Reise i Øst- og Vest-Finmarken samt til Beeren-Eiland og Spitsbergen, i Aarene 1827 og 1828
af B.M. Keilhau
Christiania : Johan Krohn, 1831

III. Magerøen og Nordkap. Hammerfest

Paa Magerøen var der nu 12 bosiddende Mænd, nemlig 8 Finner og 4 Normænd; paa Gjesvær ved Øens Nordvestside boede desuden en Gjæstgiver, og i Kjelvig havde Eieren af Handelsstedet Repvaag i Porsanger-Fjorden en Handelsbetjent om Sommeren.

Fjeldfinner fra Karasjokk komme om Sommeren over Magerøe-Sundet med 500-1000 Reen; de sysselsætte sig med disses Vogtning og med Fiskerie. Fra deres Hjorder have nogle hundrede Dyr forvildet sig, der ogsaa om Vinteren opholde sig paa Øen, og hvoraf Fjeldfinnerne af og til skyde nogle. Den vestlige Deel af Magerøen hører til Maasøe-Sogn, den [østlige] har endnu en forfalden Kirke i Kjelvig.

Man nævner ikke mindre end 6 Steder paa Magerøen, hvor der fordum skal have staaet Kirker. Alene i Kjelvig boede dengang 20-30 Familier; ogsaa Stappen, den steile Klippe i Havet vestenfor Nordkap, havde sin Kirke og et Par hundre Beboere.

Der er saa mange Gange i det foregaaende bleven anført lignende Exempler paa en tidligere, stærk Befolkning i Finmarken, at det ikke vil synes upassende engang lidt nærmere at omhandle den [foregaaede], store Forandring. Nogle Bemerkninger med Hensyn til videre Overveielser over det samme Emne skal jeg tillade mig til Slutning at føie til følgende kortfattede Skizze af Finmarkens Tilstand i ældre og nyere Tider.

I den ældste Tid var Landet ikkun beboet af denne omflakkende Nation; hvis rette Efterkommere de nu saakaldte Fjeldfinner ere. De levede især af deres tamme Reenhjorde, men de fældede ogsaa en Mængde vilde Dyr, benyttede sig rimeligviis ogsaa af Fugleværene (7), og fiskede til egen Nødtørft. De bleve tidligen et Rov for de norske Vikinger, hvis Tog til Bjarmeland gaae tilbage til den meget fjerne Oldtid. Disse Plyndringer fik efterhaanden Formen af en ordentlig Skat, som først svaredes til enkelte mægtige Herrer i Nordlandene, men siden gik over til Rigskongen, saasnart han havde faaet Enevældet ihænde. Skatten bestod fornemmelig i Skindvarer, hvilke dengang udgjorde Finmarkens vigtigste Produkt, og vare saa søgte og gaves i saadan Mængde, at de, Skatten fraregnet, udgjorde Gjenstanden for en Handel, der var betydelig nok til at eftertragtes med Monopol-Rettighed af de norske Magnater. Den saakaldte Finnefærd d. e. Rettigheden til Enehandel med Finnerne og til at indkræve Skatten hos dem, var en Herlighed, som Kongen tillagde sine velfortjente Lehnsmænd i Nordlandene mod en vis aarlig Afgift. - Paa samme Tid blev det vestlige Finmarken til visse Tider besøgt af de nærmest boende Normænd, som der veidede en stor Mængde Hvaler og Hvalrosse.

Aar 1305 erholdt Bergens Borgere Tilladelse til at drive fri Handel i Finmarken, og nogen Tid efter fik ogsaa de af Trondhjem den samme Rettighed. Dette havde snart en stor Forandriug til Følge. Istedetfor at Handelen med Finnerne hidtil havde været drevet af de Samme, som indfordrede Skatterne, og som rimeligvis ogsaa under Varebytningen gik frem paa Soldater-Viis, kom den nu i Hænderne paa indbyrdes rivaliserende Kjøbmænd, hvorved den nødvendigviis maatte forbedres overordentligen. Men det vigtigste var, at disse driftige Kjøbmænd snart maatte udfinde hvad der var Landets Hovedrigdom. Nu først var det, at Fiskerierne egentlige begyndte, og Stokfisk og Tran blev inden kort Tid et mangfold vigtigere Produkt end alle den gamle Handels Gjenstande tilsammentagne.

