Dagbog over mine Missionsreiser i Finmarken
af Nils Vibe Stockfleth
Christiania : Tønsberg, 1860

1842

Torsdag den 6te Januar havde vi den Fornøielse at Dr. Lønnrot og Magister Castrén fra Finland kom til os, ifølge forrige Aars Aftale. Magister Castrén havde ogsaa gjort Philologie, navnlig de finniske, lappiske og beslægtede Sprog, til sit Hovedstudium og han har oversat Kalevalla paa Svensk. Senere blev Castrén Professor i disse Sprog ved Universitetet i Helsingfors, og efter hans Død blev Lønnrot hans Eftermand ved Universitetet. Den 12te Januar kom ogsaa Pastor Durkmann fra Enjager og Præsten Hansen fra Tanen. Mandag den 17de Januar reiste samtlige Herrer igjen tilbage. - Ifra Lønnrot fik jeg siden i Aaret et Brev fra Archangel af 4de Juli. Han og Castrén vare reiste over Enjager og Kola til Kandalax og det russiske Kem, og derfra tilbage til Archangel. Disse russisk-lappiske Dialekter, siger Lønnrot, ere langtfra saa forskjellige fra Dialekten i de norsk-finmarkske Bøger, som han havde formodet, og indrømmer Lønnrot, at den norsk-finmarkske Bogdialekt maa være den selvstændigste og bedste af alle lappiske Dialekter. Fremdeles skriver L. at Ligheden mellem Samojedisk og Lappisk er høist ubetydelig, da der ikke engang i Talordene finder nogen Lighed Sted; og: at Videnskabs-Akademiet i Petersborg havde besluttet en Expedition, der skulde undersøge de siberiske Sprog samt at Castrén, ifølge Anbefaling af Sjøgren, var udnævnt til Medlem af denne Expedition, der i tre Aar skulde foretage ethnographiske og philologiske Undersøgelser. Det var Castrén, der i Aaret 1851 afgav det fordelagtigste Vidnesbyrd om mit finske Ny-Testamente.

Karasjok har en ret smuk Beliggenhed paa en stor Flade, som Elven Karas-jok gjennemstrømmer. Elven bøier sig saaledes, at det er en Halvø hvorpaa Byen ligger. Sandterrasser, smukt besatte med Løvtræer, omgive Floden nærmest; bagenfor opstige de egentlige Dalsider med taalelig god Furruskov; over denne ser man endnu nogle Birkekrat paa Bjerghovederne og Aasene, hvis allerøverste Kupper fremrage nøgne over Skovregionen. En liden ganske net Kirke udhæver sig fordelagtigen mellem Beboernes vidt omstrøede Huse og Høhæsjer, samt mellem Fjeldfinnernes Stabbure, thi det er med alt dette at Tunet er besat.

Stedet blev allerførst beboet for henimod 150 Aar siden, da nogle Kvæner nedsatte sig her for at leve af Kvægavl og Laxefiskeri. De blandede sig med de omstreifende Fjeldfinner, af hvilke nogle, formodentlig de fattigste, Tid efter anden ogsaa fæstede fast Bopæl og begyndte at leve som Kvænerne; de bleve snart talrigere end disse, og nu anser man i Almindelighed den hele Folkemængde som Fjeldfinner, uagtet de ingen Rensdyr have, og ansees derfor med større Ret for Elvefinner. Klædedragten og Sproget er Fjeldfinnernes; dog fortaaes og tales Finlandsk - Kvænsk - og i de fleste Beboeres fordelagtige Legemsbygning og Ansigtsdannelse mærkes en Forskjel fra de ublandede Finners - Lappers.

