Om Finmarken / af Chr. A. Wulfsberg. - Christiania : Cappelen, 1867.

Forord

Finmarken blev paa Storthinget 1865/66 Gjenstand for høiere Grad af Opmærksomhed end tidligere, og man vil mindes, at den forhen forkastede Proposition om, at Finmarken skulde udgjøre et eget Amt, paa dette Thing antoges uden Modsigelse efter et privat fremsat Forslag. Den vakte Sympathi for Finmarken i Forbindelse med, at der herskede uklare og tildels modstridende Meninger om, hvorvidt Finmarken kunde være skikket til at optage Nybyggere fra andre Dele af Riget, Noget man var enig i at anse i høi Grad for ønskeligt, opvakte hos mig Tanken om at besøge denne fjerntliggende Del af Norge og nærmere undersøge Forholdene dersteds, idet jeg forestillede mig, at jeg derved kunde gjøre mit Fædreland noget Gavn. Den undfangne Tanke fandt Næring ved de Opfordringer, jeg under Samtale med Repræsentanter fra Landets nordlige Egne og andre dannede Mænd beæredes med, og jeg besluttede mig derfor til i Sommeren 1866 at foretage en Reise til Finmarken, uanseet at en Ansøgning om offentligt Reisestipendum af Grunde, som det er forbeholdt Fremtiden at afsløre, blev afslaaet.

Idet jeg gjennem disse Blade forelægger Læseren Udbyttet af min Reise, beder jeg ham fastholde, at der fra min Side ingenlunde er lagt an paa at levere en udtømmende Beskrivelse over Finmarken og dets Indvaanere, men at jeg fortrinsvis har beskjæfiget mig med Besvarelsen af de to Spørgsmaal: Hvorvidt er Finmarken skikket til at modtage Indbyggere fra overbefolkede Egne i Norge? og hvad kan og bør der fra Statens Side gjøres for at hæve dette hidtil ikke tilbørligt paaagtede Distrikt? Man vil ved Gjennemlæsningen af min Bog snart blive opmærksom paa, at jeg ved Besvarelsen af det sidste Spørgsmaal indirekte har søgt at besvare det første; thi det er min Overbevisning, at i samme Grad, som Staten anstrænger sig for at hæve Finmarken, i samme Grad aabner den et Tilflugtsted for dem, som finde Hjemmet for trangt og for Tiden foretrække at emigrere til Amerika. Jeg har ikke troet at kunne godtgjøre denne min Menings Berettigelse ved noget Bedre, end ved at paavise de naturlige Rigdomskilder, denne fjerntliggende Del af mit Fædreland besidder, og hvis det har lykkets mig igjennem statistiske Data og natursande Skildringer at kaste et nogenlunde klart Lys herover, er min Opgave løst. Thi det forekommer mig utvivlsomt, at Enhver, som vil være uleiliget med at sætte sig ind i de finmarkske Forholde, maa føle, at her er meget at udrette, ligesom jeg haaber, man tillige vil erkjende, at hvis dette Meget gjøres, som det skal og bør gjøres, vil Hensigten, det som man attraaer og ønsker, nemlig at Finmarken skal erholde en rask tilstrømning af driftige, hæderlige norsktalende Nybyggere, pnaaes, uden at man behøver at gribe til kunstige, de naturlige Forholde ikkun forstyrrende Midler.

Dette er i Korthed, hvad jeg har at sige, idet jeg sender min Bog ud i Verden; forøvrigt faar den tale for sig selv. Forsaavidt jeg i det Foregaaende har berørt, at et ansøgt Reisestipendium af principielle Grunde blev afslaaet, skal jeg ikke undlade at oplyse, at den norske Regjering med stor Liberalitet har bevilget et anstændigt Bidrag til min Bogs Udgivelse, hvilket har sat mig istand til at udstyre den med et Kart over Finmarken.

Sluttelig har jeg at fremhæve min Tak til Embedsmænd og mange Andre i Finmarken, som under min Reise modtog mig med saa stor Forekommenhed og dels under min Nærværelse dels ved senere Korrespondance have bidraget til, at jeg har kunnet gaa i en dybere Detail, end et ophold af faa Maaneder i Finmarken kunde sætte mig istand til.

Kjøbenhavn i November 1867

Forfatteren