Reise i Øst- og Vest-Finmarken samt til Beeren-Eiland og Spitsbergen, i Aarene 1827 og 1828
af B.M. Keilhau
Christiania : Johan Krohn, 1831

V. Spitsbergen.

Vi rettede vor Kurs mod Sydkap paa Spitsbergen, der ligger omtrent 100 Sømile fra Hammerfest og 35 fra Beeren-Eiland. Omtrent midtveis mødte vi Driviis, som syntes at indtage en halvmaaneformig Strækning paa Søen af 2 til 3 Miles Længde fra Nordvest til Sydost. Vi gik midt igjennem det vestlige Hjørne af denne Strækning, hvor Stykkerne vare smaa og vidt adspredte.

Den 26de passeredes den 77de Bredegrad og Land blev skimtet i Øst; det var allerede en Deel af Vestkysten ovenfor Sydkap. Da det ikke egentlig havde været vor Hensigt at anløbe dette Forbjerg, bleve vi liggende i den samme Kurs. Vor Plan var at løbe ind i en eller flere af Fjordene paa Vestkysten, og om muligt at gaae lige til Amsterdam-Eiland øverst paa denne Side af Landet; thi her haabede vi endnu at finde Skibet Hecla, som i Havnen ved Smeerenberg skulde oppebie Parry's Tilbagekomst fra Nordpolen. At denne mislykkede engelske Expedition allerede da havde forladt Spitsbergen, viste Tidenderne siden.

Den 27de om Morgenen tidlig faldt lidt Snee; Hvorefter Veiret klarede op. Prinds Charles's Forland og Fjeldene omkring Iis-Sund laae nu for os i fem til sex Miles Afstand. Men vore skjønne Forhaabninger nedsloges i samme Øieblik ved Synet af Drivisen, som, tæt pakket, bedækkede Havet foran alle Indløb.

Den følgende Dag, efter om Natten at have udholdt en Storm fra Norden, stode vi udenfor de sydlige Fjorde, og bleve her ikke mindre skuffede i vore Forventninger, der vare saa meget mere spændte, som Landet afgav det pragtfuldeste Syn. Den store Kyststrækning, som vi oversaae, fremviste overalt de stolteste Alpeformer; der vare Kegler lige Rundan i Guldbrandsdalen, og Aiguiller og Tinde som Skrækhornet og Gousta. Især var der et Fjeld ved Indløbet til Horn-Sund, som med en overraskende lighed fremstillede Formen af Gousta, der er saa udmerket ved sin indskaarne Kam og ved Snee-Riflerne paa den imod Vestfjorddalen vendte Side. Høiden af disse Fjelde er dog vel neppe meer end 2 til 3000 Fod; men de staae umiddelbar ved Havet, og ved Refractionen synes de ofte meget høiere, end de virkelig ere. Paa nogle gik Snebedækningen lige ned til Havet, men mange vare kun paa den øvre Halvdeel let puddrede af Nysneen. Bunden af enhver Dal, som aabnede sig imod Søen, var udfyldt af en Jøkel. De fleste fremstillede meget brede, svagthældende Flader, som med den nederste Rand berørte Havet, eller endog forlængede sig ud i og ind under dette. Selve Isen viste sig næsten slet ikke paa disse vidtstrakte Jøkel-Sletter ("mers de glace"); thi de vare alle bedækkede med Snee, ny og gammel. Mod deres overordentlige Størrelse forsvinde Gletscherne i vor Verdensdeel; men de have Intet af disses rædsomme Skjønhed.

Fra 29de til 31te rasede en Storm fra Sydost, som satte os vestlig op imellem den 78de og 79de Bredegrad, hvorefter vi ganske opgave Haabet om at lande paa Vestkysten, hvis Iis denne Storm endnu mere sammenstuede.

Den 2den September stode vi nogle Mile sydvestlig udenfor Sydkap. En lav, ofte forsvindende, men snart igjen pludseligen fremkommende Taage drev over Søen. I de lyse Øieblikke skinnede Landet i herlig Snepragt. Et stort, paa Grund staaende Iisstykke blinkede i Solen som en Stjerne mellem os og Landet omtrent i 2 Miles Afstand. - Henved en Miil fra Skibet straalede Fontainerne af en stor Grønlands-Hval, som var den eneste jeg saae paa hele Reisen. Om Natten havde Folkene seet tvende af disse Dyr umiddelbar ved Fartøiet. I Midten af det syttende Aarhundrede vare de saa talrige i Spitsbergens Farvande, at Hvalfangsten her aarligen sysselsatte 200 Skibe med 10 til 12 tusind Mands Besætning, og nu ere de saagodtsom ganske forsvundne derfra. Kunde man ikke herved komme paa den Formodning, at den samme Hvalart (B. Mysticetus) engang ogsaa har været hyppig ved Finmarken, at det nemlig var den, hvis Fangst blev drevet der saa stærkt i ældre Tider? Thi det er neppe Sandsynligt, at de Gamle skulle have forstaaet bedre end vi at faae Bugt med den vilde Nordkaper, som desuden kun er lidet rig paa Spæk.

Tidlig om Morgenen den 3die, da Taagen lettede, saae vi os ganske nær ved Sydkap, som ikke syntes meget forskandset med Iis, og hvor vi nu vilde forsøge at lande. Nogle af de Tusind Øer og Hope-Island med syv snebare Fjeldklumper viste sig tydeligen, uagtet den meget betydelige Afstand.

Vi løb sagte op imod Landet, som her havde en ganske anden Form end paa Vestkysten; istedetfor de tæt sammentrængte Fjeldklynger med hvasse Egge og skarpe Tinde, laae der paa denne Sydpynt af Spitsbergen ikkun tvende brede Bjerge, som allerede langtfra viste sig at være dannede af svagt sænkede Fløtslag. Ved deres nordvestlige Side steg en bred og flad, med Snee bedækket Iismark ned imod Søen, og paa hiin Side af denne store Skraaflade begyndte Fjeldene igjen at antage spidse Former; den første Gruppe af skarpe Tinde var dog af en ganske uanselig Høide.

Klokken 10 om Formiddagen vare vi igjennem de ydre tynde Iislinier, og vovede nu ikke at gaae længere med Sluppen, der blev lagt for Anker ved et stort faststaaende Iisstykke. Det snede og var saa tykt, at Landet ikke mere kunde sees. Imidlertid stege vi i Baaden og stødte fra Bord. En Mængde store Sælhunde stak Hovederne speidende op af Vandet, og betragtede os med nysgjerrigt Blik, uden mindste Frygt; andre lode sig endnu mindre forstyrre, men syntes at gjække hinanden indbyrdes; de svømmede efter hinanden i smaa Kredse og gjorde allehaande overgivne Bevægelser. Flokke af utallige Ederfugle fløi til og fra Landet; desuden vare der to eller tre Arter Maager, en Mængde Søsvaler, enkelte Stormfugle og nogle faa Exemplarer af Snyltemaagen (Fiskejo).