Sagnet fortæller, at ogsaa disse Egne i en langt tidligere Tid skulle have havt fastboende Indbyggere. Virkelig findes eller fandtes ved Assibagti og ved Gjergulgammen Spor at en saadan Beboelse. Paa begge Steder sees gamle Vaaningstomter, og der skal ved disse være fundet en Mængde Ben, ikke alene af Mennesker og Rensdyr, men ogsaa af Hornkvæg. Russerne hærjede i Finmarken i det fjortende og femtende Aarhundrede, ikke alene paa Kysterne, men have til samme Tid ogsaa trængt frem gjennem disse afsides Egne, og ihjelslaaet Indbyggerne. I syv paa hinanden følgende Aar, heder det i Sagnet, fulgte Røverhordene hinanden saa uafbrudt, at der fra den ene Sværm til den anden, ikke levnedes Tid til at koge en Renkjødsuppe, og der lægges til, at kuns en Mand blev levende i Alten og en i Varanger. Ved Assibagti skal der have været nogle Stenfæstninger, som menes at være Levninger af en russisk Leir, og i Nærheden skal det være fundet et russisk Spyd. - Tartarerne havde indtaget Rusland; Russerne trængte mod Vesten og Norden, først maaske blot flygtende, ligesom Bjarmerne, men snart fremfarende med Ild og Sværd, og det er disse sidste Bevægelser af hin store Oversvømmelse fra Østen, hvilke forplantede sig over Norges Grændser (15). Hornkvæget her er af udmærket stort Slags, forskjelligt fra det norske.

Den 4de Febr. var Formand- og Representantskabet for Karasjok Kirkesogn samlet, og blev da blandt andet enstemmig besluttet:

1) Ligesom der nu fra svensk og [russisk] Side blive tagne kraftigere Forholdsregler mod Brændevinets Indførsel til Finmarken, saaledes ønskes at Brændevinet af de norske Øvrigheder maatte forhindres fra at indføres i Karasjok Sogn; ikke alene Formænd og Representanter, men den hele forsamlede Almue beklager det Uvæsen og den Fordærvelse, som Brændevinssalget medfører;

2) en paatrængende Nødvendighed erkjendes for Præstens stadige Nærværelse i Karasjok fra første Søndag i Advent til første Søndag efter Paaske, begge Dage inclusive.

Forinden jeg forlader Karasjok vil jeg dog ikke lade ubemærket, at den Skoleholder, som havde deltaget i Mødet i Karasjok Aaret 1829, blev udkaaret til for Kistrand Sogn som Valgmand at møde ved Distriktsforsamlingen paa Tromsø, samme Aar som jeg mødte som Valgmand for Lebesby Sogn.

Tirsdag den 8de Febr. tiltraadte vi Reisen til Kautokeino. Den første Dag reddede et kjærligt og beskyttende Forsyn min Kone fra at finde Døden i Karasjok-Elven (en bielv, som falder ud i Tana-Elven) i et rivende Fossefald, hvor Isen brast under hende; allerede mistvivlede de skydsende Finner om hendes Redning, da hun selv anviste det eneste og sidste Middel til igjen at faa hende og Pulken i hvilken hun sad, op paa Isen. Ganske gjennemvædet maatte hun fortsætte Reisen, uden at erholde tørre Klæder; ogsaa det var en frelsende Styrelse, at Veiret den Dag og tildels ogsaa den følgende, var saa særdeles mildt. Havde vi havt den Kulde og Blæst, som vi fik den tredie Reisedag, saa havde hun frosset Helbreden bort. Klæderne vare imidlertid tørrede paa Legemet, fornemmelig ved Ilden om Aftenen i Gammerne, saa at Kulden og Blæsten ingen videre Følger havde. Den tredie Dags Aften, den 10de Febr., kom vi til Kautokeino.

Da Sognets Kirkesanger og Skolelærer var en hæderlig og brav Mand, der med den største Interesse omfattede det nydannede Skriftsprog, var her følgelig ingen forudfattet Fordom imod samme, saaledes som i Karasjok, hvor Skolelærerne ikke havde giddet at gjøre sig bekjendte med Bøgerne. Da Kirken her ligger paa en høi Bakke og langt fra de beboede huse, kunde der ingen Aftensang eller Aftenbøn holdes i Kirken; saamange, som kunde faa Plads samlede sig derfor i Præstebygningen. I Løbet af Vinteren kom jævnligen voxne Mennesker til mig og anmodede mig om at overhøre dem i Indenad- samt Udenadlæsning i de Stykker de havde lært.

En stor Stige stod imod Præstegaarden; denne Stige, saavelsom Taget, var ikke alene den sædvanlige Tumleplads i Fritiderne for den skolesøgende Ungdom, men her satte man sig ogsaa, naar Veiret paa nogen Maade tillod det, for at læse over paa sine Lectier, og da var der altid en Kappen om, hvem der kunde først komme op ad Stigen og op paa Taget, for at faa Plads lige over Hovedet paa Præsten i det Værelse nedenunder, hvor han stod og arbeidede; under Spøg og Latter ytrede man da "lærer man ikke sine Lectier her, saa lærer man dem intetsteds i den hele Verden".

