Dagbog over mine Missionsreiser i Finmarken
af Nils Vibe Stockfleth
Christiania : Tønsberg, 1860

VI. Den kongelige Resolution af 28de Februar 1848;
samt Resolutionen af 4de Juli 1859

I Overensstemmelse med den kongelige norske Regjerings underdanigste Indstilling af 12te Febr. 1848 behagede det, som før anført, Hans Majestæt Kong Oscar I under [28de] Februar 1848 naadigst at befale, at det finske og kvænske Sprog skulde foredrages ved Universitetet i Christania. Denne Kong Oscars naadigste Resolution er for Norges Finner og Kvæner et magna charta, er for disse det samme, som Kong Oscars naadigste Resolution er for os, der gav os - Flaget.

Ved ovennævnte kongelige Resolution er de norske Finners og Kvæners Sprog og Nationalitet givet den dem i den Hellige-Skrift hjemlede Anerkjendelse; derved er Indgangen aabnet for dem til Guds Rige gjennem Forstaaeligheden af de Hellige-Skrifter, og derved er, som vi allerede have seet, Adgangen aabnet for disse tvende Folk til at lære det norske Sprog, og derved ere tillige alle de i de foregaaende Afsnit nævnede lykkelige Følger udsprungne, heldbringende saavel for den norske Kirke som for det norske Statssamfund og ikke mindre for Norges politiske Stilling paa Rigsgrændsen af tvende mægtigere Stater, og navnligen med Hensyn til det større Rige.

En Hovedaarsag til at færre, end ønskeligt, i den senere Tid har benyttet Anledningen til at lægge sig efter disse tvende Sprog er sandsynligvis den, at Lærerposten i disse Sprog hidtil ikke har været indrømmet nogen fast Stilling og saaledes ikke har været betragtet som en ubetinget nødvendig Foranstaltning; men mere som en blot midlertidig Funktion, hvortil der budgetterminvis bevilges Gage. Denne Mangel paa Anerkjendelsen af Sprogkundskabens ubetingede og uafvigelige Nødvendighed staar ikke ganske i Overeensstemmelse hverken med Hans Majestæt Kong Oscars eller med den kongelige norske Regjerings i Resolutionen udtalte Forventning og Opfordring til de theologiske Sollicitantere, at gjøre sig i Tide bekjendte med deres vordende Menigheders Sprog.

Kirkestyrelsen antog med god Grund, at den i Resolutionen indeholdte Opfordring til at studere Sproget og Sprogene var tilstrækkelig, saa at større Opfordring, et bestemtere Lovbud til at tage denne Examen for at blive ansat, eller andre kraftigere Foranstaltninger ikke behøvedes. Men da nu dette Haab alt mere og mere slog feil saa Styrelsen sig nødsaget til Resolutionen af 4de Juni 1859, der bestemmer, at naar Nogen, som ikke allerede før Udnævnelsen har erhvervet sig de nødvendige Sprogkundskaber, udnævnes til Sjælesørger i Øst- eller Vestfinmarkens Provstier eller Lyngens Præstegjeld i Tromsø Provsti skal han paa Reisen til sit Embede nogen Tid - 3 Maaneder - opholde sig ved Seminariet paa Tromsø, for der at tilegne sig saa meget Kjendskab til Sproget, for et Aar efter Ansættelsen at kunne holde en Prædiken i samme. Under Opholdet paa Tromsø erholder han en Understøttelse af 25 Spd. maanedlig.

Resolutionen af 4de Juli 1859 nævner ikkuns Præstegjeldene i Øst- og Vestfinmarkens Provstier og Lyngen Kald i Tromsø Provsti, men nævner blandt flere ikke Skjervø og Karlsø Kald i Tromsø Provsti. Meningen kan imidlertid ingenlunde være, at Præsterne i disse Præstegjelde skulde kunne undvære Kundskab i de nævnte Sprog. Skjervø er det Præstegjeld i Finmarken, hvor der findes det største Antal Finner foruden en 900 Kvæner. Dette Præstegjeld er fremdeles det Præstegjeld hvor der hos den finske Befolkning har begyndt at røre sig en bestemt Opposition imod Undervisningen paa Norsk, og hvor en Følelse af det aldeles Utilstrækkelige i Undervisning og Prædiken paa Norsk har søgt at skaffe sig Luft igjennem en bestemt Anmodning om sprogkyndig Præst. Mængden af den finske Befolkning i Skjervø bor i Kvænangen. Ungdommen, undervises der og maa undervises paa Finsk, da den aldeles ikke forstaar Norsk.

