Dagbog over mine Missionsreiser i Finmarken
af Nils Vibe Stockfleth
Christiania : Tønsberg, 1860

VII. Udsigt over Finnefolkets
Historie og Skjæbne i ældre Tider.

1. Uddrag af Hr. Professor R. Keysers Afhandling:
"Om Normændenes Herkomst og Folkeslægtskab"
i Samlinger til det Norske Folks Sprog og Historie. 6 B. 2 H. 1839.

Naar man læser Tacitus's Beskrivelse af Finnernes Levemaade kan man ikke andet end gjenkjende Procopius's og Jornandes's Skridefinner, vor Tids Finner eller Finlapper, hvis Navn altsaa her for første Gang forekommer i Historien. I det 6te Aarhundrede sætter Procopius Finnerne i de nordligste Dele af den skandinaviske Halvø. Her stødte de i Taciti Tider sammen med Normændene, en Stamme, som benævnede dem Finner. Finlapperne ere altsaa et meget gammelt Folk i vort Norden, hvilket allerede paa Taciti Tider (41) var fortrængt til dets yderste Kanter af andre afgudiske Folk.

Omtrent 400 Aar før Chr. er den store Folkebevægelse indtruffet, som førte de germaniske, sclaviske (sarmatiske) og tschudiske Folkefærd til deres nuværende Bopæle i Europa. Indeklemt imellem Tschuderne i Øst maatte den norræne Stammes Vei falde ind i Dvina-Floden og de store russiske Indsøer, og efterhaanden føre den til Egnene imellem det Hvide Hav og den Botniske Bugt.

I disse Egne finde vi en urgammel Befolkning af Finlapper, en i nomadisk Jægerliv levende, men dog ukrigersk Folkestamme, i Sprog nær beslægtet med Tschuderne, og, ligesom disse, af den turanniske Folke-Æt. At denne Folkestamme har havt Storfyrstedømmet Finland inde, og at den, tilligemed andre nærbeslægtede vilde Jægerstammer, i den fjerneste Oldtid har været vidt spredt over det nordlige Europa, til hvis yderste Kanter den efterhaanden af andre Folkefærd er bleven fortrængt. Finlappiske Folk have flakket om i Dvina-Egnene, da den norræne Stamme paa sin Vandring fra Østen kom didhen. Det er ogsaa let begribeligt, at de vidt afspredt ukrigerske Hobe af Vilde ikke kunde lægge synderlige Hindringer i Veien for dens Fremgang.

Toget fra Volga-Egnene til den skandinaviske Halvø synes ikke at have kunnet medtage stort over 100 Aar, og vi maa saaledes slutte, at Norræna-Stammens Hovedstyrke maa have naaet Kjølen allerede ved 300 Aar før Chr.

Det Strøg, som nu udgjør de svenske Lapmarker, blev liggende som en Grændse imellem Normændene og Tschuderne, en vidtstrakt Ørken, gjennemstreifet af adspredte finlappiske Nomade-Familier, der baade fra Vest og Øst foruroligedes af deres krigerske Naboer. Endnu et Aartusinde senere se vi Normændene idelig at drage over Kjølen ind i hine Ørkener for at beskatte Finlapperne og hærje paa Kvæner og Kareler, hvilke dog ad samme Veie ikke sjelden gjorde Normændene Gjengjeld. (Rasks Afhandling 1ste D. S. 314).

De Folkefærd, vi finde fra gamle Tider henkastede i de nordligste Strøg af vor Verdensdel, maa i et endnu ældre Tidspunkt have beboet østligere og sydligere Egne; forsaavidt ikke ældre Slægter aldeles skulde være undergangne, maa de være vor Verdensdels Urbeboere.

I Europas Udkanter opdage vi tvende Folkestammer, som der fra umindelige Tider have havt hjemme: Ibererne i Sydvest og Finlapperne i Nord. Disse sidste vandre, som bekjendt, omkring i det nordligste Norge, Sverige og Rusland. Om disse tvende Folkestammers Oprindelse og Indvandring ved Historien Intet at berette. Finlappernes Sprog viser imidlertid tydelig, at Folket henhører til den turaniske Æt. Begge Folkestammer have bevislig i Oldtiden udstrakt sig videre end nu, endog i en historisk Tid. Der er altsaa Grund til at antage, at disse Folkestammer, og maaske andre nu forsvundne, med dem nær beslægtede, alle af turanisk Æt, have været hele Europas ældste Beboere, at de iberiske Stammer have strakt sig over de sydligere, de finlappiske over de nordligere Egne. Begge have uden Tvivl i deres Indvandring fulgt Veien nordenom det Caspiske Hav.

Den keltiske Folkeklasse hævdede og udviklede sit Herredømme i det midterste, vestlige og tildels nordlige Europa paa de ældre Iberers og Finners Bekostning.

Professor Nilsson i Lund har til den høieste Grad af Sandsynlighed godtgjort, at Sten-Oldsagerne tilhøre finske Folkefærd, eller, som Nilsson kalder dem, hyperboræiske eller Polarstammen.

Imedens denne Folkeklasse var paa det Dannelses-Trin, som Oldsagerne antyde, har den, hvad det skandinaviske Norden angaar, havt sit Hovedsæde i Østersølandene; hvorimod den enten den Gang kun i meget ringe Antal har holdt til i nordligere Egne, eller, hvad der maaske er rimeligere, først har spredt sig did efter at være oprykket og uddrevet fra sine ældre Boliger, i dette sidste Tilfælde har det blot været svage Levninger af den, som har undgaaet en fuldkommen Udryddelse, ved at drage sig mod Norden.

Medens den finske Urbefolkning var eneraadende i Nordeuropa, maa vi antage dens Hovedsæde at have været i Landene om Østersøen. Hvor vidt den tillige strakte sig i betydelig Mængde over Nord-Frankrig og de brittiske Øer, vil muligen nærmere Undersøgelse af disse Landes Oldsager i Fremtiden oplyse. Paa den skandinaviske Halvø naaede den rimeligvis den Gang ikke videre end over de sydligere lavere Egne - Gøtaland -, medens derimod de nordligere - Norge og Svealand - endnu vare fuldkommen ubeboede. Overhoved maa vistnok disse Urbeboerres Antal i Forhold til de vide Strækninger, som af dem vare besatte, og til sammes nuværende Befolkning antages for at have været saare ringe, og paa hvilket lavt Dannelses-Trin de have staaet, sees tilfulde af de dem tilhørende Oldtids-Levninger.

Begavede med en stærk Legems-Bygning maatte de krigerske og paa et høiere Dannelses-Trin staaende Kelter ved deres Indvandring i Europa og under deres Udbredelse fra Østen let overvælde de svagere finske Urbeboere, hvilke, ukrigerske af Karakter og ubekjendte med Brugen af Metaller, ovenikjøbet var tyndt spredte over et vidtløftigt Strøg, og altsaa vanskeligen kunde forene deres Kræfter til fælles Forsvar. Det lave Dannelses-Trin, paa hvilket Urbeboerne have staaet, laader os formode, at de aldeles ikke, eller i det mindste høist ufuldkomment have forstaaet Skibsfarten. Hvor Havet følgeligen hindrede deres Undvigelse blev saaledes, efter al Sandsynlighed, en fuldkommen Udryddelse meget snart deres Lod. Saa vidt Kelterne i deres Fremtrængen naaede hen, er uden Tvivl den finske Befolkning bleven oprykket med Rode.