Forsiden af Præsteboligen vendte mod Nord; paa denne Side optaarnede sig Sneen indtil lige Høide med Taget; det var mit Arbeide, at bortskuffe Sneen, og da det ideligen sneede, havde jeg ogsaa bestandigen jævnt Arbeide i den dertil bestemte Tid af Dagen, saalænge som jeg opholdt mig i Kautokeino. Lensmanden og et Par Mænd havde engang med kjendelig Fornøielse seet mig skuffe Sneen bort og sagde blandt andet: at Din Hustru to á tre Gange om Ugen lader Gulvene vaske, viser at Præstens Hustru vil have det behageligt her. Det er os fornøieligt at se, at Du og Din Hustru kan og vil gjøre sig Livet behageligt iblandt Finnerne.

Ogsaa Kautokeinos Finner ere meget blandede med Kvæner; begge Sprog tales derfor her; denne Forening har dog ikke havt ganske den samme Virkning som i Karasjok; skjøndt noget mere godmodige og mindre paastaaelige, have Kautokeinos Finner i Almindelighed et mindre kraftigt Ydre og et mindre skarpt tegnet Physiognomi; deres Ansigter nærmer sig mere "tabula rasa", Karasjoks Finners Ansigter mere "tabula scripta"; mindre nysgjerrige og videlystne, mindre renlige og pyntelige i deres Klædedragt end Karasjok-Finnerne, som igjen staa noget tilbage for deres Landsmænd i Tanen, i Østfinmarken og i Utsjok; smaa Øine, der titte frem under sparsomt aabnede Øienlaag, og som derved erholde Lighed med en Stribe, forekomme her oftere. Kirkesangeren og Hustru og Lensmanden med Brødre, vare velvoxne og kraftige Mennesker med et anbefalende Ydre.

Kautokeinos Fjeldfinner opholde sig i en vid Kreds om Kirkestedet, omtrent som Karasjoks Fjeldfinner, og udstrække sine Vandringer til Karesuando i Sverige, 9 Mile fra Kautokeino Kirkested, og før, da Forbudet mod at bete Renene paa russisk Grund endnu ikke var givet, pleiede en stor Del af dem at trække over til Furruskovene i det nordvestlige Hjørne af Finland, hvor der er Overflod paa Renmose og forholdsvis Ly mod det haarde Vinterveir, hvorved flere af dem kom sig ad Søkysten til, hvor de, som anført, opholde sig fra midt i Juni til Udgangen af August, da de atter drage tilfjelds.

Kautokeino Kirkested har ikke den behagelige Beliggenhed som Karasjok; det er frit, nøgent og ensformigt; aabent for alle Vinde og omgivet af lave Bjergaase og Sandbakker, de første sparsomt bevoxet med en Smule Krat. Kirken ligger paa en Bakke, og Kirkegaarden der omgiver Kirken, er et af de vakreste Punkter. Man har herfra en ganske behagelig Udsigt over Elven, som er Egnens bedste og saagodtsom eneste Prydelse. Kirkegaarden er bevoxet med ret vakre Birketræer, som hidtil ere undgaaede Ødelæggelsen.

Indtil 1744 tilhørte Kautokeino Sverige, og havde da bestandigen fastboende Præster. Kirken er bygget 1701, hvilket Aarstal tilligemed Bygmesterens Navn, findes udhugget paa Kirkedøren. Tidligere maa der dog have existeret en Kirke, da man flere Aartiender tilbage i det foregaaende Aarhundrede finder svenske Præster ansatte her. Da Præsterne i hin Tid skal have boet i Masi, der ligger meget nærmere Alten, synes den ældre Kirke at maatte søges der; men de Ruiner, som endnu staa der, ere Levninger af det fra norsk Side i Aaret 1721 opførte lille Kapel.

Saavel Karasjok som Kautokeino ere Grændsesteder. Det første Sted grændser ikke alene til Østfinmarken, men umiddelbar til det russisk-finlandske Kirkesogn Utsjok, med hvilket det i Fællesskab driver Laxefiskeri i Tana-Elven. Kautokeino støder til det svenske Kirkesogn Karasuando samt til det russisk-finlandske Kirkesogn Muonioniska. Kautokeinos Betydenhed som Grændsested forøges ved den overmaade store Handel og Forbindelse med Sverige og Rusland, som herifra og og herigjennem finder Sted. Det heder derfor paa Finsk Guovdogæjdno, der betyder: (liggende) midt, lige i Veien (Handelsveien).

