Reise i Øst- og Vest-Finmarken samt til Beeren-Eiland og Spitsbergen, i Aarene 1827 og 1828
af B.M. Keilhau
Christiania : Johan Krohn, 1831

No. 3. Forskjellige Notitser angaaende Polar-Øerne nordenfor Finmarken.

Længe førend Spitsbergens Opdagelse af Hollændere og Englændere synes vore Forfædre enten virkeligen at have kjendt eller idetmindste at have haft sikre Formodninger om Tilværelsen af Lande beliggende i hiin Egn; de have nemlig forestillet sig Grønland saa langt fortsat mod Øst, at det berørte Europas og Asiens Kontinent i de nordøstlige Dele af det nuværende Rusland. Man antræffer i Oldskrifterne de Navne Svalbardi, Helluland, Grænlands Obygdir, Troldboten og Geruths mørke Boliger, hvilke i mange Tilfælde ikkun ere at henføre til den betegnede Strækning. I Samson Fagres Saga heder det: Gudmund regjerede over Glæsisvoll, som ligger østenfor Risaland. Risaland ligger i N. O. fra Østersøen; videre mod N. O. Jotunheim, hvor Trolde og Uvætter boe, men derfra henimod Grænlands Obygdir strækker sig det Land, som kaldes Svalbarthi. Ifølge en saadan geographisk Forestilling troede man, at det var muligt at komme overland fra Grønland til Norge, en Reise, som en vis Harald Geit fortælles virkelig at have udført. Undertiden nævnes Konger over hine Lande, paa andre Steder forestilles de ikkun som beboede af saadanne skrækkende Væsener, hvormed Fortidens Overtroe befolkede øde Steder af en vild og frygtelig Natur, og som altid bleve forviste længer og længer mod Norden, eftersom sikker geographisk Kundskab erhveredes. (Schønings gamle Geographie Pag. 47, 53, 57, 68, 71, 72). At de Gamle idetmindste gisningsviis kunne have vidst om Landene nordenfor Norge - hvilket Sagaerne, om end det, de berette, er nok saa fabelagtigt, dog vel maa antages at tilkjendegive - lader sig let forklare, naar man veed, at Iisbjørne undertiden komme svømmende paa Iisstykker drivende til Finmarken, hvilket, tilligemed Trækfuglenes regelmessige Tog, maatte være tegn nok for saa skjønsomme Iagttagere, som vore Forfædre i slige Anliggender have været.

Hollændernes og Englændernes Beseiling af Spitsbergens Farvande foranledigedes aller først af Haabet om en Passage til Ost-Indien og China nordenom Siberien, en Idee, som Robert Thorne, Kjøbmand i Bristol, bragte paa Bane i Aaret 1527.

Det var Ao. 1596, at Beeren-Eiland og Spitsbergen opdagedes af en Expedition, som Staden Amsterdam havde udsendt under Jacob v. Heemskerk for at finde en ny Vei til Kongerigerne "Cathay og China." Overstyrmand paa det ene af Skibene var den bekjendte W. Barenz; det andet førtes af Corn. Ryp. Denne, af Frygt for Waigats-Strædet, paastod, at man maatte styre mod Nord, hvilket gav Anledning til Opdagelsen. Den 5te Juni mødte de den første Iis, som i Begyndelsen blev antaget som en Mængde svømmende Svaner. De løb lykkelig igjennem. Den 9de saaes, paa Breden 71° 30', en Øe, som efter Gisning havde en Lengde af 5 Mile. Den 11te landede de, og fandt en Mængde Æg af Søfugle. De bestege et meget steilt Bjerg, fra hvilket de maatte lade sig glide ned. Om Morgenen den 12te, blev en Iisbjørn seet, som nedlagdes efter to Timers Kamp. Man spiste noget af Kjødet, men fandt det ikke godt. (Sein Geschmack wolt ich nicht versuchen, siger Martens, den ich mich befürchtete, frühzeitig grau zu werden, wie dass die Schiffleute davon halten, dass wer davon isset, bald grau wird). I Anledning af denne Begivenhed med Bjørnen kaldte de Øen Beeren-Eilandt. - Den 17de og 18de saae de megen Iis, og seilede langs frem med samme, til de naaede en Landspidse, der laae sydlig fra Isen. Den 19de saae de atter Land, og befandt sig paa 80° 11' Brede, hvilket var nordligere end, saa vidt bekjendt, Nogen anden hidtil var kommen. Landet var stort, og de seilede langs med dets Vestkyst til 79° 30' Brede, hvor der var en god Rhed. En stor Iisbjørn blev atter fældet; paa en Øe samledes Æg, og man fandt, at Landet frembragte Græs og nærede Rensdyr. Efterat have seilet videre nedad Vestkysten, kom de den 1ste Juli igjen i Nærheden af Beeren-Eiland. Ryp vilde nu forsøge at naae den 80de Bredegrad paa det nyopdagede Lands Østside, men Barenz seilede til Novaia-Zemlia, hvor han blev nødt til [at] overvintre, og hvor han den næste Sommer døde. Det tiloversblevne Mandskab fandt Ryp i Kola, hvorfra man vendte tilbage til Amsterdam. (Pinkerton Coll. of Voyages I.).

