Reise i Øst- og Vest-Finmarken samt til Beeren-Eiland og Spitsbergen, i Aarene 1827 og 1828
af B.M. Keilhau
Christiania : Johan Krohn, 1831

IV. Beeren-Eiland.

Den 15de August blev endelig Sluppen seilklar. Dens Eqvipage, som bestod af tre Normænd og tre Qvæner, tiltraadte nu den tredie Reise til Polar-Øerne i denne Sommer. Jagten havde iaar været meget uheldig; i de bedste Maaneder havde Veiret været saa foraarsagtigt, at det syntes, at Sommeren havde forsinket sig til vor Fordeel, saaledes som det virkelig ogsaa for en Deel indtraf.

Klokken 2 om Morgenen den 16de gik vi ombord. Luften var klar og stille; Skibet blev bugseret ud af Bugten forbi Fugelnæs. Længere hen paa Morgenen reiste sig en Sydvesvind, som endnu før Middag førte os ud imellem Sørøe og Ingøe, men siden sagtnede henimod Natten.

Jeg saae atter Fruholmen og dens høie Brændinger. Vi sad længe paa Dækket om Aftenen, fordybede i Synet af det meer og meer forsvindende Land; Nordkapet, uagtet det fjerneste Punkt af alle, fremstillede sig klarest og med en fortræffelig Virkning; thi det laae netop saaledes, at de steile Fjeldvægge reflekterede Aftensolen og skinnede med et graaligrødt Lys. Magerøens lange Profil lignede ellers nøiatgtigen det, jeg havde seet af Nordkyn og Kjorgottj-njarg paa Veien til Nordkap.

Den 17de begyndte med tyk Luft og Regn. Vinden gik om til Nordvest og blev Storm, saa at vi maatte lægge bi; Klokken 4 om Eftermiddagen kunde vi dog igjen begynde at seile, og senere stillede Vinden ganske af. Jeg befandt mig meget ilde; Luften i vor Kahyt var saa slet, at alle Sager af Sølv gulnede i faa Timer.

Jeg sad paa Dækket og betragtede Stormfuglens lave Svæven henover den oprørte Søe. Man seer den kun sjelden gjøre nogle raske Slag med Vingerne, hvorefter den i lange Mellemrum holder dem ubevægeligen udstrakte og svinger sig roligen tæt over Vandskorpen, synkende og stigende med Bølgerne, og stirrende ned for sig med et stivt, besynderligt Blik. Formen af dens askegraa Vinger, og en mørk Plet paa Svingfjædrene, der har nogen Lighed med de saakaldte Øine paa mange Sommerfugles Vinger, erindre om Dødning-Sphinxen. Denne merkværdige Polar-Fugl, som saa ganske svarer til det traurige [Indtryk] af disse øde Regioner, kommer i de norske Farvande neppe meget sydligere end til Breden af Trondhjem, og her seer man den desuden ikkun i aaben Søe. Den er af en Dues Størrelse.

Den 18de seilede vi jævnt fremad mod Vort første Maal, som var Beeren-Eiland. Himmelen var nogenlunde klar, og føruden Stormfuglen viste sig nu et Par Maage-Arter (Larus tridactylus og rissa) samt den berygtede Fiskejo eller Tyvejo (Lestris parasitica), hvis behændige Jagt efter Maagerne afgav et ganske underholdende Skuespil (10).

Den 19de om Eftermiddagen blev der raabt Land. Mig var det i Førstningen ikke muligt at see andet end en Taagemasse, som hvilede over Havet i Nordvest; dog snart udtraadte Omridsene af tvende Forbjerge saa bestemt, at jeg ikke længer tvivlede. Det var næsten ganske vindstille, men en gunstig Strøm satte os langsomt op imod den, som efter nogle Timer ganske udviklede sig af Taageskyerne. Den viste sig som tvende Landmasser; thi det lave Mellemstykke laae endnu under Horizonten.

Den 20de Klokken 2, kort efter Solopgang, var jeg igjen paa Dækket i det Haab nu at see os ganske nær ved Land; men hele Øen var skjult i Taage. I Øst var Himmelen klar, men Solen havde endnu ikke kunnet skinne frem, formedelst en lavt i Horizonten liggende Sky-Rand.

Taagen fik Overhaand og indhyllede os i tyk Fugtighed. Imidlertid krydsede vi paa Øens Østside, og Strømmen satte os nærmere og nærmere op til Landet, saa at vi efterhaanden fik 40, 30, 25, 18 Favne Vand. Nu saaes et Skimt af Landet i et Par Bøsseskuds Afstand, hvorpaa Skipperen, der nøie kjendte Kysten, styrede opad til et Sted, som kaldes Nordhavn, hvor der er opsat et Huus.