Under mit Ophold i Kautokeino indtraf Tingtiden; vi vare en Aften alle samlede, da et Par Brudefolk med det sædvanlige Følge traadde ind i Stuen og forlangte Lysning; da Folketrængselen blev ualmindelig stor og de Bagerste stege op paa Stole, Bænke og Kister for at se, kunde vi formode, at Bruden maatte have havt flere Friere, og saaledes var det ogsaa. Idet jeg skulde til at indskrive Brudeparrets Navne, traadde en ung Fin frem; taus gav Brudgommen Bruden et Halstørklede, som hun overrakte den Fremtrædende, taus modtog han samme, gjorde en Forbøining og traadde tilbage; ligesaa skede med en Anden, og en Tredie; under alt dette herskede en fuldkommen Taushed og Stilhed. Efter at have modtaget Tørklædet sagde den tredie Beiler, at han vistnok ikke kunde paaberaabe sig noget bindende Løfte, men at hun havde ytret Noget, der lød som et "Kanskje"; nu var det [hans Anmodning] til Bruden, at hun vilde vedgaa Sandheden heraf, og som Tilstaaelse eller Vidnesbyrd, at han talede Sandhed, skulde der betales 1 Spd. Den lykkelige Beiler, nemlig den valgte Brudgom, fandt dette at være i sin Orden. Dog, da her ikke var Tale om nogen Erstatning for Bruden, men ikkuns et gjensidigt Vidnesbyrd, at det omhandlede Forhold havde fundet Sted, saa vilde han overlevere Præsten en halv Specie, som Præsten igjen skulde overlevere Vedkommende. Hermed vare alle Parter tilfredsstillede. Om denne Pengebod da eller siden kom Fattigkassen tilgode, erindrer jeg nu ikke ganske.

Man pleier stundom at begynde sit Frieri med at søge at tilvende sig Pigens Vante; den større eller mindre Vanskelighed, med hvilken Pigen lader sig berøve denne, er da enten et halvt Ja eller et Nei. Eller og man sender et Tørklæde igjennem en Anden, saaledes som anført. Brudgommen har paa nogle Steder, hyppigst i Kautokeino, et langt hvidt Klæde bundet som et Skjærf fra Halsen korsvis over Brystet og omkring Livet. Bruden bærer Krone. Alene i Kautokeino hersker den Skik, at under Vielsen holde to unge Karle og Piger et stort Silketørklæde, som en Tronhimmel, over Brudeparrets Hoveder. Tørklædet kaldes Pellet, tilhører Kirken og betales i Leie for samme 8 Sk. Finnerne kalde det blot Line, Tørklæde. Skikken skriver sig formodentlig fra den Tid, da Kautokeino hørte Sverige til.

Navnligen i Kautokeino og Karasjok have Fjeldfinnerne Stolpeboder til Opbevaringssteder, og disse Stolpeboder danne stundom smaa Gader.

Ogsaa i Kautokeino var Formandskabet og Repræsentantskabet samlet under mit Ophold der, og vedtoges da ganske det samme som i Karasjok. Et Vidnesbyrd til Fordel for Folket afgive disse Forhandlinger paa begge de nævnte Steder, at det har følt og erkjendt de ulykkelige Følger af Brændevinshandelen og at det i lange Tider har ansøgt og anraabt om Hjælp imod dette Onde.

Ugen efter Paaske, Tirsdag den 5te April, forlode vi Kautokeino; flere reisende Finner sluttede sig til os, og saavel disse som Skydsen havde de nye Bøger med. Saasnart derfor Ilden var tændt om Aftenen, det nødvendige Brændsel anskaffet, og der var sørget for Renene samt Kjødgryden hængt over Ilden, toges Bøgerne frem, i hvilke der sædvanligen blev læst høit. De iblandt dem, som ikke endnu kunde læse, lærte af de Andre. Efter Maaltidet læste jeg en Aftenbøn.

