Reise i Øst- og Vest-Finmarken samt til Beeren-Eiland og Spitsbergen, i Aarene 1827 og 1828
af B.M. Keilhau
Christiania : Johan Krohn, 1831

VI. Talvig. - Vinterreise til Karasjokk.

Da jeg den følgende Sommer skulde bereise Nordlandene, saa kunde intet være mig behageligere, end ved Ankomsen til Hammerfest at modtage en Indbydelse fra Hr. Pastor Rode, til at overvintre i Talvig Præstegaard.

Dette Sted ligger ved en mod Vest indgaaende Bugt af Alten-Fjord, i en halvlukket Fjeldkjedel. Ikkun mod Øst er Udsigten fri; man seer tværs over Fjorden til Altenæssets henved en Miil fjernede Bjergkjede, og, lidt sydligere og fjernere, til Rafsbunden, en anselig Vig inderst i Alten. I Syd ligge Fjelde af meer end 3000 Fods Høide, over hvis lavere Strækning man gaaer 1-1½ Miil til Kaafjorden. I Vest og Nord møder en omtrent ligesaa høi Ryg, men meget smalere, thi allerede en halv Miil fra Talvig sænker den sig ned i Langfjorden. Paa den anden Side af denne Fjord reise Fjeldmasserne sig endnu [steilere] og høiere, udbrede sig tre til fire Mile henimod Loppen, og danne saaledes et mægtigt Værn mod Indflydelsen af det paa denne Side aabent indtrængende Hav.

Talvigs Polhøide er næsten nøie 70°. I Henseende til Beliggenhed og Klima kan Stedet ansees som det behageligste i Finmarken. Alten, en Miil sydligere, er koldere om Vinteren, og, tildeels til en besværlig Grad, varmere om Sommeren. I Alten drives en mislig Kornavl; Kartofler lykkes godt. Det Sidste er ogsaa Tilfældet i Talvig. Dalene og Lierne ere bedækkede med Birkeskov, og Furretræer, de nordligste i Verden, voxe hist og her paa Klipperne. Hr. v. Buch fandt Birkegrændsens Høide ved Talvig 1535 (1483) Fod over Havet; efter min Maaling bliver den ikkun omtrent 1450 (1400) Fod. Furretræet (som i nogle Egne kaldes Tal, og maaskee har foranlediget Stedets Navn) synes forhen at have være hyppigere i Trakten.

Det er ved Vegetations-Grændsernes og Sneliniens Høide over Havet, at man lettest og sikrest kommer til et Begreb om disse Egnes Klima. Jo længere fra den hede Zone, jo ustadigere ere de meteorologiske Forholde, og des flere Aars Iagttagelser udkræves til at udfinde Middel-Temperaturen. Jeg forsømte imidlertid ikke under mit Ophold i Talvig at holde en meteorologisk Dagbog. Følgende Middel-Temperaturer fandtes:

(1827) for October	+0.2° R.
- Novbr.	-2.5°
- Decbr.	-4.1°
(1828) for Januar	-7.0°
- Februar	-6.9°
- Marts	-3.3°

Den største Kulde indtraf den 23de Januar, men iagttoges ikke til meer end -17.0°. Den følgende Vinter oplevede jeg i Berlin i længere Tid nogle og tyve Graders Kulde. Dette er et Forhold, som overrasker. Men saaledes virker Havets Nærhed. I Vinteren 1828/29 iagttog man i Tromsøe ikke meer end -13 eller 14°, og saadanne Vintre ere ingenhunde sjeldne. Men i de indre Trakter er Kulden ganske saadan, som man venter sig den paa saa høie Breder; i Skovtrakten nordenfor Enare-Søe optegnede Hr. Pastor Stockflet den 21de Februar 1828 -30° R.

Hvad ellers Veirliget i Talvig angaaer i hine Maaneder, hvis Middel-Temperaturer jeg har anført, da var der, af dette Halvaar, 44 Dage, som kunde kaldes ganske klare, 35, paa hvilke klar Himmel slet ikke var at see, 45, paa hvilke der kom Regn, Snee eller Slud, og endelig 23 stormfulde Dage. Antallet af de Dage eller rettere sagt Døgn, hvori Nordlys saaes, vare 43.

Barometer-Iagttagelserne have viist, at de store Forandringer, som foregik i Lufttrykket i Talvig, vare de samme som de, der i samme Halvaar foregik i Christiania; de mindre Undulationer paa begge Steder vare hinanden tildeels ganske modsatte, dog hændte det ogsaa, at de respektive Forandringer stemmede overeens i meget smaa Bevægelser. I Henseende til Tiden, naar de konforme Oscillationer foregik paa begge Steder, fandtes det, at de nogle Gange vare ganske samtidige, men at de ellers kunde indtræffe deels eet til to Døgn tidligere i Talvig, deels ligesaa meget tidligere i Christiania, ifølge hvilket man maaskee kan sige, at en bølge i Lufthavet bruger, som den længst fornødne Tid, to Døgn til at forplante sig fra Christiania til Talvig eller omvendt.

Den første Snee faldt den 4de October, det sidste Regn den 18de November. Det regner her ellers ikke sjelden endnu i December, ja endog i Januar. Betræffende Antallet af de stormfulde Dage, da er dette for denne Vinter i Sammenligning med andre temmelig stort, men Stormene naaede ei den frygtelige Styrke, som her ikke sjelden erfares paa denne Aarstid. Vindene fra Sydvest, Vest og Nordvest, hvilke føre en mild men tyk Havluft ind over Landet, vare sædvanligviis de hæftigste. Hyppigst var Sydost-Vind, der falder ud fra det Indre af Alten-Fjord, og ofte kan blæse meget stærkt i den nederste Luftregion, medens Luften i de høiere Lag er enten ganske stille, eller endog har en modsat Bevægelse. Saa ofte den var raadende, havdes et klart men koldt Veir.

Paa saadanne klare og kolde Dage foretog jeg sædvanligviis en kortere eller længere Tour paa Skier op i Fjeldene. Det hændte da flere Gange, at jeg fandt en betydeligen høiere Temperatur i det større Niveau, som jeg naaede, end nede i Dalen; Sneen var kram og klæbede ved Skierne, der først igjen begyndte at glide i den lavere Strækning. Aarsagen hertil var ikke nogen anden, end at Landvinden ikke naaede til de øvre Fjeldregioner, over hvilke den milde Havluft havde udgydet sig. Videre skede det af samme Aarsag, at Elvene undertiden paa de koldeste Dage paa engang begyndte at voxe. Havvinden havde frembragt et Lindveir i Høifjeldene, som enten slet ikke eller først senere sporedes i Dalen.

Elvene og de fleste Bække holdt aldrig op at flyde, hvilket jeg anfører med Hensyn til Jordvarmen. Omvendt gives der en Myr ikke langt fra Præstegaarden, som aldrig skal tine ganske op, men som sagdes endog efter de varmeste Sommere i et vist Dyb altid at bevare nogen Iis. Dette er imidlertid et ganske lokalt Forhold, som ikke tilveiebringer nogen Overeensstemmelse mellem Finmarken og det bundfrosne Siberien. Tegn til en saadan Tæle som i Siberien fandt jeg ikke engang i Spitsbergen.

Jeg søgte forgjæves efter nogen Kilde, som kunde være skikket til en virkelig [Maaling] af Jordvarmen. Præstegaardens Brønd, hvis Vandaare gaaer i et dybt Sand- og Leerfeldt omtrent tolv Alen under Jordens Overflade, havde, da dens Vand kun stod lidt høiere end Aarens Munding, den 4de Januar en Temperatur af +1.1°, og den 7de Februar +0.4°. Men disse og flere Maalinger give naturligviis intet tilfredsstillende Resultat; Aaren selv var utilgjængelig.

