Dagbog over mine Missionsreiser i Finmarken
af Nils Vibe Stockfleth
Christiania : Tønsberg, 1860

1836

Den 30te Januar reiste jeg alene til Tinget i Polmak, hvorefter jeg reiste om dels til Elvefinner dels til Fjeldfinner. Paa denne Reise var jeg to Gange nær ved at drukne paa Tana-Elven, dog den, som Gud vil bevare, er uden Fare. Ved tilbagekomsten fra disse Reiser tilbragte vi atter et Par Maaneder i Bonakas blandt Elvefinnerne, og flyttede med Mai Maaneds Begyndelse igjen til Guldholmen. Fredag 20de Mai reiste jeg alene til Lebesby, efterat jeg i en hel Uge havde maattet vente før Veiret paa nogensomhelst Maade vilde tillade at lægge ud. Jeg forlod igjen Lebesby den 1ste Juni, men blev dreven tilbage af Modvind; Dagen efter forsøgte jeg at atter, men kom kuns en Mil, og blev her liggende, dog var Stedet beboet, og da de nærmest omkring Beboende havde kjendt mit Flag, stimlede de til, og jeg holdt for dem en fuldstændig Gudstjeneste. Lørdag den 4de Juni kom jeg til Hopseidet. Her mødte jeg min Kone tilligemed hendes Veninde og de to Finner, jeg vilde have med mig til Christiania. Tilladelsen til at medbringe tvende unge Finnepiger benyttede jeg ikke, thi baade min Kone og jeg fandt Betænkeligheder derved, som vi ikke vovede at overse. Jeg vilde nu anden Gang i Baad befare den hele Søkyst ned til det Trondhjemske, for underveis at kunne gjæste Finnerne. Jeg havde naturligvis overalt sagt Farvel til Menighederne. Søndag den 5te Juni holdt jeg Gudstjeneste paa Hopseidet, og Tirsdag Morgen den 7de Juni forlode vi Østfinmarken, denne Gang uden at blive hilsede af Hvalen.

Under dette Ophold i Finmarken foretog min Kone ikke fuldt saa mange Reiser, som under vort første og tredie Ophold der, da vi af flere Aarsager ønskede at have fast Husholdning i Tanen, og af den Grund var Jomfru Bs. Tilbud at følge os til Finmarken saa meget kjærkomnere.

Dagen efter reiste jeg til Havøsund, og derfra, i Selskab med Provst Aall, der ligeledes havde lagt sig efter Finnernes Sprog, først til Kvalsund Kapel og saa til Talvig, hvorfra Aall vendte tilbage til Hammerfest. Den 23de kom vi i en særdeles beleilig Tid til Skjærvø, thi her var der Ting, og mange af Sognets Finner vare her forsamlede. Den 5te Juli kom vi til Trondenæs Seminarium, og den 11te Juli til Selsevig Handelsted paa Selsøen. Her herskede stor Virksomhed, da en stor Forsamling af Mennesker var sysselsat med Delingen eller Bytningen af den fra Lofoten hjembragte Tørfisk, og her laa derfor en Mængde Jægter. Den 12te kom vi til Dønnæs; jeg modtog her Breve fra Sognepræsterne i Vefsen og Ranen, Finnerne vedkommende. Min Kone med Følge blev igjen hos de gjæstfrie Beboere af Dønnæs, imedens jeg reiste til Vefsens Præstegaard og derfra red til den romantisk skjønne Hatfjelddal, for der i nogle Dage at afholde geistlige Forretninger for de til Kapellet søgende Fjeldfinner; den her herskende Dialekt var den svensk-lappiske. Hatfjelddalen er nu blevet et eget Sognekald. Herfra red jeg ned til Hæmnes i Ranen, hvor jeg havde Sammenkomster med de herværende omvankende Finner, og kom derfra til Dønnæs; herfra fortsatte jeg Reisen. Uagtet et overmaade stærkt Uveir af Storm og Regn endte dog vor Baadreise lykkeligen, idet vi ved Nattetide landede ved Namsos, hvor vi ogsaa denne Gang paa det venligste bleve modtagne. Mindre heldige vare tvende andre og større Baade, som strandede, dog gik intet Menneskeliv tabt. Dagen efter fortsattes Reisen over Land til Trondhjem, som vi efter nogle faa Dage igjen forlode Onsdag Eftermiddag den 7de September. Paa Reisen gjennem Beitstadens Præstegjeld blev min Kone med Følge tilbage hos den der boende Præstefamilie, Beslægtede af mig, medens jeg paa nogle Dage red op til Snaasens Præstegaard, for om muligt at træffe paa en eller anden af de her vankende Finner, hvilket ogsaa lykkedes. Dialekten var her den svensk-lappiske.

