Lokalhistoriske tekster fra Finnmark

 
Forerindring
I. Vardøe. Vadsøe. Landskabet omkring Varanger-Fjorden
II. Kysterne ved Iishavet mellem Vardøe og Magerøe. Tana-Fjorden. Laxe-Fjorden
III. Magerøen og Nordkap. Hammerfest
IV. Beeren-Eiland
V. Spitsbergen
VI. Talvig. Vinterreise til Karasjokk
Bilage
Skizze over Øerne i Polarhavet nordenfor Finmarken

Reise i Øst- og Vest-Finmarken samt til Beeren-Eiland og Spitsbergen, i Aarene 1827 og 1828
af B.M. Keilhau
Christiania : Johan Krohn, 1831

II. Kysterne ved Iishavet mellem Vardøe og Magerøe. - Tana-Fjorden. - Laxe-Fjorden.

Jeg tog tilbage til Vardøe, og tiltraadte derfra den 6te Juli Reisen nordvestlig omkring Varangernæsset til Tanafjorden; herfra gik jeg omkring Nordkyn til Laxefjorden, hvorpaa jeg seilede fra Sværholt til Magerøen. Paa hele denne Reise skiftede jeg ikkun paa Vardøe Baad og Mandskab.

Det første beboede Sted vestenfor Vardøe er Persfjorden. Her voxer skjønt Græs; men ingen Busk, end sige Træer. I et Par Timer kan man gaae herfra til Kiberg, og kommer da over et fladt, moradsigt Land, hvor man midtveis møder Oxevandet, en liden Søe, hvorfra Svartnæs-Elven løber ud i Bussesundet, efterat have gaaet et Stykke under Jorden.

Mellem Persfjorden og Havningberg reiser Kysten sig paa engang til 3 eller 400 Fods Høide, hvorefter Landet indenfor længe holder sig i dette Niveau. Det har et høist sørgeligt Udseende; paa Bjergsletten er næsten ikke et Spor af Jord eller Vegetation at see; Planteriget frembringer i det høieste enkelte bruunagtige, med svagt Græs og Mos besatte Strøg mellem de med graa Smaastene bedækkede Strækninger, paa hvilke endnu laae en Mængde Snepletter. Grønt Græs fremspirer ikkun i Rifterne mellem de mod Havet vendte Bjerghammere og paa det fra disse nedgledne, til et Slags Jord opløste Steenras. I Sandfjordens inderste Bugt laae en omkring Stranden bøiet Rad af hvide Sandhobe, der tildeels vare bevoxede med Elymus. De lignede en Samling af Kjæmpehøie, og med deres smukke lysegronne Bedækning tiltrak de Øiet behageligen i dette traurige Landskab.

Harbaken, den skarpe Spidse af Havningbergs Halvøe, skjærer sig langt ud i Iishavet, retvinklig fra Kystens Hovedretning, og synes at ville spærre Veien mod Vest. Dog denne Pynt kunde ikke forekomme mig farlig at omseile, da jeg paa samme Tid saae en Mængde Fiskerbaade, som, indtil en halv Miil udenfor Landspidsen, laae ubekymrede paa det gyngende Hav. Jeg øinede deres lange Rad, hvergang den høit indrullende Søe løftede mig op paa Ryggen af de brede Bølger; disse vare ganske blanke, da de hidrørte fra en Storm, som havde raset nogle Timer den forrige Dag

Endelig begyndte en let Morgenvind at blæse ved Kysten og førte os til Havningberg. Her er en af de bedste Fiskerpladse i Finmarken; nu havde 35 Baade fra Nordlandene og 16 russiske Fiskerbaade deres Station paa Stedet.

En af de faste Beboere, som havde været her i 16 Aar og var [hidflyttet] fra Tranøe Sogn i Senjen, syntes, at Vinteren var mindre kold paa hans nuværende Opholdssted, end i Tranøe. Det regner ofte ved Juletider. Sydvestlige Storme ere de hæftigste og medbringe ubeskriveligen tykke Snefog. Stormen fra Nord nedkaster om Vinteren hagelagtige Iisslagger. Om Vinteren har man meget sjelden klare Dage; der ligger ikke meget Snee formedelst Stormene. Tordenveir indtræffer ud paa Sommeren, men har ikke været hørt om Vinteren. - Man viser ved Havningberg en Hule, som kaldes Ovnen, og som gaaer omtrent 15 Favne ind i Fjeldet.

Saasnart man er kommen omkring Harbaken, begynder den brede Syltefjord, Finnernes Årddo­vuodn. Indtil en Miil op efter dens Hovedelv Årddo-jokk skal der findes taalelig god Birkeskov, hvilken dog nærmest Fjorden er ganske udhugget. Ved Fjordbunden ere meget gode Græsgange, ligesom og ved Årddo-jokk. De benyttes af tvende rige Fjeldfinner, som aarligen sidde der i Sommermaanederne med deres talrige Reenhjorde.

Fra Syltefjorden er Landet noget høiere end østenfor, og en endnu fuldkomnere Platform; Høisletten, som fremdeles har det samme traurige Udeende af graae Steenurde, enkelte brune Strøg og derimellem Snepletter, gaaer uden merkelig Sænkning lige ud til den yderste Kant, hvorfra der kun er en eneste, steil Fjeldvæg lige ned til Søen. Saa langt man kan Øine, stikke Forbjergene frem bagenfor hinanden, alle af samme Form, ligesom Coulisser. Og udenfor gynger det uendelige Hav.