Søens Temperatur var idetmindste til et vist Dyb aldeles afhængig af de paa Havet herskende Vinde. Naar nordostlige Vinde havde modarbeidet den store, langs den norske Kyst nordlig opsættende Havstrøm, var Søen koldest, saasom den 10de Februar -1.2°; den 5te Februar, efter en Nordenvind, var Talvig-Bugten belagt med en tynd Iisskorpe, hvilket ikke var skeet før om Vinteren. Efter vestlige og sydvestlige Vinde fandt jeg aldrig Søens Temperatur under Frysepunktet, saasom den 4de Februar efter en Vestenvind +1.7°, den 8de April efter S. V. +2.3°. Ikkun de allerinderste Vige af Alten-Fjord havde et stadigt Iisdække i de koldeste Maaneder.

Den saakaldte Frostrøg, af hvilken man kunde vente sig meget besværet i Nærheden af denne aabne Fjord, viste sig kun nogle faa Gange. Den tørre Landvind befriede os saavel fra den som fra megen Taage.

Allerede tidlig i November havde Solen forladt os; i de sidste Dage af dens Nærværelse var Veiret tykt, saa at dens Bortgang blev ubemerket. Mørket tiltog med ængstende Hurtighed. Paa de mørkeste Dage kunde jeg dog, uden kunstigt Lys, til Nød see at læse tre Timer ved Vinduet. Jeg fortsatte altid mine Excursioner, og Kunde endog inden Solens Tilbagekomst fuldende et petrographisk Kart over Egnen. Vindene blottede ofte Marken, og der fandtes overalt steile Steder og Bjerghammere, hvorpaa Sneen aldrig fæstede sig.

Den 19de Januar troede vi at skjelne et Gjenskin af Solen paa en Fjeldspidse østenfor Fjorden. Men det var først den 30te, at jeg nød det fulde Indtryk af denne saa længselfuldt ventede Scene. Et overordentligt Tilfælde, som var indtruffet, foranledigede et Tog dybt ind i Fjeldene. Vi havde hvilet nogle Timer of Natten yderst i Birkegrændsen, og derpaa fortsat Vandringen ind i de øverste Trakter. Klokken syv om Morgenen begyndte Maanen og Stjernerne at blegne; vi vendte os imod Nord, og skrede nogle Timer fremad mod en dyb og bred Dal, paa hvis anden Side høie Snetinde og Kupler reiste sig. Den høieste kalde Finnerne Koneskulderen, Akka-oålgek, hvilken v. Buch har besteget (Reise II, 131). Denne grandiose Tind luede i fuld Solglands, der efterhaanden ogssa begyndte at skinde fra de hosstaaende Spidser. Tilbagekastet af de rene Sneflader, og nu saa uvant, skulde det intensive Lys have overvældet Øiet; men det dæmpedes af et ubeskriveligen skjønt Rosenskjær.

Den 5te Februar saae jeg selve Solskiven, ved at stige op i Bjergene nogle hundredee Fod over Præstegaarden. Den 10de skinnede den igjen i Talvig, hvor den hilsedes festligen. - I Begyndelsen af April kunde allerede dens Lysning skimtes hele Natten igjennem. Et Phænomen, som vel ikke frembyder sig sjelden i Polarlandene, men som man ikke ofte har Anledning til at see, er de saakaldte Coronæ. Jeg nød dette Skuespil den 20de Februar. En tyk og usædvanlig Taage laae over Alten-Fjord og Talvig. Vi foretoge en Skie-Tour i Haab om klart Veir i den øvre Fjeldregion. Omtrent paa 700 Fods Høide kunde Solen sees; vi vare i Nærheden af Taagelagets Grændse. Træerne vare fulde af de største og skjønneste Riimkrystaller. Vi stege endnu omtrent 500 Fod for at naae Spidsen af Stappen, en isoleret Fjeldtind med fortræffelig Udsigt. Her var Himmelen aldeles reen; rundt om os, fjernt og nær, opdukkede de høie Sneemarker, Tinde og Fjeldhoveder i straalende Solglands. Nedeufor bølgede Taagehavet i et mat, guult Lys. Stappen kastede en lang, spids tilløbende Skygge derpaa. Omkring Spidsen af denne Skygge, hvorpaa vore egne Billeder formedelst Afstanden ikke vare kjendelige, viste sig en Glorie (Anthelion) af de prismatiske Farver. Der var tre Ringe, som næsten berørte hinanden; i den inderste skjelnede jeg ikkun Rødt og Guult; den anden var fuldstændig, begyndte med et svagt Blaat, hvorpaa fulgte et intensivt Grønt, Guult, Rødt, Purpur; den tredie viste Rødt, Guult og Grønt. Udenom disse Ringe var der endnu een eller to store Lyscirkler af en mat, guulagtig Farve. Skyggen af Bjergspidsen bortskar omtrent en Fjerdepart af alle Ringene. Bouguer, som iagttog dette Phænomen paa Pichinca, antager, at dets Dannelse altid forudsætter frosne Iispartikler i Taagen eller i Skyerne. Jeg antegnede følgende Temperaturer: ved Talvig dybest i Taagelaget -13.4°, øverst i Taagelaget -11.4°, paa Stappens Top -13.6°.

Gjennem hele Vinteren opholdt sig paa Fjeldene og i Skovene omkring Talvig Lemminger, røde Ræve, en stor Mængde hvide Ræve, Harer og Ryper samt Ugler; ved Fjorden nogle faa Exemplarer af Ederfuglen og Fjærepisten (Tringa maritima); i Nærheden af Husene Krager, Skjærer og Ravne. Den 30te Januar saae jeg igjen en Musvit (Parus palustris) i Skoven. I Begyndelsen af Marts indfandt sig flere Fugle af Slægtene Carbo, Uria, Clangula, Somateria, Larus. Den 2den April ankom Snetitingen (Emberiza nivalis) i store Flokke. I April og Marts pleier en og anden Hval at forfølge Silden ind i Bugten; denne gang lod ingen sig see.

Den 11te Marts tiltraadte jeg en Reise til Karasjokk, i Fjeldfinnernes Distrikt. Hr. Kjøbmand Stuhr i Talvig havde den Godhed at ledsage mig; han kjendte nøie alle Omstændigheder ved en saadan Fjeldreise, som han oftere havde haft Anledning til at gjøre paa Veien fra Alten til Hamborg og Archangel, tvende Steder, som ikke sjelden besøges af de Handlende i Finmarken.

Vor Skyds var bestilt til at møde paa Elvebakken i Alten, hvorhen vi gik til Baads. Farten paa Fjorden er, i godt Veir, paa denne Aarstid ikke længer aldeles ubehagelig, saaledes som i den dybe Vinter. De fleste Søfugle have igjen indfundet sig, og Fiskeriet er i fuld Gang. Fjordens Omgivelser ere, nu i Solskinnet, i deres Vinterdragt af en endnu høiere Virkning end om Sommeren; Stjernøens og Seilands Kolosser, udstigende af den blaa Fjord i blendende Snepragt, afgive et stort og herligt Malerie. De finde i Henseende til Formerne en Kontrast i Talvigs Amphitheater, som endog under Snedækket bevarer et udtryk af Blidhed og Ynde.

Det laveste Luftlag var tildeels allerede saa meget opvarmet, at en temmelig stærk Straalebrækning fandt Sted. De høie Fjeldmasser i Nord hævedes endnu mere i Veiret, og de smaa, tildeels snebare Øer og Holme nærmere omkring os viste sig med disse skuffende Billeder, hvori man synes at see en vertikal Klipperad af Basalt-Kolonner at bordere Søspeilet. De paa Fjorden omkringliggede Fiskerbaade, som løftedes og sænkedes af en svag Bølgegang, syntes formedelst Refraktionen snart at staae ganske over Vandskorpen, snart vare de for nogle Øieblikke igjen aldeles usynlige.

Vi seilede tæt under Kongshavns-Fjeldet; som danner et stærkt fremspringende Forbjerg i den inderste Midte af Alten-Fjord; yderst paa Næsset staaer en af Finnerne saakaldet Sieidi (Sieidi-gergi d. e. Orakelsteen), et løsnet Klippestykke, som har nogen Lighed med en Menneske-Figur, og som man i Fortiden har tilbedet og bragt Offere. Som en Levning efter disse Ofringer skal endnu Rensdyrhorn og Fiskebeen findes liggende foran Stenen.