Landet, som vi fulgte, var fladt som en Tavle og lodret afbrudt ved Søkanten; under disse Brud, som havde en Høide af 50-150 Fod, og til hvis Rand Platformen gik ud, befandt sig kun stykkeviis en smal Strandbred eller Fjære i de smaa Bugter. Her laae endnu hist og her nogle Snedynger, paa hvis underste Rand Søen havde tæret; ellers saaes ingen Snee ind over Landsletten. Foran os, dunkelt igjennem Taagen, bleve vi vaer eu fritstaaende Steenpiller af eventyrlig Skikkelse, der ragede frem af Søen tæt ved Kysten, og var af samme høide som den. Med sit tykke, runde Hoved, og hyllet i Taagemantelen, lignede den disse raae Steen-Billeder af kolossalsk Størrelse, under hvilke flere Folkefærd i Østen havde fremstillet deres Guder. Men paa disse høie Breder erindrede den snarere om hine Landvætter, som skrækkede de gamle Iislændere, naar de i Havsmørket søgte deres Øe, eller om Steengeisten paa Hetland, som Norna af Fitfulhead anraaber i Scotts berømte Digtning.

Da den første af disse Støtter, hvoraf der gives flere omkring Øen, var forsvunden, fulgte en anden af lignende Form. Vi betragtede deres fantastiske Skikkelser ufravendt, og de bidroge ikke lidet til at vedligeholde Indbildningskraften i den Spænding, som var naturlig her i det øde Polarhav, over hvilket en formørkende Dunst rugede, og i det Øieblik, da vi vare i Begreb med at bestige en fremmed, ikke mere til vor Verdensdeel hørende Strand.

Beeren-Eiland har ingen Havn; Benævnelserne Nordhavn, Sørhavn ere ganske uegentlige. Hvad man kalder saaledes, er svagt indskaarne Bugter, som ikke give det mindste Lye i paalands Vind. Ikke engang det mindste Skjær beskytter dem udenfra. Skibet maatte altsaa vedblive at krydse, da vi med en af Baadene lagde ind til Nordhavn. Vi toge vore Køiklæder med og Proviant for tre eller fire Dage.

Nogle Trækors fra Russernes Tid, paa de smaa fremspringende Bjerghammere, og flere Steenvarder, opsatte af de Norske, betegne Landingspladsen. Her stode to eller tre gamle Baade, og endeel Tønder og Trankar laae hist og her paa Stranden. Paa en stor, aldeles flad Mark nogle Skridt høiere stod en lang Træbygning, der var sammensat af tre mindre Huse, nemlig en Vaaningsstue, en Pakbod og et Vedskjul.

Paa den ene Side nedenfor Bygningen faldt en liden Elv ud i Bugten; paa den anden Side og bagenfor Etablissementet udbredede Sletten sig, hvilken ved [første] Øiekast lignede et udtørret Sump, men egentlig bestod af tørt, graat Gruus, tæt belagt med store skarpe Stene, mellem hvilke der hist og her Spirede lidt Mos og et Par andre Væxter af sørgeligt Udseende. Uagtet denne Mark som sagt nu er ganske tør, saa var det dog iøinefaldende, at den kun kort havde været fri for Bedækning af Vand, Iis eller Snee. En Mængde Beenrader af Hvalrosse og Iisbjørne laae omkring mellem Stenene. Bjørnebenene havde Formen af menneskelige Kjæmpers Fødder og Arme, og det Rædsomme i dette Syn forøgedes ikke lidet ved Hvalros-Skeletternes Størrelse og usædvanlige Dannelse. Vi indbildte os, at vi her stode paa et Stykke af Klodens gamle Overflade, som havde undgaaet den Bedækning af yngre Jord- og Steenlag, hvori Urverdenens Dyr ellers findes begravede, men som derimod endnu ikke var opvaagnet til det nye Liv, der fulgte paa hine Katastropher. Den fugtige Muggenhed og Grønske, som tildeels bedækkede Beenraderne, syntes virkelig at antyde, at Solen endnu ikke havde belyst denne Dødsmark hvorover Taagemulmet ligesom urokkeligen hvilede, og paa hvilken alle Gjenstande, ogsaa vi selv, naar vi fjernede os faa Skridt fra hinanden, kun vare at see med disse matte og usikre Omrids, som man tillægger Geister og Varsler.

Husene vare udvendig betrukne og behængte med Hvalroshuder, paa hvilke Kjødsiden vendte ud og var fuld af Grønske og en rødlig Raaddenhed. Flere saadanne Huder klæbede ogsaa ud over og imellem Stenene omkring Bygningen. Udenfor denne stod en Slæde, et Par gamle Kjærrisser og en Slibesteen; fremdeles laae der hele Dynger af Alkeskind og en Mængde Æggeskaller af Maager og Stormfugle.