Saaledes, uden Afvexling, saae jeg Landet og Havet og Solen, om Morgen og Aften, om Middag og Midnat; jeg flyttede mig Miil efter Miil, Scenen blev dog Uforanderligen den samme.

Dog er det langt fra, at denne Monotonie derfor var trættende eller ubehagelig; tværtimod just saaledes var det, at denne Natur formaaede at gjøre et dybt Indtryk. Dertil har Ørkenen for mig altid havt noget særdeles tiltrækkende. Ofte satte jeg mig paa et eller andet af disse nøgne Forbjerge, og skuede ud over det øde, ubegrændsede Hav, og indover Bjergslettens idetmindste for Øiet ligesaa uendelige Ørken. "Storheden, den forunderlige Melankolie i denne Scene er det ikke muligt at skildre med Ord. I det dyrkede Land søger Indbildningskraften at udsvinge sig; overalt møder den Menneskenes Bopæle. Men i disse vilde Egne er det Sjelens høie Nydelse at fordybe sig i Vildnissernes Ocean, at svæve over Havsdybet - og saa at sige befinde sig ene for Gud." - Denne hellige Eensomhed, som i den nye Verdensdeel endnu boer i Urskovene, er hos os hentyet til det høie Nordens Fjeldstrækninger eller til disse fjerne Strandbredder, som Iishavet beskyller.

De Dynger af løse Stene, som bedække Landet mellem Korsnæs og Makur ere uhyre; det merkværdigste derved er, at det ikke er af disse skarpkantede Brudstykker, hvilke pleie at bedække endog de høieste Fjeldspidser, men altsammen ganske afrundede Klapperstene. De lysegraae Urde, som de dannede, syntes mig ofte at have en ottendedeel Miils Udstrækning.

Ved Makur har Pladsens Bebyggelse fremkaldet lidt Græs. 1620 var dette Sted beboet af 23 Normænd med Familier, som havde deres egen Sognepræst og Kirke, og med egne Jægter seilede paa Bergen. Det er endnu altid en meget god Fiskerplads, som derfor aarligen besøges af en Mængde Nordlændinge; men Beboerne selv ere ganske faa og forarmede.

Endelig seer man i Mundingen af en dyb Fjord de første Øer siden Vardøe. Det er Kongsøerne i Kongs- eller Strømsfjorden. De overraskede høist behageligen ved en rig Græsvegetation; ogsaa Angelica og Cochleare voxer her i Mængde, og utallige Søfugle have her deres Tilhold. Paa Kongs-Øerne saae jeg Rederne, Æggene og de halvvoxne Unger af de fleste Fuglearter, som tilhøre disse Kyster.

Inderst i Fjorden kommer Strøms-Elvene eller Gednje-jokk ned fra den anselige Søe Gednje-javre. Nederst i Dalen ere endnu nogle Levninger af en Birkeskov; Elven er rig paa Lax, hvilken fanges af en Fjeldfin, som ligger her med sin Reenhjord om Sommeren. Der er ogsaa tvende faste Bopladse ved Elven, men de nuværende Beboere vare for fattige til at kunne anskaffe sig Garn til Laxefiskeriet.

Landet vestenfor Kongsfjorden til Tanafjorden kaldes af Finnerne Rago-njarg. Her ligger Berlevaag som atter er et af de i Fortiden stærkt beboede Steder i Finmarken. Der er endnu et Gjæstgiverie, ved hvilket en Mængde Fiskere fra Nordlandene leire sig om Sommereren. Den lille Dal, som gaaer ind i Landet bagenfor Berlevaag, frembringer Græs og Vidier.

Ved Indløbet til Tanafjorden staar Tanahornet, som har været et af Finnernes Offersteder; Høiden af den Fjeldknude hvortil det hører, fandt jeg 844 (815) Fod.

Dybere inde i Fjorden bleve Fjeldene meget høiere og antoge et ganske rædsomt Udseende. Stangenæsfjeldet, lige overfor Mundingen af Tana-Elv, er 2300-2500 Fod høit; Algas, lige over Guldholmen, er ikke meget lavere, og Digermulen, mellem Tana­fjorden og dens Sidearm Langfjorden; stiger formodentlig til 2000 Fod over Havet. Bjergarten er fornemmelig en sandsteensagtig Qvarts, afdeelt i hvide, gule og røde Lag; den forvitrer meget let, saaledes at man overalt seer indstyrtede Fjeldmasser, dybe, rædsomme Fjeldkjedler, nøgne Klippevægge, og uhyre Fjeldras; de ved den fremskridende forvitring og den bestandige Nedstyrtning altid nye Overflader lade Bjergartens i sig selv skrigende Farver fremtræde i et grelt Lys, som stak hæsligt frem igjennem Taageskyerne; thi Veiret var nu bleven tykt og raat, og ligesaa ubehageligt som det paa Reisen langs med Havet havde været mildt og klart.

Fra Guldholmen reiste jeg i en let Elvebaad opad Tana til Seida. Guldholmen, hvorfra den i Finmarkens Handel engang saa vigtige Tana-Lax blev udskibet, er ikke større end at Handelsmandens Huse derpaa have Rum. Eieren boede nu paa Marienlyst lidt længere oppe ved Elven. Derfra kommer man til Bonakas med fire Opsiddere, til Norskholmen med to Opsiddere og endelig til Seida med ni Opsiddere.