Vi kom snart til et meget tæt Iisglærde, hvori enkelte Iisstykker vare meer end 200 Fod lange og ragede indtil 20 Fod op over Vandet. Uagtet Stykkerne vare saa tæt sammentrængte, at en Gjennemgang syntes os umulig, grebe dog Folkene deres Baadshager, og ved at arbeide snart i Baaden, snart oppe paa selve Iismasserne, bragte de det virkelig til at gaae fremad. Saaledes havde disse Folk i Mai Maaned, i en Tid af tvende Døgn, kjæmpet sig igjennem en fire Mile bred Iisbarriere, der omgav Beeren-Eiland.

Efter en Times Stagen, Stikken og Trækken fik vi igjen lidt aabnere Vand, og kort efter saae vi lige foran os en sort Klippe paa hvis Spidse, til vor store Glæde og Overraskelse, tvende høie Russekors udviklede sig af Taagen.

I en liden Bugt bagenfor Klippen, hvor vi nu ufortøvet stege iland, stod, frit paa Marken, en Bagerovn af løse Stene, hvilken Russerne havde opsat; men Spor af Huse fandtes ikke, og Stedet, som var en liden Øe, syntes ikke nyligen at have været besøgt. Korsene vare meget gamle og faldefærdige; et laae allerede omstyrtet, thi der havde været tre, da Klippen syntes at skulle forestille et saakaldet Kalvaribjerg. En Tomme Nysnee bedækkede Marken, paa hvilken ikke desto mindre en Saxifraga (S. cæspitosa) blomstrede hyppigen. Paa Klipperne sad store Flokke af Snepper (Tringa?), og Lommen (C. septentrionalis) fløi skrigende hen over vore Hoveder.

Vi opholdt os ikke længe paa denne lille Øe, men satte over til en stor, flad Strækning, der syntes at tilhøre Fastlandet. Det var et Slags Ør, bestaaende af fastpakkede Smaastene og leeragtigt Gruus, hist og her belagt med smaa Oaser af islandsk Mos og et Par Arter af Slægten Saxifraga; ellers var dette Landskab fuldt af Damme og Smaasøer, hvorfra en og anden Bæk udløb, der fremkaldte de bedste Pladse for Vegetationen. Saadanne Steder vare endog bedækkede af et sammenhængende Grønsvær af kort Græs og endeel blomstrende Urter.

I en Tid af to til tre Timer forsvandt al Nysneen, uagtet Temperaturen kun var meget lidet over Frysepunktet; det syntes, at Sneen mere bortdunstede end aftøede. Frit udsat for Luftdraget blev Thermometerets Glas beslaaet med en Iisskorpe. Ogsaa al Taagen opløste sig, og Himmelen blev fuldkommen klar. Nu begave vi os i Baaden hen til de tvende Bjerge, som ligge paa den yderste Landspidse. Vandet var meget grundt, og overalt fremstak en Mængde Skjær, som dannes af steilt indskydende Sandsteens- og Kalkskikter. Paa disse Skjær havde Ederfuglen sit rette Tilhold; thi den skyer Fastlandet af frygt for Ræven, der plyndrer dens Reder.

Ogsaa Bjergene havde i de sidste Timer mistet Nysneen lige til en Høide af omtrent 400 Fod over Havet. At Bjergsiderne, med Undtagelse af enkelte gamle Snefonde, som tildeels gik lige ned til Søen, og af de store Iismarker, som vi nu saae for os mellem Ørlandet og Sydkapets Bjerggruppe, vare snebare til den anførte Høide, er alene Vinden og locale Omstændigheder ved Landformen at tilskrive. Efter tolvaarige Iagttagelser af W. Scoresby beregner v. Buch Temperaturen ved Spitsbergen (under 78°) saaledes:

Januar	-13.0° R.
Februar	-11.75
Marts	-9.6
April	-7.9
Mai	-4.2
Juni	-0.28
Juli	+2.22
August	+1.75
Septbr.	-0.5
Octbr.	-4.5
Novbr.	-7.25
Decbr.	-9.75
Medium	-5.4°

Scoresby selv antager Temperaturen endnu lavere, og ansætter Mediet til -6.7° R. I ethvert Tilfælde er det vist, at Sommeren ikke skulde være istand til at aftøe Sneen paa nogen Plet af Landet, dersom denne kunde lægge sig, med en saa jævn Dybde som i mange Egne af Norge. Man vilde da sige, at hele Landet laae ovenfor den bestandige Snegrændse, og egentlig er dette ogsaa virkelig Tilfældet. Men de Forholde, som her finde Sted, gjøre det rette Begreb om Snelinien kun lidet anvendeligt paa Spitsbergen. At nogle Strækninger af Landet ere blottede for en bestandig Snebedækning, er saa lidet Følgen af et vist Temperaturforhold, at en anselig Formindskelse af Varmen heri neppe vilde frembringe nogen væsentlig Forandring; thi det indtræffer, at smaa Strækninger findes snebare ligesaavel om Vinteren som om Sommeren. Alene ved denne Omstændighed bliver det muligt, at Spitsbergen kan frembringe Væxter, som ellers ophøre at voxe nedenfor Snelinien; der spildes nemlig ingen Varme paa at optøe Sneen; og de første Solstraaler kunne strax begynde at virke umiddelbar for Planterne.

Førend vi landede, saae vi en hvid Ræv løbe paa Stranden; vore Folk gjorde forgjæves Jagt paa den indover en aaben Mark, der udbredede sig vidt imod Sydost foran de tvende Bjerge. I den modsatte Retning, hvilken vi fulgte, dannede det lave Land ikkun en smal Strandbred ved Bjergfoden. Det bestod atter fordetmeste af en tør og haardpakket Steen- og Gruusbund, hvorpaa den svage Vegetation dog mod Sædvane var temmelig jævnt udspredt. Ellers forekom der ogsaa side, af smaa, standsede Bække dannede Myrsteder, som vare bedækkede med Løvmosser og yderst sparsomt Græs; hist og her fandtes en fugtig og aldeles nogen Leergrund. I den sidste bemerkede vi paa flere Steder en Mængde Spor af Iisbjørn.

Hvad iøvrigt Væxterne angaaer, da vare de omtrent de samme som de paa Beeren-Eiland; faa af disse savnedes, og et Par nye fandtes. Disse høie Breders Flora er i Almindelighed mere bruun og rødlig, end grøn; her havde den hine Farver, i en paafaldende Grad, hvortil dog vel ogsaa Aarstiden bidrog noget. Polarvidien (Salix polaris, en Art Piil og forsaavidt et Slags Træe, om man vil), som naaer een eller to Tommers Høide over Jorden, lod allerede sit gule Løv falde.