Indvendig fandt vi Stuen ganske tjenlig til sin Hensigt; den var godt tømret, havde eet [Vindue], fire store Sengesteder, en Skorsteen og en Bagerovn; i Loftet var anbragt et smalt Luftrør til at aabnes, naar man lukker Skorsteens-Piben. Der forefandtes en Øxe, en Saug og en Tønde Qwas (et Slag Tyndtøl, som bruges i Rusland). Desuden var der for noget muligen indtræffende Nødstilfælde ved Etablissementet nedsat et lidet Forraad af Salt og Tør-Fisk, to Matter Meel og et Partie nedsaltede Alker. En Indskrift paa Bordet nævnte os en Spitsbergfarer, som omtrent sex Uger før havde været inde paa Øen for at tage Vand. Disse Huse ere opførte 1822 og tilhøre tvende Rhedere i Hammerfest, der nogle Gange have ladet deres Folk overvintre paa Beeren-Eiland. Vi lode Stuen saavidt muligt reengjøre og fik Fugtigheden bort ved en dygtig Ild paa Skorstenen og i Bagerovnen. - Man kunde see Spor efter Ræve, som havde havt deres Tilhold i Bygningen.

Vi vare ankomne Klokken 7 om Aftenen; noget efter Midnat begyndte Taagen at adsprede sig, og Lommen, der fløi høit henover Landet, spaaede os godt Veir med sit vel bekjendte Skrig. Jeg tog mig for at gaae Hr. v. Löwenigh imøde, som, imedens jeg tilbragte et Par Timer i Nærheden af Huset med magnetiske iagttagelser, havde foretaget en Udvandring indover Landet. Jeg fulgte Randen af Øens Platform, og kom snart til en i denne indspringende Vinkel, i hvis Bund, omtrent 100 Fod under mine Fødder, der var en liden Bugt og en smal Strandbred eller Fjære, der drog sig hen foran de lodrette Fjeldvægge. Nede paa Stranden bemerkede jeg en stor Dynge af graa og rødligbrune, sækformige Masser, som havde nogen Lighed med en Hob sovende Sviin af kjæmpemæssig Størrelse. Jeg var endnu ikke bleven ganske enig med mig selv over dette Syn, da jeg blev vaer et stort, graat Legeme, der bevægede sig inde i Bugten tæt under Vandskorpen. Det reiste snart sit Hoved op over Vandet, og jeg saae nu, at det var en Hvalros med sine tvende alenlange Tænder. I den liggende Klynge var der et halvt Snees af disse Dyr. De reiste nu ogsaa af og til deres Hoveder i Veiret og gjorde adskillige Bevægelser for at indtage andre Stillinger. Der var noget særdeles Væmmeligt ved denne Gruppe; naar de nøgne, runde Fedtmasser, der syntes at være næsten ganske uden ydre Lemmer, bevægede sig mellem hinanden, saa var det, som om man saae en Klump eller Klynge af uhyre Maddiker. Den dorske Livsytring hos disse Søuhyrer, der kunne henligge ubevægelige i mange Døgn, dertil det Raae og saa at sige Chaotiske i deres masser syntes virkelig at kunne give visse dristige Forskere nogen Anledning til at ansee dem som blotte Æmner til Dyr, og jeg tvivler ikke paa, at de Philosopher, som, idet de vovede at spekulere over Menneskets oprindelse, bragtes paa den Idee, at vor Slægt engang i et Slags præparativ Tilstand muligens kan have beboet Oceanet, og maaskee paa en med Insekternes Forvandling analog Maade har udviklet sig af Former, hvis Billeder de fjerne Have tildeels endnu opbevare i visse hos Fiskenes Klasse nærstaaende Pattedyr, at disse Tænkere, siger jeg, naar de saaledes havde faaet de Skabninger at see, som jeg her ikke uden Gysen havde for Øie, da skulde have fundet sig foranledigede til at give deres Gisning ny og forøget Styrke.

Maleren Breughel, der efter de Scener han pleiede at fremstille, er bleven kaldet Höllen-Breughel, har, paa et af sine Stykker i Dresdner-Galleriet, i Forgrunden af Djævelens Atelier henlagt nogle nøgne Kjødmasser af Menneskelig Figur, men uden bestemte Fødder, Hænder og Hoved; Hovedet er kun antydet ved en over Skuldrene siddende Kjødtap, og ligeledes Benene og Armene ved uartikulerede, i en stumpet Spids tilløbende Kjødklodse; Huden er skjøn, og Musklerne svulme, og alene herved er et Slags Liv antydet i disse Masser. Har det, som jeg tænker, været Kunstnerens Hensigt at male Attraaen af det Ondes og Dummes Princip efter at efterforme og spotte over Guddommens skjønneste Verk, saa synes det mig, siden han nu engang bevæger sig i denne Sphære, at han har været saare heldig. Billedet er ganske skikket til at indgyde Rædsel, og jeg nægter ikke, at hine Figurer prægede sig dybere i min Erindring, end mange af Samlingens ædlere Kunstverker. Uvilkaarligen kom jeg nu igjen til at tænke paa Breughels Stykke. De monstrøse Dyrs raa Dynge, som ikkun syntes at være et af Havet udkastet organisk Stof uden noget bestemt, individuelt Liv, afgav for Kunstnerens Idee et mere fuldkomment Forbillede, end det havde været mig sandsynligt og kunde være behageligt at forefinde i den virkelige Natur. - Jeg øinede min Reisefælle og ilede ham imøde. Vi tilbragte vel en halv Time paa Klipperanden; flere Gange saae Dyrene op til os, men lagde sig strax igjen til Hvile. - Man kalder dette Sted Hvalros-Fjæren, og Tid efter anden ere her flere tusinde Dyr blevne dræbte af Jægerne. Paa hele Øen gives der endnu kun to Steder, hvor Hvalrossene pleie at lægge sig op. Da dette har været det bedste, er Etablissementet bleven anlagt i Nærheden.