Her have vi nu den anden Periode i Finmarkens Populations- og Handels-Historie; den kan regnes fra den første Halvdeel af det 14de til Midten af det 16de Aarhundrede, i hvilken Tid en Mængde Mennesker især fra Bergen strømmede til Landet og nedsatte sig paa Kysterne for at handle og fiske. Inddelingen af Fjeldfinner og Søfinner maa hidrøre fra denne Forandring; thi de Fattige af Nationen fandt nu først en rig Næringskilde i Fiskeriet, hvis Produkt før ikke havde været afsætteligt. Fiskeriet blev imidlertid fornemmeligen drevet af de bergensiske Borgere selv; de hidflyttende havde dertil behørigt Mandskab med sig; de øvrige sendte sine Folk og etablerede dem ved Fiskerpladsene.

De Aarsager, som nu lamme Virksomheden i Finmarken, fandt ikke Sted for de nykomne Indbyggere. De vidste at sætte fuld Priis paa Eiendom, og de benyttede med Mod og Munterhed den visse Udsigt til at erhverve; dertil vare de vel udrustede og manglede aldrig det nødvendige Forskud. Den traurige Natur havde endnu ikke kunnet slappe og nedslaae de Nysankomnes Kræfter, og længe maatte de kunne modarbeide dens Paavirkning ved de Midler, hvortil deres formuende Tilstand gave dem Adgang; thi vistnok er det heller ikke i Finmarken umuligt at forskaffe sig Livets behageligheder; idetmindste er Adgangen til en stor Mængde andre Nydelser end Fylderiets ogsaa der aaben.

Uagtet Landet i den første Halvdeel af denne Periode idelig var udsat for Russernes Plyndringer, og ofte led Overlast af voldsomt fremfarende Englændere, skred dog Nybyggernes Mængde og Velstand hurtigen fremad. Uden fremmed Understøttelse bleve de mange Kirker opbyggede og Præster lønnede; derhos drog Kongen en anselig Told fra Finmarken, hvis Handlende, oprindeligviis Borgere i Bergen, fortsatte deres Forbindelser med Udlandet directe fra Kolonien.

Men netop i denne sidste Omstændighed laae Spiren til den blomstrende Tilstands hastige Ende. Saasnart Bergen saae sig Frugten af sit Privilegium berøret derved, at de fraflyttede Borgere saa at sige havde taget den finmarkske Handel ganske med sig, udvirkede de kraftige Foranstaltninger, som tilintetgjorde Handelsfriheden, og med den var nu ogsaa snart Landets florerende Forfatning tilende.

Hvor hurtigen det sank, kan man bedømme deraf, at i Aaret 1680 blev det hele Land, tilligemed Rettighed til at beskikke Fogeder og Underbetjente, overdraget de Bergenske til Forpagtning for 200 Rdlr. aarligen.

Under en lang og hurtigt vexlende Octroy-Række forblev nu Finmarken i privilegeret Kjøbmands-Haand, indtil Aaret 1787, da Handelen endeligen ganske blev frigivet, - Det er denne sørgelige Periode, der har efterladt de Saar, hvoraf Provindsen endnu altid lider, og hvorefter den; uagtet saa mange Foranstaltninger, dog ikke har kunnet reise sig. Ikke nok, at Indbyggerne aldeles forarmedes, at de tabte Begrebet om Eiendom og al Udsigt til at erhverve den, - deres Selvfølelse tilintetgjordes, i det de saae sig nedværdigede til blotte Machiner i Handelsherrernes Haand, - deres Moralitet fordærvedes ved det Bedragerie, hvortil de lededes ved Nødvendigheden af at gjøre Gjeld, uden Udsigt til at kunne betale.

Men disse Følger flød tildeels ogsaa af selve Regjeringens vistnok velmeente, men i flere Tilfælde ilde overveiede Forordninger. Da Landet truede at blive Øde, søgte man at befolke, det ved at paalægge Handelsherrerne at sende et vist Antal Mennesker til Finmarken; saadanne som Omstændighederne dengang vare, kan man let slutte, at der paa denne Maade ikke ankom andct end Udskud, der var at faae for godt Kjøb. Ligesaa feilagtigt (for at bruge et haardere Udtryk) var det, at man begyndte at forvise Forbrydere til Finmarken, for at bøde paa Folkemangelen. Virkningen heraf paa de gamle Indbyggere er let at indsee, og hvad Haab kunde man ved saadanne Foranstaltninger have for Fremtiden om en varig og nyttig Befolkning? Ingen gaaer frivilligen til et Sted, om hvilket man endnu altid erindrer, at endog de Usleste ikkun ved Hjælp af Belønning formaaedes til at begive sig derhen, og at Opholdet der har været en af Loven dikteret Straf (8).