De forskjellige Forsøg paa at finde en nordvestlig Vei til China gjennem Hudsons- og Davis-Strædet, og en nordostlig enten nordlig om Novaia-Zemlia eller gjennem Waigats-Strædet, ligeledes ogsaa de aarlige Reiser til Archangel havde gjort de engelske Sømænd saa bekjendte med disse Have, at Nogle af det russiske Handels-Compagnie i London i Aaret 1598 begyndte at drive Hvalfangsten i Nærheden af Spitsbergen. (Schneider Samml. verm. Abhandl.).

Endvidere blev Spitsbergen fundet af Henry Hudson i Aaret 1607, og det er ham, hvem Forster i sin Geschichte der Entdeckungen und Schiffahrten im Norden tillægger Æren for dette Lands Opdagelse.

Søfarerne fra Hull havde allerede tidlig og længe befattet sig med at fiske ved Finmarken, og det er sandsynligt (siger Schneider l. c., efter Anderson), at Hollænderne af de Engelske have lært Veien til disse nordiske Farvande. Fra 1598 til 1612 dreve Englænderne i al Rolighed deres Hvalfangst ved Spitsbergen, som de dengang i Almindelighed kaldte Grønland. Men da Hollænderne i det sidstnævnte Aar for første Gang kom derhen paa Fangst, angreb nogle af det russiske Compagnies Skibe de nye Rivaler, og tvang dem til at seile hjem. I det følgende Aar bemægtigede Englænderne sig to hollandske Skibe ved Spitsbergen, og bragte dem som retmæssige Priser til England. Samme Aar erholdt det russiske Selskab et Patent af Jacob I, hvorved alle Andre, saavel Englændere som Fremmede bleve udelukkede fra Spitsbergen; 7 bevæbnede Skibe udsendtes, og med disse forjog man Hollænderne, de Franske og Biscayerne, som havde indfundet sig i de forbudne Farvande. Paa Landet opsatte man et Kors med Kongen af Englands Navn, og Spitsbergen kaldtes ved denne Leilighed King James his new land.

1614 sendte det russiske Selskab 13 Skibe til Spitsbergen, men Hollænderne sendte 18, hvoriblandt der var 4 Krigsskibe. De fiskede altsaa med Magt, uagtet Englænderne anmassede sig en udelukkende Rettighed. 1615 lod det russiske Selskab tvende Skibe og 2 Pinasser gaae til Spitsbergen, og Hollænderne 11 Skibe med en Bedækning af tre Krigsskibe. Til samme Tid lod ogsaa Kongen af Danmark tre Krigsskibe seile derhen, hvilket var de første Danske, som man havde seet paa disse Breder. De fordrede Told af Englænderne, men den blev dem nægtet. 1617 kom det til en Fægtning mellem Englænderne og Hollænderne, hvilke sidste fratoge hine et Skib, som dog siden blev givet tilbage. Efter mange Stridigheder sluttedes endelig en Overeenskomst, hvori Englænderne, efter deres formeentlige Forret, valgte sig de bedste Steder paa den sydlige Deel af Spitsbergens Vestkyst, foruden de tvende høiere oppe beliggende Pladse English-Bay og Magdalena-Bay, samt Prinds Karls Forland. Hollænderne maatte gaae længere mod Nord, og valgte sig Amsterdam-Eiland med den saakaldte Sydhavn, og videre nordlig den saakaldte Nordhavn. De Danske kom senere, og valgte den Danske Øe (Danes-Island), samt en Bugt mellem Hollænderne og Englænderne; Hamburgernes Station blev i Hamburger-Bay, og de Franskes eller Biscayernes paa Nordkysten, ved den saakaldte Røde Bugt.

I Aarene 1619, 1620, 1622 havde Englændernes Fiskerier ved Spitsbergen et aldeles slet Udfald, og 1623 kunde de ikke fordrive Hollænderne, som havde flere Skibe og en Fuldmagt fra Prindsen af Oranien. I de følgende Aar vare Englænderne forviklede i Krige og borgerlige Uroligheder, et Tidsrum hvori Hollænderne ganske bleve Mestere i Spitsbergen. (Schneider l. c.)

Angaaende Beeren-Eiland findes i Forsters anførte Verk følgende Efterretninger. I Aaret 1603 udsendte den engelske Ridder Francis Cherry paa egen Bekostning et Skib, som under 74° 55' N. B. traf en Øe, hvorpaa man fandt en Hvalros-Tand samt noget Blyerts. Denne Øe kaldte Skibsfolket Cherry-Island efter Ridderen, og tog den i hans Navn i Besiddelse. Dette var nu den samme Øe, som før havde faaet Navnet Beeren-Eiland eller Bjørn-Øen. - I Aaret 1604 gik et Skib, der tilhørte M. Welden, atter derhen fra England; det kom til Kola den 1ste Mai, blev der til den 1ste Juli, og naaede Cherry-Island den 8de s. M. Strømmen gik saa stærk, at de ikke kunde lande; de seilede derfor rundt om Øen, og ankrede to Mile udenfor; med Baaden kom de i Land, og skjøde en Mængde Fugle til Spise. Den 9de saae de mange blaa Ræve paa Øen. Den 10de kom de til en Bugt, hvor meer end tusinde Hvalrosse laae over hinanden og sov, men af hvilke de dog kun dræbte femten. Der laae en stor Mængde løse Tænder af disse Dyr, som de opsamlede. I et Par Dage dræbte de omtrent 100 Hvalrosse, af hvilke de dog ikkun brugte Tænderne. - Det følgende Aar gik det samme Skib med samme Besætning igjen til Øen, hvor de ankom den 2den Juli. De dræbte en Mængde Hvalrosse, hvoraf de nu ogsaa brugte Spækket til Tran. Under et Bjerg, som de kaldte Mount Misery, opdagede de en Blyaare, og medbragte til England mere end 30 Tønder (60,000 Pd.) af Ertsen. Næste Aar landede Skibet den 3die Juli ved Cherry-Island. Man maatte vente til Isen var gaaet bort, da Hvalrossene ikke før komme til Landet (?). I 6 Timers Tid dræbtes da 7-800 Hvalrosse, og desuden nedlagdes tvende Bjørne. - Det synes, at de samme Folk fremdeles vedbleve at fare til Øen; thi det anføres, at de, paa en Reise 1608, den 21de Juli havde saa stærk Hede ved Beeren-Eiland, at Beget smeltede og flød ned all Siderne paa Skibet. I 7 Timer nedlagdes dengang over 900 Hvalrosse. To unge Hvalrosse tog man med sig, af hvilke den ene, et Hundyr, døde paa Veien, men den anden, et Handyr, som man lærte adskillige Kunster, levede endnu ti Uger efter Ankomsten til England.