Den 25de September indtraf vi paa ny i Christiania.

Den 20de Januar 1839 indgav jeg atter en underdanigst Ansøgning (12) til Hans Majestæt Kongen. Gjenstanden for denne min Ansøgning var: Afsked fra Lebesby Præstekald og en otteaarig fast Løn for, fri og uhindret af et særskilt Kalds Pligter, at kunne af alle Sjæls og Legems Kræfter og, forsaavidt det stod til mig, og Gud vilde give Liv, Styrke og Velsignelse, at virke for det finske Folks Vel i det Hele, og for, at det Paabegyndte kunde vorde fortsat, det Forberedede snarest muligen fuldendt, og hvad der hidtil var skeet bære sin Frugt, saavel nu som i de kommende Dage. Disse otte Aar skulde deles imellem Ophold i Christiania og Reiser i Finmarken. Reisen fra Christiania skulde ske landværts over Stockholm og gjennem de svenske Lapmarker, dels for nærmere at blive bekjendt med den Dialekt af Sproget, som der tales og som tales af vore Finner i Nordlandene og i Trondhjems Stift, og dels for at blive bekjendt med det svensk-lappiske Undervisningsvæsen, samt med den Forbindelse, der finder Sted mellem Norge og de svenske Lapmarker; ligeledes ønskede jeg at foretage Reiser i det Russiske Storfyrstedømme Finland, dels i philologisk Henseende og dels for at lære at kjende Kvænerne i deres Fædreneland. Fra den Dag jeg forlod Christiania skulde jeg i fire Aar uafbrudt føre et omvankende Liv, - om Sommeren tilvands langs Havkysten og langs Fjordene; om Vinteren med Ren i det Indre af Landet, - fra Nordkap og Nordkyn, saa langt Syd efter som der findes Finner, Lapper og Kvæner, og saa langt mod Øst paa russisk Territorium, som Omstændighederne vilde medføre.

Under dette Reiseliv vilde jeg fortsætte mit Sprogstudium, gjøre Unge og Gamle bekjendte med deres Skriftsprog, veilede Skolelærerne i samme og, i Forening med mine Brødre og Medarbeidere i Ordets Tjeneste i Finmarken, at overveie hvad der hensigtsmæssigst kunde fremme det tilsigtede Maal for Nutid og Fremtid.

Min Kone skulde ogsaa denne Gang følge med, saavel af Hensyn til den kvindelige Del af den finske Befolkning, som fordi jeg, ligesaalidt som de to forrige Gange, uden hendes Ledsagelse vilde have kunnet vedligeholde mine Sjæls- og Legemskræfter usvækkede.

Efter Tilbagekomsten til Christiania vilde jeg fortsætte de skriftlige Arbeider og give Veiledning i begge de omtalte Sprog.

En saadan Ansøgning havde jeg ikke vovet at indgive, naar jeg ikke som Anbefaling for samme, havde turdet og kunnet paaberaabe mig, at Ansøgningen var grundet paa Ønske af Præsteskabet i Finmarken, og at der følgeligen saa meget mindre var at befrygte nogensomhelst Forvikling eller Forvirring af en saadan Ansættelse.

