Optegnelser fra Alten-Talvig Sogn i Vestfinmarken
Kronikker i Den Constitutionelle, 1837-1841
Andreas Jørgen Fleischer

Forrige side | Neste side

II. (Altens Kobberværk)

Den Constitutionelle, 80 (1837)

Altens Kobberværk blev anlagt i Sommeren 1826 af H.D. Woodfall og J.R. Crowe i Kaafjorddalen, 1½ Miil fra Talvigs Kirke ved en smal ½ Miil indgaaende Arm af Altens Fjord. At der skulde findes Kobbererts, var allerede bekjendt af Pontop. Magazin, men Opdagelsen af en betydelig Grube, kaldet Stor-Gruben, skyldes ellers en nærved boende Fins Kone, Marit Aslaksdatter, som anmeldte sin formeentlige Opdagelse, og foreviste nogle Stene for Handelsmand W. Klerck paa Bossekop, som var ovennævnte Herrers Commissionair, da disse allerede havde ansøgt Regjeringen om Muthung. Arbeidet begyndte det nævnte Aars Høst med 12 Arbeidere fra Røraas under Bestyrelse af Stieger J. Michel fra Cornvales, og i dette Aar dreves to Gruber, nemlig Stor-Gruben og Woodfalls Grube. I Aaret 1827 voxede Arbeidernes Antal ved Indflyttelse fra Røraas, Folddalen og Fahlund til 50, og det første Maskinerie, en Knusemaskine, kom i Stand. Etablissementets Bolig paabegyndtes i samme Aar, Pakhusene byggedes og endeel Boliger for Arbeiderne, og en Kutter med Raae Malm blev sendt til Cornvales.

I Magazin for Naturvidenskab 1ste B. 2det Hefte 1833 findes en Beretning om Verkets Drift og Productets Størrelse i de følgende Aar; her bemerkes kun, at Anlægget av Værksteder og Maskinerier samt Opbyggelsen af en Mængde større og mindre Huse med megen Orden og Driftighed er udført siden, saa at nu næsten alle Forberedelses-Arbeider ere tilendebragte.

Afvigte Aar 1835 blev udskibet til Wales 1170 Tons (1 Tons 2000 Pund) knuset Malm, og Værkets hele Folkemængde var ved sidste Folketælling 652 Individer. For Tiden har dette Folketal faaet en betydelig Tilvæxt, saa at nu det hele Antal et steget til omtrent 800, fordeelte i 82 Huse. Værket eies siden 1833 af et Interessentskab med 800 Actier, hver Actie til 75 £ st., hvilke til sammen nu eies af omtrent 80 Personer i England. Værket bestyres af 2 Directeurer, Woodfall og Crowe, og har 1 Oberstieger, 6 Stiegere og Understieger, 1 Maskin-mester, 1 Contoirbetjent, 1 Proviantforvalter, og Antallet af de daglige Arbeidere ere nu (August 1836), da endeel Børn ogsaa beskjeftiges med at banke Malm, omtr. 500.

Directionens Bolig er et smukt 2 Etages Bygning til Contoir og Bolig for de ugifte Betjente, og ovenfor dette et lidet Probeerhuus. En Hauge med et Lysthuus er anlagt ligeoverfor, og samtlige Anlæg og Bygninger vidne om den gode Smag, Orden og Soliditet, som udmærker Englænderne, hvilken bedst aabenbarer sig ved de skjønne Anlæg og Maskinerier til Værkets heldige Drift. Iblandt disse Anlæg fortjener især at roses 4 Jernbaner udenfor og 3 inde i Gruberne, hvis Længde udgjør til sammen 1:8 norsk Miil, samt Knusemaskinen og den strax nedenfor staaende Separations- eller Vaskemaskine og Pukværk, hvilket Alt drives med en utrolig liden Vandmasse, som fra en ubetydelig Fjeldbæk ledes ved en 2500 Alen lang Rende henad Bakken til disse Maskinerier. Maskineriets store Fuldkommenhed og Accuratesse bevirker, at man hjælper sig med denne ringe Vandmasse, som dog kun vedvarer i de 4 Maaneder, Juni, Juli, August og September, hvilket forvolder Grubedriften i disse Maaneder nogen Indskrænkning, da mange Arbeidere maae tages fra den til Scheidning og Rensning af Malmen. En Smeltehytte med 2 Reverbereer-Ovne og en Kalcineerovn blev færdig i forrige Sommer.