Efter nogle Timers Hvile foretog jeg en liden Udvandring i vestlig Retning, siden gik vi forbi Hvalross-Fjæren for at undersøge Øens sydlige Deel. Morgenen var ret smuk, uagtet en Mængde Taageskyer altid afvexlede med den blaa Himmel. Sandsteenslagene, hvoraf Øen tildeels bestaaer, havde opløst sig i bruddene ved Søen, og Sandet dannede paa lange Strækninger en blød, flad Strandkant, paa hvilken det dorske Hav opskyllede sine lange, tilbagefaldende Bølger. Der var intet levende Væsen, end ikke en eneste Søfugl at see i Nærheden. Men fjernt ude paa Havet øinede jeg Skibet under Seil, endnu altid gaaende frem og tilbage paa det samme Strøg. Jeg glemmer aldrig det vemodige, velgjørende Indtryk af denne Morgenvandring, hvis Ensomhed var den høieste jeg har oplevet.

Ved Udløbet af en liden Bæk kom jeg til Tomten efter et russisk Huus; Pladsen var mindre stenig og Vegetationen bedre end ved det norske Huus; ved Udløbet af en liden Søe eller Dam, der næsten berørte Tomten, var der ganske frodige Græstuer og hist og her stode ret livlige Blomster. Ogsaa her laae en Mængde Been af Hvalrosse og Bjørne.

Endnu før Middag, saa snart jeg havde sørget for mit botaniske og geognostiske Udbytte, begave vi os paa Veien til den anden Side af Øen. Vi lode vore Folk roe langs med Landet, medens vi selv fulgte Randen af Platformen. I Hvalrosfjæren laae Dyrene, nu ni i Tallet, nøiagtigen som før. Man har fortalt, at de altid udsætte en Vagt; her idetmindste var dette ikke Tilfældet.

Næsten paa alle fremspringende Hjørner af Landkanten have Russeme opreist deres Kors, hvilke ere mig saa vel bekjendte fra Øst-Finmarken. Formerne af disse Forbjerge vare ligesaa mangfoldige, som Landet selv var eensformigt. Snart vare de udoverhængende, og dannede, ved de underste Bjerglags Forvitring, Hvælvingen over Huler, hvori Søen indskyllede, snart fremstillede de Profiler af uhyre Ansigter og andre bizarre Efterligninger, snart igjen lænede de sig tilbage og havde foran sig et hældende Taarn eller nogen anden fritstaaende Masse, som man tydelig kunde see at være frarevnet fra Landpynten, og med Tiden, naar dennes Forkortelse ved nye Revner og nye Indstyrtninger skred videre frem, at ville blive endnu mere isoleret og saaledes afgive en Piller af det Slags, som jeg ovenfor har omtalt. Ved saadanne vertikale Revner og ved de ydre Stykkers derpaa følgende Fraløsning gaaer Øen lidt efter lidt sin fuldkomne Forsvinden imøde; allerede i Mands Minde er Kystens Forandring merkelig, og at slutte efter de ældste Efterretninger maa anselige Stykker være undergangne; navnligen synes dette at være Tilfældet med Gull-Island, en liden isoleret Øe, som nogle Karter lægge paa Sydsiden, andre paa Nordsiden af det store Land, men om hvilken vor Skipper saavelsom andre at Mandskabet, der dog kjendte hele Beeren-Eiland meget nøie, ingen bestemt Underretning kunde give.

Da Bjerglagene overalt ere meer eller mindre horizontale, saa danne de haardeste af dem smaa Afsatser i de steile Brud, som vende mod havet. Paa disse finde Søfuglene den bedste Plads for deres Reder. Hvorsomhelst vi traadte ud paa Bjergvæggens Rand og kunde see de nedenfor fremspringende Lag, vare vi ogsaa visse paa at see de lange Rækker af Reder, hvoraf ækle, halvnøgne Unger af Stormfugle og Maager opdukkede. Teisten (Uria grylle) og Alken (Alca torda) byggede dybere inde i Hulerne. Alke-Fangsten, der er en Hovedsyssel for dem, som overvintre paa Beeren-Eiland, skeer blot med en Stok og en saakaldet Haav, der er et Net paa en Stang, hvoraf man ellers betjener sig til at optage Fisk af Fiskedamme. Om Foraaret, i Rugetiden, gives der her en saadan Mængde Alker, at et Par Mand i een Time ofte have fanget flere hundrede Stykker.