1609 udrustede Ridderen Th. Smith, i Forening med det Russiske Handels-Selskab, et Skib, for at gaae til Cherry-Island, og for at gjøre Opdagelser op imod Nordpolen. Det beseilede Vestkysten af Spitsbergen. - I det følgende Aar udsendte det russiske Handelsselskab tvende Skibe til Cherry-Island. Man dræbte nogle Iisbjørne, og tog et Par Unger med til England. Man nedlagde ogsaa en Mengde Sælhunde (?), og skjød et stort Antal Fugle. Den 15de Juni blev et Flag opsat, og Øen taget i Besiddelse i det russiske Compagnies Navn. Paa Gull-Island opdagedes tre Blygange, og paa Hoved-Øens nordlige Deel et Kulfløts. Paa Beeren-Eiland skulle Russerne siden ogsaa have fundet gedigent Sølv, hvoraf Forster beretter selv at have seet flere Stuffer. (Denne Russernes Angivelse synes mig dog, af geognostiske Grunde, kun lidet rimelig, hvorimod Forekommendet af Blyerts i Beeren-Eilands Fløts-Formation er ganske i sin Orden; vore Folk vidste imidlertid Intet at sige om Metaller paa Øen. Af en Anmerkning paa et engelsk Søkart var vel Erts-Fundet paa Gull-Island mig ogsaa dengang Bekjendt, men, som man har seet, fandtes ikke dette Skjær, thi andet synes det ikke at have været. Om Opdagelsen under Mount Misery læste jeg først siden).

Forster, der dog allerede skrev 1784, anmerker til Slutning om Beeren-Eiland (og Spitsberg-Havet), at de der tilforn saa hyppige Hvalrosse og Hvalfiske nu ved Jagten paa disse Dyr ere blevne sjeldne, ja at de tilsidst have vendt sig aldeles til andre af Mennesker mindre besøgte Egne. -

Englændernes Undersøgelser i Polar-Havet begyndte igjen i 1773, da Kongen sendte tvende Skibe under Phipps og Lutwidge til Spitsbergen, en Reise, paa hvilken den berømte Nelson, dengang i sin første Ungdom, sees at have været med. De allersidste Expeditioner fra England didhen er det paa nærværende Sted overflødigt at berøre.

Derimod følge her endeel Antegnelser betræffende Farten fra Norge paa Øerne i Iishavet, og navnligen om den nuværende, som hovedsagelig finder Sted fra Finnmarken. At Bergen, der, som man veed, har deeltaget i den engang saa ivrigen drevne Hvalfangst i Grønlands-Havet, da har udsendt sine Skibe ikke blot til det egentlige Grønland, men ogsaa til Spitsbergsen, lader sig vistnok formode; men om saa er skeet, maatte denne Beseiling af Polarhavet henføres til et ganske andet Afsnidt i den norske Søfarts og Handels Historie, end det, som her tilsigtes. - Som det første Forsøg fra Hammerfest til Spitsbergen kan maaskee anføres en halv norsk Expedition, som en derværende Kjøbmand udrustede i Aaret 1795, i russisk Fællesskab. Han lod nemlig nogle Søfinner overvintre paa Spitsbergen tilligemed Russerne. Fangsten skal have været ret god, men Uenighed mellem Mandskabet gav Expeditionen et slet Udfald, og den blev af liden eller ingen Følge for Speculationen paa Polarøerne. Samme Kjøbmand skal ellers ogsaa have deeltaget i Udrustningen af et kjøbenhavnsk Fartøi, som blev udsendt for at fiske Torsk under Beeren-Eiland. Da den danske Regjering havde udsat betydelige Præmier for Ishavs-Farten, saa hændte det oftere, at Fartøier, som gik til Finmarken, istedetfor at ligge stille, medens Ladningen her tilveiebragtes, krydsede nogen Tid i Iishavet, for at kunne gjøre Paastand paa Præmien. Det er da muligt, at sidstnævnte Tour til Beeren-Eiland ligeledes har hørt til disse Præmie-Speculationer.