Skattefriheden og Jordens Bortgivelse for Intet synes mig ogsaa at henhøre til de Forholdsregler, som have forfeilet deres Hensigt. Derved befæstes ikkun den aldeles ugrundede Mening om Landets absolute Usselhed. Finmarken har idetmindste ligsesaa rigelige Hjælpekilder, som de nærmest tilgrændsende Distrikter. Pasvigfinnernes Leilighed og Forhold har været omtalt i det foregaaende; betræffende Tromsen, Nabodistriktet i Vest, er det her værdt at bemerke, at man ikke før har passeret Alt-Eidet, som danner Grændsen mod Vest-Finmarken, før man i Skjærvøe-Finnerne træffer de flinkeste af alle norske Lapper; men hvad mere er, og hvad man vil høre med Forundring, naar man kommer fra Finmarken, - i Tromsen tilhører næsten al Jord nogle store Godseiere, af hvilke den begjerligen bygsles for anselige Summer og høi aarlig Afgift (9). Man maa vel spørge, hvorfor disse Bygselmænd ikke heller gaae de Par Skridt over Alt-Eidet og nedsætte sig i det egentlige Finmarken, hvor ligesaa god Jord er at faae gratis, hvor Kornprisernc (ifølge Lettelser i Tolden) ere lavere, og hvor Fiskerierne ere bedre. - Sagen er, at Finmarken er kommen i et alt for slet Udraab. Uagtet Tromsen og Senjen nu allerede i lang tid høre til Finmarkens Amt, saa ville dog Indvaanerne i disse Fogderier aldrig vide af andet, end at de boe i Nordlandene; man skulde fornærme dem ved at regne deres Land til Finmarken og ved ikke at ville indrømme dem Navnet Nordlænding.

Blandt Aarsagerne til den slette Tilstand i Finmarken er da vistnok den altfor vidt drevne Liberalitet fra Statens Side. - Endvidere, Regjeringen har seet sig nødt til at komme Almuen tilhjælp i dens Kredit- og Gjelds-Sager. Foruden at Virkningen heraf paa Moraliteten hos den nærværende Race neppe mere er at udrydde, er der en anden Følge af Kreditvæsenet i Forbindelse med det hele Lemfældigheds-System, som først og fremst staaer Finmarkens opkomst iveien. Dette er en forbausende Sorgløshed og Uvirksomhed hos Indbyggerne. Denne er ogsaa høist naturlig, saa længe det virkeligen er Tilfældet, at den Lade har ganske de samme Vilkaar og Udsigter som den Arbeidsomme. Man er forpligtet til at give os Forskud, heder det endnu altid, og man tør ikke lade os sulte ihjel. Der blev mig fortalt, en Anekdot, som herved er charakteristisk. En Fisker, der af sin Gjæstgiver blev nægtet mere Forskud, end han allerede havde oppebaaret, truede med Lov og Ret, ifølge hvilken han meente, at en "Borger", var den, hos hvem man kunde borge

Det allerførste Skridt bliver da at bibringe Finmarkens Indvaaner den Overbeviisning; at Forholdet nu er et ganske andet, end da han kun var til for privilegerede Kjøbmænds Skyld, hvilke, i yderste Tilfælde, enten ifølge Beregning af egen Fordeel eller tilholdte af Regjeringen maatte komme ham tilhjælp, at han heller ikke er Statens Almisselem, men af den tværtimod selv et levende Ledemod, - med eet Ord og saaledes som han bedst vil forstaae det, at han ligesaalidt arbeider for Nogen anden end sig selv, som han kan vente Livs-Ophold af Nogen anden end sig selv.

Men Erhvervelsen af denne saa nødvendige Overbeviisning vil neppe skee uden efter haarde Erfaringer, og det er sandsynligt, at Tilstanden endnu maa forværre sig, forend en sand og stadig Forbedring kan ventes.

Ved at sammenligne Finmarkens nærværende Forfatning med hiin blomstrende Periode maa man imidlertid ikke oversee følgende vigtige Data: at de store Handelsforholde nu have forandret sig til det Værre i flere væsentlige punkter med Hensyn de finmarkske Produkters Afsættelighed og Priis; at derhos Fiskerierne i Finmarken og især Vinterfiskerierne, idetminste efter den almindeligen antagne Mening, ere mindre rige end før; at der i Distriktet er en ny, opblomstrende Kjøbstad, og at der foruden Hammerfest og Vardøe gives omtrent 30 privilegerede Handelssteder, nemlig de saakaldte Gjæstgiverier, hvoraf mangc endnu altid berige deres Eiere.