Arbeiderne ere for Tiden Norske fra Røraas og Folddalen, hvilke udgjøre omtrent Halvdelen, Qvæner fra det nordlige Sverige og en mindre Deel Svenske fra Egnen ved Calix Elv. Deels ansættes de til Arbeidet for Dagbpenge, som for enhver Voxen er 40 sk. for 10 Arbeidstimer, om Dagen, for Børn fra 12-30 sk. og for Fruentimmer 24 sk., og omtrent 70 qvænske og 10 finske og norske Fruentimmer have i denne Sommer søgt dagligt Arbeide; deels udføre Arbeiderne Forpagtningsarbeide, som stedse skeer ved Grubedriften. Til Grubearbeidet bortliciteres den første Mandag i hver Maaned et vist Antal Cubikfavne, saa at 4 Arbeidere forene sig om hver Cubikfavn, hvis Priis paa denne Maade bestemmes, men dog kan være meget forskjellig efter Gangens Beskaffenhed. Almindelig fortjene Grubearbeiderne 60 sk. daglig, og alle Lønninger, som tildeels betales hver Løverdag men ellers ved hver Maaneds Udgang, udredes med contante Penge, hvorefter det staaer Enhver frit for at forsyne sig med Levnetsmidler og andet enten paa Værkets Krambod eller hos Sognets Handelsmænd og Almue. Man finder almindeligen, at omtrent Halvparten af den hele aarlige Lønning kommer tilbage til Værket for Varer fra Kramboden men at den andre Halvdeel gaaer deels ud i Sognet, deels af de ordentlige og sparsommelige Arbeidere oplægges.

Almuen forsyner Værkets Folk med fersk Fisk, Melk, ferskt Kjød og Høe, og sælge desuden Køer, Faar og Potatos samt nogle uldne Varer, Strømper, Vanter og tildeels Vadmel der. Da paa denne Maade en stor Deel contante Penge kommer i Omløb baade hos Almuen og Handelsmændene, og en rig Anledning her haves til Producters Afsætning, saa er dette Værk en væsentlig Kilde til Districtets Opkomst og Velstand, og ansporer Almuen til større Virksomhed og Vindskibelighed og til at stræbe efter Selvstændighed ved at betale sin Gjeld og erhverve sig nogen Formue, hvilket den før saa lidet kjendte ved den bestandig Tuskhandel og gjeldbundne Stilling til Handelsmændene.

Som Beviis for Districtets store Fordeel af Værket kan blant andre anføres, at driftige Almuesmænd, der have anskaffet sig Nod, og ved enkelte Nodkast ofte fange hele Baadsladninger af Smaasey og Sild, hvilke Articler før vare i slet Priis, saa at Smaasey endog ofte kastedes i Søen efterat dens fede Lever var udtaget, - nu derimod kunne gjøre sin stor Fordeel ved at udsælge denne Fisk til Værkets Arbeidere. Saaledes fangede en Normand i Langfjord, 2½ Miil fra Værket, forrige Sommer i et Nodkast en Otringsfarm (en fuldladt Otringsbaad) med Sild, hvormed han strax reiste til Værket og udsolgte den til Arbeiderne i smaae Qvantiteter for 20 Spdlr. contante Penge.

En Melkekoe betales nu om Sommeren med 16-20 Spd, i stedet for tilforn med 10-12 Rdr. hvilket endnu er Tilfældet i Loppens og Skjervøe Sogne. Derfor have enkelte Mænd fra disse Sogne bragt Køer til Værket, indtil 8 Sømile derfra, for at opnaae denne høiere Priis og contante Penge, hvorpaa der overalt i Finmarken almindelig hersker stor Mangel undtagen i Alten-Talvig Sogn.