Egnen er paa denne Strækning behagelig; Birkeskoven bedækker Fjeldene næsten til det Øverste, og gode Græspladse begrændse Elven. Overalt seer man Laxestængslerne. Dette Fiskerie og Qvægavlen nærer Indbyggerne rundeligen; derhos ere de Jægere og skulle have begyndt at lægge sig efter Potatos-Avlen. For nogle Aar siden nedlagde man paa et Slag Klapjagt, som varede 8 Dage, 246 Sælhunde, som man havde drevet sammen og stænget for ovenfor Norskholmen.

Indbyggerne kaldes Elvefinner, ere af blandet finsk og qvænsk Oprindelse, og syntes mig at være de dygtigste Folk i hele Østfinmarken. De boe i ret gode Træhuse, byggede af Tømmer fra Karas-jokk, eller fra en liden Furreskov mellem øvre og nedre Polmak-javre. Seida lignede et stort Sæterbøle i Valders eller Hallingdal. Herfra reiser man over Varanger-Fjeldet til Varanger-Botn, en Vei, som beqvemt kunde rides, ifald man havde Heste; men af disse Dyr gives der i hele Østfinmarken ikke over fire eller fem Stykker.

En Tværelv mellem Tana og Varanger ydede Bævere og Perler, siger Leem. De Folk, som jeg spurgte desangaaende, kunde ikke betegne mig den nærmere.

Der havde været nogle Timers Solskin om Formiddagen; men da jeg henimod Aften kom tilbage til Guldholmen, tordnede det og regnede hæftigen.

Fra 12te til 16de Juli faldt Vinden uophørligen ind igjennem Tanafjorden og var undertiden Storm med Regn og tyk inddrivende Havtaage. Jeg havde taget ud fra Guldholmen og havde maattet søge Land paa Fjordens nøgne Vestside lige overfor Stangenæs. I Nærheden havde en fattig Søfin fra Vestre-Tanabotn sin Sommergamme, hvori han opholdt sig med sin lille Familie, for at vogte tre Køer og nogle Faar, og for at fiske i Fjorden. Jeg laante hans Baad, som jeg lod hvælve paa Strandbredden, og indrettede derunder min Bopæl omtrent paa samme Maade som Nordlændingerne, naar de paa Sommer-Fiskeriet i Øst-Finmarken ikke kunde finde Huusrum i Værene. Paa den imod Vinden vendte Side bedækkedes mit Herberge af en liden Klippe, og foran, ved Indgangen, bleve begge Baades Seil ophængte. Jeg maatte forblive her i fire Døgn. Finnen kaldte dette Sted Olmuttj-tjuoppam-jokk d. e. Manddrabs-Elven, efter en Bæk eller Elv, som faldt ud i Tanafjorden tæt ved Gammen. Han fortalte mig, at hver af hans Køer ydede omtrent een Vog Smør til Salg aarligt, at hans Kone om Vinteren tilvirkede Vadmel, hvorfor Reenshuder og Reenkjød indtuskedes af Fjeldfinnerne, at de i disse Dage, da de ikke kunde komme paa Fjorden og fiske, levede næsten alene af Melk.

Den ene Dag, da det var Søndag og Veiret lidt taaleligere, besøgte jeg disse gode Folk i deres usle Vaaning; Konen og Børnene sadde nedhukkede inde Hulen; Manden havde taget sin Plads ved Døren, som ikke var over halvanden Alen høi. Han havde en Huuspostil opslaget paa sit Skjød og foredrog paa Finsk for sin Familie, hvad han læste i Bogen paa Dansk. Jeg blev staaende stille og var længe et ubemerket Vidne til denne Andagt, som alle Omstendigheder gjorde høist rørende. Jeg overtydede mig om, at Manden fuldkommen vel havde opfattet, Meningen af det, han læste, og jeg tvivler ikke paa; at hans Oversættelse var rigtig.

Saadanne Exempler ere ikke ganske sjeldne; Finnerne have et let og godt Nemme, og deres Sind lukker sig ikke for Underviisning. De fleste af Mændene forstaae meget godt vort Maal, hvilket de kalde Daro-gjel eller Dansk (ligesom de kalde en Normand Daroladdj, det vil sige Dansk). Deres danske tale er nøie afpasset efter Skriftsproget, og klinger derfor langt mere kultiveret, end i nogen norsk Almuesmands Mund. At forstaae et fremmed Sprog, uden at kunne udtrykke sig selv deri, kalde de at høre det.

Om det Finske eller Lappiske siger Leem, at det er "et curieux, accurat og sær compendieux Tungemaal." Det udmerker sig ved en overordentlig Rigdom paa Afledsord, blandt hvilke der især forekomme en Mængde Diminutiva. Disse bruge Finnerne hyppigen, hvor de ville lægge Høflighed, Ømhed og Kjærlighed i deres Udtryk. Gaimattjam! d. e. min lille Navne! siger Finnen til sin Ven, der har samme Navn som han. Uttse bäivattjam! d. e. lille Sollille, siger Moderen til sit Barn. Til det samme Træk af Høflighed og Venlighed, hvilket ikke alene ligger i selve Ordene, men ogsaa bemerkes i Talens Klang og i Gebærderne, kan maaskee ogsaa den Egenhed henføres, at deres Sprog aldeles mangler Partikelen Nei. Nægtelserne maae saaledes altid udtrykkes ved Omskrivelser, hvoraf den korteste og hyppigste er Ilek, (han, hun, det) er ikke. Lydene g og k forekomme meget ofte, og syntes mig at give dette Sprog en saa eiendommelig Klang, at det letteligen alene derpaa maatte kjendes blandt en Mængde fremmede Tungemaal. Ordet Tjakkalaggak kan tjene som Exempel. (Har ikke det Grønlandske samme Eiendommelighed?) Det Finske er ellers meget blødt. Jeg har neppe hørt noget blødere i Ord og Tone, end engang en Fin sagde til sine Medskydsende, der disputerede om et Menneske, som vi saae langt inde paa Landet: nei, det er ingen Normand, det er en Same (Fin)! Det forekom mig, at ikke alene den finske Charakteers hele Mildhed var afpræget i disse Ord, men at de tillige udtrykte det hele Forhold mellem begge Nationer.