Paa den jydske Halvø og de danske Øer har Landenes Beliggenhed været mindre gunstig for Urbeboerne til i en Hast at undvige Anfaldet af de stærkere Indvandrende. Man kan umulig tiltro dem saa stor Kyndighed i Skibsfarten, at de skulde have vovet sig over Nordsøen til Norge eller England. Den finske Urbefolkning i Danmark er saaledes uden Tvivl bleven aldeles udryddet af Kelterne, uden forsaavidt mindre Hobe af den have kunnet undfly til deres Stamforvandte i det sydlige Sverige. Men ogsaa herhen have Kelterne fulgt dem i Hælene og fortsat Udryddelses-Kampen imod dem. Her gaves imidlertid lettere Anledning for de Angrebne til at undvige; og nu først er det rimeligt, at de Finner, som vare undgangne kelternes Sværd, have tyet til den skandinaviske Halvøes nordligere Skov- og Fjeldegne og spredt sig - dog vistnok ikke i betydelig Mængde - over det nuværende Norge og Svealand.

Af en saadan Tingenes Gang kan man uden Vanskelighed forklare sig paa den ene Side, hvorledes Redskaber af Flint, en Stenart, som Norge selv ikke frembringer, kunne findes i dette Land; - de ere nemlig bragte did ved finske Flygtninger fra sydligere Egne; - og, paa den anden Side, hvorfor Oldtidslevningerne efter den finske Urbefolkning i den skandinaviske Halvøes nordlige Dele (i Nord for Gøtaland) ere saa faa, findes saa adspredte, og overhoved ikke staa i Berøring med saadanne faste Mindesmærker af Bygningskunst som Gøtaland, Danmark og Nordtydskland frembyde i Halvkorsgravene; - thi paa de førstnævnte Steder finde vi kun Levninger efter en allerede oprykket og fra hinanden sprængt undvigende Folkestamme, medens vi paa sidstnævnte se Spor af denne Folkestamme i dens fulde Kraft og hele Eiendommelighed.

Kelternes Hovedsæde i vort Norden har været i de samme Egne, som før dem Finnernes; men neppe have de første - fra deres efterladte Oldtidsminder at dømme - hverken i Tidsrummet af deres blomstrende Herredømme, eller under deres Fortrængsel strakt sig længere imod Nord end Gøtalands Grændser.

Det er af Pythias's Efterretninger klart, at Kelterne i Britanien i det 4de Aarh. før Chr. have kjendt Norge undet Navnet Thule d. e. Mørkets Land som beboet, og at de have beseilet det. Enkelte keltiske Gravsteder paa den norske Kyst kan man altsaa let forklare sig uden at antage nogen keltisk Befolkning af Landet. Vidt adspredte Hobe af vilde Finlapper paa det laveste Dannelsestrin, levende af Jagt og Fiskeri, have uden Tvivl endnu den Gang udgjort de eneste egentlige Beboere, og Kelterne have kun besøgt Kysterne for at tilhandle sig Skindvarer.

Betragte vi nu endelig under Et, hvad der her med Hensyn til Finlapper, Kelter og tydske Goter, som vort Nordens Beboere, er udviklet, saa komme vi til den Slutning, at den norræne Folkestamme ved sin Indflytning i og Udbredelse over det nuværende Norge og Svealand ikkun har forefundet en lidet talrig og vidt adspredt Befolkning af svage, i et vildt Jægerliv levende Finlapper. Den norræne Stamme, ligesom i det Hele den germaniske Folkeklasse, maa antages allerede under sit Ophold i det indre Rusland at have naaet en sammenligningsvis langt høiere Grad af Dannelse, at have kjendt Brugen af Jernet til Redskaber og Vaaben, og derhos, som den udmærkede sig ved Legemsstyrke, saaledes ogsaa at have været krigersk af Karakter og vel vaabenvant. Finlapperne kunne følgeligen ei tænkes at have gjort dem nogen Modstand af Betydenhed. De have undveget til Skove og Fjelde, og ere snart i deres adspredte Stilling blevne udryddede. Denne Lod maa, naar der sees hen til Retningen af den noræne Indvandring, antages at have rammet den allerstørste Del af den finlappiske Befolkning i Norges sydligere Egne. I de nordligere have maaske enkelte Hobe af dem undgaaet Udryddelsen ved at trække sig til Landets fjerneste Udkanter, hvorhen den norræne Indvandring ei naaede. I saa Tilfælde se vi i disse Flygtninger Stamfædrene for Norges nuværende finlappiske Befolkning; med mindre man vil foretrække den Mening, at de norske Finner fortrinlig have deres Oprindelse fra en anden Gren af den finske Folkestamme, som fortrængt ved tschudiske Folkefærd fra deres ældre Bopæle i det nuværende Finland og tilgrændsende Egne af det nordlige Rusland har tyet hen til Ishavets ubeboede Kyst og langs denne udbredt sig imod Vest.

41) Tacitus levede i det første Aarhundrede af vor Tidsregning.

2. Uddrag af Hr. Professor S. Nilssons
"Skandinaviska Nordens Urindvånare". Lund 1838-1843.

Hvad er det for en Folkestamme, som i Skandinavien har benyttet Værktøi og Vaaben af Sten?

Stenværktøi og Stenvaaben kunne ikke oplyse os om Stammen, men om det Folks Dannelses-Grad, som har benyttet dem. Muligens kan mere end en Stamme her have beboet ligedanne Ganghus, ligesaavel som bevisligen meget ulige Stammer have beboet deslige Hus i Amerika og Europa. Et af de sikkreste Kjendetegn paa Stammerne ere Cranierne. I 2 Kap. er vist, at Cranier, som paa det nærmeste ligne Finnerne, ere fundne tilligemed Stenredskab i adskillige Ganggrave i søndre Skandinavien. Jeg har søgt at bevise, at Fortidens Dværger vare Mennesker af den finske (lappiske) Stamme, og at disse have levet meget sydligere end nu. Heraf følger, at Finner i en fjern Fortid have boet i søndre Skandinavien og der benyttet Værktøi af Sten; men deraf følger dog ikke, at Dværgfolket har været det eneste i Skandinavien, som har staaet paa saa lavt et Dannelses-Trin, at det benyttede deslige Værktøi; muligen kunne ogsaa andre vilde Stammer i en fjern Fortid have, tilligemed Finnerne, beboet dette Land; og hvorom en nøiagtig Undersøgelse af de tilligemed Stenredskaberne fundne Hovdskaller, skulle uden Tvivl fremdeles give os bestemte Underretninger.

For hvor lang Tid siden vare Værktøi og Vaaben af Sten i Brug her i Skandinavien?

Tiden da Stenvaaben bleve anvendte i Europa ligger saa langt tilbage, at ingen Historie mindes den. Hvad Skandinavien betræffer skulle vi forsøge paa en anden Vei at lede os frem til nogen Kundskab ogsaa heri; og, for at naa den, ville vi først forsøge hvor langt tilbage i Tiden vi kunne følge de nu brugelige Redskaber af Jern, og derefter Tiden for Kobbervaaben.

Det synes, at Jernvaabenets Aner i Skandinavien ere langt ældre end man sædvanligen har antaget. I Særdeleshed maa Gravmonumenternes Vidnesbyrd være uomstødelige, og disse i Forening med Historie og Tradition bevidne, at Jernvaabnene ikke alene have tilhørt en anden Tid, men ogsaa en anden Folkestamme her end Stenvaabnene, hvilke sidste ere af en saa ældgammel Dato, at ikke engang Historien og knapt Sagnene mindes at fortælle det Ringeste om dem. De Gravmonumenter, hvori Stenvaaben ligge, ere desuden af desuden af en ganske anden Bygningsmaade end de, i hvilke Jernvaaben findes, og kunne aldrig sammenblandes med dem.

