Optegnelser fra Alten-Talvig Sogn i Vestfinmarken
Kronikker i Den Constitutionelle, 1837-1841
Andreas Jørgen Fleischer

Forrige side | Neste side

IV. Noget Mere om Folkets Overtro

Den Constitutionelle, 121 (1841)

(See D.C. No. 112).

Som et Tillæg til de forrige Anmærkninger om Overtroen bemærkes, at Qvænerne troe, at de Døde undertiden forfølge dem deels med Hvisken, deels med Stød og Puf - Alt i Mørket, og dette, mene de, er bevirket af enkelte kloge Folk iblandt dem, som de tiltroe at kunne fremmane de Døde. Virkelig have ogsaa enkelte Bedragere stundom i Mørket sneget sig hen paa Kirkegaarden for ligesom at omgaaes de Døde og øve sine hemmelige Kunster, og troeværdige Folk have fortalt mig, at to her i Talvig for faa Aar siden døde Qvæner i den Hensigt oftere besøgte Kirkegaarden.

I Kautokeino var for 10-12 Aar siden en riig gammel Fieldfin, som beklagede sig meget over, at Døde forfulgte ham og plagede ham, hvilket han tilregnede en ondskabsfuld Qvæn. Han henvendte sig derfor til en anseet Handelsmand (Klerck), som med en yngre Collega opholdt sig der om Vinteren for Handelens Skyld, og bad denne, som han tiltroede høiere Indsigt, at befrie sig fra denne Plage. Efter gjentagne Bønner af Fjeldfinnen, paa hvem Handelsmandens Forsikringer om, at det blot var Indbildning, ikke frugtede, besluttede han sig til at føie Finnen i at følge ham en Aften hen paa Kirkegaarden, i den Formening, at Troen kunde virke til hans Helbredelse. De gik altsaa derhen sammen; Handelsmanden gjorde nogle hemmelighedsfulde Tegn, fremsagde en selvopfunden Besværgelsesformel, og gik hjem med Finnen, som fra den Stund paastod at være ganske befriet for de Dødes Efterstræbelser. Dette er mig fortalt af bemeldte Handelsmands Collega, som ogsaa har berettet, at en anden rig Fjeldfin paa den Tid havde reist langt ind i det nordlige Sverige for at lære den Kunst at fremmane og bortmane Døde af en i denne Henseende berømt Qvæn, som dog ikke for en stor Sum Sølvpenge havde villet lære han sin Kunst.

Fjeldfinnernes eneste Rigdom efter Rensdyrene er Sølvpenge, hvilke de, der eie mange Rensdyr, men desuagtet ikke gjøre sig Livet behageligere eller leve annerledes end de Fattigste, ogsaa have Anledning til at samle i stor Mængde. De ere imidlertid saa mistroiske, at de aldrig udlaane deres Kapitaler, endog om de bydes høie Renter, og frygte tillige for at have dem hos sig. Følgen deraf er, at de ganske hemmelig nedgrave dem i Kobberkjedler under en eller anden Steenhob paa Fjeldene, thi Begerligheden efter Sølv er saa graadig iblandt dem, at en Fader ikke troer sin Kone eller sine Børn, endnu mindre sine Naboer i denne Henseende, og først paa Dødsleiet aabenbare de, hvor deres Skatte ere begravede. Det hænder imidlertid ofte, at Arvingerne ikke efter den Døendes Forklaring kunne finde saadanne Steder paa de vilde Fjelde, og ligesaa ofte hænder det, at de ingen Oplysning faae, naar Familiefaderen døer pludselig eller paa Reiser. Derfor skal det være en stor Mængde Sølvpenge begravet paa Fjeldene i denne Egn, og mange Fjeldfinner stræbe at opdage saadanne, hvorved der ogsaa hersker nogen Overtro. De vide at fortælle, at paa saadanne Steder, hvor Sølvpenge ere nedgravede, sees at brænde en blaae Lue undertiden om Afterne; de begive sig derhen hemmelig for at grave, og stræbe at kaste et Stykke Staal over Luen, hvilket, om det lykkes, de antage at forikre dem Skattens Erhvervelse.

En almindelig Overtroe blandt de Norske og formodentlig blandt den større Deel Fiskere er den om en Havmand, som de kalde Drauen, der beskrives at see du som en Fisker med Skindklæder og en bredskygget Skindhat. Ifølge Folketroen kommer han tilsyne pludselig paa Søen og roer paa en Baad hurtigt i nogen Afstand fra Fiskeren, og har da taget forliste Folks Baad; eller ogsaa gaaer han paa Land og gjør Skjelmstykker med deres Baad og Aarer, hvilke sidste han lægger forkeert med Bladet ind og Haandgrebet ud. Naar da Mandskabet finder sine Aarer forkeert lagte i Baaden, ansee de det for et Tegn fra Drauen og for et ondt Varsel om Søskade. Denne Overtroe hersker almindelig i Nordland, og fra det store Vinterfiske under Lofoden ere mange Eventyr fortalte om Drauen, hvilke ere yndede Folkehistorier.

Forrige side | Neste side