Østenom Kongshavns-Fjeldet møder et fladt, skovbevoxet Forland, som tilhører Amtmands-Gaarden Alten-Gaard. Mellem Birketræerne har en af de forrige Amtmænd ladet hugge en til Fjorden fremløbende Allee, der om Sommeren maa være udmerket skjøn; den er anlagt saaledes, at hele Alten-Fjord med dens imponerende Begrændsning mod Nord falder i dens Perspektiv. Det er disse Fjernsyn, som Hr. v. Buch fandt ganske italienske. Jeg maa dog herved bemerke, at naar man tillægger disse høinordiske Steder Skjønhed, og navnligen en mild Skjønhed, saa skeer det, idetmindste i de allerfleste Tilfællle, vist mere. forholdsviis nemlig i Forbindelse med Tanken om Beliggenheden i Lapland, end fordi hiin Charakteer tilkommer Egnen i en absolut Mening.

Fra Alten-Gaard er der kun et kort Stykke Vei over en Sandmoe til Elvebakken, hvor vi ankom lidt efter Middag. Her havde vor Skyds allerede ventet os i to Dage; det var to Fjeldfinner fra Karasjokk, nemlig en saakaldet Vappus eller Lods, der kjører i Spidsen og er Karavanens Anfører, og en Reidemand, der styrer Bagage-Renerne.

Elvebakken er en Landsbye, beliggende paa en temmelig stor Flade ved Mundingen af Alten-Elv. Ifølge Folketællingen af 1825 var den beboet af 19 qvænske og 16 norske Familier. Hovednæringen er Laxefiskerie i Elven, Fjord-Fiskerie samt Qvægavl. Derhos drives ogsaa Jordbrug; omkring og imellem Husene ligge smaa Agre, hvorpaa der avles omtrent 50 Tønder Byg og en god Deel Kartofler. Det hele Produkt af Jordbruget i det egentlige Alten anslaaes til 150 Tønder Byg og 300 Tønder Kartofler, foruden en Qvantitet Næper. Kornproduktionen vil neppe kunne stige betydeligen, og det er et Spørgsmaal, om den virkelig fortjener at opmuntres; men Kartoffel-Avlingen, som er i sin Barndom, kan ventes at blive anselig, især naar Qvænerne aflægge den Fordom, de endnu have derimod.

Man var her overhoved ikke tilbøielig til at istemme den Ros, hvormed en berømt Reisende (Hr. v. Buch) omtaler Qvænerne. Det et vist, at den finlandske Nation er vindskibelig, duelig, tarvelig, og har en vis Munterhed til at arbeide, som ofte savnes hos Normændene. Men da det overalt gjerne er de Sletteste, som udvandre fra Hjemmet, saa er det vel egentlig ogsaa kun Udskuddet af Finlænderne, som nedsætte sig i Finmarken. Man paastaaer, at Finnernes moralske Forhold er bedre, og vist er det, at der findes Qvæner, som ere ligesaa store Drikkere som baade Finner og Normænd. Men ved deres Raskhed og Snuhed hjælpe de sig i Almindelighed bedre igjennem.

Paa de fleste Steder antage de indvandrede Qvæner deels Normændenes, deels Finnernes Sprog, Klædedragt og Skikke; men paa Elvebakken er det omvendt; her hører man ogsaa Normændene tale Qvænsk, seer Badstuer som i Finland, og bemerker det finlandske Tilsnidt i Klædedragten, paa Slæder, Seletøi o. s. v.

Klokken blev sex, førend vore Sager vare indkarkede, som det heder, det vil sige nedpakkede i Kjærrisserne, og førend Renerne bleve førte frem fra Bedepladsen i Skoven. Vi iførte os Bellinger, Skalkomager og Pesk, altsammen Klædningsstykker af Reenskind, der ansees som nødvelidige Betingelser. Pesken er en Pelts, der er lukket foran, saa at man maa tage den paa over Hovedet. Komagerne ere et Slags Halvstøvler hvori Finnerne bruge en egen Art langt og blødt, vel tørret Myrgræs (Senner, Suinek, af Carex ampullacea), som de vikle omkring Foden istedetfor Strømper; Skalkomagerne ere af loddent Skind; de andre sædvanlige Komager af Læder. Bellingerne ere lodne Beenskinner, som række fra Anklerne til Knæet. - Jeg nedskriver med det Samme et Par Ord om Kjøretøiet. Det er yderst simpelt. Omkring Renens Hoved, om Panden, lægges et Toug eller et Baand, hvorfra Tømmen gaaer ud; denne, som gjerne gjøres af Sælskind, er blot enkelt, og styrer Renen ved at kastes til Høire eller Venstre; den vikles fast om den høire Haand. Om Dyrets Hals hænger en Ring af Reenskind, hvori nedentil en Trækrem fastgjøres; Naar man kjører, lægger Ringen sig an imod Brystet og Remmen gaaer mellem Renens Been hen til Slæden. Deels ti1 storre Beqvemmelighed deels til Zirat føies ofte til dette Seletøi et Belte og et Halsbaand. Slæden er enten en Pulk eller en Kjærris. Begge Slags ere byggede som smaa Baade, foran med en spids Stam, bagtil budte; under ere de runde og forsynede med en flad Kjøl. Man sidder paa Bunden med horizontalt udstrakte Been. En Kjærris er aaben, men Pulkene have foran et hvælvet Dæk, der sædvanligviis er overtrukket med Sælskind; under dette Dæk ere Benene i Skjul, og forrest er et Aflukke til smaa Reisefornødenheder. I en Pulk sidder man ligesom Foden i en Skoe. Finnerne selv kjøre helst i Kjærris, fordi de ofte finde Dækket at være dem iveien under deres mangehaande Bevægelser; thi dette Folks Urolighed kan man ogsaa heri bemerke; snart sidde de paa Bunden af Slæden, snart paa Karmen, undertiden seer man dem ogsaa, under fuld Fart, staaende deri.

Saasnart vi vare indstegne i Pulkene, kastede Anføreren sig i sin Kjærris, gav sin Reen et rask Slag med Tømmen, og i samme Øieblik var Karavanen i fuld Fart. Lidt efter lidt udviklede Rækken sig af den første Forvirring, som gjerne er uundgaaeIig, idet Toget begynder. Renerne, som altid beholde Noget af deres vilde Natur, ere i Førstningen ofte meget vanskelige at styre, det gaaer som oftest heel broget imellem hinanden, og for den Uvante seer det vistnok farligt ud. Man kastes og svinges omkring, vælter og kommer op igjen, man slæbes afsted uden at vide, hvorledes det gaaer til, at man beholder hele Lemmer.

Jeg havde forhen ikkun gjort et Par smaa Forsøg, og havde ladet mig give en spagfærdig og vel tæmmet Reen. Det forstaaer sig, at jeg strax slog om paa Siden, men jeg kom dog snart op igjen i samme Fart og ved egen Hjælp.

Vi kjørte strax over den store Alten-Elv, dernæst over en flad Ør, og kom paa Tver-Elven, en mindre Flod, som vi derpaa vedbleve at følge halvanden Miil opad, paa en skjønt banet, bred Vei, paa hvilken Elvebakkens Beboere nedkjøre Foder og Brænde. Skjøn Løvskov af Birk, blandet mell noget Older og Asp, indhegnede Elven og fyldte Dalbunden.

I det vi skulde tage af fra Elven; saae vi kun en dyb Fure for os i Sneen, netop saa bred som en Pulk. Dette var en Vei, som vor Skyds havde banet ved Nedkjørselen til Elvebakken, og som nu kom os vel tilpas. Det gik efterhaanden opad gjennem Dalen, som her var bevoxet med Furreskov, og havde steile Klippesider.