Da vi efter nogle Timers Vandring igjen vare stegne i Baaden og glede frem ved Landet, bleve vi pludseligen forbausede ved Synet af Fuldmaanen. Den var for længe siden gaaet op bag Bjergene, som havde skjult den, medens vi vare paa Land; formedelst Luftens Beskaffenhed viste dens Skive sig saa overordentlig stor og af en saa ujevn Runding og dertil dens Lys saa mat dunkelrødt, at vi troede at see et fremmed Meteor. Paa disse hoie Breder merker man om Sommeren ikke stort til Maanen, og det var lang Tid, siden vi havde seet den; men nu begyndte Natten allerede at blive temmelig mørk.

Paa Iisstykkerne, som vi kom forbi indenfor Skjærgaarden, havde store Flokke af Søsvaler begivet sig til Hvile; de opskrækkedes af Aareslagene, eftersom vi roede frem.

Efterat det besværlige Arbeide gjennem den fastpakkede Iis var tilendebragt, skyndede vi frem i Retningen mod den store Iisblok, ved hvilken Skibet om Morgenen havde kastet Anker. Den kom snart tilsyne, men Fartøiet laae der ikke mere. Vi speidede fra Iisklippen, og affyrede gjentagne Gange vore Flinter. Taagen begyndte at drive ind fra Havet, og kunde letteligen i faa Øieblikke indhylle alle Gjenstande; desuden, saasnart Maanen gik ned, var allerede Natten mørk nok til ganske at forvilde os. En bred Kanal gik ud imellem Isen til det aabne Hav; gjennem den, syntes det maatte Skibet have søgt ud, hvortil truende Bevægelser i de svømmende Iismasser maaskee kunde have givet Anledning.

Medens vi overveiede hviken Beslutning der i denne høist mislige Stilling var at tage, troede en af Folkene at skimte Sluppens Flag paa et Sted, hvor det ikke før var faldet os ind at see hen; det var opstukket paa Spidsen af Masten, som netop ragede op over høie Iisstykker der, hvor disse vare størst og tættest stuede.

Et sørgeligt Syn frembød sig, da vi kom henimod Skibet. Det stod fast knuget mellem Iisklipperne, paa hvilke allerede en Mængde Kister og løse Sager vare udpakkede. En hæftig Strøm, som Vexlingen af Flod og Ebbe foraarsager ved Landpynten, havde sat Drivisen ind paa den første Ankerplads; idet man havde forsøgt at redde sig, havde man kun indviklet sig mere og mere. - Nu var alt Arbeide forgjæves; Skipperen var fortvivlet, hvortil han vistnok havde god Grund. For min Reisefælle og mig var der imidlertid intet andet Partie at tage, end som ellers at gaae til Hvile i vor Kahyt, og haabe paa et eller andet Tilfælde, der maaskee endnu kunde frelse Fartøiet. Vi vidste, at det ikke kunde synke pludseligen; dertil sad det for fast mellem Isen; i paakommende Tilfælde havde vi altsaa Tid nok til at redde os paa denne og i de færdigstaaende Baade.

Uagtet Skuden knagede alle Øieblikke hele Natten igjennem, led den dog ingen væsentlig Skade; thi det var kun over Vandgangen, at den var i Berørelse med Iismasserne; derhos var Søen ganske rolig. Vort Haab var, at de samme Strømninger, der havde sammenstuet Isen, ogsaa vilde kunne løsne og adsprede den.

Og saaledes skede det virkeligen. Men først efter mere end tyve Timers Fangenskab, og efter mange Farer og Ubehageligheder kunde vi endelig ansee os som nogenlunde i Sikkerhed.

Vi forbleve imidlertid endnu i flere Dage meer eller mindre hildede i Isen, som syntes at være kommen fra nordostlige Egne ned til Farvandet omkring Sydkap.

Den 5te September faldt der saa megen Snee, at den laae fire Tommer dyb paa Dækket.

Den 6te stak Folkene en Hvalros, som hvilede eenslig paa et Stykke Driviis.

Den 9de seilede vi nordostlig, for at forsøge vor Lykke ved det store Stans Forland, der ogsaa kaldes Øst-Spitsbergen. Om Aftenen passerede vi forbi en Mængde flade Skjær, som de engelske Karter kalde Sunken Rocks, og som grændse til de Tusind Øers Archipelag. Flere Hvalrosse svømmede i Søen og store Flokke af Ederfugle fløi forbi os. Om Natten saaes nogle af de Tusind Øer.

Da det blev Dag, befandt vi os omtrent en Miil fra den sydvestlige Deel af Stans Forland, hvor der skulde ligge et russisk Etablissement. Paa nogle flade Øer i Nærheden saae vi allerede tvende Kors. Søen var temmelig fuld af Driviis; men Kysten var dog ingenlunde spærret. Landgangen blev imidlertid udsat til næste Dag, og den nærværende anvendt til en Jagt paa Hvalrossene, som laae hobeviis paa Isen eller i store Blokke svømmede omkring imellem den. Med de sædvanlige Vaaben, Harpun og Landser, bleve i alt tretten Stykker dræbte, deels paa Iisstykkerne, deels i aaben Søe. Russerne bruge sædvanlig at gjøre et Skud med deres Rifler, førend de gribe til Landserne; men de Norske anvende aldrig Skydegevær til denne Jagt, hvilket heller ikke synes meget hensigtsmæssigt.

Den første Hvalros, som fældedes, laae sovende paa et Iisstykke af faa Alens Omfang. Man nærmede sig ganske sagte med Baaden, Harpuneeren steg op paa Iisflaget, stødte sit Jern i Dyrets Liv, og sprang, med Harpunskaftet i Haanden, tilbage i Baaden. Ved Stikket foer Dyret op og væltede sig i Søen. Den Mand, der holdt Harpunlinen, firede i dette Øieblik, men halede igjen, alt efter Hvalrossens Bevægelser under Vandet og efter dens større eller mindre Modstand. Efter et Par Minuter kom den tilsyne foran Baaden, hvor Harpuneeren strax modtog den med et Landsestik i Brystet, - en rygende Blodstraale fremsprudede og konvulsivisk dukkede Dyret atter under. Kun eengang endnu fnysede det vildt iveiret og huggede rasende mod et Iisstykke, hvorpaa en af Roerskarlene var sprunget op for ligeledes at kunne komme til med en Landse. Nu var Kampen snart endt.

I Baaden er i Alminuelighed ikkun Harpuneeren bevæbnet; thi Roerskarlene have nok at bestille med at holde Baaden tilbage, naar Dyret trækker den efter Linen; det er desuden nødvendigt at passe nøie paa, at Hvalrossen ikke kommer under eller paa Siden af Baaden; thi den har Styrke nok til at hvælve endog en Skibsjolle, og jeg har seet en Baad, hvis Bund en Hvalros havde hugget tvært igjennem med sine frygtelige Tænder. I den foregaaende Sommer blev Styrmanden paa et Skib fra Flensborg netop i disse Farvande af det saarede Dyr revet ud af Baaden og ynkeligen dræbt. - En færdig Harpuneer frygter dog ikke for at binde an med mere end een Hvalros ad Gangen; engang roede vi ind i en Flok af femten svømmende Hvalrosse; tvende bleve umiddelbar efter hinanden Harpunerede, og med dette Forspand foer Baaden afsted som en Piil. Det varede omtrent ti Minuter, førend Striden var endt. De iivrige af Flokken holdt sig imidlertid i Nærheden, og grupperede sig helst tæt ved deres kjæmpende Brødre, paa hvilke de stirrede i en Stilling og med et Blik, som udtrykte Nysgjerrighed og Forundring. Man har sagt, at de forsvare sig fælles, naar en bliver angrebet; dette var her idetmindste ikke Tilfældet.