Under 11te Septbr 1839 behagede det Hans Majestæt naadigst at resolvere:

1. At Sognepræst Stockfleth meddeles i Naade Afsked fra Lebesby Kald;
2. at der naadigst tilstaaes Sognepræst Stockfleth en aarlig Understøttelse i otte Aar fra 1ste Decbr. 1838 af, for fremdeles at fortsætte sin Virksomhed til Bearbeidelsen af det finske Sprog, og i det Hele til Finnernes kristelige Oplysning og Dannelse, og under sin Omreisen i Finmarken tillige at bistaa ved Udførelsen af geistlige Forretninger efter vedkommende Biskops nærmere Bestemmelse, og forsaavidt det maatte kunne ske uden Skade for hans Reises Hovedformaal;
3. Et Uddrag af nærværende naadigste Resolution tilstilles saavel vedkommende Autoriteter i Sverige, som, gjennom Udenrigsministeren, den keiserlige russiske Regjering."

Forinden jeg forlod Christiania modtog jeg en paa Fransk affattet Skrivelse, der i Oversættelse lyder saaledes:

"Copie af en Note fra Grev Nesselrode til Baron Palmstjerna af 29 Decbr. 1839.

I Overensstemmelse med Hr. Baron Palmstjernas Ønske i en Note af 3/7 Octbr. sidstleden har Undertegnede ikke undladet at anmode vedkommende Autoritet, i Tilfælde af, at det maatte behøves, at bevilge Understøttelse og Beskyttelse for den norske Præst Stockfleth, der, ifølge Ordre fra sin Regjering, bereder sig til en Reise til Finmarken, for der at fortsætte sine videnskabelige Undersøgelser og sine Bestræbelser for at undervise dette Folk i den christelige Religion, vel at forstaa de Lapper - Finner - som bo i de Egne, der ikke ere underlagte Ruslands Herredømme. Missionen at udbrede Christendommens Lys iblandt Lapper - Finner -, boende inden Grændserne af Keiserdømmet, er, ifølge en Bestemmelse i Loven, udelukkende forbeholdt den herskende Kirke.

Undertegnede er bleven underrettet om, at Synoden, under denne Betingelse, ingen Indvending har fundet at gjøre i Anledning af Stockfleths Reise i Lapmarken, og at vedkommende Autoritet i Finland allerede har anmodet Gouverneuren i Uleaborg om at lette St. Midlerne til at fortsætte sine videnskabelige Undersøgelser, og har han tillige overgivet ham en aaben Ordre som St. kan benytte, naar han begiver sig til Rusland.

Undertegnede gjør sig en Fornøielse af at meddele Ministeren for Sverige og Norge saa overensstemmende med Ønsket etc. etc."

Finnerne havde ytret sin Glæde over, at den Tid nu nærmede sig, at de skulde erholde Lærebøger og den hellige Skrift i deres eget Tungemaal.

Jeg blev nu ogsaa mere og mere overbevist om Rigtigheden af det af mig valgte Alphabeth.. De dansk-norske Missionærer havde benyttet havde benyttet det danske Alphabeth, de svenske et ganske andet, Ungareren Sajnovies havde foreslaaet et tredie. For imidlertid at iagttage den størst mulige Forsigtighed og for at prøve mit Alphabeths praktiske Brugbarhed, medens det endnu var Tid til at foretage en mulig tilraadelig Forandring, lod jeg 1835 i Christiania trykke et Blad med disse nye Bogstavtegn og nogle Læsestykker med samme, hvoraf jeg lod trykke 150 Exemplarer. Jeg havde da den Tilfredsstillelse at overbevise mig om Alphabethets Hensigtsmæssighed og tillige om den Lethed, med hvilken Folket tilegnede sig samme.

Efterat de tvende anden Gang medbragte Finner havde modtaget et Aar fortsat Undervisning, lod jeg dem vende tilbage tilbage til Finmarken. Den yngste af disse skulde ansættes som Lærer ved Kobberværket i Kaafjord i Alten-Talvigs Præstegjeld i Vestfinmarken for Værkets finske og kvænske Børn. Paa Værkets Bekostning foretog han nu en Reise gjennem Finland til Stockholm, for at blive bekjendt med Børneskolerne. Underrettet om det unge Menneskes Ankomst til Stockholm, og at kunne udvide hans Reiseplan, gav Hans Majestæt Kongen ham en Pengesum og benaadede ham derhos med et Par Medailler. Sin trohjertige Taknemmelighed ytrede den unge Fin i nogle Linier, som bleve overleverede og tolkede for Hans Majestæt.

