Dagbog over mine Missionsreiser i Finmarken
af Nils Vibe Stockfleth
Christiania : Tønsberg, 1860

1845

Onsdag Eftermiddag kom den af mig forrige Aar bestilte Kateket fra Arieplog Sogn til Kvickjok. Ved flittigen at arbeide, fik vi til den 10de Januar gjennemlæst det svensk-lappiske Ordregister i Lindahls og Øhrlings Lexicon; i mit Exemplar af dette Lexicon tilføiede jeg de Bemærkninger, som Præsten i Kvickjock og Kateketen fandt sig foranledigede til at gjøre.

Fredagen den 10de om Formiddagen forlod vi alle Kvickjock. I Naturskjønheder gaar Alten-Talvig og Karasjock i Vestfinmarken en høi Gang med Kvickjock. Mandag den 13de Januar forlode vi Jockmock og kom Fredag den 17de Januar til Arieplog Præstegaard, hvor vi ligeledes bleve modtagne med forekommende Gjæstfrihed.

Ingen Kirkeplads i hele Lapmarken kan være saa uregelmæssig bebygget som denne. Stuer, Stalde, Gammer og Boder danne et Kaos uden Gader, med Hjørnet af det ene Hus mod Væggen af det andet. Mærkeligt nok, at en saadan Samling af Bygninger i 200 Aar ikke har været nedbrændt, thi saalænge har Arieplog været bebygget. Stedet er saa overordentlig stenigt, at en regelmæssig Bygningsmade noget nær er en Umulighed. Bygningerne ere smaa og uanselige, se graa og uhyggelige ud, som Stenene, der ligge saaede rundt omkring, af hvilke nogle ere ligesaa store som Bygningerne. Kirken tager sig ret godt ud; Præstegaarden, skjønt noget lav, er en betydelig Bygning og ligger for sig selv.

Præsten i Arieplog maa, saavel Sommer som Vinter, gjøre yderst besværlige og flere Dages Fod- og Skivandringer, for at meddele døende og syge Lapper Religionens Trøst og Naademidlet. Under vort Ophold her kom en Søn af Præsten hjem efter at have viaticeret søndenfor. Naar man har tilendebragt sit Cursus ved Hernøsands Gymnasium, giver Consistoriet en Anbefaling og Anvisning, i hvilke Sogne Vedkommende kunne viaticere, som det heder. Efter Opgivende gives af hver Bonde 12 Sk. i Gjennemsnit, men Mange give ogsaa meget Mere, alt eftersom Viatikanten er mere eller mindre yndet. Han gaar om Hus for Hus, og har gjerne en Talsmand med sig. Sædvanligen benyttes Markeds-Tiden til Indsamling, da man træffer saavel Bønder som Ikkebønder paa Markedspladsene. Viatikanterne maa paa deres Vandringer jævnligen prædike. Søndagen afholdtes Gudstjeneste i begge Sprog i Kirken.

Iblandt de faa faste Beboere paa Kirkestedet var en høist mærkelig Syg. Han var Fjeldfin og havde lagt i 30 Aar og været blind 20 Aar. Krampe og Gigt tilsluttede strax i Begyndelsen af Sygdommen Munden og Tænderne, saa at et Par af disse maatte brækkes ud for at man kunde bringe ham Føden ind i Munden, men som han ikke kunde tygge, ikkuns svælge. Drikke maatte hældes ham i Munden igjennem den Aabning, de tvende udbrækkede Tænder havde frembragt. Ikke et Lem kunde han bevæge og ikke kunde han vende sig selv i Sengen, eller bevæge Fingre, Hænder eller Fødder. Tungen og Læberne vare de eneste af alle hans Lemmer, som han kunde bevæge og benytte; af og til har han Smærter. Han havde for nogen Tid siden mistet Hørselen og da udbrød han i klage og sagde: nu er jeg det ulykkeligste Menneske i Verden! efter nogen Tid fik han dog sin Hørelse igjen. Endnu efter 30 Aar erindrede han de Egnes beliggenhed, deres klimatiske og lokale Forholde indtil de mindste Enkeltheder, i hvilke han da vandrede; ligeledes de Ren, han den Gang havde og dem han nu har, deres Antal og Udseende; Dyrenes Afgang og Tilgang siges ham kun engang, og han erindrer Alt; ligeledes har han, indtil den sidste Skilling, Rede paa de Penge han har havt, har igjen og hvor de opbevares. Indtil for et Par Aar siden havde hans Børn opvartet ham, men eftersom disse bleve gifte gav han dem Udstyr; nu var det en ikkebeslægtet Finnepige, som tjente ham. Ikke gjerrig mod sin Familie, er han det mod sig selv. Han vil overmaade gjerne høre Nyt, hans Opvarterske maa derfor stedse ud og indhente Efterretninger. Jeg var flere Gange hos ham, ogsaa min Kone saa til ham. Vilde man derfor høre Nyt, behøvede man blot at gaa ind til Nils Ersen, saa er hans Navn. Uagtet han ikke kunde tale anderledes, end med sammenpressede Tænder, var Dialektforskjellen saa ubetydelig, at vi, efter et Par Minutters Samtale, meget godt forstode hinanden. "Du har vel ikke seet et saadant Menneske som jeg er, baade du og din Kone kan have godt af at se, hvad et Menneske kan lide", sagde han til mig. Han har flere Gange været syg og lagt uden Livstegn. Han forlanger regelmæssigen den hellige Nadvere, er Gud hengiven og i Regelen meget taalmodig. Og i en saadan Tilstand havde han da tilbragt 20-30 Aar!!

