Dagbog over mine Missionsreiser i Finmarken
af Nils Vibe Stockfleth
Christiania : Tønsberg, 1860

1834.

Den 29de Januar reiste vi alle til Polmak-Ting. Efter dette vilde jeg reise om iblandt Karasjok Fjeldfinner, men min Kone og hendes Veninde reiste tilbage til Guldholmen. Den 6te Febr. om Eftermiddagen forlod jeg Polmak og kom den Dag kuns to Mile. Om Morgenen efter tildelte jeg en gammel Kone Sakramentet, en Mil derfra havde jeg samme Forretning, og ligesaa en Mil længere frem, hvor en 80aarig Elvefin blev meddelt. Dagen efter kom jeg over Utsjokfjeldet, sex Mile. Efter Morgenandagten maatte jeg fortsætte Reisen, skjønt det var Søndag. Om Aftenen blev et større Reisetelt opført, da der vare flere reisende Finner, saa jeg saavel til Morgen- som Aftenandagten havde en lille Menighed. Mandag Morgen skiltes man ad, og jeg blev alene igjen med den Fin, som skydsede mig til sin Husbonds Telt; dette naaede vi ogsaa om Aftenen; paa den sidste Mil var det imidlertid saa mørkt og et saadant Snefald, at kuns en Fjeldfin kunde finde frem. Den Mand, til hvis Telt jeg nu kom, var bleven tilbage i Polmak paa Grund af tilsagt Skyds. Hans Kone var en Datter af Fjeldfinne-Magnaten Per Banner. Hun og flere spurgte mig, med hvor meget jeg havde maattet ære Kongen, førend baade jeg og de tre Finner kunde tilstedes at se og tale med ham Ansigt til Ansigt. Den Mening var meget almindelig, at man maatte frembære en Æresgave, førend man fik ham at se Ansigt til Ansigt. Jeg kunde nu overalt fortælle, at "Fader-Kongen" endog havde foræret de tre Finner hver to Medailler til Erindring om sig.

Min Tilbagekomst til Finmarken og at alle tre Finner friske og lykkelige vare komne hjem igjen, vakte aldmindelig Glæde, og ikke mindst disses Fortællinger om den gode Modtagelse, de havde nydt hos Kongen og Kongens Mænd.

For at komme til Karasjoks Fjeldfinner maatte jeg reise til Karasjok Kirkested; hertil kom jeg den 12te Febr. og bestemte mig til at blive her Søndagen over. Alle paa Kirkestedet Boende kom uden Undtagelse i Kirken, de Ældste og de Yngste, Syge saavelsom Friske; Mødrene toge deres diende Børn med sig; i henimod to Timer var Stedet som uddød. Under Gudstjenesten kom en Fjeldfin reisende til Stedet, forundret over den Dødens Stilhed, som der herskede. Men end mere forbauset og forfærdet blev han, da han ikke i et eneste Hus fandt nogen levende Skabning. Idet han nu staar og ser sig om, forekom det ham pludseligen, som om han hørte en Sang lyde fra Kirken. Han studsede i nogle Øieblikke, men nu løb han til Kirken og gik ind; han saa da mig staa for Alteret, men erfarede nu til sin store Sorg, at det var Beslutnings-Salmen, som istemtes.