Min Eftermand i Vadsø Kald, Holst, lagde sig ved sin Ankomst i Aaret 1829, som allerede anført, efter Finnernes Sprog, saa at jeg har kunnet sende ham mine Oversættelser til Bedømmelse. Med broderlig Forekommenhed imødekom mig ogsaa Provst Rode, som i 1826 ansattes som Sognepræst til Alten-Talvig; ikke mindre hans Eftermand Sognepræst Fleischer, der udførte geistlige Forretninger i Finnernes Sprog. Provst Aall i Hammerfest var ligeledes en varm Ven af Finnerne og deres Sprog; ligesaa Præsten Holst's Eftermand i Vadsø, Provst Fritzner. Uafhængige af hverandre i vore Anskuelser og samstemmende i den ubetingede Nødvendighed af Finnernes Undervisning i deres Modersmaal, ere vi alle ledede til af en paa egen umiddelbar Erfaring bygget Kundskab til Folket og til dets Tarv. Ogsaa søndenfor det egentlige Finmarken herskede samme Overbevisning med Hensyn til finnernes Sprog.

For at Lebesby Kald ikke skulde lide ved mine hyppige og lange Fraværelser, erholdt jeg under 8de Novbr. 1836 paa min Ansøgning beskikket en theologisk Candidat, foreløbig under Navn af personel Kapellan, men dog som selvstændig Sognepræst at fungere i Lebesby Præstekald.

I Finmarkens og tildels i det Nordlige af Nordlandenes Amt vare da omkring 4000 Kvæner (Finlændere) bosatte; af disse ere de fleste indvandrede, og ikkuns faa af dem forstaa Norsk. Paa Grund af disses Antal, blev det ogsaa en Nødvendighed for Præsterne, at antage sig dem og deres Sprog. Hvad dette Folk angaar, henviser jeg til Afsnittet: Kvænerne i Norge. Det Slægtskab, der finder Sted mellem det finske og kvænske Sprog gjorde Studiet at dette sidste nødvendigt, navnligen med Hensyn til det Finske Sprogs litterære Bearbeidelse. Den Kundskab, som jeg i Finmarken havde kunnet erhverve, var ingenlunde tilstrækkelig. I Begyndelsen af Aaret 1838 ansøgte og erholdt jeg Tilladelse og Understøttelse til en sprogvidenskabelig Reise til Storfyrstendømmet Finland, hvilken Reise jeg tiltraadte i Juni Maaned. Reisen gik over Gothenborg og derfra gjennem Gøtha-Kanalen til Stockholm. Jeg havde den Lykke at erholde Audience hos Hans Majestæt Kong Carl Johan, som i de naadigste Udtryk bevidnede sin høie Tilfedshed med hvad der var foretaget og foraanstaltet for Hans Majestæts Undersaattere i Finmarken. Det behagede da Hans Majestæt naadigst at udnævne mig til geistligt Medlem af Nordstjerne-Ordenen.

I Stockholm opholdt jeg mig i 14 Dage; men i Bibliothekerne gjorde jeg intet videre Udbytte med Hensyn til Finnernes Historrie.

