ureenlighed og slette Luft, og finder gjerne et Forraad af nye Reenskind til Leie. Jeg tilbragte nu den forste Nat i et saadant Herberge, og blev kun engang forstyrret i min Søvn; en Koe, hvis Ryg kløede, havde nær revet det hele Huus overende, hvilket ikke var større, end at jeg nødtes til at ligge diagonaliter deri, for at faae behørig Plads

Fra Sandnæs til Bunden af Mæskefjorden eller Varangerbotn er omtrent 1/4 Miil. Her har staaet en Jordhytte, som man kaldte Amtmandsgammen; den har været opsat til Brug for dem, der reise over Varangerfjeldet.

Ved den allerinderste Bugt og oppe i Skoven laae nogle af Finnernes Vinterpladse i Midten af skjønne Slaatter og omgivne af Høhæsjer. Ogsaa i Mæskefjorden er et lidet Handelssted eller saakaldet Gjæstgiverie, udenfor hvilket tvende Lodjer laae og ladede med Fisk.

Den anden Arm, hvormed Varangerfjorden ender i Vest, er Kalebotn eller egentligen Karlebotn, saa kaldet efter Karelerne, et Navn som de Norske i de ældre Tider ikke alene tillagde de virkelige Indbyggere af Karelen, men alle de russiske Finlændere og Lapper, der i det trettende Seculum af Tartarerne bleve drevne ind paa norsk Grund, og nedsatte sig her imellem vore Finner. Jeg seilede over til Karlebotn og opslog mit Qvarteer paa Strandbredden. Kl. 7 om Aftenen brød jeg op for at see det Indre af Landet, som udbredte sig herfra mod Syd.

Næsten lige til Fjorden grændser Vilte-gedde, en Plads med skjønne Græsmarker, der beboes af 5-6 Søfinne-Familier. Bagenfor følger et aldeles plant Sandland af meer end 1/4 Qvadratmiils Areal, der er afdeelt i 2 eller 3 lave, over hinanden opstigende Terrasser. Fra den sidste Platform, der ligger omtrent 100 Fod over Søen, kom jeg ind i en smaat sønderskaaret Bjergegn, fuld af Kjærn og nogne Klipper; dog voxede der Birkebuske i de smaa Dalgange og i Klipperifterne. En stor Sandmoe udbreder sig derefter som en Søe mellem disse Smaabjerge; den er bevoxet med middelmaadige Birketræer og, paa nogle fugtige Steder, med frodigt Græs. Den almindelige Huusløg (Allium Schoenoprasum) forekom her i stor Mængde, og den skjønne Phaca frigida mødte jeg her for første Gang.

Henved en Miil fra Fjorden ophører Moen og med den en ret god Gangstig, der hidrører fra Finnernes Flytning gjennem Egnen Høst og Vaar. Som et andet Merke efter disse Tog saae jeg flere Spor efter Ildsteder, og hist og her stode endnu de raat tilhugne, pyramideformigen sammenreiste Birkestokke, der udgjøre Stængerne til deres Telte.

Ved Enden af Moen høres Reppen-jokk bruse frem af en trang Bjergrift; den synes engang at have overskyllet Sletten; men nu løber den forbi, og følger i mere lige nordlig Retning en trang Kløft mellem Bjergkullerne. Herfra bliver Landskabet høist vanskeligt at komme frem i, formedelst over hinanden styrtede Klippeblokke, Krat og Myrhuller; man er nødt til at søge Høiderne som ere aabne og tørre. Den første af disse, som vi bestege, var Bolttje-varre, hvis Top netop ligger i Birkegrændsen.

Her paa det nøgne Fjeld haabede jeg at befries fra Myggenes Hærskarer, som havde været en usigelig Plage paa Vandringen i Skovregionen. Men ikke et Vindpust rørte sig, Plage-Sværmene fulgte til det Øverste. Jeg hyllede mig imidlertid i min uigjennemtrængelige Skindkappe, og kastede mig hen paa Mosset for å hvile et Par Timer. Men det var forgjæves; Myggene faldt uophørligen som et tæt Regn paa Kappen, og fandt snart Veien gjennem de Aabninger, som ikke kunde lukkes. Vandringen blev derfor snart igjen fortsat og nu rettet mod Gårre-njunnes, et Fjeld, der skilles fra Bolttje-varre ved en aaben Dal af henved en Miils Brede.

Istedetfor Kløfterne og de smaae, hinanden krydsende, uregelmæssige Dalgange, som vi først havde passeret, udbredte nu Landskabet sig i store flade Bølger; det meste var bevoxet med Birkeskov, kun de øverste Fjeldrygge vare nøgne og havde enkelte Snepletter. Reppen-jokks Gjøl udvidede sig til et vidt Bassin med en Søe i Midten. Med Undtagelse af de hyppige Smaasøers nærmeste Omgivelser og de hist og her mødende Myre er Landet tørt og Birkeskoven meget aaben; Reenmossets egentlige Region begynder nu paa den Maade, som er den eiendommelig i det indre Lapland. De idelige Smaabakker, som man ikke bliver vaer ved Oversigten fra et meget ophøiet Satandpunkt, syntes, under den natlige Vandring imellem dem, som hvidagtige Sandhobe, formedelst Mosebedækningen. - Hist og her fløi Rype-Hannerne op for vore fødder, og enkelte Smaafugle ophørte ikke at qviddre hele Natten igjennem. Det var ganske vindstille og Myggesværmene utaalelige.

Endelig naaede vi Birkegrændsen paa det nordlige Affald af Gårre-Njunnes Fjeldstrækningen; den løber omtrent 880 (850) Fod over Havet. Paa det frie Fjeld begyndte nu en kjølig Vind at lufte, som netop var tilstrækkelig til at bortfjerne Myggene, og nu skrede vi frem med let Aande og rask Fod. Omtrent i en Miils Afstand mod Nordvest laae Zerbai, og lidt høiere end Gårre-njunnes; Birkeskoven steg dog langt op paa Siderne at hiint Fjeld, og lod kun den øverste Kegle nøgen, Mere vestlig kunde Øiet netop naae en Gruppe af høie, snebedækkede Spidser, som maatte ligge omtrent lige i Syd for Laxefjorden.