Mandag Morgen forlod jeg Karasjok og kom silde om Aftenen til Skolemesterens Telt. Han var ikke hjemme og havde allerede i fire Uger været fraværende paa Reiser i Fjeldbyerne, ikke for at læse men for at søge efter savnede Ren. Konen modtog mig paa det hjerteligste. Orden og Renlighed herskede saavel udenfor som indenfor Teltet. En halvvoxen Datter beordredes til at holde Hundene i en respektfuld Afstand fra mig. Hendes Mand var en af de tre Mænd, der havde deltaget i Mødet i Karasjok. Det fornøiede mig særdeles at se, at Skolemesterens Telt kunde afgive et følgeværdigt Mønster paa Orden og Renlighed. Som allerede anført, maa ogsaa Fruentimmerne deltage i denne Søgen efter Ren. Den Mand, som jeg nu skulde til, var den Fin som Søndag Formiddag var kommen til Karasjok. Han vendte nu tilbage til sit Hjem og kom for at tage mig med. Ogsaa i dette Telt herskede samme Ordens og Renlighedens Aand, som hos Skolemesteren. En ganske modsat Aand herskede desto værre i Lendsmandens Telt, som jeg nu kom til. End mere forskrækkedes jeg ved her at se to Familier sammenstuvede i et Telt, [som] ingenlunde hørte til de større. Her vare flere Telte, og i alle disse var der langt større Orden og Pyntelighed. Morgenen efter min Ankomst kom samtlige Finner og bade mig blive hos dem Søndagen over, som jeg med Fornøielse lovede. Fredag brøde samtlige Renbyer op, for at flytte en Mil længere bort, i en udmærket smuk og skovrig Egn, ved Bredden af en skovomkrandset Indsø. Efter Ankomsten til den nye Leirplads udsøgte Enhver Stedet for sit Telt, hvilke alle bleve anbragte paa en Bakke; det varede ikke længe førend Ilden lyste ud igjennem fire Telte. Klokken var da allerede 10 om Aftenen. Aftenen og Natten var overordentlig skjøn, en Himmel saa ren og klar, et skjønt herligt Maanelys, som stundom tabte sit lysende Skin naar disse pragtfulde, glimrende Nordlys fore hen over Himmelen; der herskede ingen Blæst, men en hellig Stilhed lyste sin Fred, der ikke blev forstyrret af Finnernes travle, men fredelige Virksomhed, hvoraf Skoven i de nærmeste Omgivelser gjenlød. Den hvide Sne i den dunkle Skov, de mange Hundreder af Ren, som saaes muntre, lette, svævende og lydløse at løbe om mellem Træerne, Alt bidrog til at gjøre et høist eget og beghageligt Indtryk. Fra Himmelen kunde jeg vende Blikket og Tanken ned til Jorden og fra Jorden igjen op til Himlen; kuns i et Telt var der en skjærende Disharmoni mellem Himmel og Jord; i de øvrige ikke.

Dagen efter, Løverdag, var det en almindelig Slagterdag, og man saa paa engang otte Slagtere i fuld Virksomhed, som sædvanlig under Accompagnement af munter Tale, men der hørtes ingen Raahed, endnu mindre Eder. Kjød er saagodtsom den eneste Føde for Fjeldfinnen om Vinteren; i al Fald er det hans kjæreste Føde. Hertil i Almindelighed: Frosset Renmelk blandet med Krækebær, Ost og Glokager af Rugmel og af og til lidt Spegelax. Til en middelmaadig Husholdning slagtes aarlig omkring 40 voxne Rensdyr, samt 20 til andre Nødvendigheder. Den fattige Fjeldfin faar sjeldnere Kjødspiser. - Veiret var fremdeles smukt og lovede at blive det ogsaa den næste Dag. Den ene af Finnerne, som var omreisende Skoleholder havde i Forening med nogle Flere udsøgt et bekvemt og lunt Sted i Skoven til et Kirkested for Søndagens Gudstjeneste; den løse Sne blev bortskuffet og Riskvister udbredet til Gulv, samt et Gjærde opført rundt om, Alle toge Del i Arbeidet undtagen den Ene. Man havde sendt Bud til de nærmeste Fjeldbyer, og der indfandt sig 50 voxne Mennesker, af hvilke Nogle havde havt indtil 4 - fire - Mile at reise. Man samledes paa den i Skoven indhegnede Kirkeplads. Det gode Veir vedblev, og en fuldstændig Gudstjeneste blev afholdt. Skolemesteren var Klokker og Forsanger; Sangen gik som den kunde. Forsamlingen udviste en i Sandhed rørende Andagt, og Mændene sad hele Tiden med blottede Hoveder i en Kulde af 20° R. og derover.