Uagtet Kobbervaaben ere ældre end eller samtidige med de ældste Jarnvaaben i Sverige, saa ere de dog bestemt yngre end de ældste Stenvaaben, omendskjønt samtidige med de yngste. Naar man med Opmærksomhed undersøger en til Kobberalderen hørende [Gravhøi] i søndre Skaane, saa finder man, at Jorden til den er taget enten paa Marken ikke langt ifra Høien, og i det Fald findes der en Sænkning, stundom en Pøl eller liden Dam, eller og ifra en ældre Gravhøi, som har lagt i Nærheden. Ofte i første, og altid i andet Tilfælde indeholder Mulden mer eller mindre brudte, og stundom ganske hele Redskaber af Sten, som ligge uden al Orden, og ere saaledes blevne didkastede med Jorden, da Høien lagdes, og som følgeligen ere ældre end den.

Dette Phænomen er ganske almindeligt, og er blevet bekræftet i andre nordiske Lande. Pastor Masch har ved Grønau i det Lauenburgiske aabnet Gravhøie, i hvilke Oldsager ere fundne fra forskjellige Tidsperioder. Øverst i Høien fandtes Skeletter, hos hvilke laa Landsespidser, Naale og andre Sager af Bronce. Ligene vare blevne nedlagte paa den med Græs og Planter bevoxne Jord. Naar denne blev gjennemgravet 6 Fod dybere ned, blev et Gravkammer eller en saakaldet Halvkorsgrav antruffet ifra Stenalderen indeholdende Flintesager og Lerkar. Den Høi, som indeholdt Stensager, var meget ældre og allerede bevoxet med Grønsvær, da Høien med Kobbervaaben blev opkastet ovenpaa. Dette hindrer dog ikke, omendskjønt Stenredskaberrne vare ældre, at disse og Kobbervaabnene kunne have været samtidig benyttede af ulige Folkestemmer i de samme Tragter af Landet.

Langs den sydlige Kyst af Skaane er den saakaldte Jærabakke bestaaende af Sand, Grus og Sten, der paa nogle Steder er af en saa betydelig Høide og Størrelse, at dens Tilbliven forudsætter, at Østersøens Vandmasse er steget i det mindste 100 Fod over sin sædvanlige Høide og har været sat i voldsom Bevægelse. Paa mangfoldige Steder er denne Bjergaas bleven kastet over Torvmosleier, hvilke ere dannede i sødt Vand under en langt ældre Tid end den, da ovennævnte Katastrofe indtraf. Disse Leier, bestaaende af sædvanlig Brændetorv, skjønt sammenpressede af den paaliggende Volds Tyngde, ere ikke sjelden af tre til en Fods Mægtighed. Under dem, paa Bunden af det Oldtidens Vand, har man fundet Redskaber, Kniver, Spydspidser af Flint. Da man nu ved, at der gaar en meget lang Tid for at danne saa mægtige Torvleier saa finder man, at Flintredskaber, som ligge under Torvsengen, maa være meget ældre end den Oversvømmelse, som opkastede Jærabakken. At det forholder sig saaledes beviser det, at samme Flom, kommende fra den øvre Del af Østersøen, sandsynligen foraarsaget af en momental stærkere Vandhøining i Tragterne omkring den finske og botniske Bugt, og en Landsynkning i det sydligste Skandinavien, har vest om Trelleborg faret over den lave Landtunge, forstyrret Alt, hvad som fandtes derpaa, og forvandlet den til et sterilt Sandfelt. Man ser endnu her og der Grupper af grovere Stene, Ruiner af forrige Grave, som have tilhørt Stenalderen, hvilket sees af Stenredskaberne, Knive, Øxen, Lanser, Pilespidser m. m. af Flint, som ligge strøede over Sandfeltet. Saaledes havde vilde Folk, som benyttede Stenværktøi, boet her, og opført Gravstuer længe før denne Oversvømmelse, der ikke er indtruffet senere end den kimbriske, den er enten ældre eller identisk med den, og den indtraf 200 Aar før Christi Fødsel. Jærabakken er derfor i det mindste 2000 Aar gammel, de derunder liggende Torvemosleier, og de under disse liggende Stensager, samt de af Oversvømmelsen forstyrrede Oldtidsgrave og de omkringstrøede Flintvaaben af en endnu langt ældre Tid.

Ved Oversvømmelsens Tid boede allerede en dannet Folkestamme, der drev Agerbrug og havde Metalvaaben, og som, ifølge deres Grav-Monumenters Talrighed at slutte, allerede da havde forjaget Landets Urindbyggere.

Ved Pythias's Tid, 300 Aar før Christus, boede her et (kimbrisk) Folk, der dyrkede Jorden, altsaa var allerede da høist sandsynligen de agerdyrkende kimbriske Kolonisters Strid med de Vilde udstridt; den Folkestamme, der benyttede Stenredskaber, maa altsaa i det mindste for mellem 2 og 3000 Aar siden have ophørt at findes i det sydlige Sverige.

Naar vi nu af flere Aarsager tvinges til at antage, at disse Vilde have boet her i en meget lang Tid, og i denne Tid forarbeidet deres Stenredskaber og bygget deres Ganghus, saa maa vi i Sandhed sætte disse Vildes første Optræden her tilbage i en Tids Periode, hvorom vi ikke kunne gjøre os nogen klar Forestilling.

3. Budstikken. 5te Aargang 1824, No. 86-88.
Om det gamle Finmarken (Schøning 592).
Oversat af et 1798 udgivet Skrift paa Latin, Upsala, professor Neckter.

Finnerne, som pleiede betale Skat til Norges Konger, gjorde det imod deres Villie, for det meste tvungne dertil ved Vaaben. Skatter erlagdes i Fjær, Ren-, Bjørne- og Maar-Skind, Ben af Hval, Reb af Sæl og Hvalros-Skind. (Se Othars Reisebeskrivelse $ VI. VII. Det var ikke Hvalrosser, som Othar fangede, og kan heller ikke udledes af Othars Beretning til Kong Alfred). Efter Harald Haarfagres Tid tilegnede de norske Konger sig alene Handelen, forbydende deres Undersaattere under Livstraf alt Kjøbmandskab med Finnerne (se Schønings Norges Hist. 2 D. S. 453). Saaledes var denne Handel et kongeligt Monopolium. Men Kongerne overdroge undertiden deres Ret til en eller anden af deres Underaattere, som et Lehn eller Syssel.

Hvorledes Finnerne have fundet sig i dette Tyranni kan man let forestille sig, da intet Tyranni er værre end Monopoliernes. Neppe have Finnerne kunnet uden med Magt og Vaaben bringes til at adlyde disse Befalinger, derfor overlode de Norske Hvervet, at indkræve Skatten, til de forvovneste og slemmeste Folk. Heller ikke troede Harald Graafeld at kunne paa anden Maade end ved Skræk haandhæve denne Rettighed, hvilket angives som den fornemste Aarsag til det Tog, han gjorde til Bjarmeland (Se H. Graafelds Saga C. 14, Schøning 3 D. S. 89). Iblandt de Landskaber, som Hakon Jarl fik paa sin Lod, da han 978 delte Norge med Harald Grænske, var Finmarken eller Rettighed til Enehandel i Finmarken (jfr. Saga af Finnboga hinum Rama, udgivet tilligemed Vatdæla Saga 1812 paa Javalls Bekostning af Justitsraad Werlauf S. 253). Denne, hvordan somhelst, Skat vedvarede indtil 1316. I Aaret 1313 sendte Kong Hakon Magnusen opbragt over, at Finneskatten holdtes tilbage, en Gissur Galle for at inddrive samme. Ved Trudsler bragte han Finnerne til at erlægge den. Tre Aar vare neppe forløbne, da Russerne fra Novgorod gjorde Indfald, hærjede Finmarken, brøde ind i det egentlige Norge, ødelæggende Alt med Ild og Sværd.