En anden Mand, som eier 5 Udslaatter, vidt adspredte fra Hjemjorden, hvilket almindelige Uvæsen foraarsager Finmarkens Jordbrug ubodelig Skade, idet Eieren aldrig kan ordentligen indhegne og benytte disse Jordstykker, der som oftest benyttes til Havnegang af Naboerne, ønskede at sælge disse, og blev for en mindre ved Værket buden isommer 30 Spdlr., men har endnu ikke for en større i Langfjord kunnet erholde 10 Spdlr. Saa velgjørende virker Værket til at forhøie Eien-dommes og Producters Værd og derved til at fremme og ophjælpe Næringsveie og Industrie i Egnen.

Potatosavlen har gjort gode Fremskridt i Sognet især i Altens-District, der ved dets vide dyrkbare Dalstrøg og Sletter bedst egner sig for Jordbrug og Fædrift. Ogsaa langs Kysten fra Kaafjord til Talvig og i dets Omegn drives den med Held; saaledes avlede en driftig Fin ¼ Miil fra Kaafjord, for nogle Aar siden 100 Tdr. Potatos, hvorfor han af Selskabet for Norges Vel blev belønnet med en Sølvpocal, og hans Eftermænd der saavelsom en fra Hedemarken, i Talvig bosat Mand, have i nogle Aar jevnlig avlet 60-70 Tdr., og for hver Tønde erholdes ved Værket 2 Spdlr.

Alten, som har gode Skove, bestaaende af Birk og Furu, har en god Indtægt af at bygge og sælge Tømmer til Værkets Maskinerie og Drift og af færdigbyggede Huse til Arbeiderne. En Art Filialafdeling af Værket er derhos paabegyndt i Alten paa Reipas-Vare, ½ Miil fra Elvebakkens Landsbye, og 2 Gruber drives for Tiden der med 20 Arbeidere; men da det ligger afsides paa et høit Fjeld, hvortil Passagen er besværlig og Transportomkostningerne betydelige, er det uvist, om Driften der bliver synderlig udvidet. Imidlertid er dette Anlæg af Vigtighed for Altens Beboere, som, hvis ikke den hidtil altfor almindelige Sorgløshed og Dovenskab afholdt dem fra stadig Virksomhed og Fortjeneste, skulde have god Indtægt af at nedkjøre Malm om Vinteren fra Reipas til Elvebakken; hvorfor Directionen for Hest og Mand for Dagen betaler 3 Ort, hvilket Gode dog kun Faa benytte.

Af gavnlige Indretninger, som staae i Forbindelse med Verket, maa regnes et Møllebrug, anlagt ved Pakhuset, og som drives ved en en Bæk fra Fjeldet. Her formales Rug og Byg til Arbeidernes Behov, for hvilke ogsaa et Bagerie, bestyret af en tydsk Bager, er anlagt, og hvori alle ugifte Arbeide kjøbe deres Brød. Dernæst er ogsaa i Nærheden af Pukværket anlagt et Pottemagerie og et Kalkbrænderie, hvortil hentes Kalksteen fra Storvig ¼ Miil fra Værket.

En fast Skole har Værket havt siden 1829, hvori de skolepligtige Børn vare ved denne Sommers Skoleexamen omtrent 50 Norske og 30 Qvæner. Ved Skolen er ansat en norsk Lærer med 120 Spdlr. fast Løn, frie Boelig, Lys og Brænde, og til de qvænske Børns Undeviisning lønnes desuden i deres Skoledage en Tolk.

Værkets Fattigvæsen er paa en god Fod, og til dets Indtægter maa hver Arbeider afgive en maanedlig Decourt af 1 sk. paa hver Spdlrs Fortjeneste. Af dette Fond udredes Hjelp til Værkets Syge, at hvilke Enhver har foruden frie Læge og Medicin 1 Spd. ugentlig, indtil han bliver frisk, og 2-300 Spd. bliver deraf i dette Aar udlaante til Altens Nybyggere.