Dagen efter skulde jeg fortsætte mine Omvandringer. Idet jeg iførte mig Reiseklæderne, kom samtlige Finner ud af Teltene, Voxne og Børn, og alle takkede mig for Nærværelsen og for Guds Ord, ønskende mig en lykkelig Reise og: "at Guds Sol maatte lyse for mig hvor jeg færdedes". Skolemesteren vilde følge mig paa Veien og siden møde mig hos sine Svigerforældre, som var det andet Telt jeg skulde til. Han kom nu kjørende i fuld Firspring frem mellem Træerne; jeg var heldigvis just kommet i Pulken, thi opskræmte og forviltrede af Hundenes uophørlige Gjøen, satte Renene i vild Gallop og i hvirvlende Snefok afsted med os ud over Bakken ned paa Søen og foraarsagede Paastødning af den ene Pulk mod den anden, da den kuns trækkes efter en Rem. Man sidder, som anført, paa Bunden af Pulken; naar man da paa nyfalden Sne, som nu var Tilfældet, da det havde sneet om Natten, og i Selskab med Flere kjører i Gallop, saa sidder man i en Sky af den af Renens brede Hover opkastede Sne. Jeg havde to Mile til nærmeste Telt. Jeg var ikke ganske uden Frygt for, der at træffe et Par mindre lykkelige Ægtefolk, thi da jeg viede dem fandt jeg, at Manden var betydelig ældre end Konen; men min Frygt var aldeles ugrundet, og de viste begge den hjerteligste Glæde over at se mig som deres Gjæst. Her vare fire Telte og flere tusinde Ren. Nogle Fjeldfinner fra andre Renbyer vare samme Dag komne for at søge efter Ren, og jeg havde saaledes Held med mig ved at træffe saa mange Mennesker samlede. Da nu Teltet, i hvilket jeg opholdt mig, var stort og alt udenfor og inde i det vidnede om Renlighed, Orden og Velstand, saa var det en Selvfølge, at jeg befandt mig vel her.

Morgenen efter min Ankomst bad min Vært mig at gjøre Følge med ham og alle de øvrige Finner ud til Renbyen, som kuns var ¼ Mil fra Teltet, hvilken Indbydelse jeg naturligvis modtog, til største Tilfredshed og Fornøielse baade for min Vært og for alle de tilstedeværende Finner. Ogsaa her var Egnen skovrig og tillige rig paa smaa vande. Nogle af de yngre Finner gik iforveien for at paabegynde Samlingen af Dyrene, da disse vare vidt adspredte. Min Vært, tvende af de ældre Finner og jeg havde opholdt os en halv Times Tid paa den bestemte Samlingsplads, og enkelte ren havde begyndt at lade sig se, da der paa engang kom Liv i de ældre Finner; de grebe til Skistokkene, satte Skierne paa Fødderne og skiede afsted, Renene imøde; de forsvandt for en Tid iblandt Træerne, og [nu] kom der ogsaa Liv iblandt Træerne, paa Fjeldene og paa vandene, kort, i den hele Egn. Fra de omliggende Fjelde og Høider hørtes nu uden Afbrydelse Lyden og Ekkoet af Hyrdernes Raaben og Hundenes Gjøen fra alle Kanter; engere og engere blev efterhaanden Kredsen, indenfor hvilken Dyrene bevægede sig; omsider vare nu alle samlede. Med Kinder blussende af Sundhed og af den stærke Bevægelse, saaes nu de yngre Finner med muntre og livlige Ansigter, at vandre inde iblandt Dyrene tilligemed de Ældre. Under Skjemt og Spøg beredede sig de Yngre til det Arbeide, for hvis Skyld Dyrene vare bleven samlede. Gjennemhedede og vaade af Sved afkastede de deres Pæsker og beholdt ikkuns den tynde Vadmels Kofte paa sig; denne [aabnede] de nu i Brystet saa meget som muligt for at Kulden, 20° og derover, - en svalende Kjølighed, som de kaldte den - kunde finde en uhindret, aaben Vei til det blottede Bryst og til at afkjøle det ophedede Blod, uden at tænke sig nogen Mulighed i derved, at blive forkjølede, hvilket de heller ikke bleve. De paa Sneen henkastede eller paa Træerne hængte Pæske fryse øieblikligen stive og danne da paa det mest skuffende Figurer og Former af menneskelige Legemer, af hvilke Hoved, Hænder og ben er afhuggede. Med en Slynge i Hænderne og med en Mængde Tømmer hængende over Skuldrene fordele Finnerne sig nu, de ældre saavel som de yngre, og vandre om iblandt Dyrene for at udse og fange dem, som ikke høre til disse Renbyer, og nu gjentage sig naturligvis alle forhen ved saadanne Leiligheder omtalte livlige og dels komiske Optrin og Kampe mellem Finnerne og Renene. Iblandt hundreder, ja iblandt tusinder af Dyr ser en Fjeldfin let, hvilke der ere hans og hvilke ikke, og i en utrolig lang Afstand skjælner han Mærkene i Renenes Øren; ikke mindre Færdighed besidder han i at bemærke de borteblevne Dyr af hans Hjord. Ere nu samtlige Dyr, som skulle fanges, blevne dette, saa bringes Hjorden tilbage til Betestedet. De stivfrosne Pæsker og Kofter tage nu Finnerne igjen paa deres af dette sidste Arbeide varme og ophedede Legemer, uden derved at blive forkjølede eller have nogensomhelst Ulempe.