Fra dette Angreb optændtes en Krig mellem Norges Konge og Fyrsten af Novgorod, som standsede nogen Tid ved den paa ti Aar 1326 sluttede Stilstand. (Freds-Traktet 1326, trykt paa Latin i Thorkelins Analecta s. 60-62, oversat paa Tydsk i Büschings Magasin 3 Th. S. 177,178). Derefter, da de Novgorodske 1477 vare undertvungne af Fyrsterne af Moskov, vilde disse indtræde i hines Rettigheder til Finmarken. Men med de Norske sluttede de Fred, paa Vilkaar, at Enhver skulde beholde den Del, som hans Folk allerede havde bemægtiget sig.

Dog synes hele de Norskes Herredømme over Finmarken fornemmeligen at have bestaaet deri, at de formente andre Nationer at handle med Finmarkens Indvaanere; thi Skatter vilde Finnerne ikke betale, og kunde formedelst Fattigdom heller ikke betale mange, men naar de Norske røvede, sagde de, at de indkrævede Skatter. Se Torfæi hist. rer. Norv. P. 11 S. 32-34, Olaf Trygvesens Saga 2 D. S 182. Men Handelen med Finnerne synes at have været noget mere indbringende, og derfor overlode Kongerne den som en Gunstbevisning til deres Venner og Frænder. Harek af Tjøttøen, en Mand af stor Anseelse og i Familie med Kongerne af Sverige og Norge, havde den, under Navn af Finfærd, Finkaup, Konungs Sysli a Mørkinni; (Olaf Haraldsøns Saga K. 110, 180). Disse Lehnsmænd pleiede at sende Fogder derhen, som i deres Navn skulde inddrive Skatten.

4. Uddrag af Hr. Sorenskriver J. Kraft's
topographisk-statistiske Beskrivelse over det Nordenfjeldske Norge.

Senjen og Tromsø udgjorde den nordligste Del af de Gamles Halogaland. Af Fogderiets Distrikter var det sydligste eller egentlige Senjen fra de ældste Tider beboet af Norske, hvorimod nuværende Tromsø Distrikt var, som det synes, næsten ene opholdssted for Finner. Dette er ogsaa formentlig Aarsagen til, at man i vor ældre Historie finder de til Senjens Distrikter hørende Egne at deltage med det øvrige Halogaland i Begivenhederne her i Landet, hvorimod Tromsø Distrikt aldeles forbigaaes med Taushed.

Landskabet Finmarken udgjør en Del af de Gamles Finnmørk eller Finnmaurk, hvorved forstodes den vidtløftige Strækning af Europas nordligste Fastland fra Havet i Nord indtil mod den botniske Bugt i Syd og til det Hvide Hav (Gandvigen) i Øst, saa at de nuværende svenske og finlandske Lapmarker med flere østenfor liggende Strækninger derunder indbefattedes. Beboerne vare de saa kaldte Finner, eller egentlige Lapper, der havde deres Tilhold i det Indre af Landet og nærede sig af Rensdyr-Avl, samt forøvrigt af Jagt, men Søkysten synes i de ældste Tider at have været lidet eller maaske aldeles ikke beboet.

Skjønt ikke henhørende under Norge, da Finnerne i Middelalderen havde deres egne Fyrster eller Overhoveder, finder man dog allerede i Kong Harald Haarfagers Tid, at Finmarken, eller maaske den Norge nærmest liggende Del deraf, har været skatskyldig til Norge, og var Lehnsmændene paa Halogaland gjerne overdraget det Hverv, at indkræve Finneskatten, der synes at have bestaaet i Skindvarer og Fuglefjær, som vare Landets eneste Produkter, men hvoriblandt, efter hvad man ser af Historien, vare Artikler af megen Kostbarhed. De Reiser, som i denne Anledning foretoges af de norske Lehnsherrer, foregik fra Halogaland tillands over Grændsefjeldene.

Ved de Norskes, især Halogalændingernes, idelige Søtoge til Bjarmaland bleve Finmarkens øde Kyster bekjendte for disse Søfarende, hvoraf enkelte nedsatte sig her.

Efterhaanden blev Fiskeriernes Drift en Hovedsag for Finmarkens Befolkning, hvilket havde til Følge, at Kysterne bleve mere og mere beboede, og en Mængde Fiskevær fremstode langs Finmarkens Strande, især i den nordlige Del lige fra Sørøen i Vest til Vardø i Øst. De her bosatte Norske bleve, fordi de havde faste bopæle, kaldte Bomænd (Bumenn) i Modsætning til Landets ældre [Indbyggere] Finnerne, som vare Nomader, da det er først senere, at en Del af disse, de saa kaldte Søfinner, have forladt hint Nomadeliv og taget sig faste Bopæle.

De mange folkerige Fiskevær paa Kysterne fik efterhaanden Udseende af smaa Byer, hvor der i 1589 ikke vare mindre end 17 Kirker med 12 Præster, og da Fiskeriet bragte god Fordel forsømte man at forsikkre sig Besiddelsen af de indre Egne, der ansaaes at have mindre Værd, imedens de Svenske paa den ene Kant og Russerne paa den anden søgte at udstrække deres Herredømme videre og videre mod Nord, hvorved det norske Finmarken indskrænkedes til et snævert Omfang. Allerede i den sidste Halvdel af det 15de samt end mere i det 16de Aarhundrede opstode jævnlige Tvistigheder med de russiske Storfyrster angaaende Grændserne. Man sluttede flere Forlig, hvorved dog altid Resultatet blev, at Grændserne skulde forblive, som de havde været fra gammel Tid. Russerne grebe imidlertid videre om sig, toge Finmarkens østlige Strækninger i Besiddelse, opførte sammesteds Kirker samt anlagde faste Stæder, hvoriblandt Kola, som Finnerne kalde Malmis; hvorimod man fra Kongens Side indskrænkede sig til Protestationer og diplomatiske Negociationer, hvorved Intet opnaaedes. Dog var det kun de af Norske ikke besatte Strækninger, som Russerne bemægtigede sig. De Svenske gik derimod fra det 17de Aarhundredes Begyndelse videre, og søgte, fornemmelig i Aarene 1606-1609, at sætte sig formeligen i Besiddelse af hele Finmarken saavelsom Tromsø Distrikt af Nordlandene, ligesom Kong Carl den 9de under 9de Novbr. 1608 meddelte den af ham Aaret iforveien anlagte Stad Gothenborgs Indvaanere Privilegium paa handle i alle Fjorde i Finmarken, hvilke Foretagender tildels gave Anledning til den i 1611 udbrudte Krig, der endtes med den i 1612 sluttede og i Januar 1613 ratificerede Sjørodske eller Knærødske Fred, hvormed de Svenske afstode fra deres Prætensioner paa Finmarken. Ved denne Fred bleve Indbyggerne i disse nordlige Egne befriede for Fremmedes Vexationer med Skatters Indfordring o. s. v. Finmarken blev imidlertid fremdeles behandlet som en Koloni.

Endnu indtil Midten af det 18de Aarhundrede vare Finmarkens Grændser saavel mod Sverige som mod Rusland ubestemte. Der gaves mod begge disse Riger saakaldte Fælles-Distrikter, hvis Beboere vare hverken det ene eller det andre Riges [Undersaattere], men ydede Skat til begge. Denne Uvishedstilstand ophørte med Hensyn til Sverige ved Grændsetraktaten af 7/18 Oktober 1751, hvorved den øvre Del af det vidtløftige Tanas Vanddrag blev Finmarkens Grændse mod Øst, og Kautokeino samt Afjuvara Menigheder eller Finmarkens sydlige Del kom under Norge. Med Hensyn til Rusland blev Forholdet det gamle. De Norske fik kun Skat tilligemed Russerne af Fælles-Distrikterne Neiden, Pasvig og Peisen, men man udstrakte fra norsk Side sine Prætensioner til det østenfor liggende saakaldte Nordfjeld. Ved Konventionen af 14de Mai 1826 bleve omsider de længe omtvistede Fælles-Distrikter mellem Norge og Rusland delte, Pasvig- eller Kloster-Elvens Vanddrag for største Delen, samt derefter Jakobs-Elven indtil dens Udløb i Havet danne nu Norges østlige Grændse mod Rusland.