Efter Folketællingen af 27de Novbr. 1825 var Antallet af Vest-Finmarkens Indbyggere 5922; men dette Resultat blev ikke anseet som meget nøiagtigt, og følgende Overslag troedes at komme Sandheden nærmere:

Søfinner omtrent...	3000
Omvandrende Fjeldfinner...	850
Qvæner ved Søen...	650
Fastboende i Kautokeino og Karasjokk af qvænsk Oprindelse blandede med Fjeldfinner...	130
Normænd...	1700
Fremmede af forskjellige Nationer i Hammerfest og Kaafjorden...	70
Tilsammen omtrent...	6400

Folketallet i Øst-Finmarken udgjør omtrent det Halve af denne Sum.

Jeg slutter her min lange Digression. Jeg føler altfor vel, at jeg deri er kommen ind paa et Gebeet, hvor jeg ikke hører hjemme. Efter gjentagen Overveielse har jeg dog ikke villet tilbageholde disse Notitser, da jeg vover at troe, at de dog idetmindste indeholde endeel faktiske Oplysninger, som maaskee kunde blive til Nytte.

Efter flere Udvandringer omkring Kjelvig tiltraadte jeg den 31te Juli en Fodreise til Nordkap. Et Forsøg paa at naae dette Forbjerg tilsøes var mislykket; ved Helnæs havde en Storm fra Nordvest overfaldet mig med saadan Hæftighed, at jeg havde maattet ligge 20 Timer vindfast, som det heder, paa denne Østpynt af Magerøen. - Nu gik jeg først over Kjelvigs-Eidet til en Bugt af Kamøe-Fjorden, og kom til det lave Honningsvaag-Eide, hvor Hr. v. Buch anslaaer den yderste Grændse af Birke-Vegetationen til at stige endnu henved 400 Fod over Havet, og deraf slutter, at Sneliniens Høide her vilde være omtrent 2000 Fod eller lidt derover. Paa Moserne samlede jeg modne Multebær; paa andre Steder af Eidet var der skjønne, frodige Græspladse. Blandt de Væxter, som man ikke har troet at gaae saa langt mod Nord, bemerkede jeg her den almindelige Lyng (Erica vulgaris).

Fra Honningsvaag-Eidet var det umuligt at følge Bredderne af Skibsfjorden, en Arm af Kamøfjorden, som nu maatte omgaaes; men jeg maatte stige midt ind imellem den vildt sønderrevne Gruppe af Enphotid-Fjelde, som udgjør den meest rye Deel af Magerøen, og hvori den høieste Spidse reiser sig 12-1400 Fod over Havet. Passet, omtrent 800 Fod høit, var dog meget kort, og jeg kom snart igjen ned til et meget lavt Sted, et Slags Fjeldkjedel, i hvis Bund Snedynger, gode Græspladse, Moradser og Kjærn afvexlede med hinanden, og hvor en Deel af Skibsfjorden indtrængte. Herfra kom jeg op imellem jævnt rundede Bjergkuller af en mild, sort Glimmerskifer, hvilke snart rykkede sammen og dannede en vid Bjergslette af omtrent 1000 Fods Høide over Havet. Saasnart jeg var kommen op paa denne Platform, saae jeg nord ud over hele Øen, lige til Nordkap, hvis østlige Vægge præsenterede sig tydeligen med det saakaldte Horn, et løsnet og omtrent i Forbjergets halve Høide staaende, spidst Klippestykke

Alle de ydre Dele af Øen i Vest, Nord og Nordost ere høit, ovenpaa aldeles jævnt Taffelland ligesom det, hvorpaa jeg befandt mig; men den midterste Deel, hvorhen de største Fjorde convergere, er lav og opfyldt med smaa Bjergkuller og en Mængde smaa Vande. Høisletten, hvorpaa jeg med Lethed skred frem, var i det Hele taget tørt Land, som næsten uafbrudt var bedækket af en yderst tynd Græsvegetation; mellem Juncus- og Carex-Arterne voxede her endnu den nydelige Andromeda hypnoides; paa de enkelte fugtige Steder forekom Tussilago frigida. Reenmosset var saa sparsomt; at de Rensdyr, som overvintre paa Magerøen, formodentlig nære sig af Græs; man vil ogsaa have seet dem æde Tang i Fjæren. Brokfuglen (Heilo, Fjeldlo, Fjeldpist, Charadrius morinellus og apricarius) lod ogsaa her sin sørgelige Piben høre fra Tuerne. Ryggen af Hjelmsøe viste sig over Fjeldsletten i Vest, og og mod Øst, høit over Kamøfjorden, løb det lange Profil af Tjorgottj-njarg ud i Havet, en uendelig, snorlige Kjede med Nordkyn i Spidsen; den var klart belyst af Aftensolen, og Fjeldvæggene mellem de tvende lange, snorlige Linier fortonede graaguuIt, uagtet Afstanden. Luften var yderst klar og overalt fremstillede Gjenstandene sig med de skarpeste Omrids; men det var koldt og en hvas Vind bleste over Bjergsletten. En yderst tynd, hvid Havtaage, som en lav, ætherisk Muur opreist paa Havranden, begyndte at danne sig i den nordvestlige Horizont, og lod befrygte en Forandring i Veirliget.