Ikke langt fra Teltet var der en Bæk, hvorfra der blev hentet frisk Vand flere Gange om Dagen. Kjødet blev, førend det benyttedes, udvasket i friskt Vand mindst to Gange. Det Fad jeg spiste af, tillod man ikke nogen Anden at benytte, saa længe jeg var i Teltet. Jeg forblev her til Torsdag den 27de Febr., da jeg reiste til Skolemesterens Svigerforældre, hvor jeg igjen mødtes med ham. Ogsaa her stode fire Telte, ligsom her opholdt sig flere reisende Finner, iblandt hvilke nogle fra russisk Finland. Samme Dag jeg kom havde der været Gilde og lystigt Liv. Jeg kom en Dag forud for den, som Skolemesteren havde sagt at jeg vilde komme, og dette var mig kjært, da jeg derved erfarede det Maadehold, der ved dette Gilde dog havde fundet Sted. Efter min Ankomst blev der Intet drukket; i Naboteltene var man lidt mere høirøstet end sædvanligt, men inden et Par Timer var ogsaa her alt roligt og stille. Min Vært havde [en] ganske lille Rus og var i et prægtigt Humør, og Skolemesteren var heller ikke ganske fri; men efter en halv Time vare begge aldeles ædrue. Ingen af Fruentimmerne havde smagt Spirituosa. Man tolkede sin store Fornøielse og Tak fordi jeg kom til dem; ogsaa her vare Teltene rummelige og ordentlige, og Hundene holdtes i den strængeste Ave. En Broder af min Værtinde var noget beskjænket, og var derfor bleven vist ud, tilligemed et Par Andre. Da jeg erfarede dette, lod jeg dem øieblikligen kalde ind igjen, thi der var en forfærdelig Kulde den Aften; de forholdt sig aldeles tause og stille, og efter en ganske kort Tid var deres Beruselse forsvundet.