5. Bidrag til Finnefolkets Historie indeholdes ligeledes i
Samlinger til det Norske Folks Sprog og Historie, 3 B. 2 H. og 5 B. 3 H.

Finmarken eller den vidtløftige, af omflakkende Finner besatte Strækning imod Nord, der fordum var Norges Konge underlagt hel øst til Gandvig eller det hvide Hav, forekommer ved Aaret 1251 som et Skatland, da det i Hakon Saga Kap. 271 hedder, at efterat Keiser Alexander i Gardarike eller Holmgard havde havt Sendebud hos Kong Hakon i Anledning af den Strid, denne Konges Sysselmænd havde med de til Førstnævnte skatskyldige Kyrialer eller Kareler, affærdigede Kong Hakon siden Sendebud for at stifte Fred imellem Skatlandene (paa norsk Side Finmarken), saa at hverken Kareler (Skatskyldig til Russerne) eller Finner (Finmarkens Indbyggere) skulde hærje paa hinanden. (5 B. 3 H. Side 625).

I Aaret 1305 fik de Bergenske af Kong Hakon Magnusen Privilegium paa at handle paa Finmarken, hvilket Privilegium blev konfirmeret af de følgende Konger saavel før so efter Norges og Danmarks Forening. Før ovennævnte Aar 1305 var Finmarken alene beboet af Finner, som lidet eller intet bekymrede sig om Fiskeriet, i det mindste ikke til Udskibning, og var da heller ikke Søstranden beboet. Da fra 1305 Normændene satte sig ned ved Søkanten, begyndte Finnerne ogsaa at lægge sig efter Fiskeri. Ikkuns Skindvarer vare, som anført, i de ældste Tider Finnernes Handelsvarer.

Kong Carl IX i Sverige, der kaldte sig Lappernes Konge, søgte at overskride Landryggen eller Kjølen, paa hvis nordre Side Sverige fra gammel Tid ikke havde havt Besiddelser; de Svenskes Herredømme imod Norden strakte sig ikke førend langt nede i Tiden længere end til Helsingialand. Kong Carl IX søgte, for en Del eller ganske, at tilegne sig den Strækning af det nordlige Norge, som gaar fra Titis- eller Tysfjorden i Saltens Fogderi til Malangerfjorden, der danner Grændsen imellem Senjens og Tromsens Distrikter, og derifra videre til Varangerfjorden i Østfinmarken. Som Følge deraf lod han denne Strækning baade kræve Skat af Finnerne og give den af ham i 1607 paa Hisingen anlagte, men i den paafølgende Krig ødelagte, Kjøbstad Gøteborg Privilegium paa at drive Fiskeri i Fjordene.

Balzar Bech, som Sporring kalder Kong Carls Statholder over Lapland, blev i Februar 1608 afsendt, 20 Mand stærk, tilligemed en Erik Johansen, der skulde være Foged over alle Finner fra Malanger til Varanger, og en Præst ved Navn Morten, som skulde betjene Finnerne, samt en Peder Andersen, der skulde have Tilsyn med Laxefiskeriet i Tana- og Altens Elve. Samme Konge sendte 4de Juli 1610 Stellan Mørner tilligemed nogle flere til Tysfjorden for der paa den svenske Krones Vegne at begynde at oppebære Skatten af Søfinnerne hel til Malanger til samme Beløb som Kongen af Danmarks (Norges) Befalingsmænd tilforn der havde oppebaaret. Ligeledes forordnedes en Lars Larsen den 19de Oktober samme Aar til at være Foged og befalingsmand over de norske Søfinner, som boede ud med Vesterhavssiden ved Tysfjorden, Ofoten, Grafjord, Grytvanger, Lofaanger, Sillaanger og Skrifsfjorden, samt til at oppebære halv Skat imod Kongen af Danmark (Norge) af disse Finner hel fra Tysfjorden til Malanger, men de Søfinner, som boede i Malanger, samt de derimellem og Alten beliggende Fjorde, skulde i deres Skat give to Trediedele til den svenske Krone, som foregaves at have af Alder været brugeligt, saavelsom og den ene Del (Trediedel), som de tilforn havde givet til Russen, der i Freds-Foredraget havde afstaaet samme Del til Sverige! Hvad det nævnte Freds-Foredrag med Russen angaar, da menes det, som den 18de Mai 1595 blev sluttet i Täwsin eller Teusin (i Nærheden af Ivangorod i Ingermanland). Denne Freds-Traktet vides ikke at være trykt, men ifølge den Efterretning, Werwing meddeler skulde de Finner, som boede paa Skougene imellem Øster-Botten (i Storfyrstendømmet Finland) og Varanger, svare deres Udredsler til Kongen i Sverige, men de, som ikke opholdt sig paa den Kant imod Norge, skulde erlægge deres aarlige Afgifter til Storfyrsten i Rusland. Stridighederne med Sverige denne Sag angaaende afgjordes ved det sjørødske Fred 1613; hvortil senere er kommet Grændse-Traktaten 1751, hvorved Land-Grændsen bestemmes; hvilken Traktat nu gjælder det russiske Rige, forsaavidt dette fra Kilpisjavre i Torneå Lapmark er 1809 blevet Norges Nabo.

Aar 1680 det 1ste Jan. blev Finmarken overdraget Bergenserne til Forpagtning paa 6 Aar for 200 Rigsdaler i Species aarlig, med Frihed selv at beskikke Fogder og andre Betjente der. Dog, da Landet i 5 Aar havde været uden Amtmand, beskikkede Hans Majestæt i Aaret 1685 igjen en Amtmand.

Af en bestemmelse i Bergens Politi-Anordning sees, at Politimesteren skulde lade de Betlere, som han paa Gaden fandt at tigge, tilstille det finmarkske Kompagni til Fiskeriet der at fortsætte og Landet at peuplere.

I den utrykte Reces af 8de Juli 1580, der er given paa den i Oslo af de tre til Herredag i Norge af Kongen befuldmægtigede jydske Herremænd med Flere afholdte Herredag hedder det i det Afsnit af denne Reces, som er optaget i Bergens Historie: Ei maa nogen af Trondhjems Borgere handle, vandle eller kjøbslaa udi Bergen eller Gulethings Laugssogn, Bergen Borgere til Forprang udi nogen Maade, men Nordland og Finmarken skal være for dennem baade, hver deres Bedste at bruge derudinnen med Handel, Vandel og Kjøbmandskab, eftersom de bedst kunne.

6. Om Grændseforholdene med Rusland i ældre og nyere Tider.
(Af P. A. Munch).

I No. 52 af Rigstidenden for 1847 (1848?) er der meddelt er ret interessant Uddrag af officielle Dokumenter fra Archangels Archiv, angaaende de Lapper, der svarede forskjellig Skat til det russiske Rige.

Dette Uddrag gaar dog ikke længere tilbage i Tiden, end til Begyndelsen af det 16de Aarhundrede, og fremstiller kun Forholdene, saaledes som de vare paa den Tid, og senere gestaltede sig, medens den egentlige Oprindelse til disse forviklede Forholde ei omtales.