Endelig naaede jeg Omgang hvor Handelsmanden paa Guldholmen eier et Par smaa Bygninger og har en Huusmand, der boer i en Gamme. Stedet ligger paa en liden Slette, der paa den ene Side vender ganske aaben og ubeskyttet ud imod Havet, og paa den anden støder til steile, sorte Bjerghammere. Paa Sletten saae jeg en gammel Kirkegaard, ved hvilken der har staaet en liden Kirke; thi ogsaa Omgang har engang været et anseligt Vær. Det er nu Nordfarere og Russer, som der drive Sommerfiskeriet. Huusmanden, som var en svag Olding og ikke havde anden Hjælp end sin Datter, havde dog siden Paaske kunnet levere Kjøbmanden 200 Vog raa Fisk og 125 Vog Tørfisk (denne dog vel af forrige Aars Avling), foruden Kongens Tiende; desuden havde han tusket med Russerne. Torsk og Qveiter kan fanges hele Vinteren igjennem; men denne Herlighed er nu saagodtsom ubenyttet. Manden havde to eller tre Melkekøer, 50 Faar og nogle Gjeder. Af hver Koe kunde sælges indtil Halvanden Vog Smør om Aaret, og desuden Melk til de fremmede Fiskere.

Dette er nok til at slutte, hvor let det her er at erhverve ikke alene Livets Ophold, men endog overflod. For det Første har man Fisken, som altid kan tages rigeligen til eget Brug, Melet, som indtuskes af Russerne, og hvad Kreaturene yde; da nu dette udgjør de tre vigtigste Poster i Huusholdingen, saa bliver, for det Andet, det store Produkt af Fisk og Tran, som kan leveres til Kjøbmanden, meer end tilstrækkeligt til Erhvervelsen af de øvrige Nødvendigheds-Artikler. Familien paa Omgang solgte desuden ogsaa Uld og Vadmel.

Manden, som for tyve Aar siden var hidflyttet med sin Kone fra Nærøen, angrede heller ikke sin Udvandring fra Fødestedet. Han havde i del hele Tid ikke lidt af Skjørbug eller anden Sygdom, troede, at ikkun den Lade og Mismodige havde at frygte for Klimatet. Hans Vinterbeskjæftigelser vare, foruden Haandarbeide i Gammen, at fiske, naar Veiret tillod det, at indsamle Tare til Kreaturene, og at fremkjøre Brænde og Høe, hvortil han havde en liden Oxe.

Tæt vesten for Omgang gaaer Riisfjorden ind i Landet og fortsættes af en flad Dal, hvori der ere gode Græspladse samt en Vidieskov, der afgiver Brændefang. Paa Stranden opsamles ogsaa endeel Rækved til Brændsel.

Vinterens Beskaffenhed paa dette Sted beskrev Manden mig saaledes: med sydlig Vind er Marken ofte saa bar for Snee, at Faarene kunne gaae Ude; der indtræffer da klart Veir uden stræng Kulde; den strængeste Kulde og det klareste Veir følger med Sydostvind. I nogle Vintre har man ved Nytaar hørt Torden med nordvestlig Vind og Iisslættinger. Naar Vinden er sydlig, kan Veiret være klart og stille hele 8 Dage ad Gangen; men med Nordvest hender det, at Storm og Taage vedvare tre til fire Uger. Med Sydvest regner det ofte om Vinteren. Heftigt Snefog følger regelmæssigen med Vind fra Vest, Nordvest, Nord og Nordost, og da indtræffer det ikke sjelden, at man i to, tre Dage ikke kun komme ud af Gammen.

Gammerne, saaledes som Normændene her have dem, ere, med Hensyn til Klimatet, de meest hensigtsmæssige Vaaninger. Det er ganske smaa Tømmerhuse, tæt omsatte og bedækkede med Stene og Græstorv. Kreaturenes Staldrum ere føiede saaledes til Hovedbygningen, at man kommer midt imellem dem, igjennem en lukket Gang eller Forstue til det indre Kammers Dør, hvorigjennem altsaa den udvendige Luft ikke umiddelbar kan trænge ind. Stuen er saa tæt og varm, som man kan ønske sig, og dog ikke fugtig. Den har, foruden Skorsteen, indmuret Bilægger, som hedes fra Forstuen, eller ogsaa en Jernovn; den er forsynet med et lidet Vindve, som giver tilstrækkeligt Lys. I Gammen paa Omgang kunde man i den dybeste Vinter ved Dagslyset see at forrette sit Arbeide een Time om Middagen.

Mindre som Præservativ mod Skjørbug end som et forfriskende Næringsmiddel, indsamlede disse Folk om Høsten et forraad af Cochleare der bliver nedsaltet og bruges som Kaal til Suppe.