Vi bøiede af fra Tver-Elven ind i en Sidedal, og kom over en liden Søe, Gullo-javre. Mellem denne og den nærved beliggende Lavvo-javre gjorde vor Vappus Holdt. Her var en taalelig Bedeplads for Renerne, og Klokken var ni. Ild blev strax paatændt ved et Furretræe, og snart vare Gryder og Kjedler paahængte. Fjeldfinnerne have om Vinteren hver Aften deres Kjødsuppe; Kjedelen følger dem altid, og Vand vide de sædvanligviis at finde i Nærheden, hvis ikke bruges Snee; vældige Stykker frosent Reenkjød kastes i Kjedelen, og saaledes er snart det sundeste og kraftigste Maaltid færdigt. Vi nøde det ofte med dem, uden at koge for os selv.

Grupperne om Ilden bestode ialt af syv Personer. Hr. Richardson, en Englænder fra Kobberverket i Kaafjorden, var stødt til os i Elvebakken, og her indhentede vi Posten, hvis Vinter-Route fra Alten til Øst-Finmarken gaaer over Karasjokk.

Efter Aftensmaaltidet søgte Enhver sit Natteleie saa godt, som han kunde, paa Sneen. Kulden var -6° og en luun Stilhed herskede i Skoven. Ogsaa Renerne begave sig nu til Hvile; deres Bjælder ophørte lidt efter lidt at klinge, den ene efter den anden. - Hr. Pastor Rode havde laant mig en stor Pose af Faareskind, som han havde ladet gjøre for Reiserne til Kautokeino; i den steg jeg ind, og sov ret godt. Jeg fandt det dog, i saa mildt Veir, vel varmt paa denne Maade, og fulgte siden Finnernes Exempel, som blot stikke Overkroppen ind i en viid Pesk, og forresten ligge i deres Reiseklæder.

Der faldt lidt Snee om Natten, og den følgende Morgen var graa. Reisen fortsattes opad den flade Dal, hvori nu Furretræerne efterhaanden forsvandt. De vare blinkede for at betegne Veien.

Henved en Miil fra Natteqvarteret befandt vi os paa en aaben Høide, hvor ogsaa Birken var forsvundet som Træe. Herfra vilde Udsigten i klart Veir have været meget viid; men ikkun nogle af Høifjeldene i Nordvest kunde skjelnes, navnligen den os saa vel bekjendte Bjergryg mellem Talvig og Langfjorden.

Alten-Elv gjør en stærk Bøining henimod denne Egn, hvorved den kom os nær paa mindre end en halv Miil; vi saae Indsnittet af dens Dal og den øverste Birkeskov paa den vestre Dalside.

Paa en Fjeldhøide i Nærheden lode et Par vilde eller fra de tamme Hjorde idetmindste forvildede Rensdyr sig see. De egentlige Vildrener findes vel endnu altid i nogen Mængde i Lapland, men aldrig i saa stort Antal som i Guldbrandsdalen, Valders og videre ned ad Langfjeldene. Paa denne Tid vandre de fra Skovene sydenfor den norske Grændse, ud imod Iishavet, hvor Simlerne kaste deres Kalve i April eller Mai Maaned. De tamme Hjorde gjøre den samme Vandring noget senere.

Vi havde nu næsten ingen Bakker mere; Landet var en jævn Bjergslette, paa hvilken den ældre Snee tildeels var ganske afføget, men ellers laae haardt pakket. - Nogensomhelst Vei var derfor ikke at see; Sporene efter vore Dyr og Slæder viste sig kun i den lille om Natten faldne Nysnee. I de flade Dalgange, som overkrydsede Bjergsletten, stod endnu lidt Birkekrat, men Fladfjeldet var nøgent; kun hist og her var det overstrøet med Rullestene og større Klippestykker.

Disse Blokke ere ofte paa milelange Strækninger de eneste Gjenstande; hvorpaa Øiet fæstes. De ere derfor ogsaa saare vel bemerkede og kjendte af Finnerne, som paa deres Reiser rette sig efter dem, og mellem sig have Navne paa enhver saadan Steen af nogen meer end ganske almindelig Form og Størrelse, som findes i den hele, store Ørk, indenfor hvis Grændse deres aarlige Vandringer falde. Disse Stene ere saaledes kjendte fra Oldefædrenes Tid, som i dem troede at see guddommelige Væsener. Jeg har allerede omtalt Sandsiger-Stenen, Sieidi, ved Kongshavns-Fjeldet. - I Nødens Stund iførte de sig deres bedste Klæder, nærmede sig Stenen ydmygeligen med Offer og Knæfald, og sagde: gedge-olmuttj! passe gedge vækjet! d. e. Stenens Væsen! hellige Steen, hjælp mig!

Vor Vei gik just tæt forbi en bekjendt Sieidi; som ligger paa Høiden ovenfor vestre Joþka-javre. Det var et raat, i tre Dele revnet og fire til fem Alen høit Klippestykke af graa Kalksteen. Der fandtes intet Spor af kunstig Bearbeidelse derpaa. Thi Lapperne lode altid disse deres Afguder beholde deres naturlige Dannelse. Man finder vel, at de have gjort Gudebilleder af Træe, men Hensigten hermed synes ikke at have været den, at danne sig Idoler; de satte ikkun disse Træklodse ned ved Siden af de i Ødemarken henlagte eller nedgravede Offerdyr, for at Guden, idet han kjendte sit Billede, ikke skulde tage feil af sit Offer.

Naar man seer, at enkelte Stene af de gamle Lapper bleve holdte saa høit i Ære, saa kan man slutte, at hele Bjerge idetmindste ikke have haft nogen lavere Rang. Saasnart det i disse Regioner saa hyppige Taagemulm forsvinder, i hvilket Lappen ikkun skimter de mystiske Steengestalter nærmest omkring ham paa Ørkensletten, saa er der altid et eller andet udmerket Bjerghoved, eller nogen skinnende Snespidse, eller hele vældige Fjeldgrupper, som fjernt eller nær fremtræde for hans forskende blik. Ved disse har han da heller ikke forglemt at nedlægge sine Offere, ja derhen var det, at han vendte sit største Haab. Thi man troede paa en inde i Bjergene boende mægtig Verden, Saiwo kaldet, lig Lappernes, med Folk og Dyr, kun langt herligere. Derhen haabede man at komme i hiint Liv, og fra den troede man at erholde den kraftigste Bistand i dette.

De hellige Bjerge, Passe-varek, Ailegas, som have nydt guddommelig Dyrkelse, ere mangfoldige. Da vi havde passeret Joþka-Søerne, og kjørte over en liden Forhøining af Bjergsletten, saae vi, i et Par Miles Afstand mod Nordost, det skjønne koniske Fjeld Vuorie-tjokk (d. e. Vuorie-Tinden, den nøgne, for Vegetation blottede Tind), som, tilligemed det lidt østligere beliggende Vuolla-njunnes, af Leem anføres som fordum berømte Offersteder. Vor Vappus fortalte, at der ved Nordsiden af Vuorie-tjokk udflyder en Kilde af melkefarvet Vand, ved hvilken han havde seet liggende en Mængde Horn og Been af Rensdyr.

Himmelen begyndte efterhaanden at blive klar; den havde renset sig ved lavtgaaende Snebyger, og Solen brød igjennem. Vi reiste over vidtstrakte, sagte hvælvede eller ganske jævne Sneflader, og vidste ofte ikke, om: vi vare paa Landjorden, eller paa nogen af de mange Søer, som overalt indtage de flade Bassins. Blandt disse Søer er Etj-javre en af de største; den er dog neppe meer end omtrent en Fjeldmiil (en halv norsk Miil) efter sin længste Udstrækning.

Noget efter Middag hvilede vi en kort Stund paa en af Øerne i denne Søe. Egnen er ubeskrivelig øde; paa alle Kanter begrændsede Horizonten intet andet, end de uoverskuelige Sneeflader; foruden Snee og Himmel kunde jeg ingen anden Gjenstand opdage udenfor vor Karavane, end et usselt Birkekrat fjernt ved den øverste Vig af Søen. Et graat Skydække var igjen optrukket, og kun i Øst viste sig en blegguul Rand af ubedækket Himmel.