Klokken var henved 3 om Morgenen, da vi naaede det Øverste af Gårre-njunnes, et Punkt som Finnerne kalde Madda-dudder-gättje d.e. søndre Fjeldenden. Barometret bestemte Høiden til 1255 (1231) Fod over Havet. Det indre Land, som udbreder sig mod Syden i uoverskuelige Vidder, er overalt lavere. For at erholde et Begreb om Landformen, kan man tænke sig samme under Billedet af en med lave, men brede, tæt til hinanden grændsende Vorter besat Flade, hvis almindelige Hældning er umerkelig for Øiet. En generel Skraaning finder dog Sted imod Laplands indre Hav Enare-Søen. De nærmeste af Landvorterne eller de flade Kupler, hvilke ogsaa i Høide kom Gårre-njunnes nærmest, ere ligesom dette Fjeld selv, nøgne og graae. Birkeregionen havde her Udseende af et Net, hvis Masker Kuplerne dannede. Fjernere mod Syd var det tynde Dække, som Skoven udbredte over Landskabet, kun afbrudt af større og mindre Myre og Vande, hvoraf en stor Mængde er omspredt saavel i Platformens svagt indsænkede Fordybninger som paa selve Kuppelfladerne. I en saadan, henved en Miil bred Fordybning, der udvidede sig mod Sydost, fremblinkede som en Perlerad fire til fem Søer efter hinanden, hvilke udgjøre Begyndelsen til Neidens Vasdrag. Egnen har den meest paafaldende Lighed med Fæmundsøens Omgivelser paa den sydostlige Side, overskuede fra Sølen ind over Rigsgrændsen til den Trakt, hvor Vestre-Dalelven udspringer af Särna-Søerne, kun at Grantræet her indtager Birkens Plads og gjør Maleriet endnu traurugere.

En af de nærmeste Kupler mod Syd er det bekjendte Rigsgrændsepunkt Golmes-Oåivve, som i Traktaterne og af Pontoppidan skrives Kolmisoivi Maddakiatza. [Golmes-Oåivve] betyder tre Hoveder, et Navn, som skal sigte til de tre Monarker, hvis Territorier, ifølge Ruslands forrige Paastand paa Neiden, her stødte sammen. Den sidste Deel af Navnet er formodentligen de ovenfor nævnte Ord Madda-gåttje d. e. søndre Enden eller Siden, da Rigsmerket formodentligen her er opsat. Finnerne ere nemlig yderst nøiagtige i at betegne Stederne; det er dem ikke nok at navngive ethvert Fjeld, enhver Platform, men de bestemme de forskjellige Dele af disse, og have endog særegne Navne for enkelte Stene, saasnart Form eller Størrelse paa nogen Maade udmerker dem. De inddele desuden Landet i store, naturlige Afdelinger, i det Indre efter Hoved-Fjeldstrækningerne, ved Havet efter Fjordene. For Topographen ere disse Inddelinger ofte meget beqvemme; saaledes har jeg i det Foregaaende allerede flere Gange betjent mig af Benævnelsen Varangernæsset, der er en Oversættelse af Finnernes Varjag-njarg.

Solen skinnede klart, og den hedeste Dagstid indtraf under Tilbagetoget fra Gårre-njunnes. En af Karlene blev saa udmattet, at han kastede sig ned i Fortvivlelse, og ikke længer søgte at værge sig mod Myggene, der styrtede sig i Tusindviis over de blottede Dele af hans Legeme. Hans Byrde maatte fordeles paa de Øvige, og det var med stor Nød, at vi henimod Aften igjen naaede Vilte-gedde.

Mellem de tvende Fjordarme Karlebotn og Veinesbotn fremspringer en Halvøe, der bestaaer af lidet hældende Sandsteens- og Conglomeratlag. Etsteds i Nærheden af Reppen-jokks udløb i Fjorden, hvor disse Lag laae ganske blottede i Dagen og tildeels dannede store, fra hinanden løsnede Plader og Heller, vare de paa en ganske særegen Maade gjennemslagne og ligesom indenfra opbrudte; Bruddene vare meer eller mindre regelmæssigen runde af 3 til 5 Alens Diameter; de opbrudte Steenflag vare skudte i Veiret som ved et hæftigt Stød mod Bruddets Centrum, saaledes at de kom til at danne lave Regler eller Pyramider; forøvrigt var deres oprindelige Beliggenhed uforandret; Forholdet lignede ganske de saakaltde Iisbrud, som foraarsages af Klipper og Stene, naar Vandet synker i tilfrosne Søer. Jeg søgte forgjæves noget sikkert Spor efter Aarsagen til dette besynderlige Phænomen. Var det en Følge af Lynildslag? Eller af Gas-Explotioner?

Paa denne Halvøe ligger Qvalnæs, der beboes af nogle Søfinnefamilier; siden følger kun enkelte og meget faa Gammer henad Kysten, der er høist ufrugtbar og nøgen. Ved Indgangen til Veinesbotn udflyder Ny-Elven, der er merkværdig ved de høie Terrasser af Sand, Gruus og Rullestene, der omgive dens Munding. I tre store, meget regelmæssige Afsatser stige de op over hinanden, ialt vel henved 200 Fod over Fjorden; thi denne Høide er disse sammenskyllede Lags Tykkelse.

Landskabets rye Fjeldcharakter tiltager mod Østen; det er de samme Former, som Gneisen og de med den følgende Bjergarter saa ofte fremstille paa den norske Kyst. Ved Bugg-Øen begynde en Mængde trange Fjorde at skjære sig sydlig ind i Landet. Jeg holdt ind igjennem Kjøfjorden, der adskiller Skogerøen fra Fastlandet i Vest. Etsteds er den neppe et Bøsseskud bred. Her vare nogle Russefinner ifærd med at svømme deres Rensdyr over til Skogerøen, hvor de lade dem græsse i Sommermaanederne. Denne Scene var høist levende og malerisk. Mænd og Qvinder arbeidede deels i Baadene, deels paa Stranden med de viltre Dyr, og en Mængde yderst geskjæftige Hunde holdt Hjorden sammen ved Svømmestedet eller indhentede de Bortvegne og jagede dem tilbage. Folkenes Raab og Hundenes Bjæffen gjenlød mangefold mellem Klippevæggene.