Oprindelsen til det saakaldte Fællesdistrikt maa nemlig søges saa langt op i Tiden, som Norges sikkre Historie naar. Allerede paa Harald Haarfagers Tid se vi Norges Konger at tilegne sig Eneret til at drive Handel med og kræve Skat af Finnerne eller Lapperne i det saakaldte Finmarken, d. e. alle de Landstrækninger, som kun beboedes af nomadiske Finner, og hvori saaledes ei alene det nuværende Finmarken, men ogsaa de svenske Lapmarker og hele den store Halvø, der stikker ud i det hvide Hav, vare indbegrebne. Det Embede, at indkræve Skat af Finnerne og varetage den norske Konges Tarv i disse Egne pleiede at beklædes af en fornem Mand paa Haalogaland. Det laa forresten i Sagens Natur, at den saakaldte Skat indkrævedes paa en meget uregelmæssig Maade, og en Indkrævningsexpedition, som oftest snarere havde Udseende af et Røvertog. Med andre Ord, man benyttede den fysiske Overlegenhed, betragtende Lapperne som en underordnet fiendlig Race, der som herreløs tilhørte den Stærkere.

Omtrent paa samme Maade synes ogsaa Lapperne at have været betragtede af deres østlige Naboer, Karelerne. Ogsaa de gjorde lignende Expeditioner ind i Finmarken, og traf da undertiden sammen med Normændene, ved hvilke Leiligheder der ei sjelden vankede Slagsmaal og Blodsutgydelse. Karelerne vare paa hin Tid selv en lidet kultiveret og ikke synderlig mægtig Nation; de maatte derfor snart komme til kort mod Normændene, og efterhaanden bleve disse saaledes de anerkjendte Herrer over Finmarken, idetmindste langs Søkysten, og saalænge de med kraft formaaede at gjøre deres Fordringer gjældende. Imidlertid have vistnok Karelerne aldrig ophørt med sine Streiftog i de indre og dem nærmest liggende Dele af Finmarken, thi det var umuligt for de Norske, til enhver Tid at hindre dem derfra.

Mongolernes Invasion i Rusland i Midten af det 13de Aarhundrede foranledigede et heftigt Tryk fra Østen mod Vesten af de i det nuværende nordlige Rusland boende Nationer, og dette Tryk sporedes lige til Norge. Sværme af flygtende Bjarmelændere indfandt sig i Haalogaland, og fik af Kong Haakon Haakonssøn Tilladelse til at nedsætte sig ved Malangen (dengang det egentlige Norges nordligste Grændse), imod at antage Kristendommen. Karelerne begyndte paanyt at vise sig i Finmarken med større Kraft, i Særdeleshed da de langvarige og byrdefulde Krige, som Norge førte i anden Halvdel af det 13de Aarhundrede, hindrede de norske Magthavere fra at varetage Landets Interesser i de nordlige Egne. Karelerne vovede endog at gjøre Hærjetog ind i det egentlige Haalogaland, idet de vel angave som Paaskud at ville tage Represalier over de Voldsomheder, norske Sysselmænd havde tilladt sig imod dem, og over hvilke allerede Storfyrst Alexander Newsky klagede til Kong Haakon Kaakonssøns Gesandter. Saameget er vist, at i en lang Række af Aar - indtil 1310 - fik Norge ingen Skat af Finmarken. Imidlertid havde - hvad allerede Alexander Newskys Klage viser - Russerne, det vil sige for det første Storfyrstendømmet Novgorod, tilligemed det øvrige tschudiske Nordrusland ogsaa erhvervet Karelen, og med dette gjorde de Fordringer paa Skatteret over Norges Finner, idetmindste de nærmest boende, som Karelerne tilegnede sig, og en Tidlang uforstyrret udøvede.

Endelig henvendte igjen den dristige Kong Haakon V Opmærksomheden paa de finmarkske Anliggender. I Aaret 1310 sendte han Gissur Galle til Finmarken for at kræve Skat, og lykkedes virkelig denne Mand at udføre sit Hverv. Ved denne leilighed er rimeligvis Vardøhus, eller, som det da kaldtes, Vargøgarhus, blevet anlagt, thi det omtales siden i et Brev af 1340 som trængende til reparation. Nu begyndte alvorlige Feider mellem Norge paa den ene og Karelen med Novgorod paa den anden Side. Som Norges Allierede optraadde ogsaa efter 1319 Sverige, der, som bekjendt, under Unionskongen Magnus Erikssøn var forenet med Norge, og desuden havde sin egen Kamp at udfægte om Besiddelsen af Finland og det vestlige Karelen. I denne Kamp synes i Førstningen Norge og Sverige at have optraad med Overmagt; thi i 1323 sluttedes mellem Sverige og Novgorod den bekjendte Traktat til Orechovetz eller Nøteborg, hvoved Sestra eller Systerbæk bestemtes som Grændsen, og Distrikterne Savolax, Keskis og Eurepææ afstodes til Sverige; 1326 sluttedes en Traktat mellem Norge og Novgorod, hvorved det vel bestemtes, at Grændsen mellem begge Stater skulde være den, som fra gammel Tid havde været, men det dog overlodes den norske Konge eller Regjering nøiere at betegne Grændseskjellet. Dette betegnedes [nu] saaledes, at det russiske Storfyrste skulde kunne kræve Skat saa langt Vest, som til Lyngstuen (mellem Lyngenfjord og Ulfsfjord) ved Søen, og til Mæle-Aa (Maalselven) oppe i Landet, men Norges Konge derimod saa langt Øst som til Trjanema (Tetrina ved det hvide Hav) og Veleaga eller Veleaa (Øen Voljo eller Voljostrov lidt østenfor Kandalax, nær ved Umba); endog hedder det, udtrykkeligt, af Halvkareler eller Halvfinner, naar de blot have havt en finsk Moder. Det var saaledes ei alene Finnerne eller Lapperne, men ogsaa af Børn af blandede Ægteskaber mellem Kareler (russiske Undersaatter) og Lapper, at Norge havde Skatteret; og saaledes bliver det kun Karelerne, af hvilke Russerne ved denne Traktat fik Tilladelse til at kræve Skat, om de end befandt sig indenfor de norske Grændser, kun ikke vestligere end Lyngstuen og Maalselven. Man ser, at de skattepligtige Personers nomadiske og den deraf følgende Vanskelighed ved at knytte Skattepligtigheen til lokale Begrændsninger, har foranlediget Koncipisterne til blot at angive Indkrævningsdistriktets Ydergrændser for hver af de respektive Regjeringer, forresten at erklære Skatten for, hvad den virkelig var, blot personlig. Udenfor dette Distrikt maatte de russiske Skatkrævere ei gaa paa norsk, ligesaalidt som de norske paa russisk Side.

Men paa denne Maade blev der dog et stort Distrikt, hvori baade norske og russiske Skatkrævere færdedes, og en Mængde Forviklinger maatte derved opstaa. Heller ikke var det synderligt roligt paa disse Kanter under Resten af Magnus Smeks Regjering. Krigen opblussede paany, og fik endog Udseende af en Religionskrig, til hvis Bestridelse Paven overlod Kongen den Halvpart af den saakaldte Pavetiende, der ellers skulde anvendes til Gjenerobring af Palæstina. Imidlertid vedbleve dog de nysnævnte Traktater at ansees som Grundlaget for Grændseforholdene i hine Egne, indtil den Afmagt, hvori Rigerne befandt sig under Unionen bragte dem saagodtsom i Glemmebogen. I den senere Unionstid synes man, idetmindste fra russisk Side, blot at have erindret, at Finmarken, var et Distrikt, hvor baade norske og russiske Skatkrævere havde Ret til at færdes. Religionsforskjelligheden udøvede og her sin Virkning. Det faldt temmelig rimeligt, at anse de Lapper, der lode sig omvende fra Hedenskabet til den græsk-katholske Religion, for russiske Undersaater, da de idetmindste i geistlig Henseende sorterede under Rusland. Og allerede fra Midten af det 15de Aarhundrede begyndte de russiske Missionærer at gjøre mange Proselyter i hine Egne. Navnligen skal den forargelige Strid om Besættelsen af Throndhjems Erkestol efter Aslak Bolts Død 1450 have givet Anledning til flere Frafald en masse til den græsk-katholske Religion.