Vi forlode Etj-javre, men kom siden ned til Etj-jokk, der løber ud af denne Søe, og gaaer gjennem en flad, med smaat Birkekrat hist og her bevoxet Dal. Elven gik aaben paa det Sted, hvor vi nærmede os samme, og surrede sagte under det brustne, udoverhængende Iistag.

Det begyndte at blive dunkelt; og heller ikke varede det nu længe, forend vi naaede vort Natteqvarteer. Dette var et af Furrestokke ordentligen tømret Huus, med Briske omkring Væggene, et Arnested i Midten og et Røghul i Tuget. Det er opført efter offentlig Foranstaltning; og kaldes Mollesjokk-Stuen efter den lille Elv Molles-jokk, ved hvilken det ligger.

I denne Stue stode nogle Sække Meel; som en Fin havde indsat paa sin Høst-Flytning her forbi, og som formodentlig skulde beroe her til Vaar-Flytningen. Saaledes at hensætte sit Gods, og navnligen et dyrebart Fødemiddel, midt i den alfare Vei, er dog et stort Beviis paa Eiendommenes Sikkerhed i dette Land. Et saadant Tyverie skulde virkelig heller ikke nogen Fin være istand til at begaae. Denne Agtelse for hvad der er Næstens, har imidlertid sine visse Grændser, hvilket jeg havde Anledning til at bemerke paa samme Tid, som man fortalte mig om Meelsækkene. Vore Folk havde nemlig yderst omhyggeligen maattet forstikke det Brænde, som de havde medbragt hertil paa Veien fra Karasjokk, af Frygt for at see sig Samme berøvede, før de kom tilbage. Blandt fremmed Gods af nogen Værdie turde Brændeviin være den eneste Artikel, som en Fin kunde fristes til at forgribe sig paa.

Nogle Dage før, havde man fanget en Jerv (Vielfrass) i Mollesjokk-Stuen; vi saae siden flere Spor efter dette Slags Dyr.

Veien hertil fra Alten regnes for ti Mile; til Karasjokk var endnu otte Mile, som vi mageligen reiste den følgende Dag. Men disse Længder ere efter Fjeldfinnernes Beregning, hvis Mile ere meget korte. Det store Antal Mile, som man undertiden hører anføres som tilbagelagt med Reenskyds i meget kort Tid, berettiger derfor ikke til at ansee denne Maade at reise paa som overordentlig hurtig. Renen er et lidet Dyr i Sammenligning med Hesten, og kan idetmindste ikke i Længden løbe meget stærkt med en fuldvoxen Mand i en Slæde, som slet ikke er beregnet paa den mindst mulige Friktion, og som ofte maa slæbes i dyb Snee.

De første tre Mile gik atter over høie Flader uden Skov og Riis, samt over nogle smaa Søer; derefter nærmede vi os igjen til Etj-jokk, hvis flade Hoveddal med flere tilløbende Sidedale, alle bevoxede med tyndt Birkekrat, kunde oversees fra den noget høiere Fjeldslette, hvorpaa vi kjørte. Sneen var fremdeles saa fast pakket af Vindene, at Reen og Pulk intet Spor efterlode derpaa. Vi saae en ganske snehvid Ugle, hvilket antydede, at Muus og Lemminger have deres Tilhold paa disse Steder, hvor de leve under Sneen.

Endelig naaede vi Birkeregionen, og nu begyndte det at gaae temmelig rask nedad; Her løber Etj-jokk allerede i en temmelig dyb Dal, i hvilken man igjen møder Furretræer.

Nedad disse Bakker fandt jeg det raadeligst at bruge en saakaldet Varereen, hvilket bestaaer deri, at en løs Steen bindes med sin Tomme fast bag Pulken, for at holde denne tilbage; naar Farten bliver for stærk. Den foranspændte Reen kan ikkun springe afveien, naar Pulken glider ned over Bakkerne; den frygter for sine Been og løber enten stærkere og stærkere, ligesom Farten tiltager, eller den springer til Siden og rykker Pulken om; i begge Tilfælde er man, i steile Bakker, og især mellem Træer, udsat for Fare. Med en god Varereen derimod troer man sig gjerne sikker; den stritter imod, og Pulken gaaer enten ganske jævnt, eller med korte, afbrudte Løb.

Nedenunder disse Bakker staaer Fogedstuen, et Herberge af samme Art som Mollesjokk-Stuen. Her var Sneen meget dyb, men vi fandt en haard, vel opkjørt Vei for os; den dannede en halvcylindrisk, i en Slangelinie fortløbende Rende, hvori een Pulk ad Gangen netop fandt magelig Plads. Nede paa Isen stødte en Vei til, som kommer fra Kautokeino; den var opkjørt paa samme Maade, og kom ned efter Etj-jokk fra Gjergulgammen, et Herberge i Nærheden af det gamle Thingsted Afjuvara.

Det var en behagelig Fart ned efter Etj-jokk. Vore Rener havde endnu deres Munterhed, Solen skinnede klart, og det var fuldkommen vindstille; desuden var Kulden ikkun to Grader. Ogsaa Skov- og Bjergpartierne omkring Elven ere, idetmindste nu efter den lange Snee-Ørken, ganske vel skikkede til at oplive Reisen. Egnen lignede ellers ganske de øverste Skovdale i den nordre Deel af Agershuus Stift, saasom Atnedalen mellem Guldbrandsdalen og Østerdalen, Dalen ovenfor Skiager i Lom o. s. v.

Paa Lodde-njarg (Fugelnæsset), en med Furretræer bevoxet Landtunge, omkring hvilken Elven bøier sig, gjordes ved Middagstid Holdt et Par Timer. En kort Miil nedenfor møde de første Laxestængsler, og nu seer man Karas-jokk (d.e. den stridt flydende Elv) gjennem en trang Munding ile frem for at forene sig med den meget bredere Etj-jokk. Karas-jokk er siden det samlede Vasdrags Navn, indtil den betydelige Anar-jokk (Enare-Elv) støder til og med Karas-jokk danner Hoved-Floden Tana.

Umiddelbar nedenom det først nævnte Forenings-Punkt staae en Mængde Gammer og nogle faa tømrede Huse, hvorhen Landsbyen Karasjokks Beboere flytte om Sommeren med deres Qvæg, for at frede Slaatterne ved den egentlige Boplads. Stedet kaldes derfor Sommerpladsen, men det egentlige Navn er Assibagti d. e. den ildfaste Steens Klippe, af en lige overfor beliggende Bjerghammer, der bestaaer af en til Esse-Stene tjenlig Chloritskifer. Herfra regnes to Mile til Karasjokk, hvilke vi tilbagelagde i halvanden Time, altid kjørende paa Elven.

Fogden havde netop holdt Thing paa Stedet, saa at en Mængde Mennesker vare forsamlede. Ved vor Ankomst stimlede Folket til og Flokke af Hunde styrtede imod os. Da jeg saae hvorledes Anførerens Reen tog afsted, fandt jeg det raadeligst at stige ud og gaae igjennem Gaden. Vi fik Huus i en liden Stue, hvori der var en Skorsteen, et Sengested, et Bord og en Disk. Det var just den samme Stue, hvori Fogden havde holdt Thinget; umiddelbar før dette havde den tjent til Krambod. Eiermanden, af hvem nu vi leiede den, besørgede strax Ild paa Skorstenen, og bragte Reenskind til at ligge paa.

Karasjokk har en ret smuk Beliggenhed paa en stor Flade, som Elven Karas-jokk gjennemstrømmer. Elven bøier sig saaledes, at det er en Halvøe, hvorpaa Byen ligger. Sandterrasser, smukt besatte med Løvtræer, omgive Floden nærmest; bagenfor opstige de egentlige Dalsider med taalelig god Furreskov; over denne seer man endnu noget Birkekrat paa Bjerghovederne og Aasene, hvis allerøverste Kupper fremrage nøgne over Skovregionen. En liden, ganske net Kirke udhæver sig fordeelagtigt mellem Beboernes vidt omstrøede Huse og Høhæsjerne, samt mellem Fjeldfinnernes Stabbure; thi det er med alt dette, at Tunet er besat. Ifølge Folketællingen af 1825 udgjorde Indbyggerne 17 Huusholdninger, og vare ialt 70 Personer. Til Kirken sognede desuden 246 omvandrende Fjeldfinner, og af Fastboende ved Tana 25 lndivider.