I Alten toge vi ind i Fogedgaarden; Søndag Morgen, 10de April, kom vi til Talvigs Præstegaard, hvorfra vi reiste til Kaafjord-Værket, hvis kvænske Ungdom jeg konfirmerede den paafølgende Søndag. Dagen efter tog jeg tilbage til Talvig, hvor finsk Gudstjeneste afholdtes om Søndagen. Søndag den 1ste Mai holdt jeg kvænsk Gudstjeneste i Kaafjord. Tirsdag den 10de Mai kom vi til Lyngen i Tromsø Provsti.

I Sommeren 1839 var den yngste af de tre Finner, paa en Reise igjennem Lyngen, bleven anmodet om at opholde sig der et Par Dage, for at veilede Læreren ved den faste Skole samt tre Finner, som paa den Tid vare i Skolen. Disse tre unge Finner opfattede med Lethed Alphabethet og da efter 14 Dage flere af deres Landsmænd kom i Skolen, antoges den ene af disse tre til Medhjælper i Læsningen. Alle yttrede her den største Tilfredshed og Glæde over at forstaa hvad de læste. Ved den i October afholdte Konfirmation havde sex Finner lært de fem Parter i den finske Katekismus. Fra Aaret 1839 vare de finske Bøger begyndt at benyttes. Flere af de Konfirmerede anskaffede sig de finske [Abcer] og Katekismer. Med Længsel imødesaaes derfor min Ankomst, for at den finske Menighed kunde erholde en fuldstændigere religiøs Undervisning i Modersmaalet.

Den 27de Juni konfirmerede jeg 40 Finner i deres Modersmaal, efter at Sognepræsten først havde afholdt norsk Gudstjeneste. Denne, den første finske Konfirmation, gjorde et dybt Indtryk paa den finske Menighed, som kom og bevidnede Sognepræsten sin Taknemmelighed derfor. Af Lyngens 2316 Indvaanere vare Finnernes Antal 1460, de Norskes 420, Kvænernes 136. For at den norske Gudstjeneste ikke skulde lide noget Afbræk, afholdtes finsk Aftensang samt to dage Høimesse, da Præsten var beordret til Carlsø i Vacansen, paa hvilke to Dage, der ellers ingen Gudstjeneste kunde været afholdt. Ved Aftensangen kategiseredes stedse med den finske og kvænske Ungdom i dens Modersmaal. 60aarige Finner lærte af sine Børn, ja af sine Børnebørn at læse de finske Bøger.

Mandag den 27de Juni forlod jeg Lyngen for at reise til Hammerfest; min Kone blev for det første igjen i Lyngen. Paa Grund af Storm og Modvind naaede jeg ikke frem til Hammerfest, førend Løverdag Aften den 2den Juli, efter flere Gange at være gjennemblødet af Regnen og overskyllet af Søen, der slog over Baaden. Da Sognepræsten var paa Stortinget, var jeg beordret til at forrette i Hammerfest Sogns Kirker nogle Søndage. I Følge med Bispen og den konstituerede Provst reiste jeg den 19de Juli til Kistrand.

Her var Visitatsen berammet til den 21de Juli. Da Sognets Præst var fraværende, blev jeg her til den 10de September.

Nogle faa Aar før min Ankomst til Finmarken havde en Præst nogle Dage efter min Ankomst til Kistrand gaaet sig vild, og kom omsider ned [til en] Finnegamme, hvor man tog ham for en Rømningsmand. Tilsidst spurgte de ham: kan du læse Fadervor saa læs det. Præsten læste da sit Fadervor for dem, hvorefter de antoge sig ham.