Det lave Land mellem Tuefjorden og Dugsfjorden, hvilket udgjør Midten af Øen, er meget græsrigt. I de smaa Dalgange og Lier omkring de mange Smaasøer voxede, foruden en Mængde Vidier, endnu nogle Birkebuske og en pygmæisk Rogn. Dette er opad mod Polen, de sidste Spor af Trævegetation i hele Verden. Stedet ligger omtrent 3/4 norsk Miil sydenfor Nordkap. Birkestammerne, der vare graalighvide og armtykke, bugtede sig slangeformigen op og ned mellem Græsset; kun Qvisterne vare rettede i Veiret til en Alens Høide over Marken. Rognen, som var af samme Høide, men vel saa rank som Birkerne bar ikke faa Blomsterknoppe. - Sonchus alpinus og Angelica, hvilke begge vare overordentlig frodige, voxede her Træerne over Hovedet. Pisum maritinum og flere Kystplanter blandese sig imellem de alpinske Væxter.

Det havde været min Plan at benytte det gode Veir og gaae i een Gang lige til Nordkap. Veien fra Kjelvig hvade medtaget 8 Timer, og der vilde endnu maaskee medgaae 2 Timer for at naae Maalet. Men Taagemurenpaa Havet i Nordvest blev tykkere og rykkede nærmere, og hele den vestlige Himmel bedækkede sig med et dunkelt Dunst-Slør. Jeg besluttede da at overnatte i Skarsvaag-Riisfjorden, som er den nordligste beboede Plads og ikke meer end en halv Miil fra Nordkap.

Stedet var ganske nær; vi bøiede østlig omkring et lidet ferskt Vand, ved hvis korte og rolige Udløb i Fjordbunden vi kom frem til Gammerne og de smaa Huse. Den ene Opsidder var norsk, den anden en Fin. Normanden, som var hidflyttet fra Tromsøe-Sogn og havde faaet sin Hustru i Talvig, boede i en god og reenlig, indvendig vel tømret Gamme. Han havde et stort og skjønt Nøst, og tre smaa Træboder af gode Rækplanker. Som ny Begynder eiede han endnu kun 2 Melkekøer; Finnen havde ligeledes tvende, og en Pige, der levede her som Inderst, havde ogsaa to Køer. Endeel Faar af godt Udseende løb omkring paa Pladsen, og tre tamme Vildgjæs-Unger nappede Græs foran Gammerne. - Til Natteqvarter valgte jeg en af Normandens Træboder, hvor jeg sov paa et meget godt Leie af nye Skindfælde og Rensdyr-Skind.

Om Morgenen tidlig den 1ste August steg jeg i en Baad og naaede snart Hornvigen, en liden Bugt indenfor Hornet paa den østlige Side af Nordkap. Her er det bedste eller saagodtsom det eneste Landingssted ved dette famøse Forbjerg; men Bugten er saa let indskaaret mellem steile Fjeldmasser, at heller ikke den i haardt Veir, og især ved østlig Vind, tillader nogen Landing.

Hornvigen var ingenlunde saa vild og ufrugtbar, som man kunde være tilbøielig til at tænke sig en saadan plads. Næst Fjærestenenes Bord var den omgivet af høie, frodige Strandplanter; ovenfor fulgte en for dette Sted virkelig overraskende rig Vegetation af Græs og blomstrende Urter samt nogle lave Vidier. Bugtens steile Sider bestaae af gruusblandet Jord og Fjeldras, som næsten uafbrudt er bedækket med Grønt.

Den eneste, møisommelige Opgang, jeg fandt, var i og ved en Bæk, der løb frem under en i et Skar øverst oppe liggende Snefond, og som derpaa rislede ned mellem Fjeldraset og paa et Par Steder faldt ud over den blottede Klippe, samt endelig forsvandt under de nedstyrtede Stene og Gruusdynger, førend den naaede Bugten.

Naar man har naaet den nysnevnte Snefond, er man snart ude af Hornvigens Kjedel, og kommer op paa Platformen. Efter faa Skridt befinder man sig nu paa den største Høide, som er en fuldkommen Flade, jævn, haard og tør, saa at man gaaer derpaa ganske som paa et feiet Gulv. Den dannes af næsten vertikale Glimmerskifer-Skikter, der ere afskaarne i en fuldkommen lige Høide, og hvis udgaaende Egge deels ere afslebne af Tidens Virkninger, deels udjævnede med flint i Rifterne mellem dem fast pakket Gruus.