Vi havde nu gaaet omtrent en fjerdedeel norsk Miil i sydostlig Retning, og befandt os paa Øens østligste Deel, hvor Landtavlen syntes at være høiest, nemlig 2-300 Fod over Havet. Udsigten herfra gav os et temmelig fuldstændigt Begreb om hele Landets Configuration og ydre Beskaffenhed. Paa den sydlige Halvdeel af Øens Platform reise sig tvende Bjerggrupper, hvoraf den vestlige syntes at ligge i omtrent ¾ Miils Afstand og var nu for en stor Deel skjult i Taage. Den østligere og meget nærmere, som er det paa de engelske Karter angivne Mount Misery, bestod ligesom af tre Etager eller Hovedafdelinger, hvoraf den nederste var en jævn, men under en Vinkel af 40-50° opstigende Bjergside, dannet af opløst Fjeldras og bedækket med en tynd Mos-Vegetation af en skrigende guulgrøn Farve. Den lodrette Høide af denne Skraaflade kunde beløbe sig til 300 Fod over den store Platform, som dannede Bjergets Fodstykke, og her ikke var meget meer end 50 Fod over Søen. Den næste Afsats var aldeles vertikal, neppe over 30 Fod høi; den var det Udgaaende af et Steenlag, som i Kanten tildeels afsondrede sig i uregelmæssige, staaende Pillere, men iøvrigt viste sig som en sort, langt fortsat Muur. En liden Høidal, som i Form af en halv cylinder havde sin Munding indsænket i denne Afsats, og hvis Sider ligeledes vare overgroede med guulagtigt Mos og Grønske, frembragte ved den skjærende Lysning af disse Væxter, en stærk Kontrast mod de sorte Præcipicer. Nu kom først et horizontalt Stykke, hvorpaa endelig den sidste Etage fulgte, hvilken var aldeles nøgen og frembød en uregelmæssig Vexling af Forhøininger og smaa Dale.

Intet Punkt paa disse Fjelde syntes at naae fuldt 1000 Fods Høide. Nogen sammenhængende Snebedækning var der intetsteds at see; ikkun paa saadanne Steder, hvor Sneen kunde være sammenføget, laae den som Pletter og smaa Fonde.

Savidt vi kunde oversee Platformen, der dannede den største og nordlige Deel af Øen og strakte sig hen til Foden af Bjergene i Syd, bestod dens Overflade kun af det øverste Bjerglags graa og nøgne Brudstykker; paa store Strækninger var den aldeles horizontal, og var fuld af Vandpytter, Damme og Smaasøer, men ellers aldeles tør og meget lig Fladen paa Nordkap, der dog er endnu tørrere, af en fastere stampet Grund og ligesom mere reenfeiet af Storm og Veir. Ved Randen af Vandbeholdningerne fandtes kun hist og her lidt Mos og Grønske mellem de ganske skarpe og løst over hinanden liggende Stene. Hvor Bjergarten var noget mere opløst, og en Bund af Gruus havde dannet sig, fandtes der ved nøiere Eftersyn dog ogsaa en Vegetation af fuldkomnere Planter, som var bedre, end man kunde vente sig. Paa disse tørre Pladse samlede jeg nemlig foruden Kryptogamerne syv eller otte forskjellige Græsarter og egentligen saakaldte Urter, hvoraf nogle stode sammen og dannede smaa Oaser, andre voxede eensligen paa Gruusbunden eller frempippede mellem Stenene.

Uagtet de mange Smaavande, møder man sjelden nogen Bæk; thi deels har Landtavlen ingen Hældning, saa at Vandet kan afløbe, deels sikrer det ned mellem Stenene, deels optages det, ogsaa af enkelte med Slam og Myrjord belagte Skraaninger, som hist og her danne smaa Moradser; paa disse voxe to eller tre Mosarter, men for en stor Deel ere de blot overtrukne med Grønske eller bestaae af ganske nøgne Jordtuer.

Endelig kom jeg dog til en temmelig stor Bæk, som man har kaldet Engelsk-Elven efter en ved dens Munding begraven Englænder; her fandt jeg en Nedgang til Søen og til et Sted, hvor tvende Steenkulfløtser have deres Udgaaende mellem de øvrige ved Kysten afbrudte Bjerglag. I den saakaldte Steenkul-Bugt, der ligger lidt nærmere ved Nordhavn, og som jeg besøgte paa Tilbageveien, er der fire Steenkullag, hvilke i omtrent indbyrdes lige Afstande, gaae ud over hinanden i de lodrette og her 2-300 Fod høie Vægge ved Søen. Intet af disse Fløtser er over een Alen mægtigt, og de kunne ikke blive af nogen vigtig Anvendelse. Men saare merkværdigt er det imidlertid paa en saa høi Brede at forefinde dette Stof, om hvilket man antager, at det forudsætter Tilværelsen af en rig Vegetation, og som her ligesaavel som i sydlige Lande virkelig var ledsaget af Levninger efter saadanne Planter, der alene have kunnet leve i et varmt Klima.