Mødre med deres Unger svømmede ofte forbi os; mell Forkroppen pleide de da at dukke Ungen under sig, og gave den gjerne derhos, som til Advarsel, et Par Smaahug med Tænderne; men mod os dreiede de Hovedet halvt om, og viste os deres store, brune Øine, hvori det Hvide syntes ligesom inflammeret ved en Mængde store, røde Aarer. I dette Blik saavelsom i Hovedets og Halsens Stilling var der et Udtryk og en direkt Lighed, som fuldkommen retfærdiggjorde BBenævnelsen efter Hesten. Ligesaa ubeqvem og klodset som Hvalrossen er paa det Tørre, saa bevægelig er den i Vandet. De gamle Dyr give sjelden nogen Lyd fra sig, men de unge, naar de ere saarede, udstøde kort afbrudte, meget hæftige Brøl.

Den sidste Jagtscene var af alle den meest maleriske. Tvende kjæmpemæssige Hvalrosse hvilede paa et Iisflag. Da Baaden lagde til, hævede de sig iveiret paa de korte, halv tilbagebøiede Forfødder, og antoge, i det Harpuneeren traadte op, en ganske imponerende Holdning ved Halsens hoøe Krumning og det hvælvede, frit frembudne Bryst. Uagtet Bagkroppens liggende Stilling vare de med deres Hoveder idetmindste ligesaa hoie som Manden, der dristig gik frem og stødte en Harpun i hver. Med Jernet i Barmen laae de endnu et Øieblik ubevægelige, og saae ned paa den forvovne Angriber, der sprang hurtigen tilbage. Man rykkede alt frem med Landserne, da de kastede sig i Søen. Den ene Hvalros fik et Landsestød i den aabne Strube, men idetsamme beskadigede et andet Harpunlinen; Dyret sled den over og svommede afsted. Nu var det et frygteligt Syn, da Hvalrossen i nogen Afstand igjen kom oven Vandet, og af det høithævede Svælg sprudede Blodstrømmen ud i Luften. Svømmende saaledes kom den os tilsidst nesten ganske afsigte, og ikkun Blodstraalen, var endnu at see, da Baaden endelig indhentede den.

Skuepladsen for disse optrin var pragtfuld og ganse eiendommelig. Paa tre Sider var Søspeilet ubegrændset; ikkun i Nordost hævede sig et høit Taffelland, ovenpaa ganske belagt med Snee og fremspringende med tvende Forbjerge, mellem hvilke en flere Mile bred Bugt løb saa langt ind, at man netop øinede dens Bund. Landet var overalt paa engang steilt nedskaaret til Søen; i de bratte Fjeldvægge løb fra øverst til nederst en Mængde med blendende Nysnee fyldte Rifler. Om Aftenen lysede disse Snestriber ganske rødligt, og smeltede deres Rosenskjær i Forhold til Afstanden meer eller mindre sammen med de lyseblaat eller violet fortonende smale Mellempartier af ubedækket Fjeld. Denne Farvevexling blev ubeskrivelig skjøn og mild, idet Øiet dybere og dybere forfulgte Bjergsidernes fortløbende Rader ind igjennem Bugtens tilsidst ganske forsvindende Perspektiv. Søen var speilklar og saaledes belyst, at den i de tvende fra Landet vendte Himmelegne syntes at være et klarere og livligere Element end Dunstkredsen, der i den sydlige Horizont stod tung og truende paa Havskivens Rand.

De omkringflydende Iismasser forskjønnede Søen ikke lidet. Deres mangfoldigen afvexlende Former fremstillede Vaser og Bægere, Plafonds med mangehaande Stukarbeide, ja ogsaa visse Former af Planteriget; men de massivere Stykker lignede gjerne Klippeblokke og ofte de raa Altere fra Druidernes og den odinske Tid. Paa Overfladen vare de gjerne hvide, mat igjennemlysende som Alabaster; i Revner og Huulheder saae man derimod Smaragdens Farve eller et dæmpet Lasur.

Disse svømmende Klipper bestode som oftest af en meget massiv Fod under Vandet, og et meer eller mindre pladedannet Kapitæl over Vandet, hvilende paa den undre Deel formedelst en kort Stilk eller Hals. En saadan Form frembringes af Vandskorpen, som tærer Halsen tyndere og tyndere, og vasker paa det øvre Stykkes undre Flade. Hermed var et Særsyn forbundet, som ikke lidet forøgede denne Aftens Høitidelighed. Uagtet Søen som sagt var speilblank, befandt dog dens Overflade sig i en sagte Svingning, og Iismasserne gyngede langsomt. Naar nu Vandfladenn under denne gjensidige Bevægelse mødte den overhængende Iisflade, saa hørtes et langt, drønnende Slag; og var der Huller i Isen, gjennem hvilke det i Modets Øieblik pressede Vand kunde finde en Udvei, saa dannedes høitsprudende Fontainer, der regelmæssigen gjentoge sig ved hvert Slag af Voven. Saavel Synet af disse intermitterende Vandstraaler, der i Førstningen forledede os til at troe, at vi vare omringede af sprøitende Hvaler, som Bølgeslagenes bragende Drøn fjernt og nær vare af en høist imponerende Virkning.

Vi trak os med Skibet ud af den temmelig tætte Iisregion, der havde været Dagens Kampplads, og Bleve langt ud paa Natten siddende paa Dækket for at lytte til de meer og meer forsvindende Brag; de lode som grovt Skyts i det Fjerne, og forekom os som den svagt fortsatte Kanonade efter en leveret Træfning. En ung Hvalros, hvis Moder var bleven fældet, afbrød stundom Tausheden paa en mindre behagelig Maade; snart hørte vi dens jamrende Brøl ganske i Nærheden af Skibet, snart igjen lød det i meer end en halv Miils Afstand.

Dagen efter fandt vi det russiske Etablissement, som laae ved Indløbet til Wibelands Water. Sluppen blev lagt op i en dybt indgaaende Vaag umiddelbar ved Husene, hvor der var en fortræffelig Havn for smaa Fartøier. Etablissementet, som er et af de største paa Spitsbergen, og skal være indrettet for 40 til 50 Mand stod nu øde. Allerførst bleve vi vaer en Mængde vilde Gjæs (A. Bernicla), som deels sad paa Tagene, deels gik imellem Husene og plukkede af Græsset; der stak frem af den to til tre Tommer dybe Nysnee. I denne viste sig ganske friske Spor af Ræve og Iisbjørne.