Karlsø er det eneste Præstegjeld, hvor hidtil en større Del Finner ere udtraadde af Statskirken. Ungdommen især i Sørfjorden, hvor Mangden af Befolkningen bor, forstaar ikke Norsk, men lærer udenad sin Kristendom igjennem norske Bøger under Tolkning paa Finsk. Præsterne i nævnte Præstegjeld, nidkjære og dygtige baade som Præster og Sjælesørgere, kunne imidlertid ikke tage sig af deres finsktalende Menigheder af Mangel paa Kundskab til deres Sprog, hvilket de før deres Ansættelse, ikke havde haft Anledning til at lære at kjende. Dissenterforstanderen derimod i Balsfjorden, som bor den finske Befolkning i Sørfjorden nærmere end dens egen Præst, kan baade tale og læse Finsk og Kvænsk. Mangelen paa sprogkyndig Præst føles dybt af Befolkningen selv og udtales ofte.

Den Anledning til at kunne lære Finsk og Kvænsk paa Tromsø, som Resolutionen forudsætter findes imidlertid ikke. Førstelæreren ved Seminariet er den Eneste, der kunde give Veiledning i Sprogene, er for det første ikke forpligtet dertil, og dernæst levnes der ham ikke den nødvendige Tid. For den vordende Præst at deltage i den Sprogundervisning, som gives Seminariets norske Elever kan lidet nytte, denne Undervisning er desuden beregnet paa tre Aar og ikke paa tre Maaneder. Ikke er der til enhver Tid finske Elever ved Seminariet, som den vordende Præst kunde underholde sig med; en Sommer var der rigtignok 2 - to -; alle disse Elevers Kundskab i Norsk er saa høist ufuldkommen, og have desuden liden eller ingen Tid til at agere Lærere, naar de ikke skulle forsømme sin egen Undervisning. Paa Tromsø er den hele Befolkning norsk.

Ovennævnte Resolution af 1859 vilde Kirkestyrelsen vel neppe have fremkaldt, dersom den ikke havde forudseet, at komme til at udsætte sig for nu og da at maatte handle regelløst af Mangel paa Sollicitantere og derfor maatte ønske en Lovregel, som den kunde følge. At Kirkestyrelsen virkeligen ogsaa ikkuns har tænkt sig denne Resolution som en Nødhjælp og som en nødtvungen Udvei i det Tilfælde, at ingen Ansøger med Examen i et eller begge at de nævnte Sprog meldte sig og den dog ikke kunde lade Embederne henstaa ubesatte, dette fremlyser af en af Kirkestyrelsen foranlediget kongelig Resolution af 27de Juni 1860 der siger: "At et Stifts-Kapellani i Tromsø Stift naadigst befales kundgjort ledigt og at der ved dets Besættelse vil blive taget særligt Hensyn til Ansøgere, der paa den i kgl. Resol. 24de Febr. 1848 bestemte Maade have legitimeret deres Kundskab i det finske og kvænske Sprog, og, at Vedkommede i Mangel af saadan Kundskab vil blive forpligtet til ved Tromsø Seminarium efter Biskoppens nærmere Anordning og under hans Tilsyn, at erhverve fornøden Kundskab i et af eller efter Omstændighederne i begge de nævnte Sprog."

Dagbogen har anført Biskopperne Krogs, Kjerschows og Juels Vidnesbyrd for den uafvigelige Nødvendighed af finsk og kvænsk Sprogkyndighed hos Præsterne i de nævnte nordlige Distrikter. Efterfølgende tvende Skrivelser fra Biskop Gislesen til Forfatteren af Dagbogen gjentage og bekræfte det Samme. I Skrivelse af 10de Januar 1859 heder det: "Jeg er bleven mere og mere overtydet om, at en Præst, som skal virke i Finmarken maa forstaa Folkets Sprog og at Du har haft Ret i Sprogsagen. Tolkevæsenet er kuns en daarlig Nødhjælp. I Skjervø er en Reaktion mod at undervises i Norsk. Det har lange Udsigter med at kunne undvære Kyndighed i det Finske endog i de Egne, som ligge paa Overgangen, end sige i Finmarkens Amt. De Bidrag, som anvendes til Lønbefordring for Skolelærerne i Overgangs-Distrikterne udrette nok ikke stort. I Vadsø og Vardø er Brændevinsdrik meget aftaget og religiøs Vækkelse begyndt, som hidtil ikke er skeiet ud. I Vadsø ere mange Mennesker og 3 - tre - Sprog."

Den anden Skrivelse er af 26de Febr. 1860. "I afvigte Sommer visiterede jeg i Vestfinmarken samt i Tanen og Lebesby i Østfinmarken og i Tromsø Provsti. Jeg havde da paa ny Anledning til at erfare Nødvendigheden af at Præster og Skolelærere forstaa tilgavns det Finske, og at der maa bygges videre paa denne lagte Grundvold. Den fjerde Stiftskapellan, som der nu er bevilget Løn til, bør blive Hjælpepræst blandt Finner og forstaa Finsk og Kvænsk. Af fire Præster burde den Ene arbeide udelukkende for det egentlige Finmarken og maa være Sprogene mægtig og tillige arbeide der, hvor Præsten er mindre kyndig i disse Sprog."