Fra Stockholm gik Reisen med Dampskib til Helsingfors, til Professor Becker, som havde skrevet den bedste af de daværende finske Grammatiker i det kvænske (finlandske) Sprog. Jeg var saa heldig i Helsingfors at træffe Hofraad Sjøgren, som nu var paa Tilbagereisen til Petersborg, fra en Reise i de kaukasiske Egne, for at undersøge hvor langt paa disse Kanter de finniske Mundarter strække sig. Sjøgren viste den største Interesse for mine Arbeider i det finske (lappiske) Sprog, og ytrede sin store Tilfredshed med mit Alphabeth. I sex Uger opholdt jeg mig i det smukke og livlige Helsingfors, der tillige er et Badested, som meget besøges af rige russiske adelige Familier. Fra Helsingfors reiste jeg til Bjørneborg, ledsaget af en ung studerende Finlænder; han fulgte mig til Norge, og var hos mig ¾ Aar, for at jeg kunde øve mig i Kvænsk. - Ligeledes havde jeg, ogsaa for Sprogets Skyld, antaget en kvænsk Tjenestegut, som siden kom til mig i Christiania, men reiste igjen efter et halvt Aars Ophold. - Med et Dampskib reiste vi til Åbo, der i sin Tid var Hoved- og Universitetsstaden; men en Ildebrand ødelagde den, Helsingfors var dog nok efterhaanden blevet hvad den nu er, om end ingen Ildebrand havde givet den nærmeste Anledning. - At Helsingfors ligger Petersborg nærmere, var allerede en vigtig Bevæggrund til at forlægge Universitetet fra Åbo til Helsingfors, der dog ogsaa i andre Henseender var at foretrække. Fra Åbo reiste vi over Land til Bjørneborg; her boede den i den finlandske Literatur bekjendte Doctor theologiæ og Sognepræst Renwall; han havde skrevet et finlandsk Lexicon. Efter 14 Dages Ophold i Bjørneborg, gjorde jeg en Reise i det Indre af Landet, tog derfra til Bjørneborg, men opholdt [mig] nu kuns nogle Dage der og reiste saa over Land til Åbo; derfra med Dampskib til Stockholm. Her opholdt jeg mig lidt over en Uge, og reiste saa til Christiania over Kongsvinger.

Min Ankomst til Finland, min Interesse for og Anerkjendelse af dets Litteratur, og at jeg entog mig Finlænderne i Norge m. m. gjorde et gunstigt Indtryk. Alle uden Undtagelse forstode og talede Kvænernes Sprog, uagtet Svensk er det sædvanlige Omgangssprog iblandt de Dannelse, navnlig ved Kysterne; i det Indre af Landet tales saagodtsom blot Kvænsk. Begge disse to Sprog benyttes vexelvis i Kirkerne langs Kysterne af den botniske og finske Bugt, saavel i Helsingfors som i de øvrige Byer. - I det Indre af Landet forrettes Gudstjenesten ikkuns paa Kvænsk. Kirkelige Love udgives paa Svensk og Kvænsk. Undervisningssproget i de lærde Skoler og Universitets-Sproget, er svensk. Af Finlands 1,500,000 Indbyggere ere 40,000 Svenske.

Efter min Tilbagekomst til Christiania fra Finland fortsatte jeg igjen med at give Veiledning i Finsk og Kvænsk og paabegyndte Udgivelsen af finske Bøger. Og vil jeg her med det Samme opgive, samtlige af mig udgivne Bøger: I 1837: Stave- og Læsetabelle; Abc og Læsebog; (de to Evangelister Mathæus og Markus, disse to i et lidet foreløbigt Oplag, som siden blev afløst af en fuldstændig Oversættelse af det nye [Testamente]). I Aaret 1839: en finsk Grammatik, første Del, indeholdende Lyd- og Formlæren, med en Tabel til at oplyse Orddannelsen, ogsaa blot et foreløbigt Oplag, som er udsolgt, og afløst af en fuldstændig finsk Grammatik af Candidat J. A. Friis. I 1840: En Bibelhistorie, indeholdende et Uddrag af de fem Mosebøger, fortalt med Bibelens egne Ord, samt 20 af Davids Psalmer; Andagtsbog for Menigmand, af Pastor Wexels; Edens Forklaring paa Finsk og Kvænsk; Den lille Alterbog; Andresens lille Afholdsbog. Efter min tredie Reise til Finmarken: I 1849. Pontoppidans Forklaring (13). I 1850: Det hele nye Testamente. Efter min fjerde Reise til Finmarken: I 1852: Norsk lappisk Ordbog, stor Octav 892 Sider. I 1854: Luthers Passions-Prædikener; Davids Psalmer; Bibelhistorie, af Wexels, med norsk Text ved Siden af den finske. I 1857: Luthers Postille. I 1858 sendte jeg Kandidat Friis til Afbenyttelse et lappisk-norsk Lexicon i Manuskript. Foruden ovennævnte finske Bøger ere i Trykken udgivne Finmarken vedkommende: I 1848: Bidrag til Kundskab om Finnerne i Kongeriget Norge; Bidrag til Kundskab om Kvænerne [;] Sendebrev til nogle Medlemmer af 12te Storthing om de finske Sprogforholde i Finmarken. I 1851; yderligere Bidrag til Kundskab om de finske Sprogforholde i Finmarkens og Nordlandenes Amter.