Endogsaa paa denne tørre og af Stormene, Snee- Regndrevene pidskede Grund voxede nogle Fjeldplanter. Barometeret angav Platformens største Høide til 976 (943) Fod over Havet, og Fladens yderste Rand, hvorfra Forbjerget i eet Sæt styrter sig i Søen, er ikke 10 Fod lavere. Fjeldvæggen er her tildeels udoverhængeude; staaende paa Randen saae jeg, at den gik noget frem omtrent paa Midten af Høiden; men fra dette Bryst, faldt Øiet lige ned i Havet, hvis Brændinger imod Bjergfoden hørtes dumpt i Dybet, men ikke kunde sees, da de laae maaskee endog indenfor det Punkt, hvorpaa jeg stod. Under den fremspringende Deel af Fjeldvægen svævede Søfuglene frem og tilbage, og den Linie, hvorefter jeg saae ned paa dem, stod lodret paa de horizontale Kredse, som de syntes at beskrive i deres Flugt.

Ellers skal man paa Nordkap søge forgjæves efter noget Under. Selv Nydelsen af den forfængelige Tanke, at man her befinder sig paa Europas yderste spidse, berøves man ved at see mod Vesten. Paa denne Side ligger nemlig, i omtrent en ottendedeel Miils Afstand, en anden Landpynte, som virkelig stikker sig lidt længere ud imod Nord; men den er lav, og falle ikke de Søfarende saaledes i Øinene som det høie Nordkap. Mine Ledsagere kaldte denne Landpynt Knivskjæl-Odden. Jeg har ellers ogsaa stødt paa Benævnelsen Knæskjærnæs, der nærmer sig Knøskanæs, et Navn, som Schøning paa Kartet over det gamle Skandinavien har sat ved Nordkap. - Ifald de Gamle gik denne Vei udenom Magerøen, saa kunde maaskee Gjesvær ved Mundingen af Tuefjorden være det Geirsvær, hvor Thorer Hund dræbte Karl af Langøe; Geirsvær, heder det i Snorro, er det første Bryggelede for dem, som komme nordfra, d. e. fra Finmarken og Bjarmeland.

Saa meget er vist, at ogsaa denne Udkant af Verden har været Vidne til Tidens Omskiftelser. Engang var det Nordens Konger og Stormænd, som færdedes til Gandvigen for at drive Handel, men, barbariske som de vare, ikke mindre for at plyndre Folk og Guder. Nu, da det er England som kjøbslaar paa Vinaae Bakke, beseiles Norkaps-Havet af store britiske Handels-Flaader. Fra Fjeldene ved Mehavn saae jeg en Dag 12 engelske Skibe krydse i Søen udenfor Nordkyn, og en anden Dag paa min Reise til Vardøe, talte jeg paa engang ikke mindre end 60 Skibe under britisk Flag for fulde Seil til Archangel.

Jeg vendte tilbage fra Nordkap til Kjelvig-Eidet i den Baad, som jeg havde erholdt i Skarsvaag, og ankom ud paa Aftenen i et hæsligt Veir til Kjelvig. Her blev jeg paa det behageligste overrasket ved at træffe Hr. Pastor Stockfleth, hvis Møde jeg var gaaet Glip af i Lebbesbye. - Endnu en anden Glæde havde jeg paa denne allerede saa lykkelige Dag. En Stund efterat vi vare gangne til Hvile, lød Posthornet. Jeg fik en heel Pakke længselsfuldt ventede Breve, som nu vendte tilbage fra Vardøe. Et var der fra en kjær Ven, i hvis Selskab jeg den foregaaende Sommer havde seet Italien og gjennemstreifet Alperne, og som endnu dvælede i disses Nærhed. Med en saa levende Erindring om Syden havde jeg mindst ventet at skulle ende min Nordkaps-Dag.

Jeg gik igjennem Magerøe-Sundet til Maasøe, Havøe, Ingøe og Hammerfest. Fastland og Øer ere her mere rye af Udseende end i Øst-Finmarken, thi Bjergarten, hroraf de bestaae, er haardere og fremstiller vildere Former. Man paastod, at Vinteren her har flere klare end tykke Dage. Det Samme forsikrede Manden i Riisfjorden om selve Nordkap. Aarsagen er Landvinden, som falder ud af Alten- og Porsanger-Fjord, og som skal være hyppigere om Vinteren end om Sommeren.