Stedet blev allerførst beboet for noget over hundrede Aar siden, da nogle Qvæner nedsatte sig her, for at leve af Qvægavl og Laxefiskerie. De blandede sig med de omvandrende Fjeldfinner, af hvilke nogle, formodentlig de fattigste, Tid efter anden ogsaa fæstede fast Bopæl, og begyndte at leve som Qvænerne; de bleve snart talrigere end disse, og nu anseer man i Almindelighed hele Folkemængden som Fjeldfinner, uagtet de ingen Rensdyr have. Klædedragten og Sproget er Fjeldfinnernes; dog forstaaes og tales ogsaa Finlandsk, og i de fleste Beboeres fordeelagtige Legemsbygning og Ansigtsdannelse merkes en stor Forskjel fra de ublandede Finners.

Sagnet fortæller, at disse Egne ogsaa i en langt tidligere Periode skulle have haft fastboende Indbyggere, der skulle have levet omtrent som de nuværende i Karasjokk. Virkelig finder man ved Assibagti og ved Gjergulgammen Spor af en saadan Beboelse. Paa begge Steder sees gamle Vaaningstomter, og der skal ved disse være fundet en Mængde Been, ikke alene af Mennesker og Rensdyr, men ogsaa af Hornqvæg. Russerne, hvis Indfald i Finmarken i det fjortende og femtende Aarhundrede flere Gange ere omtalte i det Foregaaende, hærjede ikke alene paa Kysterne, men have til samme Tid ogsaa trængt frem gjennem disse afsides Egne, og ihjelslaaet Indbyggerne. I syv paa hinanden følgende Aar, heder det i Sagnet, som her er opbevaret om denne Ødelæggelse, fulgte Røverhorderne hinanden saa uafbrudt, at der fra den ene Sværm til den anden ikke levnedes Tid til at koge en Reenkjødsuppe, og der lægges til, at kun een Mand blev levende i Alten, og een i Varanger. - Ved Assi-bagti skal der være nogle Steensætninger, som menes at hidrøre fra en russisk Leir, og i Nærheden vil man have fundet et russisk Spyd. - Tartarerne havde indtaget Rusland; Russerne trængte mod Vesten og Norden, først maaskee blot flygtende, ligesom Bjarmerne, men snart fremfarende med Ild og Sværd, og det er disse sidste Bevægelser af hiin store Oversvømmelse fra Østen, hvilke forplantede sig lige ind over Norges Grændser.

Da Laxefiskeriet, næst Qvægavlen, er den fornemste Næringskilde for Indvaanerne i Karasjokk, saa fortjene Laxe-Elvene lidt nærmere at omtales. Fra Tana-Fjord gaaer Laxen for det første op igjennem hele Tana-Elv, der Begynder to Mile østenfor Karasjokk Kirkebye. Ved Audagoski, to Mile nedenfor denne Begyndelse, stænges Elven heelt over, og der er et stort Fiskerie, hvori Indvaanerne af Karasjokk deeltage med Stedets egne Beboere, der paa den ene Side ere norske Undersaatter, paa den anden Russiske.

Uagtet Tværstængslet ved Audagoski trænger dog en Mængde Lax igjennem, og gaaer fra Tana-Elven op i Anar-jokk, Karas-jokk og Etj-jokk. I den første drive russiske Finner af Enare-Sogn Fiskeriet ved Jorgastak, hvor de have opført nogle Gammer; de Samme fiske ogsaa i Karas-jokk ved Bautajokk-Nialmi (d. e. Bauta-Elvens Munding), sex Mile ovenfor Assi-Bagti; saa høit gaaer nemlig Laxen i Karas-jokk. Indvaanerne af Karasjokk have, som anført, Stængsler ved Assi-Bagti; seent om Høsten lystre de høit oppe i Etj-jokk, hvor Laxen gaaer op til Afjuvara (17). Tilforn deeltoge ogsaa de omvandrende Fjeldfinner i Laxefiskeriet; nu er det forbeholdt de fastboende alene.

Hornqvæget i Karasjokk er af et udmerket stort Slags, forskjelligt fra den norske Race. Faarene syntes at være slettere. Heste, Geder og Sviin holdes ikke. Kjørslerne skee med Oxer, hvis Seletøi er indrettet efter finlandsk Maade. Tømmen er ikke anderledes end den, man bruger til Renerne.

En norsk Kjøbmand, som boede paa Stedet, har gjort et Forsøg med Kartoffel-Avling, hvilken sandsynligviis vil lykkes. Finnerne synes endnu ikke meget om Kartofler, efter de Prøver, de have gjort med at æde dem raa, nemlig saaledes som de anvende deres lille Avling af Næper.

Til nogen Fortjeneste giver Furreskoven Anledning; man bygger Baade og tømrer Huse for Indvaanerne længere nede ved Tana-Elv og ved Tana-Fjord, hvor der i det Høieste ikke voxer andet end Birkeskov. Kort, det mangler her ikke paa Næringskilder, og virkelig have disse Folk ogsaa fuldkommen hvad de behøve. Noget, som man paa andre Steder ikke saa let skal finde Exempel paa, hændte her for et Par Aar siden, nemlig at ikke en Eneste i hele Sognet blev anmeldt som trengende til Hjælp af Fattigkassen; egentlig havde man endnu ikke noget Begreb om en saadan Indretning. Nu var der en med Radesyge befængt Kone og en vanvittig Pige, som havde offentlig Understøttelse.

Foruden disse tvende Personer vare der ingen Syge paa Stedet.

Karasjokk, der om Sommeren staaer aldeles øde, var nu særdeles livligt. Foruden Fogdens og vort Følge var der, af Fremmede, et Par Kjøbsvende, og kort efter vor Ankomst indtraf, fra Øst-Finmarken, Hr. Pastor Stockfleth med Hustru og endnu en Dame. Næsten troede jeg at være kommen i en stor Stad; tidlig den forste Morgen havde vi Stuen fuld af Folk, som falbøde alskens Smaasager af Stedets finere Industrie-Produkter. En Kone, som kunde gjælde for Byens Modehandlerske, var assorteret med Stadshansker af Reenskind, og Komager sømmede med Guldtræsser.

Ankommende eller afreisende Karavaner, eller som de kaldes, Reider, vare næsten altid at see paa den første Dag af vort Ophold. Især førend Afreisen, danner en saadan Reide altid en meget malerisk Gruppe. De forspændte Rener saavelsom Varerenerne staae i alle Stillinger mellem hinanden; Finnerne selv med deres Bjørnekraver og de Huer, som nu bruges her efter russisk Tilsnidt, have ofte en ret flink og tildeels rig Anseelse. Især til Peske af hvide Skind tage Bjørnekraverne sig godt ud; disse ere et Slags Peleriner af Bjørneskind, som ere tilskaarne med en nedover Ryggen hængende Spids; foran falde tvende Bjørnelabber med deres Kloer korsviis over Brystet. - Fruentimmerne have det mindst fordeelagtige Udvortes, endda de i ny Pesk af tynde Reenkalveskind og med udslagen Klædes-Krave ikke altid synes aldeles klodsede. Børnene, klædte ganske som de Voxne, afgive ofte meget løierlige Figurer. Ganske spæde Børn føres paa Reiserne af Moderen; men de noget større nedpakkes og kjøres for sig selv.

De Rener, som blot trække Læs, føres af Reidemanden saaledes: han binder den første Læsreen i sin egen Pulk eller Kjærris; den følgende bindes igjen i det næste Læs o. s. v.; tilsidst følger en løs Varereen. Enhver efterfølgende Reen tjener som Varereen for det foregaaende Læs. Det hænder ogsaa, at de Reisende give deres Tømme til en Forankjørende, som da ligeledes fæster den bag i sin Slæde; dette kaldes at følge i Slagtømme.