Stormen, som havde opholdt mig ved Olmuttj-tjuoppam-jokk, havde oprørt Iishavet saaledes, at jeg endnu ikke den anden Dag efter min Ankomst kunde løbe ud fra Omgang. Den hæftigste Søgang kom først bagefter Uveiret; Russerne mistede om Natten en Jolle og vare nu ifærd med at trække deres store tomastede Fiskebaade op paa Land. Det var næsten ganske vindstille, og dog lød det brusende Hav som en fjern, dump Storm. Jeg gik ud paa Stranden for at betragte dette Skuespil. Saasnart den indvæltende Søe naaede den flade Grund, der ikkun med ganske faa Fod Vand stikker sig langt ud fra Landet, reiste den sig som en fraadende Vold og rykkede med tiltagende Hurtighed ind imod Stranden. Dens Ryg skjød sig frem over Bølgens Fodstykke og Bølgen selv rullede sig sammen som et Blad, hvis øvre Bøining var ganske tynd og gjennemsigtig og af en skjøn, søgrøn Farve; herover dannede sig en høi Skumkrone, hvis hvide Støv under den stigende Fart veeg tilbage som et fint, flagrende Haar. Herligt som dette Syn nu var, maa det være frygteligt om Vinteren, naar Stormene naae deres fulde Styrke, og Havet oprøres mangefold hæftigere. I denne Aarstid ophører ogsaa al Samfærsel paa Søen. Den gamle Mand og hans Datter ere da i mange Maaneder aldeles Afsondrede fra andre Mennesker. Man tænke sig disse Eneboere i Gammen paa den aabne Strand, omhyllet som den da er af Polarmørket, Snefogget og Nordvesttaagen, og man vil tilstaae, at deres Situation er ganske merkværdig.

Endog stærke Sjæle maae synes ikkun vanskeligen at kunne modstaae en saadan Naturs Indtryk, og, grebne af den, let at maatte aabnes for Skræk og Overtroe. Det er da intet mindre end paafaldende, naar man, fra hiin mørke Tid, da fiendske Væseners Magt over Menneskene erkjendtes og toges Hensyn til endog i Stats-Institutionerne, just i disse Egne finder en Mængde Exempler paa de sørgeligste Aandsforvildelser. Der kom mig ihænde et Udtog af en Thingprotokol for Finmarken, hvilket, uagtet det vist ikke var fuldstændigt - anfører, i Tidsrummet fra 1620 til 1633, ikke mindre end 17 Personer i Øst- og Vest-Finmarken, der vare blevne anklagede for Troldom og havde bekjendt sig skyldige. Heraf bleve idetmindste 10 dømte til Baalet, og flere af dem omtales som virkeligen brændte. Paa Omgang, hvor der var en berygtet Balvold, ligesom paa Domen og Vardøe, seer man, at to af disse Anklagede have hørt hjemme, og at de der paa Laugthinget fik deres Dom til Ild og Baal. - Et andet Dokument, der angaaer et for Barnemord formeentlig af Barnets Gjenfærd anklaget og 1687 virkeligen henrettet Fruentimmer i Stegens Præstegjeld i Nordlandene, omtaler nogle Qvinder i Finmarken, som havde bekjendt sig skyldige i et bergensisk Skibs Undergang, og som paa denne Bekjendelse vare blevne brændte, hvorpaa man siden fik Underretning om, at Skibet var kommen i godt Behold til Bergen. Jeg finder, at de fleste af disse for Troldom tiltalte Personer vare Qvinder af norsk Nation; endeel andre vare Finner; endelig sees ogsaa nogle Mænd af norsk Nation at have været mistænkte for sorte Kunster (6).

Den 18de Juli var Søen saa vidt beroliget, at jeg kunde vove at gaae omkring det farlige Sletnæs. Dette er næst Nordkyn den yderste Pynt af Kjorgottj-njarg eller eller halvøen nordenfor Hopseidet. Sletnæssets Flade er omtrent af en halv Qvadrat-Miils Indhold, og bestaaer, tvertimod hvad man kunde vente, af lodrette Bjergskikter, mellem hvilke der gives flere trange Indløb, og som udenfor danne en Mængde Skjær. Paa denne ganske ubeskyttede, langt i Iishavet fremspringende flade liggcr Gamvig og Steenvaag, der ere meget besøgte Pladse under Sommerfiskeriet. Omtrent en halv Miil udenfor Sletnæs er en Banke, hvorpaa især Nordlændingene fiske. Endnu lenger ude sætte Russerne sine Liner.

Den 8de Juni, under Reisen østefter til Vardøe var jeg i Land i Steenvaag, som har to Opsiddere. Den ene var født i Torneå og var gift med et norsk Fruentimmer; han eiede 3 Køer og 15 Faar. Den anden Familie, som var fattigere, bestod af en Normand og en Finkone. Et saadant Ægteskab hører til de meget sjeldne Tilfælde; norske Mænd, som ægte finske Fruentimmer, blive ikke alene foragtede af deres egen Nation, men og af Finnerne. Denne Mand var en stor, ret smuk Karl, men i hvis Ansigt Skamfuldhed var blandet med Trods. Saaledes som han traadte ud af Gammen, iført en med et bredt Bælte vel omgjordet Reenskofte, var han ganske skikket til at bringe hine fortidens Normænd i Erindring, som hentede sig forhexede Kampklæder hos Finnerne.