I Finmarkens Blomstrende Tidsrum var Ingøen et af de vigtigste Steder, og der boede saa mange Folk, at Pladsen havde Anseelse af en Bye. Den havde en Kirke og et Raadhuus. - Man viste mig et lidet Skjær udenfor Ingøen, hvilket kaldes Fru-Holmen efter en dansk høiadelig Frue, som var forviist hid for en stor Misgjerning. Klippen var ikke meget større, end at de Bygninger, hun opførte paa den, netop fandt en kneben Plads. Her, midt i Havet, faa Mile fra Nordkap, der sees næsten lige i Øst, tilbragte denne Dame, om hvis Pragt og store Midler der endnu gaae en Mængde Fortællinger, en lang Række af Aar, indtil hun en Juledag paa Reisen til Kirken fandt sin Død i Bølgerne. Jeg saae Brændingen sprøite tværs over Skjæret og opdagede i Kikkerten Huustomterne, der syntes at frembringe nogle Urter, formodentlig Cochleare.

Den 6te Aug. ankom jeg til Hammerfest. I Sommermaanederne er Handelsrørelsen virkelig meget livlig, og den maatte forekomme mig, efter et saa langt Ophold i øde Egne, at være det i en endnu høiere Grad. Foruden en Mængde Lodjer, Slupper og Jægter, var der en Brig og en Galease fra London, en Brig fra Kjøbenhavn, en Skonner fra Stockholm og en Galeas fra Altona. Det er vistnok merkverdigt at man paa denne lille Plet yderst i Lapland kan høre ikke mindre end syv til otte forskjellige Sprog. Landets egne Indvaanere høre til tre forskjellige Folkefærd, Skibsfarten hidfører Mennesker af fem andre Nationer. - Kramboderne, hvoraf jeg saae fem eller sex nedenunder i de tæt sammentrængte Pakhuse paa Bryggerne, vrimlede især af Russer og Finner, hine travle, fiffige, gjennemtrængte af Kjøbmandsgeist, med stort Skjæg, høie Huer og zirligen langt Skjærf, disse ufeilbarligen enten ifærd med at indtage Brændeviin eller bærende nogetsomhelst Kjendetegn efter denne Hovedsyssel. Menneskemassen paa Bryggebroerne bevægede sig mellem Fiskedynger, russiske Meelmatter, store, aabne Kar fyldte med Tran, hvidkalkede Trantønder, Fjær og Duunballer. Sælskind vare udspileele paa Pakhuusvæggene for at tørres, Rensdyrhorn, Hoveder af Hvalrosse og Iisbjørne vare opslagne til Zirat.

Jeg gik ud for at betragte Staden og Skibene fra et roligere Standpunkt. Man gjør ikke mange Skridt opad den egentlige Bygade, førend den forvandler sig til en Landvei, der er fortsat et Stykke langs med Bugten, umiddelbar under det nøgne og steile Fjeld Salen. Den fører forbi et stort Tranbrænderie hvis Kjedler nu vare fyldte med Fiskelever, men hvor man senere, naar Fangstfartøierne komme tilbage fra Beeren-Eiland og Spitsbergen, koger den medbragte Hvalrosspæk. - Dybere inde i Bugten var et Brændeviinsbrænderie under Bygning, og ved en Elv, som udgyder sig af en liden, strax ovenfor beliggende Søe, stod en ny Mølle. Her standser Veien. Jeg steg op paa en høi Vold af Gruus og Steen, som danner Randen af Bassinet, hvoraf Elven udflyder. Nogle usle Birketræer voxe omkring denne Søe, som ellers er omringet af graa Steenurde og traurige Fjelde. Jeg traadte op paa en liden Skandse, der er anlagt paa Gruusvolden foran Bassinet, og havde en fortræffelig Udsigt til Byen og Havnen.

Mundingen af Havnens næsten kredsrunde bugt dannes paa Høire af Fugelnæsset, hvorpaa den engelske Konsul har opført sin Bopæl; fra Venstre møder et lavt Forbjerg, paa hvis Spidse den egentlige Stad er anlagt, bestaaende af 7-8 Huse, der ere Kjøbmændernes Vaaninger, og af Toldsuen og Præstegaarden. Bagenfor denne ganske livlige Klynge, og lidt høiere, seer man endeel mindre Vaaningshuse, den rødmalede Kirke og en Rebslager-Bane, og ved Foden af Salen en eller et par Rader af smaa Træbygninger, der beboes ar Haandverkere og Daglønnere. Fire eller fem af Kjøbmands-Vaaningerne have to Stokverker og ere overhoved byggede, bordklædte og malede efter den sædvanlige Maade i Norges Træ-Stæder. Vardøes Græstage og Jordhytter seer man her ikke. Hammerfest ligger langt mere luunt end det mod de frygtelige Vinterstorme ubeskyttede Vardøe, og betaler vist gjerne dette Lye med en for Øiet mere stødende Beliggenhed.