Min Kone, som ved min Reise fra Lyngen var bleven tilbage, tiltraadde den 4de August Reisen til Kistrand. opholdt af stormende Veir med Regn kom hun først den 7de til Talvig. Paa Reisen herfra den 11te August til Kvalsund kastede en pludselig opkommen Storm Baaden ind i Lærredsfjorden, hvor det dog lykkedes at komme i Land paa et øde Sted. Efterat have tilbragt et Søfald, det er sex Timer, iblandt Stenerne paa Strandbredden, stilnede Veiret saameget, at Reisen kunde fortsættes til Kvalsund. Herfra seiledes i godt Veir indtil Bunden af Billerfjorden, og derfra gik de over et fire Mil langt Fjeld, da man derved undgik en lang Omvei tilbaads. Det trak atter op til Uveir; stærk Blæst og Regn brød løs, netop som min Kone tiltraadde Vandringen. Det regnede og blæste uophørlig hele Natten og den paafølgende Dag. Efterat have gaaet hele Natten og om Morgenen at være kommen ned af Fjeldet, var det endnu en halv Mil tilvands til Kistrands Præstegaard. Ved Ankomsten did fandt min Kone Præsteboligen tillukket og mennesketom, en ikke behagelig Modtagelse efter at have tilbragt et saadant Døgn. Hun havde ikke kunnet give mig nogen bestemt Underretning om sin Ankomst; jeg var derfor, et Par Timer før hun ankom, reist til det fire Mil længere ude i Porsangerfjorden liggende Handelssted Repvog, hvor jeg skulde opholde mig 1½ Uge. Da imidlertid en af Vinduerne til Baggaarden paa Præstegaarden udenfra var spigret fast, kunde dette tages ud, og saaledes slap hun ind. Da hun derpaa reiste fra Kistrand var Vinden god, men den tiltog underveis, saa at Roret ½ Mil fra Repvog sloges itu og gik af. Min Kones Rolighed og Uforsagthed bidrog til at vedligeholde Aandsnærværelsen og Besindigheden hos de tre unge skydsende Finner. Det lykkedes dem at hindre Baaden, der var meget liden, fra at kantre og fra at synke under den indstyrtende Sø. Høvedsmanden, en ung Fin, var flink og kjæk og styrede Baaden ved Hjælp af en Aare den halve Mil lykkeligen ind i Repvog Havn, til Alles store Overraskelse og Glæde. Søfinnerne ere meget flinke Sømænd i deres smaa Baade; man kan med fuld Tryghed overlade sig til dem.

I Kistrands Sogn bo mange Kvænefamilier, af hvilke flere udmærke sig ved Arbeidsomhed og Vindskibelighed og ere derfor velhavende. Ogsaa iblandt de herværende Finner viste sig den sædvanlige Lærelyst og Modtagelighed. Efter Gudstjenesten undervistes i Indenadlæsning. Kistrands Kirke og Præstegaard ligger ensomt og øde, dog ingenlunde ubehageligt. I en Afstand af ¼ Mil begynde Finnernes Boliger, og i en lang Strækning kan man over Land komme til Kirken.

Mandag den 19de September tiltraaddes Tilbagereisen; vi seilede ind i en lille Vaag af Porsangerfjorden, hvorfra man bestiger Fjeldet, for næste Morgen at begive os paa Vandringen. Vinteren var nu begyndt; Fjeldbækkene vare imidlertid endnu ikke tilfrosne, men ved den lange Høstregn opsvulmede og fossede stærkt; Myrene og Sneen brast som oftest under Fødderne, saa at man sank ned. Strax i Begyndelsen af Gangen revnede Overlæderet fra Saalerne paa begge mine Støvler. Bestigningen af Fjeldet og det tunge Føre hindrede mig i at gaa saa stærkt, at jeg kunde holde mig varm paa Benene, og en kold Vind reiste sig med Sneilinger imod os. Efterat have vadet over flere brede Bække til over Knæerne, bleve begge mine Ben kolde og uden Følelse; vi vare nu komne over Halvveien og til en Indhegning, der afgav saamegen Ly, at Skydsen kunde antænde en Ild. Varm Kaffe gav mig igjen Varme og Følelse i Benerne, og uagtet jeg ikke kunde skifte paa dem, befandt jeg mig dog fuldkommen rask; efter 12 Timers Vandring kom vi ned til en Finnegamme i Ribberfjorden. Min Kone gik det ikke saa godt, thi uagtet hunn blev baaret over de dybere og bredere Bække, blev hun dog efter denne anstrængende Gang saa medtagen, at der gik over fjorten Dage førend hun kom sig igjen.

Det var fra Kistrand Sogn at den af mig omtalte Skolelærer Nils Gundersen var. Imedens han var Lærer ved Seminariet paa Trondenæs benaadedes han i 1821 med Sølvmedaillen for Borgerdaad.

Som Skildring af et Aftensbesøg i en Søfinnegamme, vil jeg optage en, som cand. philosophiæ Lund har givet i sin Reise i Finmarken Sommeren 1842.