Udenfor Engelsk-Elven staaer Engelsk-Støren, en af de dristigste, og meest maleriske Steenpillere i Søen omkring Beeren-Eiland. Disse Former betegnes meget vel ved Ordet Stør, for hvilket de Gamle havde Stap (nu i Bondesproget Stabbe?), opbevaret t. Ex. i Navnet paa den ved Nordkap beliggende Øe Stappen.

Fra Engelsk-Elven gik jeg i Baaden ned efter Kysten til en høi kegledannet Klippe, som kaldes Halsen, og hvis Top er et af Øens bedste Æggesteder. Den er er endnu ikke fuldkommen afsondret fra Landet, og kan ansees som en halvdannet Stør. Overst ved Spidsen, der kan være omtrent 100 Fod høi, havde man befæstet et Toug til at lette Op­ og Nedstigningen ved Æggenes Indsamling.

Foden af denne Klippe og en Vinkel mellem Bjergvæggene indenfor vare rigere bedækkede med Grønt, end jeg hidtil havde seet noget Sted paa Øen. Før var jeg flere Gange bleven skuffet af en eller anden grøn Skrænt mellem de nøgne, sorte, eller af Fugleskarn hvidtnede Klipper, som i Afstand syntes at love en livlig Vegetation, men hvis Farve ved nøiere Undersøgelse ikkun fandtes at hidrøre af et tyndt, raat Mosbeslag og et Slags grøn Muggenhed. Men her voxede den frodigste cochleare i saadan Overflod, som jeg tilforn kun havde seet paa Kongsøerne i Østfinmarken. Den var lige qvægende for Syn og Smag; jeg spiste ogsaa strax paa Stedet en god Deel deraf.

Hr. v. Löwenigh havde allerede tidlig taget en anden Retning over Øens midlere Deel, og vi havde aftalt at mødes ved Foden af Mount Misery; jeg gik altsaa ad denne Kant. Henimod Bjergfoden sænker Platformen sig betydeligen, og jeg kom til en bred Fordybning eller flad Dal, som var rigeligen vandet og stykkeviis belagt med skjønt Grønsvær. Der fandtes en stor Græs-Oase, som i flere hundrede Fods Længde og omtrent i eet hundrede Fods Brede ganske skjulede Steengrunden, hvilket ikke er et ringe Særsyn her, hvor saa at sige Jordkadaveret næsten overalt ligger afdækket indtil fuldkommen Nøgenhed. Det egentlige tætte Grønsvær bestod vel ikkun af en eneste Græsart (Poa pratensis), men denne voxede tykt og frodigt; i de rigeste Tuer ved Bækken naaede Halmene en halv Alens Høide og derover. Ar Blomster i dette Ords almindelige Bemerkelse forekom paa selve Græsteppet den blaaviolette Cardamine og Polygonum vivaparum med sine smukke hvide Ax; i de dybe Render, som Bækken havde gravet mellem Tuerne, fremskjød Saxifraga cernua med store hvide Blomster til en høide af 6-10 Tommer.

Et Stykke nedenfor denne Oase, ved Bækkens Udløb i Søen, har der været et lidet russisk Etablissement, og en Russer skal have opholdt sig her i syv Aar. En Mængde Drivtømmer var opkastet paa Strandbredden tæt ved Huustomterne.

Da jeg vendte mig om fra Græstuerne for at gaae videre, fik jeg see Hovedet af en blaa Ræv, som med stivt Blik og spidsede Ører sad speidende bag en Steen i ganske faa Skridts Afstand. Efter et kort Løb satte den sig i sin forrige Stilling og udgav enkelte hæslige Skrig, som fuldkommen passede til Landskabets sørgelige Vildhed, og som siden flere Gange opskrækkede mig, medens jeg klattrede omkring imellem de store Klippe-Blokke paa Foden af Mount Misery. Jeg maatte ogsaa selv raabe af alle Kræfter ud i Ørkenen for at give min Reisefælle Signal; thi Taagen kom tyk og pludseligen inddrivende over Landet.

I Urden samlede jeg imidlertid en stor Mængde forstenede Snekker og Muslinger, der sad i Sandsteens­ og Kalksteensblokkene, hvilke vare nedstyrtede fra Bjergets øvre Afsatser.

Efter lang og forgjæves Venten tog jeg endelig tilbaads tilbage til Nordhavn, hvor jeg troede at Hr. v. Löwenigh for længst maatte være ankommen; thi det var over Midnat. Dog det varede endnu et Par Timer, førend han indtraf. Den store Mængde Søer paa Øens midlere og sydlige Deel havde hindret ham i at følge den foresatte Retning, og forviklede ham, da Taagen paakom, i en fuldkommen Labyrinth.

Den 22de August gjorde vi os færdige til at forlade Øen, men kunde ikke finde Sluppen, som i en Nordostvind havde maattet lægge om paa Landets Vestside. Først den følgende Aften kom vi ombord. Den Omstændighed, at der ikke er nogen Skibshavn paa Beeren-Eiland, gjør det til en meget betænkelig Sag at gaae iland. Paa den første Expedition fra Hammerfest hertil hændte det, at det landsatte Mandskab blev forladt af Lodjen, som havde bragt dem over, og som skulde krydse Udenfor, medens de vare iland. Strøm og Vind samt en paakommen Taage havde forvirret den ukyndige Skipper saaledes, at han lod Folkene i Stikken og gik tilbage til Hammerfest. Da disse endelig havde overtydet sig om, at de vare forladte, besluttede de at vove Tilbagereisen i deres Baad. De provianterede sig med Kjødet af unge Hvalrosse, og naaede lykkeligen Nordkyn efter otte Dages Seilads.