Hvad Værkets Politivæsen angaaer, da beroer dette fornemmelig paa den Kjærlighed og Agtelse, som samtlige Undergivne have for deres liberale og retsindige Foresatte, og uden egentligt Politie kjender man her neppe nogen grov Uorden og saa faa af det mindre Slags, som man kan tænke sig iblandt en saa stor Mængde fra forskjellige Egne og Lande. Forøvrigt er det vigtigste Baand paa Enhver, at han ved Antagelsen bliver forelæst de Regler og Betingelser, hvorpaa den Contract, som han med Directionen indgaaer og underskriver, er bygget, og deri er for Alle fastsat, at alle Politieforseelser skulle være underkastede arbitrair Mulct af Directionen. Ved Maanedens Udgang opgjøres da dette lille Regnskab med al Sagtmodighed og Koldsindighed, idet den Arbeider, som har forseet sig ved Drukkenskab paa offentlige Steder, Slagsmaal etc. afdrages i sin Lønning fra 2-3 Spdlr., hvilke tilflyde Værkets Fattigcasse. Gjentages dette ofte, eller naar nogen Opsætsighed eller Subordinationsforseelse udvises, da bortvises den Skyldige fra Værket .

Guds Forsyn har i de sidste 10 Aar særdeles begunstiget vort Finmarken, som af den destoværre yderst uheldige danske Politik og dens ukloge Foranstaltninger og af de, paa denne Maade, til det Almindeliges Skade, favoriserede Handelsmænd, har lidt smertelige og langvarige Saar; thi Fiskerierne have nemlig været jævnt gode, Altens Kobberværk været i sterk Fremgang og bidraget meget, idetmindste til Vestfinmarkens Opkomst og Velstand, og en driftig Handelsrørelse paa Hammerfest, har under virksomme og agtværdige Handelsmænd fundet Sted. At Virksomhed og Duelighed forenet med en retskaffen og human Adfærd med Alle er den sikreste Vei ikke alene til almeen Agtelse men ogsaa til at vinde Handelskunder og Velstand, indsees nu ogsaa af Handelsmænd her som andetsteds, og de haand-gribeligste Exempler kunde derpaa anføres, om det her var Stedet at nævne enkelte agtede Navne; men vist er det, at Enkelte af den gamle Handelsskole og dens fordærvelige Grundsætninger, som nemlig ere at invikle Almuen dygtig i Gjeld og dernæst søge at drage Vinding og Velstand af et betydeligt Brændviinssalg - endnu aldeles miskjende deres eget sande Vel endog i timelig Henseende, hvilket altid omsider falder sammen med Almuens.

Det har gaaet her som vel oftest overalt, at den ene gode Gave har havt flere med sig, og saaledes har Værkets Anlæg Handelens Forbedring baade i Livlighed og Grundsætninger havt til Følge, at flere gavnlige Anlæg ere gjorte, og at endeel Nybyggere have bosat sig, som tør love flere.

Iblandt de mindre men gavnlige Anlæg maa mærkes et Møllebrug i Talvig, fra hvis Handelssted aarlig sælges malet Meel af dansk og østersøisk Rug, hvilket i Godhed langt overgaaer det almindelige Russermeel.