Saasnart man er kommen ind i disse Fjorde, seer man en paafaldende Forbedring i Vegetationen. Allerede ved Brashavn, en forladt Boplads ved Kjøfjordens Munding, var der en overraskende igdom af Gres og Blomster midt imellem de nøgne Klipper. Længer inde voxer frodig Birkeskov, og endelig komme ogsaa andre Træarter tilsyne. Jeg bøiede imidlertid igjen noget ud fra Indlandet og gik igjennem Korsfjorden. Her ere flere gode Bopladse saavel paa Fastlands-Siden som paa Skogerøen. Men de første stode nu alle øde; det er Vintersæderne; til de sidste flytter man over om Sommeren. Hovedhensigten med denne Flytning er især at faae fredet Slaattelandet, som omgiver Vinterstationerne; thi Finnerne finde det besværligere at indhegne deres Enge og at vogte deres Qvæg, end tilligemed dette at drage ganske bort fra Stedet i den Tid, Græsset voxer.

Vinterboligerne vare her byggede langt solidere, end jeg hidtil havde seet; det var ikke Gammer, men Huse af dygtigt Tømmer. I et af dem, hvori jeg opholdt mig nogle Timer, indtil Strømmen igjen begyndte at falde ud af Fjorden, vare Runer skrevne med Kridt rundt omkring paa Væggene; det var deels ganske rigtige, nemlig saadanne som findes i de gamle Runealphabeter, deels var det en Blanding af Runer og de nu brugelige Bogstaver. Hvorvel jeg ikke formaaede at udlegge Inscriptionerne, interesserede det mig dog at finde Runeskriften endnu opbevaret hos Finnerne; jeg saae siden ofte Skeer og andre Sager, hvorpaa Eierne havde indskaaret deres Navne med disse gamle Skrifttegn. Den norske Almue sydpaa i Norge har heller ikke ganske glemt Runerne.

I Korsfjordens Foreningspunkt med Klosterfjorden ligger Reenøen, hvor nogle norske Søfinner have deres Sommersæde. Gammerne og de smaa, ret vel byggede Sjaaer stode adspredte paa en til Søen nedgaaende Bakke; ikke faa Køer og Faar havnede i Nærheden, og en Mængde Børn tumlede sig paa Pladsen. De syntes sund og trivelige, men vare ubeskriveligen skidne og heel snurrige i deres smaa Peske og Vadmelskofter. De voxne Beboere kom først ud paa Natten tilbage fra Vadsøe, hvor de havde bivaanet Gudstjenesten og communiceret.

Det var min Hensigt her at faae Skydsmandskab til Reisen opad Kløster- eller Pasvig-Elv, hvortil de russiske Finner, som beboe Distriktet i Fællesskab med de norske, vare de bedst skikkede. Om Morgenen landede 10 til 12 gamle og unge Karle, som leirede sig paa Bakken for at holde Raad om den forlangte Skyds. Det begyndte at vare noget længe, og jeg ventede mig Ubehageligheder. Dog forholdt det sig ganske anderledes, end jeg formodede; der var intet andet iveien, end at de ikke strax havde kunnet enige om hvem der skulde have Fortjenesten. Betræffende Betalingen var deres Begjæring yderst maadeholden, og det hele Forhold var aldeles det modsatte af hvad man i lignende Tilfælde vilde have fundet hos norske Bønder.

Vind og Strøm vare os gunstige ind ad Kløster-Fjorden. En lille Fjerding indenfor Fjordbunden staaer det første Furretræe, der, saa lavt, vantrevent og tørt det end var, forekom mig som et kjært Gjensyn. Tæt ved Kløster-Elvens Munding kommer man forbi nogle smaa Huler, som, ved Steenartens Tilbøielighed til at forvitre, have dannet sig i Sjeldsiden. En af dem, som synes, at være noget udvidet ved Menneskehaand, kaldes Triphans-Hullet, efter Peisens Kirkepathron, den hellige Triphan. Man fortæller, at denne græske Helgen engang foretog sig at rense det bekjendte Holmegraanæs østlig ved Fjordens Mundig for alle de Trolde og Utysker, som der havde deres Tilhold, og at han, paa denne Reise, herinde gjord sig et lidet Andagtssted i Fjeldet. Inde i Hulen, til hvis Indgang man maa Klatre nogle Alen op ad den næsten lodrette Klippevæg, mødte først en grov Lærredsdug som Forhæng, derefter Helligdommen selv, som bestod i et lidet Malerie; forestillende en Gudsmoder, samt i et derunder Hængende hvidt Klæde med et gyldent broderet Kors; foran Billedet stode tvende smaa Voxlys, og paa et Bredt laae 6-7 Tokopekstykker.

Jeg steg nu i en mindre Baad, som var bestemt til Flodreisen. Dette Vasdrag kaldes paa Karterne Pasvig-Elv, en Benævnelse som man ikke kjender i Egnen; Russerne sige Passe-reka, Finnerne Batje-väigje, og de Norsk talende Indvaanere Kløster-Elv d. e. Kloster-Elv, formodentlig derav, at Munkeklosteret i Peisen engang har tilegnet sig denne Flod, og drev dens anselige Laxefiskerie. I Kola havde nemlig Munkene en anselig Laxehandel med Hollænderne.

Kløster-Elven udspringer af Enare-Vand, og er under sit hele Løb egentlig ikke andet end en Kjede af Søer, af hvilke den ene faller i den anden, snart gjennem rolig flydende Sunde, snart gjennem Fossefald og kortere eller længere Strømdrag. - Høiden af Søen Enare over Havet antages til omtrent 400 Fod, og Pasvig-Elvens Længde er 8 til 10 norske Mile. Ifølge den sidste Grændsetraktat deler den det forrige Fællesdistrikt paa en Strækning af 3 til 4 norske Mile. Omtrent 1/2 Miil fra Fjorden gaaer Grændsen over paa norsk Side og indslutter et Areal af en Qvadratverst, hvorpaa det russiske Kapel Boris og Gleb er opført. Nedenfor gaaer Grændsen over paa Pasvig-Elvens østre Side, og følger en sydostlig Retning til Begyndelsen af Jakobs-Elv, hvilken danner det sidste Grændsestykke.

Flodreisen begyndte meget behageligt, De omgivende Bjerge og Klipper vare høist maleriske; i alle Bugter stode de livligste Trægrupper; Birken havde igjen sin ranke Stamme og hvide Bark, hvor den stod frit paa Bjergskraaningen; umiddelbar ved Elven hældende den sig over Evjerne med tynde, dypt nedhængende Qviste; Buske af Hæg og Røn blomstrede kraftigen, og Older og rankstammede Aspetræer blandede sig i Grupperne. Furren forekom sparsomt og havde endnu altid et sygeligt Udseende. Strandsvaler flagrede over Floden og fløi til og fra deres Tilhold i de smaa Elvemæler, der hist og her laae paa Bjergfødderne. Smaa, nydeligen spættede Sælhunde dukkede op snart foran snart bag Baaden.

