Dagbog over mine Missionsreiser i Finmarken
af Nils Vibe Stockfleth
Christiania : Tønsberg, 1860

III. Nomadens Betydning for Finmarken
og en Del af Nordlandene, samt i politisk Henseende

Vinter-Kommunikationen mellem de nordlige Dele af Norge, Sverige og Rusland, lige nødvendig for alle tre Stater, er navnligen for Finmarkens fremtidige Existence og Opkomst af ubetinget Nødvendighed at vedligeholde. Dernæst forsyne de flere tusinde Ren, Voxne og Kalve, som aarligen slagtes, den norske Befolkning med Levnetsmidler, med Huder og Skind til Beklædning og Sengklæder.

Det naturligste og tillige eneste mulige Kommunikationsmiddel er Fjeldfinnerne med deres Rensdyr. Det maa saaledes være Lokalautoriteterne i alle tre Riger magtpaaliggende at beholde Fjeldfinnerne og søge at modvirke de politiske Aarsager, som sent eller tidligen muligens kunne bevirke Fjeldfinnernes Undergang. Udarmes Fjeldfinnerne, saa ophører Kommunikationen samt de af samme afhængige Fordele. Ja i dette Tilfælde vilde en stor Del eller den hele regio subsylvatica samt subalpina blive øde. Handelsrørelsen med sine Vareomsætninger ligesom Kommunikationen i Almindelighed er i bestandig Tiltagende og udvider sig i alle mulige Retninger, hvilket Alt ikkuns kan sske i en Tid af otte Maaneder om Aaret og tillige som anført, ikkuns ved Hjælp af Fjeldfolket.

Om Nomaderne har der med Sandhed kunnet siges og kan tildels endnu siges, at Alles Haand er imod dem, som en Følge deraf maa igjen Nomadens Haand blive mod alle. Et saadant Forhold er ligesaalidet til Gavn for Staten, som for den Enkelte. Det bliver derfor stedse mere og mere af paatrængende Nødvendighed snarest muligen at se dette Forhold bedre og bedre ordnet. Opgaven er vel ikke let, men dens retfærdige Løsning dog derfor ikke umulig. Ved Afgjørelsen af disse Forholde bør det dog aldrig forglemmes, at Fjeldfolket og dets Hjorder ikke alene er af væsentlig, men ogsaa af ubetinget Nødvendighed for Finmarkens og en Del af Nordlandenes Amt, saaledes som de ere det for Sveriges og Ruslands Lapmarker. At Nomaden ubetinget maa og bør vige for Nybyggerne kan derfor her ikke bringes i Udøvelse. Den første er berettiget ikke alene til samme Retfærdighed, men ogsaa til samme Lighed i sine Rettigheder for Lovene, en Lighed Fjeldfinnerne ingenlunde altid have nydt. "Der er Ingen, som rigtig kjender Fjeldfinnen og hvorledes han har det", siger Fjeldfinnen og siger det med Rette. Selv hvor Lovgivningen ikke berører Fjeldfinnens Forhold til den Fastboende kan man saa letteligen imod Villie og Vidende komme til at gjøre ham Uret. Som Bevis kan strax her henvises til hvad der er anført, at der blev anvist Fjeldfinnerne en bestemt Grændse for deres Vandringer fra Skydsskaffersteder, men naar nu Fjeldfinnerne indenfor den dem anviste Grændse ikke kunne finde Føde for deres Dyr, saa skulle de alligevel straffes naar de drage længere bort for at deres Dyr ikke skulle omkomme af Hunger.

Det er ikke Fjeldfinnen, som med Vold bryder ind paa den fastboende Nybyggers Enemærker, som det bestandigen har været sagt, men det er Nybyggerne, som trænge ind paa Fjeldfinnens Enemærker, og som anlægge sit Nybygge lige i Strøget og i den Vei, som Fjeldfinnen nødvendigen maa vandre med sine Ren. Det er bekjendt, at Koen ikke spiser det Græs, hvorover en Renflok har vandret, hvorfor sætter man sig da ned i en Trakt, hvor det er ligesaa bekjendt, at Fjeldfinnen ikke kan undgaa at komme? det sker for at tiltvinge sig en Skat af Fjeldfinnen for den Tilladelse at føre sine Dyr over en andens Eiendom.