Den 19de Januar forlode vi Arieplog. Den 21de kom vi til Sorsele Præstegaard, hvor Præsten var en fød Fin. Han Slægt lige til hans Fader, havde været nomadiserende Finner paa Dovrefjeld. Væræger, saa kaldte han dem, havde været slemme mod Finnerne, frataget dem deres Dyr og tilsidst fordrevet dem.

En Mil fra Præstegaarden ligge Gaardene Stensrud, hvor der boede en rig og mægtig Bonde; fra disse Egne er megen Forbindelse over Fjeldet med Norge.

Den 23de om Aftenen kom vi til Præstegaarden i Lycksele, et af de største Pastorater i Lapmarken. I Markedstiden ere her flere tusinde Mennesker samlede; Omsætningen er af megen Betydenhed. Sognepræsten var tillige Inspecteur over de for privat Regning af det svenske Missions-Selskab oprettede Missions-Skoler, og hans Navn var Sundelin. Han var ligeledes overdraget at besørge en redigeret Udgave af den svensk-lappiske Oversættelse af det nye Testamente, i Forening med Præsten Grønlund i Friderike. Søndag den 26de holdt jeg norsk Skriftetale i Lyckseles vakre Kirke for de Svenske, der havde tegnet sig til Herrens Bord. Om Aftenen fulgte Sundelin med mig til Landsbyen Knasten, 1½ Mil, for at gjøre mig bekjendt med den derværende Missionsskole. Mandag Morgen Klokken syv blev der anstillet Examen saavel af Skolens Lærer, som af mig. Landsbyens Indvaanere, der selv havde bekostet Skolebygningen, vare tilstede og Examen viste i alle Henseender tilfredsstillende Resultat. Efter endt Examen blev jeg anmodet om at holde et Foredrag. I Knasten havde før hersket meget Drukkenskab, men nu ikke længere, takket være Missionsskolen og de ved samme ansatte Lærer.

Under mit Ophold i Lycksele kom en norsk Fjeldfin flygtende for Ulvene; i to Aar havde hans Datter modtaget Undervisning i en af de svensk-lappiske Missionsskoler; ogsaa andre norske Undersaatter havde nydt Godt af disse Skoler. Efterat have aftalt en gjensidig Brevvexling med Sundelin, forlode vi Lycksele. Ved Afreisen forærede han os en svensk Bredslæde, forfærdiget af en Præst. Torsdag den 30te reiste vi igjennem Landsbyen Badstutræsk, hvor der ligeledes var en Missionskole, som jeg besøgte.

Dagen efter kom vi til Stensele Præstegaard. Efterat Sognets Indbyggere havde ophørt med at brænde og drikke Brændevin brødføde de sig selv. Ogsaa her brænder man Skovene for at fordrive Lapperne. Onsdag den 5te kom vi til Vilhelmine Præstegaard. Kirken i Vilhelmine er maaske endnu smukkere end den i Lycksele, hvilket fortjener saa meget mere at bemærkes, da den er opført og malt af tvende Bønder.

Enstemmigen erkjendtes Nødvendigheden af, at der bliver sat en Grændse for Nybyggernes Nedsættelse og for Nomadernes uretmæssige og ukloge Fortrængsel, som de Fastboende engang ville komme til at fortryde. Løverdag den 8de kom vi til Aasele. Ogsaa her er Brændevinsdrikken i Aftagende. Tirsdag den 11te kom vi til Frederike Præstegaard, hvor Sognepræsten Grønlund, i Forening med Præsten Sundelin, arbeider paa en redigeret Oversættelse af det nye Testamente i den svensk-lappiske Dialekt. Begge indsendte de i 1847 et Andragende til Consistoriet i Hernøsand om Tilladelse til at optage det norsk-lappiske Alphabet, hvilket dog ikke blev bevilget.

Fredag den 14de Februar droge vi til Bjørna. Fra Jockmock af og til nærmeste Skifte ved Bjørna Præstegaard, havde vi ikke seet Brændevin paa noget Sted, ikke engang paa Gjæstgiverstederne. Men fra nu af saaes Brændevin i alle Huse, og med Brændevinet fulgte sammes sædvanlige Ledsagere: vederstyggelige Eder og Forbandelser, som vi ligeledes i omtalte Strækning havde været befriede fra at høre. Det lykkedes os ikke førend Søndag Eftermiddag den 16de Febr. at naa frem til Hernøsand, 20 Mile fra Frederike.