Vi saae her for os en temmelig flad Landstrækning af en fjerdedeel Miils Brede og næsten en halv Miils Længde, der paa den ene lange Side og paa de tvende korte indsluttedes af Taffellandet, og paa den anden Langside grændsede til Søen. I Syd sprang et Hjørne frem af Taffellandet, og dannede det høieste Bjerg i Omegnen; dette reiste sig dog vist ikke 1000 Fod over Havet. Det, øvrige Høiland, hvis steile Affald begrændsede Sletten, syntes at ligge 4 til 600 Fod over Havet. Alle Bjerglagene vare horizontale, saa at deres Udgaaender fremstillede Trappetrin paa Fjeldsiderne; det underste Lag, som bestod af en meget haard grantaktig Bjergart (et Slags Syenit), og som paa sine Steder syntes at være indtil 50 Fod mægtigt, dannede Slettens Grundvold, og opfyldte den med lave Bjergkuller og Klipperader, der tildeels efterlignede Basaltens Former ved den Tilbøielighed, som Bjergarten havde til at klyve sig i vertikale Blokke og uregelmæssige Kolonner.

Næst den tørre Steen-Grund, som var den blottede Overflade af dette Bjerglage, bestod Sletten af meget fugtige Moser og af store Strækninger bedækkede med nogen Jord og leerblandet Gruus. Ved Bække og Aaer, som flød igjennem Sletten, var der smaa Leermæler, som endog temmelig høit oppe fra Stranden indeholdt calcinerede Søskjæl.

En bred Bugt, som gik ind paa Midten af det flade Forland, dannede tilligemed den omtalte Vaag, der tjente til Havn, en liden Halvøe, hvorpaa Etablissementet var anlagt paa en beqvem Plads foran en Rad af lave Klipper. Dette bestod af tvende særskildte Vaaningshuse, hvert med flere tilhørende Bibygninger. Med Undtagelse af et Par af de sidste var det Hele opført af godt Tømmer, saa at disse Huse vare meget forskjellige fra de store Plankeskuur, som Russerne bave betjent sig af paa Vest­Spitsbergen.

Det største af Vaaningshusene var omtrent 12 Alen langt, 8 Alen bredt og 3 til 4 Alen høit. Taget, som var bedækket med et tykt Lag af Jord og Stene, havde næsten ingen Skraaning. Henved en Alen over Gulvet, som var den blotte og nu med tyk lis belagte Jord, var der paa begge Sider anbragt Briske, der ikkkun levnede en smal Gang midt efter Gulvet. Flere Vindver sadde lavt nede ved Briskene, men alle Ruderne vare nu udtagne. En stor, skjøn Bagerovn af Muursteen indtog det ene Hjørne af denne Barake, og i et andet hang et lidet Skab, hvorpaa der var skrevet med Kridt (paa Russisk): den 23de Juli 1825. En i Væggen indskaaret Inskription sagde: "for 7 Maaneder," hvilket troligen er Længden af det Tidsrum, hvori man opholder sig her. Expeditionerne gaae sædvanligviis i August fra Archangel, og hentes tilbage i April. Russerne skulle ellers bruge at ligge i Spitsbergen et heelt Aar ad Gangen, nemlig fra og til August.

Vaaningshusets Dør førte til en stor Forstue med Plankegulv, hvori der havde været et Ildsted. Fra denne Forstue gik en anden Dør ud til et langt Rum, hvori der stod en Dreierbænk, og som syntes at være et Arbeidsværelse; det va paa den ene Side forbundet med et let opført Skuur, der formodentlig var et Slags Magazin; paa den anden kom man derfra ind til en Badstue, som optog den lukkede Side af Barakens Bagerovn.

Den anden Vaaningsstue, som laae henved 60 Skridt fra den første, var omtrent af samme Indretning som denne, men meget mindre. Over Ingangen vare disse Ord indskaarne: Sija isba staroverska d. e. dette Huus tilhører dem af den gamle Troe. Saavel her som i den større Stue fandtes en Mængde smaat Huusgeraad og andre Smaasager, saasom Skeer og Tallerkener af Træe, Potter og Tranlamper af grovt Steentøi, Fileernaale, Spillekort, et Dambret, Skolæste, hvoriblandt en til Børneskoe, samt Ikke faa Exemplarer af et ganske eget Instrument, som bestod af en liden takket Træplade indstukket paa en lang Træteen, altsaa et Slags Kradser, hvis Hensigt skal være at tjene som Kløe­Machine.

Denne Barake havde kun een Tilbygning, nemlig en ganske ny Forstue, der formodentlig tillige skulde tjene til Magazin; heri var Gulvet bedækket med to Alen tyk Iis. I Forstuens ydre Dør var et Skydehul anbragt i Anledning af Iisbjørnenes hyppige Besøg ved Husene.

Nogle Skridt fra Forstuen stod et lidet Huus for sig selv, forsynet med en af løse Stene opført Ovn; dette var Staroverskiernes Badstue, hvilken vi toge i Besiddeise under vort Ophold paa Landet, fordi den var meest fri for Iis, og havde et temmelig fuldstændigt Vindve.

Et Snees Alen bagenfor denne Badstue laae en Dam eller en liden fersk Søe, paa hvis Rand en Plankebroe betegnede Vandstedet. Iis og halvtøet Snee bedækkede Vandet, som vistnok yderst sjelden gaaer oppe.

Paa Bakken mellem Husene og Vaagen stode ialt fem Kors, hvilke vare af fem til sex Alens Høide, havde Zirater af ganske smagfuldt Smedverk, og vare forsynede med Aarstal og Inskriptioner. Nogle Indskrifter vare slavoniske (13), andre russiske. En af dem var af følgende Indhold: "dette Kors blev opreist for de rettroende Christne til Guds Ære den 20de August 1823", og en anden: "dette Kors blev opreist for de rettroende Christne til Guds Ære, af Korschtschik (Formanden) Ivan Rogatschef i Aaret 1809." Et af Aarstallene syntes at være 1826, og var i saafald. det yngste. Disse Kors, som gjerne opreises ved Ankomsten for Lykke til Veideriet, og ved Afreisen, for en heldig Hjemfart, prydede Pladsen ikke lidet; thi foruden Arbeidets Ziirlighed, havde de nyeste endnu den ganske friske Træfarve som umiddelbar efter Øxen og Høvlen. Al Forraadnelse skrider paa disse Breder ikkun frem med yderst langsomme Skridt.

Otte eller ni gamle Huustomter viste, at Pladsen før havde været bebygget paa en anden Maade. Nogle smaa opkastede Forhøininger mellem disse Tomter syntes at være Gravsteder. Omkring Husene laae Beenrader af Bjørne og Hvalrosse, og mange Horn og Been af Rensdyr; fremdeles var der Baade og store Kjelker med Karme af Fiskenet, hvorpaa de fangede Ræve drages hjem; endvidere flere Par Skier, noget Tømmer og en Mængde Tønder og Fade.