En tydsk Herre fra Rhin-Egnen, Hr. v. Lövenigh, som havde reist i Rusland og ønskede at kjende Russernes merkværdige Færd i det aller yderste Norden, var nylig ankommen fra Archangel til Hammerfest, for derfra at sætte over Iishavet. En liden Slup blev udrustet i denne Hensigt, og Touren beregnedes paa 6 Uger. Min Beslutning var strax fattet, og mit Forslag at tage Deel i Expeditionen blev saa meget hellere antaget, som tvende engelske Herrer, der ogsaa havde villet gaae til Spitsbergen, senere havde opgivet denne Plan af Frygt for den, sildige Aarstid. Hr.v. Lowenigh forbeholdt sig kun een positiv Betingelse, nemlig den at vi skulde anløbe et eller andet russisk Etablissement; forøvrigt blev det overdraget til mig at indrette Reiseplanen efter mine naturvidenskabelige Hensigter.

Da Sluppen endnu ikke var seilfærdig, foretog jeg i Selskab med DHerr. Everest, de nysomtalte engelske Reisende, imidlertid en Udvandring til Seiland, det sidste Sted i vor Verdensdeel, som stiger ind i den bestandige Snee-Region og frembringer Jøkler.

Det sydvestlige Stykke af Øen Seiland reiser sig til en viid Kuppel, som jeg fandt 3438 (3322) Fod høi (10). Den er bedekket med en Snekaabe, hvis Flige hænge langt ned over Bjergsiderne, og hvorfra Fond-Isen nedskyder især mod Nord og Vest. De vestlige Jøkler, som skulle være de største og gaae længst ned mod Havet, saae. vi ikke. De ere af det faldende Slags og af dem, der trænge sig tungeformigen ned igjennem Dalkløfterne. Paa Nordsiden bemerkede vi kun et Par Begyndelser til sidstnævnte Art; Fond-Isen indskrænkede sig her mere til, i Form af en Bord, at fortsætte Snebedækningen paa den brede Bjergside, uden at udgrene sig meget langt fra den continentale Snemasse. Dennes Rand løb som sædvanlig meget uregelmæssigen rundt om Kuppelen, og Valget af en Station til at bestemme Høiden af Snelinien blev her ikke mindre vilkaarligt, end dette altid er Tilfældet med deslige Maalinger. Det Punkt, som syntes at ligge nogenlunde i Midten af den Zone, indenfor hvilken de bedst fortsatte Grændser af Snekaaben løb op og ned efter de forskjellige lokale Beskaffenheder paa Fjeldsiden, blev fundet 2883 (2785) Fod over Havet. Dette var paa Øens Affald mod Nord. Paa den sydlige Side maa Grændsen gaae anseligen høiere. En gammel Mand i Talvig fortalte mig siden, at han i sin Ungdom en Sommer havde seet Seiland blottet for Snee; dette gjælder nemlig om den sydlige Side, som han daglig havde for Øine fra Alten-Fjord. Jeg troer derfor, at man, med Tal, gjerne kan antage 3000 norske eller 2900 franske Fod for Sneliniens høide paa Seiland.

Et Beviis paa hvor megen Kulde Snemasserne udbrede omkring sig, er Birkegrændsens lave Niveau i den Dal, ad hvilken vi stege op fra Skreifjorden til Øens Top; her gik den nemlig ikke høiere end 460 (445) Fod over Havet, da dog Hr. v. Buch nordligere ved Hammerfest fandt den indtil 642 (620) Fod. Hvor Birken ophørte i hiin Dal paa Seiland, begyndte allerede Iis-Ranunkelen (Ran. glacialis) at voxe, som er den af alle vore Fjeldblomster, der trives i det haardeste Klima, og i det sydlige Norge findes lige til 5200 (5000) Fod over Havet, ja maaske endnu høiere, thi den gaaer ovenfor Snegrændsen. Ved Kjelvig fandt jeg den næsten ned til Stranden.

7) Man finder, at Fuglefjær var et af Finmarkens tidligste Produkter.

8) Rusland deporterer fra Lapland til Siberien.

9) En Mand, som skydsede mig paa Reisen i Skjervøe, sad paa en plads ved Lille-Alten-Fjord, som han havde opdyrket saaledes, at den nu fødte 5-6 Køer. Sex Aar før, da Pladsen endnu var ubeboet, havde han betalt 60 Sp. i Bygsel derfor. Den aarlige Afgift til Proprietairen var omtrent 2 Sp.

10) Mine Reisefællers Maaling gav for det Samme Punkt 3408 engelske Fod. Men deres Barometer var ikke længer ganske sikkert.