De bedre anlagte Foretagender af dette Slags, som nu ere i Gang, begyndte imidlertid først i Aaret 1819, da der af det engelske Handelshuus paa Bodøe fra denne nye Kjøbstad blev udrustet en Galeas og 11 Mand, for at gjøre en Forsøgs-Reise til Beeren-Eiland og Spitsbergen. Planen var, først under Beeren-Eiland at prøve Torskefiskeriet, hvortil Liner og Vad medbragtes. Men man forfeilede Øen, og kom strax til Spitsbergen. Her anløb man de sydlige Fjorde paa Vestkysten, og overtydede sig om, at der var godt Udbytte at gjøre af Hvalrosse, Rensdyr og Duun. - Beretningen herom, i Hammerfest, foranledigede i det følgende Aar en liden Expedition fra dette Sted. En Lodje med otte Mands Besætning udrustedes for at gaae til Spitsbergen; men da man underveis kom i Nærheden af Beeren-Eiland, saa gik man iland her, og det er dette uheldige Besøg paa Øen, hvorom der er fortalt i nærværende Reisebeskrivelses 4de Stykke. Sammesteds er ogsaa berettet om det næste, strax paafølgende Forsøg, der havde et ligesaa uheldigt Udfald.

I de følgende Aar gjentoges Overreiserne fra Hammerfest til Beeren-Eiland og Spitsbergen, og fra 1822 begyndte man temmelig stadigen at lade Mandskaber overvintre paa disse Polar-Øer. Ifølge de Underretninger, man derom har meddeelt mig, fandt den første af disse Overvintringer Sted 1822/23, da 16 Mand, deels for bremisk deels for norsk Regning, laae i Kryds-Bay (Cross-Sound), hvor de opsatte tvende Huse, som vare tømrede i Alten. Andre 16 Mand bleve oversendte til Afløsning for den følgende Vinter, og saaledes var Planen for dette Foretagende lagt for tre Aar. Men det sluttede med det andet. Blandt andre Omstændigheder, som hindrede dets Fremgang, var Stedets uheldige Valg. For at raade Bod herpaa havde man den anden Vinter gjort en lang Udvandring til Iis-Fjorden, men fandt der saa slet Quarter i en russisk Stue, at tre Mand omkom.

Et Handelshuus i Hammerfest, som i de sidste Aar altid har sendt eet eller to Fartøier til Polar-Øerne, lod i 1825 en liden Bygning føre over til Spitsbergen og opsætte ved Siden af et russisk Etablissement i Iis-Fjorden. I dette Huus og i den russiske Barake holdt et Partie af det oversendte Mandskab til under Overvintringen, som ikke gav noget lønnende Udbytte. Fem Mand, som vare udsendte fra Hovedqvarteret til et andet Sted, hvor de boede i et russisk Huus, omkom samtlige. Efter hvad man kunde udbringe af deres Journal, har Frygt for Bjørnene hindret dem fra at gaae ud, saaledes at de rimeligvis ere komne til at lide Mangel paa Fødemidler, og have paadraget sig Skjørbug. Tre Bjørne havde de skudt gjennem Taget; den ene Mand fandtes aldeles ikke.

Ved min Nærværelse i Hammerfest beskjæftigede fem af de derværende Skippere sig udelukkende med Fangstfarten paa Spitsbergen og Beeren-Eiland. Men de fleste Expeditioner ere blot Sommerreiser paa halvanden til to Maaneder, hvilket synes at være en slet beregnet Praxis, da altfor Megen Tid spildes paa de saaledes saa meget hyppigere Frem- og Tilbagereiser.

Fra Tromsøe, Trondhjem og Bergen havde man ogsaa begyndt at gaae til Polar-Øerne; men det er naturligt, at Hammerfest maa være Hovedsædet for denne Virksomheed; det ligger nærmest, og er begunstiget med Friheder, ifølge hvilke Udrustningen der bliver billigst, og Udbyttet kan sælges dyrest. Imidlertid klagede alle Entrepreneurerne over Misligheden af disse Foretagender, og tilstaaes maa det, at de nuværende maadelige Priser paa Produkterne, men fremfor alt Mangelen paa duelige Folk giver Anledning nok til saadan Klage. Man anførte ogsaa, at de Norske ei kunde concurrere med Russerne i Fangstfarten paa Polar-Øerne, fordi de norske Mandskaber fordrede en bedre Proviantering. Rigtigheden heraf maa vel ogsaa indrømmes, forsaavidt som Russerne utrette langt mere i Forhold til det, de fortære, end idetmindste de hidtil fra Norge udsendte Folk. Ellers syntes disses Proviantforsyning tarvelig nok; Hovedartiklerne ere: Meel, Gryn og Erter, som i Hammerfest haves meget billigen fra Rusland; videre Reenkjød fra Spitsbergen, hvilket altsaa ikke har Kostet Rhederne stort, og endelig saltet Fisk, som er Finmarkens eget Produkt. Flesk, Øl og Brændeviin pleiede man ikke at medgive. Iøvrigt betaltes hver simpel Mand af Eqvipagen gjerne med 20 Vog Meel (omt. 10 Sp.) for en Tour paa sex til otte Uger, hvorhos en Trediedeel af Fangsten skulde tilfalde Mandskabet.