At Lokalautoriteterne ikke har havt til Hensigt uretteligen eller unødvendigen at fortrænge Fjeldfinnen indrømmes naturligvis, men deraf følger ingenlunde, at Fjeldfinnerne ikke ere blevne uretteligen fortrængte og mere end nødvendigt var. For at forebygge dette maatte Lokalautoriteterne have haft et meget nøiere og paalideligere Bekjendtskab til Nomaden og hans Betydning for Provindsen. Man har gaaet ud fra, at hvor en Nybygger vilde nedsætte sig, der maatte og skulde Nomaden vige. Enhver som har villet har erholdt indtil Mile lang Jordudvisning fra Odde til Odde, en Strækning, som Rekvirenten aldrig har tænkt at opdyrke, ikke kunde opdyrke, men som spærrer Fjeldfinnen Veien til Havet, og til ingen anden Nytte for sig end den, at kunne tvinge Fjeldfinnen til at erlægge sig en Afgift under Navn af Skadeserstatning, fordi deres Dyr gaa over en anden Mands Eiendom. Man har paaberaabt Nybyggernes Sved som den af dem opdyrkede og fra Fjeldfinnen borttagne Jord har kostet. Skal Sveddraaberne komme i Betragtning, da er den samme Jord i den Grad vædet med Fjeldfinnens Sved, som den næppe nogensinde bliver det af Nybyggernes. Hvad der bidrager til at gjøre det til en Umulighed for Fjeldfinnen at holde sin Hjord samlet naar han kommer i Nærheden af et Nybygge, ere de Hunde, som selv den fattigste Nybygger, saavel finsk som norsk, har faaet Tilladelse at holde; saasnart disse Hunde faa Øie paa Renerne styrte de ind paa dem dels dresserede dertil af Eierne, dels ifølge deres Natur. Under de første Aar af mit Ophold i Finmarken havde mange af de fiskende Nordfarere Geværer med sig, hvormed de gik paa Jagt efter Renen. Tabet af det skudte Dyr var mindre, men desto mere Dyrenes Adsplittelse og Forvildelse. Nomaden maa tvinges til Selvtægt i Fortvivlelse over ingen Grændse at se paa sin Fortrængsel.

Under jo strængere Bevogtning Renene holdes, desto mindre trives de og desto mindre frugtbare blive de; en saadan Bevogtning er derfor allerede i og for sig en Opofrelse af Nomaden. Saaledes er den vilde Ren større end den tæmmede, vel neppe paa Grund af en oprindelig Naturforskjel, men meget mere en Følge af Tvangen. Fjeldfinnerne have imidlertid aldrig unddraget sig Bevogtningspligten. Det er bleven Fjeldfinnerne betydet, at de havde at tilskrive sig selv de Ubehageligheder, som maatte følge af Mangel paa Renenes Bevogtning: men har de Fastboende ogsaa været betydede, at de havde at tilskrive sig selv de Ubehageligheder, der maatte flyde af, at deres Hunde styrte ind i Renhjorden og adsprede den til alle Kanter, og at han nedsætter sig i en Trakt, hvor Fjeldfinnen ikke kan undgaa at komme med sine Dyr?