Foruden Hovedetablissemenfet pleie Russerne at opsætte enkelte Hytter i Omegnen, ved gode Fangstpladse, hvortil der er for langt at gaae·daglig fra Hovedstationen. Ruiner af saadanne smaa Huse fandt vi paa flere Steder.

Paa vore Udvandringer stodte vi ogsaa ofte paa deres Indretninger til at fange Ræve og Bjørne. Et Rævegildre bestaaer af tvende parallele Rammer med Pindeverk, der danne et Staggitter af halvtredie Alens længde og een Alens Høide og Brede. Over Indgangene paa de tvende korte Sider hænger en med Stene betynget Stok som falder ned paa Rævens Hals, naar den rykker i Maddingen, hvilken er anbragt paa en Pind inde i Gitteret. Andre af disse Fælder vare mindre, og havde kun een Indgang, bagenfor hvilken Pinnevrket var sat i en Halvcirkel. - Hegnet omkring Maddingen ved Bjørkegildrerne var en Vold af løse Stene og selve Fælden bestod af løse Tømmerstokke, der nedtyngedes af en Vægt af Stene, saa stor som muligt. De vare anlagte ganske nær ved Søen, hvorimod Rævefælderne stode overst paa Slettens Forhøininger, hvor Vinden altid holder Marken fri for Snee.

Russerne afvexle gjerne saaledes med deres Opholdssteder paa Spitsbergen, at de ikkun ligge hvert andet Aar paa samme Sted. Ikkedestomindre begynde dog de vilde Dyr, især Hvalrossene, efter nogle Aars Forløb at skye Pladsen, hvor et Etablissement er anlagt, hrorfor det bliver nødvendigt at flytte. Saaledes fandt vi, omtrent en Fjerdedeel Miil i Nordost fra den nuværende Station, endeel forfaldne Huse, som havde været Expeditionernes næstforegaaende Opholdsted.

Russernes Færd paa disse høie Breder og især deres i saa lang Tid fortsatte Overvintringer frembyde mange høist interessante Situationer og merkværdige Begivenheder. Le Roy, Medlem af Petersburger-Academiet, har optegnet en af disse Tildragelser, som er værd at kjende i sin simple Sandhed; det er den, der har afgivet Stoffet til en Mængde spitsbergiske Robinsonader (14), hvilke vidt og bredt have forplantet en i mange Stykker feilagtig Kundskab om disse Polar-Egne.

I Aaret 1743, fortæller Le Roy, sendte Jeremias Ottamkof, Handelsmand i Mesen, et Fartøi med 14 Mand til Spitsbergen. Istedetfor at gaae til den vestre Side, hvorhen Hollænderne og andre Nationer dengang aarligen begave sig paa Hvalfangst, seilede de til Øst-Spitsbergen, som Russerne kalde Maloy- (lille) Brovn til Forskjel fra Bolschoy- (Store) Brovn, hvormed det egentlige Spitsbergen benævnes. Tre Verst fra Kysten blev Skibet saa farligen indsluttet i Iis, at man ikkun satte sit Haab til et Vinterqvarteer, som man vidste, at nogle af Indvaanerne i Mesen havde anlagt i denne Trakt. Fire Mand bleve udsendte for at opsøge det. De fandt ogsaa Huset, og overnattede deri. Men imidlertid var allerede Skibet forliist; idetmindste siigte de fire Mænd det forgjæves den følgende Morgen. De havde neppe Proviant for meer end et Par Dage. En Rifle og tolv Skud, Fyrtøi, en Øxe, en Kniv og en Kjedel var alt, hvad de ellers havde bragt med sig fra Skibet. De gave sig til at istandsætte Huset, og de tolv Skud forskaffede dem lige saa mange Rensdyr. Stykker af et Skibsvrag, som vare opkastede paa Stranden, forskaffede dem Material til nogle Vaaben og Redskaber. Roden af et fra Søen inddrevet Furretræe blev benyttet til en Bue, hvortil Strængen blev forfærdiget af Bjørnesener. Nogen Tid efter Ankomsten havde de nemlig med deres Spyd angrebet og lykkeligen fældet en Iisbjørn. Siden vovede de ikke selv det første Angreb paa disse Dyr, men de maatte ofte udholde Anfald af dem, og dræbte saaledes Tid efter anden ni Bjørne. - Med Buen nedlagdes ialt 250 Rensdyr og et stort Antal hvide og blaa Ræve. Kjødet af Bjørnene var efter deres Smag det fortrinligste. Nydelsen af raat, frosent Kjød, varmt Rensdyrblod og cochleare ansaae de som fortrinlige Bevarelsesmidler mod Skjørbug. Af denne Sygdom blev kun en af dem angrebet; han døde i det sjette Aar efter Ankomsten paa Øen. - Endelig, den 4de August 1749 viste der sig et Skib paa Kysten; det førte dem lykkeligen over til Archangel.

Paa det Sted, hvor disse Mænd havde opholdt sig, blev, Solen, efter deres Beretning, synlig den 20de Februar, begyndte at være bestandig over Horizonten den 21de April, og forsvandt igjen ganske den 15de October (15). Le Roy antager herefter at Stedet har ligget paa 77½° Polhøide; thi efter Ricciolus's Tabel kan Solen paa denne Brede bestandig sees over Horizonten i 124 Dage;. fra 20de April til 22de August, og er bestandig under Horizonten i 117 Dage, fra 24de October til 22de Februar.

Betræffende Veirliget fortalte de, at det pleiede at regne næsten uafladelig i de sidste sex til syv Uger af Aaret. Senere hen, især med Landvind og Sydenvind, var Kulden gjerne yderst.stræng. Om Vinteren var Huset sædvanligvis aldeles nedsneet. Torden havde de aldrig hørt paa Øen.

Alexis og Ivan Himkof, begge af Partiet, bleve kort efter deres Hjemkomst kaldte til Petersburg i Anledning af deres merkværdige Tildragelse, og det er deres umiddelbare Meddelelser Le Roy har optegnet. - Grev Schuwalow, som af Keiserinde Elisabeth havde erholdt et Privilegium paa Hvalfungsten i Polarhavet, havde i samme Aar, hvori disse Mænd kom tilbage, sendt et Skib til Maloy-Brovn for at overvintre. I en Skrivelse fra Archangel, som beretter om denne Expedition, heder det, at man havde fundet Huset, hvori Eneboerne havde opholdt sig, og som de ganske nylig havde forladt, og at en Indskrift paa et Kors udenfor Døren, opreist af Alexis Himkof, gav nogle Details betræffende Opholdet paa Øen, som i Indskriften kaldes Alexeyiewskoi ostrow. I samme Skrivelse heder det videre at nogle Samojeder, der havde hørt om Russernes Tildragelser, og sluttede, at Landet vilde være særdeles passende for dem, havde begjæret Tilladelse til at flytte derhen med Koner, Børn og Rensdyr.