Betræffende Uddraget af de fem Mosebøger modtog jeg en af N. Brandram paa det engelske Bibelselskabs Vegne udfærdiget Skrivelse til mig af 5te October 1852 med følgende Bedømmelse. Jeg havde nemlig givet en Fortegnelse over Uddragets Indhold:

"Endskjønt jeg ikke er overbevist om den absolute Nødvendlighed af et saadant forberedende Værk, har Planen meget til dens Anbefaling; saavidt jeg kan skjønne, maa jeg sige, at jeg skulde synes godt om at se den udført. Et saadant Værk vilde blive nyttigt for Mange foruden Finnerne. Jeg skal skal henlede Traktatselskabets Opmærksomhed herpaa, eller, om De hellere saa vil, vort Selskabs for kristelig Kundskabers Udbredelse blandt Folket. Det skulde blive nyttigt at faa det udgivet paa Engelsk".

I sin Anmeldelse i Tidsskriftet Nor af min Grammatik nævner Hr. Professor Holmboe min finske Grammatik, som "et saavel for vor Literatur, som for Sprogstudierne i Almindelighed vigtigt Værk;" og tilføiede, at "Sproggrandskeren erkjender heri en lettet Adgang til at udvide sit Kjendskab til Menneskeaandens mest umiddelbare Virksomhed".

Professor Rask's Dom over Sproget er allerede omtalt.

Central-Committeen for det norske Bibelselskab havde sendt et Exemplar af min finske Oversættelse af det nye Testamente til Professor Castrén, og erholdt fra ham følgende Bedømmelse deraf:

"Härjemte tager jag mig friheten, att lyckönska Committén till utgifvandet af detta arbete, som redan derigjenom äger ett högt [wärde], att den utgör den första fulständiga öfversättning af nya testamentet på Finmarkdialekten öfversättad. Af intresse för arbetet har jag bemödat mig om att med kritisk öga granska den samma och derved öfvertygat mig om dess store förtjänester. Att ej tala om öfwersättningens trohet och samwettsgranhet, har jag såsom språkforskare fågnat mig öfver den enkla stilen och klara period-bygnaden, öfver språkets Renhet, den korrekta orthographien och många andra förtjenster, som uttmärka detta arbete framför andra lappska skrifter. Måtte Committén äfven få det gamla testaments skrifter uttgifna i en lika utmärkt öfversättning.

Helsingfors 1ste April 1851.
M. A. Castrén".

12) Depart. Tid. 1839 No 40.

13 Jeg kan ikke underskrive Forkastelsesdommen over den kateketiske Fremstillingsmaade hos Pontoppidan. Ved at indklædes i denne Form bliver Stoffet ingenlunde sønderstykket, saa et de forkjellige Momenters Sammenhæng fremtræder mindre klart og det Hele taber i Anskuelighed; denne kateketiske Form gjør tvertimod de kristelige Troes Sandheder mere anskuelige, da disse blive opløste ikke i usammenhengende Stykker, men i engt sammenhørende Momenter. Barnet fatter allerbedst Sandheden, naar de saaledes momentvis fremstilles. Den kateketike Form gjør Undervisningen lettere og livligere og lægger mere Beslag paa Barnets Opmærksomhed, end den foredragende. Det var ingen Bog Finnerne derfor modtoge med større Glæde, og de bare den paa sig, hvor de færdedes. "Nu kunne vi da rigtigen se, hvad vi skulle tro og hvad vi skulle gjøre", udbrøde de som oftest.