I Almindelighed lægge de Fastboende selv an paa at komme i Besiddelse af Renhjorde, som Fjeldfinnerne da maa overtage at tilse og bevogte, men fra det Øieblik af er det naturligvis ikke den Fastboendes Ren, men Fjeldfinnens, der gjøre Skade. Men Hensyn til den Skjæbne, som Fjeldfinnen har været underkastet, vil jeg her ikkuns anføre et Exempel: I en Skrivelse af December 1843 siger daværende Præst til Vefsen og Hatfjelddalen ..."Af Sognets tilflyttede Fastboende lægge flere an paa selv at erholde Renhjorde, for hvilke Finnerne nedsynke til at blive Tjenere og Gjætere. Da nu Staten i sine Almindinger fremmer Opdyrkning og fortrænger Nomaden og disse derved komme til paa den kummerligste Maade at friste en elendig Tilværelse, skylder da ikke Staten paa en eller anden Maade at antage sig dem og at træffe nye og hensigtsmæssige Bestemmelser om Forholdet mellem Nomaden og Bumanden for at deres Vilkaar dog kunde blive nogenlunde taalelige? At lade disse Forholde mellem Nomaden og Bumanden udjævne sig selv med Tiden derved, at Nomaden tilintetgjøres og at han henslæber en ulykkelig Tilværelse i den usleste og kummerligste Forfatning, er dog vel ingenlunde rigtigt og retfærdigt, og tillige saa meget mindre tilraadeligt, om man vil tage Hensyn til de Voldsomheder og Forargelser, som en saadan Tilstand let kan fremkalde og har fremkaldet fra begge Sider, saavel fra Finnernes som fra de Norskes Side. Finnerne have derfor tænkt at reise til "Fader-Kongen", snart have de igjen villet skrive Andragender og Ansøgninger til Regjeringen. Det er bevisligt, at naar Finnernes Renhaver, det er indgjærdede Pladse, hvor Simlerne samles for at melkes, have gjort Jorden dyrkbar, saa have Nybyggerne sat sig i Besiddelse af samme".

At kunne fælde en i det mindste nogenlunde retfærdig og begrundet Dom over Nomadens Betydenhed eller Ubetydenhed, som Lem af Statslegemet, er selv for den Reisende ikke ugjørlgt. Paa det uadskilleligste er Finmarkens Betydenhed eller Ubetydenhed, Beboelighed eller Ubeboelighed knyttet til og afhængig af Nomadens Tilværelse og Vedbliven som Nomade.

Man har forekastet Nomaderne deres Nomadetilstand og har villet de skulle gaa over til at blive fastboende, hvilket vidner om Uvidenhed om de virkelige Forholde. I den Anledning skrev Sognepræsten i Alten-Talvig, Fleischer, et Tilsvar i Tromsø Tidende i Aaret 1840: "Det følger af Tingenes Natur, at Fjeldfinnerne maa være og forblive Nomader, dersom de Guds Gaver, som de vide Fjeldstrækninger og uopdyrkede Fjeldørkener tilbyde og alene kunne tilbyde Renhjorder, dersom de skulle benyttes. Og ere da ikke disse Nomader til Provindsens Forsyning med de uundværlige Skindvarer, med Levnetsmidler af Renkjød og Vildt for den fastboende Befolkning, til Kommunikationens Vedligeholdelse saavel i Finmarken som mellem Finmarken og Nabolandene, til Transport af Varer ganske umistelige, samt uundværlige for Postvæsenet og Reisende".

Provst Læstadius, Sognepræst til Karasuando, Nabosognet til Kautokeino, har ganske de samme Anskuelser om Fjeldfinnernes Forhold til Landet og til Nybyggerne og Landets Forhold til Nomaden; tilintetgjøres Fjeldfinnerne i Karasuando, kunne ingen Nybyggere længere existere; ingen Nybygger burde kunne erholde Tilladelse til at nedsætte sig over en vis Afstand fra Havet. Han har derfor fuldkommen Ret, naar han siger, at det maa være Lokalautoriteterne i alle tre Naboriger magtpaaliggende, at beholde Fjeldfinnerne og søge at modvirke alt hvad som muligens kan bevirke Fjeldfolkets Undergang.

Til et endnu yderligere Bevis for Rigtigheden af min Paastand om Nødvendigheden af Nomaden, som saadan for Finmarken og Nordlandene, skal jeg her anføre, hvad Herr Overlærer L. Kr. Daa i den Anledning siger i sin Geographi, trykt 1859 (38) ligesaa sandt som træffende:

"Anderledes er derimod Forholdet med Fjeldfinnerne (end med den fastboende Elvefins og Søfins). Deres Hyrdeliv paa Høifjeldene fordrer en saa ganske særegen Levevis og en saa utrolig Hærdelse til at udholde det barskeste Klima og end mere til at finde Behag deri, at ingen Norsk og kun sjelden en og anden af de nordligste Kvæner kunne gaa over til dette. Omvendt bliver Fjeldfinnen, naar han mister sin Renhjord, lettelig Fisker eller Bumand. Fjeldfinnernes Særegenheder ere derfor alt for naturbegrundede til at nogen væsentlig Omskiftelse af Sæder er mulig eller en Sammensmeltning med Landets andre Indbyggere.