Etablissementet, som vi besøgte ved Indløbet til Willelands-Water, ligger efter Karterne nøie paa 77½° Brede; men Himkofs og hans Stalbrødres Opholdssted synes at hare været paa den østlige Side af Stans Forland, og efter flere Omstændigheder i Fortællingen at dømme; er jeg ingenlunde, som Le Roy, tilbøielig til at troe, at denne store Øe selv er Alexiewskoi ostrow, men at herved maaskee hellere bør forstaaes de engelske Karters Halfmoon Island.

Russerne, som nu lidt efter lidt ophøre med Farten til Spitsbergen, og synes at ville overlade den til de Norske, havde især Hollænderne til Forgjængere paa disse Polarøer. Paa den store Vestkyst finder man Merker efter mangfoldige Tranbrænderier og flere Mure efter Bygninger fra Hollændernes Tid. Ogsaa paa Stans Forland saae vi et Par Steder, hvor Trankjedlerne havde staaet, og hvor der laae en Mængde Knogler af Hvalfiske. Thi Hollænderne befattede sig næsten udelukkende med Hvalfangsten.

Da vi formedelst den sene Aarstid ikke harde Udsigt til at kunne anløbe flere Steder paa Spitsbergen, saa forbleve vi hele otte Dage i vor gode Havn ved Etablissementet. Vi havde haabet her at kunne skyde Rensdyr, og saaledes at blive forsynede med frisk Kjød. Men i hele Omegnen fandtes kun meget gamle Rensdyr-Spor, - En Morgen tidlig kom en Iisbjør ned til Vaagen, hvor den længe stod ganske stille og hetragtede Sluppen, som den syntes at tiltænke et Besøg. Den fik et Skudd, der saarede den slemt men ikke dødeligt. Den reddede sig ud imellem Drivisen, førend vi kunde indhente den.

En anden Bjørn blev siden skudt i Mundingen af Vaagen; det var et ungt og neppe ganske fuldvoxent Dyr af omtrent tre Alens Længde og noget over halvanden Alens Høide (16).

Da Rensdyr-Jagten, hvis Udbytte vi allerede i Hammerfest havde gjort sikker Regning paa, saa ganske var slaaet feil, og Skytteriet hidtil ikkun havde indbragt nogle faa spiselige Søfugle, saa var Bjørnen os idetmindste paa den første Dag meget velkommen. Virkelig var ogsaa det ganske friske Kjød, tilberedt paa en egen Maade, som vor Kaptain forstod, endog ret velsmagende. Men efter et par Dage forekom det os væmmeligt, og Ingen kunde mere nyde deraf.

Hvide og Blaa Ræve kom om Natten altid frem imellem Husene, hvor de før vor Ankomst havde haft deres Tilhold. Den første Nat havde de, ved en Væg, hvorpaa en Gaas var ophængt, anstrængt sig meget for at faae fat i denne Lækkerbidsken, og saaledes havde de sikkert opført en ganske munter Dands i Maaneskinnet, hvilken skulde have været artig at see, men som ikkun Sporene i Sneen og norgle andre Kjendemerker forraadte.

Foruden Gjæssene forekom her Ederfugle (dog ikkun Hunnerne med deres Unger), Teist, Søsvaler, Tvende Maage-Arter (L. marinus og eburneus, hvilken sidste vore Folk kaldte Spitsberg-Maase), Snyltemaager, Fjærepist (Tringa maritima) og Snefugl (Emb. nivalis); paa et af Huustagene fandtes en død Brokfugl (Char. morinellus). Ryper, hvoraf Spitsbergen ellers har Overflod, saaes ikke.

Vegetationen var langt rigere, end det paa denne høie Brede var at vente. Jeg samlede paa Stans Forland 26 phanerogame Plantearter; af ufuldkomnere Planter fandtes 34 Arter, og de sidstes Antal skulde sikkert være blevet meget større, dersom Adgangen til Havets Væxter havde været heldigere. Overalt, hvor jeg havde Anledning til at søge i Søen, var Vegetationen enten ganske tilintetgjort eller idetmindste for en Deel hindret af Drivisen, som idelig gnider og skaver paa Kysterne; jeg fandt derfor i det Hele ikkun tre Trangarter ved Stans Forland; ved Sydkap erholdt jeg slet ingen, hvilket ligeledes havde været Tilfældet paa Beeren-Eiland.

Pladsen udenfor Husene paa Stans Forland var saa frugtbar, at en Græsart (Alopecurus ovatus), som er eiendommelig for disse Breder, her naaede meer end en Alens Høide. De bedste Lokaliteter for Vegetationen vare ellers ved Foden af Lavlandets Klippekuller, hvor der af den nedskyllede Jord havde dannet sig smaa Bakker, som gjerne holdtes jævnt fugtige af en eller anden ovenfor liggende Sneplet. Disse gunstige Steder harde kun faa Væxter, som for dem vare eiendommelige; næsten alle de samme Arter voxede ellers ogsaa i Steenrifterne og paa det finere eller grovere, haardt pakkede Gruus, som tildeels udjævner den tørre Klippegrund; men her vare de naturligviis meget mere adspredte og af et uslere Udseende. Dette sterile Jordsmon havde derimod flere Urter for sig selv, og iblandt disse var netop den smukkeste eller dog idetmindste den interessanteste af alle; som saadan kunde jeg nemlig ikke andet end betragte den guulblomstrede Valmue (Papaver nudicaule), som jeg fandt ved Foden af Høilandet lige ved Kanten af en hæslig, brat nedhængende Jøkel, med halvtøet Snee paa det dukkende Hoved og imellem de fine Blomsterblade.

Store Strækninger af Slettens fugtige Landskab, der bestode deels af et leeragtigt Jordsmon blandet med Sand og Gruus, deels af en torvagtig Plantejord, vare overgroede med et tæt og blødt, svulmende Mosdække, hvis Tykkelse paa mange Steder naaede 6 til 8 Tommer. Saa anselg var nemlig Høiden af et her isærdeleshed hjemmehørende Bladmos (Hypnum cuspidatum), der tilligemed et andet (Muium turgidum) saagodtsom ganske udelukkende constituerede den hele, i Henseende til Masse, ikke ubetydelige Vegetation paa saadanne Steder, hvor Vandet slet intet Afløb havde. Disse Væxters Farve havde i høi Grad hiint guulagtige og rødlige Skjær; der meddeler Mose-Strækningerne paa Spitsbergen og Beeren-Eiland det ubehagelige grele Lys, som jeg for har omtalt. - Hvor Fugtigheden formaaer at sie noget af fra disse Sletter, er der strax lidt mere Afvexling i Vegetationen; her seer man endog en og anden fuldkomnere Plante at stikke op imellem Mossene. Samler endelig Vandet sig til ordentlige Bække og Aaer, saa træde Mossene endnu mere tilbage, og Græsarterne, Halvgræssene og Saxifragerne blive de raadende.