Dernæst er et Saugbrug tilligemed Møllebrug og Stampe anlagt af en agtværdig og driftig Mand, Jacob Hansen fra Elverum, ved Vandfaldet i Tverelvdalen i Alten. Dette Anlæg har ikke alene været af største Nytte for Districtet, men ogsaa bragt en meget agtværdig og stor Familie fra høist trængende Omstændigheder til taalelig Velstand. Han er den eneste Nybygger i denne frugtbare og skovrige Dal, som har mere end 2 Miiles Udstrækning, og visselig skulde skjænke mange Nybyggere sorgfrit Udkomme. Paa en Høide i tyk Skov ved Elven byggede han sig et 2 Etages Vaaningshuus, efterat han i 1828 havde faaet sit Saugbrug i Gang, og har siden opryddet Jord til Ager og Egn, som afgiver Foder til 8 Køer og 1 Hest og hvorpaa han i forrige Aar efter 1 Td. Bygs Udsæd avlede 10 Tdr. og efter 4 Tdr. Potetes Udsæd 35 Tdr. Aarlig faaer Bruget Udviisning af 35 Tylter Tømmer paa Roden, og af Nedfaldstømmer benyttes saameget, som findes men desuden har han kjøbt i Aaret 1830 en betydelig Skov med dens Jordvei, 2 Mile fra Vandfaldet, for 50 Spd. For 1 Tylt 6-10 Al. Bord betales paa Stedet 1 Spd. 72 sk., for 1 Tylt Planker af 3-4 Toms Tykkelse 3 Spdlr., for en Tylt Stakitværk 96 sk., for 1 Tylt Vragbord (Bagbun) 48 sk., for 1 Al. Vadmel at stampe 3 sk., og for at male 1 Td. Korn 1 Bspd. pr. Tønde. I Aaret 1835 blev fra dette Brug leveret følgende Qvanta: 800 Tylter Bord, 300 Tylter Vragbord, 50 Tylter Stakitverk; fra Stampen 600 Al. Vadmel og fra Møllen 400 Tdr. Korn.

Den 25de August d. A. gjorde jeg en Fodtour fra Handelsstedet Bossekop opad Altens Hovedvanddrag for at blive nøiere bekjendt med den her i Egnen saa ofte omtalte Anledning til Egnens Colonisation, og fulgtes af Postexpediteur Nørager, en af de ældste og for Tiden den kyndigste og flittigste Jorddyrkere i disse Egne. En skjøn Dal, hvorigjennem Alten Elv skyder sig, og hvori frodig Furu- og Birkeskov afvexle, viste sig for os den første Miil.

Allerede 1:8 Miil fra Handelsstedet Bossekop røbes Jordbrugets slette Tilstand og Mangel paa flittige og kyndige Dyrkere, idet man finder til Venstre et stort dyrkbart Dalstrøg bevoxet med Løvskov, hvilket nu blot benyttes til Udslaatter af Forskjellige, og til Høire en betydelig Myr af god Muldjord og med Afløb forbi Fogedgaarden. Paa 1:8 Miils Afstand findes intet Huus, men nedenfor Bakkerne en Klynge af 6 Gaarde ved Elven, hvoraf enhver Eier har Slaatter i et stort skovbevoxet Jorde i 2000 Skridts Frastand. Her mærkes nu Begyndelsen til den fordærvelige Methode, som Qvænerne, der fornemmelig udgjøre Altens Beboere, fremdeles benytte, nemlig at klynge sig sammen ved Søen eller Elven og dernæst fra forskjellige Steder i stor Afstand indsamle det nødvendige Høe. Disse Skovslaatter blive hverken ryddede eller dyrkede, og meget Tid medgaaer blot for at slaae og hente dette Høe, som ved lidet Arbeide paa Hjemjorden skulde mangedobbelt indvindes. Denne Jordens Udparcellering skyldes især Landmaaler Bredal fra Aarene 1780-84 og næstfølgende, og har siden vedligeholdt sig og tildeels tiltaget ved en noget uforsigtig Eftergivenhed af Vedkommende.

Som Exempel derpaa maa jeg nu, ved at tale om det nærmest ovenfor nævnte Jorde, bemærke, at foruden de 6 nævnte Qvæner har ogsaa Fogden, ¼ Miil derfra og Eieren af en Plads ½ Miil derfra, kaldet Hjemmeluft, hver deres Udslaat her, og der som endnu er urimeligere, at Fogedembedet igjen har en anden Slaat ved Siden af Pladsen Hjemmeluft. Hvor skadeligt og forkeert er det nu ikke i alle Maader, at ikke Fogedembedet da hellere fik den meste Udslaat i det nævnte Jorde tilsammen med de 6 Qvæner, men Opsidderen i Hjemmeluft dette Embeds Slaat, der ligger ved Siden af deres Hjemmejord? Men, om det nu ikke er udskiftet saaledes, formodentlig fordi det ikke skede til samme Tid, hvorfor da ikke siden bevirke et Mageskifte til Begges Nytte?