Paa den Tid, da Rusland under Ivan Vasilievitsch I. afkastede det mongolske Aag og fremtraadde med en vis Kraft og Anseelse, stode Sagerne saaledes temmelig slet for Norge, thi dets Rettigheder vare saagodtsom forglemte, eller hævdedes idetmindste ikke af dets nye, fremmede Magthavere. Ideen om, at Finmarken var et Fællesdistrikt, synes nu at være blevet den fremherskende, uden at nogen bestemt Distinktion gjordes mellom de Individer, af hvilke der krævedes Skat, [uagtet] dog denne Distinktion mellem virkelige Kareler (russiske Undersaater) og Lapper eller Halvlapper (norske) var Hovedsagen, hvorom Alt dreiede sig. Foreningen af Fyrstendømmerne Novgorod og Moskva bragte naturligvis alle de novgorodske Rettigheder og Fordringer over til dette. Hvorledes man i Begyndelsen af det 16de Aarhundrede ved det russiske Hof tankte om Sagen, sees af den fortjente Sigismund v. Herbersteins authentiske Beretning i Beskrivelse af de russiske Landskaber (Rerum Moscoviticarum commentari, hos Staczewski Pag. 52), hvor det hedder: "Foruden det sydlige Karelen er der og et nordligere, der har sit eget Territorium og Sprog, over 60 Mile nordenfor Novgorod: skjønt det kræver Skat af nogle Nabofolk, er det dog desuagtet selv skatskyldigt til Sverige og Moskva som Novgorods Herre". At Sverige her nævnes kommer af, at der netop paa denne (Gustav Wasas) Tid, førtes alvorlige Grændsestride mellem Sverige og Rusland; men der siges senere paa et andet Sted (Side 76) at dette Karelen strækker sig lige til Ishavet, og saaledes maa nødvendigvis ogsaa norsk Finmarken derunder være indbefattet. Endvidere siger han (Side 78): "Moskoviterne paastaa, at de have Skatteret over de vilde (af Kontexten sees, at her menes de nordligst boende) Lapper, hvilken Paastand vel ikke i og for sig er rimelig, men dog ei saa forunderlig, naar man betænker, at samme Lapper ingen andre naboer har som fordre Skat af dem". Saaledes forsømtes paa denne Tid Norges Interesser, medens Sveriges Konge viste en langt anden Virksomhed og Paapasselighed.

En og anden Gang blev der vel ved det danske Hof i Anledning af indkomne Klager ymtet noget om Sagen, men uden at videre blev foretaget; de, der havde med Sagen at bestille, røbede endog i deres Erklæringer den groveste Uvidenhed om Forholdene. Efter langvarige Krige mellem Sverige og Rusland afgjorde endelig det sidste Rige ved Teusinerfreden 1595 paa en for den særdeles bekvem Maade en stor Del af Stridsspørgsmaalet med Norge ved at kaste det over paa Sverige, idet alt hvad Rusland gjorde Fordring paa som Skattedistrikt vestenfor Varangerfjorden eller egentlig Buggefjorden, der mod Syd gaar ind fra denne, afstodes til Sverige. Nu lod Karl IX sig kalde Lappernes Kong og gjorde, som man ved, meget Væsen af denne Erhværvelse, indtil Christian IV, efter personligen at have undersøgt Lokalforholdene, begyndte Kalmarkrigen, og tvang Sverige i Freden til Knærød 1613 til at opgive disse Fordringer. Først omtrent halvandet hundrede Aar efter blev dog Grændsen med Sverige ordentligt opmaalt og paa det nøieste bestemt ved den bekjendte Traktet af 7de (18de) Oktober 1751. Spørgsmaalet om Fællesdistrikt for Norge og Rusland reducerede sig nu kun fra det Sted, hvor den svenske Grændse ophørte, nemlig Golmesoaivve Maddagætje til Fjelds, og Bugge-Fjorden ved Kysten. Hvor langt det strakte sig mod Øst, var nu uvist, thi den norske Skattekrævnings-Ret helt til Tetrina og Voljo var vel forlængst de facto ophørt, men existerede dog de jure.

Endelig afgjordes, som bekjendt, ogsaa dette Spørgsmaal ved den sidste Grændsetraktet af 1826, hvorved den definitive Grændse er kommen til at gaa, saaledes som flere opførte Røs antyde, nemlig fra Golmesoaivve først omtrent halvfjerde norske Mil i Sydost til Bolom-Oaivve, derpaa omtrent 8 Mile i Syd og Sydsydvest indtil Reia Njarg, lidt nedenfor Pasvig-Elvens Udløb af Enaratræsken; derpaa danner Pasvig-Elven Grændse indtil den russiske Kvadratverst omkring Borisogleb-Kirken nær ved Elvens Udløb, derfra gaar Grændsen atter mod Sydost indtil Jakobselven og følger denne norefter lige til Søen. Naar det i Slutningen af den anførte Opsats i Rigstidenden hedder, at Norge ved denne Traktat er kommen i Besiddelse af omtrent 300 norske Kvadratmile, da maa en Skriv- eller Trykfeil være indløben, thi der kan blot være Spørgsmaal om hvad der forhen var Fællesdistrikt, eller laa østenfor Linien mellem Buggefjord og Golmesoaivve; dette Stykke Land har en besynderlig Form, thi medens det i en Afstand af omtrent 4 Mile fra Kysten har en Udstrækning af 9 à 10 norske Mile fra Øst mod vest, knibes det siden ind til en mod Syd i det russiske Territorium indstikkende Kile af tre til fire Miles Bredde fra Øst mod Vest og 7 til 8 Miles Længde fra nord mod Syd. Vilde man nu, endog uden Hensyn til denne Indknibning, beregne Kvadratindholdet ved at anse den ovenangivne længste Bredde fra Øst mod Vest som Middelbredden, saa vilde dog denne Bredde (10 Mile) multiliceret med Længden fra Nord mod Syd (11 à 12 Mile) kun udgjøre 120 norske Kvadratmile. Men langt rettere kan man anse Stykket som en Triangel, hvis Basis er 10 Mile, medens Høiden er 12, og dette giver kun et Areal af 60 norske Kvadratmile (42), hvilket turde komme Sandheden temmelig nær. I alle Tilfælde ere vi langt fra de 300 Kvadratmile. Vilde vi derimod vende Spørgsmaalet om, og undersøge, hvor stort det omtvistede Territorium er, som Norge paa samme Maade har overladt Rusland, saa vare vi i Grunden berettigede til at bringe næsten hele Halvøen fra den nærværende russiske Grændse indtil det hvide Hav, et Stykke af omtrent 40 norske Miles Længde og 20 norske Miles Bredde, altsaa af henimod 800, skriver otte hundrede norske Kvadratmile, i Anslag. Imidlertid maa nu, da Sagen forlængst definitivt er afgjort, enhver Tale om, hvad dette eller hint Rige har opofret, ansees for overflødig.

E. S. Meget af det ovenfor Anførte er et Uddrag af udførligere Afhandlinger i denne Materie, der om kort Tid vil udkomme fra min Haand i et Værk, der udgives af det kongl. nordiske Oldtids-Selskab under Titelen: Antiquités russes et orientales, og hvis første Bind allerede er under Pressen. Hertil henviser jeg dem, der maatte ønske uderligere Oplysninger.
P. A. M.