Vi vare snart ved Rigsgrændsen; en Røs stod paa hver Side af Floden, og en bred, i Skoven udhugget Gade gik op ad Bjergsiderne. Nu varede det heller ikke længe, førend Kapellets hvide Tag fremlyste mellem rige Birkegruppper, og efterhaanden kom ogsaa en liden Samling af smaa Huse tilsyne. De tilhøre Pasvig-Finnerne, som paa en vis Tid af Aaret her have deres Tilhold. Kapellet er et Filial til Peisen. Den Deel deraf, som er bestemt for Menigheden, stod aaben; paa Væggene hang en Mængde smaa Malerier, alle meget vel udførte paa forgyldt Grund. De fleste vare meget gamle, og det skulde maaskee ikke være uinteressant at vide, paa hvilken Vei de have vandret, førend de naaede hid. Saadanne Malerier udbredtes engang fra Constantinopel, især over Rusland, som Handels-Vare.

For ikke længe siden havde en russisk Eneboerske opholdte sig noge Tid paa dette Sted. Man meente, at hun var af meget fornem Stand. Den ringe Grad af Fromhed, som Indbyggerne, uagtet hendes Bestræbelser, havde viist, bragte hende til igjen at drage bort.

Pladsen omkring Bygningerne var overordentlig græsrig men Eierne have her intet Brug for Høe eller Havnegang. Blandt Blomsterne prangede især den stolte Pedicularis sceptrum Carolinum, som de svenske Botanikere kalde Kung Carls Spira. Hist og her stode Buske af vilde Ribs.

Jeg gik igjennem Skoven op forbi den første Fos, medens Folkene med stort Besvær arbeidede sig frem med Baaden; for at tilbagelægge dette Stykke Vei, hvortil jeg havde brugt mindre end et Qvarteer, behøvede de en god Time. Fossen har omtrent 20 Fods lodret Fald. Der var indrettet et Slags Vei for Baaden, paa glatte Tværstokke, over hvilke den blev draget op forbi Vandfaldet. Vi roede nu paa en liden Søe, ofte midt igjennem Vidiebuskene, der bedækkede de oversvømmede Strandbredder; thi der var endnu en anselig Levning tilbage af Vaarflommen. Saasnart Drønnet af den første Fos begyndte at tabe sig i det Fjerne, hørtes allerede den næste. Denne syntes at være lidt høiere end hiin.

Jeg benyttede det Forsprang, jeg fik, medens Folkene fremslæbede Baaden, til at overskue Landskabet fra Høiden af de Klipper, som danne Fossefaldet. Landformens Forandring er høist overraskende. Jeg var hidtil kommen gjennem en trang Dal med steile, omtrent 500 Fod høie Bjerge paa Siderne, en Fortsættelse af den endnu mere dybt indskaarne Fjord. Her var Dalen paa engang forsvundet, og en aaben, i det Hele taget flad Strækning udbredte sig saa vidt Øiet naaede mod Syd og Sydvest; mod Sydost var den først i det blaa Fjerne indfattet af en isoleret Bjergryg. Fossen løber umiddelbar ud af Hvales-javre, en stor Søe, der indtog Forgrunden, og som endnu fremblinkede yderst i Mellemgrunden, bagenfor lave, mod hinanden fremspringende Forbjerge. Landet selv bestaaer fordetmeste af tørre Klippekuller, der deels ere aldeles nøgne, deels bedækkede med Reenmos og meget aaben Furreskov; nærmest Søen voxer ogsaa Birk og Asp. De fugtige Strækninger, der afvexle med det tørre Land, ere fulde af smaa, sortstammede Birketræer og af Vidiekjærr. I Afstand synes imidlertid Furreskoven at udgjøre en tæt, nærmest uafbrudt sammenhængende Bedækning over hele Lavlandet. Paa Bjergryggen i Sydost synes det at være Furren, der danner Trægrændsen; ovenfor følger nøgent Mosefjeld, paa hvilket enkelte Snepletter vare adspredte.

Denne Aas, som løber i Syd og Nord, og ligger omtrent midt imellem Pasvig-Elvens og Peisens Vasdrag, kaldes Piattsam-dudder eller Peisen-Fjeldet; den ender i Syd med det ensligt staaende Keglebjerg Tserres-oåivve. Ved Sammenligning med et andet Fjeld, som jeg siden maalte, troede jeg at kunne antage Høiden af Piattsam-dudder til 12 eller 1300 Fod over Havet, af hvilket Niveau Furregrændsen neppe naaede det Halve.

Et af de smaa Forbjerge, som vi passerede, kaldes Filfras-Odden; herfra gaaer en dyb Vig ind imod Nordost, fra hvis Bund der ikkun er en kort Miil til Jarfjorden. I Jarfjorden, som er et af Øst­Finmarkens varmeste Steder, havde man i Vadsøe grundet haab om at faae Kartoffel-Avlen til at lykkes.

Klokken 10 om Aftenen naaede vi, omtrent midt i Hvales-javre, en liden Øe, hvor en Gamme og et Stabbur var opsat mellem Træerne. Det sidste fortjente virkelig Navnet af et Buur; det svævede eller hang paa fire høie, skjævtstaaende, rodfaste Furrestubber, og var saa let bygget, at man kun med Fare kunde stige derop; det tjente til at opbevare Fiskergarn og andet Redskab, som Eierne ikkun bruge paa Stedet. Gammen var et Slags Telt af Grønsvær; tynde, mod hinanden sammenbøiede Birkestokke vare nedpælede i en Oval og udvendig belagte med et Lag af store Græstorv-Flager. I Midten af Taget var der levnet et Hul til Udgang for Røgen.