Det var Midnat, dengang jeg besøgte Steenvaag; Nordfarernes Baade opfyldte den trange Kile, som gaaer ind fra Havet; selv havde de leiret sig paa den aabne Bakke ved Vaagen, alle iførte brændende røde Uldhuer. Antallet af Nordfar-Baade, som i 1826 besøgte Østfinmarken var 257; paa hver kan regnes 5-6 Mand. Dersom dette Aar kan ansees som et Middelaar, og en almindelig Beregning derefter gjøres, saa bliver Antallet af de fra Nordlandene til Øst-Finmarken søgende Fiskere omtrent det halve af Fogderiets hele Befolkning. Betænker man derhos, at en saadan Fisker, der først i den haardeste Aarstid har tilbragt et Par Maaneder i Lofoden og derpaa begiver sig den lange Vei til Øst-Finmarken, har et fleerdobbelt Værd i Sammenligning med Distriktets egne kraftløse Indbyggere, hvilke, istedetfor at hente sig Rigdom af Bankerne udenfor deres Dør, ofte i den bedste Fiskertid ikke engang fange saa meget, at de kunne undgaae den Skam at modtage, som Gave, af Russernes og Nordfarernes rige Dræt, hvad de behøve til at stille den øiebliklige Hunger: - saa bliver det klart, at Øst-Finmarken, for Øieblikket idetmindste, ikkun er vigtigt for Staten, forsaavidt som det besøges af Nordfarerne, og efter denne Anskuelse synes det, at Forordningerne og Embedsmændenes Fremgangsmaade burde rette sig.

Til Vest-Finmarkens Kyster komme aarligen 200-250 fremmede Fisker-Baade, nemlig fra Senjens og Tromsens Fogderier, fra Nordlands Amt, ja lige fra nordre Trondhjems Amt, og søge der ikke alene til Sommerfiskeriet, men, forsaavidt som de have for langt til Lofoden, ogsaa til Vinter-Fiskeriet. Det er ikke usædvanligt, at Nordfarerne paa disse Reiser medbringe Brændeviin, Tobak, adskillige Luxusvare og Skindvare til Salg eller Tuskning saavel med Almuen som formodentlig ogsaa med Russerne; om den sidstnævnte Handel, som er imod Forordningerne, kan man nemlig ikke vide Noget med Vished. Men Indtuskningen af russisk Meel mod Fisk er deres Hovedhensigt. Man kan meget vel antage, at Hammerfest Kjøbstad hovedsageligen bestaaer ved Nordfarernes Fiskerie i Finmarken. Da jeg reiste østefter forbi Sletnæs, kom nogle Baade fra Tromsøe-Sogn forbi os, som havde ligget paa Loddefiskeriet ved Makur og havde gjort et saa rigeligt Udbytte, [at] de af Mangel paa Fade havde maattet reise med Leveren til Hammerfest; nu gik de endnu engang den lange Vei til Makur. Kort, det er disse driftige Folk, som tilligemed Russerne oplive Finmarken; istedet for at møde Hindringer, burde de paa alle Maader opmuntres. Man klager over, at de ere stive og egenmægtige; jeg tilstaaer gjerne, at dette kan være muligt. Men jeg finder det ogsaa naturligt, at de føle sig, ved Siden af de vanmægtige, mismodige Indbyggere.

Nogle Fjeldfinder komme aarligen lige ud til Sletnæs og have der tre eller fire saakaldte Byer, tilsammen med 7-8000 Reen; deres ophold varer fra Himmelfartsdag til Udgangen af Juli.

Mellem Sletnæs og Nordkyn ligger Mehavn, hvor Modvind opholdt mig nogle Dage paa Henreisen til Vardøe. Der vare to eller tre norske Familier, som boede i de sædvanlige, indvendigen tømrede Gammer. Disse vare saaledes sammenhængende, at de lignede en stor Jorddynge med flere uordentlige Forhøininger; deres forfaldne Tilstand gjorde denne Lighed ganske fuldkommen. Da det just var Pinseaften, havde man bestrøet Jordgulvet i disse Huler og Indgangen foran dem med de hvide Koral-Brokker, som ere sædvanlige i Fjæren. Alle de voxne Mandfolk, syv i Tallet, havde i nogle Dage været borte paa Fiskerie, og ventedes heller ikke hjem til Festen. - Marken var paa de bedste Græspladse endnu, den 5te Juni, ikkun bruun, og rundtomkring laae store Snedynger; nogle smaa Krøblinge af Birkebuske begyndte netop at udfolde deres Knoppe. Mig frydede vel Synet af nogle blomstrende Alpevæxter og en Humles Surren i det med gule Rakler bedækkede Vidiekrat. Men i saadanne Gjenstande skulle vist ikke Beboerne af disse Steder finde megen Opmuntring, i den Aarstid, der ellers fylder Naturen og Mennesket med Livsglæde, see de ikkun Snedyngerne, den brune Mark og de graae Steen-Urde, høre de ingen qviddrende Vaarfugl, men kun Brokfuglens sørgelige Piben og Ravnens Skrig ved Fiskehjellerne. Det er da vistnok ikke at undres over, at de blive nedslagne, og at det Liv, som de see for sig, ikke indeholder nogen Opmuntring til Virksomhed. Thi "man anstrænger sig ikke uden et tilsvarende Opmuntrings-Middel. Virksomheden, hvortil vi vænnes i det civiliserede Liv, udspringer af en stærk og almindelig Attraae ikke alene efter at erholde Livets Nødvendigheder, men efter at tage Deel i de forskjellige Beqvemmeligheder og Nydelser, af hvilke vi ere omringede. Den, der har høstet Løn for sin daglige Sved, underkaster sig gjerne nye Anstrængelser, naar han tillige er vis paa nye Nydelser. Men hvor der ikke er nogen Gjenstand, som frister Lysten til at eie og besidde, ingen Nydelse, [der] kan opflamme Ønskerne, er det kun Nødvendighedens [strænge] Krav, som driver til Anstrængelse. Naar den Vilde har tilfredsstillet Hungerens Fordring, lægger han sig hen til Hvile, uden nogen Tanke paa Fremtiden." Og denne Sorgløshed voxer i samme Grad som Naturen tilbyder et let Middel til at erhverve Livsophold, saaledes som Tilfældet er i Finmarken. Her kan man sige, gives der, næst Hungeren, kun een Spore til at lægge Haand paa noget Arbeide, nemlig Haabet om siden at kunne skaffe sig en Ruus.