Hvad ellers Concurrencen med Rusland angaaer, da seer man dog, at de Norskes Foretagender paa Polar-Øerne ere i Fremgang, medens Russernes lidt efter lidt ophøre. Keiseren havde Actier i det archangelske Handels-Compagnie, som beskjæftigede sig med Farten paa Iishavet; men hans Andeel idetmindste skal næsten altid have været forbunden med Tab; han traadte ud, og Compagniet sagdes nu at være hævet. For Øieblikket skal det ikkun være det rige Kloster Solowetskoi (paa en Øe i den hvide Søe) og nogle faa Private, som fra Rusland fortsætte Spitsberg-farten. Man sagde, at Russerne klage over Misligheden at disse Expeditioner, især fordi deres Folk skaffe dem saa mange Ubehageligheder; man skal nemlig fordetmeste være nødt til at bruge Karle, som paa en eller anden Maade ere Udskud, maaskee endogsaa dømte Forbrydere.

Det er Vestkysten af Spitsbergen fra Sydkap til Amsterdam-Eiland, som fortrinligviis er og har været befaret. Hopen-Eiland og de Tusind-Øer besøges ogsaa meget af de Norske. Til de øvrige Egne gaae for Øieblikket ikkun Russerne. Over Vestkysten har jeg især efter mundtlige Meddelelser samlet nogle Bidrag til en Beskrivelse, som hidsættes i Mangel af bedre Efterretninger.

Paa en Øe ved Sydkap staaer et meget forfaldet russisk Vinterqvarteer for een Lodjes Eqvivage, der sædvanligviis er 22 Mand. I 1818 eller 19 skulle to Lodjer have overvintret paa Sydkap, hvilke egentlig vare bestemte til Iisfjorden og Klokkesund, men som paa disse Steder hindredes ved Iis. Udbyttet siges at have været 1200 Hvalrosse og et lige Antal Hvidfiske; desuden en Mængde Sælhunde, Ræveskind og Bjørnehuder. Af en Hvidfisk (Delphinapterus beluga Lacep.) erholdes omtrent den samme Mængde Tran, som af en Hvahos, der efter den sædvanlige Beregning giver een Tønde; efter de daværende Priser skulde saaledes dette Udbytte have haft en Værdie af omtrent 50,000 Sp. - Ved Sydkap har Iisbjørnen fortrinligviis sit Tilhold. Russerne fortælle, at de her ogsaa have seet Ulve; er dette tilforladeligt, saa har det rimeligviis været den saakaldte Polar-Ulv, som ellers findes i Amerika.

Den første Fjord ovenfor Sydkap er Hornsund. Her er god Anledning til at samle Duun. Hvalros stikkes paa Isen; thi der er ingen saakaldet Hvalrosfjære. Videre gives ogsaa god Kobbe- og Hvidfisk-Fangst. I Hornsund og paa Strækningen mellem denne Fjord og Sydkap skal der ikke findes Rensdyr. Ved Indløbet til Fjorden ligger et russisk Vinterqvarteer for een Lodjes Besætning. Til dette Hoved-Etablissement høre to smaa Huse ude i Fjorden, hvert til fire eller fem Mand, som udsendes fra Hoved-Stationen paa længere eller kortere Tid, saa længe Vinteren endnu ikke er altfor stræng. I Nærheden af Etablissementet seer man tre eller fire Bjørnegildrer og en Mængde Rævegildrer. Paa andre Steder i Fjorden findes Tomter efter ældre russiske Qvarterer. Ved det nuværende Hoved-Etablissement fandt man i 1820 en paa Grund staaende Lodje, hvis samtlige Besætning var omkommet. Et halvt Snees Lig vare nedlagte i en stor Kasse, men af Bjørnene tildeels igjen udkradsede; i en Matte vare tvende Lig indviklede, af hvilke kun lidet var tilovers; i Huset laae en af Ræve halv opædt Mand paa en Brisk, og hist og her paa Marken laae ganske afpillede Beenrader. Flere Omstændigheder syntes at vise, at denne ulykkelige Expedition netop havde været færdig til at gaae hjem, men var bleven overfaldet og plyndret af en Fribytter. - Fire til fem Mile inde i Fjorden have Hollænderne haft Tranbrænderier paa et Sted, hvor man finder en Mængde Hvalbeen og nogle Levninger af Mure.

Ovenfor Hornsund ligger dernæst Klokkesund (Bell-Sound), den største Fjord paa Vestkysten af Spitsbergen; den deler sig i flere Arme: Sørfjord, Midter-Fjord (van Keulens Bay) og Tør-Fjord (Dry-Fjord). Omkring Klokkesund er der meget Ørland og andet fladt Forland. Her findes Rensdyr , og i de store Elve, som falde ud i de forskjellige Fjordarme, skal der være Lax. Inde i Fjordene er Varmen om Sommeren ofte endog trykkende, og der skal da gives Myg, som dog aldrig ere besværlige saaledes som i Lapland. - I Sørfjord, fire til fem Mile fra Mundingen af Klokkesund, staaer et russisk Etablissement, som har flere Filialer i Midterfjord, Tørfjord og ved Indløbet af Hovedfjorden. Et ældre Vinterqvarteer har staaet paa en Øe mellem Midterhuk og Tørfjord. Efter Hollænderne finder man en stor Mængde Pladse, hvor de have brændt Tran, videre Ruiner af murede Bygninger, tækkede med hollandske Tagsteen, samt Gravsteder. En russisk Expedition overvintrede i Klokkesund 1823/24.