Til dette elændige Herberge tyede jeg ikke lidet glad, thi det begyndte at regne. Løvqviste bleve afhugne og lagte tilrette mellem Ildstedet og Væggen; derover udbredtes et Par Reenskind, og saaledes var Leiet færdigt. Paa de øvrige Sider omkring Ilden klyngede Karlene sig sammen paa Knæe eller paa Huk, for at koge og stege. Foruden Thekjedelen var der ikke mindre end tre eller fire Retter paa Ilden, saasom fersk Lax, i passende Stykker opplantet paa Træpinde for at steges, og Kolebaka, opstillet ved en Steen for at opvarmes. Dette er en Postei af fersk Lax og Brøddeig, en ret som bruges meget af Russefinnerne, og virkelig er fortræffelig. Rugmeel fra Archangel mangler ikke i disse Egne (andre Meelsorter bruges ikke), og Laxefiskeriet var nu netop begyndt.

Efter Maaltidet bleve de rygende Brande udkastede, og Røghullet tilstoppet; snart var Alting saa stille, at jeg ikke hørte andet end Regnet, som nedpladskede tungt og tæt i Hvales-javre; thi Gammen stod kun et Par Skridt fra Søbredden, hvis gule Sand i den halvdunkle Nat kunde skimtes foran den aabne Indgang.

Den følgende Morgen Kl. 4 steg jeg igjen i Baaden. Det gik forbi en i Vandet opstikkende Klippe, der ligner Ryggen af en flydende Hval, og derved har foranlediget Søens Navn, Hvales-javre. Paa det omgivende tørre Land havde Vinden knækket og med Roden oprevet en Mængde af Furretræerne; friske og tørre Stammer laae vildt om hinanden; ogsaa Søen var fuld af Kraker og omkastede Træer. - Vi nærmede os nu Søens øvre Ende; Vandet begyndte at blive strømmende, dumpe Fossedrøn lode sig høre, Baaden gik besværligen omkring en liden Odde, og Udsigten aabnede sig til tvende Fald, paa hver sin Side af et skovrigt Forbjerg, som kløvede og igjen forenede Vasdraget.

Disse Fald, som imidlertid ikke ere saa høie som de først passerede, kom umiddelbar fra Guvtjin-javre d. e. Ørret-Søen. Vi maatte midt igjennem det skummende og hvirvlende Vand i begge Strømmes Foreningspunkt, for at naae Landet, som adskiller dem, og over hvilket Baadveien gaaer til Guvtjin-javre. Her saae jeg for første Gang den for sine herlige Bær i Sverige saa bekjendte Rubus arcticus; dens store, blegrøde Kroner lyste overalt frem i Krattet. Men saa hyppig og frodig som den her blomstrede, kommer Frugten dog sjelden til Fuldkommenhed; ingen af Folkene erindrede nogensinde at have seet Bærret.

I Oset ved Guvtjin-javre, lige i Fossens Rand, bevægede sig en Mængde store Ørreter; uden at hindres af det hæftige Strømdrag, spillede de muntert i Vandskorpen og kastede sig under allehaande Vendinger, den ene over den anden, altid tilbage fra Fossekanten.

Denne Søe var kun af ringe Omfang; dens Rande nærmede sig snart, og dannede tvende lave Odder, mellem hvilke Vandmassen strømmede temmeligen roligt ud af det næste Bassin. Ligesaa snart vare vi ude af dette og kom gjennem et andet kort Strømdrag ind i den store Tjoålmi-javre d. e. Sund-Søen, et Navn, som hidrører deraf, at den er fuld af Indvige med trange Mundinger, eller egentlig bestaaer af flere mindre Søer, som ere forbundne med hinanden, ved de mellem Landodderne dannede Sunde.

Tjoålmi-javres Omgivelser ere endnu lavere end Hvales-javres. De flade, langt fremspringende Landtunger ere ret maleriske, og paa dem hviler Øiet helst i denne monotone Egn, som kun eier tre Farger, nemlig Furreskovens dunkle Grønligblaat, Søfladens Lyseblaat og Strand-Zonens og Oddernes mere mere Lysegrønt. Thi fra Søen seer man ikke engang de bare, graa, eller med guulhvitd Mos bedækkede Pletter i Skoven, og forgjæves søger Øiet nogen opryddet Plads eller Græsmark omkring Vandet.

Strand-Zonens Vegetation, der er rigest, bestaaer underst af Vaccinierne, især uliginosum, videre af Empetrum, Ledum palustre, Cornus svecica, Trientalis og nogle andre meget tyndt adspredte Skovarter og nogle faa Græsarter; dernæst af Underskov, som paa tørre Steder ikkun bestaaer i Enerbuske men paa de fugtige af tæt Vidiekrat; endelig af den egentlige Skov, som er Birk, hist og her blandet med Røn, Asp, Furre, buskagtig Sortolder og Hæg. Men intet Træe naaer nogen anselig Størrelse eller fuldkommen Frodighed.

Foruden Piattsam-dudder i Øst, seer man, fra Tjoålmi-javre, fjernt i den sydlige Synskreds tvende isolerede Bjerge, Gorre-oåivvatj og Getjkim-oåivvatj og i Sydost den lille Kjede Kalk-oåivve. I en halv Miils Afstand mod Vest stak en liden mosebedækket, guulhvid Bjergklump op over Furreskoven, og betegnede Stedet, hvor den paa Karterne under Navnet Pasvig anførte Finnebye skulde ligge.

Vi styrede endelig ind i en bred, mod Vesten indgaaende Bugt, paa hvilken en Svane stolteligen svømmede. Den nydelige Søsvale, Sterna Hirundo flagrede over Baaden, og en Lom, hvis Æg vi havde fundet paa en af Land-Odderne, og som vare mig meget velkomne til det forestaaende Middagsmaaltid i Pasvig, fløi høit i Luften med sit bekjendte hæftige Skrig, som har foranlediget dens finmarkiske Navn Kakera og hvoraf man spaaer sig godt Veir.

Fra Bugten var der kun et kort Stykke Vei over nogle Multemoser hen til den Plads, hvor Byen havde staaet for tre Aar siden; thi ogsaa denne Lappe-Station er bevægelig, uagtet den bestaaer af gode tømrede Huse. Saasnart nemlig, Reenmosset i egnen efter faa Aars Forløb er aldeles afædt, flytter man Byen en halv Miils Vei. Det er dog sjelden, at man benytter de samme Huse; thi her, midt i Furreskoven finder man det lettere at fælde og tilhugge nyt Tømmer, end med Renerne at fremkjøre det gamle. Paa Tunet som var overvoxet med høit Græs stode derfor endnu endeel forfaldne Bygninger. I Nærheden var en Mængde Grave; hvori Beboerne havde nedsat deres Lig, men som man kunde see, at Ræven flittigen havde besøgt, og som nu beboedes af en Mængde Muus. Det var uordentlige Jord- og Steenhobe, mellem hvilke der laae omfaldne raadne Trækors.

