Optegnelser fra Alten-Talvig Sogn i Vestfinmarken
Kronikker i Den Constitutionelle, 1837-1841
Andreas Jørgen Fleischer

Forrige side

Nogle Optegnelser om Folketallet i Finmarken

Den Constitutionelle, 121 (1841)

Af Pontoppidants Magazin sees, at Familiernes Antal i Finmarken vare i Aaret 1756 efter den daværende Inddeling af Districterne følgende:

	Norske familier	Søfin Familier	Fjeldfin Familier
1) Afjuvara			29
2) Kautokeino			51
3) Alten	52	162
4) Loppen	24	19
5) Hasvig	24
6) Hammerfest	44	66
7) Maasøe	52	19
8) Kjelvig	36	69
9) Køllefjord	20	59
10) Tana og Omgang	7	39
11) Vadsøe	72	109	20
12) Vardøe	28
I Øst- og Vestfinm. Altsaa tils.	359	542	100

Naar man nu regner, som almindelig antages, 5 Personer for hver Familie, bliver Folketallet for det egentlige Finmarken i Aaret 1756 omtrent 1795 Normænd, 2710 Søfinner og 500 Fjeldfinner, eller den hele Befolkning til sammen - 5005 Mennesker.

Ifølge de efter Folketællingen i 1835 udarbeidede statistiske Tabeller udgjorde Folkemængden for begge Fogderier til sammen ved dette Aars Udgang 10,040 Mennesker altsaa lidt mere end det Dobbelte.

Denne Forøgelse i Folketallet er altsaa skeet i en Tid af 80 Aar, og naar man vil see Forholdet for hvert Fogderie, efter de Oplysninger som Tabellerne indeholde, bliver det følgende:

	1756	1825	1835
1) Vestfinmarken, eller de 8 første Thinglaug efter Pontoppidan	3225	5612	7195
2) Østfinmarken	1770	2708	2845

En Sammenligning mellem hvert Sogns Folketal til disse 3 forskjellige Tidspuncter giver følgende Resultater:

	1756	1825	1835
1) Alten-Talvig, af Pontop. kaldet blot Alten.	1070	2041	3085
2) Loppen og Hasvig.	335	673	800
3) Hammerfest og Maasøe.	905	1499	1599
- Hammerfest Bye		351	391
4) Kjelvig og Kautokeino med Afjuvara eller nu Kistrands Sogn med Annexer.	925	1399	1711
5) Køllefjord, Tana og Omgang eller nu Lebesbye med Annexer.	625	892	1360
6) Vadsøe og Vardøe.	1005	1816	1485

Heraf sees altsaa, at Folkemængden i det Hele er skredet betydeligt fremad i disse 80 Aar, men dog fornemmelig i det sidste Decennium, hvortil væsentligst har bidraget Anlægget af Altens Kobberverk, og dernæst den udvidede Handelsvirksomhed paa Hammerfest, foranlediget af de meget heldigere Fiskerier i dette Tidsrum end i de foregaaende og ved Hvalrosfangsten under Spitsbergen. Betydeligst er derfor Forøgelsen i Alten-Talvigs Sogn, hvor Verket anlagdes 1826, idet Folketallet der havde næsten fordoblet sig inden 1825, som fornemmelig har sin Grund i, at mange Qvæner fra Sverige i det Tidsrum indvandrede og nedsatte sig i Alten, og derpaa igjen de følgende 10 Aar er forøget med Halvdelen af Folketallet 1825 eller med lidt over 1000 Mennesker. Disse ere fornemmelig de for Verkets Skyld indflyttede Familier og ugifte Personer deels far østerdalen, Gulbrandsdalen og Trondhjems Stift men fornemmelig fra Sverige og de nærmeste Sogne af Finland.

Da de af Finansdepartementet udfærdigede statistiske Tabeller ei indeholde noget særskilt Tal for Finmarkens egentlige og ældste Beboere, Finnerne, eller Lapperne, saa kan kun for Alten-Talvigs Sogn en Sammenligning anstilles for dette Folkeslags Vedkommende, endskjønt det vilde være særdeles interessant at see, hvorvidt dets Folkemængde har tiltaget eller aftaget i det Hele i de ovennævnte Tidsrum, især da det af Flere antages og offentlig er ytret at denne Folkestamme med Tiden formeentlig hanske vil forsvinde.

Ifølge Pontoppidan Optegnelse havde Alten-Talvigs Sogn i 1756 162 Søfinfamilier, eller altsaa 810 Individer af dette Folk; efter Folketællingen i 1825 udgjorde deres Antal 1070, altsaa en Forøgelse af 260 Msker i 80 Aar eller med 1/3 er deres Antal forøget. Da imidlertid Folketallet ogsaa i andre Sogne betydelig har tiltaget, saa at det i Hammerfest er heelt fordoblet og i Lebesbye og Loppen mere end fordoblet, ligesom Kistrand næsten har det dobbelte Antal Mennesker imod hvad det havde 1756: saa tør det sikkert antages, at Finnernes Antal i disse Sogne, hvor de Indvandredes Antal har været saa meget ringere, har været i meget stærkere Tiltagende end her. Det er endog udenfor al Tvivl, at efterhaanden som Alten-Talvig er bleven mere bebygget og optaget af Norske og Qvæner, have Finnerne draget bort deels til Sognets Udkanter og deels derfra igjen til Nabosognene. Saaledes have gamle Folk forsikret mig, at i Talvig, hvor nu omtrent 30 norske Familier og nogle faa indvandrede Qvæner boe, var for 70-80 Aar siden blot 4 norske Familier og forresten Finner i Gammer, hvorimod der nu ikke her eller i Omegnen findes Finner i mindre end 1 Miils Afstand til alle Sider.

Et mærkelig Beviis paa den Tids ringere Kultur hos de Norske er det ogsaa, at de boede ligesom Finner i Jordhytter eller Gammer, endogsaa i det skjønne skovrige Alten, hvor en endnu levende Mand, tilligemed nogle andre fra Salten indvandrende Nybyggere, var blant de Første, som byggede sig Tømmerhuus af den tæt om deres Bopladse staaende frodige Furuskov. Nu boe dog stedse norske og qvænske Familier i tømrede Huse med een eller to Stuer samt Loftkammer og Kjøkken, og Finnerne have, saafremt de ere noget velstaaende, begyndt at efterligne dem deri.

Forrige side