Videre nordefter følger Iisfjorden. Af denne gaaer en Arm mod Syd, der kaldes Grønne Herberg (green harbour), ved hviken et russisk Vinterqvarteer er anlagt, og hvor der nu ogsaa staaer et lidet norsk Huus. Hist og her i Fjorden ere desuden smaa russiske Huse opsatte som Filialer af Hovedqvarteret. Gamle Byggetomter efter Russeme og Merker efter Hollændernes Tranbrænderier findes paa mange Steder. I Nærheden af Grønne Herberg er en liden Bugt, hvori Russerne fange en Mængde Hvidfisk. Denne Fangst drives paa følgende Maade: naar man merker, at Fisken har sit sædvanlige Løb ved nogen fladgrundet Strand, saa fastgjør man paa denne den ene Ende af et Garn eller en Noot, som udsættes i en Bue saaledes, at Fisken kan gaae ind imellem Garnets anden Ende og Landet. Den sidstnævnte Ende er ved en paa Bunden liggende Noot-Arm forbunden med et paa Stranden opsat Spil, ved Hjælp af hvilket Noten Hurtigen kan hales ind saaledes, at Fiskeflugen (Grinden) indsluttes deri. Naar dette er skeet, gaaer man i Baadene paa den ydre Side af Noten, og stikker Fisken med Landser. Man har Exempel paa Fangster af halvandet hundrede Hvidfiske, som paa een Gang ere blevne indsluttede i Noten, og som ikke have kunnet stikkes i kortere Tid end otte Dage. Noten er bundet af de saakaldte Russekaler, som ere af ¼ Tommes Tykkelse; den har en Længde af 120-130 Favne, og efter Pladsens Beskaffenhed maa den være 2 til 4 Favne dyd. Expeditionen i Krydsbay 1822/23 havde en i Hammerfest bundet Noot med til Hvidfisk-Fangsten, men den blev ikke brugt. - I Grønne Herberg er en god Hvalros-Fjære, og i hele Iisfjorden gives en Mængde Sælhunde, ligesom Landet rundt omkring er rigt paa Ræve og Rensdyr. I Iisfjorden er der ogsaa Overflødighed af Steenkul, især i den derefter benævnte Kul-Bugt. I Grønne Herberg ligger den almindelig agtede Russer Staraschtschin begravet; efterat have overvintret 32 Gange i Spitsbergen, hvorhen Munkene i Solowetskoi-Klosteret udrustede ham, og som han allerede besøgte som ung Dreng i Følge med sin Fader, døde han her i 1826, af Alderdoms Svaghed.

Udenfor denne Fjord begynder Prinds Karls Forland, en Øe, som strækker sig næsten 15 Mile mod Nord. Paa de smaa Holme ved denne store Øe falder en Mængde Duun, som man samler paa Excursioner fra Iisfjorden. Paa Syd-Huk findes Ruiner af et gammelt russisk Vinterqvarteer, samt et stort Antal Kors og Gruve. Hollænderne have især besøgt Øens Nordpynt; langs med Stranden seer man her Hvalbeen, Grave, Spor efter Tranbrænderier med igjenliggende Forraad af Steenkul, samt Murene efter de saakaldte Hollænder-Telte. Den Deel af Mandskaberne, som, medens Skibene krydsede udenfor paa Hvalfangsten, var i Land for at brænde Tran, pleiede nemlig at boe under Skibs-Seilene, der udspændtes over tvende paralelle, løst opførte Mure, og saaledes dannede et Slags Telte. - Ved Prinds Karls Forland har man blandt Rækveden fundet Garnkavler, som maatte have drevet did fra Finmarken. (Jeg erholdt ellers et Rækved-Stykke herfra, som syntes at være af Lærketræe).

Indenfor Prinds Karls Forland møder paa Fastlandet St. Johns Bugt, hvor der skal staae nogle gamle Huse. Mellem St. Johns Bugt og Engelsk-Bugten er en Fjære, hvori Hvalrossen lægger op. Men den bedste Hvalros-Fjære er i selve Engelsk-Bugten (English-Bay), hvor der ogaa findes Spor efter Tranbrænderier. I Kongs-Bugten, som dernæst følger, ligge tre gode Duun-Holme.