Landskabet, som nu var at gjennemvandre til den nye Bye, bestod i en Afvexling af meget tørre og meget fugtige Steder. De første vare enter Høie af store Jordstene og Rødsand bevoxede med tyndt Lyng og enkelte svage Birke og Furrer, eller smaatkullet, haardt Fjeld med Reenmos og aaben Furreskov; de sidste vare sumpagtige Multemoser, eller aldeles bløde Myre, paa hvis bølgende Dynddække grovt Græs og Vidier dannede ei meget usikkert Fæste for Foden. Gjennem Myrstrækningerne slyngede sig dybe, sagteflydende Aaer ved hvis Bredder stode smaa Klynger af Birketræer, og høit, næsten uigjennemtrængeligt Vidiekrat. Her blomstrede overalt den smukke Rubus arcticus og Menyanthes (Bukkeblad). Moserne vare bedækkede med Multebærrets hvide Blomster og dertil prydede med Andromeda, som her naaede sin største Skjønhed. En Plante, som jeg endnu aldrig havde fundet, den sjeldne Pingvicula villosa, stod hist og her mellem Tranebær-Blomster og de tvende Arter af Drosera. Paa alle tørre Steder voxede Menziesia og Ledum, den sidste især i saadan Mængde, at dens pirrende Blomsterduft ikke alene opfyldte hele Skoven, men af det mindste Vindpust førtes vidt ud over Myrene.

Vildgjæs og flere Arter af Sumpfugle ruge i disse Moser. De vare tildeels meget vanskelige at faae Øie paa, medens deres Skrig, Piben og andre eiendommelige Toner, hvoraf jeg nu hørte mange for første Gang, lød rundt omkring med de meest paafaldende Kontraster, og ikke Bidroge lidet til at forhøie Ørkenens fremmede Indtryk.

Efter to Timers møisommelige Vandring bleve endelig nogle smaa Huse synlige mellem den aabne Skov, hiinsides en stor Myrslette. Skoven bestod her af Furrer, som vare ranke, men korte, og hvoraf de tykkeste, en Alen fra Roden, havde en Diameter af 20-22 Tommcr; de ere aldeles af samme Beskaffenhed, som de man hugger nær ved dette Træes Vegetationslinie paa Fjeldene i Østerdalen.

Byen havde omtrent 20 Huse, nemlig Vaaningsstuer, Forraads- og Redskabsboder. Den tilhører Pasvigs Russefinner, som ere henved 20 Familier. Det egentlige Pasvig, der ogsaa kaldes Sandhavn, ligger umiddelbar ved Varangerfjorden, mellem Jarfjorden og Jakobselv, og beboes af dette lille Folk i Søfiskeriets, navnligen Loddefiskeriets Tid, om Foraaret. Om Sommeren opholde de sig i Jarfjorden og Kjøfjorden, for at fiske Lax, og boe da i lette Gammer. Derefter drage de om Høsten op i Kløster-Elven, deels til deres Huse ved Kapellet, deels til saadanne isolerede Pladse som hiint paa Øen i Hvales-javre, og tilbringe Efteraaret med at fiske i Elven og dens Søer. Endelig samle de sig i Vinterbye, som de derfor i Særdeleshed kalde Samlingspladsen eller ogsaa Markedet, paa Russisk Pogost (Pasrek-Pogost); her forblive de til Vinterforet slaaer op og Søfiskeriet igjen kalder dem til deres anden Hovedstation, Pasvig.

Da de have saa mange Bopladse, saa bygge de kun smaat paa hvert Sted; to til tre Familier hjælpe sig med et Vaaningshuus, der kun bestaaer af en Stue, og ligner en Sæterbod i Østerdalen og Guldbrandsdalen Men den er opført af tykke Stokke, og forsynet med en god Skorsteen. De rigeste af Indbyggerne eie 100 Reen, andre have 30, 10 o. s. v.; de holde dem især til at kjøre med, nemlig til Transporter af Skovprodukterne og til at befordre sig selv og de Reisende, som her søge Skyds til eller fra Peisen og Kola. Om Sommeren slippe de Rensdyrene paa Skogerøen og andre Steder ved Kysten; om Høsten have de dem hos sig ved Elven og Søerne. Koer holdes ikke, men nogle Faar, for at have Uld til Vanter og Strømper, og Skind til Kofter. Tøiet til de Vadmelskofter, som de bruge om Sommeren, kjøbes.

Disse Folk ere ellers meget vindskibelige; i Vinterbyen tilhugge de en Mængde Bord, Planker og Emningsved, og sælge Baade og andre Trævare som deres ophold i Furreskoven giver Anledning til at forarbeide. De Reisendes Befordring ansees ogsaa som en ikke uvigtig Indtægtskilde. Det er muntre, dygtige Folk, vel klædte og vel fødte, uagtet de ere haardt trykkede af den russiske Regjering. Enhver Anledning til at fortjene Noget benyttes begjærligen, og tilfældige Anledninger gaae omkring imellem dem efter en vis Orden.

Forskjellen mellem disse Folk og de norske Undersaatter i Finmarken er vistnok værd at tage i Betragtning. Hine ere ganske overladte til sig selv, og blive, istedet for at opmuntres, plagede med allehaande Præstationer; disse ere paa alle mulige Maader lettede for offentlige Byrder, og have erholdt mangfoldige Begunstigelser og Opmuntringer, kort de behandles virkelig af Staten som sygelige Børn af en altfor øm Moder; hine ere selvstændige, raske, flittige; disse forlange idelig mere Hjælp, have tabt Følelsen af egen Kraft, og Overbeviisningen om Tilstrækkeligheden af deres egne Hjælpemidler.

Det var mig paafaldende at see saa mange skaldede Karle iblandt Russefinnerne; jeg fik da at høre; at Aarsagen tildenne Lyde, som har tiltrukket disse Folk Spotnavnet Skolter (5), hvormed de Norske gjerne beære dem, er Frygten for at udskrives til Soldater; ved at oversmøre sig med Saltlage faae de Haarene til at falde af, og undgaae saaledes Krigstjenesten. De Militair-Personer, som om Vinteren reise omkring til de russiske Lappebyer for at udskrive Rekrutter ere en iblandt Indbyggernes verste Plager.