Som et eget Slags Væxtlænde kan endnu visse flade Jordmarker anføres, hvis sorte, smaaklumpede Overflade ikkun hist og her frembringer et Par Lavarter (navnligen den læderagtige Peltidea aphtosa), men forøvrigt alene beslaaer sig med en raa Muggenhed. Formodentlig ere disse Strækninger kun sjelden og meget kort blottede for Snee, og faae ikke Tid til at bedække sig med fuldkomnere Planter. - Angaaende Veirliget under vort Ophold paa Stans Forland, da var det i det Hele langt bedre, end det havde været at vente af den allerede temmelig sildige Aarstid. Paa Ankomstdagen, den 11te September, stod Thermometeret næsten hele Tiden nøie paa 0° Luften var tyk indtil om Aftenen, da Himmelen blev ganske klar under en Vind fra Nordost.

- 12te. Om Morgenen Klokken 5½, idet Solen kom op over Høilandet, optegnedes paa Dækket -1.1°. Vinden var NNO. Vaagen, hvori der laae en Mængde Driviis, kravede. Det var en Vintermorgen i Midten af September, men klar og herlig. I de høiere Luftlag blæste Vinden hæftigt, og Nysneen føg fra det Øverste af Fjeldene. Efter Middag blev det tykt, og Thermometeret steg til +0.3°. Om Aftenen blæste en skarp Sydost ned fra Fjeldene og rensede atter Luften. Klokken 8½ p. m. -1.2°. Fra en lang Excursion vandrede vi seent tilbage over det vidtløftige Lavland, i hvis Græstuer Nysneen endnu altid hæftede, og som var halvfrossent paa alle fugtige Steder; Maanens sidste Qvarteer skinnede klart, og belyste Rævegildrernes hvide Pindeverk omkring paa Bakkerne.

-13de. En svag Sydost-Vind herskede, og Luften var halv klar, saa at Solen skinnede meget mat, ligesom hos os paa mange Vinterdage; Thermometer-Standen varierede omkring +1.5°. Om Natten klarede Luften op, og det kravede i Vaagen.

- 14de. Fra om Morgenen til om Middagen steg Thermometeret fra 0° til +2.3° siden gik det igjen ned til Frysepunktet, og Klokken 9½ p. m. viste det -0.7°. Luften var afvexlende klar og tyk; Vinden nordostlig.

- 15de. Paa Dækket Klokken 5 a. m. -0.5°; Klokken 11½ a. m. +1.0°; Klokken 7½ p. m. +0.7°. Klar himmel afvexlende med Taage; der gik ogsaa et Pa Sne-Ilinger. Vinden var sydostlig.

- 16de. Blæst fra Syd med Regn-Ilinger. Thermometeret stod 1 til 2 Grader over Frysepunktet. Om Natten forandredes Blæsten til Storm.

- 17de. Regnet og Sydenvinden havde om Natten borttaget al Nysneen, og hele Lavlandet var nu bart paa enkelte gamle Fonde nær. Veir og Temperatur vedblev som forrige Dag. Kort efter vor Landing var en Mængde Driviis ankommet udenfor Kysten, og havde bespændt den paa en truende Maade; nu var hele denne Barriere igjen forsvundet; men den samme Blæst, som forsaavidt hævede Spærringen; havde pakket Vaagen fuld af Iisstykker.

- 18de. Luften opklaredes og blev stille. Thermometeret stod stadigen mellem +0.4° og +0.6°. Fra en høi Varde, der var opsat af løse Stene paa det øverste og meest frit liggende Punkt af Etablissementets Halvøe, saae vi, at Iisbarrieren var drevet nordlig op i Wibelands Water. Fra det samme Sted havde vi flere Gange nydt det pragtfulde Syn af den lige overfor beliggende Kyst af Vest-Spitsbergen ned til et Forbjerg, som paa Karterne kaldes Cap Muscovy; Fjeldene paa denne Kyst viste sig som stumpe, brede Pyramider og Kegler; de vare for en stor Deel frie for Sneebedækning, men indsluttede mellem sig uhyre, til Søen nedgaaende Iismarker af blendende Hvidhed. Disse Fjelde vare nu omhyllede af et i Solen guult lysende Taagedække, der, uagtet den store Tæthed, det havde, dog var af en saa ringe Tykkelse, at det fuldkommen gjengav Formerne af de saaledes skjulte Fjelde, og laae omkring dem ganske som Skallen omkring en Kjerne.

- 19de. Klokken 7½ a. m., paa Dækket, 0.0°; Himmelen var overtrukket, undtagen i Randen af den sydvestlige Horizont; hvor den lange Kyst ned til Muscovy skinnede guulagtigt i Solen.

Paa denne Dag var det, at vi endelig begave os paa Tilbagereisen. Den tætstuede Iis i Vaagen, kostede mere end to Timers besværligt Arbeide; men efterat denne Hindring var overvundet, mødte siden ingen Vanskeligheder paa hele Overfarten. Den 22de passerede vi tre Mile østlig forbi Beeren-Eiland, og den 24de saae vi Tarhalsen, et bekjendt Forbjerg paa Sørøen i Vest-Finmarken.

Udenfor Sørøen vil man meget ofte have seet Søslangen; en af vort Mandskab paastod selv at have været ude for den flere Gange, medens han fiskede paa disse Steder. Siden man virkelig har fundet et af disse Uhyrer eller idetmindste Dele deraf opkastede paa Ørkenøernes Strand, er deres Tilværelse rigtignok sat udenfor al Tvivl. Men de fleste Beretninger om dem ere dog i høi Grad overdrevne, og mangfoldige ere aabenbare Usandheder. I Nærværende Tilfælde laae vistnok idetmindste en Feiltagelse til Grund, idet Talen ikke blot var om enkelte Søslanger, men om hele Antal af dem, som skulde have viist sig paa een Gang.

Om Formiddagen den 25de September gik Thermometeret op til +7°, og Luften opklaredes efter Natregnet og den foregaaende Dags Taage. Landet, som vi igjennem denne ikkun vanskeligen havde kunnet skimte, laae nu stort og herligt for os. Fjeldene fortonede dunkelt violet, og i det Fjerne, bagenfor Sørøens Bjergmasser, viste Seilands Snekuppel sig med et langt mere dæmpet guult Lys, end det, som Spitsbergens Snefjelde pleiede at kaste tilbage i Solskinnet. Det var saaledes med varme Farver, at Finmarken modtog os; dette forønskede Land var jo ogsaa nu for os et Syden! Jeg ventede med Længsel efter Synet at den forste Busk paa dets Klipper. - Vi kom imidlertid ikke stort fremad paa denne Dag, og den næste Morgen stillede Vinden ganske af; vi stege derfor i en af Baadene, og roede den sidste Miil til Hammerfest.

13) Det Slavoniske er endnu Kirkesproget i Rusland.

14) Under Titelen Einsetarnir à Spitsbergum er dette Emne endog bleven behandlet paa Islandsk.

15) Disse Angivelser ere her omskrevne til ny Stil.

16) Huden og Kraniet af denne Bjørn opbevares nu paa Universitets-Museet i Christiania.