Ikke langt derfra er Kryds-Bay (Cross-Sound), hvor et russisk Vinterqvarteer før har staaet, og hvor nu et norsk er opført. Landskabet har megen Lighed med Egnen omkring det russiske Etablissement paa Øst-Spitsbergen, som er beskrevet i 5te Stykke. Ved Søen Udbreder sig en stor Slette, bedækket deels med Gruus, deels med Mos, bagenfor hvilken der reiser sig en Bjergkjede, hvor lidet Steenkul forefindes, Husene staae ved en i Sletten eller Forlandet indskaaret Vaag. Vor Kaptain, som havde været iblandt dem, der i 1822 sendtes fra Hammerfest til Kryds-Bay, har berettet mig om sit ophold her saaledes: man ankom St. Hans Aften; sex Mand gik strax i Baadene til Iisfjorden for at skyde Reen. De øvrige ti gave sig til at opsætte Husene. Indtil disse vare færdige, boede man i Telte. I den første Maaned indskrænkede Fangsten sig til at indsamle lidt Duun og Æg; Hvalrossen, som gaaer Ud med Isen, saasnart denne løsner og begynder at drive fra Land, kom først tilbage i August. Indtil Begyndelsen af denne Maaned var Veiret fordetmeste klart og mildt; saa kom der oftere Taage og Regn. l October havde man igjen mange klare Dage. I Slutningen af September droge de fleste Fugle bort; men Stormfuglen blev, lige til det bestandige Mørke begyndte, hvilket var at regne fra fem Uger før Juul. Henimod Midten af November lagde Isen sig, og man maatte standse med Hvalros-Jagten. Saxe, Fælder og Gildrer bleve udsatte for at fange Ræve; ligeledes opstillede man tre Bjørne-Saxe, og sysselsatte sig med at skyde Ryper. (I Spitsbergen have Ryperne den Egenskab at være fede næsten paa samme Maade som Gjæs, Ænder o. s. v. Ogsaa Rensdyret er her langt federe, end i Lapland, hvorimod det er mindre). Snee kom først i nogen Mængde i Begyndelsen af December; den sidste Halvdeel af denne Maaned var saa mørk og stormfuld, at man sjelden kunde see til de næmeste Rævefangster. Det regnede nogle Gange hæftigt, og det skal have lynet og tordnet ved Juletider, (Andre af samme Expedition nægtede dette, og vilde kun have hørt de bragende Drøn, som udgaae fra Jøklerne). Gjennem hele Januar og til Midten af Februar vedvarede det stormende Veir, som især kom med Fog fra Nordvest. Man havde ofte Møie med at finde frem og tilbage fra Vandstedet, der dog kun var et Rifleskud fra Husene, og paa nogle Dage vovede man sig slet ikke ud. Kulden var i korte Tidsrum vistnok meget stræng, men dog aldrig i høiere Grad, end at Stuerne altid kunde holdes tilstrækkelig Varme. Saa ofte som det var muligt, gjorde man Skie-Toure, og [ingen] Mand var syg. I Midten af Februar begyndte Dagen igjen at blive kjendelig, og Stormene rasede mindre; der kom ofte Slud med vestlige Vinde. Man søgte nu igjen ud efter Ryper, og kunde regelmæssigen see til Rævefangsterne. I Slutningen af Maaneden kom Havhesten igjen tilsyne, og Isen brød op. Den første Marts frøs Søen atter til, og Kulden var strængere, end før om Vinteren; men det var stille, og Solen skinnede. To Mand, som havde overgivet sig for meget til Ørkesløshed, bleve nu angrebne af Skjørbug, men Nydelsen af Cochleare, som man allerede fandt sidst i Februar, samt af fersk Fuglekjød, og af Suppe kogt paa Sælhundekjød helbredede dem inden fjorten Dage. I April begyndte Søen at gaae temmelig stadigen oppe. Veiret var klart og koldt, undtagen naar vestlige Vinde herskede, ved hvilke det sædvanligvis kom Snee. Ederfuglen indfandt sig paa denne Tid, og man fangede den i Snarer paa Iisbredden. Først i Mai foretoges en Tour til Kongsbugten (Kings-Bay), men Isen var endnu for meget pakket:, til at man kunde jage efter Hvalrossene, og siden gik disse ud med Isen. Man gjorde flere meer eller mindre frugtesløse Expeditioner snart til Prinds Karls Forland, snart nordefter Kysten af Fastlandet; overalt blev man hindret af Isen. I Juni løb tvende Kuttere fra Hammerfest ind i Krydsbay, hvilke vare udsendte paa Fangst, og lidt senere i samme Maaned ankom ogsaa det til den overvindtrende Expedition hørende Fartøi, hvilket bragte det nye Mandskab til Afløsning. -

Der er ingen Hvalros-Fjære i Krydsbay og Pladsen er overhoved en af de ufordelagtigste, især naar man ikke befatter sig med Hvidfisk-Fangsten, som man kan see, at Russerne her have drevet.

Fra Krydsbay paa en anselig Strækning nordefter er Landet lavere og jævnere, end sydenfor. Man møder derefter Hamburg-Bay, hvor der staaer et lidet russisk Huus, tilhørende Hovedstationen i Krydsbay. Sælhunde ere hyppige i denne Bugt; Hvalros kan man stikke paa Isen, og i Omegnen findes en Mængde Rensdyr.

I Magdalena-Bay, lidt nordenfor Hamburg-Bay, er en Fjære, hvor man paa een Gang har stukket 120 Hvalrosse. Et nyt russisk Etablissement skal være anlagt i denne Bugt. Her, saavelsom i Hamburg-Bay, ligge mangfoldige Grønlands-Farere begravede. Især ved denne nordvestlige Kyst af Spitsbergen mødte man før de flere Nationers Skibe, som befattede sig med Hvalfangsten; de løb ind fra den saakaldte Grønlandske Søe d. e. Havet vestenfor Spitsbergen, for at gjøre Reparationer, indtage Vand og begrave deres Døde.

Paa Danes-Eiland falder megen Duun, og der skal staae et russisk Huus.