Rensdyrhjordernes hele Antal var i 1855 kuns 1945 paa den hele Strækning fra Røraas af til Nordkap, da Fjeldfinnerne eiede de fleste 116,891 tamme Rensdyr, som dengang fandtes i Norge. Mange af dem ere derfor rige paa Gods, endskjønt fattige paa Nydelser og ubekjendte med Bekvemmeligheder.

De Fjeldmarker, som de med sine Rener afvinde Livets Ophold, kunne ikke anvendes til nogetsomhelst andet menneskeligt Brug. De udfylde altsaa i Landets Husholdning en Plads, som ellers vilde være øde. Det Tillæg, de yde af Næringsmidler og Salgsgjenstande, er deres udelukkende Erhverv, og er ikke lidet.

Alligevel er netop dette saa eiendommelige og for alle andre menløse Folkefærd nu udsat for en Fortrængsel, som kan lede til en sørgelig Forandring, ikke blot for dem selv, men ogsaa for flere af deres Medborgere!

Naar Renen har afbidt eller oprykket Mosen gror den ikke til igjen førend om 10-15 Aar. Den bedste Betesmark bliver stundom overtrukket med Isskorpe, saa at Renen ikke kan komme til Mosen. Imod disse Uheld har Hyrdefolket ikkuns et Middel, lange Vandringer fra Høifjeldet til Søkanten, fra Mosmarken til Furuskoven, fra Vestsiden til Østsiden.

Ifølge den Overenskomst, som i Aaret 1751 blev indgaaet mellem den danske og svenske Regjering om Grændserne mellem Norge, Sverige og Finland, blev dette ordnet paa den eneste Maade, som Menneskeheder og Naturen tilsiger, at Fjeldfinnerne fremdeles skulde, som før, have Lov til at vandre paa sine Fjelde, uden Hensyn til om de betraadde det Land, som den ene eller den anden Konge tilegnede sig. Han kunde ikke udstrække sit Herrevælde did uden at gjøre Ulykke.

Efter Ruslands Erobring af Finland 1809 ere Russerne komne i Besiddelse af to dybe Indhug i det svensk-norske Omraade ved Torneå-Elven (Enontekes) og ved Enare Sø. En anden Ulempe ved Grændsen er, at den et langt Stykke dannes af Tana-Elven. Men Floder adskille ikke dem, som bo ved deres bredder, de forbinde. At kløve et naturligt Dalføre mellem to Stater er for et Hyrdefolk det samme som at tilintetgjøre den bedste Benyttelse af det Hele. Fra Arilds Tid havde det været vedtaget fra alle Sider, at Tana-Elvens Fjeldfinner tilbragte en vis Tid af Aaret paa Østsiden af Elven og en anden paa Vestsiden, uden Hensyn til om enten Fjeldfinnen eller Stedet var svensk (finlandsk) eller norsk. Denne naturlige Flytning snart til den ene og snart til den anden Side af Elven, saa nødvendig for Fjeldfinnen, var udtrykkeligen hjemlet ved hin menneskekjærlige Traktat af 1751.

Men efter diplomatiske Forhandlinger, som have været holdte hemmelige, erklærede den russiske Regjering i Aaret 1852, at Grændsen fra nu af skulde være stængt for disse Hyrdernes Flytninger, og at den gamle Overenskomst skulde være ophævet. Som Følge heraf, skulde den tilsvarende Rettighed, de russiske (finlandske) Lapper have havt til at fiske i de norske Fjorde ogsaa ophøre.