"Jeg gik om Aftenen ind i en Fingamme, hvor min Vappus (Lods) havde sin simple Bolig. Familien holdt sit Aftensmaaltid og sad leiret i malerisk Gruppering omkring en stor Ild midt i Gammen. Kvinderne, 5 i Tallet, af hvilke de tvende vare halvvoxne Børn, sadde paa Huk i en Halvcirkel, og vendte deres Ansigter imod Ilden, der snart med opblussende Flamme, snart med mattere Glands belyste Gruppen, og gav den et mystisk-romantisk Udseende, saadan, som det er beskrevet i Zigeuner-Romaner. De havde imellem sig et Kar med sur Melk, hvori var strøet Krokebær, og syntes med Begjærlighed at nyde denne Yndlingskost. I Hyttens dunklere Parti sadde Mændene paa Jorden med korslagte Ben. Deres Ansigt var bortvendt, jeg saa kuns det lange mørke Haar, som hang nedover den hvide Vadmelskufte. Foran dem laa nogle Stykker Tørfisk (16), hvoraf de afreve Stykker, som de dyppede i Tran og spiste med stor Appetit. Et Par lurvede Hunde, som med disse Dyrs egne Alvor havde leiret sig foran Ilden og saa ind i den, fuldendte dette Maleri"

For nogle Aar siden hærjede en i høi Grad dødelig Omgangssot disse Egne og lagde endog flere beboede Gaarde aldeles øde. De her i Egnen boende Kvæner bleve isærdeleshed haardeligen medtagne, paa Grund af deres Mangel paa Renlighed og frisk Luft i deres Vaaninger; Finnerne derimod bleve i en ligesaa mærkelig Grad forskaanede, hvortil Aarsagen er den, at Røghullet, der er i Taget paa Finnernes Boliger, lader den ydre friske Luft fri Indgang; den paa Arnen brændende Ild bidrager ogsaa til at rense den indvendige Luft, hvorimod i de herværende Kvæners og flere af Norskes Boliger benyttes Bilæggerovne; den ydre Luft udelukkes, og ingen Ild renser den indvendlige, hvorfor den forpester Alt.

Opholdte et Døgn af Modvind kom vi ikke fra Gammen i Billerfjorden, førend Torsdag den 22de, da vi naaede til det en Mil fra Fjorden liggende gjæstfrie Kvalsund; efter to Dages Ophold her var min Kone saavidt restitueret, at hun, liggende i en Baad, kunde fortsætte Reisen til Talvig, som vi naaede den 26de.

Efter sex Ugers daglig Forberedelse af mig konfirmerede jeg der Præstegjeldets finske og kvænske Ungdom.

Efterat jeg havde været et Par Søndage i Kaafjord, for at afholde kvænsk Gudstjeneste, reiste vi Mandag den 5te Decbr. til Alten, for derfra at reise til Kautokeino. Dagen før vi tiltraadde Fjeldreisen blev jeg fra Alten hentet til en dødelig syg Kvænkone ved Kaafjordværket. Formodentlig ved Forkjølelse fik jeg paa denne Reise Rygpine, som under Renkjørselen til Kautokeino og ved Natteleiet i de endnu den Gang saa elendige Gammer, forvoldte mig mange Smerter. Løverdag 10de December kom vi til Kautokeino

Bogsproget blev nu mere og mere udbredt og fandt i Aar samme gode Modtagelse som forrige Aar. Ældre lærte sig det dels selv og dels af Yngre, og bade mig at overhøre dem i Indenad- og Udenadlæsning; iblandt de Yngre vare der de, som i deres Iver og Glæde over Bibelen i Modersmaalet paa en Dag lærte udenad hele det første Kapitel af Johannes's Evangelium. Det vakte Menighedens første Glæde, at Børnene paa Konfirmations-Dagen selv kunde oplede og finde opgivne Steder i deres finske Ny-Testamenter. Hvad kunde her ikke udrettes af en fastboende Præst! (17).

15) Vore nordiske Forfædre fore nu vel ikke stort bedre frem paa deres [navnkundige] Vikingetog, thi de rasede saa, at man endog i Kirkerne opsendte Bønner til Gud om at maatte blive bevarede for disse Vikingers Anfald.

16) Naar Tørfisken paa denne Maade skal nydes, bliver den først hamret og banket mør.

17) Dette er nu skeet, thi fra 1852 har Sognet faaet en fast Præst.