Den 15de blev anvendt til et Besøg hos de egentlige Fjeldfinner. Den nærmeste Reenbye var for Øieblikket fem Mile sydenfor Karasjokk, ganske tæt ved den russiske Grændse. Vi kjørte i Dagbrækningen opad Bakkerne, og naaede efter et Par Timer den fladbølgede Bjergslette. Thi ogsaa her har Landet denne Skikkelse. Paa Platformen kom vi forbi en eenslig Gruppe af tre eller fire Bjergspidser, som Finnerne kalde Iskuras, og som maaskee stige tre eller fire hundrede Fod op over Skovregionen. Veien, som var vel banet, gik over den østlige Fod af denne Land-Forhøining. En Mængde Ryper løb hist og her ind imellem Birkekrattet, eftersom vi kjørte forbi. Ved Iskuras-jokk sænkede Bjergsletten sig ganske svagt, og strax stode Furre­træer mellem Birkene.

Furretræet er altid et behageligt Møde i Finmarken. I de russiske og svenske Lapmarker er Landet bedækket med vidløftige Skove deraf; men paa den norske Side forekommer det meget sparsomt. Fra Enare-Sogn skal Furreskoven være uafbrudt fortsat til Anar-jokk i Egnen ved Jorgastak, men er vistnok saare tynd, i det den stiger over Høiderne østenfor denne Elv. Herfra findes Furreskoven paa norsk Grund sex Mile opad Goss-jokk, som ved Jorgastak falder i Anar-jokk. Videre gaaer den nedefter Anar-jokk til dennes Forening med Karas-jokk; fremdeles opad Karas-jokk indtil halvanden Miil forbi Bautajokk-njalmi, altsaa indtil 7½ Miil ovenfor Assi-bagti; endelig opad Bauta-jokk tre Mile, og op efter Etj­jokk fra Assi-bagti til Afjuvara. Ved Tana-Elven formaaer denne efter Elv-Dalene saaledes uafbrudt fortsatte Skov neppe at holde sig til Audagoski, hvilket er et ganske merkværdigt Særsyn; thi Dalbundens Niveau er her lavere, og den høiere Nordlige Brede kan ikke forklare Phænomenet. Furretræerne ved Bunden af Alten- og Porsanger-Fjorde, hvis Polhøide er større, voxe opad Bjergsiderne til et Niveau, som vist meget overstiger Tana-Elvens ved Audagoski. Nordenfor Audagoski finder man dog, ved Siden af Tanas Vasdrag, tre isolerede Steder; som frembringe Furretræer, nemlig ved Goadnil-jokk, ved Utz-jokk, og mellem begge Polmak­Søerne.

Da vi havde passeret Iskuras-jokk, begyndte Landet at blive noget mere gjennemskaaret end sædvanligt; der var flere smaa Bjerghøider og Dalgange, hvorhos det tørre Land afvexlede med Myrstrækninger. Endelig bleve vi vaer en med Furretræer tyndt besat Bjergkulle, hvor Sneen var stærkt optraadt, og fuld af Spor og krydsende Veie efter en talrig Reenhjord; dette forkyndte os Byens nærhed. Nu lod ogsaa strax en Mængde hunde sig høre, og tvende røgede Telte viste sig i Randen af Skoven. Endeel Mænd og Drenge samt et Par Fruentimmer kom tilsyne, og efter en kort Samtale med vor Vappus gik man afsted for at hente Hjorden. Den tilhørte fem Eiermænd, blandt hvilke den Fin, som skydsede os paa hele Reisen, Hano Hano (Hans Hansen) Karasjokk, havde den største Andeel.

Det varede ikke længe, forend vi hørte Karlenes Raab og Hundene, som hæftigen gjøende og bjæffende samlede og fremdrev Hjorden. Dens Ankomst hørtes først som den tætte Lyd af en svag Regnskuur, siden som af Pladskregn. Den Knitring, som man hører, naar en Reen løber, har man ogsaa, som bekjendt, sammenlignet med Lyden af elektriske Funker. Snart var Pladsen foran Teltene bedækket af den hele Flok, som bestod af 1500 til 2000 Reen. Hans Hansens Andeel kunde være omtrent 700 Stykker, hans Tjenestedreng eiede 100, og en fattig Mand med stor Familie, i hvis Telt vi holdt Middag, havde ligeledes hundrede.

I denne store Hob kjendte Enhver nøiagtigen sine, og vor Vappus kunde strax angive de Kjørerener, som skulde bruges paa Tilbageveien; de bleve ligesaa hastig udfundne og behændigen fangede med et Reeb, som paa langt Hold kastedes de skye Dyr om Halsen.

To fede Reen-Oxer vare nys slagtede; de laae i Sneen tæt ved feltene, en Kjærris hvælvet over hver. Tungerne bleve kogte, og afgave, tilligemed Saaddet, en fortræffelig Ret. Det var Hano Hano, som bevertede os i den anden Mands Telt, da hans eget nu ikke var opslaaet. Dette laae, tilligemed andet Gods, indpakket i Kjærrisser, som vare hensatte hist og her imellem Stenene og Buskene. Vi sadde rundt om Ilden, paa Reenskind, der vare udbredte paa Birkeqviste. Den anden Ret bestod i de tvende Oxers Læggebeen, som vare fulde af en yderst velsmagende Marv. Denne Ret er saa afgjort af alle Landets Indvaanere, at man i Hammerfest og Tromsøe gjør Frokostgilder paa Marvebeen; da Finnerne selv elske dem saa høit, saa ere de altid dyre, og ofte slet ikke at bekomme. Finnerne spise Marven uden Brød og Salt; vi toge derfor disse Artikler af vort eget Forraad, og glemte heller ikke de flydende Sager, af hvilke hine déjeùners à la Laponne dog egentlig laane deres største éclat. Maaltidet sluttede med en - Glace, som var frosen Reenmelk blandet med Krækebær. Den blev serveret i en Reenmave, hvori man havde ladet den fryse forrige Høst. Med sin store Tællekniv huggede Verten Stykkerne saaledes af, at gjerne en Remse af Reenmaven fulgte med hver Portion. Dog heller ikke denne Kost var at foragte, og et vel renset Stykke havde intet mindre end et væmmeligt Udseende; Reenmelken er, som bekjendt; meget feed og har en ganske guul Farve, hvilken, hist og her tingeret af Krækebærrenes mørk-viinrøde eller næsten violette Saft, tager sig meget godt ud for Øiet; hvad Smagen angaaer, da er Virkningen af disse Bær (af Empetrum nigrum) heller ikke for den ilde.

Foruden os var der endnu en Gjæst i Teltet, nemlig en Fin fra Kautokeino, som var kommen for at søge nogle Rensdyr, der vare bortløbne fra hans Hjord. Med saadanne Reiser tilbringe Mændene den meste Tid om Vinteren; de ere fuldkomme efter Fjeldfinnernes Smag, som er at kunde flakke omkring og bestille Ingenting. For Huusbondens Vedkommeude idetmindste, vidste man ingen andre Sysler at nævne mig, end at Nogle give sig af med at forfærdige Pulke og Kjærrisser, og at Enhver tæmmer sine Age-Rener; men disse ansees i Almindelighed allerede som indkjørte, naar de et Par Dage have følt Tømmen.

Prisen paa de bedste Age-Rener ansattes til 3-4 Sp., og paa en feed Slagtereen til 3 Sp. Ingen Mand i Vest-Finmarken eier meget over 2000 Dyr. I Øst­Finmarken findes den rigeste norske Fin, Pjetar Banne, eller, som de Norske kalde ham, Peder Banner (18), om hvem, der er talt ovenfor. Men hvor stor hans Hjord end er, saa har dog heller ikke han andet Huusgeraad end nogle faa Gryder, Trækar, Kobber-Kjedler og Hornskeer, og hans Beqvemmeligheder og overhoved hans Maade at leve paa er neppe i noget Punkt anderledes, end de øvrige Finners af Middel-Velstand. Hvad enten en Mand har en Hjord paa 2000 eller paa 6000 Dyr, er han, idetmindste for sin Person, i Grunden lige rig. Desuden kan en meget stor Hjord sjelden passes og benyttes rigtig. Ulvene ere de værste Fiender; især i de sidste Aar havde de anrettet store Ødelæggelser, og bragt Armod i mange Familier.