Det var en Glæde derimod at træffe ¼ Miil længere mod Syd ved Elven en Boplads, som nylig er kjøbt af en duelig agtværdig Normand, som er Værksarbeider, og med sine tre voxne Sønner allerede havde tilforn anlagt et Nybygge i den indre Deel af Kaafjorddalen. Disse dyrke deres Jord med Flid og forøge deres Creaturhold, i stedet for at Altens Qvæner blot tænke paa den første Fordeel - at sælge Høe, og, naar dette aftager paa Hjemjorden, da at søge om Udviisning af Udslaatter.

En anden Normand er fra Værksarbeider ogsaa bleven Jordbruger, og har kjøbt sig Jord ligeoverfor paa den anden Side af Elven, men beklagede sig for os meget over, at med hans Boplads fulgte 5 adspredte Udslaatter i 1 Miils Afstand, medens andre igjen have Slaatter ved Siden af hans Huus.

I ½-¾ Miils Afstand fra Søen og Handelsstedet, er nu ogsaa den egentlig bebyggede Strækning af Alten ophørt, og Dalen sees siden overvoxet med Skov. Dens Bredder kan almindeligviis ansættes til 1:8-¼ Miil paa hver Side af Elven, hvor det dyrkbare Strøg da mødes af Fjeldene eller af høie Sandbanker, bevoxede med Furu.

1 Miil fra Handelsstedet oplivedes vi igjen ved Synet af et Nybygge, anlagt af en Normand fra Trondhjems Stift, for 3 Aar siden; men han havde maattet kjøbe Jorden med paastaaende Skov af en Qvæn for 50 Spd. Her er atter en Skade af Jordudviisningen fra forrige Tider, at Nybyggere skulle anvende deres lille Capital for at kjøbe, hvad Staten kunde give dem, og blot fordi man har føiet de ældre Opsidderes Daarskab. Og hvad havde nu denne Qvæn gjort for at faae disse 50 Spd. af en fattig Nybygger? Jo! han havde slaaet imellem Krat og Træer hvert andet Aar et Par Hæsper med Hø; thi hvert Aar kunde han ikke faae Tid dertil, da han havde for mange Slaatter.

Ved denne Boplads forenes Altens Hovedelv med Eiby-Elven, som ogsaa danner et mod Sydvest opgaaende Dalstrøg, der idetmindste er dyrkbart 1 Mil. Opad Hovedfloden er ligeledes et idetmindste 2 Mile dyrkbart Dalføre, hvori ingen Opsiddere gives, derimod er ved Eiby-Elven 2 Nybyggere, som fra Værksarbeidere have nedsat sig her, den Ene paa Eiendomsjord og den Anden paa Handelsmand Klercks anlagte Nybygge. Denne almeenagtede Mand, hvis tidlige Bortgang almindelig beklages, virkede meget for Altens Colonisation af dygtige Normænd, hvilket ikke alene var saa vigtigt for Næringsveiene, men tillige for at bevirke en nødvendig Reform iblandt Egnens egne Indbyggere baade i industriel og moralsk Henseende.

Men Qvænerne synes at frygte for, at deres gyldne Tid er forbi om Nybyggerne tiltage, og gjøre dem derfor al Slags Skade og Fortræd. Den meest formuede af disse tre Nybyggere eier nu 5 Køer og Hest, og skjønt Fædrift kan og bør blive med Tiden deres vigtigste Næringsvei, have de endnu maattet søge Næring fornemmelig af Skoghugst. I denne Næringsdrift, hvori de concurrere med Qvænerne i det indre Alten, hvilket er Nok til at antænde Hadet hos disse Folk, som desuden før have Nationalhad mod de Norske, lide Nybyggerne nu megen Skade; thi Qvænerne, hvoraf tilforn endog 80, nu 70, ere forenede om Laxefiskeriet, ville, paa Grund af gammel Hævd, formene dem at benytte Elven nordenfor Stængselet til Tømmerflødning fra St. Hansdag til Michaelis, hvilket for en Egn med saa korte Sommere er den bedste, ja næsten eneste Tid dertil. Der foregives paa Thinget hver Sommer, at den ved Flaadningen foraarsagede Støi i Elven skulde skade Fiskeriet; men deels skal Erfaring være ganske derimod, og deels bevise de selv det Ugrundede heri, idet de, naar Fiskeriet aftager, søge at ophjælpe dette ved at roe og slaae i Vandet for at jage Fisken i den udsatte Nod eller i Stængselet ovenfor.