Siden den nye Grændse-Traktat have Pasvig-Finnerne, saavelsom Neidens noget mindre talrige Kolonie, deres Distrikt ganske paa norsk Grund; uagtet dette, og uagtet de indsee, hvor mild den norske Regjering er i Sammenligning med den russiske, ville de dog ikke forlade deres gamle Herrer. Aarsagen er, at de holde meget strængt paa deres Religion, og frygte, sagde de, for at deres Børn skulle blive forførte til at gaae over til vor Kirke, hvis de skildte sig fra Rusland. De høre til Staroverskie d. e. de af den gamle Troe, et Partie i den russiske Kirke, som ikke har antaget de af Patriarken Nicon i Midten af det 17de Aarhundrede indførte Reformationer. Tilhængerne af dette Partie udmerke sig især ved meget stræng Fasten, og der skal gives dem iblandt dem, som aldrig have nydt Kjødspiser. Et Fad eller en Skee, som tilhører Bekjenderen af en anden Troe, berøre de ikke; Brændeviin af hans Glas eller Bæger vise de dog sjelden tilbage. For deres strænge Levnet staae de i stor Anseelse hos de øvrige Russer. Staroverskierne have i særdeleshed hjemme i Gouvernementet Archangel.

En Præst fra Peisen forretter Gudstjenesten een eller to Gange aarlig i Kapellet ved Kloster-Elv; Ved samme Leilighed følger han gjerne med op til Vinterbyen, især for at drikke i Bryllupperne. Det gaaer da muntert til; Samqvemmet med Neiden er levende, og Besøg modtages og aflægges ogsaa mellem de norske Fjeldfinner og Russefinnerne.

Disse tvende Lappe-Stammer ere i mange Henseender [forskjellige]. De russiske Lapper blandedes i det 13de Seculum med Kareler, hvorved Sproget efterhaanden er bleven meget forskjelligt fra det hos os saakaldte Finske. Denne Blanding har ogsaa frembragt en større Lighed mellem Russefinnerne og de øvrige Beboere af det Archangelske Gouvernement, eller med russerne i Almindelighed, saaledes at deres Physiognomie og Klædedragt i mange Stykker er mere russisk end lappisk. De have mere Skjæg end de ublandede Lapper, og lade det ofte voxe paa Hagespidsen og over Læberne; istedetfor Lappernes stive Bælte, bære de omkring Livet et ziirligen lagt Skjærf af grønt og bruunt, uldent Tøi, hvilket ikke bidrager lidet til at understøtte det raske Sving, som man bemerker i deres Holdning, og som udmerker dem saa fordeelagtigen fremfor de norske Finner.

Efter et Par Timers Ophold i Pasvig-Finnernes Vinterbye, som nu var ganske øde og tom, reiste jeg igjen tilbage til Kløster-Fjorden.

Den 28de Juni foretoges nogle Undersøgelser i Langfjorden, hvorefter jeg om Aftenen ankom til en liden, eenslig Gamme ved Kjø-Fjorden, som nu var beboet af en gammel Pasvig-Fin og hans Kone. Jeg begav mig strax paa Veien til Holmegraanæs-Ørene, Vidne-gättje-beljek, som er det høieste Punkt i Egnen, og som syntes lettest at kunne bestiges herfra. Dog gik det ikke saa hurtigt, som jeg tænkte; Landet er meget couperet og fuldt af Fordybninger og Dalkløfter, som man nedenfra ikke bliver vaer. En dyb, kjedelformig Dal med en liden Søe i sin Midte er høist besværlig at passere, og medtog næsten ligesaa megen Tid, som jeg havde beregnet for den hele Excursion. Men Søen, omgivet af tæt, livlig Birkeskov, var af særdeles Skjønhed; det var en af disse ved deres Simpelhed og romantiske Eensomhed saa tiltrækkende Situationer, som ellers kun findes i vore vakreste Sætertrakter, især i Hallingdal og Valders. Her var den samme Duft af Fjeldurterne, de samme skjønne Græslier under steile, maleriske Klipper som hist, og en stille Vandflade med Birkegruppernes venlige Billeder.

I Skoven krydsede en Mængde Stier efter Reenhjorderne; Barken af Træerne var afflækket af Vogterne, der begjærligen nyde de friske Stammers Saft. Allerede i en Høide af 638 (616) Fod over Havet fandt jeg Birkegrændsen. Lidt ovenfor denne kom os en stor Reenhjord imøde; den bestod af mere end to tusinde Dyr.

Jeg havde sat mig paa en fremragende Fjeldpynt, nedenunder hvilken Flokken passerede. Pludseligen hørtes en gjennemtrængende Piben, en Finpige lod sig see paa en høiere Klippe, men forsvandt øiebliklig. Den Karl af mit Mandskab, som jeg havde taget med, raabte og ilede efter hende med en Hæftighed, som jeg ikke kunde begribe; Raabene fjernede sig hurtigen og forsvandt tilsidst ganske mellem Klipperne. Langt om længe kom han ganske bleg og nedslagen tilbage, og raadede til et hurtigt Tilbagetog. Upaatvivleligen, meente han, har Pigen anseet os for Ugjerningsmænd, og gjør nu Allarm i Leiren, og her, vidste han, var netop den meest berygtede Fin, i hele Øst-Finmarken, der hverken sparede Ven eller Fiende. Jeg indsaae at vor Stilling virkelig kunde være farlig nok; thi flere end een Tildragelse vare mig bekjendte, at Fjeldfinnerne deels af Frygt, deels kanskee ogsaa for at gjøre Bytte, havde nedlagt Fremmede, der kom uden Ledsagelse og i en anden Dragt end deres igjennem Landet. Da jeg var kommen op paa Fjeldets Øverste, drog jeg Omsorg for, at mine Instrumenter kunde falde ret tydeligen i Øinene, og udslog mine Papirer vidt og bredt, saa at Finnen kunde gjøre sig et Begreb om Beskaffenheden af min Reise. Det varede ikke længe, førend paa engang en Mængde lurvede Finnehunde bjæffende sprang frem bag de Klipper og store Blokke, som laae omkring paa den ujævne Bjergflade, og pludselig stod en Mand for os med sin Rifle i Haanden. Men han havde Geværet i sit Læderhylster, og kom os venlig imøde; nu kom ogsaa hans Kone frem fra Bagholdet; og Scenen forvandlede sig i et Øieblik fra Skræk til Glæde. Disse Folk vare Karlens gode Bekjendter; Manden var en Broder af hiin ilde berygtede Fin, og ligesaa bekjendt for sit redelige og velvillige Sindelag, som denne for de modsatte Egenskaber. Pigen havde virkelig sat Familien i Uroe, og Konen, som nylig var bleven hjemsøgt af nogle Rømningsmænd, var, etter overstanden Skræk, nu ikke mindre glad end min Karl; de tjaddrede i Munden paa hinanden, og der blev ingen Ende paa deres Glædes- og Venskabs-Ydringer. Da Manden havde bespeidet os fra sit Skjul og seet mit Apparat paa Klippetoppen, havde han sluttet at jeg var en "Grændseherre" d. e., at min Reise havde Hensyn til den nye Deling af Fællesdistrikterne; han talede godt Norsk, men Konen forstod ikkun det Finske.