Det klinger næsten utroligt, naar man hører, at disse Folk strax igjen gik over til Beeren-Eiland med den samme Skipper, og at de anden Gang i den samme Baad reddede sig over til Norge. Nu havde man lagt Lodjen for Anker i den aabne Bugt ved Nordhavn; da Ladningen, som bestod i 180 paa nogle faa Dage nedlagte Hvalrosse, netop var indtaget, og man var i Begreb med at lette Anker, paakom en Storm, som satte Fartøiet paa Grund og slog det istykker. Der vare russiske Huse paa Øen, og sandsynligviis havde man kunnet redde Provianten; dog hellere end at overvintre, vilde man vove at gaae tilbage i Baaden. Denne var saa liden, at det halve Mandskab maatte lægge sig ned paa Baaden som Ballast; det var allerede seent paa Høsten, og man udholdt en saa stærk Storm, at et engelsk Skib, som mødte disse Folk udenfor Nordkap, forgjæves forsøgte at tage dem ombord. Efter ti Dages Reise kom de iland paa Magerøen. Afstanden fra Beeren-Eiland til Nordkap er henved 60 Sømile.

Vor Kaptain havde overvintret tvende Gange paa Beeren-Eiland, nemlig 1824/25 og 1826/26. Første Gang var der i alt otte Mand, som i September bleve satte over fra Hammerfest. Man begyndte strax med Hvalrosfangsten, og allerede paa Ankomst­dagen bleve 18 Dyr stukne. Ellers tilbragte man denne Maaned med at istandsætte og fuldføre Vaaningshuset og tilbygge Pakboden, med at forfærdige Fælder og Gildrer til at fange Ræve, og med at indsamle Rækved, der siden om Vinteren blev fremdraget paa Kjelker.

Til Midten af November var Veiret mildt; sydlige og vestlige Vinde, der gjerne bragte Regn, vare de herskende. Faldt der nogen Gang lidt Snee om Natten, saa gik den igjen bort om Dagen. I Midten af November kom en Mængde Snee med nordvestlig Vind; derefter fulgte atter Regn, der frøs sammen med Sneen. Med østlig Vind havde man nogle kolde Dage i Slutningen af Maaneden. Nu var der ingen Dag mere, men kun en svag Dæmring om Middagen. Naar Veiret var klart, bemerkede man denne Lysning endog paa den mørkeste Tid af Vinteren.

December begyndte med østlige Vinde og Kulde; derefter kom Snee og en Storm fra Nordvest, under hvilken en stærk Iisbarriere sammenkravede ved Kysten af det paa Klipperne frysende Bølgeslag. Midt i Maaneden blev Veiret mildt med sydlige Vinde, og i Jule-Ugen faldt der Regn og Snee. Med Hvalros-Fangsten var det hidtil gaaet meget heldigen; flere hundrede Hvalrosse vare ofte samlede i Fjæren østenfor Nordhavn, og det hændte, at man paa een Dag, i Ugen før Juul, stak nogle og 70 Stykker. Man forrettede Fangsten i Maaneskin og ved Nordlysene.

Efter Nytaar begyndte denne Jagt at aftage, deels fordi et stort Antal Dyr vare nedlagte, dels fordi de øvrige begyndte at skye Stedet. En Mængde afspækkede Kroppe bleve igjen kastede op paa Stranden af Søen, hvori man havde styrtet dem, og bidroge herved ikke lidet til at forringe Fangsten. Derimod fik man nu de fleste Ræve. Man havde i alt 17 eller 18 Gildrer og Fælder, som vare opsatte hist og her paa vindaabne Steder vestenfor Etablissementet og henover til Steenkulbugten.

I Januar faldt en Mængde Snee; dog var Veiret ogsaa ofte klart, og Nordlysene vare hyppige. Kun meget lidet af Sneen blev liggende; thi Vinden førte den strax bort, og Marken var for det Meste blot bedækket med Haalke.

Februar var kold og klar. Kulden var dog aldrig strængere, end at man altid kunde arbeide ude. Den 10de, paa en Skitour til Sørhavn, saae man Solen igjen for første Gang; dens Skive steg netop heel op over Havet (11). Nu ankom de første Fugle, nemlig Havhesten (Stormfugl, Procellaria glacialis), og Hvidmaasen (Lar. hyperboreus).

I Marts tiltog Kulden, især med Nordost-Vind. Hvalros-Fangsten ophørte aldeles. Teisten og Eder­fuglen indfandt sig.