Dette Fiskerie, som maaskee kan afgive godt Udkomme for 20-30 Personer, og svare Regning med den anvendte lange Tid, bliver ogsaa formedelst Folkets Egensindighed og Fordomme til Skade for Næringsdriften, idet 50 Personer meer end nødvendig behøvedes, slentre bort den hele Sommer dermed, i stedet for at drive paa det mere lønnende Sommerfiske omkring Hammerfest. Men saavel paa dette Uvæsen, hvori allerede i Sommer er gjort nogen Indskrænkning, som paa den for Jordbruget manglende Udskiftning forventes det, at vor Amtmand efterhaanden raader Bod, ligesom han har gjort en god Begyndelse for Jordbruget ved at indskrænke den skadelige Udviisning af fjerntliggende adspredte Udslaatter.

Ved Siden af afdøde Klercks Colonie i Eibye fandt jeg, at en Qvæn 1 Miil derfra ogsaa havde en Udslaat. Dette anføres nu ikke som nogen Sjeldenhed, thi saaledes er hele Alten i 1-2 Mile fra Søen udstykket, men dette maa anmærkes med Hensyn til hans Jordbrug paa Bopladsen. Vi besøgte ham nemlig paa Tilbagereisen, og fandt ham med to Andre gaaende at slaae i en stor Myr nær Huset, hvor de samlede ganske ubetydeligt Græs, og barfodede gik omkring, idet Vandet stod dem høit paa Benene. Myren havde Afløb til en Bæk ved dens ene Ende, og vi undrede os over, at denne, som ved at udtappes og dyrkes skulde give det Tredobbelte af alle hans Skovslaatter, ikke var gjennemskaaret med nogle 100 Favnes Grøvter. Men Aarsagen var - han havde ikke Tid, han havde formeget Jord. Følgen af Myrens Nærhed viste sig ogsaa ganske; thi hans og Naboernes Potetesgræs var aldeles frosset, hvilket dog paa mange andre Steder ikke var Tilfældet.

Til Oplysning om Egnens Clima og Jordbund bemærkes, at der næsten overalt i de lave Dalstrøg findes Muldjord og frodig Løvskov, paa Høiderne og Skrænterne Sand og Furuskov; i Dalerne findes endog en Mængde vildtvoxende Ribs, samt andre heroppe ualmindelige Træsorter, saasom Asp, Rogn og Hæg.

Naar Resultaterne af disse Undersøgelser lægges sammen med nogle fra forrige Aar angaaende Tverelvdalen, og med hvad flere indsigtsfulde vel bekjendte Mænd have ytret om Altens Colonisation, saa faaes det Hovedresultat, at Tverelvdalen har et Dalføre paa 2 Miles Længde at tilbyde Nybyggere, Storelvens Dal 2 Miles Længde og Eibyelvens 1 Miil, hvoraf en stor Deel endnu ikke er udparcelleret, og Slaatterne kunne dog faaes for en ringe Priis tilkjøbs. Man tør temmelig sikkert regne paa, at Altens Nybyggere ligesaavelsom det nordligste Sveriges Folk kunne gjøre Fædriften til Hovedsyssel, og til Hjælp tage Agerbruget, men fornemmelig Fiskeriet, da dog efter min Beregning de fjernest Boende kun fik 2-3 Miles Afstand fra Søen omkring fra Bossekop til Rafsbotten, hvor et temmelig aarvist og ret godt Vinterfiskerie foregaaer i Marts og April Maaneder. Og hvilket Marked skulde de ikke have i Altens Kobberværk, Hammerfest og den hele Provinds, som nu kjøber Smør og Kjød fra Sverige og Russland?

Skrevet i December 1836.

Forrige side | Neste side