Forholdene omkring Tromsø ere ikke af ringe Interesse i kirkelig og politisk Henseende, hertil Stemningen blandt den finsk-kvænske Befolkning baade der, hvor den religiøse Bevægelse har naaet hen og i Grændsepræstegjeldene, er af den Beskaffenhed, at man gjør rettest og klogest i ikke at gjøre mindre men endnu mere end hidtil, for at sikkre Menighederne sprogkyndige Præster og Embedsmænd, som nødvendigt Værn mod Dissentervæsen og russiske Sympathier. Den religiøse Vækkelse i Finmarken, som det nu netop gjælder at styre og lede videre gjennem sprogkyndige Præster, den Erfaring, at Præsten aldrig vinder det finske og kvænske Folks Kjærlighed og Tillid uden Kjendskab til deres Sprog, taler paa det tydeligste for, at man forøger Opfordringerne til at lære Sprogene før Ansættelsen. Katholikerne i Alten have forstaaet Nødvendigheden af at lære sig til at udtrykke sig i de Sprog, som deres Tilhørere bedst forstaa - for at virke paa dem. Enhver, som ved hvad det vil sige, at høre Religionen fremstillet paa et fremmed Sprog maa erkjende, at dersom nogen anden Kirke bedre end den lutherske sørger for at Finner og Kvæner faa høre Guds Ord paa deres Modersmaal, saa drages de maaske over til dem; det er især det mundlige-levende Ord, som fremkalder store og hurtige Bevægelser, Dragelser og Vækkelser. Begivenhederne i Kautokeino vise de uudeblivelige Følger af Mangel paa sprogkyndige Præster.

I Sverige have vistnok de tvende oftnævnte Sprog ikke erholdt nogen kongelig Autorisation, heller ikke foredrages de, saavidt vides, ved noget af Universiteterne, men derimod indeholder Ekklesiastik-Reglementet for Lapmarkerne den Hovedbestemmelse: "Ingen maa ansees competent til at erholde Pastorat i Lapmarken uden han er mægtig det lappiske Sprog". De, som efter fuldendte Studier ved Akademiet ønske at lære det lappiske Sprog erholde et Stipendium af 200 Rgbk., den ene Halvdel før, den anden Halvdel efter Examen. I Sverige er Lapperne Antal omkring 5000, altsaa ikke engang fuldt 1/3 af Antallet i Norge.

I russisk Finland er der blot et eneste Præstegjeld, Utsjok, Nabokald til Tanen, Næsseby og Karasjok, hvor Kundskab til Lappisk kan være af nogen Nytte for Præsten. Omendskjønt det i Finland er langt lettere at forkvænske den finlappiske Befolkning til Kvæner - Finlændere - end i Norge at fornorske den fin-lappiske Befolkning, og næsten enhver Lap i Utsjok Sogn forstaar Finlandsk, saa søger dog den russiske Regjering paa alle mulige Maader at knytte den fin-lappiske Befolkning til sig og vinde dens Sympathier for sig ved Oplysning gjennem dens eget Sprog; og naar Utsjoks Præst, eller vordende Præst kan godtgjøre, at han kan prædike paa Lappisk erholder han 150 Rubel Sølv i aarligt Tillæg; lappiske Bøger af religiøst Indhold udgives alene for dette enkelte Sogn.

Skulde nu Gud ville bøie de theologiske Candidaters Hjerter saa at der kunde melde sig flere Finne-Examens Candidater, end der behøves til de faa, saa kaldte, egentlige Finnekald, saa tør man vist nok haabe af vor kristeligsindede Kirkestyrelse, at den vilde anse denne Examen som et meget afgjørende Moment ved Indstillingen af alle de Kald, hvor der ere Finner, som endnu ikke ere ganske fornorskede; et saadant Hensyn kan dog visseligen ikke andet end være overensstemmende ikke blot med Billighedens men ogsaa med Retfærdighedens Fordringer. En saadan Examen i Forening med almindelig Dygtighed synes at maatte give fortrinlig Adgang til Befordring i Distrikter, hvor den erhvervede Sprogkundskab under alle Omstændigheder er nyttig, for ikke at sige nødvendig, naar der skal være Tale om Muligheden af Sjælesorg for hvert enkelt Medlem af Menigheden (39). Man behøver jo blot at se hen til hvad Candidat Friis, Side 128 og 129, siger om Finnerne i Ofoten.

39) I Anledning af disse Sprogforholde paa Rigsgrændsen henviser jeg til en saare vel skrevet og fuldkommen beføiet Opsats af Candidat Friis i Tillæg til Morgenbladet No. 55 1860. Ligeledes henvises til trende Opsatser i Christiania-Posten 1859 No. 288 og fl. med Overskrift: om de kirkelige Forholde i den nordlige Del af Tromsø Stift og om den kgl. Resolution af 4de Juli 1859; samt til tvende Opsatser i Christianiaposten 1860, No. 165, 15 Juni (40). Havde det ikke overskredet Grændserne af det for min Dagbok bestemte Omfang havde jeg maaske optaget dem alle in extensio.

40) optaget af Tromsø Tidende.