Det var netop Tolv, Midnat. Solen stod over Kibergs neppe synlige Land hiinsides det aldeles speilblanke Hav; Jarfjorden laae i Dybet paa Østsiden og Kjøfjorden paa Vestsiden. Mod Syd var der en viid Udsigt over Fjeldmarken, som fra dette omtrent 1400 Fod høie Punkt sænker sig mod det Indre og sees saa meget fra oven, at den hvide Mosegrund overalt lyser frem i Skovstrækningerne, og viser hvor tyndt Furrerne endog i de bedste Skovstrøg bedække Landet. Den nydeligste af alle vore Fjeldvæxter, Andromeda hypnoides, som jeg ellers ikke saae i Øst-Finmarken, voxede her mellem flere af de Planter, som gaae til det høieste Vegetations-Niveau paa Fjeldene.

Jeg ilede tilbage til mine Folk ved Fjorden, hvor en Ret fersk Lax og Laxesuppe ventede mig. Myggene nødte mig til at spise i Gammen; et Reenskind blev udbredt paa den ene Side af Ildstedet og tjente paa engang til Sæde, Bord og Dug. Paa den andre Side sad den gamle, langskjæggede Mand paa sit Leie, og Konen ved hans Fødder; inderst, lige overfor Døren var en liden Steen opreist hvorpaa trende af Messing støbte Basreliefs af 4 til 6 Tommers Høide vare stillede, af hvilke det største og mellemste var et Crucifix, det andet en Gudsmoder og det tredie den hellige Nicolaus.

Mine Værter vare reenlige og godlidende Folk. Konen viste mig sit Sytøi, deres Linned og gode Klæder. Kun efter mange Indvendinger modtoge de en ringe Gave; thi Laxen, meente de, var alt rundelig betalt af den Karl, der besørgede Reisekjøkkenet. Tolken sagde ved denne Leilighed bestandigen: valde! valde! (Tag dog, saa tag dog!) Jeg hørte ham ogsaa ofte begynde sin Tale med Spørgsmaalsordet Igo, der klinger omtrent som ego, saa, at jeg flere Gange troede, at han vilde tale Latin.

Næste Formiddag kom jeg til Sandhavn eller det egentlige Pasvig. Ogsaa her staae et Snees Huse, der ere større end de i Vinterbyen, formodentlig fordi Stationen ved Søen ikke behøver at flyttes omkring saaledes som hiin i Skoven. Ogsaa i Pasvig er der et lidet Kapel eller Bedehuus, forsynet med endeel Malerier af samme Slags som de i Kapellet ved Kløster-Elven. Ved Indløbet til Bukten eller Havnen staae en Mængde Kors paa Klipperne ganske som de, Russerne opreise, hvor de færdes med Fiskerie og Jagt. Flere halvfærdige Baade stode imellem Husene, thi det er her, at de endeligen sammensættes af det fra Vinterbyen medbragte Material. Der var nu intet Menneske paa Stedet; jeg reiste efter et kort ophold videre, for at naae Rigsgrændsen ved Jakobs-Elv.

Kysten er vild og rye; Fjeldene ere meget sønderskaarne, og flere af dem naae en Høide af 1000 Fod ganske nær ved Fjorden. Men østenfor Jakobs-Elv, paa russisk Grund, begynder Landet at blive lavere, og Karlsstranden, som jeg saae fjernt i Østen at løbe langt ud imot Nord, fortonede [sig] ganske som den flade Strækning mellem Vardøe og Vadsøe. Desuagtet var den endnu ikke ganske fri for Snepletter.

Paa Jakobs-Elven vare nogle Russer og Finner fra Peisen sysselsatte med Laxefiskeriet. Nogle Fruentimmer deeltoge ogsaa i Arbeidet; de vare reenligen klædte i hvidt Vadmel; om Halsen bare de Baand af blaa Glasperler.

Endnu samme Aften vendte jeg om til Vadsøe. Østenvinden som her er saa stadig om Sommeren, og nu havde blæst i flere Uger, altid med klart Veir, truede endelig med at gaae om til Sydvest; strax trak ogsaa nogle Regnbyger over Varangerfjorden. Imidlertid blev Vinden dog endnu engang østlig, saa at vi naaede Vadsøe henimod Morgen.

1) Her sigtes naturligviis overalt til Reisens Tidspunkt. Vardøe skal siden have faaet en fuldstendig Kjøbmand.

2) Tallet i ( ) ere franske Fod, det andet norske, som ere lige med rhinlandske.

3) Hr. Pastor Stockfleth gjør mig opmerksom paa, at Tidsordet Zevzet egentlig betyder at slippe heelskindet derfra; ifølge denne Bemerkelse indrømmer jeg, at Finnerne her virkelig kunne have haft en Affaire med russerne, hvorfra Navnet Zevz-njarg kan hidhøre. Men deraf følger endnu ikke, at Bautastenen er reist i samme Anledning; endog at den, som jeg hører, kaldes Zevz-gedge (Gedge: Steen) gjør intet til Sagen.

4) Et saadant lidet Huus heder paa Hetland [Seco?].

5) Jeg har dog maaske hørt feil; thi Hr. Stockfleth bemærker, at "Skolper," ikke Skolter, er et Øgenavn ogsaa paa Nordmændene i Vadsøe. Saadanne Ord bør man ikke forsømme at antegne, da de ofte kunne indeholde en eller anden historisk Anviisning.