April var den koldeste Maaned; nordlige og nordostlige Vinde herskede med Klarveir eller fiin Frostsnee. Søen dampede stærkt og frøs til rundt om Øen. I Midten af denne Maaned var Kulden saa stræng og Havdampen saa besværlig, at man i otte Dage ikkun for Øieblikke kunde holde ud i fri Luft. Tre Iisbjørne bleve skudte tæt ved Husene. Man havde ikke merket til disse Dyr, førend Isen havde lagt sig.

Mai bragte sydlige Vinde og mild Luft; det snede nogle Gange, dog var Veiret som oftest klart (12), og den frosne, Iisbelagte Jord begyndte at tine lidt i Solen. Man samlede skjøn, frisk Cochleare, og Beskjæftigede sig med at skyde Fugle eller med at fange dem i Snarer og Saxe. Isen brød nu op igjen i en hæftig Vestenvind.

Juni havde mange gode Solskinsdage, og Varmen blev kjendelig. Den herskende Vind var imidlertid Nordost, hvormed der kom megen Driviis. Midt i Maaneden begyndte Alkefangsten, hvormed man indsamlede en god Deel Duun og nedsaltede en Mængde Fugle. Sidst i Maadeden samledes Æg af Alker, Maager og Stormfugle.

Først i Juli kom megen Driviis med Vind fra Nord-ost; Veiret var klart og mildt, og man roede mellem Isen for at skyde Fugle. - Dog blev Søen først midt i Maaneden saa aaben, at man kunde komme frem med Baaden til Sørhavn, hvor man samlede en Mængde Æg. Meget sjelden saaes en enkelt Hvalros. Endnu var ikke al Haalken aftøet af Landet. Den 23de ankom Fartøiet fra Hammerfest, og afhentede tre Mand og en Deel af Udbyttet. Dette bestod i det Hele i 677 Hvalrosse omtent 30 blaa Ræveskind; noget Duun og 3 Bjørnehuder.

Tre Uger senere kom Fartøiet anden Gang for at hente Resten af Fangsten og de øvrige fem Mand, som imidlertid især havde beskjæftiget sig med at fiske Torsk, og deraf havde nedsaltet 5 til 6 Tønder.

I den hele Tid havde ingen af disse otte Mand været syg, og Vinteren synes at have hørt til de meest godartede; idetmindste var den følgende langt strængere. - Da havde man næsten den hele Tid fra October til Marts saa koldt og stormende Veir, at man ofte maatte være inde hele otte Dage ad Gangen. Snefogget var undertiden ubeskrivelig rædsomt. Havet frøs allerede midt i November, og da Stormen kort efter igjen brød det op, kom en uhyre Mængde Driviis nordenfra, med hvilken det efter et Par Dage atter frøs sammen. Iisbjørnene stege op paa Taget af Bygningen, og man skjød syv Stykker saagodtsom lige fra Døren. Ellers var Udbyttet maadeligt; thi i nordlige Vinde, som vare de herskende, bliver Hvalrossen liggende under Spitsbergen, hvor den finder bedre Lye. Hvad iøvrigt Kulden angaaer, saa havde man inde i Huset altid kunnet have det varmt nok, og det var mindre en meget høi Kuldegrad, end den qvælende Skarphed, som Luften erholdt ved at stryge over Havet, der gjorde Opholdet i det Frie uudholdeligt paa de veirhaardeste Dage.

Under mit ophold paa Beeren-Eiland varierede Lufttemperaturen mellem +2.5° og +4.3° R. Vestenfor Nordhavn fandt jeg et Lag af gruusblandede Stene og Myrjord af omtrent 10 Fods Tykkelse, hvoraf tvende Kilder udvældede; den enes Temperatur var +0.6°, den andens +3.8°, saa at Jordskorpen i Sommermaanederne synes at blive opvarmet til +2 eller 3° R., hvormed da Øens Flora maa lade sig nøie. Antallet af de phanerogame Plantearter, som jeg samlede, var 28; Samlingen af Kryptogamer, som er mindre fuldstændig, indeholder 23 Arter.

10) Hollænderne kalde den Struntjager, Er hat seinen Nahmen, siger Martens i sin Spitsbergske Reise af 1671, daher weil er die Mewe Kutgegehf genandt, jaget und so lange in der Luft ängstiget, biss sie ihren Dreck fallen lässt, welchen dieser Vogel frisst, und fänget den Dreck gar artig in der Lufft, ehe er auff das Wasser falt, - Ich halte davor, dass er diesen Dreck, weil er dunne ist, gleichsam als ein Getrencke beliebe (welches ein ander versuchen mag), weil er sonsten das Speek von Wallfischen dabey als Speise isset.

11) Efter astronomisk Beregning er Solen i 97 Dage altid under Beeren-Eilands Horizont, og i 102 altid over samme.

12) Aldeles klar Himmel er saare sjelden paa Beeren-Eiland; naar her tales om klart Veir, saa tages ikke saa nøie Hensyn til de lave og tildeels [gjennemsigtige] Taagepartier, som næsten altid drive frem under den blaa Luft, og lade sig see endog paa de smukkeste Dage.