Om Vinteren kan man i en Tid af 6 Timer gaae paa Skie fra Mehavn til Køllefjord hvor Kirken staaer. Paa een Dag havde man gaaet over til Hopseid, overalt over fladt Fjeld.

Paa min anden Reise omkring Sletnæs var det min Hensigt at gaae lige løs paa Nordkyn. Jeg naaede ogsaa dette Forbjerg samme Dag, som jeg tog ud fra Omgang, men ikke førend efter en ganske eventyrlig Fart. Der opkom strax en saa tyk Havtaage, at jeg siden ikke engang i Spitsbergens Farvande saae den saa mørk. Saasnart vi vare forsikrede om at være komne omkring Sletnæsset, angav jeg efter mit Bergkompas, hvorledes Baaden skulde ligge an, og begav mig til Hvile under min Skindmantel. Da jeg et Par Timer igjen saae op, stod Seilet ganske rigtigt som før, og Høvedsmanden meente at holde sin rette Kurs. Men Vinden havde lidt efter lidt forandret sig, og jeg saae, at vi seilede lige Nord i Iishavet. Hvor langt vi vare komne paa denne Vei, og hvor Nordkyn nu skulde ligge, lod sig umulig bestemme.

Endelig, efter flere Timers Seilads først mod Sydost, derpaa mod Syd, hørtes dumpe Brændinger; vi nærmede os forsigtigen, og saae nu Glimt af de brudte Bølgers hvide, høit sprøitende Fraad. Men de sorte, flere hundrede Fod høie Fjeldvægge mod hvilke Fraaddet slyngedes dulgte sig i Taagen, næsten lige indtil Baaden berørte dem; thi Brændingen syntes endnu at være fjern, i det vi paa engang vare næsten midt deri. Der blev hurtigen dreiet af, og vi glede med Nød forbi en sort, spids Klippe, hvorpaa en Mængde Skarv udsloge sine Vinger og fremrakte sine lange Halse. Denne nordiske Pelikan, som er sort og lidt mindre end en Gaas, udstrækker i Flugten sin lange Hals paa en meget hæslig Maade. Siddende har den en kneisende, kjæk Holdning; den pleier da gjerne halvt at udslaae eller ligesom udhænge sine Vinger med en sagte Slagbevægelse, for at tørre sine Fjædre i Vinden, og ligner i denne Stilling Ørnene paa Adels-Vaaben og gamle Skjoldmerker. I Taagemørket viste disse Fulge sig baade meget større og af en mere usædvanlig Figur end ellers, og det hele, hastigt forsvindende Syn frembragte Forestillingen om hiin af de gamle Digtere skildrede Indgang til Underverdenen hvori de hensatte Harpyerne.

Taagen faldt ganske i det Sortebrune og var saa tyk, at man fra den bagerste Deel af Baaden ikke kunde see Havfladen ved Forstavnen; herved var det Besynderlige, at det saae ud, som om vi vare ifærd med at seile nedad over en fremhældende Flade. Jeg veed ikke om dette optiske Forhold kan have foranlediget den Mening, som man finder hos de gamle Skandinaver, at Jorden øverst i Norden havde ligesom en Bakke-Hældning, nemlig ned imod Verdens Svælget Ginungagap.

Vi styrede med yderste Varsomhed frem udmed Brændingerne, som vi formedelst den knappe Vind ikke vare istand til at fjerne os fra saa meget, som det egentlig var Raadeligt. Nu mødte en endnu mere mod Vinden fremspringende, lav Odde, som vi med yderste Anstrængelse med Aarerne kom omkring, idet Baaden næsten var bleven kastet ind paa dens skarpe Spidse. Saa meget fik jeg see, at den bestod af næsten vertikale Qvartsskikter, der som Knivsegge skare sig ud i Søen; faa Favne fra den yderste Spidse gik en gangagtig Revne tværs over Skikterne og adskildte en liden Odde fra den store og høie Fjeldmasse, som dannede det egentlige Forbjerg. Herpaa kjendte en af Baadsfolkene Stedet; vi vare nøiagtig ved Nordkyn eller, som det her kaldes, Kinerodden: den lille, ved Tværrevnen næsten ganske fraskaarne Spidse, som meget betegnende heder Afløsningen, er vor Verdensdeels yderste Fastlandspunkt.

Lidt indenfor Kinerodden fandtes en trang, dybt indgaaende Kile, hvor det var muligt at lande. Rundt om reiste sig de uhyre Qvartsplader, som udgjøre Bjergskikterne; deres Hoveder skjultes i Taagen, medens deres Fod stod ned i Søen, som trængte ind mellem dem gjennem transversale, gangagtige Kanaler eller gjennem endnu trangere longitudinale rum, der vare fremkomne ved enkelte Skikters Indstyrtning. Ofte hang høit oppe i disse med Lagene parallele Rum svære, i Revnen indstyrtede Blokke eller Brudstykker af det bortrevne Bjergskikt; disse svævende Masser ængstede mig ikke lidet, da jeg, for at undersøge Bjergarten, steg ind i en af de dybeste Kanaler, i hvis Bund Kanten af et afbrudt Lag stak frem og gjorde det muligt at erholde Fodfæste. Den hæftige Søgang i Havet forplantede sig herind ikkun i lange Mellemrum; det rolige, sorte Vand i Kanalen grebes da hver Gang ligesom af en usynlig Kraft, en lang Bølge slyngede sig ind til den inderste Vinkel, raslede i Klapperstenene og var forsvunden, hvorpaa Stilheden efter en tiden Pause igjen afbrødes af en ligedan Bevægelse.