Consistoriet havde ganske nylig indsendt til Hans Majestæt en meget omfattende og en til Tidens Fordringer tillige mere overensstemmende Plan til forbedret Undervisnings-Methode for Sveriges lappiske Undersaattere.

Onsdag Eftermiddag den 19de Februar forlode vi Hernøsand. Uveir og stærkt Snefald foraarsagede, at vi ikke førend Tirsdag naaede frem til Gefle, 26 Mile fra Hernøsand. Først ved Gefle ophørte Svineriet med Snustobak, som Bønderne uden Undtagelse brugte, saavel yngre som ældre; forinden Skydsgutterne kunde spænde for, maatte Snusdaasen først fyldes; at ryge Tobak var ikke her saa almindeligt. Efter to Dages Ophold i Gefle fortsattes Reisen over Sæter, Hedemora, Philipstad og Carlstad til Kongsvinger og derfra til Christiania.

I April havde jeg den Lykke at blive tilstaaet naadigst Audients hos Hans Majestæt Kongen, som da opholdt sig i Christiania.

Den 8de April 1846 indgav jeg atter en underdanigst Ansøgning til Hans Majestæt Kongen, i hvilken jeg vist den ubetingede Nødvendighed af, at Præsterne for de finske Menigheder tilpligtedes at kjende sine Menigheders Sprog. Saalænge Staten ingen literære Midler havde at raade over, kunde der vistnok fra dens Side Intet forordnes i den Anledning. Men nu, efterat de af Staten bekostede Hjælpemidler ere tilstede og disse efterhaanden forøges, vilde Staten handle inconsekvent og komme i Modsigelse med sig selv, dersom den fra nu af ikke paalagde sine vordende Finmarks-Præster at benytte de af Staten forskaffede Hjælpemidler. En lignende Betingelse - Kundskab til Sproget - har i Sverige altid fundet Sted, omendskjøndt den finsk-lappiske Befolkning der ikke er halv saa stor som hos os. Ogsaa i de russiske Grændsedistrikter finde lignende Bestemmelser Sted.

Som Følge af denne Ansøgning, fik jeg en Skrivelse fra det kongelige Kirke-Departement af 26de Aug., i hvilken jeg opfordredes til at indsende underdanigst Forslag: 1, hvorledes Afholdelsen af offentlige Foredrag over det finske Sprogs Studium hensigtsmæssigen kunde iværksættes; 2, hvilke geistlige Embeder burde gjøre Fordring paa denne Sprogkundskab hos sine vordende Præster.

Med Hensyn til Foredraget bemærkede jeg, at blandt de theologiske Candidater, som havde lagt sig efter Sproget, havde [J.A. Friis] Candidat med bedste Karakter fra Aaret 1844, bestemt sig til udelukkende at studere dette og de med samme beslægtede kvænske og flere Sprog samt disse Folks Historie, Mythologi o. s. v. Naar Friis, som i 1845 begyndte disse Sprogstudier, endnu i to Aar fortsætter samme, og i 1849 tiltræder en Reise til Finmarken, svensk Lapmarken og det nordlige Finland, vil han have erhvervet sig den nødvendige theoretiske og praktiske Kundskab for at komme afløse mig i mine offentlige Foredrag ved Universitetet i ovennævnte Lærefag.

Da den mig den 11te September 1839 naadigst bevilgede otteaarige Ansættelse udløber med November indeværende Aar, ansøgte jeg om en femaarig naadigst fortsat Ansættelse, for dels i Christiania at fortsætte de omtalte Foredrag og dels at besørge Udgivelsen af litterære Arbeider. Efter Aaret 1849 vilde Friis kunne afløse mig ved Universitetet, da jeg ønskede endnu en Gang at vende tilbage til Finmarken for at fortsætte og fuldende den praktiske Missionairvirksomhed. Efter min Tilbagekomst fra denne sidste Reise, vilde en saadan Missionairvirksomhed formentligen ikke længere behøves.

Med Hensyn til Kvænerne og deres Sprog, indgav jeg en lignende Forestilling og Ansøgning, som for Finnerne og deres Sprog.

Efterat disse Ansøgninger vare blevne forsynede med vedkommende Biskops Erklæring, indstillede det kongelige Kirke-Departement samme til Hans Majestæt, som bifaldt samme den 24de Febr., saa at alt skulde træde i Kraft fra 1ste Januar 1849.

Den 13de Spbr. 1847 indleverede jeg til Collegium academicum en Anbefaling for en Ansøgning fra Candidat Friis om, af det til Stipendier i Overensstemmelse med Universitetsfundatsen bevilgede Beløb, at erholde et toaarig Stipendium stort 200 Spd., indtil han havde erholdt de nødvendige Sprogkundskaber.