Min Vært og Værtinde overlode mig Høisædet. Svigersønnen sad øverst paa den anden Side af Teltet og forestod Madlavningen og Anretningen; han sad følgeligen paa Knæ foran den kogende Kjødgryde. Han opbød nu alt for at underholde baade mig og de øvrige fremmede Gjæster, kuns nu og da for nogle Øieblikke afbrydende sin Underholdning naar han, efterat have med en Slev skummet Fedtet af den kogende Gryde, igjen maatte blæse Fedtet fra Sleven over i en anden Skaal, saaledes som allerede før omtalt. Bestandig snakkende forvexlede han stundom Personerne og talede til sine Landsmænd paa Norsk om lærde Materier, og til mig talede han paa Finsk om finske Anliggender. Jeg havde som sædvanlig min Sprogdagbog i Haanden og skrev; Skolemesteren forklarede omstændeligen hvad og hvorfor jeg skrev. Tilsidst saa min Vært hen til mig med et godmodigt, uvist og spørgende Blik og sagde: kjære Præst! du maa ikke skrive noget Ondt om Finnerne! Nei sandeligen gjør jeg ikke, var mit Svar, og lagde strax Dagbogen og Blyanten tilside.

Fruentimmerne vare her sysselsatte med at istandsætte deres Pynt, i hvilken de agtede at vise sig paa det forestaaende Ting i Karasjok, hvorhen de skulde reise Dagen efter. Alle, som kunde være fraværende fra Hjorden, reiste til Tinget; ogsaa de fremmede Gjæster vendte did tilbage. Den følgende Dag, Løverdag, blev det saa stormende, at man frygtede for at Teltene skulde blæse overende; man reiste derfor saa mange Træer op mod Teltene, som disse kunde taale. Da Stormen ikke vedblev, men sagtnedes, saa bleve Teltene reddede. Uagtet det afholdende Ting hidkom dog 20 tilreisende Finner, iblandt disse nogle fra Enjager, for at høre en finsk Gudstjeneste, da det var bleven bekjendt, at jeg reiste om iblandt Fjeldbyerne. Mandag reiste jeg videre; Fredag Aften kom jeg til Enjager Kirkested, og haabede her at træffe Præsten, som da tillige var Præst i Utsjok; han havde allerede i to Dage været ventet søndenfra, hvorhen han var reist for at holde Bryllup. Søndag Formiddag læste Klokkeren i Kirken af en kvænsk Postil; om Aftenen holdt jeg en finsk Gudstjeneste hos en af Indbyggerne. Da jeg ikke kunde vente længere efter Præsten, forlod jeg Mandag Morgen Enjager, og vedblev endnu 14 Dage med mine Omreiser iblandt Karasjok Fjeldfinner; den 22de Marts kom jeg tilbage til Guldholmen, efter syv Ugers Reise i Fjeldbyerne. Den sidste Dag havde jeg begyndt at føle mig mindre frisk, men forrettede desuagtet efter min Hjemkomst Gudstjeneste Palmesøndag: ligesaa Skjærtorsdag den 27de; men nu blev jeg saa syg, at jeg ikke kunde komme i Kirke igjen førend den 10de April. En Kamfermixtur, som min Kone lavede, gjorde mig særdeles godt og bidrog til min Helbredelse. Distriktslæger vidste man den Tid Intet af; min Kone førte [derfor et] ganske lidet Haandapothek med sig. Hele April sneede det saa stærkt, at flere Finnegammer sneede ind, og kunde ikke sees. Fredag den 2den Mai reiste jeg til Lebesby, og den 2den Juni tilbage til Guldholmen. 9de Juni saaes to Svaler; Gjøgen skal have ladet sig se, uden dog at lade sig høre.

Torsdag den 8de Juli, om Aftenen Klokken 10, reiste jeg til Lebesby; den 18de maatte jeg være tilbage til Guldholmen i Anledning af Bispevisitation. Som forrettende Provst fulgte jeg med Biskoppen paa hans Visitatsreiser i Provstiet. Lebesby Kirke i Østfinmarken og Kjelvigs og Havosunds Kirker i vestfinmarken, bleve den Sommer indviede. Efter Indvielsen af Havosunds Kirke kom jeg den 21de August tilbage til Lebesby, som jeg igjen forlod i September, og opholdt mig siden paa Guldholmen indtil den 30te Januar.