42) For i en hast at forestille sig Udstrækningen af et Stykke Land, hvis Areal er 300 norske Kvadratmile, behøver man blot at tænke paa Nordlands Amt, der, saavidt man har kunnet beregne det, netop er saa stort.

Tillæg.

Noget om Nordlandende, især om Saltens Fogderi,
skrevet 1790 af Sorenskriver i Salten
Kancelliraad E. H. Hagerup, der døde 1805.
(Budstikken 5te Aargang 1824).

Aar 1787 blev Senjens og Tromsø Fogderi forenet med Finmarken til et Amt under Navn af Finmarkens Amt.

Ved [Slutningen] af Saltens Fjord og 1/8 Mil fra Storstrømmen ligger den anden Strøm, som kaldes Godø Strøm... Denne Strøm har sit Navn af en strax hosliggende Gaard Godøen, som i den gamle Historie er bekjendt af den der boende Næssekonge Gør, som, efter de Tiders Maade, var mægtig og frygtet, og havde under sit Regimente al den Strækning, som [nu] udgjør Gilleskaal, Bodøens, Skjerstads og Saltdalens Sogne. Hans Krigshær og Forsvar bestod af Finner, som ere det Folkeslag, "der unægtelig har først gjort Nordlandene beboelige, og, saavidt man af det Historiske kan dømme, opryddet de fleste matrikulerede Gaarde". Paa Gaarden vises Rudera af Begravelseshøie, som vises at have været opgravne. Om noget af disse har været fundet, er mig ubekjendt.

Til Saltdalens eller Rørstads Præstegjeld støder Sulitelmas store Isbræ, bekjendt ved den berømte Wahlenbergs Efterretninger.

For 30 Aar siden var Ofotens Almue i almindelig Velstand. De havde i de Tider mange Næringskilder, som nu i lang Tid have været tilstoppede. Denne Almuens Vindskibelighed (og denne mangler den ikke endnu), deres anselige Fiskeri i Finmarken, Havet vrimlede den Tid af Fisk, det aarvisse Sildefiskeri, som i de Tider faldt i Ofotens Fjord, gjorde Mængden her rig. Og det, som endnu mest hertil bidrog, var den fordelagtige Handel med de svenske Lapper og Kvæner. Disse, som havde kun to Dages Reise over Fjeldet fra svensk Finland (her menes Torneå Lapmark) ned i det Inderste af Ofotens Fjord, som kaldes Øst-Rombakken, kom aarlig paa Høstens Tid, at tilhandle sig Sild og Fisk for høi Pris, enten mod svenske Specier, eller Omtuskning af Varer, som vare Landet tjenlige. Indbyggerne vandt mærkelig herved, og mange samlede Penge og Sølv. Men paa 20 Aar og længere have begge disse Fiskerier og den dermed forbundne Handel forsvundet, og Velstanden har forandret sig til almindelig Armod.

Efter Reskript af 29de Jan. 1745 skulde Lappe-Markeder finde Sted i Nordlandene, hvor dertil var Anledning.

Den Del, som bor i Tysfjorden, have 5-6 mile til Kirken. Har været skrevet og kaldet Titisfjord. Her skal være fundet gedigent Bly, ifølge Throndhj. Selsk. Skrifter 1 B. S. 273. Topogr. Journal 24 II. S. 114.

Her er et Kapel bekostet af Almuen, som i lang Tid har staaet til nedfalds. Her holder Præsten Tjeneste fire Gange om Aaret, nemlig Kommunion for ældgamle Folk og Krøblinger, der ikke formaa at komme til Lødingen, og Barnedaabe for svenske Lappebørn, paa den Tid de med deres Rensdyr opholde sig saa langt ned paa vore Grændser, at Veien til deres Præst i Sverige falder dem for lang.

Ved min Ankomst til Saltens Sorenskriveri maatte jeg savne alle Protokoller indtil 1714 og mærkværdige Papirer, der kunde oplyst en og anden Antikvitet. Protokollerne bleve i de Tider til Amtmændene indleverede, og ere der ganske forsvundne; i en afdød Amtmands Tid bleve de henslængte i et Sø-Nøst og af Utøi opædte.

Saltens Fogderies Beboere bestaa, ligesom Nordlandenes i Almindelighed, mest af Normænd og dernæst af Finner; dog, af disse sidste findes meget saa i Vesteraalens og Lofotens Fogderi, hvis Fjelde ei give megen Græsning for deres Rensdyr, og ikke staa i Konnexion med Fjeldene tillands imod Sverige, hvor Fjeldstrækningen er meget vidtløftig, og overflødig af den hvide Mose, som ernærer Rensdyrene. Tromsø Fogderi har Blanding af Normænd, Finner og Kvæner, et Folkeslag, der deriverer sig fra svensk Finland, og er i Sprog, Skabning, Næringsbrug og levemaade adskilt fra Finneslægten. I Almindelighed ere Kvænerne høie og vel voxne, og de ere de bedste Agerdyrkere, som i Tromsø Fogderi og Finmarken eie. Paa disse Steder ere og Finnerne af Nethed i Pynt, smukt Udseende og renligere Levemaade, ganske udmærkede fra de øvrige i Nordlandene. Jeg har paa begge Steder seet meget smukke Fruentimmere, og paa en Reise til Kautokeino, 16 Mile til Fjelds op imod Sverige fra Altens Gaard i Finmarken, erindrer jeg mig at have seet høie, vel proprotionerede og smukke Finner.

I Tysfjorden og Ofoten, som i gamle Tider var beboet af Finner (Lapper), blandt hvilke Afguderi meget herskede før Lektor R. v. Westens Omreise, har jeg paa mange Steder ved Kløfter og Huler seet hele Dynger af alle Slags Kreaturers Ben, som have været anvendte til Offringer.

I Kong Fredrik den 3dies Tid viste Ofotens og Tysfjordens Finner megen Troskab mod Norge; til Belønning bleve de for sig og Efterkommere benaadede med Eiendom af deres Pladser og Rydninger (43), og jeg har ydermere i Saltens geistlige Skifte-Protokol seet, at en Præst i Ofoten, Jochum Leth, havde af Finnerne tilkjøbt sig, og var indført som Eier af mange slige Rydninger. Men i Fogden Myhres Tid bleve alle Rydninger Finnerne fratagne og lagt til Kongen, mig ganske ubekjendt, paa hvilken Grund dette kunde ske, og enten det var for at formere Kongens Jordebog, eller de gode Støvlehuder.

Nils Myhre var Foged i Salten i Aarene 1738-1752. Forholder det sig saaledes, som af Ovenstaaende synes at være Meningen, at Finnerne ved et Magtsprog berøvedes Pladser og Rydninger, hvortil de havde retmæssig Adkomst, er saadant aldeles stridende imod Reskr. 27de Septbr. 1726, som befaler, at Rentekammeret skulde nøie lade efterforske Finnernes (Lappernes) Privilegier, hvilke de fremdeles skulde nyde, da det var bragt i Erfaring, at endel af de norske Undersaattere i Nordlandene gjorde dem adskillig Indpas og Uret i de smaa Pladser, som nogle af dem fra Alders Tid inderst i Fjordene paa endel Steder, hvor ingen Norske have boet, havde opryddet sig til Bopæl uden nogen Sæd eller (Korn) Avl, og hvorpaa de af forhenværende Konger skal være Protectoria og Privilegier forundte.

43) Havde da Finnerne forhen ingen Eiendoms Ret til de af dem opryddede og opdyrkede Pladse?