Henimod Morgen ankom jeg til Skjøtningberg, et Borgerleie eller Gjæstgiverie ikke langt fra Køllefjord. Førend Køllefjords Kirke blev bygget, stod Kirken paa dette Sted, hvor der dengang var an anselig Handels-Plads med flere Borgere og Bønder.

Herfra seilede jeg forbi de saakaldte Finnekirker ind i Laxefjorden. Dette er tvende mindre og en større Klippe af bizarre Former paa den sydvestlige Side af Indløbet til Kjøllefjorden, hvilke skulle have været dyrkede af de hedenske Finner.

Fra 19de til 26de Juli var jeg, sysselsat med den geognostiske Undersøgelse af Laxefjordens Omgivelser. Denne store, mod Havet aabent liggende Fjord er beboet af nogle faa, yderst fattige Søfinner. Desuden boer der i Lebbesbye en Gjæstgiver, som handler her og i Køllefjord; en anden Gjæstgiver, der handler i Skjøtningberg, boer i Tømmervigen, halvanden Miil indenfor Sværholt. Paa Sværholt stod et stort men nu aldeles tomt Gjæstgiverie; her har fordum været en Kirke, og Stedet har udgjort et heelt Thinglaug. Ogsaa Hop, paa det smale Eide, som man passerer paa Veien til Tana, har været beboet af mange Borgere og Bønder, og i sin Tid stod der en smuk Kirke med tvende Taarne. - Nu er der kun en Kirke i Lebbesbye, som mun havde begyndt at bygge for et halvt Snees Aar siden; den var endnu ikke kommen under Tag, saa at man i ondt [Veir] brugte at spænde et Seil over Prækestolen, naar det engang hændte, at der var Gudstjeneste. Dette indtraf naturligviis meget sjelden, da hele Østfinmarken i lang Tid ikkun havde havt een Præst.

Lebbesbye er ellers om Sommeren et smukt Sted; det er omgivet af skjønne Enge, og Birkeskov bedækker Lierne og Bunden af Dalene. Høiden af Birkens Væxtgrændse fandt jeg her 600 (675) Fod over Havet.

I Laxefjord-Botn saavelsom i den tæt derved indløbende Adams-Fjord ere mange gode Græspladse og smukke Situationer; Adams-Elven danner et af de største og skjønneste Vandfald i Øst-Finmarken, som med Undtagelse af Landet sydenfor Varanger­fjorden, ellers ikke er rigt paa dette Slags Naturskjønheder.

Veiret var hele Tiden klart og stille; om Aftenen valgte jeg gjerne en eller anden Plads under Klipperne eller en Odde i Fjorden, hvor jeg overnattede i et lidet Telt, som Folkene forstode at opsætte af Baadens Seil. Ved den nærmeste Bæk havde Mandskabet deres lille Leir, hvor de kogede og stegede. Kjøkkenet blev næsten hver Dag forsynet med fortræffelig fersk Lax, der indkjøbtes af de enkelte Finner, som vi hist og her kom forbi paa Fjorden.

Disse Aftener og Nætter vare uforligneligen skjønne. Ved Midnat gik Solen netop midt over Fjordens brede Munding, og kastede sit Lys paa den store Vandflade, hvis blanke Vover skyllede sagte ind paa Strandkiislerne. Dertil vare Klipperne, ved hvilke jeg ofte opslog mit Telt, her af en udsøgt Skjønhed; deres Bryst prangede med Bouqvetter af den yppige Rhodiola og Guirlander af den violetblomstrende Saxifraga; Taget var tykt, udoverhængende Mos, som overalt dryppede af det klareste Vand, og gjerne paa et eller et Par Steder afgav smaa Kaskader. Naar jeg da endelig besluttede mig til at gaae ind i Teltet, troede jeg at erfare denne sødelig søvndyssende Virkning, som man har tillagt Beskuelsen af en vældig, Synet roligen imøde kommende Vandflade. Thi uagtet Solen skinnede ind i Teltet, kunde jeg aldrig indslumre behageligere end under denne Beskuelse, og under Lytningen til Kildens Pladsken og Vovens Bevægelse over Strandkiislerne.

Om Aftenen den 26de seilede jeg omkring Sværholt-Klubben, det høie Forbjerg mellem Laxefjorden og Porsanger-Fjorden, og Grændse-Punktet mellem Øst- og Vest-Finmarken. Mængden af Krykke (Larus tridactylus), som her har sit Tilhold, er ubeskrivelig. Man overvældes og forvirres af Utalligheden i Flokkene og af det uendelige Skrig. Fjeldvæggene, som jeg antog at strebe henved 1000 Fod i Veiret, og som i sig selv ere sorte, syntes paa store Partier ganske hvide, deels af de siddende Fugle selv, deels af deres Skarn. Noget efter Midnat naaede jeg Kjelvig.


6) De merkværdigste af de i det omtalte Udtog af Thingprotokollen optegnede Sager kunne eftersees i Bilaget No. 1. Sammesteds vil man ogsaa finde [den] paa Stegen i Nordlandene [passerede], og under nærværende Kategorie henhørende Tildragelse, der kaster meget Lys paa Oplysnings-Tilstanden i hiin Tid.