Disse Beslutningers Haardhed for Fjeldfolket, vilde have været formildet, dersom de havde kunnet nyde uhindret godt af Virkningerne af Norges og Sveriges Forening derhen, at de idetmindste ved fri Flytning mellem svenske og norske Betesmarker havde kunnet yde dem den nødvendige Hvile og sine Dyr den høist nødvendige Afvexling. Men Russerne forbøde dem ogsaa at passere over Enontekes, det Indhug, som adskiller norsk og svensk Lapland.

Man skulde tro, at saa grusomme Bestemmelser ikke kunde overholdes i Ørknerne og at Udøvernes Følelser vilde formilde dem. Alligevel frembyder Anledningen til at bemægtige sig en stor Hjord saa mange Fristelser for Angivere og Politibetjente, at Virkningerne allerede efter ikkuns syv Aar have vist sig.

30 norske Fjeldfinnefamilier paa 140 Individer og 20,000 Dyr have maattet forlade Norge og flytte over til Sverige.

Kun den Allerenfoldigste kan tro, at det skulde nytte Norge noget at øve Gjengjeldelse ved at spærre Lapperne fra Havet. Det vilde ogsaa være ligesaa unaturligt, fordi alle Vasdrag i Enare have Udløb til den norske Kyst. Det vilde være urimeligt at tro, at den russiske Regjering skulde vilde opgive sine Hensigter ved at Norge paaførte nogle Hundrede af dens Lapper Hungersnød eller bragte dem til et Sulteliv. En saadan Gjengjældelse vilde opvække et Nabohad, hvis Følger under Fremtidens uvisse Begivenheder kunde blive ganske vigtige".

Med en ligesaa maadeholden som sanddru Haand har Herr Daa skildret mange af vore Fjeldfinners haarde Skjæbne. Jeg gjentager det, ingen Grændser seende for sin Fortrængsel maa de geraade i Fortvivlelse. De skildrede Forholde give sandelig Anledning til alvorlige Betragtninger og Bekymringer. Den stedse tiltagende Befolkning af Nybyggere i Finmarken og Nordlandene gjøre derfor nye og hensigtsmæssige Anordninger vedkommende Forholdene mellem Nomaden og Nybyggeren til en stedse større og større Nødvendighed.

Skal Nybyggernes Antal fremdeles tiltage og følgeligen Nybyggernes Hunde, istedet for at formindskes ogsaa tiltage, saa kunne ingen Verdens Lovbestemmelser hjælpe eller udrette noget, i hvor gode og retfærdige de end forresten kunne synes at være. Der gives formentligen ikkuns et eneste Middel til at afhjælpe disse stedse tiltagende og i sine Følger høist betænkelige Forviklinger, og det er at fjerne, formindske og saavidt muligt, forebygge Aarsagerne ved at sætte en Grændse for Nybygger-Anlæg. Da først vil Nomaden kunne erholde retfærdig Lighed for Lovene med Landets øvrige Indbyggere. Ogsaa de fastboende Søfinner og tildels ogsaa Elvefinner holde et utilbørligt Antal Hunde og forvolde derved ubehagelige Forviklinger baade for sig selv, især dog for deres egne Brødre Nomaderne.

Nomaderne og deres Hjorder ere nu i den Grad fortrængte, dels ved de anførte Grændsebestemmelser, dels, og ikke mindst, ved Fortrængsel af Nybyggere, saa at enhver fortsat Fortrængsel og Formindskelse af Dyrenes Antal fører til uudeblivelige, fordærvelige Følger, ikke alene for Provindserne Finmarken og en Del af Nordlandene, men ogsaa med Hensyn til vore politiske Forholde til Nabostaterne. Ere Nomaderne af politisk Betydenhed for begge de tvende mægtigere Nabostater, saa ere Norges Nomader det end mere for Norge. Vi kunne lettelig udsætte os for, ved en uklog Fremgangsmaade mod vore Nomader sent eller tidlig, mer eller mindre, at geraade i et Afhængigheds-Forhold af vore Naboer.

38) se hans Jordbeskrivelse for den norske Almue, udgivet af Selskabet for Folkeoplysningens Fremme. 2det Tillægshefte til Folkevennen, 8de Aargang 1859.