Paa Amsterdam-Eiland (eller paa Fastlandet ligeoverfor?) er et russisk Vinterqvarteer, som sidste Gang blev benyttet 1823/24. Der findes Rensdyr paa Øen, samt megen Cochleare og Reenmos. Amsterdam-Eiland ligger ved det nordvestligste Hjørne af Spitsbergen, og indslutter i Syd Hvalfangernes fornemste Station i disse Farvande, af Englænderne kaldet Fairhaven, som i Nord beskyttes af Øerne Vogelsang, Cloven-cliff og de tvende Norways, paa hvilke sidste der gives Fjelde af omtrent 2000 Fods Høide. (I Beskrivelsen over Phipp's Reise angives Høiden af et Fjeld ved Vestkysten, under 78° 22' Brede, til 4509 engelske Fod). Sundet mellem Amsterdam-Eiland og Fastlandet er ganske smalt, og ved dette Sund ligger Hollændernes gamle Hoved-Plads Smeerenberg, der seer ud som det var en Landsbye, siger Martens, (- als ob es ein Dorff wäre. Da stehen noch Häuser von den Holländern erbaut, wo sie vor diesem (1671) Thran gebrennet, hier haben etliche Holländer versucht einen Winter über zu bleiben, es ist aber keiner lebendig geblieben). "Ligeoverfor," beretter han videre, "staae ogsaa nogle Huse; - - dette Revier kaldes den sydlige Havn; - i denne, saavelsom i den nordlige (hvorved forstaaes Vogelsang) ligge sædvanligviis de fleste Grønlandsfarere; jeg tællede mangengang 10, 20, 30 Skibe, som her havde kastet Anker." Om Tranbrændingen anmerker Martens, at Hollænderne tilforn have foretaget dette Arbeide i Smeerenberg og ved Kogeriet i Harlingen, men at de Franske brændte Tranen ombord, hvorved ikke faa Skibe under Spitsbergen ere blevne et Rov for Luerne.

Specification over Fartøier og Mandskaber, som i 1824, 25 og 26 have været udsendte fra Hammerfest til Beeren-Eiland og Spitsbergen.

- 1824
Paa Spitsbergen overvintrede 1823/24			22	Mand.
Paa Beeren-Eiland samme Vinter			9	...
- Paa een, to eller tre Sommerreiser udsendtes:
Galeasen Fortuna, drægtig	22	Comm. Læster, med	11	...
Sluppen Nordstjernen ...	12	...	8	...
Sluppen Magdalena ...	7	...	7	...
Galeasen Abelone Maria ...	20	...	14	...
Briggen Hvalros ...	31	...	15	...
- 1825
Paa Beeren-Eiland overvintrede 1824/25			10	...
-  Paa Sommerreiser udsendtes:
Galeasen Fortuna, drægtig	22	Comm. Læster, med	22	...
Sluppen Magdalena  ...	7	...	7	...
Sluppen Nicolai ...	9½	...	11	...
Sluppen Nordstjernen ...	12	...	5	...
- 1826
Lodjen Spitsbergen laae om Vinteren 1825/26 i Spitsbergen; Besætningen var oprindelig 22 Mand, hvoraf fem døde under Overvintringen			22	...
Paa Beeren Eiland overvintrede paa samme Tid			8	...
- Paa Sommerreiser udgik:
Galeasen Fortuna, drægtig	22	Comm. Læster, med	12	...
Sluppen Magdalena ...	7	...	7	...
Sluppen Nicolai ...	9½	...	11	...
Sluppen Gud mit Haab ..	10	...	7	...
Kutteren Senjens første Forsøg ...	17	...	7	...
Galeasen Tilfældet ...	16	...	9	..
Skonnerten Triphan ...	12	...	10	...

Specification over Produkter fra Beeren-Eiland og Spitsbergen, indkomne til Hammerfest i de nysanførte Aar, paa de ovenfor angivne Fartøier.

	1824	1825	1826
Hvalros-Spæk, Tønder	405	225	1100
Hvalros-Huder med Spækket paa, hele og halve, ialt hele (I Beregningen over Udbyttet af Tran kan man for hver heel Huud med Spækket paa overhoved sætte een Tønde af denne Artikkel.	351½	215	525
Hele Hvalros-Unger		10	6
Hvalros-Huder uden Spæk, halve	298	151	648
Hvalros-Tænder, Pund	3184	2228	3150
Membra af Hvalrosse, Foustage	1
Ræveskind, blaa	145	9	35
..., hvide			17
Rensdyr-Skind	151		520
Rensdyr-Talg, Pund	576		1680
Rensdyr-Kroppe	49		260
Rensdyr-Kjød, Tønder	4
Rensdyr-Horn, Pund		360
Ederduun, urenset, Pund	1440	2520	4716
Sælhunde-Skind med Spækket paa, hele	4		18
Sælhunde-Skind uden Spæk, hele	34
Sælhunde- og Bjørne-Spæk, Tønder	20
Iisbjørn-Huder	32	3	10
Steenkul, Tønder			60

1820 og 21 betaltes i Hammerfest af Bremerne 20 Sp. for en Tønde Hvalros-Tran, 16-20 Sp. for en heel Hvalros-Hud, og 4-5 Ort for Pundet af Tænderne. (Et Par udgjør omtrent 4 Pund).

Priserne paa disse Artikler i 1827 opgaves saaledes: en Tønde Tran 10 Sp., en Hud 2 Sp., et Pd. Tænder 30 Skill. - Huderne bruges meget til Kjøreredskab i Finland og Rusland, og skulle hertil give et fortræffeligt Læder, men den rigtige Beredning har mange Vanskeligheder, ligesom ogsaa denne Vare overhoved kun er lidet kjendt og efterspurgt. Kjøbmænd i Hammerfest have søgt at aabne sig et nyt Marked derfor i Hull.