Disse Finner, som vi her besøgte, havde i den dybeste Vinter siddet ved Fasko-jokk, omtrent fem Mile fra Enare-Kirke. Deres nærmeste Naboer havde for Øieblikket deres Bye i Nærheden af Jorgastak, i een Miils Afstand mod Syd. Man rykkede nu bestandig Nordefter, og kommer om Sommeren lige ud til Magerøe-Sundet yderst paa Vuorie-njarg, d.e. Halvøen mellem Alten- og Porsanger-Fjorde; det Rum, hvori de flytte frem og tilbage, er saaledes ikke mindre end hele to Bredegader.

Det var paa Tid at vende tilbage, ifald vi skulde naae Karasjokk inden det blev mørkt. De friske Rener vare ved Afreisen meget vilde, og kunde i Førstningen ikke kjøres, men maatte ledes et Stykke paa Veien. I den første lille Bakke, vi kom til, gik det heller ikke af uden et Uheld, som satte mig i den største Angest; det gik i fuld Karriere, og min Reen kastede mig Sneen saaledes i Ansigtet, at jeg umulig kunde holde Øinene oppe; Hr. Richardson var væltet, og min Pulk svingede lige imod hans Hoved. Han fik et saa frygteligt Stød, at jeg troede ham livløs. Kontusionen var virkelig ogsaa meget betydelig. Imidlertid kunde Reisen efter et kort Ophold igjen fortsættes som før.

Vi mødte paa denne Vei ikke mindre end fire Reider fra Karasjokk. Det var Finner, som kjørte tilbage til deres Reenbyer. I en af Reiderne var der ti Læs Reenhorn, som siden skulde føres til Rusland eller Sverrig, hvor man brænder Liim af disse Horn. Her at finde saa stærk Færdsel var uventet, og bidrog meget til at gjøre Reisen muntrere; men ved ethvert Møde havde vi altid Ulykker med vore Dyr; de kom hvergang ud af Takten, og sprang vildt omkring i Sneen med os.

I de sidste smaa Bakker, hvor Veien ligger huult i Sandterrasserne umiddelbar ved Karasjokk, vovede vi at kjøre ned uden Varerener, thi der var ingen farlige Gjenstande, hvorimod der kunde stødes nu. Her gik det da, alt hvad de flygtige Dyr kunde løbe, idet Slæderne fordetmeste glede af sig selv. Det var endnu ikke ganske mørkt, da vi ankom. Den hele Vei frem og tilbage, som regnedes for ti Fjeldmile, kan efter fuldt Maal have udgjort henved syv norske Mile, hvilket, under gunstige Omstændigheder, vil være en almindelig Dagsreise med Reenskyds.

Den følgende Dag var Søndag. Hr. Stockfleth forrettede hele Gudstjenesten paa Finsk. Det var hans første Prædiken i dette Sprog. 100-150 Mennesker, alle velklædte og anstændige, vare nærværende. - Efter Tjenesten opstod der iblandt Almuen en ganske merkværdig Strid. Hr. Stockfleth havde givet Bønnerne og Velsignelsen i en Oversættelse, som afveg noget fra den, man hidtil havde været vant til at høre af Tolkene og læse i Bøgerne; disse, som tildeels ere skrevne med utilgivelig Ukyndighed i Sproget, have nemlig ordret efter det Danske brugt Imperativet paa mange [Steder], hvor den i det Finske saa udmerkede optative Form burde fundet sin rette Anvendelse. (Qvi tamen modus magnæ elegantiæ, nec immerito Lapponicæ lingvæ lumen ac decus appellari meretur, siger Ganander). At nu Præsten idag havde rettet denne Feil, maatte naturligviis støde dem, der ansaae det, som de gamle Missionairer havde sagt, og især hvad der var trykt, som Guds egne udtrykkelige Ord. Andre havde derimod opfattet Sagen fra den rette Side, og til Slutning bleve de Fleste overtydede. - Finnernes Oplysning kan vist ikke sættes lavere end mangen norsk Almues, uagtet de overordentlige Hindringer, som have været dem iveien. Hr. Stockfleth, som just nu kom fra en lang Omvandring mellem Øst-Finmarkens Fjeldfinner, har fundet en stor Begjærlighed efter Kundskab hos dem, hvorpaa han tillidsfuld bygger sine skjønne Forhaabninger.

Mandagen den 17de Marts tiltraadtes Tilbagereisen til Talvig. Om Aftenen naaede vi Øvre-Launje-javre, hvor et Herberge er opsat for dem, der reise mellem Karasjokk og Porsanger. Ud paa Natten bleve vi foruroligede ved Ankomsten af en Reide, hvis Bestemmelse var at hente Meel i Porsanger-Botn; derhen kommer Melet fra Gjæstgiveriet Repvaag ovenfor Kistrand, hvis det ellers ikke i Makketiden er indtusket umiddelbar af Russerne. - Den følgende Dag blev anvendt til at undersøge et i Nærheden af Nedre-Launje-javre beliggende Fjeld, der meentes at indeholde Sølv. Nogle svage Spor af Kobber og Jern-Ertser fandtes virkelig i Trakten, men Tegn til noget Forekommende af Sølv var ikke at opdage. Rimeligviis kaldes dette Fjeld ligesaa uegentligen Sølvtinden, Silbe-tjokk, som et andet, ved Langfjorden nær ved den russiske Grændse, heder Sølvhougen; ved det siste har Anledningen til Navnet ikke været nogen anden, end at en usædvanlig storbladig, hvid Glimmer her forekommer i nogen Mængde.

Launje-javre passe-suolo d. e. Launje-Vandets hellige Øe, besteg jeg ogsaa paa denne Excursion, men fandt heller ikke der nogen Merkværdighed. - Om Aftenen flammede pragtfulde Nordlys næsten over hele Himmelen.

Den 19de fortsattes Tilbagereisen fra Herberget ved Launje-javre. Vi maatte fare lige op under Vuolla-njunnes og Vuorie-tjokk, og bleve her midt imellem Høifjeldene overfaldne af et tykt Snedrev. Men vor Lods var intet Øieblik tvivisom; han førte os til Trakten ved Etj-javre, hvor vi kom paa vor gamle Vei. Naar ellers Finnerne i saadanne Tilfælde ere i Tvivl angaaende Himmelegnene, saa have de et ganske simpelt Middel til at orientere sig; de vide, at visse Mosarter helst sætte sig paa visse Sider af fremstikkende Stene eller andre for Vindens Paavirkning udsatte Gjenstande, hvorpaa de voxe. Saaledes kan da Mosvegetionen tjene dem istedetfor Kompas, og hjælpe dem til at finde sig tilrette.

Den 21de vare vi tilbage i Talvig, hvor jeg endnu i nogle Uger ventede paa Vaarens Ankomst. Den 6te Mai fandt jeg Oldertræet og den almindelige Hestehov (Tussilago farfara) i Flor paa Alteidet; desuagtet var det endnu kun ved Hjælp af Skier, at det dette Grændsepunkt for det egentlige Finmarken lod sig passere.

17) Afjuvara, egentlig Afju-varre, er et Bjerg, hvorved ikke nogen Kirke har staaet, saaledes som nogle Karter angive, men kun den omtalte Thingstue. De forrige saakaldte Afjuvara-Finner udgjøre nu Karasjokk-Thinglaug.

18) Til Forskjæl fra de Andre med Navnet Peder i den store Slægt Banne, kaldes ellers den Mand, som her menes, enten i Korthed Banne-galles d. e. Banne-Gamlingen, eller fuldstændigt efter den finske Maade: Ravne Nilas Pjetar d. e. Ragnhilds Nielses Peder, nemlig efter Faderen Niels og Bedstemoderen Ragnhild.